__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


Af samme forfatter bl.a.: Et mærkeligt skib, 2009 Den som Fanden lytter til, 2011 Røv og gulvsand, 2013 Faste pladser, 2015 Nivemaskinen, 2017

ROS_K


HVIS CILLA KUNNE Hvis Cilla SEseMIG kunne mig nu NU ANITA KRUMBACH

[Titelblad sættes af omslagsgrafiker]

ANITA KRUMBACH HØST&&SØN SØN HØST

ROS_Krumbach_Hvis Cilla kunne se mig nu_omslag_FINAL.indd 4

23/10/2018 14.17


Hvis Cilla kunne se mig nu © Anita Krumbach og Høst & Søn / ROSINANTE &  CO , København, 2019 1. udgave, 1. oplag, 2019 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med Scala hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-6068-0 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond for støtte til arbejdet med denne bog.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE &  CO Købmagergade 62, 3. DK-1150 København K rosinante-co.dk


Hjemme Den aften lå jeg stiv som en pind i min seng og stirrede op i loftet. Trak vejret i korte stød. Pelle og Ruth gik frem og tilbage nede på fortovet mellem gaden og Bogfinken. Småskændtes som sædvanligt, mens de tømte bilen for et dødsbo, min mor havde købt samme dag. I overmorgen skulle bilen pakkes, og vi skulle af sted til Tjörn. Det var ikke deres rumsteren nede i butikken, der holdt mig vågen. Det var heller ikke varmen, selv om det allerede i starten af juli var så varmt, at vi havde alle vinduer stående på vid gab. Jeg havde bedt en bøn. Jeg havde foldet hænderne på brystet og bedt Gud om at fikse noget for mig. Det var det, der holdt mig vågen. En bil drønede forbi på hovedgaden. Lyden af en popsang ekkoede mellem gadens huse og blev til en fjern dunken. Marta lå med ryggen til mig og sov under skråvæggen i den anden side af værelset. Bøgerne lå i den sædvanlige stak på gulvet ved siden af hendes seng. Borger i Christian den 4.’s København, Nyboder i opgang og nedgang. Hver eneste dag terpede Marta, 5


som om det var hende, der lige havde afsluttet 1. g, og ikke vores bror Lau. Marta var kun otte år. Kære Gud. Gid Pils f ly må forsvinde i det blå, så jeg aldrig ser hende igen. Jeg havde ønsket Pil fjernet fra jordens overf lade. Pil, som jeg kaldte min bedste veninde. Tanken lå som en tung sten på min mave og fik mig til at hive efter vejret. Jeg havde ment hvert et ord. Jeg ønskede virkelig at slippe af med Pil for altid. Pil gik en klasse over mig. Hun gjorde de f leste piger i min klasse nervøse. Det, der fik Pil til at skrige af grin den ene dag, kunne gøre hende fornærmet i timevis dagen efter. Pil var som en nytårsaften. En hvislen i luften. Pludselig eksplosion. Allermest gav hun mig lyst til at knibe øjnene sammen og holde mig for ørerne. Mig, der nok mere var som første søndag i advent – et blegt lys med en f lamme, der gik ud, hvis nogen åbnede døren. Jeg havde siddet i sækkestolen på Pils værelse tidligere på dagen. Pil havde stået foran spejlet. Havde betragtet sit nyklippede feriehår fra alle vinkler med sit kritiske blik. Hele tiden var jeg opmærksom på hendes humør. Klar til at muntre hende op, hvis det skulle blive nødvendigt, hvilket det stort set var hele tiden. – Det er super cool! Pil var standset brat op. – I går var jeg super cool 6


med langt hår. I dag er jeg super cool med kort hår. Ved du, hvad du selv synes? Jeg var blevet knastør i munden. – Kort helt klart ... det er mere ... britisk. – Britisk? Pils øjne var blevet til smalle sprækker. Jeg havde bidt i en negl. Jeg havde kun sagt det, fordi Pil var på vej til Brighton på ferie. Hvad vidste jeg om britisk hår? – Stå lige stille! Jeg var sprunget op fra sækkestolen. Havde pustet af klippede hår af ryggen på Pils T-shirt, til det svimlede for mig. Jeg krummede mig sammen i sengen. Bare tanken om Pil gav mig ondt i maven. Da jeg skulle hjem, havde hun fulgt mig ud i sin indkørsel. Havde stillet sig i skjul bag syrenbusken for at ryge. Jeg havde stået overskrævs på cyklen ved siden af hende. Som om jeg ville trække tiden til den svære afsked, mens jeg i virkeligheden ikke kunne vente med at fræse ned ad vejen. Jeg mimede igen den lille sekvens, hvor jeg holdt en usynlig mobiltelefon op til øret, mens jeg tegnede tårer ned ad kinderne med en pegefinger. Krokodilletårer. Min mors krav om, at vi var off line i ferier, havde aldrig passet mig bedre. – Så snart vi er hjemme! Jeg havde peget på den usynlige mobil. Pil havde knebet øjnene sammen i røgen fra cigaretten. – See you. For enden af vejen var jeg stået af cyklen og havde ringet et par gange med klokken. Pil havde viftet lidt 7


med cigaretten, og jeg havde forestillet mig, at jeg aldrig skulle se hende igen. At i dag var sidste gang, jeg havde set Pil i hele mit liv. Tanken fik mig til at trække vejret frit. Hele vejen hjem havde jeg fantaseret om, at jeg havde set Pil for sidste gang nogensinde. At hun aldrig kom hjem fra Brighton. Jeg vendte og drejede mig i sengen. Kære Gud. Jeg havde bedt den bøn så inderligt. Havde spændt alle muskler til bristepunktet, som om jeg ville mase Pil ud af hver eneste fiber i min krop. Al min energi havde jeg rettet mod Gud. Der var intet, jeg ønskede mere end at slippe for Pil. Jeg stirrede op i loftet. Mærkede, at jeg fik tårer i øjnene. Hvad var der sket med mig? Hvem var jeg, Solvej, blevet til? Jeg vendte mig rundt og borede hovedet ned i puden. Hvis Cilla kunne se mig nu. Solen stod skævt ind gennem Bogfinkens støvede ruder. Døren til antikvariatet stod åben ud til hoved­ gaden, hvor en bil trillede forbi med jævne mellemrum. Ruth trak vogne med bøger til hollandsk bogudsalg ud på fortovet. Hver sommer var det min mors håb at få ryddet ud på hylderne de sidste dage op til ferien. Jeg pressede hagen mod en stabel bøger. Fandt reolerne med skønlitteratur og lagde stakken på elefantfoden. To gange om ugen hjalp jeg Ruth i Bogfinken. Satte 8


bøger på plads eller stod ved kassen, selv om de f leste folk i butikken var Ruths faste f lok af skæve tilhængere, der drak litervis af termokaffe uden at købe noget. – Nogen burde sætte en tændstik til den hund! – De bylder stirrer på os. Var det Konrad, de talte om? Jeg kiggede gennem en sprække i reolen. Bag disken sad de ældste medlemmer i Ruths fanklub, klar til kaffe ved bordet med den ternede dug. De kiggede begge to ned på Konrad. – Det er bare fedtknuder, mumlede jeg. Jeg kunne høre Konrad snorke i hundekurven under kasseapparatet. Gode gamle Konrad. Men jeg forsvarede selvfølgelig ikke en trofast gammel labrador. Hvad kunne man forvente af et menneske, der ønsker sin bedste ven død? Måske var jeg blevet skadet af at vokse op blandt Bogfinkens sære eksistenser. Mennesker, der søgte tilf lugt hos min mor, Ruth – den eneste kvinde i byen, der gik med gladiatorsandaler året rundt. I timevis kunne kunderne finkæmme hylderne for bøger om victorianske messingbeslag eller diskutere førsteudgaver af Dostojevskij. Mine søskende bekræftede teorien om, at alt ikke var helt normalt. Marta gav allerede Pelle kamp til stregen i historisk paratviden, selv om vores far havde undervist i faget i mindst 20 år, før hun blev født. Lau sad altid med en kammerat på sit værelse bag rygende kolber og dryppede væske i reagensglas med pipetter. To 16-årige drenge, der registrerede dagslys med 9


samme ubehag som bænkebidere under en væltet sten. Men hvor mine søskende var særlinge med et intellektuelt potentiale, var jeg et omvandrende bluffnummer, når jeg hjemmevant gik omkring i Bogfinken og satte bøger på plads. Mig, der allerhøjst skimmede bøgernes bagsidetekster. Det var ikke, fordi jeg ikke elskede bøger. Hver gang jeg bar bøger hen til reolerne med klassikere, blev jeg grebet af ærefrygt. Instinktivt satte jeg farten ned. Mærkede tyngden af visdom i mine hænder. Jeg var typen, der værdsatte bøgerne udefra. Kiggede på dem og ikke i dem. Det var, som om jeg var stivnet i samme fase, som når man vender og drejer en burger på tallerkenen. Overvejer, fra hvilken side man skal angribe den. Jeg lukkede bagdøren til butikken og gik op ad trappen for at pakke. Lau stod foran spejlet på badeværelset. Strøg sit pandehår til siden med en mekanisk bevægelse. Han f lyttede sig, så jeg kunne finde min hårbørste i skuffen. Det var smertefuldt at være vidne til min brors spirende forfængelighed. Måden Lau var begyndt at kigge på sit spejlbillede. Håbefuldt. Det var tydeligt, at Lau prøvede at tilføre sit look lidt kant i øjeblikket. Han havde sin nye sorte T-shirt på. »Live to ride«, stod der under billedet af en Harley-Davidsonmotorcykel. Lau, der altid tog bussen til gymnasiet. Det svarede til at sætte nitter på en bamse. Jeg mærkede 10


et stik i hjertet. Min bror ville ikke have en chance på jorden, når det kom til piger, men han havde tydeligvis ingen anelse om det. Han var endda begyndt at spille guitar, som om han forberedte sig på visse situationer. Lau padlede lystigt på livets f lod uvidende om det kilometerdybe vandfald, der ventede længere fremme på ruten. Tanken om at kysse en fyr som Lau. Bare tanken om at studere hans urene hud helt tæt på. Instinktivt holdt jeg en hånd op for munden. – I midten eller i siden? Lau demonstrerede mulige skilninger med et udtryk i ansigtet, som om han blev fotograferet af politiet. – Mmm ... sideskilning tror jeg ... nej, fremover ... helt frem ... og længere! Marta balancerede på sin sengegavl og pillede medaljer ned fra opslagstavlen. Hun valgte de mest kulørte fra samlingen, der udgjorde 20-30 medaljer. Alle sammen hædersbevisninger tildelt af Pelle »for f lid og ihærdighed udi historiestudierne«. Marta pakkede omhyggeligt medaljerne ind i vat og lagde dem i sit smykkeskrin. Hun må have mærket mit blik. – Man ved jo aldrig. Hun trak på skuldrene. Jeg tvivlede på, at der ville blive noget at fejre på ferien. Ruth var »fuldstændig tyndslidt«, som Pelle indprentede os f lere gange dagligt. Som om nogen kunne være i tvivl om det. Ruths energi var sitrende som en nedfalden 11


højspændingsledning og havde i ugevis fået os til at bevæge os lydløst omkring. Marta havde selvfølgelig allerede udvalgt en stak bøger til turen. Christian den 4. – monarken, mennesket og myten lå øverst i stablen, som fyldte mere end halvdelen af hendes kuffert. En f lad bunke sommertøj lå på min dyne. Man skulle tro, det var mig, der var 8 år. Jeg fandt den tynde bog om syttenårscikader under min seng. Støvede bogen af med en snip af min T-shirt og bladrede i den. Marta sendte mig en thumbs-up. Min lillesøster benyttede den mindste lejlighed til at stive min selvtillid af. Det var rørende, men langt mere smertefuldt. Som at blive strøget over håret og sparket over skinnebenet på samme tid. Hvad siger det om tingenes tilstand, når den 8-årige udviser bekymring for den 14-åriges selvværd? Jeg kvitterede med okaytegnet, et O formet med tommel- og pegefinger, som jeg vidste, at dykkere bruger for at signalere alt i orden. Jeg var ellers aldrig sikker på, at noget var i orden. For det meste havde jeg en følelse af, at noget var rivende galt. Som for eksempel, at jeg lige havde ønsket min bedste ven død. Jeg bladrede i bogen. Syttenårscikader. Det var den eneste bog, jeg havde læst i år. 46 sider illustreret med farvefotos, som en gul mærkat på bogens forside gjorde opmærksom på. Jeg havde skrevet opgave om cikaderne i biologi før påske, men jeg havde ikke stil12


let bogen tilbage i Bogfinken. Var jeg så stolt over at have læst en bog, at jeg ville bevare den som et evigt minde? »Tilfældigt« lade den stikke op af baglommen resten af mit liv? Det skulle ikke undre mig. Cikaden på bogens forside stirrede på mig med rustrøde øjne. Vingerne var gennemsigtige med forgreninger som filigran. Magicicada septendecim. Syttenårscikader. Jeg strøg forsigtigt billedet med pegefingeren. Lagde bogen ind under min hovedpude og fandt en notesbog i min skrivebordsskuffe, som jeg smed i kufferten. Pelle kastede en lang skygge på fortovet i morgensolen. Han stod foran Bogfinken med hænderne i siden, mens hans øjne f lakkede mellem bjerget af bagage på fortovet og minibussens åbne bagsmæk. Jeg havde rigelig tid til en smuttur. Elitemandens butik lå i en kælder med udgang til torvet længere oppe ad hovedgaden. Så længe jeg kunne huske, havde Elitemanden haft den samme skjorte på. Lige så længe havde lykkeposerne ligget i indkøbskurven med det defekte håndtag under hylderne med kropspleje. For mig var det en tryghed. Elitemandens skjorte. Lykkeposerne. Marta. Lau. Konrad. Ruth og Pelle. Alle var de punkter, der holdt sammen på mit liv som stjerner i et stjernetegn. Man kan ikke fjerne et punkt, uden billedet ændrer sig. Forestiller noget andet. Det kan tage lang tid at vænne sig til. 13


Elitemanden løftede en hånd til hilsen, da jeg vinkede og satte kurs mod bunden af butikken. Jeg studerede dagens udvalg i den blå kurv. Lykkeposerne var af hvidt papir, lukket i toppen med et rødt klistermærkehjerte. Jeg forestillede mig altid noget strålende, når jeg klemte på poserne. Noget fantastisk. At jeg denne gang ville besidde et ganske særligt held. Først efter lange overvejelser traf jeg mit valg i en blanding af forventning og uro, som om noget skæbnesvangert var på spil. Noget der rakte langt ud over posens indhold af gammelt slik og en udgået vare fra reolen med kropspleje. Elitemanden hvilede en underarm på disken. Bladrede i en formiddagsavis. Engang var blomsterne på hans hawaiiskjorte lyserøde. Nu havde bladene fået et brunligt skær. Var blevet blegere i takt med, at Elitemandens hår var blevet tyndere, og han havde tabt en tand i overmunden. Det er naturens gang. Hvis man ellers kunne regne med den. Jeg lagde en tyver på toppen af kasseapparatet. – Så går der en god uge, før du ser mig igen. – Ferietid? Jeg trak på skuldrene. – Det vil vise sig. Konrads hundekurv, alle vores kufferter og tasker, spærrede stadig halvdelen af fortovet. Pelle stod med Lau og Marta ved siden af bilen. Solen blændede mig. Jeg kunne ikke se, hvem de talte med. Så hørte jeg hans 14


stemme. En sørgmodig klang, som når man puster i en tom f laske. Et øjeblik stod tiden stille, som havde en kolossal tyngde lagt sig på et enkelt sekund. Gjort det umuligt for tiden at slæbe sig videre. Det var Eddie. Marta stod med armene om livet på Eddie. Han rakte en arm ud, da han fik øje på mig. Gav mig et kram, i samme øjeblik klokken i butiksdøren ringede. Ruth trådte ud på gaden med en køletaske i hver hånd. Hun stivnede ved synet af Eddie. Et øjeblik så det ud, som om hun overvejede at bakke tilbage i butikken. Afspille sekvensen én gang til i håbet om, at Eddie stående lige der på fortovet med armene om Marta og mig havde været et synsbedrag. Jeg vidste nøjagtig, hvordan hun havde det. Min krop var fuld af en nagende uro. Det var Eddie, der stod her, men det var Cilla, vi så. Cilla og Eddie havde tegnet ruten op på et kort over Australien, sat fast med tegnestifter over det blå klapbord i Eddies tekøkken. En stiplet linje førte ud i stort set hver en af krog af kontinentet. De skulle virkelig have det hele med. Ayers Rock, Cape Tribulation, Adelaide. Perth. Jeg beroligede Ruth, når hun krydsforhørte mig om deres rejseplaner. Af principielle grunde satte min mor ikke sine ben i Eddies mikroskopiske lejlighed. Anerkendte ikke eksistensen af den lille uafhængige State of Eddie, hvor Cilla var f lyttet hen, et halvt år før de skulle rejse. 15


– Det holder slet ikke! Jeg havde prøvet at berolige Ruth. – De er hjemme inden jul. Jeg havde banket en knyttet næve i Bogfinkens disk for at tillægge mine ord lidt ekstra vægt. Ruth havde rystet på hovedet, som om hun prøvede at få brikkerne i en ny virkelighed til at falde på plads. Siden påske det år var min søster droppet ud af gymnasiet, f lyttet hjemmefra og begyndt at arbejde på byens kirkegård for at spare op til en jordomrejse med sin kæreste. Hun var ikke engang fyldt atten. Ruth havde ikke talt til Cilla i 14 dage efter, hun havde truffet beslutningen. Et job på kirkegården! At Cilla med de mange talenter skulle luge ukrudt og rive perlegrus i al slags vejr, var mere end vores mor kunne klare. Det havde Cilla rigtig godt af, selv om hun selvfølgelig var bedøvende ligeglad. Ikke at Ruth et øjeblik overvejede at forbyde Cilla at tage af sted. Så dum var Ruth ikke. Hvem tror, de kan standse strømmen i en f lod ved at stikke en fod i vandet? Ruth stillede køletaskerne fra sig. – Eddie? Vi havde ikke set Eddie siden Cillas begravelse. Nu stod han her. Uvidende om, at han ved sin blotte tilstedeværelse skubbede os tættere på det, vi frygtede allermest. Det altopslugende bundløse punktum. Det var sådan, jeg tænkte om Cillas død. Som et punktum. Et sort hul i jorden, vi var gået uden om lige siden, overbeviste om, at vi aldrig ville se lyset igen, hvis 16


først vi styrtede i det. Vi talte aldrig om Cilla. For hver dag der var gået, siden hun døde, blev hullet dybere og dybere, mens vi holdt os på sikker afstand. Indtil nu. Ruth gik vantro Eddie i møde, da han trådte frem mod hende med åbne arme. Han lignede sig selv. Næsten to meter høj og med det samme lange lyse hår. En af bleget indianer. – Du er tilbage? Eddie nikkede. – Jeg kom i går aftes. Jeg er tilbage i mit lille hummer. – Det var en overraskelse. Eddie rodede op i Martas hår. – Det er helt fantastisk at se jer igen. Jeg har savnet jer sådan. Han kiggede lidt forlegent rundt på os. – Jeg er faktisk kommet for at hente Konrad. Eddie rakte en hånd ned mod Konrad, der logrede med halen. Lagde sig på ryggen midt på fortovet og blottede sit gråblå maveskind. – Men ... Farven vendte tilbage i Ruths ansigt. Nu blussede hendes kinder. – Du kan ikke forære en hund væk for så at kræve den tilbage to år efter, Eddie. – Jeg har aldrig foræret Konrad væk, det ved du godt, Ruth. Eddies stemme var blød, og vi vidste, at det var sandt. Dagen efter Cillas begravelse stod Konrad i vores have med en seddel i halsbåndet. Vi havde hele tiden vidst, at han kun var til låns. – I passede ham, da jeg var ude i tovene. I var der for mig, da jeg havde brug for hjælp. Det glemmer jeg 17


aldrig. Nu starter vi på en frisk, Konrad og jeg. Eddie pegede på en rygsæk, der stod lænet op ad bilens sidedør. – Vi tager nogle dage i telt for lige at blive rystet sammen. – Konrad er 14 år, Eddie. Han kan ikke gå 100 meter. Du tager livet af ham, hvis du byder ham sådan en stroppetur. Ruth slog ud med hånden. – Vil du knuse ungernes hjerter? Vil du ødelægge deres ferie, inden den overhovedet er startet? Det mener du ikke! Ruth rykkede tættere på Konrad. Som om hun frygtede, at Eddie ville stikke af med ham i favnen. – Jeg har svigtet ham én gang, Ruth. Det gør jeg ikke igen. Det kan jeg simpelthen ikke. Eddie lagde en arm om Martas skulder. Kiggede rundt på os. – Det er nu, jeg har muligheden. Jeg arbejder igen fra den første. Efter ferien kan I kigge over til mig og Konrad hver eneste dag. Vil I love mig det? – Du kan kigge over, når VI er hjemme, Eddie. Om en uge kan du kigge over. Så taler vi det hele igennem. Finder en løsning. Ikke nu. Ikke på feriens første dag med alting pakket. Konrads medicin. Du ved ikke engang, at Konrad er medicineret. Konrad er en meget syg hund, Eddie! Der er sket meget på de to år. Ruth tav. – Jeg er ked af det, Ruth. Han er alt, hvad jeg har. Eddie sendte os et plaget blik. Fiskede en knyttet hundesnor op af rygsækkens sidelomme. Ruth tog et fast greb om Konrads halsbånd. – Konrad bliver her. 18


Hver dag gik jeg fra skolen over til Cilla på kirkegården. For det meste blev jeg hængende, til hun havde fri, og gik med hende hjem. Der var dårligt nok plads til to i Eddies lejlighed, og så med Konrad oveni. Jeg forstod ikke, at Cilla kunne holde det ud. Jeg lå i sengetøjet på sovesofaen med en arm om Konrad, mens Cilla lavede te. Der var altid krummer i sengen. Hundehår. Visne blade fra kirkegården. Tingene sejlede virkelig. Nogle gange var sofaen redt op med fire forskellige slags sengetøj. Blomstret, stribet, ternet, prikket. Et meget rodet indtryk. – Så overgav du dig alligevel til mønstermix? Det var et ord, vi havde grinet af, når vi klippede i ugeblade. Mønstermix. Nu skruede Cilla bare op for Bowie og hev en rulle kiks ned fra skabet, som hun smed på bakken. Cilla blev irriteret, når jeg antydede, at hun måske ikke helt havde styr på situationen. At hun skulle overveje at f lytte hjem igen, mens legen var god. Jeg fortalte hende om min stigende bekymring for Ruth. At vores mor havde tabt sig. At jeg mente, hun havde ridset i sine håndled, efter Cilla var f lyttet. Cilla var uimodtagelig for min skræmmekampagne. Hun stillede bakken med te imellem os i sovesofaen og åbnede kiksepakken. Vejede en håndfuld kiks i hånden. – Hvor mange skal der til for at lukke munden på dig? Jeg plejede at smutte hjem ved spisetid. Eddie kom først sent fra plejehjemmet. Han tog så mange vag19


ter, han kunne. Ofte kom han først ved titiden med mad i foliebakker, som de spiste i sofaen foran fjernsynet. Kartoffelmos med kyllingegranulat, eller hvad der nu var blevet tilovers den dag på plejehjemmet. Altid noget, der kunne synkes uden brug af tænder. Til gengæld smagte det ikke af noget, sagde Cilla. De var ligeglade. De var kun opsat på at spare penge op, så de kunne komme af sted i en fart. Bogfinkens minibus var pakket til randen. Pelle skruede op for Dylan, sekundet før Ruth skruede ned. Musikken og den metalliske snurren fra motoren gjorde det knap så påfaldende, at ingen af os sagde noget. Jeg sad på det midterste sæde sammen med Lau. Imellem os lå Konrad og sov tungt. Jeg trak ham blidt i øret. Overvejede, om jeg selv ville betegne hans tyggepinde mod plak som »medicinering«. Jeg prøvede at af læse Ruths sindsstemning i bakspejlet. Jeg kunne se hendes hårgrænse. Furen mellem øjenbrynene, der sagde alt. Ruth var rasende. Marta rystede raf lebægeret bag mig. Bankede det ned i det blomstrede låg på køletasken, der stod på sædet mellem hende og Eddie. Hun studerede terningerne. Noterede omhyggeligt sine point på blokken og rakte Eddie bægeret. Eddie. På bagsædet i Bogfinkens minibus. Eddie på vej til Sverige. Ruth siger altid, at bøger er lige så mangfoldige som 20


mennesker på kloden. De findes i et uendeligt antal forskellige udgaver. Små og store. Smalle og tykke. Kulørte og farveløse. Nogle bøger forblænder verden med deres blanke omslag, mens andre fremstår undselige med f lossede rygge og nussede sider. Jeg kunne se Ruth for mig i Bogfinken. Hun ville slå ud med armene. – Bøger eller mennesker, Solvej. Her er der plads til alle! Jeg tvivlede på, at »plads til alle« også omfattede Eddie. Som Cillas kæreste var Eddie blevet tålt, men ignoreret af Ruth. Jeg mærkede min egen dårlige samvittighed komme snigende. Ruth og jeg plejede ikke at være et team, men da det kom til Eddie, havde vi spillet på samme hold. Over os strakte Øresundsbroens pyloner sig mod en blå himmel. – Heja, Sverige! Pelle løftede en knyttet næve i vejret og vendte sig rundt. – Dingelingeling, Marta. 1645? Hans ord druknede i motorstøj. Jeg hvilede en albue på ryglænet. – Historielæreren siger Dingelingeling, Marta, 1645? Marta noterede Eddies point i hæftet. Et øjeblik så hun på mig med et træt blik. – Brömsebrofreden 13. august. Nedsættelse af Øresunds­tolden. Så rystede hun raf lebægeret og bankede det ned i køletasken. – Nedsættelse af Øresundstolden, råbte jeg. – Brömsebrofreden 13. august. Pelle rakte en tommelfinger i vejret. – Fars pige. Jeg vendte mig rundt. – Tror, der er 21


en medalje på vej til bagsædet. Marta smilede skævt. Så lod hun fingeren glide ned over kolonnen af tal på yatzyblokken. Tanken havde indimellem strejfet mig, at rollen som »lille barn med særlige evner« havde været ubesat, da jeg blev født. Jeg huskede ikke, at Pelle på noget tidspunkt havde prøvet at indvie mig i historiefagets forunderlige verden. Havde min far vurderet, at det ikke var umagen værd, eller havde jeg været så optaget af Cilla, at jeg var uden for rækkevidde? Jeg valgte at tro på det sidste. Cilla var fire et halvt år, da jeg blev født. Mit pejlemærke. Sammen havde vi ikke brug for andre. Mig og Cilla. Så langt tilbage jeg kunne huske, var jeg fulgt i hælene på min søster. Sammen med Cilla var mit liv i farver. Uden Cilla lignede verden de kedelige stregtegninger i en nyåbnet malebog. At være sammen med Cilla var som at være iklædt et blødt sæt tøj. Velkendt, uden noget, der strammede eller kradsede, mens jeg i de f leste andres selskab følte mig spærret inde i en lillebitte skjorte og et par uldne bukser, der fik mig til at gå omkring stiv og tilknappet med skuldrene oppe om ørerne. Da jeg startede i skole, legede jeg pligtskyldigt med mine nye klassekammerater i frikvartererne. Jeg sjippede i sjippetov, legede vinkeskjul og spillede ost. Gjorde, hvad der blev forventet af mig, men mistede hver gang lysten. Gik i stå, som den slidte glasfiberpony foran byens hælebar, der rokkede 22


frem og tilbage for en femmer for pludselig at stivne midt i en bevægelse. Jeg syntes, pigerne i min klasse var barnlige. Deres fantasi og humor var en grusgrav i regnvejr sammenlignet med Cillas funklende diamanter. De få gange jeg forvildede mig hjem til en pige fra klassen, skævede jeg konstant til mit armbåndsur. Trak det op med minutters mellemrum, mens jeg stirrede på sekundviseren, der sneglede sig af sted. Pelle havde parkeret minibussen langs et græsareal for enden af en gigantisk parkeringsplads. En stribe nordiske f lag slog mod f lagstængerne foran benzintanken. Jeg hjalp Konrads bagben det sidste trin ned fra bilen. Han stod lidt og pustede i skyggen. Kiggede efter Eddie, der forsvandt ind på tanken med Marta og Lau i hælene. Mon Konrad troede, at Eddie ville forlade ham igen? Jeg strøg ham over ryggen. Fyldte hans røde plastikskål med vand fra dunken under forsædet. Vandet sjaskede asfalten sort, da han drak. Han lignede ikke en, der bekymrede sig. Enten havde Konrad en stærk psyke, eller var han så gammel, at han ikke ænsede, hvad der foregik omkring ham? Jeg trak i hundesnoren. Halsbåndet pressede en krave af hudfolder frem over hans øjne. Så fulgte han efter mig på stive ben ud i det skarpe sollys. Jeg trak Konrad ind på græsset. Han gad ikke engang lette ben mere. Stod bare lidt fremadlænet og 23


lod det dryppe som en hunhund. Jeg vendte mig om, så han fik lidt privatliv. Kiggede på bilerne, der susede forbi på motorvejen. Skinnende stationcars med bagruder blokeret af oppakning. Tagbagagebærere med kanoer eller mountainbikes. Alting så funklende nyt ud i solen. Jeg kiggede på minibussen. »Bogfinken« havde Pelle skrevet med gul maling på hver af bilens lilla sider. Bagpå havde han malet en åben bog, hvor siderne f laksede mod himlen som hvide duer. Folk troede med garanti, vi var en kristen sekt på vej til den årlige bibelcamp. Jeg trak Konrad tilbage mod skyggen. Nogen havde skrevet i støvet på bilens bagsmæk. »Narrøve«. Jeg kiggede mig over skulderen og tværede lidt i bogstaverne. Var det sådan, andre så os? Som en f lok narrøve? Det skulle ikke undre mig. Jeg havde altid selv syntes, at andre familier så normale ud, mens vi var de underlige. Var det, fordi jeg altid betragtede andre på afstand? På afstand kunne man ikke høre familiers indbyrdes skænderier. Man kiggede heller aldrig så længe, at man lagde mærke til, hvad der egentlig foregik imellem dem. Tænk, hvis nogen syntes, vi var cool? Pelle småløb over parkeringspladsen for at indhente Ruth. Han standsede for at træde på et stykke ispapir, der havde klistret sig fast under hans ene sko. Løb videre, mens han slikkede på den ene af to is, han holdt i hænderne. Han nåede op på siden af Ruth og 24


rakte hende den ene vaffel. Ruth rystede på hovedet. Som om Pelle ikke vidste, at Ruth ikke spiser is? Nu slikkede han henrykt på de to vaf ler, der smeltede om kap i varmen. Martas medaljer blinkede i solen, da hun trådte ud fra tanken med Lau og Eddie. Hun havde fisket medaljerne op af smykkeskrinet, inden vi kørte hjemmefra. Til ære for Eddie. Feriens første festlige anledning – i hvert fald hvis det stod til Marta. Jeg misundte Marta hendes enkle liv. Spise, sove, læse. Hun var alt for lille til at have stiftet bekendtskab med fænomenet »blandede følelser«. Marta rakte fire fingre i vejret, da hun fik øje på mig. – Fire kilo! Eddie løftede en pose op i strakt arm. – Godis til folket! Han åbnede posen, da han nåede hen til mig. – Ikke sommerfuglen! Den er til Ruth. Cilla kunne have fået en langt mere attraktiv kæreste end Eddie, men Cilla var tilsyneladende ligeglad, hvilket gik Ruth og mig på nerverne. Vi følte os som deltagere i et spil Sorteper, hvor en medspiller stædigt insisterede på, at gris og svale var et stik, mens vi rev os i håret i frustration. De havde noget sammen, Eddie og Cilla, noget vi andre ikke kunne få øje på, og som fik vores hjerner til at arbejde på højtryk. Det er naturligt, at hjernen søger en forklaring, når en begavet skønhed hooker op med en gennemsnits25


type. Hvor Cilla havde det hele, virkede det, som om Eddie var underligt blanket af, når det kom til talenter. Eddie havde i f lere år arbejdet på byens plejehjem, da Cilla mødte ham. Tidligere i sin karriere havde han sat stiklinger på planteskolen ved motorvejen. Ligegyldig hvordan man vendte og drejede Eddie, udeblev balancen i forhold til Cilla. Relationen havde kolossal slagside. Alligevel var der en forbindelse imellem dem, som var umulig for os andre at ignorere. Når de kiggede hinanden i øjnene, opstod et lukket kredsløb, vi andre var fuldstændig udelukkede fra. Cilla og Eddie var selvforsynende. Selvtilstrækkelige. Jeg kunne blot se til fra sidelinjen i en regn af gnister fra min søsters åh, så store kærlighed, mens energien på mit Cillabatteri svandt sekund for sekund. En grøn vingummisommerfugl glinsede i solen på instrumentbrættet. Fra Eddie til Ruth. Hvis Ruth spiste sommerfuglen, ville feriestemningen brede sig på mindre end et sekund. Ruth var rasende. Det kunne tage timer eller dage, før vi igen ville kunne trække vejret frit. Der var stegende varmt i bilen. Pelle skubbede CD´en ind i afspilleren. Skruede op for Dylan, sekundet før Ruth skruede ned. Landskabet f limrede forbi os. Mørke granskove af løst af gullige marker med græssende køer eller heste. Med jævne mellemrum 26


dukkede kæmpestore røde og gule reklameskilte for McDonald’s eller Burger King op. Hvis man kun så Sverige fra motorvejen, ville man få indtryk af et land, der hovedsagligt bestod af grantræer og burgerbarer. Jeg tænkte på, hvilket indtryk man ville få af mig, hvis man bare så mig i forbifarten. Hvor hurtigt skulle man passere for at få et godt indtryk? Ville man få en fartbøde? På skolen var jeg sikker på, at jeg var »Hvad er det nu, hun hedder ... hende der altid trasker efter Pil ... nå, lige meget«. En dag på skolen havde jeg bevidst prøvet at gå i modsat retning af Pil i spisepausen. Pil styrede direkte ned mod toiletterne, fulgt af det sædvanlige slæng, for at ryge. Jeg satte mig på en bænk foran klatrestativet, hvor de mindste elever legede. En lille fyr i f lyverdragt og stribet hue hang med hovedet nedad og gloede på mig. Jeg følte mig som en skildpadde uden skjold. Det gjorde det ikke bedre, at den lille fyr betragtede mig indgående. Som om hans blik var et kamera, der transmitterede min ensomhed til en storskærm i skolegården. Jeg fik ondt af mig selv. Hele tiden skævede jeg efter Pil. Angst for, at hun ville blive vred over min ulydighed og vælge en ny oppasser. Alle mine kræfter måtte jeg bruge på at være selvstændig og ikke spurte tilbage til f lokken. – Er de hårde ved dig? Fyren hang stadig med hovedet nedad. En lille vatteret f lagermus. Jeg rystede på hovedet. Så sprang jeg op og småløb ned mod toilet27


terne. Siden havde jeg ikke opsøgt mit eget selskab en eneste gang pü skolen. Jeg var alt for anstrengende at vÌre alene med.

28

Profile for Gyldendal

Krumbach HVIS CILLA KUNNE SE MIG NU (Læseprøve)  

Krumbach HVIS CILLA KUNNE SE MIG NU (Læseprøve)  

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded