Issuu on Google+


G OYA S H U N D


Af samme forfatter

Sidste år – roman 1981 Ringelheim – roman 1994 Et helvedes hus – thriller 1995 Hvor hunden ligger begravet – spændingsroman 1996 Et slag på tasken – roman 1997 Herren giver – spændingsroman 1998 Som man råber – spændingsroman 1999 Nekrolog – roman 2001 Det store sus – thriller 2002 Noget fremmed – roman 2004 Montebello – roman 2005 Thelma – roman 2006 Solsorten – solsorten 2007 Illinois – roman 2009 Smukke Jan – kriminalroman 2011 Den sidste dommer – kriminalroman 2011 Den røde labyrint – kriminalroman 2012 Som Grethe Lange: Hammermanden – kriminalroman 2000 Tømreren fra Tikøb – kriminalroman 2000 Det sorte hus – kriminalroman 2002 De knuste spejle – kriminalroman 2002


Lars KjĂŚdegaard

G OYAS H U N D

Rosinante


Goyas hund © Lars Kjædegaard og Rosinante/rosinante& co, København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Eyelab Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-638-2542-9 Printed in Denmark 2012

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


– Egil var kÌrligheden selv. Du taler om en mand, som har spillet bordtennis med Dalai Lama. flemming youngman


1. Señora Hogar kiggede op mod danskerens vinduer i lejligheden på tredje sal, da hun kom tilbage fra supermarkedet ‘Masymas’ på den anden side af den solfyldte gade. Señor Egils håndklæde hang på den franske altan, hvor det havde hængt de sidste to dage. Dørene deroppe stod stadig let åbne på samme måde. Hun havde set ham fra sit vindue på første sal to dage tidligere. Det var ved middagstid, forårshimlen var skyfri og blå, og danskeren havde krydset Calle del Instituto i sine sandaler og shorts med håndklædet om halsen. Señor Egil badede på Playa del San Lorenzo neden for promenaden, men han var aldrig længe væk, før han vendte tilbage og gav sig til at skrive deroppe. Der var ikke mange, der badede endnu, men señor Dahl havde fortalt hende, at han var viking. Señora Hogar havde været vicevært i ejendommen i alle de år, danskeren var kommet. Hvert år fik hun besked fra husets ejer, del Campo. Señor Egil havde skrevet deroppe i hele marts måned hvert år i tolv år. Der var gået nogle år, før señora Hogar havde opdaget, at danskeren var en verdensberømt forfatter. En dag havde hun passeret den store boghandel på pladsen for enden af den brede gågade La Corrida og set en stor plakat med hans billede. Señor Egil havde skrevet en bog, der hed Det evige sted. Den lå i høje stabler i vinduet, og på plakaten kunne hun læse, at Det evige sted var en bestseller i hele verden, og at señor Dahl ejede ‘en helgens livsvisdom’. Hun havde købt bogen, og da danskeren kom næste gang, havde hun fået ham til at skrive i den. Han havde skrevet, 7


‘Til Emilia Hogar – min kære værtinde. Med kærlige hilsner fra Egil Dahl. Gijón, marts 2003.’ Siden havde danskeren skrevet flere bøger, og hun vidste, at han altid brugte marts måned i Gijón til at gøre en ny bog færdig, fordi han værdsatte freden, byen og det milde klima. Hun havde gjort mange forsøg på at læse Det evige sted, men glæden ved at vide, at han havde skrevet bogens efterfølgere her, to etager over hendes lejlighed, var større end glæden ved bogens ord. Af og til læste hun passager i den. Det var en bog, man læste passager i, ikke en historie, man måtte kende slutningen på. Der var ikke nogen slutning. Kun danskerens rolige ord om sindet, erindringen, livets tilfældigheder og muligheden for at opnå en form for ro og accept af universets indretning. Plakaten i boghandlens vinduer talte sandt – Det evige sted var som en moderne Bibel. Hun trak sin indkøbsvogn over gaden og låste sig ind i hallen, hvor hun tidligere på morgenen havde vasket trappens slidte trin. Der lugtede af sæbevand, vådt træ og lidt af mad. Hun gik op ad de fugtige trin og låste sig ind i sin lejlighed. Señora Hogar var 65, og hun havde været del Campos vicevært i mere end tyve år. Hun gik ikke længere så hurtigt op ad trapperne. Hun stillede sine varer på plads og tændte pladen under gryden med suppe til frokost, mens hun kiggede gennem køkkenvinduet ud i den skaktlignende gård bag ejendommen. Udenfor hang hendes tørrestativ. Hun åbnede vinduet, tog et par håndklæder ind og lænede sig derefter ud ad vinduet for at se, om señor Dahls vasketøj var blevet taget ind. Over sig så hun hans skjorter i silhuet mod den atlanterhavsblå himmel. Han havde ikke taget det ind. Hun mærkede bekymringen. Señor Dahl var en stilfærdig, venlig mand. Han havde aldrig mere end én kuffert med. Én gang havde hun ordnet lidt i køkkenet deroppe, mens han pakkede ud. Han havde ikke meget tøj. Han vaskede i maskinen under køkkenbordet, og han var altid påpasselig og net, når han hængte det til tørre ud over gården. Hvor var han? 8


Señor Dahl var meget regelmæssig. Han stod op ved nitiden, gik ned og spiste morgenmad på ‘Business Café’ på La Corrida, hvor han sad udenfor ved et af bordene på gågaden og læste i en times tid, før han begav sig ud på sin spadseretur. Hun havde ofte nikket til ham, når hun passerede forbi i forårsmorgenens klar lys. Ved 11-tiden var han tilbage. De hilste tit på trappen. Señor Dahl talte ikke meget spansk, men de havde en venlig, lidt ubehjælpsom omgangsform. Lidt efter 11 kom han ned igen for at gå ned på stranden og tage sin dukkert. Det tog ikke mere end tyve minutter, og når han vendte tilbage, vidste hun, at han gik i gang med sit arbejde. Så passede hun sine egne ting, mens hun tænkte på den verdensberømte mand, der sad to etager oppe og skrev bøger, som indeholdt en helgens visdom. Det var en god følelse. Men hvor var han nu? Håndklædet på altanen ud mod gaden og vasketøjet inde i gården – hvorfor tog han det ikke ind? Hun gennemgik mulighederne. Måske havde han besluttet at tage nogle dage fri, leje en bil og køre til San Sebastian eller Bilbao for at se det skinnende monstrum af et kunstmuseum, som alle gerne ville se. Det havde han talt om. Men han havde aldrig gjort det. Han havde aldrig brudt sin rutine. Og ville han ikke have taget sit vasketøj og håndklædet ind og lukket de franske døre først? Ville han ikke have fortalt hende, at han ville tage sådan en tur? Han kunne være syg. Måske lå han deroppe uden at kunne foretage sig noget. Hun overvejede. Hun kunne ringe til del Campo. Del Campo var over firs og sad i sin villa ude ved kysten i Somio. Han ville enten sige, at hun skulle gå derop og se efter – eller ringe til politiet. Hvad kunne han ellers sige? Hun var hans vicevært. Det var hendes problem, og hun besluttede at gå derop, når hun havde spist sin suppe. Hun bar suppen ind i spisestuen. Señora Hogars lejlighed var gammel og mørk. Hun havde boet her i fyrre år. De første mange år havde hun arbejdet i frisørsalonen i stueetagen. Men hun kunne ikke tåle vandondulationsvæsken og de tungt parfumerede cremer. Hun havde 9


udviklet en allergi. Hun havde sagt sit job op, og i et par år havde hun og hendes mand levet af hans løn. Han var død i 92. Det var gået hurtigt. Hun havde indstillet sig på at flytte, men del Campo havde tilbudt hende stillingen som vicevært. Hun boede frit og fik en lille løn. Hun spiste i sin stille stue. Lejligheden var for stor og mørk. Hun havde aldrig taget sig sammen til at rydde ud i tingene. Alting var som i Eustacios tid. Hun bar sin tallerken ud i køkkenet, skyllede den og tog sine nøgler. Hun gik en etage op. På afsatsen på anden sal kom señor Alvaréz ud ad døren til lejligheden under danskerens. Han havde sit motorcykelkostume på – sort læder. Señora Hogar mente, at Alvaréz var for gammel til at køre på motorcykel. Hans bagdel virkede komisk stor i det drabelige lædertøj. De hilste, og hun sagde, – Har De hørt noget til danskeren? Han tøvede med sin gule hjelm under armen. – Ikke de sidste par dage, nu De spørger, sagde han. – Han støjer ikke meget. Jeg hørte nogen deroppe for et par aftener siden. Men jeg har hverken hørt døren gå eller hans radio spille de sidste par dage. – Han har ikke taget sit vasketøj ind. Alvaréz betragtede hende. – Tror De, der er noget galt? –  Jeg ved det ikke, sagde hun. – Men jeg bliver nødt til at gå der­op. Alvaréz sagde, – Skal jeg gå med Dem? Hun overvejede tilbudet. Det var alvorligt ment. Alvaréz havde intet imod det, kunne hun se. Men hun tænkte på, hvad danskeren ville sige til, at der pludselig stod en høj, læderklædt mand i lejligheden. Hvis der nu ikke var noget galt. Så hun sagde, – Det er pænt af Dem. Måske vil De vente ude på afsatsen, mens jeg kigger? – Selvfølgelig, sagde hendes overbo og lagde styrthjelmen på afsatsen. De gik op til tredje, og señora Hogar fandt nøglen i bundtet. Dørene ind til lejlighederne var malet mørkerøde. I hver dør sad to høje, blyindfattede ruder, dækket af svungne smedejernsgitre. Hun ringede 10


på og ventede. Men lyden af summeren derinde forekom hende øde og ensom. Han er der ikke, tænkte hun. Hun stak nøglen i låsen og åbnede døren. Hun kiggede ned ad den lange, smalle gang. Hun så de åbne døre til værelserne ud mod gaden, hvor han aldrig kom. For enden af gangen kunne hun se den lille hall med døren ind til stuen. Den stod åben. Hun gik ind i gangen. Señor Dahl opholdt sig mest i stuen og det store soveværelse ved siden af stuen. Det vendte mod syd. Hun vidste, at han både sov og arbejdede i det store værelse. Hun gik et par skridt ned ad gangen og kaldte, – Señor? Señor Dahl? Men der var stille. – Jeg kigger i hans værelse, sagde hun til Alvaréz, som stod halvt ude på trappen. Døren til danskerens arbejdsværelse stod på klem. Hun kastede et blik ind i hjørnestuen. Hans cigaretter og en stabel bøger lå på sofabordet. Hun trådte hen til døren ind til arbejdsværelset. Det var en hvid dør med to matterede glasruder. På indersiden hang et sort klæde, som skulle forhindre lyset fra hallen i at trænge ind i værelset om natten. Hun bankede let på døren og sagde, – Señor? Hun skubbede døren op. Synet af danskerens arbejdsværelse ramte hende hårdt. Det gav sig i hele hendes krop, som hvis hun havde afværget et fald på trappen eller været ved at træde ud foran en bus. Det tog hendes hjerne nogle sekunder at registrere, hvad hun så. Señor Dahl lå på gulvet ved siden af dobbeltsengen. Han var kun iført shorts. Hans ene arm hvilede mod sengekanten, som om han var gledet ned fra madrassen. Hun mærkede lugten af blodet. Det kom fra flere steder på den halvnøgne krop. Hun så de størknede, næsten sorte plamager i den tætte behåring på mandens bryst. Hun så det blodige, deformerede ansigt, som syntes at kigge på hende. Der var huller i hovedet. Hun så blodet på det gamle, mønstrede tæppe. Blodet havde en ram, indelukket lugt trods de halvåbne altandøre. Hun lagde instinktivt en hånd over sin mund og næse. 11


Nede ad gangen bag hende sagde Alvaréz, – Er alting i orden, señora Hogar? Hun kunne ikke svare. Hun trak sig baglæns ud i hallen og lænede sig mod væggen. Hun følte sig kraftløs og kvalm. Efter nogle sekunder kom Alvaréz til syne. Han kastede et alarmeret blik på hende og trådte hen til døren ind til danskerens værelse. Hun hørte ham gispe, og hun lukkede øjnene. Så mærkede hun Alvaréz’ læderbeklædte arm om sin skulder. Han sagde, – Nu går vi ned, señora. Vi må ringe efter politiet. Hellige Guds moder, han er blevet slået ihjel. Han tog hende med ned til sig selv, hvor han bad sin kone om at sørge for hende. Señora Hogar sad på en køkkenstol med et glas vand og hørte Alvaréz tale med politiet i telefonen. Hun rystede og svedte, men trangen til at kaste op var forsvundet. Señora Alvaréz sad på en stol over for hende. Hun var bleg. Hun lagde en hånd på señora Hogars skulder og klemte hende lidt. Så stod Alvaréz i døren. Han sagde, – Politiet kommer med det samme. Jeg går ovenpå. Der er ingen, der må komme ind deroppe. Da han var gået, strøg señora Alvaréz hende over håret og sagde, – Jeg laver Dem en kop te. De har fået et alvorligt chok. Hun hørte lyden af kedlen, der blev sat over. Hun mærkede brisen fra det åbne køkkenvindue. Alting var forandret, og alting var forfærdeligt.

12


2. Politidirektør Uffe Granitz sagde, – Jeg har bedt jer komme, så vi kan komme videre med Lothar Zolle. På den anden side af skrivebordet sad Drabsafdelingens chef, Richard Brøssner, og kriminalinspektør Thor Belling. På bordet stod kaffe og flasker med danskvand. Granitz gned sin blålige kæbe, som han havde for vane. Huden i hans underansigt var tætbarberet og skinnede blankt. Han sagde, – Lad mig opsummere. Sidste efterår – under efterforskningen af to drab – kom du, Richard, uforvarende til at fortælle Zolle om Thor og Anitas efterforskning. Det skete, fordi de to drab involverede dig personligt. Du var sendt på orlov og brugte tiden til at skrive på dine erindringer. – Det projekt er lagt lidt på hylden, sagde Brøssner. Granitz nikkede. – Ikke desto mindre. Du kunne ikke vide, at Zolle stadig havde kræfterne til at blande sig. Det er vores formodning, at din, skal vi sige, uforsætlige indiskretion satte Zolle i stand til at vise én gang for alle, hvem der var den stærkeste af jer to. Den gamle gangster påtog sig opgaven selv at løse den sag, som Thor og Anita arbejdede så hårdt på at opklare. Thor sagde, – Zolle satte en lejemorder til at slå vores hovedmistænkte ihjel. Det var et spørgsmål om timer, men Zolle kom først. Derefter angav han anonymt lejemorderen, og da han blev dømt og sat ind, fik Zolle også ham slået ihjel. Det var en styrkeprøve. Zolle ville vise, at jungleloven altid vinder over retssystemet. Zolle ville sætte Richard på plads – og han gjorde det meget brutalt, men også elegant. Han opklarede to drab i Richards nærmeste familie og påtog sig derefter rollen som bøddel. 13


– Ja, han gjorde det grundigt, sagde Granitz. – Og vi ved, hvad han gjorde. Thor drak af sin kaffe. Granitz’ kaffe var frisk, men bitter. Det var derfor, politidirektøren altid drak danskvand til. Det var en blanding, som altid fik Thors indvolde til at skælve. Granitz sagde, – Vi er med andre ord tættere på Lothar Zolle, end vi har været i de snart fire årtier, han har været aktiv som det store, dunkle dyr i den københavnske underverden. Richard Brøssner sagde, – Vi er nødt til at gå efter ham, Uffe. Han er sindssyg. Granitz nikkede. – Ja. Men vi er i et dilemma, Richard. Zolle er 77. Vi ved, han er meget syg, sandsynligvis terminalt syg. Hvilket betyder, at vi ikke har tid til at forberede en sag. Brøssner rystede på hovedet. – Zolle skal ikke slippe. Granitz så på Thor. – Hvad mener du, Belling? – Jeg er enig med Richard. Jeg er med på, at en manøvre mod Zolle er en symbolsk handling. Han kommer aldrig i fængsel. Men det er kun, fordi han er ved at dø. – Min vurdering er, sagde Granitz, – at Zolle primært er interessant, fordi han med stor sikkerhed er i besiddelse af oplysninger, som kan kaste lys over flere uopklarede sager. – Det er sandt, sagde Thor. – Jeg kan nævne flere henlagte drab, som sagtens kan være beordret af Zolle. – Præcis, sagde politidirektøren, – og derfor har jeg truffet en beslutning. Lad os se bort fra de strafferetslige aspekter. Dem overlader vi til Manden med Leen. Det vigtige for os er Zolles viden. Vi skal have ham til at spytte ud. – Hvordan? sagde Brøssner. – Vil du love ham frit lejde? Granitz trak på skuldrene. – Det ved jeg ikke. Det er næppe vigtigt. På sin vis er det en helt banal situation. At aflokke en gammel gangster et skriftemål på dødslejet. – Jamen, hvordan? Helt konkret? sagde Brøssner. Granitz smilede let. – Mit forslag er, at Thor foretager en uformel, empatisk afhøring af Zolle. Hvem ved? Manden er døende, ensom, må14


ske bange. På en eller anden syg måde var hans engagement i Richards familietragedie jo en venlig gestus. Syg, men venlig. Hvem siger, at vi ikke kan udnytte hans situation til at tilegne os viden, som kan give afklaring til flere pårørende, som aldrig har fået vished? Brøssner nikkede. – Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Granitz så på Thor. – Thor? – Selvfølgelig. Det er ikke noget problem. Hvis han altså vil tale med mig. – Det vil han, sagde Uffe Granitz. – Jeg tror ikke, han har mange at tale med. Og hvis jeg kender dig ret, går du ikke tomhændet bort.

15


3. Lothar Zolle havde ikke ondt. Hans chauffør, Ronny Viderø, kørte ham én gang om ugen til kontrol på onkologisk afdeling på Herlev, hvor Lothar fik en frisk forsyning af morfinplastre. Morfin var det eneste, der havde nogen effekt. Han sporede efterhånden en vis forbløffelse i ansigterne derude, når han kom ind støttet af Ronny. Lothar havde for længst affundet sig med, at om han så klistrede hele kroppen ind i morfinplaster, så var der kun én vej frem, og den ville ende blindt om ikke ret længe. Morfinplastrene var en blandet velsignelse. Sidst havde de også givet ham nogle piller, som havde endnu mere kraft. Morfin var udmærket. Det fjernede smerterne fra råddenskaben i hans indre. Men man kunne let få for meget. Det brød han sig ikke om. Det fjernede hans tidsfornemmelse og gjorde ham angst og dvask i hovedet. Han havde ikke meget tid, og han brød sig ikke om at tilbringe den i en døs. Hans husholderske, Mai Ling, havde givet ham et lille, fladt træetui, som indeholdt nogle tynde cigaretter, rullet i grønt papir. Hun havde ikke sagt noget, bare lagt dem på hans bord, da hun havde serveret blødkogte æg og ristet brød. Mai Ling var en omsorgsfuld sjæl. Lothar kunne ikke længere ryge cigaretter, som han lystede. Det fik det til at svimle for ham. Alligevel havde han følt sig tiltalt af Mai Lings lille gave. Han havde tændt en af de små cigaretter, da han havde spist æggene og sat sig over i sin lænestol med udsigt over søen. Røgen var mild og sød. Han røg i forsigtige, små bap. Det var ikke en lungekradser som en Cecil. Men det bekom ham godt. Han slap16


pede af, og lidt efter fik han øje på en båd langt borte, næsten ovre ved søens modsatte bred. Han rejste sig langsomt og gik over til kikkerten på trefoden. Han fandt båden. Det var underligt. Han kunne se to unge mænd på den lille sejlbåd. På grund af afstanden var billedet fladt, men skarpt. Han betragtede de unge mænd en stund med det ene øje knebet til. Han kunne næsten forestille sig, hvad de sagde. Lidt efter røg han det sidste af den lille cigaret. Kort efter sad han ved spisebordet uden helt at vide hvorfor. Han betragtede pilleæskerne. Morfinen var den vigtigste medicin nu, men han havde et helt batteri af andre ting, de havde givet ham. Skidepiller, sovepiller, pissepiller – det var de tre, han lige havde overblik over. De andre var han nødt til at læse etiketterne på. Der var én, hvor der stod ‘1 pille for humøret’. Det var små, blå piller. Han fandt æsken og kiggede på mærkaten. Jo, det var rigtigt. ‘For humøret’, stod der. Det fik ham af en eller anden grund til at grine. Det gjorde ondt ned i kråsen. – Så må du jo have noget smertestillende, Zolle, grinede han. ‘For humøret’. Jo tak, måske skulle man sluge en håndfuld. Han kom i tanker om en gammel vits. To bønder taler sammen. Den ene siger, – Jeg købte en ny vædder. Men den ville sgu ikke springe på fårene. Så dyrlægen gav den nogle piller, og nu er den helt vild. Den anden bonde siger, – Hvad hedder de piller? Og den første siger, – Det ved jeg ikke, men de smager af pebermynte. Han grinede lidt på sin stol ved bordet i panoramastuen. Han fik den tanke, at pilleæskerne lignede små huse. Han arrangerede dem tøvende på dugen, som havde et ternet mønster. Ternerne kunne være gader. Det passede med, at pilleæskerne var huse. De hvide æsker med påskriften i blåt og grønt lignede lidt de bygninger, man så i indkøbscentre. Han kneb øjnene til og betragtede arrangementet på dugen. Det lignede sådan et moderne kompleks. Han lod det stå, gik langsomt over til vinduet, tændte endnu en af Mai Lings små cigaretter og stirrede igen gennem kikkerten ud over søen. Han havde set forkert. Den ene unge mand ude på sejlbåden var 17


en pige. Hun og den unge mand, der havde stået ved roret, havde nu fortøjet båden ved broen derovre. Han kunne se dem sidde i græsset i skovbrynet. Hans kikkert var så kraftig, at han kunne se dem bevæge læberne, når de talte. – Kom så, mumlede han med det ene øje for kikkerten. – Knep hende. Hans impulsive ord fik ham til at grine. Knep hende? Det lød bare sjovt. Han mistede interessen, men fik så øje på den sølvfarvede termokande, som Mai Ling havde anbragt på bordet, lidt borte fra byen af pilleæsker. Han kneb øjnene sammen. Kanden mindede ham lidt om et kirketårn. Han stod stille og betragtede den længe. Termokanden lignede en kirke, han engang havde set i Italien. Han havde siddet på en plads og kigget på den, mens han drak kaffe. Det havde han ikke tænkt på i mange år. Men han tænkte på det nu, mens han satte sig ved bordet, ryddede byen af pilleæsker til side og i stedet anbragte kanden på dugen. Han rejste sig og tog en cigaræske på reolen. Den passede i størrelsen til kirkekanden. Hvis han stillede kassen på højkant, kunne den være en bygning over for kirken. Han så sig om efter flere objekter, og i løbet af nogle minutter havde han konstrueret et helt lille bybillede, som gjorde det let for ham at huske pladsen i Italien. Han havde været der med Lulu Sylvest. De havde boet på et hotel i en meget smal gade, og Lulu havde fortalt ham, at italienerne gik i kirke for at skrifte deres synder hos præsten. Hun havde antydet, at det måske var noget for ham. – Hvad skal du så lave imens? havde han sagt. – Det kommer jo til at vare hele dagen, Lulsen. Hun havde grinet, og det var selvfølgelig ikke blevet til noget. Men nu, hvor han betragtede den plads, han havde genskabt af ting i sin stue, huskede han det meget tydeligt. Lulu Sylvest var død. Inden længe ville han også selv være det. Så ville han finde ud af, om der var noget bagefter. Han vidste ikke rigtig. Hvad skulle der være bagefter? Kaffe og franskbrød med rullepølse? 18


Mindet om Lulu var meget levende. Det forekom ham utænkeligt, at hendes sjæl, eller hvad der nu blev tilbage, ikke skulle være et eller andet sted. Måske så Himmerig ud som pladsen i den italienske by. Det ville ikke forbløffe ham. Der havde været dejligt, og Lulu havde været gavmild og ladet ham hive bukserne af hende, når han havde lyst. Hun sagde, at det var rart at se ham så afslappet. Døden skræmte ham ikke. Han havde morfin og nu også Mai Lings små cigaretter. Og han havde en aftale med Mai Ling. – Når det bliver rigtig slemt, havde han sagt til hende, – så ringer du efter Ronny, og så kører vi på hospilancen. Mai Ling nikkede. Han vidste, at hun ville sidde hos ham. Han ville ikke ligge mutters alene, hvis han kunne blive fri. Han og Mai Ling havde ikke så meget at tale om, men hendes lille, tørre kineserhånd i hans ville gøre hele forskellen. Derefter ville tingene gå deres gang. Det ragede ham en papand. Mai Ling ville ringe til advokaten, og det hele ville blive ordnet. Der ville blive en pæn klat til Mai Ling, så hun kunne købe sig et lille hus. Ronny skulle have Mercedesen og 100.000. Der var ikke andre tilbage. Livet var kort. Det tænkte man først på, når rulleteksterne begyndte. Han havde gjort meget i sit liv, det meste af det havde generet nogen. Nogle havde det generet så meget, at de var døde af det. Det var han da ked af, men hvad skulle han gøre? Han var vokset op på børnehjem og i pleje, siden han var kommet fra Tyskland som lille. Man spillede med den hånd, man fik. Han havde ikke fået meget forærende. Han havde skabt det selv, formue, forretning, aktivitet. Og de havde aldrig knaldet ham, de dumhoveder. Han røg lidt af en cigaret til. Da Mai Ling kom med hans aftensmad og rettede an på bordet, sagde han, – De er gode, dine cigaretter. Afslappende. Den orientalske kvinde så på ham og smilede. – Godt, Zolle, sagde hun med sin transistorradiostemme. – Har du flere? Hvis jeg løber tør? Mai Ling nikkede. Hun smilede stadig.

19


LÆSEPRØVE_Goyas hund af Lars Kjædegaard