Issuu on Google+

FOTO : © J IM Mc H UGH

# 1 N E W YO RK TIM E S BE S TS E LLE RFO RFAT TE R

VERDEN ER I FORANDRING. MELDINGER OM MASSEDØD TIKKER IND. NEDTÆLLINGEN ER BEGYNDT.

Fire familier bliver på brutal vis myrdet. To årtier senere er der nogen, der genskaber disse mord. Kriminalassistent John Calvino sættes på sagen, men må hurtigt sande, at døden ikke altid er en enkeltbillet.

Addison Goodheart er ikke som alle andre. Han bringer det onde frem i mennesket. Selv hans mor vil ikke vide af ham og smider ham på porten, da han er ganske lille. Kort efter tager hun sit eget liv. Addison finder vej til storbyen, hvor han i årevis lever alene og ensom dybt under jorden og kun vover sig ud om natten. Lige indtil han møder han den smukke unge Gwyneth. En pige, der ligesom ham selv har voldsomme ar på sjælen og er på flugt. Spørgsmålet er, om de sammen kan overvinde det onde, der venter dem derude. Med mere end 450 millioner eksemplarer på verdensplan hører Dean Koontz til blandt verdens absolut bedst sælgende forfattere. Med DE USKYLDIGE er han tilbage med en ny, stærk thriller om kampen mellem det gode og onde.

DEAN KOONTZ (f. 1945) er født i

DE USKYLDIGE

Odd Thomas søger tilflugt i en forfalden herskabsvilla i Santa Barbara, men huset hjemsøges af hvileløse ånder. Det er nu op til Odd og hans venner at bekæmpe ondskaben.

Pennsylvania, USA. Siden debuten i 1968 er hans bøger oversat til 38 sprog og solgt i mere end 450 millioner eksemplarer verden over. www.deankoontz.com

9 788763 832311

Koontz_DeUskyldige_155x230cover_Cicero.indd 1

C

M

Y

K

17/03/14 12.40


Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 6

01-04-2014 11:38:55


DE USKYLDIGE

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 1

01-04-2014 11:38:54


Af samme forfatter: Ansigtet

Kuldegys

Broder Odd

Lynet slår ned

Deadline

Masken

Djævleyngel

Midnat

Dobbeltgænger

Mørkefald

Dommedag

Mørkets floder

Dragens tåre

Nabo til himlen

Dræbende tanker

Nådesløs

Dødens museum

Odd for evigt

Døren til december

Odd Thomas

En bøn til Odd

Odds mareridt

Eneste overlevende

Ondskabens bolig

Et godt menneske

Profetien

Fanget i isen

Rædslernes hus

Frankenstein 1

Skygger

Frankenstein 2

Stemmer i natten

Frankenstein 3

Syner

Frygt intet

Så langt øjet rækker

Grib natten

Tiktak

Helvedes flammer

Tusmørkeøjne

Hvad natten skjuler

Ukendte veje

I månens skær

Vintermåne

Intensitet

Øjne i mørket

Kold ild

Ægtemanden

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 2

01-04-2014 11:38:55


DEAN KOONTZ

DE USKY LDIGE

Oversat fra amerikansk af Kim Langer

CICERO

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 3

01-04-2014 11:38:55


De uskyldige er oversat fra amerikansk af Kim Langer efter Innocence Copyright © 2014 by Dean Koontz Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE&CO, København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsdesign: © HarperCollinsPublishers Ltd 2014 Illustrationer: © Keith Morris/Alamy (figur); MBI/Alamy (rygsæk); Nikki Smith/Arcangel Images (himmel); Shutterstock.com (bygninger) Dansk versionering: Paul Nicolas Oxby Sat med ITC New Baskerville Std og Futura Std hos ROSINANTE&CO og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3231-1 Printed in Latvia

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Uddraget fra Edgar Allan Poes ‘Eldorado’ s. 312 er gendigtet af Ib Johansen og udgivet i samlingen Udvalgte digte, Forlaget Klim, 2011

CICERO er

et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 4

01-04-2014 11:38:55


Denne bog er tilegnet Harry Recard, fordi han er en ven, og fordi han lærte mig at spille pinochle og i den forbindelse nær havde ødelagt min karriere som akademiker. Og til Diane Recard, fordi hun har taget det hårde slid med at passe så godt på Harry alle disse år. Der er ikke noget så bekræftende for en forfatter som at høre fra læsere, der fortæller, at en af hans bøger har forandret deres liv eller indgydt dem mod til at stå svære stunder igennem. Men da jeg var i færd med at lægge sidste hånd på De uskyldige, modtog jeg et brev fra Elizabeth Waters i delstaten Washington om min roman Så langt øjet rækker, der rørte mig mere end ellers. Beth, dit mod er ærefrygtindgydende. Det håb, som du har fundet i min bog, giver du mig igen med din venlige korrespondance. Du stråler.

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 5

01-04-2014 11:38:55


Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 6

01-04-2014 11:38:55


Sjældent har skønhed og dyd bolig i samme hus – FRANCESCO PETRARCA , De remediis

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 7

01-04-2014 11:38:55


Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 8

01-04-2014 11:38:55


FØRSTE DEL

Pigen jeg mødte i lampeskæret ved Charles Dickens

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 9

01-04-2014 11:38:55


Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 10

01-04-2014 11:38:55


1 Efter at være sluppet ud af én ildebrand, forventede jeg endnu en. Jeg frygtede ikke de flammer, der ventede. Ild var ikke andet end lys og varme. Igennem livet har vi alle brug for varme, ligesom vi søger efter lyset. Jeg kunne ikke frygte noget, jeg havde brug for og søgte. For mig var det at blive brændt blot det forventede, uundgåe­ lige punktum. Hele denne skønne verden med al dens endeløse skønhed og fortryllelse og ynde vækkede kun én bestandig frygt i mig, og det var, at jeg skulle komme til at leve for længe i den.

2 Kærlighed var ikke fremmed for mig, men jeg levede alene, efter at far døde. Derfor elskede jeg kun den kære afdøde, og bøger, og de storslåede øjeblikke af uendelig skønhed, som byen fra tid til anden overraskede mig med, når jeg i største hemmelighed begav mig ud i den. For eksempel kan man på klare nætter i den højtidelige time, hvor de fleste indbyggere sover, hvor skraldemændene er færdige, og skyskraberne ligger mørke hen indtil daggry, opleve, at stjernerne kommer frem på himlen. De skinner ikke lige så klart over denne storby, som de for eksempel må gøre over prærien i Kansas eller bjergene i Colorado, men de skinner dog, som om der var en by deroppe i himlen, et fortryllet sted, hvor jeg kunne gå på gaderne uden at bekymre mig om ild, hvor jeg kunne finde en at elske, som også ville elske mig.

11

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 11

01-04-2014 11:38:55


Her købte mine kærlighedssøgende evner mig ingen nåde, når jeg blev set. Tværtimod. Både mænd og kvinde fik et chok, når de så mig, og deres frygt blev hurtigt afløst af raseri. Jeg ville ikke gøre dem fortræd i selvforsvar og var derfor forsvarsløs.

3 På visse nætter fandt smuk, men sørgelig musik vej til mine dybe, vinduesløse værelser. Jeg vidste ikke, hvor melodien kom fra, og jeg kunne ikke sætte navn på den. Melodien blev ikke ledsaget af sangtekst, men ikke desto mindre var jeg overbevist om, at jeg engang havde hørt en hæs natklubsangerinde synge denne sang. Hver gang tonerne lød, bevægede mine læber sig som for at forme ordene, men hver gang undslap de mig. Der var ikke tale om et bluesnummer, men dog tyngede det hjertet på samme måde som en blues. Måske kunne man kalde det for en nocturne, selvom jeg mener, at en nocturne altid er instrumental. Der hørte ord til denne melodi. Det var jeg sikker på. Det burde have været muligt for mig at følge disse liflige toner til en udluftningsrist eller et afløb eller en anden transportvej, men hver gang ledte jeg forgæves efter kilden. Det var, som om musikken udsprang af luften, som om den passerede igennem en membran fra en anden, usynlig verden, der var parallel med vores. Måske dem, der levede oppe i det fri, ville have fundet ideen om en usynlig verden lidt for fantasifuld, og ville have afvist tanken. De af os, der altid holder sig skjult for alle andre, ved imidlertid, at denne verden er forunderlig og fuld af mystik. Vi har ingen magiske sanser, intet synsk indblik. Jeg tror, at vores erkendelse

12

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 12

01-04-2014 11:38:55


af virkelighedens komplekse dimensioner skyldes vores ensomme tilværelse. Måske var det så distraherende for hjernen at leve i en by fuld af mennesker og trafik og konstante lyde, hvor man lå i evig kamp om penge og status og magt, at den ikke længere kunne se – og glemte – alt det, som er. Eller måske gjorde det opskruede tempo og det konstante pres i en sådan tilværelse simpelthen, at man for ikke at miste forstanden var nødt til at vende det blinde øje til de mangfoldige mirakler, vidundere, overraskelser og gåder, som findes i den virkelige verden. Da jeg sagde „de af os, der altid holder sig skjult“, burde jeg rettelig have sagt „jeg, der holder mig skjult“. Så vidt jeg vidste, fandtes der ikke andre som mig i denne by. Jeg har levet alene i lang tid. I 12 år havde jeg delt dette dybe skjulested med far, før han døde for seks år siden. Jeg elskede ham. Jeg savnede ham dagligt. Jeg var nu 26 og kunne muligvis se frem til et langt og ensomt liv. Før jeg dukkede op, boede min far her med sin far, som jeg aldrig fik æren af at træffe. Hovedparten af møblerne og bøgerne har jeg arvet af dem. En dag ville jeg måske kunne videregive mine ejendele til en, der ville kalde mig far. Vi var et vedholdende dynasti af hjemløse og uformuende i den hemmelige by, som byens folk aldrig så. Mit navn er Addison. Men dengang havde vi ikke brug for navne, for vi talte ikke med andre end hinanden. Sommetider kaldte min far sig med et smil for Den. Men det var ikke noget rigtigt navn. Han kaldte mig Dens Den, eller Søn af Den, og det var vores indbyrdes, lille spøg. Efter menneskehedens målestok var vi ualmindelig hæslige på en måde, der vækkede den dybeste afsky og tændte en ekstrem vrede hos folk. Selvom vi var lige så menneskelige som dem, der levede oppe i det fri, ønskede vi ikke at støde nogen, og derfor holdt vi os skjult. Far fortalte mig, at vores slags ikke måtte være vrede på andre

13

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 13

01-04-2014 11:38:55


mænd og kvinder blot på grund af den måde, de behandlede os på. De bar på en ængstelse, som vi aldrig ville kunne forstå. Han sagde, at vi, der levede i det skjulte, havde vores byrder, men at de, der levede oppe i det fri, var tynget af langt større byrder end vores, og det havde han ret i. Vi holdt os også skjult for at undgå værre ting end at blive forfulgt. En nat blev min far fanget oppe i det fri. To skræmte og opildnede mænd skød ham og tæskede ham til døde. Jeg følte ingen vrede mod dem. Jeg havde ondt af dem, men jeg elskede dem efter bedste evne. Vi er alle sat i verden af en grund, og vi kan kun spekulere på, hvad den er, og håbe på at blive klogere. Min lille, vinduesløse residens var samtidig min skole, hvor jeg bestræbte mig på at blive klogere, og det vigtigste af de tre små rum var det med mahognireolerne, som min fars far havde bygget. Hylderne var fulde af bøger, der var uønskede af dem, der levede i verdenen ovenover. Begge de to dybe, behagelige lænestole havde en polstret fodskammel. Ved siden af hver stol stod en simpel træklods til at stille et glas på, og en standerlampe af bronze med plisseret skærm af ferskenfarvet shantungsilke. Der var også et lille bord med to spisestuestole til at spise ved. Dengang vi var to, spillede vi kort og skak ved bordet. Nu om stunder lagde jeg fra tid til anden kabale. Jeg var ikke synderlig begejstret for det, men sommetider så jeg ikke mine hænder, men min fars, når jeg blandede kortene og lagde dem op. Hans fingre var deforme, fordi de var vokset forkert sammen i hjemmelavede skinner, efter at en præst havde brækket dem en søndag aften, da han var dreng. Jeg elskede disse hænder, der aldrig havde gjort noget levende væsen fortræd. De blege ar og gigtplagede knoer var smukke, fordi de afspejlede hans mod og mindede mig om, at jeg aldrig måtte lade mig forbitre af de grusomheder, vi blev udsat for. Han led mere end mig, og dog elskede han livet og verden.

14

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 14

01-04-2014 11:38:55


Bordet og de fleste andre møbler var blevet bragt hertil med stort besvær, eller også var de blevet bygget hernede af dem, der var gået forud for mig. I seks år havde jeg ikke haft brug for to lænestole. Når jeg læste, sad jeg for det meste i den stol, der havde været min siden min ankomst. En gang imellem satte jeg mig imidlertid i fars stol, for bedre at kunne mindes ham, og for ikke at føle mig helt så ensom. I det andet værelse var der, ligesom i de to andre, to en halv meter til loftet. De tykke vægge, gulv og loft var af armeret beton, hvorigennem der sommetider trængte fjerne vibrationer, men aldrig identificerbare lyde, på nær den førnævnte musik. På hver side af den dørløse døråbning hang en hængekøje. Lærredet var nemt at rengøre, og mit tæppe var det eneste senge­ tøj, der skulle vaskes. Da far stadig var i live, lå vi vågne, enten i mørke eller skæret fra et stearinlys, og talte sammen i timevis, når vi ikke kunne sove. Vi talte om den smule af verden, vi havde set med egne øjne, om naturens vidundere, som vi kiggede på i bøger med farvefotografier, og om hvad det alt sammen mon betød. Måske var de blandt mine lykkeligste minder, selvom jeg havde så mange, der var lykkelige, at det var svært at fremhæve nogen frem for andre. På bagvæggen mellem hængekøjerne stod et køleskab. Engang havde fars far levet uden denne bekvemmelighed. Min far – der var autodidakt ligesom mig selv – lærte sig at blive en dygtig elektriker og hvidevarereparatør. Han skilte køleskabet ad, bar det ned fra den overjordiske verden, og samlede det igen. Til venstre for køleskabet stod et bord med en lille ovn, en kogeplade og en elkedel. Til højre var åbne hylder, der fungerede som spisekammer og køkkenskab. Jeg spiste godt og priste mig lykkelig over, at byen var et overflødighedshorn. Da fars far faldt over dette dybtliggende skjul, var der allerede

15

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 15

01-04-2014 11:38:55


indlagt elektricitet og sanitet i et beskedent omfang, selvom værelserne var umøblerede. Intet tydede på, at de nogensinde havde været beboet. Før far fandt mig ensom og på nippet til at blive slået ihjel, havde han og hans far forestillet sig mange mulige forklaringer på disse rum. Man kunne tro, at stedet måtte være et beskyttelsesrum, fordi det lå så langt under gadeplan, og under så mange tykke lag beton, at end ikke gentagne atomsprængninger kunne slå revner i det, og fordi man kom dertil via en så snørklet rute, at dødbringende stråling, der bevægede sig i lige linjer, ikke kunne finde vej dertil. Men når man skruede dækpladen af en hvilket som helst stikkontakt i væggen, afslørede et fabriksstempel navnet på et firma, som lukkede i 1933, længe før atomtruslen eksisterede. Desuden gav et beskyttelsesrum kun for to ingen mening i en millionby. Det tredje rum, et badeværelse, ligeledes helt igennem af beton, var ikke opført i forventning om, at byen og dens forsyningsselskaber ville blive blæst til atomer. Piedestalhåndvasken og løvefodsbadekarret havde begge to haner, om end det varme vand aldrig var mere end behageligt lunkent, hvilket antydede, at den varmtvandstank, som man tappede fra, måtte befinde sig et godt stykke derfra. Det gamle toilet var med højthængende cisterne og en kæde på siden til at skylle ud. Måske havde en af byens embedsmænd, der samtidig var en morderisk seksualforbryder, fået opført dette sted under et eller andet påskud med den hensigt senere hen at slette enhver henvisning til dets eksistens i byens arkiver, så han uforstyrret kunne tvinge kvinder med ned i sin private fangekælder for at torturere og myrde dem, mens den travle by ovenover hastede videre uden at ænse skrigene fra dybet. Men det virkede ikke synderlig sandsynligt, at en ingeniør i byens tekniske forvaltning eller en arkitekt, der tegnede kommu-

16

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 16

01-04-2014 11:38:55


nale forsyningsruter, skulle være umættelig seriemorder. Og da fars far i sin tid opdagede denne hyggelige hule, var der hverken grumme pletter eller andre tegn på drab på de glatte betonflader. Desuden var der intet som helst uhyggeligt eller ildevarslende ved stedet. For den, der lever oppe i det fri, kunne fraværet af vinduer og den nøgne beton muligvis lede tankerne hen på en fangekælder. Men det var en opfattelse, der byggede på, at ikke alene var deres måde at leve på vores overlegen, der var heller ikke noget reelt alternativ til den. Hver gang jeg forlod denne trygge havn, hvilket jeg gjorde af mange forskellige grunde, var mit liv i fare. Derfor havde jeg udviklet en ualmindelig skarp næse for at lugte fare. Her var ingen fare. Det var mit hjem. Jeg var, som jeg nævnte tidligere, tilhænger af en teori om et usynligt univers parallelt med vores. Hvis et sådant sted eksisterede, adskilt fra os af en membran, vi ikke var i stand til at registrere med vores fem sanser, måske membranen så på visse steder i dette kontinuum bulede rundt om små bidder af den anden virkelighed og foldede dem ind i vores. Og hvis begge universer i deres tilblivelse udsprang af den samme kærlighedskilde, yndede jeg tanken om, at hemmelige fristeder som dette blev stillet til rådighed, først og fremmest til dem, der, som jeg, uden selv at være skyld i det var udstødte, forhånede og forfulgte og havde desperat brug for husly og beskyttelse. Det var den eneste teori, jeg ønskede at indordne mig under. Jeg kunne ikke ændre, hvad jeg var, kunne ikke blive mere appetitlig for dem, der ville vige bort i afsky, kunne ikke leve en anden tilværelse end den, mit væsen havde dømt mig til at leve. Jeg fandt trøst i min teori. Hvis en mindre betryggende teori meldte sig, nægtede jeg at beskæftige mig med den. Der var så meget skønhed i mit liv, at jeg ikke ville løbe risikoen ved at gruble over en eller anden dyster tanke, der kunne forgifte mit sind og berøve mig min glæde.

17

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 17

01-04-2014 11:38:55


Jeg bevægede mig aldrig ud i det fri i dagslys, eller for den sags skyld i tusmørke. Med få og sjældne undtagelser begav jeg mig kun ud efter midnat, når de fleste sov, og andre var vågne, men drømte. Jeg kamuflerede mig med sorte løbesko, mørke jeans og en sort eller marineblå hættetrøje. Under jakken havde jeg bundet et tørklæde på en sådan måde, at jeg kunne trække det op til øjnene, hvis jeg skulle forbi en gyde – eller i sjældne tilfælde krydse en gade – hvor jeg risikerede at blive set. Tøjet fik jeg fra genbrugsbutikker, som jeg skaffede mig adgang til efter lukketid ad ruter, som rotterne ville kunne finde på at bruge, hvis de ellers var lige så listige og lydløse som mig. Det var sådan, jeg var klædt den nat i december, da mit liv blev forandret for bestandig. Et væsen som jeg kunne nemt komme til at tro, at store forandringer aldrig kunne være positive på lang sigt. Men fik jeg mulighed for at skrue tiden tilbage og tage en anden vej, ville jeg stadig gøre, som jeg gjorde dengang, uden at skele til følgerne.

4 Jeg kaldte ham far, fordi han havde været det tætteste på en far, jeg nogensinde havde haft. Han var ikke min rigtige far. Ifølge min mor elskede min rigtige far friheden mere, end han elskede hende. To uger før jeg blev født, skred han og kom aldrig tilbage – ud på havet, sagde hun, eller til en eller anden fjern jungle; en hvileløs mand, der rejste rundt for at finde sig selv, men endte med at fare vild. Den aften jeg blev født, regerede et voldsomt uvejr og rystede det lille hus, rystede skoven, rystede endda, ifølge hende, bjerget for hvis fod skoven lå. Blæsten føg hen over taget, ruskede i

18

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 18

01-04-2014 11:38:55


vinduerne og raslede med døren, som om den var fast besluttet på at trænge ind på det sted, hvor jeg var i færd med at blive født. Da jeg kom til verden, flygtede jordemoderens 20-årige datter ud af soveværelset, skræmt fra vid og sans. Hulkende søgte hun tilflugt i køkkenet. Da jordemoderen prøvede at kvæle mig i tæppet, trak min mor, skønt afkræftet efter en hård fødsel, en pistol i en skuffe i sengebordet og reddede mig med en trussel fra at blive myrdet. Senere i morgenstilheden var alle fuglene forsvundet, som om de var blevet blæst ud af træerne og fejet sammen ved kontinentets yderste kant. Der gik tre døgn, før de kom tilbage: Først kom spurvene og svalerne, så kragerne og vågerne, og til allersidst uglerne. Jordemoderen og hendes datter røbede ikke hemmeligheden om min eksistens, enten fordi de var bange for at blive anklaget for drabsforsøg, eller fordi den eneste måde, hvorpå de kunne sove trygt om natten, var, hvis de glemte, at jeg var til. De fortalte, at jeg havde været dødfødt, og min mor bekræftede deres forklaring. Jeg boede otte år på bjerget og sov lige så ofte udenfor som inde i det lille hyggelige hus for enden af det blinde og smalle hjulspor. I al den tid, lige indtil den eftermiddag jeg tog derfra, så jeg ikke andre mennesker end min kære mor. Med tiden begyndte jeg at bevæge mig frit omkring i skoven under trækronernes hvælvinger, og det i en alder, hvor de fleste børn ikke ville få lov til at løbe rundt på egen hånd. Men jeg var ualmindelig stærk med en nærmest synsk intuition og en form for slægtsskab med naturen, som om jeg havde træernes saft og dyrenes blod i mine gener, og desuden slappede min mor mere af, når jeg ikke var hjemme i huset. Til sidst endte jeg med at kende den skyggefulde skov i dagtimerne og den måneskinsoplyste skov om natten lige så godt som mit eget ansigt i spejlet. Jeg kendte rådyrene, egernerne, de mangfoldige fuglearter,

19

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 19

01-04-2014 11:38:55


ulvene der dukkede frem fra – og forsvandt under – bregnernes yndefulde blade. Mit lokalmiljø var befolket af fjer- og pelsklædte væsner, der bevægede sig omkring ved hjælp af vinger eller fire rappe fødder. På de træfyldte strækninger og på de engområder, de omgav, og en sjælden gang imellem også i vores have, så jeg lysningerne og tågerne, som jeg med tiden kom til at kalde dem. Jeg vidste ikke, hvad de var for noget, men jeg behøvede ikke at spørge for at vide, at min kære mor aldrig havde set dem, for hun havde aldrig fortalt om dem. Jeg nævnte dem aldrig for hende, fordi jeg vidste, at det ville gøre hende urolig at høre om dem og endnu mere bekymret for mig, end hun var i forvejen. Senere skulle jeg også komme til at se lysninger og tåger i byen. Og efterhånden kom jeg til at forstå, hvad de var, som jeg nok skal forklare senere. Under alle omstændigheder var jeg lykkelig dengang. Til en vis udstrækning har jeg altid været lykkelig. For mig var skoven ikke en vildmark, men fungerede derimod som min private have, et beroligende sted trods sin enorme størrelse, og uendelig gådefuld. Jo mere velkendt et sted bliver, desto mere gådefuldt bliver det også, hvis man er opmærksom på tingenes inderste sandhed. For mig har det været gældende hele livet. Kort efter min otteårs fødselsdag ville min mor ikke længere have mig boende i huset. Hun kunne ikke sove i mit nærvær. Hun mistede appetitten og led derfor af vægttab. Hun ville heller ikke have mig i nærheden ude i skoven, dels fordi tanken om, at jeg følte mig hjemme derude, var en påmindelse om, at hun ikke var velkommen på samme måde som mig, og dels på grund af jægeren. Derfor kunne jeg ikke blive. Jeg bebrejdede hende ikke. Jeg elskede hende. Hun anstrengte sig virkelig for at elske mig, og til dels lykkedes det også for hende. Men jeg var en ganske særlig belastning. Selvom jeg altid er glad – eller i det mindste ikke ulykkelig –

20

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 20

01-04-2014 11:38:55


gjorde jeg hende ubeskrivelig trist. Og sørgmodigheden tog lige så stille livet af hende.

5 Mere end 18 år senere i denne velkendte og dog så gådefulde by indtraf den december, der forandrede mit liv. Da jeg gik ud den nat med en rygsæk over skulderen, fordi jeg havde planer om at fylde lidt op i spisekammeret, medbragte jeg et par små LED-lommelygter, den ene i hånden, den anden hægtet i bæltet, hvis nu den første skulle svigte. Ruten fra mine ­gemakker til storbyen over mig lå for størstepartens vedkommende hen i mørke, akkurat ligesom så mange andre passager i denne verden, hvad enten underjordiske eller ej, hvad enten af beton eller ej. Fra hængekøjeværelset førte en halvanden meter bred og tre meter lang gang, der tilsyneladende endte i en bar væg. Jeg rakte højt op i øverste højre hjørne, stak pegefingeren i det hul, der var den eneste afvigelse på den glatte væg, og trykkede på den skjulte knap, der udløste klinken. Den 30 centimeter tykke dør drejede lydløst på et par skjulte dobbelte kuglelejehængsler cirka 30 centimeter fra den venstre kant. Det gav en åbning på lidt over en meters bredde. Da jeg trådte over dørtrinet, svingede den tunge dør i og faldt i hak bag mig. Selv uden lys kunne jeg finde vej her: to en halv meter lige frem, et blødt venstresving og så tre en halv meter til en snedigt skjult jalousilem. Set ude fra lignede lemmen blot en lamelrist for enden af en stor ventilationsskakt. Jeg lyttede i mørket, men der sivede ikke andet end stilhed og en svag, kølig brise ind mellem lamellerne, som om en snemands åndepust var blevet bragt til live af kærlighed og magi.

21

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 21

01-04-2014 11:38:55


Lugten af fugtig beton og den hvide kalk, der gennem årene var vasket ud af murene, hang i luften. I denne sektion af byens underverden har jeg aldrig lugtet rotter i forrådnelse eller den ildelugtende svamp og mug, der sommetider trivedes andre steder. Ligesom den skjulte betondør havde jalousilemmen en hemmelig låsemekanisme. Den smækkede automatisk i bag mig. Jeg tændte lommelygten, og en regnvandskloak voksede ud af mørket, som om lyskeglen skar den ud af grundfjeldet. Den mægtige, cylindriske kloakledning virkede stor nok til at forhindre en gentagelse af syndfloden. Fra tid til anden kørte kloakarbejdere gennem hovedledninger som denne i små elbiler på størrelse med en lille pickuptruck. Lige nu og her var jeg imidlertid alene. I årenes løb havde jeg kun sjældent set sådanne arbejdssjak på afstand, og endnu sjældnere havde jeg været nødt til at flygte for at undgå at blive set. Det var næsten, som om ensomheden hvilede over mig som en forbandelse. Når jeg bevægede mig omkring over eller under jorden, vendte folk som regel ryggen til mig, og jeg til dem, sekundet før de ellers ville have fået øje på mig. Ellers ville jeg være blevet myrdet for længst. Det seneste større regnvejr havde været sidst i oktober. Tunnelen borede sig ind i knasende tørhed, og strøet rundtomkring lå de småting – plasticposer, tomme øl- og sodavandsdåser, fastfoodemballage, kopper fra Starbucks, en strikhandske, en babysko, et glitrende stofstykke med pailletter – der var forliset, da de sidste våde dråber var sivet bort. Det var ikke en overvældende mængde vraggods. Jeg kunne være gået flere kilometer uden at træde på noget. Men en lille meter over gulvet var der imidlertid i begge sider af tunnelen en løbegang, hvor de strømmende vandmasser kun sjældent aflejrede deres vraggods. Med mellemrum kom jeg forbi andre jalousidækkener, der ikke var andet, end de gav sig ud for, og stiger med jerntrin, der

22

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 22

01-04-2014 11:38:55


førte op til mandehulsdæksler, og åbninger ind til mindre sidetunneler, der mundede ud her i hovedledningen. I denne underjordiske labyrint var rørledninger med flere år på bagen end denne opført af enten mursten eller sten, eller af betonblokke. De havde mere charme over sig end de mere nyanlagte ledninger, for de var bygget af murere, der samtidig var stolte håndværkere. Rygtet ville vide, at et af murersjakkene havde været i sold hos en af denne fjerne fortids forbryderbosser og havde muret adskillige af hans fjender inde, nogle døde, men andre mens de stadig var i live. Jeg havde aldrig set et af de små kors, der efter sigende var ridset ind i murstenene for at markere disse gravkamre, ligesom jeg ikke havde set skeletfingre stikke ud af huller i mørtlen i fugerne mellem stenene som søgende, men nu for længst forstenede og blege rødder. Måske var den slags fortællinger usande, måske var det bare vandrehistorier, selvom jeg kun alt for godt vidste, hvor umenneskelig menneskeheden kunne være. Halvvejs til det første store kryds mellem to hovedledninger fik jeg øje på en velkendt og lysende, sølvhvid dis, en af tågerne. Den tætte strømning svømmede mig i møde som en selvlysende ål. Som altid var jeg interesseret i dette fænomen og det andet, jeg kaldte for lysninger, og jeg standsede op for at betragte den. Erfaringsmæssigt havde jeg ikke noget at være bange for, selvom jeg skal indrømme, at jeg følte mig en smule utryg. I modsætning til en ægte tågearm eller en dampfane fra en ventil var dette syn ikke udvisket i kanterne eller skiftede form alt efter luftstrømningernes lune. I stedet slangede det cirka to en halv meter lange og 30 centimeter tykke væsen sig denne vej, og da det var ud for mig, standsede det op og rejste sig et kort øjeblik op midt i tunnelen som en kobra, der dansede til slange­ tæmmerens toner. Derefter lagde det sig ned i vandret stilling igen og svømmede bort som et sølvskinnende skær, indtil det til sidst helt forsvandt. Jeg havde set tåger og lysninger hele livet. Jeg håbede, at jeg

23

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 23

01-04-2014 11:38:55


en dag ville få fuld vished om, hvad de var, og hvad meningen var med dem, selvom jeg frygtede, at jeg aldrig ville blive helt sikker i min sag. Eller at der i givet fald ville vise sig at være en høj pris at betale for denne viden.

6 „Du er for høj en pris at betale,“ erklærede min mor den eftermiddag, hun sendte mig væk. „Jeg har levet efter mine egne regler, og jeg forventede, at der ville være omkostninger ved det, men ikke dette. Ikke dig.“ Hun havde altid været smuk som en hvilken som helst kvinde i bladene, som en hvilken som helst af de tv-stjerner, der får millioner til at dåne, men på det seneste havde hun set tynd og forpint ud. Selv den åbenlyse træthed og de mørke skygger, der lå som falmede blå mærker om øjnene, tog ikke noget fra hendes udseende. Tværtimod antydede det ligefrem, at hun var hjertevarm og knuget af en grusom sorg, som om hendes smerte var smuk ligesom en martyrs smerte, hvilket bare gjorde hendes ansigt endnu smukkere, end det ellers ville have været. Hun sad ved spisebordet i køkkenet med de skinnende kromben og den røde laminatplade. Tæt på hendes hånd stod hendes piller og hendes whisky, der ifølge hende selv bare var endnu en slags medicin. Hvis man spurgte mig, var whiskyen hendes bedste medicin, for i værste fald gjorde den hende trist, mens den andre gange fik hende til at le eller bare lægge sig ned og falde i søvn. Pillerne derimod, og det pulver, hun sommetider sniffede, fik uforudsigelige humørspring frem hos hende, hvor hun græd en masse eller rasede og kastede rundt med ting, eller gjorde sig selv fortræd med vilje.

24

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 24

01-04-2014 11:38:55


Hendes yndefulde hænder forvandlede alt, hvad de rørte ved, til elegante genstande: Det helt almindelige whiskyglas glimtede som slebet krystal, da hun kørte fingerspidsen rundt og rundt om den whiskyvåde kant, den slanke cigaret blev til en tryllestav, hvorfra røgen steg til vejrs, som om den var et tegn på opfyldte ønsker. Hun havde ikke budt mig en stol, så derfor stod jeg over for hende med bordet imellem os. Jeg gjorde ikke noget forsøg på at nærme mig hende. Engang havde hun sommetider holdt om mig. Men som tiden gik, kunne hun ikke udholde mere end nogle få, enkelte berøringer som at stryge håret væk fra min pande eller lægge sin hånd på min et kort øjeblik. De seneste par måneder havde selv flygtige berøringer været for meget for hende. Jeg forstod godt den smerte, jeg forvoldte hende, fordi alene synet af mig var et slag i ansigtet på hende, og derfor gjorde det også ondt på mig. Hun kunne have valgt at få en abort, men det havde hun ikke gjort. Hun havde valgt at få mig. Og da hun så, hvad hun havde sat i verden … selv da forsvarede hun mig imod jordemoderen, der ville have kvalt mig. Jeg kunne ikke gøre andet end at elske hende og håbe på, at hun kunne elske en skabning som mig. Uden for vinduet bag hende var oktoberhimlen mørk og grå. Efteråret havde ribbet en gammel ahorn for størstedelen af dens løv, men i de springende vindstød skælvede de resterende blade som brune rotter på nippet til at kaste sig ud i flyvningens kunst. Det var ikke en dag at rejse hjemmefra på eller en verden at være alene i. Hun havde givet mig besked om at tage min hættejakke på, og det havde jeg gjort. Hun havde pakket en rygsæk til mig med proviant og en førstehjælpskasse, og den havde jeg taget på ­r yggen. Nu pegede mor på et seddelbundt på bordet. „Tag dem – ikke at de vil hjælpe dig alverden. De er stjålet, men det er ikke dig,

25

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 25

01-04-2014 11:38:55


der har stjålet dem. Her i familien er det kun mig, der stjæler. For dig er de blot en gave.“ Jeg vidste, at hun aldrig manglede penge. Jeg tog gaven og proppede den i en bukselomme. Nu begyndte tårerne, der havde samlet sig i hendes øjne, at løbe, men der kom ikke en eneste ulykkelig lyd fra hende. Jeg fornemmede, at hun havde øvet sig på denne scene mange gange og var fast besluttet på at spille den til ende, uden at give mig en chance for at improvisere det mindste. Mine øjne løb i vand, og jeg forsøgte at give udtryk for min kærlighed til hende og for, hvor ked af det jeg var over at volde hende så megen sorg, men de få ord, der undslap mig, var fordrejede og ynkelige. Af en kun otteårig dreng at være var jeg fysisk og følelsesmæssigt stærk, og livsklog, men dog kun et barn, i hvert fald i kronologisk forstand. Hun slukkede cigaretten i askebægeret og fugtede fingrene på begge hænder med kondensen på whiskyglasset. Så lukkede hun øjnene, trykkede fingerspidserne mod øjenlågene og tog nogle få, dybe indåndinger. Mit hjerte svulmede og trykkede imod brystbenet og ribbenene og rygraden, så man skulle tro, det ville blive punkteret. „Lev om natten, hvis du overhovedet kan holde dig i live,“ sagde hun til mig, da hun atter så på mig. „Slå hætten op. Duk hovedet. Skjul ansigtet. En maske tiltrækker for meget opmærksomhed, men en bandage kan måske godt fungere. Og frem for alt må du aldrig, aldrig nogensinde lade dem se dine øjne. Dine øjne vil afsløre dig på et splitsekund.“ „Jeg skal nok klare mig,“ beroligede jeg hende. „Nej, du skal ej,“ sagde hun spidst. „Og det skal du ikke bilde dig selv ind.“ Jeg nikkede. Så drak hun det halve af whiskyen i én slurk og sagde: „Jeg ville ikke sende dig bort, hvis det ikke var for jægeren.“ Jægeren havde set mig i skoven samme morgen. Jeg var løbet,

26

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 26

01-04-2014 11:38:55


og han havde sat efter mig. Han skød flere gange og ramte mig næsten. „Han kommer tilbage,“ sagde mor. „Han kommer tilbage gang på gang på gang, indtil han finder dig. Han vil blive med at jage dig, til du er død. Og så bliver jeg trukket ind i det. Så vil de have alt muligt at vide, alt hvad der overhovedet er at vide om mig, og det kan jeg fandme ikke holde til.“ „Undskyld,“ sagde jeg. „Det er jeg virkelig ked af.“ Hun rystede på hovedet. Om hun mente, at der ikke var noget at undskylde for, eller at en undskyldning var utilstrækkelig, skal jeg ikke kunne sige. Hun rakte ud efter sine cigaretter og rystede en ud af pakken. Jeg havde allerede et par strikhandsker på, fordi mine hænder også kunne afsløre mig. Jeg trak hætten op over hovedet og gik hen til døren. Idet jeg tog i håndtaget, hørte jeg mor sige: „Jeg løj, Addison.“ Jeg vendte mig om og så på hende. Hendes elegante hænder rystede så meget, at hun ikke kunne ramme cigaretspidsen med engangslighterens flamme. Hun gav slip på lighteren og smed cigaretten fra sig. „Jeg løj, da jeg sagde, at jeg ikke ville sende dig bort, hvis det ikke var for jægeren. Jeg ville sende dig bort ligegyldigt hvad, jæger eller ej. Jeg kan ikke holde det ud. Ikke længere. Jeg er en egoistisk møgkælling.“ „Vel er du ej,“ sagde jeg og tog et skridt hen mod hende. „Du er bare bange. Ikke bare bange for mig, men … for så mange ting.“ Så var hun pludselig smuk på en anden måde, som en hedensk uvejrsgudinde, sitrende af kraft og fyldt med vrede. „Du skal bare holde din kæft, knægt, og tro på, hvad jeg siger. Jeg er egoistisk og forfængelig og grådig og det, der er værre, og jeg kan lide at være sådan. Jeg trives med at være den, jeg er.“ „Du er slet ikke sådan, du er …“ „Klap så i for fanden, du skal bare HOLDE DIN KÆFT! Du ken-

27

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 27

01-04-2014 11:38:55


der mig ikke bedre, end jeg kender mig selv. Jeg er, hvad jeg er, og der er ikke noget at komme efter for dig her, det har der aldrig været, og det kommer der heller aldrig til at være. Du skal bare rejse langt væk og leve, som du bedst kan, i en eller anden skov eller noget, og du skal ikke så meget som tænke på at vende tilbage hertil, for der er ikke noget at komme efter, det er kun døden, der venter på dig her. Og skrid så med dig!“ Hun kastede whiskyglasset efter mig, men jeg er sikker på, at hun ikke prøvede på at ramme mig. Hun ramte et godt stykke ved siden af, og glasset knustes mod køleskabet. Hvert sekund, jeg blev, var endnu et åbent sår for hende. Jeg kunne hverken sige eller gøre noget for at hjælpe hende. Livet er hårdt i en verden, der er kørt af sporet. Jeg græd mere ulykkeligt, end jeg nogensinde havde grædt – eller nogensinde ville komme til – da jeg uden at se mig tilbage forlod huset. Jeg sørgede, skønt hverken over mig selv eller mine dystre udsigter. Jeg sørgede over hende, fordi jeg vidste, at hun ikke hadede mig, at hun ikke hadede andre end sig selv. Hun foragtede ikke sig selv, fordi hun havde sat mig i verden den dag for mere end otte år siden, men for at sende mig ud i den nu. Bag den overskyede himmel gik dagen på hæld. Skyerne, der tidligere havde været glatte og grå, var nu overalt ru og forrevne og visse steder sorte som støbejern. På vej gennem haven fik blæsten de visne blade til at danse om mine fødder som små totemdyr rundt om en heks. Overbevist om at jægeren ikke var der, begav jeg mig ind i skoven. Hans rædsel havde været større end hans raseri – han ville ikke være blevet her, nu hvor natten trængte sig på, men ville vende tilbage med det klare morgengry. Lige så snart jeg var sikker på, at skyggerne skjulte mig, lænede jeg mig op ad et træ. Jeg ventede, indtil jeg ikke havde flere tårer, indtil jeg igen så klart. Det skulle være sidste gang, jeg så det hus, jeg var født og op-

28

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 28

01-04-2014 11:38:56


vokset i. Jeg ville se tusmørket fortætte til mørke rundt om disse mure, ville se lampeskæret blusse i vinduerne. De dage, hvor mor havde været mest påvirket af synet af mig, havde jeg strejfet omkring i skoven indtil mørkets frembrud og havde enten sovet i haven eller – på kolde nætter – i en ganske behagelig sovepose i den faldefærdige garage, der stod lidt væk fra huset. Hun stillede altid en lille madkurv til mig på forsædet i sin Ford, og når jeg var bortvist, spiste jeg min aftensmad i skumringen, mens jeg sad på afstand og kiggede på huset, fordi jeg blev så glad over at se det varme, indbydende lys blusse i vinduerne og vide, at hun i mit fravær fik lidt ro. Da den sorte, stjerneløse aften lagde sig som en kappe over det lille hus, og vinden døde ud sammen med det sidste dagslys, og stilheden sænkede sig over skoven, kom der igen lys i vinduerne. De oplyste ruder vækkede hver gang i mig en fyldestgørende følelse af tryghed. Dette lys var imidlertid ikke helt så gyldent og bevægende set indefra, som når man så det udefra. Jeg skulle være gået der, skulle have fulgt det smalle hjulspor helt ud til landevejen, men jeg tøvede. Først håbede jeg på at se hende gå forbi et vindue og således få et sidste glimt af den kvinde, som jeg kunne takke for livet. Da der var gået en time, og så to, indrømmede jeg over for mig selv, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle gå hen, og at jeg her i skovbrynet var langt mere fortabt, end jeg nogensinde havde været langt dybere inde i den vilde skov. Hængslernes diskrete knirken lød i stilheden, da hoveddøren gik op, og min mor trådte ud på verandaen og stod i silhuet med lyset bag sig. Jeg tænkte, at hun måske ville kalde på mig i håb om, at jeg stadig var et sted i nærheden, at hun måske ville sige, at hun elskede mig mere, end hun frygtede mig, og at hun var kommet i tvivl om det rigtige i at sende mig bort. Men så fik jeg øje på det oversavede jagtgevær. Det tunge gevær med pistolgreb og pumpeladning var altid ladt, i fald der kom uønskede gæster – hun kaldte jagtgeværet for sin livsforsikring.

29

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 29

01-04-2014 11:38:56


Hun holdt det ikke henslængt i én hånd, men skudklart i begge hænder med mundingen pegende op mod verandaloftet, mens hun spejdede ud i aftenmørket. Jeg gik ud fra, at hun havde mig mistænkt for at luske rundt udenfor, og at hun med denne gestus forsøgte at overbevise mig om, at jeg endegyldigt var blevet smidt ud hjemmefra. Jeg skammede mig over ikke straks at have efterkommet hendes ønske. Men da hun forsvandt ind i huset igen og lukkede døren, blev jeg alligevel hængende i skovbrynet, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at begive mig af sted. Der gik nok en halv time, før geværet bragede. Selvom husets mure dæmpede braget, rungede det højt i bjergets stilhed. Først troede jeg, at nogen havde tvunget sig vej ind ad bagdøren eller gennem et vindue, som jeg ikke kunne se derfra, hvor jeg befandt mig, for mor talte ofte om fjender og om sin beslutning om at bo, hvor de aldrig ville kunne finde hende. Jeg løb gennem skovbrynet og ud i haven og halvvejs op til huset, før det gik op for mig, at der ikke var nogen fremmed, der lå såret eller død derinde, at der ikke var andre fjender end hendes værste – hende selv. Hvis min død kunne have vækket hende til live igen, ville jeg være faldet død om lige dér i haven. Jeg tænkte, at jeg burde gå indenfor. Måske var hun kun såret og havde brug for hjælp. Men jeg gik ikke ind i huset igen. Jeg kendte min mor. Når noget var vigtigt for hende, lagde hun krop og sjæl i det og gjorde det, hun havde sat sig for. Hun lavede aldrig fejl eller gjorde noget halvhjertet. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod dér i mørket og stilheden efter skuddet. Først senere opdagede jeg, at jeg lå på knæ. Jeg husker ikke, at jeg gik derfra. Jeg opfattede først, at jeg gik i det smalle hjulspor, lige inden jeg kom ud på den asfalterede landevej.

30

Koontz - De uskyldige (638-3231-1) - 336 sider - 140x220 - Hft.indb 30

01-04-2014 11:38:56


Dean Koontz, De uskyldige , (læseprøve)