Issuu on Google+

90 mm

Om Rosens Navn „En rigt fabulerende bog, en klog og vittig komedie, ikke bare fuld af fascinerende viden om middelalderen, men også af kundskaber om menneskets labyrintiske sind.“ – Poul Borum, Ekstra Bladet

220 mm

Om Foucaults pendul „En forrygende, intellektuel knaldroman.“ – Bjørn Bredal, Weekendavisen

– fra Torino til Prag til Paris – er mættet af mystik og vold. Sammensværgelser styrer historiens gang. Jesuitter konspirerer mod frimurere. Italienske republikanere kværker præster i deres egne indvolde. Franske satanister planlægger bombeattentater om dagen og holder sorte messer om natten. Hvert land har sin egen efterretningstjeneste, der forfalsker, konspirerer og myrder: Europa er i oprør. Et af tidens mest uheldssvangre dokumenter er Zions Vises Protokoller: en pagt indgået på en kirkegård i Prag, som angiveligt beskriver en jødisk plan om verdensherredømme. SIMONE SIMONINI er hovedpersonen i Umberto Ecos roman. Han er antikvitetshandler i Paris. Men bag den stilfærdige facade gemmer sig en person, der får afgørende indflydelse på historiens gang. Da han bliver gammel, beslutter han sig for, at sandheden skal for en dag.

KIRKEGARDEN I PRAG

Om Baudolino „Ingen lyver så blændende og frækt som denne forfatter, der har begået en rigtig røverhistorie med filosofi, historie, lune og glimt i øjet.“ – Karin Johansen, Kristeligt Dagblad

1800-TALLETS EUROPA

36 mm

UMBERTO ECO

PRESSEN SKREV

143 mm

143 mm

UMBERTO

ECO

90 mm

UMBERTO ECO

er født i Alessandria i 1932. Han er filosof og semiolog og ekspert i massemedier og middelalderen. Eco debuterede som skønlitterær forfatter i 1980 med Rosens Navn, som blev en international bestseller. Han er desuden forfatter til bl.a. Foucaults pendul, Øen af i går, Baudolino og Dronning Loanas mystiske flamme.

KIRKEGARDEN I PRAG

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

RO S I N A N T E

Omslag: Imperiet Forfatterfoto: © Leonardo Cendamo


Af samme forfatter Rosens navn Roman Efterskrift til Rosens navn Essay Foucaults pendul Roman Middelalderens genkomst Essays Om spejle og andre forunderlige fænomener Essays Med Platon til striptease Essays Hvordan man rejser med en laks og andre essays Øen af i går Roman Moralske tanker Essays Hvordan det ender, hvordan det begynder Udvalgte essays 1995-1998 Kant og næbdyret Essays Baudolino Roman Middelalderens æstetik Dronning Loanas mystiske flamme Roman Fordele og ulemper ved døden Essays

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 2

11-04-2012 14:48:32


UMBERTO ECO

Kirkeg책rden i Prag p책 dansk ved Lorens Juul Madsen

Rosinante

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 3

11-04-2012 14:48:32


Kirkegården i Prag er oversat fra italiensk af Lorens Juul Madsen efter Il Cimitero di Praga Copyright © RCS Libri S.p.A. – Milano, Bompiani 2010 Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Pierluigi Buttò/Polystudio Dansk omslagstilrettelæggelse: Harvey Macaulay, Imperiet Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-1729-5 Printed in Latvia 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 4

11-04-2012 14:48:32


Indhold Hvis en forbipasserende den grå morgen Hvem er jeg? Chez Magny På farfars tid Simonino som revolutionær I tjenesternes tjeneste Med de tusind Ercole Paris Dalla Piccola i vildrede Joly En nat i Prag Dalla Piccola hævder, at han ikke er Dalla   Piccola Biarritz Dalla Piccola genopstår fra de døde Boullan Pariserkommunens dage Protokollerne Osman Bey Russernes mand? Taxil Djævelen i det 19. århundrede Tolv givtige år En natlig messe Klare tankerne Den endelige løsning Afbrudt dagbog Overflødige lærde præciseringer

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 5

9 13 43 63 103 119 139 169 191 201 203 227 251 253 273 277 281 309 323 331 339 359 395 447 473 485 507 521

11-04-2012 14:48:32


34242_kirkegaarden_i_prag.indd 6

11-04-2012 14:48:32


Da konkrete hændelser trods alt er nødvendige og egentlig udgør grundstoffet i en historisk beretning, har vi inkluderet fortællingen om hundred borgere, som blev henrettet ved hængning på byens torv, den om to munke, som blev brændt levende, og den om en komets passage, alle sammen beskrivelser, der siger mere end hundred ridderlege, og som har den fordel, at de bedre end noget andet bortleder læserens opmærksomhed fra det væsentlige. carlo tenca: La ca’ dei cani

7

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 7

11-04-2012 14:48:32


8

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 8

11-04-2012 14:48:32


1

HVIS EN FORBIPASSERENDE DEN GRÅ MORGEN

Hvis en forbipasserende den grå morgen i marts 1897 på egen risiko havde vovet sig hen over place Maubert, eller la Maub, som forbryderne kaldte den (i middelalderen centrum for universitetetslivet, for her samledes de studerende fra Det Filosofiske Fakultet i Vicus Stramineus eller rue du Fouarre, og senere stedet, hvor man henrettede fritænkere som Étienne Dolet), ville vedkommende have befundet sig på et af de få steder i Paris, som var blevet forskånet for baron Haussmanns saneringer, midt i et virvar af ildelugtende gyder, der var delt i to af Bièvre-floden, som hernede – i modsætning til resten af storbyen, hvor den i længerede tid havde været overdækket – endnu strømmede frit af sted for boblende af sot og uhumskheder at løbe ud i den nærliggende Seine. Fra place Maubert, som nu blev skæmmet af boulevard Saint-Germain, udgik endnu et fintmasket netværk af stræder som rue Saint-Séverin, rue Galande, rue de la Bûcherie, rue Saint-Julien-le-Paul og længere borte rue de la Huchette med deres vrimmel af snavsede gæstgiverier, hvis indehavere for de flestes vedkommende stammede fra Auvergne, kroholdere, hvis grådighed var legendarisk, og som forlangte en franc for den første nat og fyrre centimer for de følgende (foruden tyve sous, hvis man også ønskede et lagen). Hvis vedkommende derpå var gået videre ned ad det, der senere skulle blive rue Sauton, men som endnu hed rue d’Amboise, ville han mellem et horehus, der var camoufleret som en ølstue,

9

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 9

11-04-2012 14:48:32


og en beværtning, der foruden elendig vin serverede måltider til to sous (som allerede dengang var et uanseligt beløb, men alt, hvad Sorbonne-universitetets studerende kunne tillade sig), støde ind i en blindgyde. Gyden hed dengang impasse Maubert, men blev tidligere kaldt cul-de-sac d’Amboise. Den havde flere år tidligere været hjemsted for en tapis-franc (på forbryderslang en knejpe eller tredjerangs kro, som sædvanligvis blev drevet af en tidligere straffet person, med et klientel af nyligt løsladte tugthusfanger), og den havde bevaret et sørgeligt ry, fordi der i det 18. århundrede var tre berygtede giftmordersker, der drev deres laboratorium på stedet og en dag blev fundet døde efter at have indåndet de dødbringende bryg, de destillerede over deres komfur. For enden af denne gyde var der et ganske uanseligt udstillingsvindue tilhørende en marskandiser, som et falmet skilt præsenterede som Brocantage de Qualité. Vinduet var sløret af det tykke lag støv, som efterhånden havde lagt sig på ruderne, der i forvejen gav et ringe udsyn til de udstillede varer, fordi de hver især kun var tyve gange tyve centimeter store og indfattet i vinduesrammens sprosser. Ved siden af dette udstillingsvindue ville den forbipasserende se en dør, som altid var lukket, og ved siden af en klokkestreng et skilt, der meddelte, at indehaveren var midlertidigt fraværende. Hvis døren, hvilket hørte til sjældenhederne, faktisk var åben, ville den indtrædende i det svage lys, der faldt ind i den lille biks, på de få, vakkelvorne hylder og nogle ligeså skrøbelige borde se nogle genstande, som ved første øjekast virkede tillokkende. Ved nærmere eftersyn ville de imidlertid vise sig at være så elendige, at de næppe kunne betragtes som handelsvarer, selv om prisen måtte modsvare den ringe kvalitet. Det kunne dreje sig om et par ildbukke, som ville gøre en skrækkelig figur i en hvilken som helst kamin, et pendulur i afskallet blå emalje, nogle puder, som engang havde været broderet i livlige farver, bordopsatser til blomster med amoriner i skåret keramik, leddeløse borde i ubestemmelig stil, en rusten jernkurv til visitkort, udefinerbare dåser med pyrografiske

10

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 10

11-04-2012 14:48:32


motiver, rædselsfulde vifter i perlemor dekoreret med kinesiske motiver, en halskæde i noget, der lignede rav, et par børnesko af hvid uld med spænder belagt med irske glasdiamanter, en ramponeret Napoleonsbuste, sommerfugle bag skåret glas, frugter i mangefarvet marmor under en glasklokke, som engang havde været gennemsigtig, kokosnødder, gamle portfolioer med beskedne blomsterakvareller og nogle indrammede daguerreotypier (som på den tid bestemt ikke kunne betragtes som antikviteter). Den, der således drevet af en unaturlig tilskyndelse måtte falde for et af disse ynkelige levn efter gamle pant i ubemidlede familiers ejendom, og som hos den yderst dubiøse indehaver forhørte sig om prisen, ville blive mødt med et så skamløst forlangende, at det ville afskrække selv den mest perverse samler af antikvariske misfostre. Og hvis den besøgende omsider, takket være et eller andet hemmeligt løsen, trådte ind ad endnu en dør, som adskilte butikken fra bygningens øvre etager, og vedkommende forsatte op ad en af disse forfaldne vindeltrapper, som findes i parisiske huse, hvis facader er lige så brede som gadedørene (hvorfor de vinde og skæve døre står side om side), ville han træde ind i en stor stue, hvis inventar tydeligvis var af en ganske anden beskaffenhed end stueetagens skrabsammen: et lille bord i empirestil med tre ben, der var udsmykket med ørnehoveder, et konsolbord, som hvilede på en vinget sfinks, et skab fra det 17. århundrede, en mahognireol med henved hundred bøger i nydeligt safian, et skrivebord i såkaldt amerikansk stil, med en jalousilåge og en masse små skuffer som i en sekretær. Og hvis han fortsatte ind i det tilstødende værelse, ville han finde en luksuriøs baldakinseng, en rustik étagère fuld af Sèvresporcelæn, en tyrkisk vandpibe, en stor alabastskål, en krystalvase, langs væggen bagerst i værelset paneler bemalet med mytologiske scener, to store malerier forestillende epikkens og komediens muser, og på væggene i øvrigt nogle arabiske kofter i berkan, andre asiatiske dragter i kashmir, en pilgrims gamle vandflaske og desuden en servante fuld af toiletsager i udsøgte

11

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 11

11-04-2012 14:48:32


materialer. Der var med andre ord tale om en besynderlig blanding af kuriøse og kostbare genstande, der måske ikke var udtryk for ejerens konsekvente og raffinerede smag, men afgjort for hans ønske om at stille sin velstand til skue. Når den besøgende atter trådte ind i stuen, ville han, ved et bord ud for det eneste vindue, hvorfra der strømmede en smule lys ind fra gyden, se en gammel mand i slåbrok, som, hvis den besøgende fik lejlighed til at kaste et blik over hans skulder, var i færd med at skrive det, vi nu skal læse, og som Fortælleren i visse tilfælde vil opsummere for ikke at kede Læseren unødigt. Læseren skal dog ikke forvente, at Fortælleren afslører, hvordan han til sin forbløffelse har opdaget, at der er tale om en tidligere omtalt person. Denne fortælling tager nemlig sit udgangspunkt her, ingen af dens personer har nogensinde været nævnt før, og selv Fortælleren ved endnu ikke, hvem den gådefulde skriver er. Det er hans hensigt (i forening med Læseren) at undersøge dette, idet de med stjålne blikke nysgerrigt følger de tegn, som hans pen nu afsætter på papiret.

12

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 12

11-04-2012 14:48:32


2

HVEM ER JEG?

24. marts 1897 Jeg føler en vis forlegenhed ved at sætte mig til at skrive og således nærmest krænge min sjæl ud, på ordre fra – nej, det ved gud! Lad os sige på opfordring af – en tysk jøde (eller østrigsk, men det kan være det samme). Hvem er jeg? Måske er jeg bedre tjent med at danne mig et overblik over mine lidenskaber end over mit levnedsforløb. Hvem elsker jeg? Jeg kan ikke komme i tanker om noget elsket ansigt. Jeg elsker god mad, så meget ved jeg: Bare jeg udtaler navnet La Tour d’Argent, går der ligesom en skælven gennem hele min krop. Er det kærlighed? Hvem hader jeg? Jøderne, lyder min første indskydelse, men alene det faktum, at jeg så ydmygt føjer den østrigske (eller tyske) læge, viser jo, at jeg ikke har noget imod de fordømte jøder. Det eneste, jeg ved om jøderne, er det, farfar lærte mig: – De er det gudløse folk par excellence, sagde han. De lever ud fra den overbevisning, at det gode skal realiseres her, og ikke hinsides døden. Derfor er formålet med deres virke udelukkende at erobre denne verden. Deres spøgelse kastede en skygge over mine barndomsår. Farfar beskrev for mig disse evigt vagtsomme øjne, der er så falske, at man må blegne, disse sleske smil, disse hyæneagtige læber, som er trukket op over de blottede tænderne, disse plagsomme, sygelige og brutale blikke, næsen, der ligner næbet på en eksotisk fugl ... 13

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 13

11-04-2012 14:48:32


Og blikket, åh, blikket ... Øjnene flakker hektisk rundt med pupiller af samme farve som branket brød og alle tegn på leversyge, fordærvet af atten århundreders had, med øjenkroge gennemfuret af tusind små rynker, som bliver dybere med alderen, og allerede som tyveårig er jøden indfalden som en gammel mand. Når han smiler, falder de opsvulmede øjenlåg halvt i, så øjnene forvandles til smalle sprækker, et tegn på snuhed, hævder nogle, men farfar mente snarere, det var liderlighed ... Og da jeg var stor nok til at forstå, indprentede han mig, at ikke alene er jøden forfængelig som en spanier, uvidende som en kroat, begærlig som en levantiner, utaknemmelig som en malteser, uforskammet som en sigøjner, snavset som en englænder, slesk som en kalmuk, despotisk som en preusser og bagtalerisk som indbyggerne i Asti – han er også en uforbederlig horebuk. Det skyldes omskæringen, som gør jøder mere erektile, med et grotesk misforhold mellem kroppens dværgvækst og det vældige omfang af denne foldede og halvt vanskabte udvækst mellem deres ben. Jeg selv havde i årevis mareridt om jøder hver eneste nat. Til alt held har jeg aldrig selv truffet nogen, bortset fra den lille gadetøs i Torinos ghetto, da jeg var dreng (men hende vekslede jeg kun et par ord med), og den østrigske (eller tyske, det kan være det samme) læge. Tyskere har jeg til gengæld truffet, og jeg har endda arbejdet for dem. En laverestående del af menneskeheden kan man næppe forestille sig. En tysker producerer gennemsnitlig dobbelt så meget afføring som en franskmand. Denne fordøjelsesmæssige hyperaktivitet sker på bekostning af hjerneaktiviteten og vidner om deres fysiologiske underlegenhed. På folkevandringstiden spredte de germanske horder ufattelige mængder af fækalier på deres vej. Men selv i de senere århundreder kunne en rejsende franskmand ud fra den abnorme størrelse af de ekskrementer, der lå i vejkanten, straks overtyde sig om, at han havde krydset grænsen til Alsace. 14

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 14

11-04-2012 14:48:33


… Jeg selv havde i årevis mareridt om jøder hver eneste nat … (s. 14)

15

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 15

11-04-2012 14:48:34


Og som om det ikke var nok, er tyskeren typisk kendetegnet ved bromidrose eller ildelugtende svedsekretion, og man har bevist, at en tyskers urin består af tyve procent kvælstof, mens det for andre racers vedkommende kun er femten. Tyskeren lever i en konstant tilstand af mavebesvær, der skyldes hans umådeholdne indtag af øl og de pølser af svinekød, som han fylder sig med. Jeg så dem en aften, på min eneste rejse til München, i en af disse haller, der nærmest er verdslige katedraler, tilrøgede som en engelsk havn, stinkende af svinefedt og flæsk. De sad ligefrem parvis, mand og kvinde, med et fast greb om disse ølkrus, der alene kunne slukke tørsten på en flok elefanter, næse mod næse i en dyrisk parringsleg, som to hunde, der snuser til hinanden, med deres larmende og uskønne latterudbrud, deres plumpe og gutturale gemytlighed, bestandig skinnende af fedt, som er smurt ud over deres ansigter og kroppe som olien på atleterne i et af oldtidens cirkus. De tager munden fuld af deres Geist, som betyder ånd, men det eneste spirituelle ved dem er det øl, der fordummer dem lige fra ungdomsårene og forklarer, hvorfor der hinsides Rhinen aldrig er blevet skabt noget kunstværk af interesse, bortset fra enkelte portrætmalerier af afskyelige fjæs og dræbende kedsommelige digte. For ikke at tale om deres musik: Jeg taler ikke om denne larmende og dystre Wagner, som i dag hensætter selv franskmændene i en tilstand af apati, men efter den smule at dømme, jeg har hørt, er denne Bachs kompositioner fuldkommen blottet for harmoni, kolde som en vinternat, og denne Beethovens symfonier er et orgie af vulgaritet. De enorme mængder af øl, de sætter til livs, gør dem helt ude af stand til at ænse deres egen tarvelighed, men selve indbegrebet af denne tarvelighed er, at de slet ikke skammer sig over at være tyskere. De tog en forædt og liderlig munk som Luther alvorligt (kan man gifte sig med en nonne?) alene af den grund, at han ødelagde Bibelen ved at oversætte den til deres sprog. Hvem var 16

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 16

11-04-2012 14:48:34


det nu, der sagde, at de bare har indtaget for store mængder af de to store europæiske rusmidler, alkohol og kristendom? De anser sig selv for at være inderlige, fordi deres sprog er vagt, det ejer ikke den franske tunges klarhed og kommer aldrig rigtig til sagen, med det resultat at ingen tysker nogensinde ved præcis, hvad det er, han vil sige – og forveksler denne uvished med inderlighed. Det er med tyskere som med kvinder, man kommer aldrig rigtig til bunds i dem. Dette udtryksløse sprog med dets verber, som den læsende spejder fortvivlet efter, fordi de aldrig er, hvor de burde være, tvang farfar mig ulykkeligvis til at lære som dreng, men det er i grunden ikke overraskende i betragtning af hans østrigske sindelag. Og således kom jeg til at hade dette sprog lige så meget som den jesuit, der bankede det ind i mig med små rap over fingrene med en lineal. Lige siden denne Gobineau skrev om racernes indbyrdes ulighed, er det, som om det at kritisere et andet folk er ensbetydende med, at man anser sit eget for at være overlegent. Personlig er jeg ganske fordomsfri. Siden jeg blev fransk (hvilket jeg allerede var halvt, på mødrene side) har jeg indset, hvor dovne, bedrageriske, koleriske, skinsyge og grænseløst hovmodige mine nye landsmænd er, og det i en sådan grad, at de betragter enhver, der ikke er fransk, som en vildmand, og er helt uimodtagelige for kritik. Men jeg har også forstået, at hvis man vil have en franskmand til at tilstå, at hans eget slæng trods alt har visse mangler, skal der blot tales nedsættende om et andet folk. Altså noget i stil med »vi polakker har den og den brist«. Da de ikke vil stå tilbage for nogen, heller ikke hvad mangler angår, reagerer de prompte ved at sige »næ, her i Frankrig er vi skam meget værre«, og så giver de sig ellers til at bagtale franskmændene, indtil det går op for dem, at de er gået i en fælde. De bryder sig ikke om deres medmennesker, heller ikke når de er dem til nytte. Ingen kan måle sig med en fransk værtshushol17

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 17

11-04-2012 14:48:34


der i uforskammethed. Han ser ud til at hade kunderne (hvilket muligvis er sandt) og ønske dem hen, hvor peberet gror (hvilket er løgn, for franskmanden er umådelig grisk). Ils grognent toujours. Prøv bare at spørge dem om et eller andet: sais pas, mois, svarer de og rimper læberne sammen, som om de fjærtede. De er ondskabsfulde og slår andre mennesker ihjel af ren og skær kedsomhed. Det er det eneste folk, hvis borgere i flere år var travlt beskæftiget med at hugge hovederne af hinanden, og de kan prise sig lykkelige over, at Napoleon fik deres vrede vendt mod andre folkeslag og fik dem til i række og geled at lægge Europa øde. De er stolte af at have en stat, som, hævder de, er magtfuld, men de fordriver tiden med at forsøge at omstyrte den. Ingen kan måle sig med franskmændene, når det gælder at bygge barrikader ved enhver given lejlighed og hver eneste gang, vinden vender, og ofte ved de end ikke selv, hvorfor de gør det, men lader sig føre gennem gaderne af det værste rak. Franskmanden ved egentlig slet ikke, hvad han vil have, kun er han fuldstændig overtydet om, at han ikke vil have det, han har. Og den eneste måde, han kan udtrykke det på, er ved at skrive sange. Og så tror de, at Gud og hvermand taler fransk. Tag nu det, der skete for nogle årtier siden med denne Lucas, en meget talentfuld mand. Han forfalskede tredive tusind historiske dokumenter på gammelt papir, som han skaffede sig ved at skære forsatsbladene ud af gamle bøger på Bibliotèque Nationale og efterligne de forskellige håndskrifter, om end ikke så godt, som jeg ville have gjort ... Han solgte jeg ved ikke hvor mange af dem for en formue til den tåbe til Chasles (en stor matematiker, siges det, og medlem af Videnskabernes Akademi, men manden er idiot). Og ikke kun han, men også mange af hans lærde kolleger, tog for gode varer, at Caligula, Kleopatra og Julius Cæsar havde udfærdiget deres breve på fransk, og at folk som Pascal, Newton og Galilei korresponderede på samme sprog, skønt ethvert barn ved, at de lærde i de århundreder kommunikerede med hinanden på latin. De franske videnskabsmænd 18

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 18

11-04-2012 14:48:34


anede simpelthen ikke, at andre folkeslag talte noget, der ikke var fransk. Desuden fremgik det af de forfalskede breve, at Pascal havde opdaget tyngdeloven tyve år før Newton, og det var nok til at forblænde disse opblæste nationalister fra Sorbonne. Muligvis skyldes uvidenheden deres nærighed – den nationale last, som de selv regner for en dyd og forveksler med nøjsomhed. I intet andet land end dette har man formået at bygge en hel komedie op, som kredser om en gnier. For slet ikke at tale om Balzacs père Grandet. Hvor nærige de er, ses tydeligt på deres støvede lejligheder, deres lasede tapeter, badekarrene, som går i arv gennem generationer, de faldefærdige vindeltrapper af træ, der tjener til nøje at udnytte den trange plads. Hvis man krydser en franskmand med en jøde (måske af tysk oprindelse), som man gør med planter, vil det resultere i det, vi har, nemlig Den Tredje Republik ... Når jeg i det hele taget valgte at blive fransk, skyldes det, at jeg ikke kunne udholde at være italiener. Da jeg er piemonteser (af fødsel), følte jeg, at jeg blot var en karikatur af en galler, kun mere indsnævret. Med piemontesere forholder det sig sådan, at alt nyt skræmmer dem fra vid og sans, det uventede gør dem simpelthen rædselsslagne. Det krævede to ligurere, en fanatiker som Garibaldi og en ulykkesfugl som Mazzini, at drive dem helt ned til Kongeriget Begge Sicilier. For slet ikke at tale om det, jeg opdagede, da jeg blev sendt til Palermo (hvornår var det? Det må jeg forsøge at rekonstruere). Kun den indbildske nar til Dumas elskede disse folkefærd, måske fordi de sleskede mere for ham end franskmændene, som trods alt betragtede ham som en bastard. Han var populær blandt napolitanere og sicilianere, der jo selv er mulatter, ikke på grund af en letlevende mors fejltrin, men som følge af mange slægtleds historie. De nedstammer jo fra upålidelige levantinere, svedige arabere og degenererede østgotere og har arvet det værste efter hver af deres blandede forfædre: saracenernes sløvhed, Hohenstaufer19

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 19

11-04-2012 14:48:34


nes grusomhed, grækernes ineffektivitet og forkærlighed for at fortabe sig i spidsfindig og sofistisk snak. Man behøver bare kaste et blik på de napolitanske gadedrenge, som henrykker udlændige ved at proppe sig med spaghetti, som de stopper i munden med fingrene, mens de griser sig til med fordærvede tomater. Jeg har ikke selv set det, men jeg ved, at det forholder sig sådan. Italieneren er upålidelig, løgnagtig, fej, forræderisk, han foretrækker dolken frem for sværdet og gift frem for lægemidler. Han er slesk i forhandlinger og kun konsekvent derved, at han ændrer standpunkt, hver gang vinden vender – jeg så selv, hvad der skete med de bourbonske generaler, så snart Garibaldis eventyrere og de piemontesiske generaler dukkede op. Sagen er jo den, at italienerne har formet sig efter præsterne, den eneste rigtige regering, de nogensinde har haft, siden den perverse stodder til den sidste romerske kejser blev røvpulet af barbarerne, fordi kristendommen havde svækket det engang så stolte folk. Præsterne ... Hvordan lærte jeg dem at kende? I farfars hus, tror jeg. Jeg husker dunkelt disse vigende blikke, de ødelagte tænder, den dårlige ånde og de svedige hænder, som forsøgte at kærtegne min nakke. Modbydeligt. De tilhører i kraft af deres uvirksomhed samme farlige del af menneskeheden som tyveknægte og vagabonder. Det eneste formål med at blive præst eller munk er at føre et liv i lediggang, og denne lediggang er kun mulig, fordi der er så mange af dem. Hvis præsterne udgjorde for eksempel en for hver tusind sjæle, ville de være så travlt beskæftiget, at de ikke kunne sidde mageligt henslængt og spise kapuner. Og blandt de allermest tarvelige præster vælger kirken de dummeste og udnævner dem til biskopper. Man bliver belemret med dem straks efter fødslen, hvor de forretter dåben, og møder dem allerede igen i skolen, hvis ens forældre altså er så bigotte, at de overdrager ens uddannelse til dem. Så kommer første kommunion, katekismus og firmelse. På ens bryllupsdag 20

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 20

11-04-2012 14:48:34


… De tog en forædt og liderlig munk som Luther alvorligt (kan man gifte sig med en nonne?) alene af den grund, at han ødelagde Bibelen ved at oversætte den til deres sprog … (s. 16)

21

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 21

11-04-2012 14:48:35


er præsten der igen og fortæller en, hvad man skal gøre i soveværelset, og næste dag sidder han i skriftestolen og spørger en, hvor mange gange man har gjort det for at gejle sig selv op bag gitteret. Når præster taler om sex, er det med alle tegn på forfærdelse, men hver eneste dag ser man dem stige ud af en incestuøs seng uden så meget som at vaske hænder, og spise og drikke deres herres legeme, som de derefter udskider. De insisterer på, at deres rige ikke er af denne verden, men lægger deres klamme hånd på alt, hvad de kan få op under neglene. Den menneskelige civilisation bliver ikke fuldkommen, før den sidste byggesten i den sidste kirke er styrtet ned i hovedet på den sidste præst, og jorden endegyldigt er blevet befriet for denne bærme. Kommunisterne har udbredt den forestilling, at religion er opium for folket. Det er sandt, for den tjener til at tøjle undersåtternes fristelser, og hvis det ikke var for religionen, ville dobbelt så mange mennesker gå på barrikaderne, hvorimod de i Pariserkommunens dage var alt for få og temmelig hurtigt kunne ryddes af vejen. Men efter at jeg har hørt denne østrigske læge prise det colombianske rusmiddels velsignelser, vil jeg tilføje, at religion også er kokain for folket. Den har drevet og driver fortsat mennesker til at føre krig, begå massakrer på de vantro – og det gælder både kristne, muslimer og andre afgudsdyrkere – og mens Afrikas negre nøjedes med at nedslagte hinanden, har missionærerne omvendt dem og gjort dem til kolonitropper, der egner sig glimrende til kanonføde og til at voldtage hvide kvinder, når de indtager en by. Aldrig er menneskets grusomheder så systematiske og begejstrede, som når de begås i religionens navn. Værst af alle er utvivlsomt jesuitterne. Det foresvæver mig, at jeg ved flere lejligheder har spændt ben for dem, men måske er det dem, der har skadet mig, jeg kan ikke rigtig huske det. Eller også var det deres vellystige brødre, frimurerne. De er ligesom jesuitter, bare en anelse mere forvirrede. Hvor den ene part dog har en 22

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 22

11-04-2012 14:48:35


teologi og ved, hvordan de skal forvalte den, har de andre alt for mange og kan ikke finde ud af noget som helst. Farfar fortalte mig om frimurerne. Det var dem og jøderne, der huggede hovedet af kongen. Og de skabte de italienske carbonari, som også er en slags frimurere, bare lidt dummere. Engang blev de henrettet ved skydning, og senere gik de direkte til skafottet, fordi deres bomber aldrig ville detonere, eller også blev de socialister, kommunister eller kommunarder. Op mod muren med hele banden. Bravo, Thiers. Frimurere og jesuitter. Jesuitter er frimurere forklædt som kvinder. Jeg hader kvinder, med det beskedne kendskab jeg har til dem. I årevis var jeg nærmest besat af disse brasseries à femmes, som er samlingssted for alt muligt rak. De er værre end horehuse. Sidstnævnte har i det mindste svært ved at etablere sig, fordi naboerne modsætter sig det. Ølstuerne kan man derimod uhindret åbne alle vegne, fordi det angiveligt bare er steder, hvor folk slukker deres tørst. Sandheden er, at der drikkes i stueetagen og drives prostitution på de øvre. Hver ølstue har sit tema, og pigerne er klædt ud derefter. Det ene sted er det tyske kelnerinder, og over for Justitspalæet er værtinderne iført dommerkapper. Desuden siger navnene alt, for eksempel Brasserie du Tire-cul, Brasserie des belles marocaines eller Brasserie des quatorze fesses, ikke langt fra Sorbonne. Indehaverne er næsten altid tyskere, der således nedbryder den franske moral. Alene i femte og sjette arrondissement er der mindst tres af slagsen, i hele Paris løber det op i næsten tohundred, og selv purunge mænd har adgang til dem. De unge mænd opsøger først disse steder af ren og skær nysgerrighed, siden bliver det en last, og til sidst redder de sig – i bedste fald – en dryppert. Hvis ølstuen ligger i nærheden af en skole, går eleverne hen og udspionerer pigerne gennem døren. Personlig går jeg derhen for at drikke. Og for indefra at udspionere de skoleelever, der sender 23

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 23

11-04-2012 14:48:35


lange blikke ind ad døren. Og det er ikke kun elever. Man lærer mange ting om voksne menneskers gøren og laden på sådan et sted, og det kan altid komme en til gode. Det bedste, jeg ved, er at prøve at blive klogere på de forskellige luderkarle, der sidder afventende omkring bordene. Nogle af dem er gifte mænd, der lader sig forsørge af deres koner, de er velklædte, holder sig for sig selv og fordriver tiden med at ryge og spille kort. Værten og pigerne omtaler dem under et som »hanrejernes bord«. I Latinerkvarteret er mange af dem derimod fallerede studenter. De er evigt bekymrede for, at nogen skal franarre dem deres penge, og de har let til kniven. De mest fredsommelige er tyvene og morderne, som kommer og går, fordi de skal passe deres øvrige forretninger, og de ved, at pigerne ikke løber om hjørner med dem, fordi de i så fald ville flyde rundt i Bièvre næste dag. Endelig er der de homoseksuelle, der forsøger at tillokke moralsk anløbne personer af begge køn, som de tilbyder unævnelige tjenester. De samler deres kunder op ved Palais-Royal eller på Champs-Élysées ved at praje dem med de sædvanlige gebærder. I mange tilfælde lader de nogle af deres medsammensvorne trænge ind i værelset forklædt som politibetjente og true kunden, som kun er iført underbukser, og så trygler vedkommende om nåde og finder nogle penge frem i en fart. Når jeg går ind i et af disse horehuse, er jeg altid meget forsigtig, for jeg ved, hvilken fare jeg udsætter mig for. Hvis kunden ser ud til at være velbeslået, gør rufferen tegn til en af pigerne, som antaster ham og lidt efter lidt lokker ham til at invitere alle de andre, og så kommer de dyre varer ellers på bordet (men for ikke at blive berusede drikker pigerne anisette superfine eller cassis fin, vand med farvestof, som kunden betaler i dyre domme). Så lokker de en til at spille kort, de gør selvfølgelig tegn til hinanden, man taber og skal betale for et aftensmåltid til alle pigerne, rufferen og hans kone. Og hvis du forsøger at trække dig ud af spillet, foreslår de, at I ikke skal spille om penge, men for hver hånd, man vinder, tager en 24

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 24

11-04-2012 14:48:35


… Jesuitter er frimurere forklædt som kvinder … (s. 23)

25

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 25

11-04-2012 14:48:36


af pigerne et stykke tøj af ... Og for hver blonde, der falder, blottes denne frastødende hvide hud, disse svulmende bryster og mørke armhuler med en stank, som slår benene væk under en ... Jeg er aldrig gået med ovenpå. En eller anden sagde engang, at kvinder blot er et surrogat for selvbesmittelse, bortset fra at de kræver en mere livlig fantasi. Derfor går jeg hjem til mig selv, hvor jeg drømmer om dem om natten. Jeg er jo ikke gjort af træ, og desuden er det dem, der hidser mig op. Jeg har læst doktor Tissot og ved nok, at de er skadelige, selv på afstand. Vi ved ikke, om livskraften er identisk med kønssekreterne, men der hersker ingen tvivl om, at der er en vis lighed mellem disse væsker, og efter langvarig natlig sædafgang bliver man ikke alene afkræftet, mager og bleg. Man får hukommelsestab, nedsat syn, stemmen bliver hæs, og søvnen forstyrres af urolige drømme. Man får smerter i øjnene og røde udslæt i ansigtet. Nogle hoster kalkagtige ansamlinger op, får hjertebanken, åndenød og besvimelsesanfald, andre får forstoppelse og stadig mere ildelugtende afføring. Til sidst bliver man blind. Måske er det alt sammen temmelig overdrevet. Som dreng havde jeg bumser i ansigtet, men det siges at være almindeligt i den alder, eller også tilfredsstiller alle drenge sig selv og masturberer dag og nat. Nu har jeg desuden lært at beherske mig, jeg har kun urolige drømme, når jeg har tilbragt aftenen i en ølstue, og jeg får aldrig, som så mange andre, erektion ved det blotte syn af et skørt på gaden. Arbejdet afholder mig fra sædernes forfald. Men hvorfor spilde tiden på at filosofere i stedet for at rekonstruere de faktiske hændelser? Måske fordi jeg ikke kun føler trang til at vide, hvad jeg hidtil har bedrevet, men også hvordan mit indre ser ud. Hvis jeg da i det hele taget har et indre. Det hævdes, at sjælen blot er det, vi foretager os, men hvis jeg hader nogen og dyrker dette had, så har jeg da gudskelov et indre! Hvad var det, filosoffen sagde? Odi ergo sum. 26

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 26

11-04-2012 14:48:36


For lidt siden ringede det på nedenunder. Jeg var bange for, at det var en eller andet tåbe, der faktisk ville købe noget, men fyren sagde straks, at han kom på vegne af Tissot – gad vide, hvorfor jeg har valgt det løsen? Han ville have et egenhændigt testamente, underskrevet af en vis Bonnefoy, som betænkte en vis Guillot (det var givetvis ham selv). Han havde noget af det brevpapir, som denne Bonnefoy bruger eller brugte, og et eksempel på hans håndskrift. Jeg bad Guillot komme med op på mit arbejdsværelse, valgte en passende pen og blæk og udfærdigede dokumentet uden så meget som at lave en prøve. Perfekt. Guillot lod ligefrem til at kende mine priser, for da han gik, gav han mig det eksakte beløb. Det er måske det, der er min metier? Det er herligt at udfærdige et notarialdokument, forfalske et brev, så det ligner til forveksling, fremstille en kompromitterende tilståelse, lave et dokument, som fører en eller anden til fortabelse. At kunne sit håndværk ... Jeg fortjener næsten et besøg på Café Anglais. Jeg bilder mig ind, at jeg er god til at huske lugte, men det føles, som om det er år og dag siden, jeg sidst mærkede duften af den menu: soufflés à la reine, filets de sole à la Venitienne, escalopes de turbot au gratin, selle de mouton purée bretonne ... Og til entrée: poulet à la portugaise eller pâté chaud de cailles eller homard à la parisienne, eller det alt sammen, og som plat de resistance, hvad ved jeg, canetons à la rouennaise eller ortolans sur canapés eller, til entremet, aubergines à l’espagnole, asperges en branches, cassollettes princesse ... Med hensyn til vinen ved jeg ikke rigtig, måske Château-Margaux, Château-Latour eller Château-Latife, det kommer an på årgangen. Og til sidst en bombe glacée. God mad har altid givet mig større tilfredsstillelse end sex – måske skyldes det præsternes indflydelse på mig. Det føles, som om der bestandig hviler en sky over mit sind, som forhindrer mig i at se mig tilbage. Hvorfor kommer jeg pludselig i tanker om mine eskapader til il Bicerin iført fader Bergamaschis 27

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 27

11-04-2012 14:48:36


tøj? Jeg havde fuldstændig glemt fader Bergamaschi. Hvem var han? Jeg holder af at lade pennen følge mine instinktive indskydelser. Ifølge den østrigske læge burde det før eller siden føre mig frem til et eller andet virkelig ubehageligt minde, som skulle forklare, hvorfor jeg pludselig har så store huller i hukommelsen. Da jeg vågnede i går, som efter min mening var mandag den 22. marts, var jeg åbenbart ikke i tvivl om, hvem jeg var: Kaptajn Simonetti, syvogtres år gammel, men stadig i fuld vigør (jeg er præcis så trind, som man ville forvente af det, man kalder et rigtigt stykke mandfolk), og graden havde jeg tillagt mig i Frankrig til minde om farfar, med henvisning til en dunkel militær fortid blandt Garibaldis tusind mand, hvilket i dette land, hvor Garibaldi nyder større agtelse end i Italien, giver en vis anseelse. Simone Simonini, født i Torino af torinesisk far og fransk mor (eller savoyardisk, men samtidig med, at hun blev født, blev Savoyen besat af franskmændene). Jeg blev liggende i sengen og hengav mig til fantasier ... I betragtning af mine udeståender med russerne (russerne?) var det nok bedst, at jeg ikke lod mig se på mine yndlingsrestauranter. Jeg kunne selvfølgelig selv lave noget mad. Det virker afslappende på mig at tilbringe nogle timer med at tillave et godt måltid. For eksempel en gang côtes de veau Foyot, skiver af oksekød på mindst fire centimeters tykkelse, en portion til to personer, naturligvis, to mellemstore løg, halvtreds gram brødkrumme, femogtres gram revet gruyereost, halvtreds gram smør. Krummen findeles og blandes med gruyeren, løgene pilles og hakkes, man smelter fyrre gram smør i en lille kasserolle, og i en anden gryde svitser man samtidig løgene i det resterende smør ved svag varme. Halvdelen af løgene anrettes i et fad, kødet krydres med salt og peber og lægges ovenpå, og resten af løgene anrettes langs fadets ene side. Det hele tildækkes med et første lag brød og ost, idet man sørger for, at der er god kontakt til kødet ved at hælde 28

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 28

11-04-2012 14:48:37


det smeltede smør ud over det og trykker det let sammen med hånden. Derefter tilsættes endnu et lag brød og ost, som overhældes med mere smeltet smør, så der dannes en lille kuppel. Det hele overhældes med hvidvin og suppe, så kødet kun er halvt dækket. Serveres med sauteret blomkål. Det er selvfølgelig ikke klaret i en håndevending, men gastronomiens glæder begynder ikke med selve spisningen, og når man laver mad, tager man forskud på glæderne, som jeg nu gjorde, mens jeg gassede mig i min seng. Denne verdens dårer må bestandig have en kvinde, eller en ung mand, hos sig i sengen for ikke at føle sig ensomme. De ved ikke, at mundvandet, der driver, er bedre end en erektion. Jeg havde næsten alle ingredienserne i huset, bortset fra gruyere og kød. Kødet kunne jeg på en hvilken som helst anden dag have købt hos slagteren på place Maubert, men af en eller anden grund holdt han lukket om mandagen. Jeg kendte en anden et par hundred meter borte, på boulevard Saint-Germain, og jeg ville ikke tage skade af en kort spadseretur. Jeg klædte mig på, og foran spejlet over vaskefadet iførte jeg mig det sædvanlige sorte overskæg og mit flotte sorte skæg. Så tog jeg parykken på og redte den med midterskilning, idet jeg fugtede kammen en anelse. Jeg iførte mig diplomatfrakken og lagde sølvuret i vestelommen, så kæden tydeligt kunne ses. For at give den i rollen som pensioneret kaptajn ynder jeg, mens jeg taler med folk, at fingerere ved en lille dåse af skildpaddeskjold fuld af lakridspastiller og med et portræt af en grim, men velklædt dame på indersiden af låget, utvivlsomt et minde om en afdød slægtning. Fra tid til anden putter jeg en lakrids i munden, som jeg skiftevis lægger i den ene og den anden mundvig, hvilket giver mig anledning til at tale langsommere. På den måde følger tilhøreren ens læber med øjnene og hører ikke rigtig efter, hvad man siger. Kunsten er at ligne nogen, som er mere end middelmådigt begavet.

29

34242_kirkegaarden_i_prag.indd 29

11-04-2012 14:48:37


LÆSEPRØVE - KIRKEGÅRDEN I PRAG af Umberto Eco