Page 1

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

00

01

02

03

04

05

06

07

33

34

35

35

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

00

© Asger Simonsen

01 02

omslag: eyelab.dk

00

03 04

EN HVID & BELLING - KRIMI

05

SORTE SØ er den femte roman i serien om drabsefterforskerne Anita Hvid og Thor Belling

06 07 08

En mand omkommer ved en ulykke i skovene ved Silkeborg. Det står hurtigt klart, at han ikke var den, han udgav sig for. Under afhøringen af den dræbtes forældre finder Anita og Thor en serie foruroligende malerier, som den dræbte malede, før han søgte tilflugt i skovene. Hvad var ofret bange for? Blev han myrdet? Efterforskningen strejfer også den dræbte Jens Lokks kulturelt overstimulerede søster - og hans niece, Lea, som bevæger sig i samme dødsensfarlige selskab som sin dræbte onkel. Langsomt men sikkert når Anita og Thor frem til sandheden om Jens Lokks mystiske død.

09

PRESSEN SKREV

12 14

»Kjædegaard formår usentimentalt at udvikle og udfordre sine hovedpersoner. Og så skriver han levende og overbevisende, uanset hvilket miljø og hvilke gåder han sender makkerparret ud i.« – Marie Louise Toksvig, Ekstra Bladet

13

– Weekendavisen om GOYAS HUND

11

Lars Kjædegaard (f. 1955) har et omfangsrigt forfatterskab bag sig med med mere end tyve romaner, heriblandt kriminalromaner og historiske romaner. I 2004 fik han Helsingør Kommunes Kulturpris og i 2007 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Med Smukke-Jan vendte Lars Kjædegaard tilbage til den klassiske kriminalroman. I efteråret 2011 fulgte Den sidste dommer som andet selvstændige bind i serien om Hvid og Belling og i sommeren 2012 tredje bind Den røde labyrint. I efteråret 2012 udkom fjerde bind Goyas hund.

10

Kjædegaards sans for skæve vinkler og hans forståelse for komplicerede følelsesmæssige relationer løfter Hvid & Bellingserien langt op over almindelig mainstreamkrimi.

★ ★ ★ ★ »Kjædegaard har skabende overskud til at forholde sig veloplagt legende til krimiens inventar.« – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

15 16 17 18

»… Lars Kjædegaard: En ordarbejder, der med let og fast humoristisk hånd og skrupelløst tastetryk stryger læseren både med og mod håret, så frisuren bliver glad, alternativ og samtidig velkendt, men også altid interessant.« – Lilly Jensen, Dagbladenes Bureau

19 20

9

21

EN HVID & BELLING - KRIMI 7 8 8 7 6 3 8 2 8 6 4 2

22

ROSINANTE

23

Sorte sø OMS 155x230 .indd 1

08/04/13 09.44 24

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51


Sort e SØ

34462_sorte_sø_155x230.indd 1

22-02-2013 11:14:05


Af samme forfatter

Sidste år – roman 1981 Ringelheim – roman 1994 Et helvedes hus – thriller 1995 Hvor hunden ligger begravet – spændingsroman 1996 Et slag på tasken – roman 1997 Herren giver – spændingsroman 1998 Som man råber – spændingsroman 1999 Nekrolog – roman 2001 Det store sus – thriller 2002 Noget fremmed – roman 2004 Montebello – roman 2005 Thelma – roman 2006 Solsorten – solsorten 2007 Illinois – roman 2009 Smukke Jan – kriminalroman 2011 Den sidste dommer – kriminalroman 2011 Den røde labyrint – kriminalroman 2012 Goyas hund – kriminalroman 2012 Som Grethe Lange: Hammermanden – kriminalroman 2000 Tømreren fra Tikøb – kriminalroman 2000 Det sorte hus – kriminalroman 2002 De knuste spejle – kriminalroman 2002

34462_sorte_sø_155x230.indd 2

22-02-2013 11:14:05


Lars Kjædegaard

Sorte SØ

Rosinante

34462_sorte_sø_155x230.indd 3

22-02-2013 11:14:05


Sorte Sø © Lars Kjædegaard og Rosinante/rosinante & co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Eyelab Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2864-2 Printed in Latvia 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34462_sorte_sø_155x230.indd 4

22-02-2013 11:14:05


– Det er ikke hver dag, man møder en rigtig kunstner.

34462_sorte_sø_155x230.indd 5

jette lokk

22-02-2013 11:14:05


34462_sorte_sø_155x230.indd 6

22-02-2013 11:14:05


1. Synet af den unge mand ude i solen på gårdspladsen havde fået det til at gibbe i ham. Han havde kigget fraværende ud gennem vinduet i arbejdsværelset uden at vente at se andet end den tomme plads med gruset, hækkene, der løb ned langs indkørslen, og de høje, oplyste ege i eftermiddagens sol. Manden havde stået ovre ved hækkene, overskrævs på sin mountainbike, som om han lige var kommet cyklende op til skovridergården. Helge havde siddet stille inde i sit arbejdsværelse, mens han ventede på, hvad den unge mand ville foretage sig derude. Kom han hen til døren, eller cyklede han bort? Men manden blev stående. Han gjorde hverken eller, men syntes at tøve med albuerne støttet på styret. Måske ville han bare se skovridergården. Det var ikke usædvanligt, at der kom folk herop for at kigge. De fleste blev overrasket over at se et så stort hus heroppe i skoven. Helge lagde sin bog fra sig på skrivebordet. Det var en antropologisk fagbog, som handlede om, hvordan København og andre byer var bygget på fortidens lossepladser. Han havde lige læst, at jorden under Amalienborg Slot i realiteten var en gigantisk kompostbunke fuld af sko, mønter og knogler. Han rejste sig og gik ud i hallen, og da han åbnede den tunge fordør, stod den unge mand stadig bøjet over sit cykelstyr femten meter borte. Han havde solen i ansigtet og lod først ikke til at opdage, at Helge havde åbnet døren.

7

34462_sorte_sø_155x230.indd 7

22-02-2013 11:14:05


Jens hørte fodtrin i gruset, før han kunne se manden, der kom ud af skyggen ovre ved huset, og han indså, at det var for sent at vende om og køre ned ad indkørslen. Manden der kom imod ham, var almindelig at se på. Man kunne ikke se, om han var skovrideren. Han så ud til at være omkring tres. Han havde sandfarvet hår, som var strøget til siden, og han bar en lyseblå skjorte og beigefarvede fløjlsbukser. Han smilede. – Kan jeg hjælpe med noget? Jens sagde, – Næh, jeg ... jeg cyklede bare forbi. Så så jeg indkørslen. Flot hus. Manden sagde, – Ja, her er dejligt. Jens sagde, – Jeg faldt i staver. Helge havde bemærket to ting ved den unge mand. Han havde for meget oppakning på sin mountainbike til bare at være ude for at motionere. Og han havde et trist, dybtliggende blik, som ikke passede til hans unge ansigt. Helge sagde, – Jeg falder også tit i staver. Det er skoven. Den unge mand nikkede og betragtede ham alvorligt. – Er du skovrideren? Han nikkede. – Ja. Jeg hedder Helge. – Jens, sagde den unge mand. De stod et øjeblik. Helge kunne mærke den unge mands forlegenhed, hans vanskelighed ved at finde på noget at sige og hans modvilje mod at stå her uden at kunne finde ord. Helge sagde, – Har du været i krig? Jens nikkede. – Javel, sagde han. – Kosovo, Irak og Afghanistan. – Så du er veteran, sagde Helge. Manden tøvede. – Ja. – Hvor bor du? Jens havde trukket på skuldrene uden at se direkte på ham. Han gav et nik bagud mod skoven. – Her. – I skoven? 8

34462_sorte_sø_155x230.indd 8

22-02-2013 11:14:05


– Jeg har været herude i nogle måneder. Det er fint nok om sommeren. – Hvor er du fra? – Skanderborg. Min mor bor derinde. Helge smilede og sagde, – Jesper Munch ovre i Søhøjlandscenteret fortalte mig, at han mente, vi havde en permanent gæst. Så du sover tit nede i Bivuak 9? Nede i Ådalen? Jens sendte ham et hurtigt, genert smil. – Det er mig. Det er vel okay? – Selvfølgelig er det okay, sagde Helge. Lidt efter tilføjede han, – Jeg forstår det godt. Jeg havde en onkel, som byggede jernbaner i Tyskland under krigen. Han ville også helst være alene, da han kom hjem.

9

34462_sorte_sø_155x230.indd 9

22-02-2013 11:14:05


2. I starten af halvtredserne, da Helge selv havde været lille, havde en ingeniør ved navn Holger Reimann taget initiativet til et projekt, han kaldte ‘Udnyttelse af Vandkraften i Søhøjlandet’. Helge havde ingeniør Reimanns originale forslag på sit kontor. Det var en tynd, maskinskrevet rapport med fine små blyantstegninger. Reimann havde været fremsynet og entusiastisk. Hans rapport forklarede, hvordan man ved hjælp af forholdsvis enkle foranstaltninger kunne etablere en forsøgsstation, som ville vise, om vandkraft var en energikilde, som det var værd at udnytte. Reimann havde dokumenteret, hvordan der i Søhøjlandet eksisterede et antal steder, hvor vandet i de højtliggende søer kunne inddæmmes og udnyttes ved hjælp af turbiner. Den unge ingeniørs forslag var inspirerende. Det korte af det lange var, at Holger Reimann havde foreslået, at man afprøvede hydroelektronikkens potentiale ved at opføre en dæmning og en turbinestation i den ene ende af Sorte Sø – som lå tre kilometer fra skovridergården. Det var lykkedes den ihærdige ingeniør at overbevise både lokale og statslige myndigheder om forsøgets værdi, og i 1953 havde man opført dæmningen for enden af Sorte Sø. Derved var der opstået en dyb dal neden for dæmningen – et sted, som hurtigt fik tilnavnet ‘Hullet’. Det var her, man havde opført Turbinehuset. Det var et højt murstenshus, som lå umiddelbart neden for dæmningen. Via en port i dæmningen kunne vandet fra Sorte Sø ledes gennem en ledning ned gennem turbinen og videre ned gennem Hullet. Den hydroelektriske effekt opstod ved hjælp af vandets pres og faldet ned gennem turbineledningen. Når vandmasserne havde passeret turbinen, løb det ud gennem en muret port i Turbinehusets 10

34462_sorte_sø_155x230.indd 10

22-02-2013 11:14:05


sokkel. Her blev vandet til en smal bæk, som fortsatte sit periodiske løb ned gennem skoven. Oven på selve turbinerummet havde man indrettet et kontor og en primitiv beboelse, hvor ingeniør Reimann havde boet i fem år, mens han dokumenterede effekten af sit projekt. Projektet havde ikke været nogen succes. Jo, selve forsøgsanlægget havde fungeret efter hensigten, men det stod hurtigt klart, at Søhøjlandet generelt ikke var vidstrakt nok til, at man kunne opføre lignende anlæg nok til at sikre en kommercielt rentabel produktion af elektricitet. I begyndelsen af tresserne havde Reimann fået en stilling i et hydroelektrisk firma i Amerika. Siden da havde Turbinehuset ikke været meget andet end et monument over en svunden tid. Der havde været planer om at indrette et lille museum i Reimanns tidligere kontor, men måske var stedet ikke helt interessant nok. Der kom ikke mange. Søhøjlandscenteret havde et billede og en lille forklaring i deres trykte guidebrochurer. Turbinehuset var en moderat turistattraktion. En af hans forstmænd var ansvarlig for, at dæmningen, porten og turbinen blev vedligeholdt, og at portene blev åbnet, når vandstanden i Sorte Sø gjorde en udtømning hensigtsmæssig. Det havde været et smukt forsøg, men i realiteten var der ikke kommet andet ud af det, end at Reimann havde forsynet en del af søsystemet i højlandet med en hane, som kunne åbnes og lukkes. Af en eller anden grund var Turbinehuset ovre i Hullet i hans tanker den junieftermiddag, mens han stod på gårdspladsen og talte med den forhenværende soldat med øjnene, som syntes at tilhøre en anden, langt ældre mand. Helge havde svært ved at kapere tanken om, at en ung mand – eller yngre, Jens måtte være omkring 35 – havde resigneret i så høj grad, at en omflakkende, ensom tilværelse her oppe i skoven var den eneste fremtid, han kunne se. Helge kunne se ham for sig, utilpas og fortravlet, når han cyklede ned til byen for at købe varer eller helt ind til Skanderborg for at ordne pengesager. Men det gav mening. Han vidste, at der i årtier efter Vietnamkrigen havde levet tusindvis af lignende 11

34462_sorte_sø_155x230.indd 11

22-02-2013 11:14:05


eneboere i Amerikas vældige ødemarker, utilpassede, traumatiserede og skamfulde veteraner. Nu sagde han til Jens, – Skal jeg forstå dig sådan, at du har tænkt dig at bo i skoven sådan ... på ubestemt tid? Jens så ned. – Jeg tænker ikke frem. Jeg tager én dag ad gangen. Helge nikkede. – Det bliver koldt til vinter. Den forhenværende soldat trak på skuldrene uden at se på ham. Helge sagde, – Måske er der et sted, du kan bo. Jens stod stadig overskrævs på sin mountainbike, lænet på styret. Han så op.

12

34462_sorte_sø_155x230.indd 12

22-02-2013 11:14:05


3. Det var et år siden. Helge huskede det som en god dag. Skoven var stor. Det var sket før, at han havde været i en position, hvor han kunne tilbyde nogen det, han tænkte på som ‘shelter’. Han rådede over et antal huse i området. Det var for det meste udmærkede murstenshuse, gammeldags og ensomme, og med indbyggede pligter. Man skulle kunne hugge brænde for at bo der. Man skulle helst kunne udbedre rørskader og have sans for vedligeholdelse. Og man skulle holde af skoven og ensomheden. Engang for år tilbage havde han ladet en gammel kammerat flytte ind i et lille skovløberhus på den anden side af åsen. Henning var gået ned med sit firma i Horsens, han var blevet skilt, konen var flyttet til Sjælland med børnene, og Henning havde mistet alt. Selv viljen til at leve havde han mistet. Han havde prøvet at tage livet af sig, og Helge havde truffet ham helt tilfældigt, da han havde været på besøg hos en syg slægtning på sygehuset i Horsens. Henning gik til ambulant behandling hos en psykiater. Han havde fortalt Helge hele historien, og Helge havde tilbudt ham skovløberhuset bag åsen for en periode. Det havde været en succes. Henning boede derovre endnu. Han var blevet det, Helges kone kaldte ‘en skovling’. En skovling var en blanding af en skovl og en skovbo. Det var et godt ord, for det beskrev præcis den type, som Henning tilhørte. Han var en skovl, fordi han ikke kunne begå sig i trædemøllen. Men han kunne godt begå sig i skoven, hvor der var ganske få mennesker at begå sig over for. Han havde taget huset i besiddelse, han havde afsvoret alkohol og fået styr på sin fysik. Han havde kløvet brænde som en sindssyg og fået skovløberhuset til at ligne en guldalderidyl. I hvert fald udefra. 13

34462_sorte_sø_155x230.indd 13

22-02-2013 11:14:05


Indvendigt var det stadig lidt anløbent. Henning skiftede hverken tøj eller sengetøj særlig tit, men det gjorde ikke noget. Han hørte radio. Han røg pibe. Han kørte nødtvungent ned til byen en gang imellem og fyldte den udtjente Renault med forsyninger fra SuperBrugsen, inden han skyndte sig tilbage op over åsen. Henning var prototypen på en skovling, men han var også prototypen på den person, som Helge havde mulighed for at hjælpe. Den dag på gårdspladsen for et år siden havde han set skovlingen i soldaten Jens. – Et sted, jeg kan bo? sagde Jens. Helge nikkede. – Hvis det er noget for dig. Hvis vi kan blive enige. Soldaten havde svinget benet over cykelstangen, som om han først i det øjeblik var stået af. Helge havde hentet jakken. Susanne var i København. Det var søndag. Han havde startet Landroveren og havde kørt Jens over til vejen, der passerede stien ind om Sorte Sø. Jens kunne ikke afgøre, om manden havde en bagtanke. Helge var boss her, så meget forstod han. Skovridergården lignede et mindre engelsk gods, og det lå i midten af skoven, mutters alene. Helge havde set ind i ham meget hurtigt. De fleste så en bums. Helge så præcis, hvad han var. Helge gik forrest ad en smal sti. Til venstre lå søen. Solen glimtede i overfladen, mens de gik i skyggen, og Helge sagde, – Du kan se, her kommer dæmningen. Til højre faldt terrænet brat, og de gik ud på en brolignende mur. Helge sagde, – Dæmningen er faktisk lidt af et bygningsværk. Den er støbt i beton. Jens nikkede. Han kunne se, hvordan søen var dæmmet op, hvordan den før havde bredt sig ned i den skyggefulde, dybe dal, hvor der nu stod et rødpudset, højt hus, hvis tag næsten flugtede med vandspejlet i Sorte Sø. Midt på dæmningen standsede Helge. – Her er porthjulet, sagde han. – Se. Jens så skovrideren begynde at dreje på et stort, galvaniseret hjul. Han 14

34462_sorte_sø_155x230.indd 14

22-02-2013 11:14:05


så takkerne på hjulaksen gribe ind i takkerne på to kraftige stolper, og et øjeblik efter hørte han en rumlende lyd, da vandet begyndte at løbe gennem porten. Han lænede sig ud over rækværket og så den kraftige rørledning, som forsvandt ind i soklen på det røde hus. – Smart, sagde han og så på skovrideren. – Lige ned i turbinen. Helge grinede og drejede hjulet den anden vej. – Nemlig. Skovrideren tog ham med ind i Turbinehuset. Turbinen stod nederst. Han så kampestensfundamentet, mærkede den fugtige, potente lugt og kulden, mens skovrideren kravlede op ad en stejl trætrappe og åbnede lemmen til etagen over turbinerummet. De lavloftede rum var støvede. De mindede ham lidt om billeder, han havde set af forladte militærinstallationer. Der stod endda en gammel, sort telefon på skrivebordet. Der var en jernseng med en halmmadras. Helge sagde, – Der er også en lille ovn. Ingeniør Reimann satte elvarmeapparater op. Belysningen kører også over turbinen. Det fungerer stadig, men man er nødt til at have både brænde og petroleumslampe. Jens nikkede. – Man kan ikke oplagre elektricitet. Skovrideren sagde, – Det var et af problemerne. Som sagt, det hele fungerer fint, men anlægget her genererer simpelthen ikke nok elektricitet til, at det er rentabelt. Han sagde, – Og du siger, jeg kan bo her? – Ja, hvis du vil. – Hvad koster det? Skovrideren grinede. – Det koster ikke noget. – Men ... hvad skal jeg gøre til gengæld? – Det er let. Der følger nogle småopgaver med. Jeg har en fyr, Carsten Smith. Han holder øje med Turbinen og huset. Han har en liste med ting. Vedligeholdelse. Og så porten. – Porten? – Ja, du skal åbne porten alt efter vandstanden i søen. Det følger nogle tabeller, vi laver ud fra nedbørsmængden og vejret. 15

34462_sorte_sø_155x230.indd 15

22-02-2013 11:14:05


Han nikkede langsomt. – Søen overbelaster dæmningen, hvis vandtrykket bliver for kraftigt. – Ja. Men det er såre enkelt. Det eneste er, at du ikke kan forlade stedet her sådan i længere tid uden at aftale med Carsten Smith. – Jeg skal ingen steder, sagde han. Siden den dag havde Helge været på besøg nogle gange. Han havde set rigtigt. Jens var en skovling. Carsten Smith var henrykt og havde sendt René Olmer og Marianne Kaas ned til Turbinehuset for at tynde løvhanget over dæmningen, så soldaten kunne få lidt mere lys ned i hullet. Jens havde indrettet den lavloftede etage meget på samme måde, som Henning havde indrettet sig i huset på den anden side af åsen. Fremmede besøgende ville i løbet af fem sekunder kunne se, at der ikke boede kvinder her. Men der herskede ikke desto mindre en maskulin orden, som Helge godt kunne lide. Man kunne se, at Jens var soldat. Jernsengen var redt stramt og fast. I det daglige så han sjældent Jens Soldat. Jens cyklede og gik i skoven. Når Helge passerede ham på en af grusvejene, standsede de. Helge skød ruden i Landroveren til side og spurgte, om alt var i orden. Og Jens betragtede ham ud under sin våde hætte. – Ja, sagde han. – Det er fint. Somme tider kunne man se, at Jens løj. Somme tider var det ikke fint. Somme tider havde Jens mareridt i øjnene. Engang sagde Helge inde fra Landroveren, – Taler du med nogen? Jeg mener en psykolog eller noget? Jens sagde, – Hver anden måned. Den dag havde soldaten set specielt plaget ud, og Helge havde sagt, – Er der ikke noget medicin...? Jens rystede langsomt på hovedet. – Der er masser af medicin, men det virker ikke. Eller – det virker for godt. – For godt? – Det gør én til en zombie. De sidste piller, jeg fik, kappede forbindelsen til de ædlere dele. Det er almindeligt. Bivirkning. 16

34462_sorte_sø_155x230.indd 16

22-02-2013 11:14:05


Helge nikkede langsomt. – Det er voldsomt. – Det gider jeg ikke, sagde soldaten. Han snøftede i regnen og så bort. Helge sagde, – Du ved, hvor vi er. Det sagde han til skovlinger. Du ved, hvor vi er. Det var sjældent, skovlingerne kom op til huset. Det lå i sagens natur. Han kørte videre, mens han tænkte på soldatens dilemma. Han havde hørt om det. Psykofarmaka kunne virke som kemisk kastrering. Det kunne man kalde et dilemma. Hvis psykofarmaka fik depressionen til at lette, ville en stærk fyr som Jens så ikke netop begynde at tænke på kvinder? Og hvad nyttede det så, at forbindelsen til de ædlere dele var kappet? Mens han kørte hjem, tænkte han, at han måske selv ville have valgt som Jens. Han ville nok selv have foretrukket at være deprimeret med potensen i behold fremfor at være en zombie-eunuk. Let var det ikke, men han glædede sig over, at det stod i hans magt at give fredelige, mærkede folk som Henning Damsholt og Jens Soldat et fristed langt fra verdens rummel.

17

34462_sorte_sø_155x230.indd 17

22-02-2013 11:14:05

Lars Kjædegaard SORTE SØ Læseprøve  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you