Page 1


8


Kenneth Bøgh Andersen

NÅR LYSET SLUKKES

HØST & SØN


Når lyset slukkes © Kenneth Bøgh Andersen og Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København, 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Peter Stoltze, Stoltzedesign Omslagsillustration: Rasmus Jensen Sat med Celeste hos Christensen Grafisk og trykt hos Specialtrykkeriet Arco, Skive ISBN 978-87-638-5257-9 Printed in Denmark 2017 Enhver kopiering må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Novellerne har tidligere været udgivet i Zoom Ind Gys, men er skrevet igennem, så de ikke længere fremstår som letlæsning. Besøg forfatterens hjemmeside: www.kennethboeghandersen.dk Kenneth Bøgh Andersen er også på Facebook og Instagram.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Indhold 1.    Smil, Emil!

7

2.    Dyret må gerne fodres!

23

3.    Helt forkert nummer

37

4.    »Når jeg knipser med fingrene ...« 49 5.    Det sultne maleri

65

6.    Jægerhuset

77

7.    Sort cirkus

93

8.    Dukkelise

107

9.    Dødens sang

123

10. Slut

141


6


Smil, Emil!

7


8


Emil dykkede hurtigt ind i buskadset og krøb sammen bag en stor busk. Pressede ansigtet ned i knæene og gjorde sig så lille som muligt. Rørte sig ikke. Trak ikke vejret. Et øjeblik var parken helt stille. Så – skridt. De nærmede sig. Nærmede sig. Stoppede. Lige foran busken, og Emils hjerte holdt op med at slå. Hvad havde han tænkt på? Han skulle aldrig have gemt sig, det blev altid meget værre, når han prøvede at gemme sig. Og Thor var slem nok i forvejen, det vidste Emil om nogen. Han vidste bare ikke, hvorfor det lige var ham, det skulle gå ud over. Det vidste Thor sikkert heller ikke, sådan var det bare. »Din lille ...« knurrede Thor, og Emil var lige ved at komme frem. Det ville måske – bare måske – gøre det mindre slemt. Men han kunne ikke. Han kunne slet ikke bevæge sig. »Hvor fanden blev du af?« sagde Thor så og gik videre. Emil løftede hovedet og åbnede øjnene. Først det 9


ene. Så det andet. Kunne det virkelig passe? Havde han klaret den? Forsigtigt skilte han buskens blade. Han kunne ikke se Thor nogen steder, men måske havde han også gemt sig. Lå på lur et sted og ventede på, at Emil ville komme frem og så ... Så ville det blive rigtig slemt. Emil besluttede at blive, hvor han var. Bare for at være på den sikre side. Og det var derfor, han fandt det. Kameraet. Det første stykke tid sad han helt stille. Holdt udkig. Lyttede. Der skete ingenting, og til sidst tillod han sig at slappe lidt af. Tog en pind og tegnede streger i jorden. Da pinden stødte mod noget hårdt under bladene, troede han først, at det var en sten. Han fejede dem til side og så, at det var et kamera. Ligesom det, mor og far havde derhjemme, men som de aldrig brugte mere. Gad vide, hvorfor det lå her? Det var sikkert gået i stykker, og så havde nogen bare smidt det. Selv om det så helt nyt ud. Emil samlede kameraet op og trykkede på ON-knappen. Til hans overraskelse tændte det, og et billede dukkede op på den lille skærm. Det viste en dame, der var ved at stige på et tog. Hun havde en taske på ryggen og en kuffert i hånden. Der stod andre mennesker på perronen, men de var en smule uskarpe. Det var damen, der var i fokus. Hun så ikke ud til at være klar over, at hun blev fotograferet. Der var et 1-tal og et 10-tal oppe i hjørnet. Det første billede ud af ti. I modsatte hjørne stod en dato. 10


Emil trykkede videre til næste foto. Et billede af en ung mand, der gik hen ad gaden. Han så på sit ur, lignede en, der havde travlt. Næste billede. En ung kvinde, der cyklede. Næste billede. En lille dreng, der legede i en have. Næste billede. Emil så alle billederne igennem. Han havde aldrig set sådan nogle fotos før. Ikke at der var noget specielt ved dem, slet ikke. Det var dét, der var specielt. Det var billeder af mennesker, der lavede helt normale ting. Kørte på cykel, kørte i bus, læste i en bog. Underligt. Men der var også noget andet, der var underligt. Ingen af menneskene var de samme. Og ingen af dem kiggede ind i kameraet. Det var, som om ingen af dem vidste, at de blev fotograferet. Med undtagelse af manden på det sidste billede. Han så ind i kameraet. Så direkte på Emil, der ikke kunne lade være med at gyse. Mandens øjne ... De var opspilede og blodsprængte. Som om han havde grædt, selv om han ikke så trist ud. Han så bange ud. Rædselsslagen. Som om han kunne se Emil, og synet skræmte ham fra vid og sans. Det var en selfie, Emil kunne se det på mandens udstrakte arm. Og han havde taget det her i parken. Manden sad på bænken, der stod lige derovre. Det måtte være manden, der havde smidt kameraet væk. Var det også ham, der havde taget de andre billeder? Hvad mon der havde skræmt ham på den måde? 11


Og hvis han var så bange, hvorfor havde han så taget et billede af sig selv? Emil trykkede på en knap, så kameraet ikke længere viste billeder, men tog billeder. Han så ud gennem busken. Der gik en gravhund et stykke derfra med snuden i græsset. Ejeren var ingen steder at se. Emil rettede kameraet mod hunden og trykkede på udløseren. Et lille timeglas kom til syne på skærmen. Det drejede rundt om sig selv i nogle sekunder, og Emil skulle lige til at konkludere, at kameraet ikke virkede, da billedet af hunden dukkede frem. Længere nede ad stien kom en dame til syne. Hundens ejer. Hun passerede hunden, der kort efter fulgte med, og de forsvandt begge ned ad den næste sti. Emil slukkede kameraet og puttede det i skoletasken. Så trådte han forsigtigt frem fra sit skjul. Stadig ingen Thor, og han åndede lettet op. Han havde klaret det. A lligevel tog han en omvej hjem, bare for at være på den helt sikre side. Man kunne aldrig vide med Thor. Han var nået cirka halvvejs, da han hørte hvinende bremser. Så et bump, og så – så en dame, der skreg. Emil løb mod lyden og gik brat i stå, da han drejede om gadehjørnet. Der holdt en bil midt ude på vejen. En dame sad knælet foran den. Hun holdt sin ene hånd foran munden, hendes øjne var store af chok. Emil genkendte hende ikke med det samme, men så fik han øje på hunden. Gravhunden. Tungen hang ud af dens mund, og dens lille krop var helt skæv. De åbne øjne 12


var rettet mod Emil, som om hunden bebrejdede ham det, der var sket. Han sank en klump og mærkede en splint i hjertet. Nej, mere end det, og han forstod det ikke. Det, der var sket, var jo ikke hans skyld, og han burde ikke føle dårlig samvittighed. Men det gjorde han af en eller anden grund. Emil gøs og skyndte sig videre, mens han tog kameraet op af tasken. Han ville se hunden igen. Se den, da den havde været i live for kun ti minutter siden. Det var mærkeligt at tænke på. Han tændte kameraet og trykkede på knappen, så billederne kom frem. Først det af damen, der var ved at stige ind i toget, og Emil bladrede videre. Til billede nummer 11, og der var den stakkels, lille gravhund. Med snuden i græsset og liv i øjnene. Tænk, at den nu var ... Emil rynkede panden. Kneb øjnene sammen, lænede sig tættere på skærmen, troede først, at han havde set forkert. Men det havde han ikke. Hunden var ikke den eneste på billedet. Helt ude i venstre side, i skyggen af et stort træ, stod en gammel mand. Han var tynd og bleg og lige så rynket som træet, han stod ved siden af. Han havde sort tøj på, så han næsten gled i ét med skyggen, hvilket fik hans hvide ansigt til at se ud, som om det svævede i mørket. Hans blik var vendt mod hunden. Men det passer ikke, tænkte Emil. Der havde ikke været nogen mand. Der havde kun været hunden. Han var sikker på det. 13


Og der var også noget andet. Emil kendte ikke manden. Han havde aldrig set ham før, men alligevel var det som om ... som om ... Så slog det ham. Emil trykkede et billede frem. Rækken af fotos startede forfra. Begyndte med damen og toget og ... Jo. Han havde set manden før. Emil havde bare ikke rigtig lagt mærke til ham. Han stod mellem de andre mennesker på perronen. Kiggede på damen, der var ved at stige om bord. Mandens mund var en smal streg. Næste billede, og også dér var han. Stod på fortovet og iagttog manden, der skyndte sig af sted. Han var også på det næste billede. Og det næste. Og ... Alle billederne. Han var på alle billederne. Men altid i baggrunden eller ude i siden, stod som regel i skygge. Næsten skjult. Næsten usynlig. Men han var der. Også på fotoet af manden på bænken. Emil havde ikke lagt mærke til baggrunden før nu, hans opmærksomhed havde været på den skræmte mand, der stirrede lige ind i kameraet. Man kunne se lidt af parkstien bag ham, og der stod han. Tavs og ubevægelig med armene ned langs siden. Emil tænkte på den døde hund. På billedet, han havde taget af den. På den gamle mand, der ikke havde været der, men som alligevel var med på billedet. Var med på alle billederne, og han mærkede noget isnende koldt folde sig ud indeni. Han satte i løb, og han løb hurtigt. Alligevel blev han ved med at fryse. Han vidste udmærket, hvem den mand var. 14

Bøgh Andersen NÅR LYSET SLUKKES (Læseprøve)