Page 1


Kenneth Bøgh Andersen

Monster Lilit – gysernoveller

Illustreret af Claus Rye Schierbeck

Høst & Søn


Monster Lilit – gysernoveller © Kenneth Bøgh Andersen, Claus Rye Schierbeck (illustrationer) og Høst & Søn/ROSINANTE & CO, København, 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Peter Stoltze, stoltzedesign Omslagsillustration: Claus Rye Schierbeck Sat med Candida hos Christensen Grafisk og trykt hos Specialtrykkeriet Arco, Skive ISBN 978-87-638-5253-1 Printed in Denmark 2017

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Se forfatterens hjemmeside www.kennethboeghandersen.dk Kenneth Bøgh Andersen er også på Facebook og Instagram

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Indhold Pokus hokus

4

Monster Lilit

32

Villa Calla

56

SlangetĂŚmmer

78


Pokus hokus


Viggo gik i stå. Han var på vej hjem fra skolen og var kommet til den gamle butik. Antik-tak hed den. Han havde aldrig været derinde. Der var ikke andet end gamle sager i vinduet. Gamle stole, gamle lamper, gamle alting. Men derinde – på reolen inde i butikken ... Den havde han ikke set før. Det var en høj hat. En rigtig tryllekunstnerhat. Viggo havde altid ønsket sig sådan en hat. Han havde altid ønsket sig at være tryllekunstner. Til mors fødselsdag ville han lave et show. Han kunne nogle ret gode tricks, men han manglede en hat. Det ville gøre hans show endnu bedre. Viggo puffede døren op. En klokke kimede. Lyden var høj i den stille butik. Her lugtede, ligesom her så ud. Mørkt og støvet. 7


Det var som at gå igennem en labyrint af gamle ting. Tøj på bøjler. Bøger på hylder. Ure, der var gået i stå. Malerier og vaser. Og midt i labyrinten ... Den høje hat af silke. Helt sort og blank med et blåt bånd omkring. Ved siden af hatten lå et par hvide handsker og en tryllestav. Det var altså en rigtig tryllehat. Staven var en smule slidt i enderne, som om den havde været brugt meget. Så fik Viggo øje på klædet. Det lå på samme hylde som hatten, pænt lagt sammen. Der var ikke noget særligt ved det. Men alligevel ... Viggo tog klædet og foldede det ud. Det var på størrelse med et lille flag. Blødt og sort. Som et stykke skåret ud af natten. Viggo manglede en tryllehat, men han manglede dette endnu mere. Et klæde til at trylle ting væk og frem igen. Derhjemme brugte han altid et viskestykke, og det virkede så dumt. Dette klæde var lige, hvad han havde brug for. Han foldede det sammen og tog hatten ned fra hylden. Satte den 8


på hovedet. Den var for stor og gled ned foran øjnene. Et øjeblik kunne han intet se. »Hvad laver du her?« Viggo snurrede rundt og tog hatten af. Manden bag ham var også gammel. Som en mumie. Måske blev man gammel af at være herinde? »Jeg ville bare se på hatten,« sagde Viggo. »Den er flot.« »Det er ikke et museum,« vrissede mumien og snuppede hatten fra ham med sine benede hænder. »Jeg vil gerne købe den.« Den gamle mand kneb øjnene sammen. »Nå, så det vil du?« »Er det en rigtig tryllehat?« spurgte Viggo. Afledning. Det havde han engang læst i en bog om at trylle. At det hele handlede om afledning. At få folk til at se et andet sted hen. Både med deres øjne og med deres tanker. Viggo pegede på hylden. »Hvad med tryllestaven? Og handskerne? Hvor kommer de fra?« Manden så lidt på ham. 9


»Ved du, hvad et dødsbo er?« spurgte han så. Han lagde tryk på ordet. Prøvede at få det til at lyde uhyggeligt. Prøvede at skræmme Viggo. Viggo lod, som om han sank en klump. Han rystede på hovedet. »Alle disse ting – de kommer fra et dødsbo.« Den gamle mand slog ud med armene. »Det betyder, at de kommer fra døde men neskers hjem. Og denne her ...« Manden løftede hatten. »Den kommer fra en død tryllekunstner. En af de bedste, så vidt jeg har hørt. Men døden kunne han ikke trylle væk.« Manden lo tørt, som om han havde sagt noget sjovt. »Så du vil altså gerne købe hatten?« »Ja. Hvor meget koster den?« »300 kroner. Har du 300 kroner?« »Jeg har en 10’er,« sagde Viggo. Det var løgn. Det havde han ikke engang. Men det var lige meget. Han behøvede ikke at aflede mere. Det handlede om at stoppe, mens legen var god. Det havde der også stået i bogen. 10


»Forsvind!« hvæsede manden. »Ud af min butik!« »Hokus pokus,« sagde Viggo og forsvandt. Hele vejen ud af butikken. Sammen med det sorte klæde, der nu lå i hans lomme. Jo, han kunne også nogle tricks. ★★★

»Kig godt på disse kort.« Viggo skilte bunken i en vifte. Konger og damer, ruder og spar kom til syne. »Helt normale kort, ikke sandt?« Han var alene på sit værelse. Stod foran spejlet og øvede sig. Hans spejlbillede nikkede. »Helt normale.« Viggo samlede kortene, som han holdt i venstre hånd. Med højre hånd tog han klædet og lod det dale ned over kortene og hånden. I det samme drejede han bunken en halv omgang. Hans spejlbillede lagde slet ikke mærke til det. Det var snydekort. Drejede man bunken, blev alle kortene til 11


hjerter es. Et godt trick. Og klædet gjorde det endnu bedre. Bare han også havde haft den høje hat. Måske kunne han passe den, hvis han proppede lidt papir ind i den. Desværre kunne den ikke »trylles« ned i lommen ligesom klædet. Til gengæld havde han ikke brug for tryllestaven. Han havde en i forvejen, og den var ikke slidt i enderne. Han tog den og lavede cirkler over klædet. »Hokus pokus ...« Viggo tav. Rynkede panden. Han så på sin hånd, der var dækket af klædet. Noget ved det så forkert ud. Og ikke nok med det. Det føltes også forkert, gjorde det ikke? Viggo trak klædet af. Stirrede på sin tomme hånd. Kortene var væk. Som om de aldrig havde været der. Han så på klædet. Klædet, der havde tilhørt en tryllekunstner. En af de dygtigste, havde manden i butikken sagt. Det føltes pludselig, som om klædet bevægede sig. Som om et eller andet levende 12


gemte sig inden i det. Viggo slap det med et gisp. Det dalede gennem luften og landede på hans penalhus, der lå på gulvet. Dækkede halvdelen af det. Det så ud, som om penalhuset var ved at blive spist af et sært, grådigt dyr. Gad vide om ... »Hokus pokus,« sagde Viggo. Og spær rede øjnene op, da klædet sank sammen. Som om det virkelig tog en bid af penalhuset. Blyanter, lineal og farver var skåret midt over. Og denne gang så han det. Hvordan klædet bevægede sig. Som om en svag vind fik det til at blafre. Så lå det stille igen. Viggos hjerte begyndte at hamre. Det virkede. Det virkede rigtigt! Det var ikke bare et dumt trick. Det var et vaskeægte trylleklæde, der kunne trylle ting væk! Viggo så på sin hånd. Den, der havde holdt kortene. Den havde også været dækket af klædet. Heldigvis var det kun kortene, der var tryllet væk. Tænk, hvis hans hånd også var forsvundet. Han gøs. Måske skulle han 13


lade være med at holde tingene i hånden en anden gang. For en sikkerheds skyld. Gad vide, hvor tingene blev af? Og mere vigtigt – kunne de trylles frem igen? Viggo lagde klædet over den anden del af penalhuset og svingede tryllestaven. Det var ikke nødvendigt, men det hørte sig til. »Hokus pokus!« sagde han og trak klædet 14


væk. Resten af penalhuset var borte. Så langt, så godt. Han bredte klædet ud på gulvet. Hvad mon han skulle gøre? »Øh, hokus pokus?« mumlede han. Der skete ingenting. Klædet forblev fladt. Bare han nu ikke kom til at trylle hul i gulvet. Hvad nu, hvis han byttede om på ordene? »Pokus hokus?« Stadig ingenting. Og dog ... Var der ikke kommet en lille fold i stoffet? Og havde han ikke mærket et eller andet? Ikke med sine hænder, men ... indeni. I sit hoved. Han så penalhuset for sig. Blyanterne. Linealen. Farverne. Viggo prøvede at spænde sine tanker, som man spænder sine muskler og ... Jo. Han kunne mærke det. Som var hans tanker fingerspidser, der i et kulsort rum rørte penalhuset. Han skulle bare løfte det ud i lyset. Men det var tungt. Meget tungere end normalt. Fordi han skulle løfte det med tankens kraft. Viggo bed tænderne sammen. Hans hjerte 15


slog hårdt og hurtigt. Men han kunne mærke, hvordan han fik bedre fat. »Pokus hokus!« råbte han og trak til. Klædet løftede sig. Han havde gjort det! Han havde sidesting, og han svedte, men han havde gjort det! Viggo trak klædet væk. Smilet på hans læber døde. Hvad pokker var dét? Så gik det op for Viggo, at det var hans penalhus. Selv om det slet ikke lignede. Han havde først tryllet den ene halvdel væk. Så den anden. Nu havde han tryllet hele penalhuset frem igen, men ... Det sad forkert sammen. De to ender vendte ind mod hinanden. De overskårne blyanter stak ud til begge sider. Ups. Han måtte hellere øve sig lidt mere. Viggo tog sit armbåndsur af og lagde det på gulvet under klædet. »Hokus pokus!« sagde han højt og trak klædet til side. Uret var væk. Det var den nemme del. 16

Bøgh Andersen MONSTER LILIT (Læseprøve)