__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


KĂŚrlighedsbrevet

35799_kĂŚrlighedsbrevet_155x230.indb 1

18-04-2018 18:02:03


Af samme forfatter

Af samme forfatter Midnatsrosen Pigen fra Napoli Engletræet DE SY V SØSTRE-SERIEN

De syv søstre Stormsøsteren Skyggesøsteren Perlesøsteren

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 2

18-04-2018 18:02:03


Titel

LUCINDA RILEY

Kærlighedsbrevet Oversat af Ulla Lauridsen

Cicero

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 3

18-04-2018 18:02:03


Kolofon

Kærlighedsbrevet er oversat fra engelsk af Ulla Lauridsen efter The Love Letter Copyright © Lucinda Riley 2018 Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE & CO, København 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Cappelen Damm/Miriam Edmunds Dansk versionering: Anne Kragelund Forsidefotos: © Laura Kate Bradley/Arcangel Images (kvinde) og Mark Owen/Arcangel Images (baggrund) Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos CPI Books, Leck ISBN 978-87-638-5508-2 Printed in Germany 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICERO er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 4

18-04-2018 18:02:03


Dedikation

Til Jeremy Trevathan

5

35799_kĂŚrlighedsbrevet_155x230.indb 5

18-04-2018 18:02:03


6

35799_kĂŚrlighedsbrevet_155x230.indb 6

18-04-2018 18:02:03


Kongegambit •

Skakåbning, hvor hvid ofrer en bonde for at opnå en god position.

7

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 7

18-04-2018 18:02:03


8

35799_kĂŚrlighedsbrevet_155x230.indb 8

18-04-2018 18:02:03


Prolog London, 20. november 1995

J

ames, min ven, hvad laver du her?“ Han så sig forvirret omkring og vaklede videre. Hun greb ham, lige inden han faldt. „Du er gået i søvne igen, ikke? Kom, lad os få dig tilbage til din seng.“ Hans barnebarns blide stemme fortalte ham, at han stadig var på Jorden. Han vidste, at der var en grund til, at han stod, hvor han stod, at der var noget vigtigt, han skulle gøre, og som han havde udsat til sidste øjeblik ... Men nu havde han glemt, hvad det var. Dybt nedbøjet lod han hende halvvejs bære sig tilbage til sengen. Han hadede sine udtærede, skrøbelige lemmer, der gjorde ham lige så hjælpeløs som et barn, og hjernen, der endnu en gang havde forrådt ham. „Sådan,“ sagde hun, da hun havde hjulpet ham i seng. „Har du ondt nogen steder? Vil du have lidt mere morfin?“ „Nej, jeg ...“ Det var morfinen, der forvandlede hans hjerne til grød. I morgen ville han springe den over, og så ville han komme i tanke om, hvad det var, han skulle huske at gøre, inden han døde. „Okay. Slap nu bare lidt af og prøv på at sove lidt mere,“ sagde hun beroligende og strøg ham over panden. „Lægen kommer snart.“ Han vidste, at han var nødt til at holde sig vågen. Han lukkede øjnene og søgte desperat efter minderne, ansigterne ... Så så han hende for sig, lige så tydeligt som han havde set hende, den dag de mødtes første gang. Hun var så smuk, så blid ...

9

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 9

18-04-2018 18:02:03


‘Husker du ikke brevet, min ven?’ hviskede hun til ham. ‘Du lovede at aflevere det tilbage ...’ Selvfølgelig! Han åbnede øjnene, forsøgte at sætte sig op og så sit barnebarns bekymrede ansigt lige over sig. Så mærkede han et smertefuldt stik i albuebøjningen. „Lægen er ved at give dig noget beroligende, James,“ sagde hun. Nej! Nej! Hans læber nægtede at forme ordene, og da nålen gled ind i hans arm, vidste han, at han havde udsat det for længe. „Jeg er virkelig, virkelig ked af det,“ gispede han. Hans barnebarn så, hvordan hans øjne omsider gled i, og spændingen forlod hans krop. Hun trykkede sin glatte kind mod hans og opdagede, at den var våd af tårer.

10

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 10

18-04-2018 18:02:03


Besançon, Frankrig, 24. november 1995 Hun gik langsomt ind i stuen og hen mod kaminen. Det var en kold dag, og hendes hoste var blevet værre. Hun kantede sin svagelige krop ned i en stol og samlede The Times op for at læse mindeordene, mens hun drak sin sædvanlige kop english breakfast tea. Da hun så overskriften, der fyldte en tredjedel af forsiden, satte hun porcelænskoppen fra sig, så den klirrede mod underkoppen. EN LEGENDE ER DØD Sir James Harrison, der af mange anses for at have været sin ­generations største skuespiller, døde i går i sit hjem i London, omgivet af sin familie. Han blev 95 år. En privat begravelse vil finde sted i næste uge, efterfulgt af en mindehøjtidelighed i London i januar. Hendes hjerte knugede sig sammen, og avisen rystede så voldsomt i hendes hænder, at hun knap kunne læse resten. Artiklen var illustreret med et billede af ham, hvor dronningen overrækker ham hans kongelige orden. Tårerne slørede hendes blik, mens hun betragtede hans stærke profil og det kraftige grå hår ... Kunne hun ... turde hun vende tilbage? Bare en sidste gang, for at sige farvel? Teen stod og blev kold i koppen ved siden af hende, mens hun bladrede for at læse videre og dvæle ved detaljerne om hans liv og karriere.

11

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 11

18-04-2018 18:02:03


Så blev hendes opmærksomhed fanget af en lille overskrift længere nede på siden: R AVNENE SAVNES PÅ TOWER Det blev i går aftes bekendtgjort, at Tower of Londons berømte ravne er forsvundet. Ifølge myten har ravnene boet på Tower i mere end fem hundrede år og vogtet over Tower og den kongelige familie, som forordnet af Karl 2. Den ansvarlige for ravnene opdagede deres forsvinden i går aftes, og de eftersøges nu over hele landet. „Gud nåde og trøste os,“ hviskede hun, mens frygten rullede igennem hendes aldrende krop. Det var måske bare et tilfældigt sammentræf, men hun vidste kun alt for godt, hvad ravnenes forsvinden betød ifølge myten ...

12

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 12

18-04-2018 18:02:03


1 London, 5. januar 1996

J

oanna Haslam løb alt, hvad remme og tøj kunne holde, igennem Covent Garden. Hun pustede tungt, og hendes lunger rallede af anstrengelse. Hun spænede ind og ud imellem grupper af turister og skolebørn og undgik med nød og næppe at løbe ind i en jonglør. Hendes rygsæk svingede fra side til side, og hun kom ud på Bedford Street, netop som en limousine holdt ind ved smedejernslågen foran St Paul’s. Fotograferne stimlede sammen omkring bilen, idet chaufføren steg ud for at lukke bagdøren op. For pokker da også! Med opbydelse af sine allersidste kræfter spænede Joanna de sidste meter hen til lågen og ind på den brolagte plads bagved, mens uret på kirkens rødstensfacade bekræftede, at hun kom for sent. Idet hun nærmede sig indgangen, kastede hun et blik over mod paparazzierne og så, at hendes fotograf, Steve, havde fået en virkelig god plads på selve trappen. Hun vinkede til ham, og han sendte en thumbs-up tilbage, netop som hun banede sig vej ind mellem fotograferne, der havde omringet limousinens berømte passager. Da hun kom ind i selve kirken, så hun i det dæmpede lys fra lyse­ kronerne under det hvælvede loft, at bænkene var fyldt til bristepunktet. I baggrunden spillede orglet en sørgmodig melodi. Hun viste kirketjeneren sit pressekort og sank taknemlig ned på den bageste bænk, mens hun hev efter vejret. Hendes lunger gik stadig som en blæsebælg, mens hun ledte i sin rygsæk efter sin blok og kuglepen. Selvom der var iskoldt i kirken, kunne Joanna mærke sveden pible frem på panden. Den uldne sorte rullekravesweater, hun i panik havde trukket over hovedet, klæbede nu ubehageligt til hendes hud. Hun fandt

13

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 13

18-04-2018 18:02:03


et papirlommetørklæde frem og pudsede sin løbende næse. Så trak hun en hånd igennem det uredte lange mørke hår og lukkede øjnene og lænede sig tilbage mod bænken for at få vejret igen. Få dage inde i det nye år, som var begyndt så lovende, havde Joanna det, som om hun var blevet kastet ud fra toppen af Empire State Building. Brat og uden varsel. Det hele skyldtes Matthew, hendes livs kærlighed – eller rettere, som indtil dagen før havde været hendes livs kærlighed. Joanna bed sig hårdt i læben for ikke at komme til at græde igen. Hun lænede sig ud mod midtergangen for at kigge op mod bænkene nærmest alteret og kunne til sin store lettelse konstatere, at familiemedlemmerne, som alle ventede på, endnu ikke var ankommet. Da hun kastede et blik mod indgangen, så hun paparazzierne udenfor tænde deres cigaretter og pille ved deres kameraer. De forsamlede inde i kirken sad stadig mere uroligt på de hårde træbænke og hviskede sammen. Hun scannede mængden og lokaliserede de mest berømte for at kunne nævne dem i sin artikel, hvilket ikke var nemt, fordi de fleste havde ryggen til, og det eneste, hun kunne se af dem, var deres grå eller hvide hår. Mens hun kradsede et par navne ned på sin blok, kom hun igen til at tænke på aftenen før ... Matthew var uventet dukket op hjemme hos hende om eftermiddagen. De havde fejret jul og nytår sammen med manér og var så blevet enige om at komme sig over udskejelserne hver især i deres egen lejlighed, inden de skulle starte på arbejde igen. Joanna havde brugt tiden på at komme sig over den værste forkølelse, hun havde haft i årevis. Hun havde åbnet døren for Matthew iført en gammel flonelspyjamas og et par stribede uldsokker med sin Peter Plys-varmedunk i favnen. Hun havde med det samme vidst, at der var noget galt, for han var blevet stående lige inden for døren og havde nægtet at tage sin frakke af, mens hans blik flakkede rundt og fokuserede på alt andet end hende ... Han havde så fortalt hende, at han havde brugt tiden til at tænke. At han ikke følte, deres forhold havde nogen fremtid. At tiden måske var inde til at stoppe, mens legen var god. ‘... vi har været sammen i seks år nu, lige siden vi blev færdige på uni,’ havde han sagt og fingereret ved de handsker, hun havde givet ham i julegave. ‘Jeg har altid troet, at jeg på et tidspunkt ville få lyst til at gifte mig

14

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 14

18-04-2018 18:02:03


med dig – gøre vores forhold officielt og permanent, mener jeg. Men det er ikke sket ...’ Han trak på skuldrene. ‘Og hvis jeg ikke har det sådan nu, tvivler jeg på, at jeg nogensinde får det.’ Joanna havde knuget varmedunken ind til sig, mens hun betragtede hans vagtsomme, skyldbetyngede ansigtsudtryk. Hun fandt et fugtigt lomme­ tørklæde i lommen på sine pyjamasbukser og pudsede næsen højlydt. Så så hun ham lige i øjnene. ‘Hvad hedder hun?’ Han var blevet helt rød i ansigtet og på halsen. ‘Det var ikke min mening, at det skulle ske,’ havde han mumlet, ‘men det er det, og jeg kan ikke blive ved med at lade, som om alt er okay.’ Joanna tænkte på deres nytårsaften sammen fire dage tidligere. Det forekom hende, at han havde været virkelig god til at lade, som om alt var okay. Hun hed åbenbart Samantha. Hun arbejdede på det samme reklamebureau som ham. Hun var salgschef. Intet mindre. Det var begyndt den aften, Joanna havde hængt uden for et konservativt parlamentsmedlems hjem for at få en kommentar til en verserende skandale og aldrig var nået frem til julefesten på Matthews arbejde. Hele situationen var en stor kliché, men var klichéer ikke også bare udtryk for almindelig menneskelig adfærd? ‘Jeg prøvede virkelig på at lade være med at tænke på Samantha, det sværger jeg,’ havde Matthew fortsat. ‘Jeg forsøgte virkelig hele julen. Det var skønt at være sammen med din familie oppe i Yorkshire. Men så mødtes vi til en hurtig drink i sidste uge og ...’ Joanna var ude i kulden. Samantha var inde i varmen. Så enkelt var det. Hun stirrede bare på ham med en blanding af chok, vrede og frygt, mens han fortsatte. ‘... jeg troede bare, jeg havde fået et lille crush på hende, men når jeg føler sådan for en anden kvinde, er det jo klart, at jeg ikke kan blive ved med at være sammen med dig. Jeg gør bare det rigtige.’ Han havde kigget på hende, som om han bønfaldt hende om at rose ham for at være så ædel. ‘Det rigtige ...’ havde hun gentaget, tonløst. Så var hun begyndt at græde en flod af forkølede, febrilske tårer. Et sted langt borte kunne hun høre ham

15

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 15

18-04-2018 18:02:03


mumle nogle flere undskyldninger. Hun havde tvunget sine ophovnede forgrædte øjne op og betragtet ham, mens han lille og skamfuld sank ned i hendes slidte læderarmstol. ‘Skrid!’ havde hun omsider kvækket. ‘Din forbandede, løgnagtige, utro skiderik! Forsvind herfra!’ Når Joanna tænkte tilbage, var det værste næsten, at han ikke havde krævet mere overtalelse end det. Han havde rejst sig op, mumlet noget om de ting, han stadig havde i hendes lejlighed, sagt, at de kunne mødes til en kop kaffe, når det hele var faldet til ro, og så var han nærmest stormet ud ad døren. Joanna havde tilbragt resten af den foregående aften med at græde i telefonen til sin mor, lægge grådkvalte beskeder på sin bedste ven, Simons, telefonsvarer og tude ned i stoffet på den stadig fugtigere Peter Plys-varme­ dunk. Til sidst var hun faldet i en dødlignende søvn efter at have indtaget store mængder varm kakaomælk med cognac. Det var godt, at hun skulle afspadsere det næste par dage, fordi hun havde arbejdet så meget i dagene op til jul. Ved nitiden her til morgen havde hendes mobiltelefon så ringet. Hun havde revet sig ud af sin alkoholrelaterede søvn og taget den, i håbet om at det var Matthew, der ringede for at angre sin gigantiske fejltagelse aftenen før. ‘Hej, det er mig,’ havde en skotsk stemme lydt i den anden ende. Joanna bandede tavs op mod loftet. ‘Hej Alec,’ snøftede hun. ‘Hvad vil du? Jeg har fri i dag.’ ‘Beklager, men nej, det har du ikke. Alice, Richie og Bill har meldt sig syge. Du må afspadsere en anden gang.’ ‘Jeg er lige så syg, som de er,’ sagde Joanna og hostede højt og overdrevet i telefonen, ‘beklager meget, Alec.’ ‘Prøv at se sådan på det: Hvis du tager på arbejde i dag, kan du nyde dine fridage, når du er frisk og rask.’ ‘Det kan jeg virkelig ikke. Jeg har feber. Jeg kan dårligt stå på benene.’ ‘Så skal det nok gå. Du kan nemlig sidde ned i kirken i Covent Garden. Der er mindehøjtidelighed for sir James Harrison klokken ti.’ ‘Jeg beder dig, du må ikke gøre det her imod mig, Alec. At sidde i en

16

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 16

18-04-2018 18:02:03


kirke i kulde og træk er det sidste, jeg har brug for. Jeg er selv på gravens rand. Det ender med, at du skal afholde en mindehøjtidelighed for mig.’ ‘Jeg beklager, men der er ikke noget at gøre, Joanna. Jeg skal nok betale for en taxa frem og tilbage. Du kan køre direkte hjem bagefter og sende mig artiklen per mail. Prøv at få en snak med Zoe Harrison, ikke? Jeg har sendt Steve af sted og håber, at han kan få nogle gode billeder af hende. Hvis hun er i det store skrud, vil det være lige til forsiden. Vi snakkes ved senere.“ ‘Satans også!’ Joanna havde fortvivlet lagt sit værkende hoved tilbage på puden. Så havde hun bestilt en taxa og var vaklet hen til skabet for at finde noget passende sort tøj. For det meste elskede hun sit job. Hun levede og åndede for det, som Matthew så ofte havde påpeget, men denne morgen spekulerede hun virkelig over hvorfor. Efter at have arbejdet på et par af lokalaviserne i provinsen havde hun fået job på Morning Mail i London, en af landets største aviser. Hendes hårdt tilkæmpede, men ydmyge plads nederst i hierarkiet gjorde det svært for hende at sige fra, og nyhedsredaktøren Alec forsømte aldrig en lejlighed til at minde hende om, at der stod tusind sultne unge journalister parat til at overtage hendes job. De seneste seks uger på nyhedsredaktionen havde været de hårdeste hidtil. Hun havde arbejdet fra tidlig morgen til sen aften, og Alec, som både var en slavepisker og en ekstremt dygtig journalist, forventede, at hun lagde lige så mange timer på jobbet, som han selv gjorde. ‘Jeg ville meget hellere arbejde på livsstilsredaktionen,’ snøftede hun for sig selv, mens hun trak i en halvnusset sort sweater, et par uldne strømpebukser og en sort nederdel, der passede til den triste lejlighed. Taxaen var kommet ti minutter for sent og havde så siddet fast i en gigantisk trafikprop på Charing Cross Road. ‘Jeg beklager, men der er ikke noget at gøre,’ havde chaufføren sagt. Joanna havde kigget på uret, stukket ham en tipundseddel og var sprunget ud af vognen. Mens hun stakåndet spænede igennem gaderne i retning af Covent Garden med snottet løbende ud ad næsen, havde hun spurgt sig selv, om livet kunne blive værre. Joanna blev revet ud af sine tanker, da menigheden pludselig tav. Hun åbnede øjnene og drejede hovedet, så hun kunne se sir James Harrisons familie defilere ind i kirken. Forrest gik Charles Harrison, sir James eneste barn, der var godt oppe

17

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 17

18-04-2018 18:02:04


i tresserne. Han boede i Los Angeles og var en anerkendt filminstruktør af store actionfilm med mange special effects. Joanna mindedes svagt, at han havde vundet en Oscar for nogen tid siden, selvom hans film ikke var af den type, hun plejede at gå ind at se. Charles Harrison fulgtes med sin datter, Zoe Harrison. Som Alec havde håbet, så Zoe fantastisk godt ud i en skræddersyet sort dragt med en kort nederdel, der lod hendes lange ben komme til deres ret, og hendes hår var sat op i en elegant chignon, der perfekt fremhævede hendes klassiske engelske skønhed. Hun var skuespiller og på vej frem, og Matthew havde været helt vild med hende. Han havde altid sagt, at Zoe mindede ham om Grace Kelly – der åbenbart var hans drømmekvinde – hvilket havde fået Joanna til at spekulere på, hvorfor han så kom sammen med en mørkøjet, mørkhåret, ranglet kvinde som hende. Hun sank en klump. Hun ville vædde sin Peter Plys-varmedunk på, at hende Samantha var lille og blond. Zoe Harrison havde en dreng i hånden. Han var ni eller ti år gammel og så temmelig utilpas ud i sin sorte habit med skjorte og slips. Det var Zoes søn, Jamie, der var opkaldt efter sin oldefar. Zoe havde kun været nitten, da hun fik Jamie, og hun nægtede fortsat at fortælle, hvem faren var. Sir James havde loyalt forsvaret sit barnebarn og hendes beslutning, både med hensyn til at få barnet og hvad angik hendes tavshed omkring faderskabet. Det slog Joanna, hvor meget Jamie lignede sin mor – de havde de samme fine træk, den samme britiske teint og store blå øjne. Zoe Harrison holdt sin søn væk fra rampelyset, så meget det nu kunne lade sig gøre – og hvis det var lykkedes Steve at få et billede af mor og søn hånd i hånd, ville det sandsynligvis havne på forsiden næste dag. Bag ved dem kom Zoes bror, Marcus Harrison, gående. Joanna fulgte ham med blikket, da han passerede hendes bænk. Selvom hun stadig var opslugt af sine tanker om Matthew, måtte hun indrømme, at Marcus Harrison var ‘seriøst lækker’, som hendes kollega Alice ville have sagt. Joanna kendte ham fra sladderspalterne, hvor han senest havde optrådt arm i arm med en blond kendis fra en eller anden rig familie. Han var lige så mørk, som søsteren var lys, men de havde de samme blå øjne, og Marcus førte sig frem med en utiltalende selvsikkerhed. Hans hår nåede næsten ned til skuldrene, og han osede af charme i sin krøllede mørke jakke og

18

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 18

18-04-2018 18:02:04


åbentstående hvide skjorte. Joanna sled blikket væk fra ham. Næste gang, sagde hun bestemt til sig selv, går jeg efter en midaldrende amatørornitolog, der samler på frimærker. Hun kunne ikke umiddelbart komme i tanke om, hvad Marcus Harrison levede af. Han forsøgte vistnok at slå igennem som filmproducent. Han lignede i hvert fald allerede en. „Godmorgen, mine damer og herrer.“ Præsten stod på prædikestolen med et stort billede af sir James Harrison foran sig omgivet af kranse af hvide roser. „Sir James’ familie vil gerne byde jer alle sammen velkommen og takke jer for at være mødt op for at ære jeres ven og kollega, der også var far, bedstefar og oldefar og måske dette århundredes største skuespiller. For de af jer, der var så heldige at kende ham godt, vil det ikke komme som nogen overraskelse, at sir James insisterede på, at dette ikke skulle være en sorgens dag, men en fejring af hans liv. Både jeg og hans familie ønsker at imødekomme dette ønske. Lad os derfor begynde med at rejse os og synge sir James’ yndlingssalme, ‘I Vow to Thee my Country’.“ Joanna tvang sine ømme ben i aktion og glædede sig over, at orglet satte i, netop som hun kom til at hoste kraftigt. Hun rakte ud efter den lille programfolder på salmebogshylden foran sig, men nåede det ikke, før en lille, mager hånd med nærmest gennemsigtig hud havde taget den. Joanna kiggede for første gang på kvinden ved siden af sig. Hun var krumbøjet af alderdom og nåede kun Joanna til brystet. Med den ene hånd støttede hun sig til kirkebænken foran dem, og med den anden holdt hun programmet, der rystede voldsomt i hendes hånd. Hænderne var den eneste synlige del af hendes krop. Resten var indhyllet i en sort frakke, der gik helt ned til fødderne, og hendes ansigt var dækket af et mørkt slør. Ude af stand til at læse salmen i programmet, fordi den gamle dame rystede så voldsomt på hånden, bøjede Joanna sig ned for at hviske til hende: „Må jeg ikke kigge med?“ Den gamle dame rakte hende programmet, og Joanna tog imod det og holdt det så langt nede, at hun kunne læse med. Joanna kvækkede sig igennem salmen, og da den sluttede, havde kvinden besvær med at sætte sig ned igen. Joanna rakte en hånd frem, men hendes tilbud om hjælp blev ignoreret. „Den første tekst, vi skal høre i dag, er sir James yndlingssonet, Dunbars ‘Dydens sødmefulde rose’, som vil blive læst op af hans nære ven, sir Laurence Sullivan.“

19

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 19

18-04-2018 18:02:04


Forsamlingen ventede tålmodigt, mens den aldrende skuespiller begav sig op forrest i kirken. Så klang den berømte malmfulde stemme, som havde fortryllet et tusindtalligt publikum verden over, ud i kirken. „Dydens sødmefulde rose, du smukke lilje ...“ Joanna blev distraheret af en knirkende lyd bag sig og så dørene bagest i kirken gå op og lukke et pust af iskold luft ind. En kirketjener skubbede en person i kørestol ind i kirken og anbragte ham for enden af bænken over for Joannas. Idet kirketjeneren trak sig tilbage, blev hun opmærksom på en raspende lyd, der fik hendes egne vejrtrækningsproblemer til at forekomme ubetydelige. Den gamle dame ved hendes side lød, som om hun havde fået et astmaanfald. Hun stirrede forbi Joanna, og hendes blik bag sløret var tilsyneladende rettet mod manden i kørestolen. „Er alt i orden?“ hviskede Joanna dumt, idet kvinden lagde en hånd på sit bryst, stadig med blikket fast rettet mod skikkelsen i kørestolen, da præsten opfordrede menigheden til at rejse sig for at synge den næste salme. Den gamle dame greb pludselig Joannas arm og pegede på døren bag dem. Joanna hjalp kvinden op at stå og støttede hende, ja nærmest bar hende ud af bænkerækken. Den gamle dame klyngede sig til Joannas frakke som et barn, der søger beskyttelse, idet de passerede den gamle mand i kørestolen. Et par kolde, stålgrå øjne gled over dem begge. Joanna gøs uvilkårligt og slog blikket ned, mens hun hjalp den gamle dame de sidste skridt hen til døren, hvor der stod en kirketjener. „Damen her ... jeg ... hun har brug for ...“ „... luft!“ udbrød den gamle dame imellem to besværede åndedrag. Kirketjeneren hjalp Joanna med at føre kvinden ud i det grå januarlys og ned ad trappen til en af de bænke, der stod på pladsen foran kirken. Inden Joanna kunne nå at bede ham om at tage over, var kirketjeneren smuttet ind i kirken igen og havde lukket dørene bag sig. Den gamle dame hang op ad hende og trak vejret tungt. „Skal jeg ringe efter en ambulance? De lader ikke til at have det ret godt.“ „Nej!“ gispede den gamle dame. Hendes stemmestyrke stod i et underligt misforhold til hendes fysiske svaghed. „Vil De ikke nok ringe efter en taxa og følge mig hjem?“ „Jeg tror virkelig, det ville være bedre, hvis ...“

20

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 20

18-04-2018 18:02:04


Den magre hånd lukkede sig om Joannas håndled. „Taxa! Jeg beder Dem!“ „Okay. Vent her.“ Joanna løb ud ad lågen til Bedford Street og prajede en taxa. Chaufføren steg meget hjælpsomt ud og gik med tilbage til kirken for at hjælpe den gamle dame hen til taxaen. „Er alt i orden? Hun lyder, som om hun ikke rigtig kan trække vejret,“ sagde han til Joanna, da de havde fået den gamle dame ind at sidde på bagsædet. „Skal jeg køre hende på hospitalet?“ „Hun siger, hun bare vil hjem.“ Joanna stak hovedet ind i taxaen. „Hvor bor De for resten henne?“ spurgte hun kvinden. „Jeg ...“ Anstrengelsen ved at gå ud til taxaen havde tydeligvis udmattet hende. Hun sad og hev efter vejret. Taxachaufføren rystede på hovedet. „Beklager, men jeg kan ikke køre hende nogen steder hen i den tilstand. Ikke alene, i hvert fald. Jeg vil ikke risikere, at hun kreperer på bagsædet. Det er alt for bøvlet. Det er noget andet, hvis du tager med, for så er det ligesom dit ansvar.“ „Men jeg kender hende ikke ... Jeg er på arbejde ... Jeg burde være inde i kirken ...“ „Beklager meget, frue,“ sagde han til den gamle dame, „men De er altså nødt til at stige ud igen.“ Den gamle dame løftede sit slør, så Joanna kunne se hendes forfærdede blå øjne. „Vil De ikke nok køre med?“ hviskede hun anstrengt. „Okay, okay,“ sukkede Joanna resigneret og satte sig ind på bagsædet. „Hvor skal vi hen?“ spurgte hun blidt. „... Mary ... Mary ...“ „Nej, hvorhen?“ forsøgte Joanna igen. „Mary ... le ...“ „Marylebone, min ven?“ spurgte chaufføren omme fra forsædet. Kvinden nikkede inderligt lettet. „Udmærket.“ Den gamle dame kiggede bekymret ud ad ruden, mens de kørte derfra. Efter lidt tid blev hendes vejrtrækning lettere, og hun lænede hovedet tilbage mod det sorte lædersæde og lukkede øjnene. Joanna sukkede. Hendes dag var på vej fra skidt til værre. Alec ville

21

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 21

18-04-2018 18:02:04


lægge hende på hjul og stejle, hvis han fandt ud af, at hun var smuttet, før mindehøjtideligheden var slut. Historien om en gammel dame, der var blevet dårlig, ville ikke formilde ham det mindste. De eneste gamle damer, han interesserede sig for, var dem, der blev banket halvt ihjel og fik deres pension stjålet af en bølle. „Vi er snart i Marylebone. Kan du ikke forsøge at finde ud af, hvor vi skal hen?“ spurgte chaufføren omme fra forsædet. „Marylebone High Street nummer 19,“ lød en dannet stemme højt og tydeligt. Joanna drejede hovedet og så overrasket på den gamle dame. „Går det bedre?“ „Ja, mange tak. Jeg er ked af at have været til så stor ulejlighed. De må hellere stige ud her, jeg skal nok klare mig selv fra nu af,“ svarede hun, idet de standsede ved et lyskryds. „Nej, nu er jeg kommet så langt, at jeg lige så godt kan følge Dem helt hjem.“ Den gamle dame rystede, så bestemt som hun kunne, på hovedet. „For Deres egen skyld ... jeg beder Dem ...“ „Vi er der næsten. Jeg hjælper Dem indenfor, og så tager jeg tilbage.“ Den gamle dame sukkede. Hun sank endnu dybere ind i sin frakke og tav, indtil taxaen standsede. „Så er vi her.“ Taxachaufføren åbnede døren. Lettelsen over, at den gamle dame levede endnu, kunne aflæses i hans ansigt. „Værsgo.“ Kvinden rakte ham en halvtredspundseddel. „Så mange byttepenge har jeg desværre ikke,“ sagde han, idet han hjalp den gamle dame ud på fortovet og støttede hende, indtil Joanna nåede om til dem. „Lad mig,“ sagde Joanna og gav chaufføren tyve pund. „Vær sød at vente her, jeg er tilbage om et øjeblik.“ Den gamle dame var allerede begyndt at vakle hen mod en dør ved siden af en aviskiosk. Joanna fulgte efter. „Skal jeg ikke hjælpe?“ spurgte hun, da hun så de gigtkrogede hænder kæmpe med at stikke nøglen i låsen. „Mange tak.“ Joanna drejede nøglen og åbnede døren, og den gamle dame kastede sig næsten indenfor. „Kom ind! Hurtigt, hurtigt!“

22

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 22

18-04-2018 18:02:04


„Jeg ...“ Nu hvor Joanna havde bragt den gamle dame sikkert hjem, var hun nødt til at tage tilbage til kirken. „Okay,“ sagde hun og trådte modstræbende indenfor. Kvinden smækkede straks døren i bag hende. „Kom med.“ Hun gik hen ad den smalle gang mod en dør på venstre side. Her ledte hun efter en anden nøgle og fik den omsider ind i låsen. Joanna fulgte efter hende ind i et mørkt rum. „Kontakten sidder lige bag Dem til højre.“ Joanna ledte efter kontakten, fik tændt og så, at hun stod i en lille mølædt entré. Der var tre døre foran hende og en trappe på højre hånd. Den gamle dame åbnede en af dørene og tændte en anden lampe. Stående lige bag hende kunne Joanna se, at hele rummet var fyldt op med gammeldags tekister, der stod stablet. Midt i rummet stod en smal og rusten jernseng. Op mod den ene væg, klemt inde imellem to stabler af tekister, stod en gammel lænestol. Lugten af tis var gennemtrængende, og det vendte sig i maven på Joanna. Den gamle dame gik hen til lænestolen og lod sig falde ned i den med et lettet suk. Hun pegede på en tekiste, der stod på højkant ved siden af sengen. „Mine piller. Vil De være sød at give mig dem?“ „Ja, selvfølgelig.“ Joanna kantede sig forsigtigt forbi stablerne af tekister og fandt pilleglasset på den støvede overflade. Hun bemærkede, at anvisningerne og dosis var skrevet på fransk. „Tak. Giv mig to. Og vandet.“ Joanna gav den gamle dame vandglasset, der stod ved siden af pillerne. Så skruede hun låget af pilleglasset, hældte to piller ud i den rystende hånd og så den gamle dame putte dem i munden. Hun grublede over, om det nu var i orden, at hun gik. Den grimme lugt og den dystre atmosfære i rummet virkede klaustrofobisk på hende og fik hende til at gyse. „Er De sikker på, at jeg ikke skal ringe efter en læge?“ „Ja, helt sikker, tak. Jeg ved, hvad jeg fejler, min ven.“ Et skævt lille smil viste sig. „Godt, så må jeg nok hellere tage tilbage til mindehøjtideligheden. Jeg skal skrive en artikel til min avis.“ „Er De journalist?“ Den gamle dames stemme var, nu da hun var kommet sig, afgjort meget dannet og britisk.

23

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 23

18-04-2018 18:02:04


„Ja, på Morning Mail. Meget langt nede i hierarkiet indtil videre.“ „Hvad hedder De, min ven?“ „Joanna Haslam.“ Hun pegede på alle kisterne. „Skal De flytte?“ „Ja, sådan kan man måske godt udtrykke det.“ Hendes blå øjne fik et fjernt udtryk. „Jeg skal ikke være her ret meget længere. Måske er det kun rigtigt, at det ender sådan her ...“ „Hvad mener De? Hvis De er alvorligt syg, vil jeg hellere end gerne ringe efter en ambulance.“ „Nej, nej, det er alt for sent. Tag De nu bare tilbage og pas Deres arbejde, min ven. Farvel.“ Den gamle dame lukkede øjnene. Joanna blev stående og betragtede hende, indtil hun et øjeblik senere hørte hende snorke dæmpet. Hun havde forfærdelig dårlig samvittighed, men kunne ikke holde lugten i rummet ud længere, så hun lukkede stille døren efter sig og løb tilbage til taxaen. • Da Joanna nåede tilbage til Covent Garden, var mindehøjtideligheden forbi. Familien Harrison var kørt derfra i limousinen, og der var kun et par deltagere tilbage foran kirken. Joanna havde virkelig dårlig samvittighed nu og fik kun et par udtalelser fra de sidste, før hun besluttede, at der næppe var mere at komme efter, og prajede endnu en taxa.

24

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 24

18-04-2018 18:02:04


2

D

et ringede på døren. Den vedvarende kimen skar sig igennem Joannas dunkende hoved. „Åååh gud,“ stønnede hun, da det gik op for hende, at vedkommende, der stod uden for døren, ikke havde i sinde at give op. Matthew? Et kort øjeblik fattede hun håb, men mistede det straks igen. Matthew lå sikkert stadig i en seng et sted sammen med Samantha og skålede for sin frihed i champagne. „Skrid,“ jamrede Joanna og pudsede næse i en af Matthews gamle Tshirts. Det gjorde hende af en eller anden grund bedre tilpas. Dørklokken ringede igen. „For satan i helvede da også!“ Joanna gav efter, væltede ud af sengen og vaklede ud for at åbne døren. „Halløjsa, sexy.“ Simon havde den frækhed at smile bredt. „Du ser skrækkelig ud.“ „Hej,“ mumlede hun og holdt fast i døren for ikke at gå omkuld. „Kom her.“ Et par stærke, trygge arme lagde sig omkring hende. Simon, som var en meter og halvfems, var den eneste, hun kendte, der var høj nok til at få hende til at føle sig lille og sart. „Jeg hørte din besked på telefonsvareren, da jeg kom hjem sent i går aftes. Jeg er ked af, at du ikke kunne græde ud ved min skulder.“ „Det er okay,“ sagde hun og snøftede mod hans bryst. „Lad os gå indenfor, før der begynder at danne sig istapper på vores tøj.“ Simon lukkede døren og førte hende ind i den lille stue, stadig med en stærk arm omkring hendes skuldre. „Hold op, hvor er her koldt.“ „Undskyld. Jeg har ligget i sengen hele eftermiddagen. Jeg er forfærdelig forkølet.“

25

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 25

18-04-2018 18:02:04


„Det siger du ikke?“ spurgte han drillende. „Kom, lad os få dig ned at sidde.“ Simon fejede nogle gamle aviser, bøger og indtørrede fastfoodkartoner ned på gulvet, og Joanna sank ned på den ubekvemme limegrønne sofa. Hun havde kun købt den, fordi Matthew godt kunne lide farven, og hun havde fortrudt det lige siden. Matthew havde altid sat sig i hendes bedstemors gamle læderarmstol, hver gang han kom på besøg. Utaknemlige skid, tænkte hun. „Du har det ikke ret godt, hva’?“ „Næ. Efter at Matthew havde gjort det forbi, sendte Alec mig af sted for at dække en mindehøjtidelighed her i formiddags, selvom jeg egentlig havde fri, og jeg endte i Marylebone High Street sammen med en underlig gammel dame, der boede på et værelse fuldt af tekister.“ „Hold da op. Og her render jeg rundt i Whitehall, og det mest spændende, der skete for mig i dag, var, at kantinen havde fået en ny slags sandwich.“ Joanna forsøgte at gengælde hans forsøg på at muntre hende op med et smil. Simon satte sig ned ved siden af hende. „Jeg er sgu ked af det på dine vegne, Jo.“ „Tak.“ „Er det slut-slut med Matthew, eller er det bare et lille bump på vejen til ægteskabelig lykke?“ „Det er slut, Simon. Han har fundet en anden.“ „Vil det hjælpe, hvis jeg tager over og giver ham et ordentligt lag tæsk?“ „Ærligt, ja, men i virkeligheden, nej.“ Joanna tog hænderne op til ansigtet og gned sine kinder. „Det værste er, at alle forventer, at man tager sådan noget i stiv arm. Hvis folk spørger, hvordan det går, skal man vifte det af med et ‘Jeg har det fint nok, tak. Han betød alligevel ikke ret meget for mig, og i virkeligheden var det nok det bedste, der kunne ske. Jeg har fået meget mere tid til mig selv og mine venner, og jeg har kastet mig ud i at lære peddigrørsfletning!’ Men det er alt sammen noget pis! Jeg ville kravle over glødende kul, hvis det kunne give mig Matthew tilbage, og vores liv kunne fortsætte, som det var. Jeg ... jeg ... elsker ham. Jeg har brug for ham. Han er min, han til ... tilhører ... mig.“

26

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 26

18-04-2018 18:02:04


Simon sad med armene om hende, mens hun hulkede. Han strøg hende blidt over håret og lyttede, mens hun snakkede om al sin sorg og forvirring. Da hun havde grædt ud, slap han hende lige så blidt og rejste sig op. „Fyr du op i kaminen, mens jeg sætter vand over til te.“ Joanna tændte for gaskaminen og fulgte efter Simon ud i det lille køkken. Hun lod sig dumpe ned ved det lille formicabord for to i hjørnet, hvor hun og Matthew havde spist utallige søndagsbruncher og intime middage i skæret af stearinlys. Mens Simon lavede te, stirrede Joanna på konservesglassene, der stod pænt linet op på køkkenbordet. „Jeg har altid hadet soltørrede tomater,“ grundede hun. „Matthew elskede dem.“ „Okay.“ Simon tog glasset, der var fuldt af de anstødelige tomater og vippede det i skraldespanden. „Der er virkelig ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.“ „Nu jeg tænker efter, er der faktisk masser af ting, Matthew godt kunne lide, og som jeg bare lod, som om jeg holdt af.“ Joanna støttede hagen i hånden. „Hvad, for eksempel?“ „For eksempel at gå i Lumière og se en underlig udenlandsk kunstfilm om søndagen. Jeg ville hellere været blevet hjemme for at se de serier, jeg ikke havde nået i ugens løb. Og musik – jeg kan godt lide klassisk musik i små doser, men jeg fik aldrig lov til at spille mine ABBA Gold- eller Take That-cd’er.“ „Jeg er ked af at indrømme det, men jeg holder vist desværre med Matthew på det punkt,“ lo Simon og hældte kogende vand ud over teposerne. „Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid haft følelsen af, at Matthew forsøgte at være den, som han syntes, han burde være.“ „Det har du fuldstændig ret i,“ sukkede Joanna. „Og dertil var jeg ikke iøjnefaldende nok. Men sådan er jeg bare – en kedelig middelklassepige fra Yorkshire.“ „Jeg lover dig, at hvis der er noget, du ikke er, så er det kedelig eller almindelig. Ærlig, måske. Og jordbunden. Men det er beundringsværdige kvaliteter. Her.“ Han rakte hende et krus te. „Lad os gå ind og tø op foran ilden.“ Joanna satte sig imellem Simons knæ på gulvet foran kaminen og drak

27

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 27

18-04-2018 18:02:04


sin te. „Du godeste, Simon. Jeg hader tanken om at skulle begynde at date igen,“ sagde hun. „Jeg er syvogtyve og alt for gammel til at starte forfra.“ „Ja, du er virkelig tudsegammel. Jeg kan praktisk taget lugte, hvordan du er ved at gå i forrådnelse.“ Joanna slog ham på læggen. „Du skal ikke gøre nar! Det vil tage år, før jeg vænner mig til at være single igen.“ „Det værste ved os mennesker er, at vi hader og frygter forandring af enhver slags. Jeg er overbevist om, at det er derfor, så mange dårlige parforhold bare fortsætter, selvom begge ville have det meget bedre hver for sig.“ „Det har du sikkert ret i. Se bare, hvordan jeg åd soltørrede tomater i årevis! Og nu vi taler om parforhold – har du hørt noget fra Sarah?“ „Hun sendte mig et postkort fra Wellington i sidste uge. Hun er åbenbart ved at lære at sejle. Det her år, vi har været adskilt, har føltes som en evighed, men hun kommer tilbage fra New Zealand i begyndelsen af februar, så der er kun nogle få uger igen nu.“ „Det var utrolig sødt af dig at vente på hende,“ sagde Joanna og smilede til ham. „‘Hvis du elsker nogen, så sæt dem fri’. Er det ikke det, man siger? Jeg tænker sådan på det, at hvis hun stadig vil have mig, når hun kommer hjem, så ved vi begge to, at det er rigtigt og ægte.“ „Tag ikke noget for givet. Jeg troede Matthew og jeg var ‘rigtige’ og ‘ægte’.“ „Tak for tilliden.“ Simon hævede et øjenbryn. „Men hør nu, du har din karriere, din lejlighed og mig. Du er sej, Jo. Du skal nok komme styrket ud på den anden side, bare vent og se.“ „Hvis jeg stadig har et job, ja. Det stykke, jeg afleverede om mindehøjtideligheden for sir James Harrison, var noget lort. Men med Matthew, min forfærdelige forkølelse og den underlige gamle dame ...“ „Hun boede i et værelse fuldt af tekister, sagde du? Er du sikker på, det ikke er noget, du har set i en febervildelse?“ „Jeps. Hun sagde noget om, at hun ikke skulle være her længe nok til at pakke ud.“ Joanna bed sig i læben. „Og der lugtede virkelig stramt derinde ... tror du, det går ligesådan for os, når vi bliver gamle? Tanken gør mig totalt deprimeret. Jeg tænkte, mens jeg var der, at hvis det var det, livet førte os frem til, hvad fanden er så hele idéen med at kæmpe?“

28

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 28

18-04-2018 18:02:04


„Hun er sikkert en af de der excentrikere, der bor i skidt og rod og har millioner i banken. Eller i tekister, for den sags skyld. Du skulle have kigget efter.“ „Hun havde det fint, indtil hun fik øje på en gammel mand i kørestol, som blev anbragt for enden af bænken over for os under mindehøjtideligheden. Da hun så ham, flippede hun fuldstændig ud.“ „Det var sikkert hendes eksmand. Måske er det hans millioner, der er gemt væk i alle tekisterne,“ lo Simon. „Men nu er jeg nødt til at gå, søde. Jeg har noget arbejde, jeg er nødt til at lave, inden jeg møder ind i morgen.“ Joanna fulgte ham ud til døren, og han gav hende et stort knus. „Tak, fordi du kom.“ Hun kyssede ham på kinden. „Altid, når du har brug for mig. Jeg ringer til dig, når jeg er på arbejde i morgen. Vi ses, Butch.“ „Godnat, Sundance.“ Joanna lukkede døren bag ham og gik langsomt tilbage til stuen i lidt bedre humør. Simon vidste altid, hvordan han skulle muntre hende op. De havde været venner, så længe hun kunne huske. Hans familie ejede gården tættest på hendes forældres oppe i Yorkshire, og fordi der var så langt til alle andre, havde de været venner hele barndommen, selvom han var et par år ældre end hun. Joanna havde været enebarn og lidt af en drengepige, så det havde passet hende strålende at have Simon at lege med. Han havde lært hende at klatre i træer og spille fodbold og cricket. I de lange sommerferier var de redet ud på heden på deres ponyer for at lege cowboys og indianere hele dage ad gangen. Det eneste, de nogensinde havde skændtes om, var, at Simon altid ville være den, der overlevede. „Det er min leg, så jeg bestemmer,“ havde han kommanderet med en stor cowboyhat på hovedet. Så havde de jagtet hinanden over lyng og græs, indtil han uundgåeligt indhentede hende og nedlagde hende bagfra. „Bang, bang, du er død!“ havde han råbt og peget på hende med sin legetøjspistol, hvorefter hun vaklede, faldt om og efter langstrakte pinsler lod, som om hun døde. Som trettenårig var Simon blevet sendt på kostskole, og derefter havde de set mindre til hinanden. Den gamle fortrolighed var der stadig, når han kom hjem på ferie, men efterhånden som de blev ældre, havde de begge to

29

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 29

18-04-2018 18:02:04


helt naturligt knyttet nye venskaber. Da Simon var blevet optaget på Trinity College i Cambridge, havde de fejret det ved at dele en flaske champagne ude på heden, og to år senere var Joanna begyndt at læse engelsk på Durham University. Fra da af havde deres liv været næsten adskilt. Simon havde mødt Sarah i Cambridge, og i sit sidste år på Durham University havde Joanna mødt Matthew. Det var først, da de traf hinanden i London – hvor de tilfældigvis var kommet til at bo lige i nærheden af hinanden – at deres venskab blomstrede op igen. Joanna vidste, at Matthew aldrig rigtig havde brudt sig om Simon. Rent bortset fra at Simon rent fysisk tårnede sig op over ham, havde Simon efter Cambridge fået et eller andet enormt prestigefyldt job i et af ministerierne. Han sagde altid meget beskedent, at han var kontorslave i Whitehall, men det var Simon i en nøddeskal. Inden ret længe havde han fået råd til at købe en lille bil og en dejlig toværelses lejlighed i Highgate Hill. Matthew, derimod, havde været trainee på et reklamebureau, indtil han omsider, for to år siden, var blevet tilbudt fastansættelse til en løn, der stadig ikke gav ham råd til andet end en utæt etværelses i Stratford. Måske, tænkte Joanna pludselig, håber Matthew på, at Samantha kan fremme hans karriere på reklamebureauet. Joanna rystede på hovedet. Hun nægtede at tænke mere på ham i aften. Hun bed tænderne sammen, lagde en cd med Alanis Morissette i anlægget og skruede op. Fuck naboerne, tænkte hun, idet hun gik ud på badeværelset for at fylde karret. Joanna sang med på You Learn med sin hæse stemmes fulde kraft, mens vandet buldrede ned i karret, og hun hørte derfor ikke trinene på flisegangen op til hoveddøren og så ikke, at nogen stirrede ind ad vinduet til stuen i hendes stuelejlighed. Hun kom ud fra badeværelset, netop som personen trak sig tilbage igen. Badet havde gjort hende bedre tilpas, og hun smurte sig en sandwich med ost, trak gardinerne i stuen for og satte sig foran ilden for at varme sine tæer. Pludselig følte hun et glimt af optimisme med hensyn til fremtiden. Nogle af de ting, hun havde sagt til Simon ude i køkkenet tidligere, havde lydt rapkæftede, men de var faktisk sande. Hun og Matthew havde ikke haft ret meget til fælles. Nu var hun fri til at gøre, som det passede hende, og der var ingen grund til at gå på kompromis med sig selv. Det var hende,

30

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 30

18-04-2018 18:02:04


der bestemte, det var hendes liv, og hun ville være godt dum, hvis hun lod Matthew ødelægge fremtiden. Inden den positive stemning kunne nå at fordufte, og depressionen sænke sig igen, tog Joanna et par hovedpinepiller og gik i seng.

31

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 31

18-04-2018 18:02:04


3

F

arvel, min skat.“ Hun knugede ham ind til sig og indåndede hans velkendte duft. „Farvel, mor.“ Han puttede sig ind til hendes frakke et øjeblik til og slap hende så for at granske hendes ansigt for uvelkomne følelser. Zoe Harrison rømmede sig og blinkede tårerne væk. Øjeblikket blev ikke nemmere, uanset hvor ofte det gentog sig, men det gik ikke at græde foran Jamie og hans venner, så hun smilede tappert. „Jeg kommer og henter dig søndag om to uger, så vi kan spise frokost sammen. Du kan invitere Hugo med, hvis han har lyst.“ „Okay.“ Jamie blev forlegent stående ved siden af bilen, og Zoe vidste, at det var på tide, hun kørte. Hun kunne ikke lade være med at række hånden ud og stryge en lok af det fine, lyse hår væk fra hans ansigt. Han rullede med øjnene og lignede et øjeblik mere den lille dreng, hun huskede, end den alvorlige store dreng, han var ved at blive. Som han stod der i den marineblå skoleuniform og med slipset pænt bundet, sådan som James havde lært ham, følte Zoe sig enormt stolt over ham. „Okay skat, jeg smutter nu. Ring, hvis der er noget, du mangler. Eller hvis du bare har lyst til at snakke.“ „Det skal jeg nok, mor.“ Zoe satte sig ind bag rattet i sin bil, lukkede døren og startede motoren. Så rullede hun vinduet ned. „Jeg elsker dig, min skat. Pas nu godt på dig selv og husk at tage undertrøjer på og lad være med at gå rundt i de våde rugbysokker længere end højst nødvendigt.“ Jamie rødmede. „Ja, mor. Farvel.“ „Farvel.“ Zoe kørte ud ad indkørslen og så Jamie vinke muntert i bakspejlet. Vejen svingede, og hun mistede sin søn af syne. Da hun var kørt igennem porten

32

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 32

18-04-2018 18:02:04


og ud på hovedvejen, strøg hun utålmodigt en tåre væk fra kinden og gav sig til at lede i lommerne efter et papirlommetørklæde. For guderne måtte vide hvilken gang sagde hun til sig selv, at hun led mere under afskeden, end Jamie gjorde, og endnu mere nu, hvor James var borte. Hun fulgte skiltene ud til motorvejen, der ville føre hende tilbage til London i løbet af en times tid, og overvejede igen, om det var forkert af hende at sende en tiårig dreng på kostskole – især få uger efter at han havde mistet sin oldefar. Men Jamie elskede skolen, sine kammerater og sin dagligdag – alt sammen noget, hun ikke selv kunne give ham. Han lod til at trives på skolen og blive stadig mere moden og uafhængig. Selv hendes far, Charles, havde ladet en bemærkning falde om det, da hun aftenen før havde kørt ham til Heathrow. Hans fars død trykkede ham tydeligvis, og hun havde lagt mærke til, at hans ungdommelige, solbrændte ansigt omsider var begyndt at røbe hans alder. „Du har klaret det fantastisk, min skat. Du bør være stolt af dig selv, og af din søn,“ havde han hvisket hende i øret, mens han gav hende et farvelknus. „Tag Jamie med til Los Angeles i sommerferien. Vi ser alt for lidt til hinanden, og jeg savner jer.“ „Jeg savner også dig, far,“ havde Zoe sagt. Hun havde stået lettere lamslået tilbage, da han gik igennem sikkerhedskontrollen, for han plejede ikke at have mange rosende ord tilovers for hende, eller hendes søn. Hun mindedes, hvordan hun som attenårig til sit store chok havde opdaget, at hun var gravid. Hun var lige blevet student på kostskolen og optaget på universitetet, og det virkede fuldstændig latterligt så meget som at overveje at få et barn. Men trods al vreden og fordømmelsen fra både hendes far og hendes venners side og pres fra en helt anden kant havde Zoe dybt i sit hjerte vidst, at hun var nødt til at få det barn. Jamie var et kærlighedsbarn, noget særligt, en gave. Det var en kærlighed, hun her ti år senere stadig ikke helt var kommet sig over. Zoe gled ud i strømmen af biler på motorvejen, der susede mod London, mens hendes fars ord fra dengang klang for hendes indre øre. ‘Vil den mand, der har bollet dig tyk, gifte sig med dig? For ellers må du klare dig selv, Zoe, det kan jeg godt sige dig! Fejlen er din, så du må selv fikse det!’ Ægteskab var der i hvert fald ingen chance for, tænkte hun dystert.

33

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 33

18-04-2018 18:02:04


Kun James, hendes elskede farfar, havde holdt hovedet koldt. Han var der og udstrålede ro og støtte, mens alle andre omkring hende råbte og skreg. Zoe havde altid været James’ pige. Som barn havde hun ikke haft nogen anelse om, at den rare ældre mand med den klangfulde, dybe stemme, der nægtede at lade hende kalde sig ‘farfar’, fordi, sagde han, det fik ham til at føle sig gammel, var en af landets mest lovpriste skuespillere. Hun var vokset op i et dejligt hus i Blackheath sammen med sin mor og sin storebror, Marcus. Hendes forældre var blevet skilt, før hun fyldte tre, og hun havde ikke set meget til sin far, Charles, som var flyttet til Los Angeles. James var blevet hendes faderfigur. Hans store hus ude på landet – Haycroft House i Dorset – havde med sine frugthaver og hyggelige loftsværelser dannet rammen om hendes bedste barndomsminder. James havde stort set indstillet karrieren på det tidspunkt, men smuttede fra tid til anden til USA for at spille en lille cameorolle, der ‘gav smør på brødet’, som han kaldte det. Han havde været en stor støtte for Zoe, især efter at hendes mor pludselig omkom i en trafikulykke få meter fra deres hus. Zoe havde været ti, og hendes bror, Marcus, fjorten. Det eneste, hun huskede fra begravelsen, var, at hun havde klynget sig til James, der sad sammenbidt og forstenet, mens tårerne løb ned ad kinderne på ham under præstens tale. Begravelsen havde været anspændt og dyster. Hun var blevet tvunget til at tage en stiv sort kjole på med en blonde, der kradsede ved halsen. Charles var kommet fra Los Angeles for at forsøge at trøste en søn og datter, han knap nok kendte, men det var James, der havde tørret hendes tårer bort og holdt om hende, mens hun græd sig i søvn. James havde også prøvet på at trøste Marcus, men han havde lukket af og nægtet at tale om det. Den sorg, Marcus havde følt over tabet af sin mor, var blevet gemt dybt inde i ham. Charles havde taget Zoe med sig hjem til Los Angeles, mens Marcus var blevet ladt tilbage på sin kostskole i England. Det føltes for Zoe, som om hun ikke bare havde mistet sin mor, men også sin bror ... det hele på én gang. Hendes fars hus i Bel Air var i hacienda-stil, klimaet var ubehageligt varmt og tørt, og det viste sig, at Zoe havde en ‘tante Debbie’, der åbenbart

34

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 34

18-04-2018 18:02:04


boede sammen med hendes far og sov i den samme seng som han. Tante Debbie var meget blond og barmfager og ikke specielt begejstret for, at den tiårige Zoe var dukket op i hendes liv. Zoe var begyndt på en skole i Beverly Hills og havde hadet hvert eneste sekund. Hun så ikke meget til sin far, som havde travlt med at skabe sig en karriere som filminstruktør. I stedet led hun under Debbies forestilling om, hvordan man opfostrede børn – med konstant børnefjernsyn og færdigretter, der blev varmet i mikrobølgeovnen. Hun savnede inderligt de skiftende årstider i England og hadede den voldsomme varme og stærke accent i Los Angeles. Hun skrev lange breve til sin farfar og tiggede og bad ham om at komme og hente hende, så hun kunne bo i sit elskede Haycroft House sammen med ham. Hun forsøgte at overbevise ham om, at hun sagtens kunne passe sig selv, at hun slet ikke ville være til besvær, hvis bare han lod hende komme hjem. Seks måneder efter at Zoe var landet i Los Angeles, var en taxa drejet ind i indkørslen. Ud steg James med en smart panamahat på hovedet og et stort smil på læben. Zoe mindedes stadig sin overvældende glæde, da hun løb ned ad indkørslen og kastede sig i favnen på ham. Hendes beskytter havde hørt hende kalde og var kommet for at redde hende. Tante Debbie var blevet sendt ud for at surmule ved poolen, mens Zoe havde fortalt sin farfar om alle sine sorger. Til sidst havde James ringet til Charles og fortalt ham, hvor ulykkelig Zoe var. Charles, der var på optagelse i Mexico, havde givet James lov til at tage hende med tilbage til England. På den lange flyvetur hjem havde hun glad siddet ved siden af James med sin lille hånd i hans. Hun havde lænet sig op ad hans stærke skulder og vidst, at hun helst ville være der, hvor han var. Den hyggelige kostskole, han havde fundet til hende i Dorset, havde været en god oplevelse. Hun kunne tage hjem hver weekend og måtte også invitere sine veninder, enten til Haycroft House eller til London, hvor James altid bød dem hjerteligt velkommen. Det var først, da hun så sine veninders og deres forældres benovelse, når de mødte og gav hånd til den store sir James Harrison, at det gik op for hende, hvor berømt hendes farfar var. Efterhånden som hun fik alderen til det, begyndte James at dele sin kærlighed til Shakespeare, Ibsen og Wilde med hende. De gik jævnligt i teatret sammen, i The Barbican, The National Theatre eller i The Old Vic,

35

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 35

18-04-2018 18:02:04


og så overnattede de i James’ smukke hus i Welbeck Street i London og tilbragte søndagen foran kaminen med at gennemgå manuskriptet til det skuespil, de lige havde set. Da Zoe var sytten, vidste hun, at hun ville være skuespiller. James sendte bud efter materialer fra de forskellige skuespillerskoler, og så vejede de for og imod hver enkelt, indtil de blev enige om, at Zoe først skulle læse engelsk på et godt universitet, og så søge ind på skuespillerskolen, når hun var enogtyve. ‘På universitetet vil du ikke alene lære at fortolke teksterne på et niveau, der vil give dit skuespil mere dybde, men du bliver også ældre, så du virkelig er klar til at suge til dig af det, skuespillerskolen har at tilbyde, når du kommer så vidt. En universitetsuddannelse vil desuden give dig noget at falde tilbage på.’ ‘Tror du ikke, jeg kan klare mig som skuespiller?’ havde Zoe forfærdet spurgt. ‘Jo, selvfølgelig, min skat. For det første er du mit barnebarn,’ lo han. ‘Men du ser så forbistret godt ud, at du aldrig vil blive taget alvorligt, medmindre du har en forbandet universitetsgrad.’ De var blevet enige om, at Zoe skulle søge ind på universitetet i Oxford, hvis hendes eksamen blev så god som forventet. Og så havde hun forelsket sig. Lige midt i eksamensperioden. Fire måneder senere var hun gravid og dybt ulykkelig. Hendes nøje planlagte fremtid lå i ruiner. Zoe var så bange for, hvordan hendes farfar ville reagere, at det bare røg ud af hende en aften over aftensmaden. James var blegnet en smule, men havde så roligt nikket og spurgt hende, hvad hun havde i sinde at gøre. Zoe var begyndt at græde. Situationen var så skrækkelig og indviklet, at hun ikke engang kunne fortælle sin elskede farfar hele sandheden. Charles kom til London med Debbie på slæb og råbte og skreg, kaldte Zoe en idiot og krævede svar på, hvem faren var, i en hel uge i træk, mens James bare stille og roligt opmuntrede hende og støttede hende i, at det var hendes beslutning, om hun ville have barnet. Han havde ikke en eneste gang spurgt hende, hvem faren var, og han havde ikke boret i den tur til London, hvorfra Zoe meget bleg og udmattet vendte hjem for grædende at kaste sig i hans favn på banegården i Salisbury.

36

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 36

18-04-2018 18:02:04


Zoe vidste, at hun aldrig ville have klaret det, hvis det ikke havde været for hans kærlighed, støtte og dybe tillid til hendes evne til at træffe den rigtige beslutning. Da Jamie blev født, og James så sit oldebarn for første gang, havde Zoe set hans falmede blå øjne fyldes af tårer. Fødslen var begyndt for tidligt og var gået så hurtigt, at Zoe ikke kunne nå fra Haycroft House til det nærmeste hospital, og Jamie var derfor kommet til verden i sine oldefars store himmelseng, hjulpet af den lokale jordemor. Bagefter havde Zoe bare ligget og gispet af anstrengelse, mens hendes lillebitte søn skrigende var blevet løftet op i favnen på James. ‘Velkommen til verden, lille mand,’ havde han hvisket og kysset barnet blidt på panden. I det øjeblik havde Zoe besluttet at opkalde sin søn efter ham. Zoe vidste ikke, om de to havde knyttet bånd allerede dér, eller om det skete i de efterfølgende uger, hvor Zoe og hendes farfar skiftedes til at stå op om natten og berolige det kolikramte, skrigende barn. James havde været både som en far og en ven for hendes søn. Den lille dreng og den gamle mand havde tilbragt utallige timer sammen. Jamie havde på en eller anden måde givet James energien til at lege med ham. Når Zoe kom hjem, fandt hun dem ofte ude i haven i færd med at spille fodbold, og James tog Jamie med på lange ture rundt i det smukke landskab i Dorset, hvor han lærte sit barnebarn navnene på alle de blomster, der groede langs hække og grøfter og i de pragtfulde haver, hvor pæoner, lavendel og salvie kæmpede om pladsen i de store bede. I sommermånederne duftede James’ yndlingsroser ind ad hendes soveværelsesvindue. Det havde været en smuk og fredfyldt tid, og Zoe havde været yderst tilfreds sammen med sin lille søn og sin farfar. Hendes egen far var på toppen af sin karriere og berømmelse efter lige at have vundet en Oscar, og hun hørte sjældent fra ham. Hun gjorde sit bedste for at ikke føle noget nag over det, men så sent som dagen før i lufthavnen havde hun mærket et stik i hjertet, da han havde omfavnet hende og sagt, at han savnede hende. Han bliver også ældre og ældre ... tænkte hun, idet hun kørte af motorvejen og satte kursen mod Londons centrum. Det var James, der blidt havde overtalt hende til at søge ind på skuespillerskolen, da Jamie var tre. ‘Hvis du kommer ind, kan vi alle tre bo i

37

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 37

18-04-2018 18:02:04


Welbeck Street,’ havde han sagt. ‘Jamie bør alligevel starte i børnehave et par dage om ugen. Det vil være godt for ham at lege med andre børn.’ ‘Men jeg kommer garanteret ikke ind,’ havde hun mumlet, da hun endelig gik med til at søge optagelse på Den Kongelige Skuespillerskole, der lå en kort cykeltur fra Welbeck Street. Men hun var kommet ind, og de fik en ung fransk au pair i huset til at hente Jamie fra børnehaven og lave frokost til både ham og James, mens Zoe tog den treårige uddannelse. Hendes bedstefar havde vredet armen om på sin agent og en masse castere og fået dem til at møde op til hendes afgangsforestilling. ‘Nepotisme får hjulene til at dreje rundt, uanset om man er skuespiller eller slagter, min skat!’ sagde han, og da hun forlod skolen, havde hun allerede en agent og sin første lille rolle i et tv-drama. Jamie var da så gammel, at han skulle begynde i skole, og Zoes karriere som skuespiller havde blomstret lige siden. Til hendes store skuffelse var det dog film- og tv-arbejde, der fyldte mest, og ikke hendes store kærlighed, teaterrollerne. ‘Hold op med at beklage dig, mit barn,’ havde James skældt ud, da hun en dag vendte hjem efter nogle mislykkede optagelser i East London. Det havde konstant øset ned, og de havde ikke fået en eneste scene i kassen. ‘Du har arbejde, og det er mere, end mange andre unge skuespillere kan håbe på. Shakespeare-rollerne kommer senere, det lover jeg dig.’ Hvis Zoe overhovedet havde bemærket, at det gik ned ad bakke med hendes farfar i de følgende tre år, måtte hun senere erkende, at hun havde valgt at ignorere det. Det var først, da han begyndte at stønne af smerte, at hun insisterede på, han gik til lægen. Lægen havde diagnosticeret ham med fremskreden tarmkræft. Sygdommen havde spredt sig til hans lever og tyktarm. I lyset af hans alder og skrøbelige tilstand havde en hård kemokur været udelukket. Lægen havde foreslået palliativ behandling, så han kunne tilbringe sin sidste tid så normalt som muligt, uden slanger og drop. Hvis han fik brug for den slags i den sidste tid, ville det blive stillet til rådighed derhjemme. Zoes øjne fyldtes af tårer ved tanken om, at hun var på vej hjem til et tomt hus i Welbeck Street. Indtil for kun to måneder siden havde det konstant duftet af Old Holborn-tobak, som James havde røget, lige indtil han døde. I de sidste måneder havde han været meget dårlig og mistet både

38

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 38

18-04-2018 18:02:04


synet og hørelsen, og hans halvfemsårige kadaver var begyndt at længes efter omsider at få fred. Hans karisma, hans humor, selve hans livskraft, havde dog stadig fyldt huset. Sommeren før havde Zoe truffet den hjerteskærende beslutning at sende Jamie på kostskole for hans egen skyld. Hun ønskede ikke, at hendes søn skulle være vidne til, hvordan hans oldefar sygnede hen, og fordi de stod hinanden så nær, følte hun, at livet uden Store-James, som Jamie kaldte ham, skulle komme lidt ad gangen og så smertefrit som muligt. Jamie lagde ikke mærke til de stadig dybere furer i Store-James’ ansigt, hvordan hans hånd rystede, når de spillede kort, eller hvordan han faldt i søvn i sin lænestol efter frokost og først vågnede op igen hen under aften. Jamie var følgelig blevet sendt på kostskole i september og var heldigvis faldet godt til, samtidig med at Zoe havde taget orlov fra sin filmkarriere for at pleje den stadig mere hjælpeløse gamle mand. En temmelig kold novemberaften havde James grebet Zoes hånd, idet hun tog hans tomme tekop. ‘Hvor er Jamie?’ ‘Han er på skolen.’ ‘Kan han ikke komme hjem i weekenden? Jeg er nødt til at tale med ham.’ ‘Jeg er ikke sikker på, det er nogen god idé, James.’ ‘Han er temmelig kvik, mere end mange andre drenge på den alder. Lige siden Jamie blev født, har jeg vidst, at jeg ikke var udødelig. Det var en given ting, at jeg næppe ville se ham blive voksen eller teenager, og jeg har forberedt Jamie på min snarlige død.’ ‘Aha.’ Hånden, der knugede tekoppen, rystede ligesom hendes farfars. ‘Så du henter ham altså? Jeg skal tale med ham. Snart.’ ‘Okay.’ Zoe havde modvilligt hentet Jamie fra skole den weekend. På turen tilbage havde hun fortalt ham, hvor syg Store-James var. Jamie havde nikket, så det lyse pandehår faldt ned over hans øjne, og hun ikke kunne aflæse hans følelser. ‘Det ved jeg godt. Han fortalte mig det i efterårsferien og sagde, at han ville sende bud efter mig, når det var ... tid.’ Da Jamie var løbet ovenpå for at hilse på sin oldefar, havde Zoe gået rastløst rundt i køkkenet og havde bekymret sig for, hvordan hendes elskede søn ville reagere på at se Store-James så syg.

39

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 39

18-04-2018 18:02:04


Samme aften, mens de alle tre spiste aftensmad ved et bord i James’ soveværelse, havde den gamle mand været betydeligt gladere. Jamie havde tilbragt resten af weekenden lukket inde sammen med James. Da hun endelig var gået ovenpå for at sige til Jamie, at de skulle afsted for at nå det inden afleveringsfristen søndag aften, havde James slået armene ud for at omfavne sit oldebarn. ‘Farvel, gamle dreng. Pas nu godt på dig selv og på din mor.’ ‘Jep! Jeg elsker dig!’ Jamie krammede sin oldefar, alt hvad han kunne. Zoe og Jamie havde ikke snakket ret meget på turen tilbage til kostskolen i Berkshire, men netop som de drejede ind på parkeringspladsen, havde Jamie endelig sagt noget. ‘Jeg får aldrig Store-James at se igen. Han sagde, at han meget snart ville dø.’ Zoe kiggede på sin søn, der så meget alvorlig ud. ‘Det gør mig ondt, lille skat.’ ‘Det er okay, mor. Jeg forstår det godt.’ Så stormede han ud af bilen og ind på skolen. Mindre end en uge senere var sir James Harrison død. • Zoe holdt ind ved fortovskanten i Welbeck Street, steg ud af bilen og kiggede op på huset, hvis vedligeholdelse nu var hendes opgave. Rødstens­ bygningen havde en nyere victoriansk facade, men selve huset var mere end to hundrede år gammelt, og hun kunne se, at vinduesrammerne omkring de høje vinduer trængte gevaldigt til en gang maling. Til forskel fra nabo­ husene havde det en buttet facon, som en behageligt fuld mave, og det var fem etager højt. Lyset skinnede ud af loftsvinduerne, og hun gik op ad trappen, låste hoveddøren op, lukkede den bag sig og samlede posten op fra måtten. Hun kunne se sin egen ånde i kulden inde i huset og gøs, mens hun længtes efter at trække sig tilbage til det hyggelige og langt mere private Haycroft House. Men hun var nødt til at arbejde. Lige inden sin død havde James indtrængende opfordret Zoe til at sige ja tak til titelrollen i en genindspilning af Tess of the D’Urbervilles, instrueret af Mike Winter, en lovende ung britisk instruktør. Hun havde kun givet James manuskriptet, for at han ikke skulle kede sig under sin sygdom – hun modtog adskillige

40

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 40

18-04-2018 18:02:04


hver uge – og hun havde ikke regnet med, at han ville læse det. Men da han havde gjort det, havde han grebet hendes hånd. ‘Rollen som Tess er ikke en, man får tilbudt hver dag, og manuskriptet er fremragende. Tag den, kære barn, jeg beder dig. Den vil gøre dig til den stjerne, du fortjener.’ Han havde ikke behøvet tale om ‘et sidste ønske’. Hun kunne se det i hans blik. Zoe beholdt frakken på og gik hen ad gangen for at skrue op for termostaten. Hun kunne høre det banke i radiatorerne, efterhånden som det gamle fyr i kælderen vågnede til dåd, og hun ønskede fromt, at ingen af vandrørene ville fryse til denne vinter. Ude i køkkenet stod overfyldte askebægre og brugte vinglas stadig stablet sammen ved siden af vasken efter det lille gilde-skråstreg-gravøl, hun havde følt sig forpligtet til at holde efter mindehøjtideligheden dagen før. Hun havde perfektioneret sit udtryk af taknemlighed, mens hun talte med de mange mennesker, der var kommet for at vise deltagelse og fortælle historier om hendes farfar. Nu tømte hun halvhjertet nogle af askebægrene ned i den bugnende affaldspose, vel vidende at størstedelen af hendes honorar for Tess of the D’Urbervilles ville gå til renoveringen af det gamle hus. Alene køkkenet trængte voldsomt til en kærlig hånd. Telefonsvareren stod på køkkenbordet og blinkede. Zoe trykkede ‘afspil’. ‘Zoe? Zoooeeee?! Okay, du er ikke hjemme. Ring til mig. Med det samme. Det er vigtigt. Jeg mener det!’ Zoe skar ansigt over sin brors snøvlende stemme. Hun havde været rystet over at se det tøj, Marcus var mødt op i kirken i dagen før. Han havde ikke engang haft slips på, og han var stukket af fra gravøllet så tidligt, han kunne, og havde ikke sagt farvel. Hun vidste, at det var, fordi han surmulede. Lige efter James’ død havde hun, Marcus og deres far været ved advokaten for at få testamentet læst op. Sir James Harrison havde båndlagt stort set hele sin formue, plus Haycroft House, til Jamie, sådan at han fik det, når han fyldte enogtyve. Der var også en forsikringssum, som skulle dække Jamies skolepenge og videregående uddannelse. Huset i Welbeck Street var testamenteret til Zoe sammen med alle minderne fra hans teatertid, som fyldte det meste af loftsetagen i Haycroft House. James havde imidlertid ikke efterladt hende nogen kontant sum, og Zoe forstod, at det var, fordi

41

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 41

18-04-2018 18:02:04


han ønskede, at hun skulle være sulten efter at fortsætte sin skuespillerkarriere. En større sum var afsat til ‘Sir James Harrisons Mindefond’, som skulle uddele årlige legater til to talentfulde unge, der ellers ikke ville have råd til at gå på en velrenommeret teaterskole. Han havde bedt om, at Charles og Zoe sørgede for den praktiske udformning. Til Marcus havde James efterladt hundrede tusind pund, hvilket ifølge Marcus ‘nærmest var symbolsk’. Zoe kunne mærke skuffelsen som en knitrende statisk elektricitet omkring sin bror, da testamentet var blevet læst op. Hun tændte for elkedlen og overvejede, om hun skulle ringe tilbage til Marcus med det samme. Hvis hun ikke gjorde det, ville han højst sandsynligt ringe til hende på et eller andet ugudeligt klokkeslæt omkring midnat og rable fordrukkent i røret. Hvor utåleligt selvoptaget han end var, elskede Zoe sin bror. Hun mindedes deres barndom, og hvor sød og kærlig han altid havde været over for hende dengang. På trods af den måde, han opførte sig på, efter at han var blevet voksen, vidste hun, at Marcus inderst inde var et godt menneske, og samtidig, at hans tilbøjelighed til at falde for de forkerte kvinder og hans elendige forretningssans var skyld i, at han var fattig og ulykkelig. Efter universitetet var Marcus taget til Los Angeles for at bo hos deres far og havde forsøgt at gøre sig gældende som filmproducent. Ud fra det, både deres far og James havde fortalt hende, vidste hun, at det ikke gik, som han havde planlagt. Igennem de ti år, Marcus havde boet i Los Angeles, var det ene projekt efter det andet smuldret og havde efterladt ham og hans økonomisk involverede far desillusionerede. Marcus var på spanden. „Problemet med den unge mand er, at han mener det godt, men drømmer for meget,“ havde James bemærket, da Marcus tre år tidligere var vendt tilbage til England med halen mellem benene. „Det her nye projekt ...“ James havde viftet med den forretningsplan, Marcus havde sendt ham i håb om, at han ville investere, „... er stoppet med sund moral og politisk holdning, men hvor er handlingen?“ I sidste ende havde James nægtet at smide penge efter det. Hendes bror havde ikke gjort noget for at hjælpe sig selv, men Zoe havde alligevel dårlig samvittighed over, at James havde favoriseret hende og hendes søn i så udpræget grad, både mens han levede og i sit testamente.

42

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 42

18-04-2018 18:02:04


Hun foldede hænderne omkring det varme tekrus og slentrede ind i stuen, hvor hun så sig omkring blandt de ramponerede mahognimøbler, den slidte sofa og de gamle lænestole, der var sunket sammen af ælde. Gardinerne af kraftig damask var falmede, og der var små lodrette flænger i stoffet, som om noget havde snittet i dem med en lille kniv. Idet hun gik op ad trappen til sit soveværelse, tænkte hun, at hun ville tage de luvslidte tæpper af for at se, om gulvbrædderne nedenunder var noget værd ... Hun tøvede på afsatsen ved døren til James’ værelse. Nu hvor alle de dystre sygeplejeting var borte, føltes rummet meget tomt. Hun åbnede døren og gik derind, mens hun forestillede sig ham siddende i sengen med et venligt smil på læben. Alle hendes kræfter forlod hende, og hun lod sig glide ned på gulvet, lænet mod væggen, mens al hendes sorg og smerte kom til udtryk i dybe, fortvivlede hulk. Hun havde ikke tilladt sig selv at græde sådan hidtil af hensyn til Jamie, men nu var hun endelig alene og kunne sørge over tabet af sin virkelige far og bedste ven. Det gav et sæt i hende, da det ringede på døren. Hun sad helt stille og håbede på, at den uvelkomne gæst ville gå og lade hende slikke sine sår i fred. Det ringede igen. „Zoe!“ råbte en velkendt stemme ind ad dørsprækken. „Jeg ved, du er hjemme, for din bil holder herude. Luk mig ind!“ „Pokker tage dig, Marcus!“ bandede hun for sig selv og strøg arrigt tårerne væk fra sine kinder. Så løb hun ned ad trappen, åbnede døren og så sin bror stå lænet mod stensøjlen udenfor. „Du gode, søs!“ udbrød han ved synet af hendes ansigt. „Du ser lige så elendig ud, som jeg gør.“ „Tusind tak!“ „Må jeg komme ind?“ „Det kan du lige så godt, nu du er her,“ vrissede hun og trådte til side for at lade ham passere. Marcus smuttede ind og satte kursen direkte mod barskabet i stuen, hvor han skænkede sig en ordentlig whisky, inden hun overhovedet kunne nå at lukke døren.

43

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 43

18-04-2018 18:02:04


„Jeg ville spørge, hvordan det går med dig, men det kan jeg se på dit ansigt,“ bemærkede Marcus og lænede sig tilbage i den læderbetrukne øreklapstol. „Sig nu bare, hvorfor du er her, Marcus. Jeg har en masse, der skal ordnes ...“ „Hold nu op med at lade, som om du har det så hårdt, efter at gode gamle James efterlod dig huset her,“ sagde Marcus og slog ud med armen, så whiskyen blev slynget faretruende tæt op ad kanten af glasset. „James efterlod dig temmelig mange penge,“ sagde Zoe sammenbidt. „Jeg ved godt, at du er vred, men ...“ „Ja, det kan du fandeme tro, jeg er! Jeg er så tæt – så tæt – på at hyre Ben MacIntyre til at instruere mit næste filmprojekt, men han vil have garanti for, at jeg har penge til at begynde forproduktionen. Det eneste, jeg mangler, er hundrede stærke på firmakontoen, så tror jeg, han siger ja.“ „Vær nu bare lidt tålmodig. Du får dem, lige så snart skifteretten har behandlet testamentet.“ Zoe satte sig på sofaen og masserede sine tindinger. Hendes hoved værkede. „Kan du ikke tage et lån imens?“ „Du ved, hvordan det forholder sig med min kreditværdighed, og Marc One Films har heller ikke det bedste omdømme, rent økonomisk. Ben kaster sig over noget andet, hvis jeg ikke kommer i gang. Hvis du mødte de her gutter, ville du helt ærligt også ønske at være med – det bliver årtiets vigtigste film, hvis ikke århundredets ...“ Zoe sukkede. Hun havde hørt rigeligt om Marcus’ seneste projekt det sidste par uger. „... og vi skal snart i gang med at skaffe tilladelserne til at filme i Brasilien. Hvis bare far ville låne mig pengene, indtil skifteretten er færdig, men han nægter.“ Marcus stirrede på hende. „Du kan ikke bebrejde far, at han siger nej. Han har hjulpet dig mange gange før.“ „Men det her er anderledes, det kommer til at vende op og ned på alting, det sværger jeg, Zoe.“ Hun så ham ind i øjnene. Han var virkelig gået i spåner de seneste uger, og hun var ved at blive alvorligt bekymret over, hvor meget han drak. „Du ved godt, jeg ikke har penge i banken, Marcus.“

44

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 44

18-04-2018 18:02:04


„Hold nu op, Zoe! Du må da nemt kunne optage et lån i huset her, eller tage et banklån, bare nogle få uger, til boet er behandlet.“ „Hold så op!“ Hun slog hånden ned i sofaens armlæn. „Nu er det nok! Kan du ikke høre dig selv? Hvordan kan det overraske dig, at James ikke gav dig huset her, når han vidste, at du næsten med sikkerhed ville sælge det med det samme? Du kom dårligt nok på besøg, mens han var syg. Det var mig, der passede ham og elskede ham ...“ Zoe brød af og undertrykte den hulken, der truede med at undslippe hende. „Nå ja ...“ Marcus var anstændig nok til at se skamfuld ud. Han slog blikket ned og tog en slurk af whiskyen. „Du var altid hans lille pige, ikke? Jeg kunne ikke få en fod til jorden.“ „Marcus, hvad sker der med dig?“ spurgte Zoe dæmpet. „Jeg holder af dig, og jeg vil gerne hjælpe dig, men ...“ „... men du stoler ikke på mig. Ligesom far og sir James. Det er den virkelige grund, ikke?“ „Åh, Marcus, kan det virkelig komme bag på dig, sådan som du har opført dig på det seneste? Guderne må vide, hvornår jeg sidst har set dig ædru ...“ „Kom ikke her med dit ‘åh, Marcus’! Da mor døde, stod alle på nakken af hinanden for at tage sig af lille vidunderlige Zoe! Men var der nogen, der interesserede sig for mig, hva’?“ „Hvis du vil snakke om det igen, må du snakke med dig selv, for jeg er dødtræt.“ Hun rejste sig og slog ud med hånden mod døren. „Ring til mig, når du er ædru. Jeg vil ikke tale med dig, når du er sådan her.“ „Zoe ...“ „Jeg mener det, Marcus. Jeg elsker dig, men du er nødt til at tage dig sammen.“ Han rejste sig tungt op, efterlod sit whiskyglas på gulvet og forlod stuen. „Husk, at vi skal følges til den premiere i begyndelsen af næste uge,“ råbte hun efter ham. Han svarede ikke, og hun hørte hoveddøren smække bag ham. Zoe gik ud i køkkenet for at lave sig et beroligende krus kamillete. Hun kiggede i de tomme køkkenskabe – hun måtte nøjes med en pose chips til aftensmad. Så ledte hun i bunken af ubesvaret post på det lille bord efter invitationen til premieren på den film, hun havde gjort færdig, lige før

45

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 45

18-04-2018 18:02:05


James blev rigtig syg. Hun fandt kuverten og tjekkede datoen for at skrive en sms til Marcus med en påmindelse, og så fik hun pludselig øje på navnet øverst på invitationen. „Åh gud,“ mumlede hun. Hendes mave slog en kolbøtte, og hun sank ned på en stol.

46

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 46

18-04-2018 18:02:05


4

M

arcus Harrison gik igennem den mørke smøge bag ved en døgnåben spilleklub på North End Road og stak nøglen i døren til sin opgang. Han snuppede et bundt breve fra sit dueslag i opgangen – hver og ét utvivlsomt indeholdende trusler om at plukke hans kønshår ud med pincet ét for ét, medmindre han betalte sin gæld med det samme. Mens han gik op ad trappen, skar han ansigt over den modbydelige lugt af kloak. Så låste han døren til sin lejlighed op, lukkede den bag sig og lænede sig op ad den. Han havde forfærdelige tømmermænd, som stadig ikke havde fortaget sig, selvom klokken efterhånden var seks aftenen efter. Marcus smed regningerne på køkkenbordet, så de kunne samle støv sammen med de andre, og gik ind i stuen, hvor han havde en halvtom flaske whisky stående. Han skænkede en ordentlig sjat i et snavset glas, satte sig ned, drak den i én slurk og mærkede den beroligende varme brede sig i kroppen. Så grundede han i sin sølle forfatning over, hvordan det hele var gået så skævt. Her sad han, søn af en succesrig, velhavende far, og sønnesøn til en af landets mest berømte skuespillere. Arving til riget, med andre ord. Desuden så han relativt godt ud, han var moralsk og venlig – så venlig som han nu kunne være, i hvert fald over for sin underlige, nørdede nevø – og i al almindelighed en type, der burde have succes. Men det havde han ikke, og han havde aldrig haft det. Hvad var det, hans far havde sagt til ham efter mindehøjtideligheden, da Marcus havde tigget ham om at låne ham de hundrede tusind, indtil skifteretten havde behandlet boet? At han var en ‘doven fulderik’, som forventede, at andre løste hans problemer. Kors, hvor havde det gjort ondt, forbandet ondt. Hvad hans far end mente om ham, vidste Marcus, at han altid havde gjort sit bedste. Da hans mor døde, havde han savnet hende så forfærdeligt,

47

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 47

18-04-2018 18:02:05


at sorgen i to år føltes som en vedvarende fysisk smerte. Han havde været ude af stand til at give udtryk for det, alene ordet ‘mor’ havde givet ham en klump i halsen, og en engelsk kostskole for drenge var med sit barske miljø ikke et sted, man kunne tillade sig at få prædikatet ‘tøsedreng’. Han havde altså lukket ned for sine følelser og arbejdet hårdt – for hendes skyld. Men havde nogen bemærket det? Nej, de havde alle haft alt for travlt med at bekymre sig om hans lillesøster. Og da han besluttede at forsøge sig som producer i Los Angeles og valgte projekter, hans mor ville have syntes godt om, fordi de ‘sagde noget om verden’, havde filmene været den ene fiasko efter den anden. Dengang havde hans far, Charles, været forstående. „Tag tilbage til London, Marcus. Miljøet her i LA er ikke det rigtige for dig. Storbritannien er meget mere modtagelig over for den slags kunstneriske lavbudgetfilm, du gerne vil lave.“ For retfærdighedens skyld skulle det siges, at Charles havde givet ham et anstændigt beløb, så han kunne leje en lejlighed i London og leve komfortabelt. Marcus var flyttet ind i en rummelig lejlighed i Notting Hill og havde startet Marc One Films. Og så ... havde han forelsket sig i Harriet, overklasseløg og langbenet blondine – han havde altid haft en svaghed for blondiner. Han havde truffet hende ved en af Zoes premierer. Hun var også en ung, håbefuld skuespillerinde, og hun havde frydet sig over forbindelsen til ‘Marcus Harrison, filmproducer og sir James Harrisons barnebarn’, sådan som formiddagsaviserne havde skrevet under deres billede i artikler om de kendte og smukke. Han havde brugt alle pengene fra sin far på hendes ekstravagante livsstil, men da det gik op for hende, at han var ‘en taber, der levede højt på sit efternavn’, havde hun forladt ham til fordel for en italiensk prins. Marcus havde været tvunget til at gå til sin far med hatten i hånden for at få dækket den store gæld, livet med hende efterlod bag sig. „Det er sidste gang, jeg redder dig,“ havde Charles bjæffet over telefonen fra LA. „Tag dig sammen, Marcus. Find dig et rigtigt arbejde.“ Så havde han truffet en gammel skolekammerat, der fortalte ham om et øko-filmprojekt, han og et par andre investeringstyper havde skudt penge i. Marcus fik chancen for at producere den. Han ømmede sig

48

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 48

18-04-2018 18:02:05


stadig over Harriets vurdering af ham og hans karriere og hævede hele sin kassekredit for at skaffe den nødvendige kapital. Han havde tilbragt seks måneder i Bolivia med at filme og var faldet pladask for regnskovens majestætiske storhed og ensomhed og de indfødte indianeres indædte kamp for overlevelse. Filmen blev en gigantisk fiasko, og Marcus havde mistet rub og stub af sin investering. I tilbageblikkets klare lys kunne han godt se, at manuskriptet ikke havde været meget bevendt. Filmen havde stor moralsk værdi og et fantastisk budskab, men den havde manglet en god historie – nøjagtig som hans farfar havde sagt. Da han så for nogle få måneder siden havde modtaget et manuskript fra en ung brasiliansk forfatter, og faktisk havde grædt over slutningen, havde han vidst, at det var en film, han kunne slå igennem med. Problemet var, at ingen bank ville låne ham penge på grund af hans forfærdelige forhistorie, og at hans far lodret havde nægtet at ‘smide gode penge efter dårlige’. Alle havde mistet tilliden til ham, netop som han omsider forstod, hvad det krævede at lave en moralsk, men smuk film. Han var sikker på, at den her ville fylde biograferne over hele verden og måske endda høste nogle priser. Kærlighedshistorien, som var omdrejningspunkt for hele filmen, ville bevæge publikum, som samtidig ville lære noget. Han vidste overhovedet ikke, hvordan han skulle få folk til at skifte holdning, og han skammede sig ikke over at indrømme, at han var blevet glad, da hans farfar omsider stillede træskoene. Det var tydeligt, at alle sir James’ følelser havde rettet sig mod Zoe, men Marcus var, når alt kom til alt, det ene af kun to børnebørn. Men oplæsningen af testamentet var ikke forløbet som forventet, og Marcus blev for første gang i sit liv virkelig forbitret. Hans selvtillid og optimisme var pist forsvundet. Han følte sig som en taber. Har jeg en eller anden form for sammenbrud? spurgte han sig selv. Telefonen ringede og afbrød hans tankerække. Da Marcus så, hvem det var, løftede han modstræbende røret. „Hej Zoe. Du må meget undskylde det forleden. Det var ikke okay. Jeg har ... ikke helt været mig selv på det seneste.“ „Det er helt i orden.“ Han kunne høre hende sukke dybt i den anden

49

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 49

18-04-2018 18:02:05


ende af røret. „Det er der ingen af os, der har. Fik du den sms, jeg sendte for et par dage siden? Har du husket, at du skal ledsage mig til en premiere i aften?“ „Øh ... nej.“ „Åh, Marcus! Sig nu ikke, at du ikke kan komme. Jeg har virkelig brug for dig.“ „Det glæder mig, at der er nogen, der har det.“ „Hold nu op med at surmule. Gå i bad og mød mig i the American Bar på The Savoy om en time. Jeg giver.“ „Det er sørme pænt af dig,“ sagde han sarkastisk, før han tog sig i det. „Undskyld. Jeg er bare lidt trist.“ „Det er okay. Vi ses klokken syv, og så kan vi snakke. Jeg hørte faktisk efter, hvad du sagde forleden aften.“ „Tak, søs. Vi ses,“ mumlede Marcus. Lidt senere sad Marcus i den dunkle art deco-bar med endnu en whisky foran sig. Da Zoe omsider ankom iført en stropløs sort aftenkjole og dinglende diamantøreringe, rettede alle gæster i baren, mænd såvel som kvinder, beundrende blikke imod hende. „Wauw, Zoe. Hvor ser du godt ud i aften,“ sagde Marcus og lod ubevidst en hånd glatte låret på de mørke bukser, han lige havde fisket op af vasketøjskurven. „Gør jeg?“ spurgte hun nervøst og satte sig ned, da hun havde kysset ham på kinden. Hun rørte ved sit hår. „Hvad synes du? Jeg ser ikke alt for gammeldags ud, vel?“ Marcus kiggede på sin søsters glatte gyldne hår, som var blevet sat op i en fancy frisure. „Du ligner Grace Kelly. Samme elegance og klasse, okay? Må jeg godt stoppe nu?“ „Ja,“ sagde hun og smilede. „Tak.“ „Du plejer ellers ikke at være så paranoid over dit udseende. Hvad stikker dig?“ „Ikke noget. Kan du ikke bestille et glas champagne til mig?“ Marcus gjorde, som han blev bedt om. Zoe løftede glasset til læberne, drak halvdelen og satte det fra sig igen. „Det var lige, hvad jeg trængte til.“

50

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 50

18-04-2018 18:02:05


„Du lyder fuldstændig ligesom mig nu, Zoe,“ sagde han med et stort smil. „Lad os ikke håbe, mit halve glas champagne har samme virkning på mit udseende, som din drink lader til at have haft på dit. Du ser herrens ud, Marcus.“ „Jeg har det ærligt talt heller ikke for godt. Har du tænkt mere over, om du vil låne mig de hundrede tusind?“ „Indtil skifteretten har behandlet boet, har jeg ganske enkelt ikke pengene.“ „Men du kunne vel låne dem med sikkerhed i huset de få uger? Jeg beder dig, Zoe,“ sagde han indtrængende. „Hvis jeg ikke hoster op med dem meget snart, forsvinder hele projektet for næsen af mig.“ „Det forstår jeg godt. Det gør jeg virkelig.“ „Tak. Du må da også føle dig lidt forbigået af vores farfar, ikke? Du må undskylde, Zoe, men hvad skal en tiårig med noget i retning af flere millioner pund? Kan du forestille dig, hvor meget det er blevet til om elleve år, når Jamie fylder enogtyve?“ „Jeg ved godt, hvor sårende det testamente må have været for dig, men det er ikke rimeligt at bebrejde Jamie noget.“ „Nej.“ Marcus drak ud og bestilte en whisky til. „Jeg er nok bare ... træt af at hænge i med det yderste af neglene. Alting går galt. Jeg fylder fireogtredive i år. Måske er det ... måske kan jeg bare se det skarpe hjørne nærme sig pludselig. Jeg har sågar mistet lysten til sex.“ „Det var dog frygteligt,“ sagde Zoe og rullede med øjnene. „Ved du hvad,“ sagde Marcus og vippede sin Marlboro Light foran hende som en bebrejdende pegefinger, „det er nøjagtig den reaktion, jeg kan forvente fra min familie. I taler alle sammen ned til mig og behandler mig som et barn.“ „Er det vores skyld? Du må indrømme, at du har rodet dig ind i temmelig mange problemer i årenes løb.“ „Ja, men nu hvor jeg har et projekt, jeg er hundrede procent engageret i, er der ingen, der tror på mig eller støtter mig.“ Zoe nippede til champagnen og så på sit ur. Der var femogtyve minutter, til filmen begyndte. Femogtyve minutter, til hun igen skulle se ham. Hendes puls steg, og hun følte sig meget utilpas.

51

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 51

18-04-2018 18:02:05


„Hør, Marcus, vi må hellere se at komme videre. Får du lige fat i regningen?“ Marcus signalerede til tjeneren, og Zoe fiskede en af hans cigaretter ud af pakken. „Jeg vidste ikke, at du røg.“ „Det gør jeg heller ikke – ret tit. Hør ...“ Zoe inhalerede røgen, blev endnu mere utilpas og skoddede cigaretten i askebægeret. „Jeg har fået en idé til, hvordan vi måske kan hjælpe i forhold til dine problemer. Jeg er nødt til at tale med far først ...“ „Så sker der ingenting, det ved jeg. Han er hårdere ved mig end nogensinde før.“ „Overlad det til mig.“ „Hvad? Fortæl mig det nu, Zoe, så jeg kan sove i nat,“ bønfaldt Marcus hende. „Nej, ikke før jeg har talt med ham. Tak.“ Tjeneren rakte Zoe regningen, og hun lagde sit kreditkort ind i den lille lædermappe. „Hvordan går det lige nu? Har du brug for lidt til at klare dagen og vejen?“ „Hvis jeg skal være ærlig, så ja,“ indrømmede Marcus, ude af stand til at se hende i øjnene. „Jeg er på mine sidste pund, og jeg er ved at blive smidt ud af min lopperede af en lejlighed, fordi jeg ikke betalte huslejen i sidste måned.“ Zoe stak hånden i sin selskabstaske og fandt en check frem, som hun gav Marcus. „Værsgo. Husk, at det er et lån. Jeg hævede dem på min opsparingskonto, og jeg vil have dem igen, når boet er færdigbehandlet.“ „Selvfølgelig. Tak, Zoe. Jeg sætter virkelig pris på det.“ Han foldede checken sammen og stak den i inderlommen på sin jakke. „Men lad nu være med at bruge dem på whisky, Marcus, jeg beder dig. Lad os se at komme af sted.“ De tog en taxa mod Leicester Square og sneglede sig igennem trafikken ved Piccadilly Circus. „Hvor stor er din rolle i den her?“ spurgte Marcus. „Den næststørste. Måske vil du endda kunne lide filmen. Den er god – billigt produceret, men meningsfuld,“ tilføjede hun. Området foran Odeon på Leicester Square var spærret af. Zoe strøg nervøst en tot hår om bag øret. „Godt, så er det nu.“ Hun steg ud og betrag-

52

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 52

18-04-2018 18:02:05


tede flokken af ivrige fans langs afspærringen, mens hun rystede af kulde i støvregnen. Filmen var blottet for Hollywoodstjerner og special effects, men hun vidste, hvem de var kommet for at se. Den gigantiske forstørrelse af biografplakaten, der hang på facaden oplyst af utallige spotlights, bar hendes egen profil delvist skjult bag ansigtet på hovedrolleindehaveren – den velskabte Jane Donohue. „Hold da op. Jeg ville ønske, jeg havde interesseret mig mere for filmen, mens optagelserne stod på,“ bemærkede Marcus med et blik op på plakaten og skuespillerinden. „Du opfører dig ordentligt, når vi møder hende, okay?“ sagde Zoe og greb uvilkårligt hans hånd, mens de gik hen ad den røde løber. „Siden hvornår har jeg ikke opført mig ordentligt over for smukke kvinder?“ spurgte han. „Du ved godt, hvad jeg mener. Lov mig at blive lige i nærheden, okay?“ Hun gav hans hånd et klem. Marcus trak på skuldrene. „Hvis du siger det.“ „Det siger jeg.“ Fotograferne fyrede blitzlys af, da de trådte ind i foyeren, som var fuld af det sædvanlige premierepublikum – tv-skuespillere, komikere og dem, der bare var kendte for at være kendt. Zoe tog imod et glas vin og så sig nervøst omkring. Han var tydeligvis ikke kommet endnu. Instruktøren, som hed Sam, kom ilende hen til hende og kyssede hende begejstret på kinden. „Det gør mig så ondt med stakkels sir James, min skat. Jeg ville være kommet til mindehøjtideligheden, men jeg havde frygtelig travlt med alt det her.“ „Bare rolig, Sam, det var det bedste. Han havde det meget dårligt mod slutningen.“ „Sorgen klæder dig, Zoe,“ sagde Sam og kiggede beundrende på hende, „du ser fantastisk ud i aften. Filmen har fået masser af opmærksomhed, og det var en genistreg fra PR-folkenes side at rulle den røde løber ud til premieren. Vi vil ikke kunne sparke os frem for omtalen i morgen, og da især ikke med dig i den kjole.“ Han smilede og kyssede hendes hånd. „God fornøjelse, søde. Ses senere.“ Zoe vendte sig om. Marcus var trods hendes indtrængende bøn forsvundet. „Pokkers også!“ Hun kunne mærke adrenalinen suse rundt i sine årer

53

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 53

18-04-2018 18:02:05


og gøre hende svimmel. Så blev hun enig med sig selv om, at hun var i sin gode ret til at være barnlig og fej, og gik ud på dametoilettet for at gemme sig og forsøge at berolige sit hamrende hjerte. Netop som lyset blev slukket i salen, sneg hun sig ind til sin plads ved siden af Marcus. „Hvor blev du af?“ hviskede han. „Toilettet. Jeg har dårlig mave.“ „Bedårende,“ fnøs han, idet filmen begyndte. Zoe så filmen som gennem en tåge. Tanken om, at han var til stede i salen, måske kun nogle få meter fra hende, og trak vejret i den samme luft som hende for første gang i mere end ti år, sendte så mange intense og forvirrende følelser igennem hende, at hun tvivlede på, hun kunne stå hele filmen igennem uden at besvime. Hun havde brugt så lang tid på at sige til sig selv, at det var en ungdommelig forblindelse, men hun måtte indrømme, at de dybe og stærke følelser endnu ikke havde sluppet hende. Hun havde brugt Jamie som en undskyldning for ikke at have kærester – hun ville ikke fylde hans liv med en række fremmede mænd, havde hun sagt – men i aften vidste Zoe, at det først og fremmest var sig selv, hun havde løjet for. Hvordan uddriver man egentlig et genfærd fra fortiden? spurgte hun sig selv. Man møder det ansigt til ansigt og ser det lige ind i øjnene. Hvis hun nogensinde skulle gøre sig fri af hans usynlige greb, måtte hun ødelægge det luftkastel, hun igennem årene havde bygget i sit hoved. At møde ham igen og granske ham for fejl og mangler var hendes eneste håb om at blive kureret. Der var desuden al mulig grund til at tro, at han i mellemtiden havde glemt alt om hendes eksistens. Det var længe siden, og han traf så mange mennesker, især kvinder. Lyset blev tændt, og der lød et brølende bifald. Zoe knugede kanten af sit sæde for at forhindre sig selv i at stikke af. Marcus kyssede hende på kinden og gav hendes arm et klem. „Du var fantastisk, søs. Jeg mener det. Vil du spille med i min nye film?“ sagde han. „Tak.“ Zoe sad som lammet, mens folk begyndte at forlade salen omkring hende. Al hendes beslutsomhed var forsvundet. „Skal vi ikke tage direkte hjem? Min mave har det virkelig ikke godt,“ sagde hun, da de omsider rejste sig og travede i hælene på resten af publikum.

54

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 54

18-04-2018 18:02:05


„Skal du ikke lige hilse på fansene? Og bade dig i rosen? Jeg sludrede lidt med Jane Donohue, mens du var på toilettet, og vi aftalte at mødes til efterfesten.“ „Du lovede mig, Marcus! Vil du ikke nok følge mig hjem? Jeg har det virkelig ikke godt.“ „Okay,“ sukkede han. „Lad mig lige finde Jane og forklare.“ Zoe stod midt blandt publikum og talte sekunderne, til Marcus vendte tilbage, så de kunne komme af sted. Så blev hun prikket på skulderen. „Zoe?“ Hun vendte sig om og blev pludselig svimmel. Dér stod han, en smule ældre, og med nogle få smilerynker omkring de varme grønne øjne, men stadig lige så slank i sin smoking, som han havde været mere end ti år tidligere. Hun sugede hver eneste detalje til sig. „Hvordan går det?“ Hun rømmede sig. „Det går godt, tak.“ „De ser ... fantastisk ud. De er endnu smukkere end dengang.“ Han talte dæmpet og lænede sig en smule frem for at tale ind i hendes øre. Hun kunne dufte ham, og det var både velkendt og skræmmende berusende. „Jeg kunne i øvrigt godt lide filmen. De spillede fremragende.“ „Tak,“ lykkedes det hende at få frem. „Sir ...“ En mand i gråt jakkesæt var dukket op ved hans side og pegede på sit ur. „Jeg kommer om et øjeblik.“ Manden i det grå jakkesæt forsvandt igen ind i mængden. „Det er så længe siden,“ sagde han vemodigt. „Ja.“ „Hvordan har De haft det?“ „Fint. Udmærket.“ „Jeg læste om Deres farfar. Jeg ville have skrevet til Dem, men jeg kendte ikke Deres øh ... omstændigheder.“ Han skævede til hende, og hun rystede på hovedet. „Jeg er ikke gift,“ sagde hun og hadede så sig selv for at indrømme det over for ham. „Hør ... jeg skal desværre af sted. Må jeg ... ringe til Dem engang?“ „Jeg ...“

55

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 55

18-04-2018 18:02:05


Manden i det grå jakkesæt nærmede sig igen. Han løftede hånden for at stryge hende over kinden, men tog sig i det en millimeter fra hendes hud. „Zoe ... jeg ...“ Smerten lyste ud af hans øjne. „Farvel.“ Han vinkede resigneret og var borte. Hun stod tilbage i den nu næsten tomme foyer og sansede intet andet end ham, der forlod hende til fordel for noget, der var vigtigere – sådan som det altid havde været og altid ville være. Men hendes forræderiske hjerte frydede sig. Zoe tumlede ud på dametoilettet for at samle sig. Hun stirrede på sig selv i spejlet og kunne se, hvordan lyset i hendes øjne, der var blevet slukket så brat for mere end et årti siden, var begyndt at stråle igen. Da hun kom ud, stod Marcus og ventede på hende i den tomme foyer. „Du er da virkelig ramt. Kan du klare den hjem?“ Zoe smilede og stak armen ind under hans. „Ja, selvfølgelig.“

56

35799_kærlighedsbrevet_155x230.indb 56

18-04-2018 18:02:05

Profile for Gyldendal

Læseprøve kærlighedsbrevet  

Riley KÆRLIGHEDSBREVET (læseprøve)

Læseprøve kærlighedsbrevet  

Riley KÆRLIGHEDSBREVET (læseprøve)

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded