Issuu on Google+

90mm

158mm

ligt. Han har et erotisk forhold til nabokonen; han bliver overfaldet af fire unge piger, som vil omskære ham; han sender sine lærere uden for døren; han rådgiver folk i kærlighedsspørgsmål i en brevkasse; han grubler over, hvem der terroriserer byen med brevbomber, og han ønsker mere end noget andet at redde forældrenes ægteskab. Men samtidig er han brødrene Jan Kjærstad debuterede med novellesamlingen Kloden drejer stille rundt i 1980. Han har udgivet adskillige anmelderroste og prisbelønnede romaner og essays. I Danmark opnåede han et meget stort publikum med trilogien om Jonas Wergeland, Forføreren, Erobreren og Opdageren, for hvilken han modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1999.

Walker, som vandrer omkring i byen med et skærpet blik og en bog om havet i rygsækken, mens han tegner hænder og stiller tilfældige folk det samme spørgsmål. Odd Marius Walker ser muligheder, som måske ingen andre har set, men da han mange år senere skal lede Norge gennem den værste krise i landets historie, er ungdommens indsigter borte.

JAN KJÆRSTAD JEG ER BRØDRENE WALKER

Foto: © Hæge Håtveit Moe

ODD MARIUS WALKER ER 15 ÅR, og ingenting er længere umu-

38MM

SAMLEREN Omslag: Marius Renberg og Imperiet

158mm

90mm

JAN KJÆRSTAD JEG ER BRØDRENE WALKER ROMAN SAMLEREN

„… umådelig spændstigt, inciterende, frækt, begavet og helt enormt skægt …“ B JØRN B REDAL , P OLITIKEN


En mand sidder på taget af et højhus, nøgen i regnen. Det er nat og tropisk varmt. Om nogle timer skal han stå foran et hav af mikrofoner. Han manøvrerer forsigtigt ud mod kanten af taget. Der er mere end tres meter ned til jorden. Han tænker: Ingen vil tro, at jeg, en nøgen mand på et tag, er den eneste, der kan redde landet. Men jeg har engang været brødrene Walker.


F ør STe HÆFT e

eFTerÅreT 1983


Jeg er brødrene Walker, og jeg Ved, at der vil ske et eller andet. Menneskene omkring mig skifter form. Omgivelserne. Jeg er fjorten år og har et forhold til fru Haram. Ingenting er længere umuligt. Jeg er i besiddelse af W-potensen. Og alligevel aner jeg ikke, hvor det her vil føre hen. Jeg begynder bare der, hvor blyanten vil begynde. Med Mia. eller med optakten til Mia. dejlige smukke djævfrække sexede uopnåelige Mia. Jeg ville begynde med Slottsplassen, men spidsen af blyanten er allerede i gang med den september-mandag, hvor jeg blev strejfet af en bombe. det var på Skovveien, for foden af bakken op mod kirken. I skyggen af den høje grønne bygning i - (en speciel stil, spørg mor). Vi skulle møde sent, og jeg kom gående hen mod skolen fra en uvant retning. Jeg har altid godt kunnet lide den stump gade. de høje hestekastanjer. rester af en skov. da jeg var lille og gik her om efteråret, var jeg altid bange for faldende frugter, måske på samme måde som folk frygter istapper om vinteren. eller meteoritter. Jeg så for mig, hvordan en af de grønne klumper ville ramme mig så hårdt, at den blev stående i hovedbunden, næsten ligesom de piggede jernkugler ridderne sloges med. det er aldrig sket, men den dag susede en frugt lige forbi mit ansigt, et grønt takket lyn, og SMÆldede ned i asfalten, så det gav et sæt i mig af - (ikke skræk, ikke overraskelse). Samtidig revnede kapslen med et knæk, et knæk der tilsyneladende forplantede sig til skallen + ligesom rOkkede tankerne ud af kurs. bagefter har jeg tænkt, at det var en form for gennembrud (≈ fyren der sad under æbletræet). noget prikkede hul på en hinde, og selv om det stadig er uforståeligt, så jeg pludselig klart, at jeg var nødt til at begynde at bruge de nye — den grønne kugle på asfalten. Med en stor sprække i. (Simon ville have tænkt på kusser.) Jeg samlede den op + tog frøet, eller kastanjen, ud af skallen. der var TO kastanjer. lidt sjældent. Jeg tænkte: et godt tegn. Jeg polerede dem på mine bukser, til de fik en palladio glans. ligesom mahogni. en form for spejl: Jeg, indtil nu en grønskolling, så 9


ind i min mahognimulighed. Jeg ved ikke, om det havde noget at gøre med de glatte glødende nødder, men lige bagefter gled et ord op fra dybet: kardInalSPørgSMÅl. det er sket flere gange her på det sidste: ord, jeg ikke ved hvad betyder, kommer susende op fra en slags spalte inden i mig. Hvor kom det fra? kar-di-nal-spørgs-mål? næsten et bob-ord. ganske vist var Uranienborg kirke foran mig, men det kunne umuligt være grunden. Jeg har aldrig været interesseret i ord og ords betydninger. kardinalspørgsmål. Jeg gik nærmest og driblede med ordet, da jeg fik øje på Mia. eller rettere sagt: !!Mia!! For straks mærkede jeg en kildrende sugen i mellemgulvet. Som om jeg gled ned i et hul. Mia fra parallelklassen. Mia med bb-øjnene. Hun skulle blive ved med at gå på skolen. Heldigvis. (desværre?) en eller anden havde sagt, at hun var flyttet, i den weekend. Men der stod hun, lige ottomansk lækker uhyggeligt tiltrækkende. Ma-ma-magnetiske Mia. Jeg var nødt til at finde på et eller andet, men jeg kunne ikke finde på noget. Hjernen var ligesom kogt blomkål. det eneste, der svømmede gennem lammelsen, var ordet kardinalspørgsmål. Som om Mia og kardinalspørgsmål var — Hendes skrå øjne strejfede mig lige akkurat. Svish. Som noget PIggeT forbi mit ansigt. Jeg har altid tænkt, at Mia har kastanjefarvede øjne. endda, i korte øjeblikke, et farligt rødligt skær. Ma-ma-ma-hogni-Mia. ren luksus. Vi var lige begyndt at have fransk, og allerede den første uge fik jeg refereret en episode fra parallelklassen. en fyr, der stammede lidt, ville være sjov i en fransktime og vendte sig om mod Mia og sagde: Hallo, mama-mademoiselle Mia? det gik drengene rundt og kaldte hende nu. Mama-mademoiselle Mia. egentlig udtrykte det noget sandt. Man kunne kun nærme sig hende på den måde, stammende. Ma-ma-mavepinefremkaldende Mia. Propfuld af ch’i. Især sådan, lænet op ad væggen lige ved døren ind til klubben. Jeg var noteret, men hun kiggede babylonisk den anden vej. Jeg har aldrig snakket rigtigt med hende, selv om jeg har prøvet. Men lige den dag. en besynderlig impuls. et eller andet havde prikket hul på 10


en hinde. Jeg var brødrene Walker, for fanden. Jeg måtte kunne tale til hende. Mia, jeg elsker dig. Selv om hun så ud, som om hun allerede gik i gymnasiet. det ville være den naturligste ting i verden at sige et eller andet. når man forgudede nogen. når jeg vidste, at vi dannede et perfekt basepar (≈ Watson). Jeg sagde Hej + Venter du på nogen? Hun mumlede et eller andet, umuligt at høre hvad. Jeg troede, du skulle begynde på Ila, sagde jeg. Modet. Pludselig var det der bare. Jeg havde en anelse om, at det skyldtes Tuvalu-hændelsen. den der ukendte — Jeg var nødt til at blive her, nar! er du ked af det! Husk om mor: Hendes Mikado-talent. Jeg sagde et eller andet, eller jeg stammede et eller andet, ordene kom hulter til bulter, om, at jeg havde fundet to kastanjer i den samme skal. Jeg kunne straks høre, hvor håbløst det lød — (mal-et eller andet). Vi var for længst vokset fra den slags ting. Mia drejede hovedet om mod mig. Jeg har en mistanke om, at hun ikke engang ved, hvad jeg hedder. bb-øjnene. et kort blik. et stik. Sådan er det hver gang. Som om hun skyder med små, næsten usynlige pile af den slags, de indfødte i (kan ikke huske det) bruger. Cirka tre hårstrå lagde sig diagonalt og vildt betagende over hendes ansigt. det varede et halvt år, før hun ligesom i distraktion løftede dem væk. dejlige dampende drillende dragende dødpæne Mia. Hun kiggede på mig, som om hun ikke kunne tro, at jeg blev ved med at tale til hende. Som om jeg burde mases. Sådan som vi masede de grønne kastanjefrugter under skoene. Jamen, hvor SPÆndende, sagde hun, og med påtaget barnlig stemme. Jeg HÅÅÅber virkelig, du har taget de søde kastanjer med til mig. Jeg elSker kastanjer!! Hun lavede trutmund. Samtidig kiggede hun på mit skridt, ugenert. På pungen. Jeg blev forlegen. nervøs. Hendes ansigt, hendes yppige fugtige kyssemodne! uimodståelige læber trak i mig, så jeg var lige ved at gå i knæ. Jeg havde mest af alt lyst til at knæle og skråle Ææælisåån, I know this world is killing you! Ææælisåån, my aim is true!! 11


Jeg ledte efter noget mere at sige. kan du godt lide fransk? spurgte jeg. Ma-ma-mademoiselle Mia, tænkte jeg. Overvejede jeg de-formen? Hvad synes de om at have fransk? Måske skulle jeg have brugt de-formen. Hun blev rasende. lad være med at plage mig, du klISTrer! hvæsede hun. Hun kom hen mod mig, noget farligt i blikket, et rødligt skær i kastanjeøjnene. Hun standsede lige foran mig. Jeg var så paraly ængstelig, at jeg glemte at snuse ind. Jeg ved ikke, hvad jeg ventede. et bid? Så slog hun hænderne sammen, hårdt, foran mit ansigt. det gav et endnu større sæt i mig, end hvis det havde været en lussing. det var, som om nogen slog to symbellcymbler mod hinanden lige foran ansigtet på mig. eller mod hvert øre. Totalt naja. der var noget tegneserieagtigt ved hele situationen. Jeg var et ækelt insekt, hun ville knuse. Hun ville have mig til at forsvinde, simpelthen fordufte. Jeg mærkede, hvordan jeg krympede. Sandt. Jeg blev lille bitte. Ma-ma-magikeren Mia. af en eller anden grund gjorde hendes hånlige udtryk ikke så voldsomt indtryk på mig som før. Som dengang før sommerferien da hun rakte tunge ad mig, og jeg så hendes tungespids for mig i otte uger. Jeg håber, Mia får bilharzia. Vi havde gamle Hellas i første time. Han brummede løs med sine historier, znakznakznak. Jeg sad ved bordet med ordet kardinalspørgsmål + synet af Mia i hovedet og vidste, at mit liv var ved at blive — (omkalfaset eller noget i den retning). Jeg havde en forestilling om, at — Jeg og Mia. Odd Marius + Mia. Ville blive sandt. det var det, der skete den dag. Jeg aflagde en ed. Om aftenen spurgte jeg far, om han havde hørt udtrykket kardinalspørgsmål. det blev sjældent brugt, sagde han. Folk talte langt oftere om kardinalpunkter. Men kardinal kom af ordet for dørhængsel, sagde han, det en dør svingede på. det fik mig til at forstå, at man burde lede efter den slags spørgsmål, at man måske endda burde gøre sig babyloniske anstrengelser for at finde de spørgsmål, der kunne få store tunge, rustne døre til at glide op. det var en mærkedag. noget har drejet på sin akse og åbnet sig på klem, så jeg har fået et glimt ind i et rum med — (???) Må skrive mere en anden dag. Spidse blyanten igen. 12


Far. Jeg har mange fædre. en der står med ryggen til. en der skriver på maskine. en der forsvinder mandag aften. en der laver al maden, undtagen i weekenden. en der kører i verdens mest idiotiske bil. en der drikker. en der lytter til jazz. en der går til universitetet. en der beskytter sig i en lænestol (≈ eremitkrebsen og sneglehuset). Jeg er vokset op med lyden af kirkeklokker og brandbilsirener. det er fars skyld, at vi bor her, hvor vi bor. Vi bor i eilert Sundts gate, men da ejendommen ligger i krydset ved Jørgen Moes gate, siger jeg helst, at jeg bor i Jørgen Moes gate. det får far til at smile. det fortæller meget om dig, siger han. Vi boede også i kvarteret her før. det kan jeg ikke huske noget om. Men jeg har opsnappet, at mor ikke kunne holde ud at bo i en lejlighed, hvor alle vinduerne var sømmet til. Hun ville flytte til et af de store træhuse i Holtegata. Mor kan godt lide træhuse. Men far nægtede. det kan brÆnde, sagde han. Men der ligger jo en brandstation lige ved siden af, sagde mor, sikkert for sjov. den kan der vel også gå ild i, sagde han, sikkert for alvor. Far er ikke nogen optimistisk mand. Jeg voksede op i en eventyrgade, Jørgen Moes gate. en brandstation i den ene ende + en kirke i den anden. en gade fuld af tryghed. eller rettere sagt, så kan jeg ikke tale for far. godt, vi ikke bor så tæt ved kirken, at tårnet kan styrte ned over os, sagde han engang, da han stod med ryggen til og kiggede ud ad vinduet. Far har temmelig sikkert norgesrekord i at stå med ryggen til og kigge ud ad et vindue. Selv når persiennerne er nede. Far lider af congo. Far går ikke i samme slags tøj som andre fædre. de fleste, jeg møder på fortovet om morgenen, har jakkesæt på, eller i hvert fald en lidt pæn jakke. Hver dag går far til universitetet i bæ beigefarvede eller gulbrunt fritidstøj 13


af bomuld. altid. Mor kalder det kaki. Min kaki-mand, siger hun. Hvis far har jakke på, er den også af bomuld og fuld af folder, og i den højre jakkelomme har han altid en bog. Man kan sige, hvad man vil om far, sagde mor engang, men han er enkel i sit tøjvalg. For mig at se ligner han de der englændere i fjerne lande, jeg har set på billeder fra kolonitiden, bortset fra at han bærer på en bog i stedet for en feltflaske. Jeg er en nomade, siger far. Jeg har brug for tøj, jeg kan vandre i. Han sagde ikke, hvor han ville vandre henne. Hvad jeg godt kan lide: MIA. at tegne. elvis Costello. Pizza. Fru Haram. Havet. kina. Skattekort. der gik lang tid, før jeg fandt ud af, hvad far lavede på universitetet. engang sagde han, og som om han mente det, at han forskede i folks illusioner (eller var det hallucinationer?). Men herhjemme gør han stort set kun to ting. efter aftensmaden smutter han direkte ind i sit arbejdsværelse og hamrer løs på skrivemaskinen. breve, tror jeg. Og han tager kopier med gennemslagspapir. Han skriver med en ustoppelig energi, får flere par arme, ligesom den indiske gud han har vist mig (Sita? Shiba?). Tækketække tæk tæk. en form for gymnastik. Han skriver med hele kroppen. det varer måske en time. bagefter sætter han sig i lænestolen. Temmelig chaplin. Først en tornado af tækketække tæk tæk og så larmende stilhed i lampelyset, og med en bog på skødet. Far må være den mest ubevægelige nomade i verden. Jeg ved, han har rejst, især da han var lille. Jeg rejste fra mig selv, inden jeg fyldte ti, sagde han engang. nu tager han ingen steder hen. Jeg har tit tænkt: Far mangler fantasi. eller er det en forhastet dom? Hvad med alle de spændende historier han har fortalt mig om kejser Qin Shihuangdi? Far flakker sikkert rundt i de bøger, han læser. eller sejler. Han fører i hvert fald noget, han kalder lokbog logbog. det her er ikke nogen lænestol, det er en FUldrIgger, sagde han til mig en aften. bogen ligger på armlænet. Sommetider holder han pause i læsningen, griber pennen og skriver hurtigt et eller andet ned på papiret. Jeg kigger altid ind til ham, før jeg går i seng. nogle gange ser det ud, 14


som om en vind er blæst gennem hans hår. andre gange virker det, som om han holder sig fast til stolen. Som om han faktisk befinder sig i høj sø. Hvis da ikke — når jeg lukker øjnene og forsøger at se far for mig, ser jeg ham altid i den lænestol. Værelset er halvmørkt, fordi persiennerne er nede. det er ikke persienner, det er sejlene på en djunke, sagde han på et tidspunkt. Især én detalje fortæller alt om ham. Hver aften, når han tænder læselampen, siger han: blIV lYS! et fast ritual. det virker, som om han mener, der skal blive lyst inde i hovedet. Far. en trieste. behovet for at sænke sig ned. Sommetider, især da jeg var lille, har hans trang til ensomhed + hans længsel efter den lænestol skræmt mig, som den juleaften da jeg opdagede ham under læselampen, stadig med julemandsdragt på.


de bedste julegaver sidste år: en skitsebog + fire snedkerblyanter (FaberCastell 4b), elvis Costello-lPen Imperial bedroom, sortlakerede spisepinde (der får mig til at tro, at det kan lade sig gøre at spise med blyanter), diktafon (den kan være din logbog, sagde far). Jeg skriver med den samme snedkerblyant, som jeg tegner med. Jeg tænker, at de her skriblerier er i slægt med de skitser, jeg tegner. Jeg øver mig på skråskrift og på alle slags bogstaver. Med en optimal spids kan jeg endda lave skygger. Sommetider kan jeg godt lide at skrive helt svagt. Mia Mia Mia. Tuvalu. Jeg må fortælle om det vigtigste: Opdagelsen af W-potensen. det er flere måneder siden, men jeg vil forsøge at rekognrekapitulere hændelsen på Slottsplassen. Hvad var grunden? Jeg er næsten sikker på, at nogen råbte, og at det var derfor, jeg mistede kontrollen over cyklen. en kommando. Stands! eller noget i den retning. Men for kraftfuldt (almægtigt?) til at komme fra garderne. det lød mere som begejstringsbrølet, når landsholdet scorer på Ullevål stadion. I hvert fald tænkte jeg bagefter, at det var det ottomanske råb, der fik mig til at gå på næsen, at råbet (kommandoen? brølet?) blev til en kæmpestor håndflade, der først løftede mig af cyklen, op i luften, og så trykkede mig ned mod jorden. et helvedes maveplaster, meget værre end det jeg præsterede i Frognerbadet, da jeg skulle vise mig for Mia. Virkelig naja. Cyklen skred ned ad den lette skråning, hurtigere end jeg, med kurs mod trappen. Totalt chaplin. Så lå jeg stille. det sved monstrøst i ansigtet. en lugt ligesom af varm sten + smagen af blod. alligevel var forbavselsen større end smerten. et eller andet var forandret. noget helt grundlæggende. det var ikke bare cyklen, men noget stort, der var kæntret, et hangarskib, hele min tilværelse. Jeg lå på maven og fremstønnede et nero. Hvis jeg ikke husker forkert, mumlede jeg det flere gange. nero! nero! nero! Jeg spyttede nogle 16


sandskorn ud. Jeg kan endda huske, at det var fire korn + ligesom blankpolerede. da jeg skævede op, var verden krakeleret. (Hvorfor bruger jeg det ord, krakeleret? Jeg ved ikke, hvad det betyder.) Jeg opdagede hurtigt grunden. det ene brilleglas var revnet. Jeg tog brillerne af og kunne slå fast, at tingene stadig stod på deres plads + havde en jævn overflade. Statuen. de kendte gamle træer. Paradegaten langt dernede. Men jeg var kommet til en ny klode (≈ digtet af ham fyren vi lærte om i skolen). Jeg hørte Simons bekymrede stemme: HVOrdan gÅr deT, Odd MarIUS? er dU Ok? Jeg er ok, stønnede jeg. du Ser fandeme ikke ok ud. Helt ærligt? Jeg er ok. Men jeg var ikke ok. Og hvorfor sagde vi ok. Hvad i alle galakser betød det? det lød pludselig encellet. Ok. Ok? Jeg lå i sandet og kunne for den sags skyld havde brækket hver eneste knogle i kroppen. Men jeg lå bare og spekulerede på, hvad ok betød. Og bag ved det: noget var anderledes. noget hinsides o-et og k-et. nej, alting var overhovedet ikke i orden. alting var i stykker. eller i orden på en underlig — Jeg cyklede hjem med Costello-brillerne på. ligesom blind på det ene øje. eller med et nyt syn. alt, hvad jeg rettede blikket imod, krakelerede. det værste var, at jeg ikke syntes, det var ubehageligt. Omgivelserne fik en ny intensitet. det var om aftenen, på badeværelset foran spejlet, at jeg for første gang tænkte: Jeg er brødrene Walker. det stod klart og indlysende og kopernikansk i bevidstheden: Jeg er brødrene Walker.


Kjærstad - Jeg er brødrene Walker (læseprøve)