Issuu on Google+

annamette fuhrmann


Af samme forfatter Min Mor Min Elskede

34221_lĂŚngsler_og_leverpostej.indd 2

09-03-2012 17:37:44


ANNAMETTE FUHRMANN

Længsler

og leverpostej MIN SØGEN EFTER DE KYS, KNALD OG KÆRTEGN, DER BLEV VÆK, DA DER KOM BØRN

Pretty Ink

34221_længsler_og_leverpostej.indd 3

09-03-2012 17:37:44


Længsler og leverpostej © Annamette Fuhrmann og Pretty Ink/ROSINANTE&CO , København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Dasrotesrabbit Sat med New Century Schoolbook og trykt hos Livonia, Riga ISBN 978-87-638-2051-6 Printed in Latvia 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Pretty Ink er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34221_længsler_og_leverpostej.indd 4

09-03-2012 17:37:44


Til Thure Jeg elsker dig

34221_lĂŚngsler_og_leverpostej.indd 5

09-03-2012 17:37:44


34221_lĂŚngsler_og_leverpostej.indd 6

09-03-2012 17:37:44


Forord Den her bog har ikke været nem at skrive. For det første udleverer jeg en god bid af hele mit privatliv, for det andet kan min mor potentielt læse den, og Thures mor og Thures niecer, som er teenagere og synes vi er mærkelige nok i forvejen, for også at nævne mine egne børn: Kasper og Jeppe, som også kan læse en dag. Bogen er skrevet i sutsko, i stiletter, i bare tæer. På badeværelset, i soveværelset, hos venner og familie, der kunne lægge hus til. Den er skrevet om natten, tidligt om morgenen og de fleste dage i min stue med udsigt over Amager Fælled. Den er skrevet i en hverdag med to små børn, som skulle hentes fra vuggestue og børnehave, og som i øvrigt også skulle have mad og kysses og passes, til de skulle i seng. Så selvom jeg havde en hed drøm om at lave en eat-pray-love og skrive den i en bambushytte på Bali, så har det ikke kunnet lade sig gøre. Og det er godt sådan. For der er kun meget få af os, der har en hverdag på Bali, og jeg gætter på, at du får mere ud af at læse den, direkte importeret fra Amager, hvor min hverdag måske ligner din. Jeg har delt min historie, fordi du ikke skal føle dig alene. Jeg synes ikke, at jeg kan være andet bekendt. God fornøjelse. Annamette Fuhrmann

34221_længsler_og_leverpostej.indd 7

09-03-2012 17:37:44


34221_lĂŚngsler_og_leverpostej.indd 8

09-03-2012 17:37:45


En kærlighedshistorie

Her sidder jeg så. I en bil på vej hjem fra Aalborg. Foran i bilen sidder ham, jeg er gift med. Ved siden af ham, min ældste søn. Ved siden af mig sidder min yngste søn, og i min hånd har jeg en tankkaffe. Jeg har været kærester med Thure i 6 år, været gift i 5,5, og mine børn er hhv. 5 år og 2 år. 10,5 cm er længden på mine bryster, 13 cm er længden på mit ar efter et kejsersnit, og 0 er tallet for antal gange om dagen jeg har lyst til sex. Sådan har det ikke altid været. Jeg haft et sexliv, som var ukompliceret og med en libido, som matchede farverne på de kulørte drinks, jeg skyllede ned i weekenderne. Ikke som den kropsforskrækkede dame, jeg er blevet nu, som ligger med dynen trukket op til næsen, og som farer sammen som en anden Misse Møghe, hvis nogen skulle finde på at berøre mit ene lår. Jeg har tidligere været den af mine veninder, som blev i decideret dårligt humør, hvis der var gået for lang tid uden sex. Jeg syntes, det var en menneskeret med et sexliv, og det har heller aldrig været noget, jeg var flov over. At have det sådan. Og mit sexliv med Thure var da heller aldrig noget, jeg skænkede en tanke. Vi gjorde det bare. Når vi havde lyst, og det havde vi tit. Jeg havde jo fundet mit livs kærlighed, verdens 9

34221_længsler_og_leverpostej.indd 9

09-03-2012 17:37:45


sejeste og lækreste mand, vi var vildt forelskede, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg nogensinde skulle kigge på ham og tænke: »Så gå dog væk, jeg vil hellere sove.« Seks år tidligere. Første gang, jeg snakkede med Thure, var en forårsdag. Dengang arbejdede jeg som producer på en radiostation, og jeg ville lave et indslag om ham og hans ekspedition. Han skulle krydse indlandsisen på ski, og Berlingske Tidende havde skrevet en artikel om ham. »Til Grønland med otte kilo fedt og ét par underbukser«, lød overskriften. Det, syntes jeg, lød tilpas mærkeligt og skævt, og jeg greb telefonen og ringede til ham. Han lød sød i telefonen. Og vi snakkede sammen meget længe om alle mulige emner, til vi til sidst syntes, det var en smule sært at tale om danskernes bidrag til verdens bruttonationalprodukt. Jeg var opstemt, da jeg lagde røret på. Og glad. Og kåd og fjollet, og jeg anede ikke, hvorfor jeg havde det sådan. Men jeg fik sådan lyst til at drille ham, og derfor gik jeg over på Hovedbanegården i København og fik en mand fra et t-shirt-trykkeri til at trykke radiostationens logo på røven af et par herrestore morfar-underdrenge, som jeg havde fundet i et supermarked. Da jeg gik tilbage til radiostationen kluk-lo jeg som en anden teenager. Også uden at vide hvorfor. SÅ sjovt var det heller ikke med de underbukser. Udover at have de store underbukser i hånden, havde jeg også en anden kæreste, som jeg boede med, og som jeg var ret så vild med, så jeg var en smule forvirret over, hvad der havde trukket mig over på en banegård og fået tryk på et par store underbukser, som skulle gives til en anden mand, og ikke hvilken som helst anden mand, men Thure, som jeg 10

34221_længsler_og_leverpostej.indd 10

09-03-2012 17:37:45


allerede ret godt kunne lide, selvom jeg ikke anede, hvordan han så ud. Den sved lidt. Da jeg kom tilbage til redaktionen smed jeg lidt resolut underbukserne over til en af værterne. Nu var de i deres varetægt, og jeg behøvede sådan set aldrig at ringe til Thure mere. Han var briefet om mødetidspunktet til, hvornår han skulle være gæst i programmet, så der var ikke mere, vi skulle snakke om. Som sådan. Jeg sad lidt tid og tappede med min kuglepen og prøvede at finde på 100 undskyldninger for at ringe til ham igen. Jeg kunne rykke tidspunktet for hans mødetid. Det var mig, der bestemte, hvornår de forskellige gæster skulle komme, så det var et virkelig godt alibi. Men efter at jeg så havde sagt: »Kom klokken 7.40 i stedet«, hvad skulle jeg så sige? Jeg kunne bilde ham ind, at jeg ville skrive en artikel om ham til et magasin. Jeg manglede selvfølgelig bare at sælge den, men det behøvede jeg jo ikke at nævne. Jeg kunne også ringe og spørge, om han virkelig ikke skulle have rosiner i den havregryn, der blev pakket ned til den ekspediton? Okay, der var ingen grund til at ringe til ham igen, så jeg tvang min hjerne til at slette ham fra hukommelsen, og det lykkedes også nogenlunde. Han blev bare aldrig sådan rigtigt slettet fra hjertet. Anderledes var det med Thure. Han var single med damer on the side (naturligvis) og ringede til sin mor med det samme og sagde, at nu havde han endelig fundet den kvinde, han skulle giftes med. Jeg tror måske, hun havde hørt den sang før, og var derfor en lille smule forbeholden. Men han havde mig på sigtekornet, og fra den dag, vi talte sammen, ville han have mig. Koste, hvad det ville. Og det kom det til. 11

34221_længsler_og_leverpostej.indd 11

09-03-2012 17:37:45


Et års tid efter hans besøg på radiostationen var det tid til, at han skulle af sted på sin ekspedition til Grønland. Derfor var han igen-igen gæst i det radioprogram, som jeg var producer på. Vi havde ikke talt sammen i året, der var gået, og der var kun røget et par enkelte mails frem og tilbage gennem cyber, men vi kunne lige så godt have udvekslet kageopskrifter, for der var ingenting, der antydede, at det her kunne være starten på et kærlighedseventyr. Men nu da vi snakkede sammen i telefonen, var der noget, der pustede til ilden. Noget, der ligeså stille sad ved gløderne og pustede dem til små flammer. Jeg kan huske, at jeg blev svimmel og tør i munden, da han spurgte, om ikke jeg ville komme ind og sige farvel til ham, når han alligevel skulle på besøg i radioprogrammet. No way, om jeg ville. Hvis han var bare halvt så sød, som han lød i telefonen, ville mit hoved eksplodere. Jeg turde ikke, for jeg ville ende med at stå og glo ned på mine fødder og sige ting som: »Okay virkelig flotte ski, du har med«. Jeg havde endnu ikke set ham og anede ikke, hvordan han så ud, men at dømme ud fra min fornemmelse i maven vidste jeg, at jeg ikke skulle se ham. Jeg var ikke decideret parat til at se konsekvenserne i øjnene. Jeg kunne mærke på ham, at han gerne ville have sagt farvel til mig. Eller i det mindste set mig, inden han skulle bruge 28 dage på et par brædder i ingenmandsland. Forståeligt. Han røg af sted til Grønland, og jeg røg ned på min plads bag computeren, hvor jeg forsøgte at regne ud, hvorfor jeg var så sitrende. To uger efter hans exit til isen ringede min telefon på mit arbejde. Det var Thure. Selvfølgelig var det Thure. »Hej, 12

34221_længsler_og_leverpostej.indd 12

09-03-2012 17:37:45


hvordan går det?« sagde han, som om han stod på kontoret ved siden af. Jeg blev desorienteret. Hvor fanden ringede han fra? »Fint,« sagde jeg og blev lilla i hovedet, for det gik op for mig, at han, fra sin ekspedition midt ude på Grønlands indlandsis, havde taget sin satellittelefon op af lommen og tastet mit nummer. I den tungere ende af scoretricks, men det virkede. Jeg blev blød i knæene og fik tunnelsyn af glæde, hvilket jeg selvfølgelig ikke ville virke, som om jeg gjorde, så jeg forsøgte at lyde, som om jeg var uimponeret, mens min hjerne arbejdede på højtryk for at finde på en idé til et radiointerview, vi kunne lave, for jeg var så befippet over, hvad vi ellers skulle snakke om, og med lidt snilde fik jeg eftermiddagsværten til at lave det interview. Jeg tror nok, det handlede om, at de manglede et ildfast fad, så de kunne lave lasagne. Eller noget andet virkeligt uoriginalt. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg havde muligvis trådt i spinaten og forelsket mig i en anden. Og det var forbudt, så ildfaste fade var det mindst farlige emne at snakke om. Da jeg lagde røret på, var jeg ét kæmpestort tandpastasmil. Jeg satte mig ned på min kontorstol og forsøgte ikke at ligne Wilson Kipketer. Jeg følte mig forelsket. Jeg fløj. Og jeg skyndte mig ud på toilettet og bed i et håndklæde (på daværende tidspunkt føltes det som det eneste rigtige at gøre). Jeg boblede indeni. Men ligeså meget af frygt for, hvad jeg nu skulle gøre? Hvad gør man? Var det manden i mit liv, jeg lige havde talt med? Og hvad med ham jeg var kærester med, ham, der var min rigtige kæreste? Ham, der var manden i mit virkelige liv. Hvad skulle jeg sige til ham? Og skulle jeg sige noget overhovedet? Jeg lod være. Og håbede inderligt på, at jeg aldrig skulle møde Thure, og at jeg ville glemme alt om denne vildmand, på ski, et sted i Grønland. 13

34221_længsler_og_leverpostej.indd 13

09-03-2012 17:37:45


Der gik dog ikke meget mere end en måned, så ringede min telefon igen på mit arbejde. Det var Thure. Igen. »Hej,« sagde han, »nu er jeg lige landet med flyveren fra Grønland, og nu kommer jeg op til dig om 15 min.« Inden jeg nåede at finde på en undskyldning, havde han lagt på. Noooooooooooooooooooo. Nu kom han. Sgu. Jeg fik kvalme. Var nervøs. Stod ude i køkkenet på mit arbejde og gik rundt om mig selv som en hund, der skal finde en god stilling at skide i, inden jeg rendte ud og plaskede vand i ansigtet. Styr dig Annamette, styr dig. For satan. Nu kommer han. Hjælp. Og der stod han så. Brun. Smuk. Vejrbidt. Sprukne læber. Stor jakke. Grønne øjne. Mørke krøller. Mit hjerte hamrede. Hans hjerte hamrede. Vi vidste det godt. At vi var hinandens. Men hvad siger man så? »Øh hej?« Og kysser man? Nej vel? Det eneste, jeg husker, var, at jeg var i en boble. Og at jeg ville have ham til at forsvinde hurtigst muligt. Det her var alt, alt for intenst. Og hvad tænkte dem på mit arbejde ikke? At jeg sad og datede ude i køkkenet? Jeg viste ham en af de bøger, jeg havde skrevet, mens jeg tyggede på en gulerod. Ville for alt i verden ikke lade mig mærke af at på nogen måde blive påvirket af at have ham siddende i køkkenet. Så jeg forsøgte at lyde klog og velovervejet og klog og som en, der på alle måder havde tjek på det for at sløre, at mit kamp-flugt nervesystem var tæt på at få mig til at skide i bukserne. Han smilede meget. Kiggede meget. Smilede igen. Og fortalte om sin tur. Derefter gav han mig et knus. Og gik. Jeg hang nærmest ned ad trappen og havde lyst til at løbe efter ham og skrige til ham, at han skulle tage mig med. Eller 14

34221_længsler_og_leverpostej.indd 14

09-03-2012 17:37:45


tage mig med og gemme mig i hans sovepose. Midt i alt mit hjælp-hvad-nu, så var jeg ikke i tvivl. Bare bange. Meget, meget bange. Jeg havde en virkelig sød kæreste. Vi boede sammen. Havde lige bygget en hel lejlighed om. Komplimenterede hinanden godt. Var det gode par. Han var kunstner, og jeg var den skrivende. Sås ofte med vores venner, holdt middage og nød hinandens selskab. Og ups and downs. Men godt sexliv. Intet at sætte en finger på der. Alligevel var mine følelser blown-away i en retning mod en krølhåret mand med grønne øjne. I den næste tid snakkede jeg meget med Thure. Og vi skrev og skrev og skrev. Det ene kærlighedsbrev efter det andet røg rundt i cyber, og selvom jeg godt vidste, at det var forbudt, så magtede jeg ikke at lade være. Men jeg nåede at droppe Thure mange gange på de fire måneder. Mange, mange gange. For der sker det, når ens hjerte er gået videre til en anden mand, at man bliver så fandens meget i tvivl. Om man tør vælge den kærlighed, der står og blinker som en lampe, der er ved at gå ud? Om det nu også er det rigtige? Om livet vitterligt er grønnere på den anden side? Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne det med hungersnød og tsunami-katastrofer, og vi havde heller ikke engang børn, vi skulle passe på, så i dag virker det som verdens største luksusproblem. Alligevel gjorde mit hjertet ondt, når det driblede rundt mellem det liv, jeg havde bygget op og set udefra var ret perfekt, og så til den mand, som jeg vidste, jeg skulle over til. Thure og jeg mødtes hemmeligt. To gange. Det var ubærligt andet, fordi jeg savnede ham sådan. Den ene gang mødtes 15

34221_længsler_og_leverpostej.indd 15

09-03-2012 17:37:45


vi på Østerbrogade og købte en pizza. Vi bestilte en nummer 12 og satte os ved et lille bord og ventede. Vi sagde ikke så meget, så det lød meget højt, da pizzamanden skrålede: »Én Lykkepizza.« Lykkepizza? Selvfølgelig havde vi, uden at vide det, bestilt en Lykkepizza. Vi tog Lykken med over i et fjernt hjørne af Fælledparken, fordi jeg var 100% sikker på, at når jeg tog den første bid af den sprøde bund, så ville en af min ekskæresters venner komme løbende forbi og afsløre mig. Men vi satte os ned og gloede lidt på hinanden. Vi sagde ikke så meget. Indimellem afbrød Thure stilheden og sagde: »Du er nødt til at gå fra din kæreste, Annamette.« Mit hjerte var smuttet videre og lå trygt og godt i Thures hånd, så jeg vidste det godt. Det gjorde bare så forfærdelig ondt at skulle rykke det liv op, som jeg havde nu. Jeg var 31 år, og hvis nu jeg ikke kunne fungere med Thure, så ville jeg være dødsdømt til at være hende den evige single, som ville ende op med at bo med mine to katte og en mazarintærte fra tanken hver fredag aften. Jeg vidste også, at min ekskæreste ville blive ked af det, selvom han helt sikkert også var på vej et andet sted hen end i min trygge favn. Der skal jo som bekendt altid to til tango, og vores dansesko pegede mere og mere i hver sin retning. Jeg kan huske, at jeg gloede tomt ud i luften derovre i Fælledparken, hvor de sidste rester af Lykkepizzaen var blevet kold. Mine hænder lå på et træbord, og der lå de i et stykke tid, indtil Thure lagde sine ovenpå. De var varme, husker jeg, 16

34221_længsler_og_leverpostej.indd 16

09-03-2012 17:37:45


og jeg husker, han sagde, at det er, fordi han aldrig fryser. Det er løgn, og det ved vi godt, men stemningen var til det. Og vi køber præmissen, for Thure vil gerne vise mig, at han vil passe på mig. For Altid. Thure sidder helt stille og holder mine hænder: »Jeg elsker dig, og det har jeg gjort fra den første gang, jeg hørte din stemme. Jeg skal nok vente på dig.« Vi siger ikke mere til hinanden. Men cykler i stedet hvert til sit og skilles nede ved søerne på Østerbro. Vi står med vores cykler ved et træ og kigger ned i jorden. Tid til farvel. Jeg giver ham et knus og et kys på kinden. Jeg får også et. Og så cykler jeg grædende hjem. Jeg græder, fordi jeg allerede savner ham så meget, at jeg næsten ikke kan trække vejret. Og jeg græder, fordi jeg godt ved, hvad jeg skal, men hele tiden er i et limbo. Gå nu. Gør det nu forbi. Smut over til din kærlighed. Den venter. To måneder senere er jeg ved at være revet midt over af forvirring, 31 års krise og en længsel efter en afklaring. Jeg er lige kommet hjem fra USA, fra en rejse, min daværende kæreste og jeg havde booket, før nogen som helst ved navn Thure kom ind i billedet. En rejse, vi tager på, og som vi inderst inde godt ved, er vores sidste sammen. Det på mange måder sørgeligt, men livet har taget over for os og gør det, som det skal, og det fik jeg i øvrigt også bekræftet, da jeg var hos en clairvoyant i Key West i USA. Min ekskæreste var derinde hos hende dagen før, hvor jeg sad og lyttede med, og da hun ikke har flere tider den samme dag, kaster jeg mig desperat ind til hende dagen efter. Jeg ville ikke være ved det, men jeg forsøgte at røntgenfotografere alle tegn, så de kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. 17

34221_længsler_og_leverpostej.indd 17

09-03-2012 17:37:45


Jeg nærlæste alle horoskoper i aviser og ugeblade, og nu var der altså en mulighed for at få hele sandheden at vide. Da jeg kommer ind til hende, sidder hun med en bunke kort og en bunke halskæder om halsen. Vi sidder lidt i stilhed, og hun »stiller ind« på mig, som det hedder på clairvoyantsk. (båndudskrift – uredigeret) Madam Mim: »You’re a writer?« Mig: »No no, only radio, I work with radio,« Madam Mim: »Writing is your call?« Mig: »Well, I don’t really know how to ... I mean where should I ... ...« Madam Mim: »Scyyyyhhh, not so many words.« Mig: »Oh, of course, I’m just ... ah ... very ... ... hey, can you see a man with dark hair?« Madam Mim: »Your boyfriend?« Mig: »Eeeh no, another man.« Madam Mim: »I see ... I see ... Wait ... I see a little baby boy with curly hair.« Mig: (lidt skræmt over udviklingen) »No no that’s not him.« Madam Mim: »Listen, I am doing the reading, so I’m the one who tells you what I see, okay?« Mig: (har fortrudt, at jeg kom) »Yes yes, of course ...« Madam Mim: »I also see ice, I see an island and I see a very strong connection with you and ... ice. Is your boyfriend from an island with ice?« Mig: »Aaahhmm well, he is not really my boyfriend, or I mean I don’t really know ... ... ehm no he is not the iceman« (flot Annamette, flot engelsk). Madam Mim: »I see your soulmate on ice or snow on a very large island.« 18

34221_længsler_og_leverpostej.indd 18

09-03-2012 17:37:45


Mig: »Does he have green eyes?« (desperat efter at vide, om det var Thure). Madam Mim: »Honey, that I really can’t tell, but the connection is very strong«. Mig: »Okay, does he have a sleeping bag.« (desperat spørgsmål #2). Madam Mim: »I see something yellow, it’s not a sleeping bag, but I do see a lot of ice and snow and a man in the middle of it.« Mig: »Okay, can we stop now, this makes me a bit uncomfortable,« Madam Mim: »Love can be uncomfortable, dear.« Mig: »Well ... ... yes ... is this guy my soulmate?« Madam Mim: »Oh, he is, have you met him?« Mig: »Yes, twice.« Madam Mim: »Good, ‘cause you will meet him again.« Mig: »But how do I know it’s him, it could be the man at our local gas station that’s my soulmate.« Madam Mim: (overbærende latter) »I have some cards here (viser mig en bunke kort) and I think you should think of this guy and then draw one. A card.« Mig: (tænker hårdt på Thure med meget sammentrukne øjne). Madam Mim: (tydeligvis underholdt) »You don’t have to think your eyes out dear.« Mig: (trækker et kort fra bunken) SOULMATE. Madam Mim: (tydeligvis ikke overrasket) »You see, your soulmate.« Mig: »Well, how many soulmate cards is there?« Madam Mim: »One« Mig: »One? Out of 200, well, HAHAHAHAHAHA (desperat latter) that’s really a coincidence huh?« 19

34221_længsler_og_leverpostej.indd 19

09-03-2012 17:37:45


Madam Mim: »Nothing is a coincidence.« Mig: »Okay, but you could be lying about the one soulmate card, can I see the rest?« Madam Mim: »Of course love, and then we have to finish for today.« Mig: Ja tak, det må du sgu nok sige ... »I mean yes, of course ... it’s just ... very ... okay ... (har bladret kortene igennem) I can see that there’s only one soulmate card, so I guess I’ll just fly back home and marry him, HAHAHAHAHAHAAH.« Madam Mim: »Yes, and it’s going to be a beautiful day.« Jeg betaler 20 dollars, får mit bånd med hjem fra sessionen og styrter tilbage til hotellet, hvor min ekskæreste sidder spændt og venter. Han spørger selvfølgelig, hvad hun sagde, og jeg husker, at jeg svarede, at hun bare snakkede lidt løst om, at jeg skulle skrive i stedet for at lave radio. Herefter kørte vi til lufthavnen, men jeg knugede mit bånd i mine hænder. En uge efter, jeg har stemplet ind i Danmark, beslutter jeg mig for, at jeg ikke kan tænke mig til en handling, så jeg ringer til en bekendt, Signe hedder hun og er præst i Vor Frue Kirke. Jeg er ikke kristen, men lige præcis Vor Frue Kirke har været rum for mange aftener, hvor jeg har siddet i stilhed bagerst i lokalet til nattegudstjeneste, da jeg var single og bad til en kæreste og mindre cellulitis. Jeg er helt vild med den kirke, for der er så stille og så fint et lys, at selv 84.000 wellness ophold ikke kan hamle op med den form for afstresning, ens krop finder derinde. Jeg aftaler at mødes med hende en mandag eftermiddag efter arbejde. Og det gør vi så. Vi sidder inde i kirken med 20

34221_længsler_og_leverpostej.indd 20

09-03-2012 17:37:45


en kop kaffe, og jeg begynder på en meget lang forklaring på, hvorfor jeg har ringet til hende, og hører mig selv sige noget om sjælefred, parforhold, og hvorfor jeg aldrig kan holde mere end to år, så må jeg smutte. Det er, som om det er min grænse i forhold til at binde mig til en anden, og at det virkeligt er forfærdeligt, fordi jeg så ved, at jeg ender som enlig mor til fem ovre i Urbanplanen med dårligt hår og narkoman make-up. Hun lytter på den måde, som præster lytter. De lytter med øjnene, og jeg tror, hun ser en ung kvinde, der er midt i en form for livskrise og en kvinde, der plaprer løs. Da jeg endelig slutter min meget lange talestrøm, kigger hun på mig og tager en dyb indånding. Jeg forventer nu en åbenbaring. Den kom ikke. Heller ikke, selvom jeg har betalt kirkeskat i mange år. I stedet stiller hun mig spørgsmålet: »Er det ikke lige meget, om du er sådan en, der skrider efter to år?« Lige meget? Er det alt det svar, jeg får, efter fire måneder i et hamsterhjul af tanker og tuderier?! Og ja, det er det. Det er lige meget. Jeg fornemmer, at jeg ikke kommer til at trække noget svar ud af hende, og hun har livet-går-sine-egne-vejeblikket, så jeg tænker, at det er på tide, at jeg takker for kaffen og skrider ud af den kirke. Jeg tager en dyb indånding og cykler hjem. Med bævrende hjerte. Det er aldrig sjovt at skulle sige farvel til et menneske, man stadig elsker på et eller andet plan. Vi bliver begge to kede af det, men jeg fornemmer ikke, at det er mig, der er gået. Jeg tænker, at det ville være sket alligevel. At vores forhold skulle ende en dag. Om natten drikker jeg fire flasker rødvin med min veninde og tuder ned i mit nylagte og meget, meget pæne køkkengulv. Med indlagt varme. Jeg siger farvel til den nye opvaske21

34221_længsler_og_leverpostej.indd 21

09-03-2012 17:37:45


maskine, den nøje udvalgte køkkenvask fra Christiania og messingvandhanen bestilt fra Italien. Jeg kysser klinkerne, som jeg selv har hjulpet med at sætte op, og tager et sidste blik på de hånddrejede træstokke ved den hjemmebyggede trappe til underetagen. Farvel. To måneder senere frier Thure til mig. På en futonseng i min vens hus i Dragør. Det er meget sent om aftenen, og jeg har briller på, men jeg kan se ud af øjenkrogen, at det er her, mit nye liv begynder.

22

34221_længsler_og_leverpostej.indd 22

09-03-2012 17:37:45


LÆSEPRØVE - LÆNGSLER & LEVERPOSTEJ af Annamette Fuhrmann