Issuu on Google+

Smuds / cmyk + folie +100mm præg

159mm

34,1mm

159mm

100mm

POLITIKEN

„Flydende, spændstigt og levende (...) Skammerserien er umådelig bevidst om sine læsere, der sker noget fra første til sidste side. Ingen overflødige scener her.“ W E E K E N DAV I S E N

„En usædvanligt spændende krimi i fantasy-forklædning.“ BERLINGSKE TIDENDE

„Der er nogle, der virkelig kan. Danske Lene Kaaberbøl hører til genrens top.“ EKSTRABLADET

„Skammerens datter er en rigtig god fantasy-klassiker, man aldrig glemmer.“ FORTÆLLINGEN.DK

O M S L A G : A L E T T E B E R T E L S E N / I M P E R I E T. D K

Forestil dig, at der findes et menneske, som blot ved at se dig i øjnene, kan afsløre alle dine løgne og bedrag. Det kan Skammeren ... Dina er Skammerens datter og til sin store fortrydelse har hun arvet sin mors evne. For hvordan kan man leve et helt almindeligt liv, når man har øjne, som ingen almindelige mennesker tør se ind i? Med den fængslende fantasyserie Skammerens datter har Lene Kaaberbøl fået sit store gennembrud både nationalt og internationalt. Serien har vundet adskillige priser og er blevet en moderne klassiker.

F O T O : M O R T E N H O LT U M

„Lene Kaaberbøl løfter sin store fortælling derop, hvor genren har sin berettigelse som andet end tidsfordriv. Hvor arketyperne bliver til kød og blod.“

LENE KAABERBØL (f. 1960) er en af Danmarks mest populære forfattere. Hun debuterede allerede som femtenårig og har siden skrevet en lang række bøger for både børn, unge og voksne. Bøgerne om Skammerens datter er oversat til mere end 25 sprog og har modtaget en række priser. Senest har Lene Kaaberbøl modtaget Harald Mogensen-Prisen sammen med Agnete Friis for deres fælles kriminalroman Drengen i kufferten. Læs mere på www.kaaberboel.dk


3. korrektur – side 1 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


Af samme forfatter, bl.a.: Skammer-serien består af fire bøger:

sk ammerens datter sk ammertegnet sl angens gave sk ammerkrigen Vildheks-serien:

ildprøven – vildheks 1 viridians blod – vildheks 2 sk yggeporten Katriona-serien:

sølvhesten – historien om k atriona teresadatter hermelinen – historien om k atriona trivallia isfuglen – historien om k atriona bredinari W.I.T.C.H.-serien Kriminalromaner:

k adaverdoktoren drengen i kufferten (s.m. agnete friis) et stille, um ærkeligt dr ab (s.m. agnete friis)

3. korrektur – side 2 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


3. korrektur – side 3 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


Skammerens datter 1  2 © Lene Kaaberbøl og Forum /rosinante & co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011, samleudgave af Skammerens datter (2000) og Skammertegnet (2001) Udgivet efter aftale med Lars Ringhof Agency Omslag: Alette Bertelsen, Imperiet Bogen er sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos CPI BOOKS – Clausen & Bosse GmbH, Leck ISBN 978-87-638-1711-0 Printed in Germany 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Læs mere om forfatteren på: www.kaaberboel.dk

Forum er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

3. korrektur – side 4 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


bind 1

Skammerens datter

3. korrektur – side 5 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


3. korrektur – side 6 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


S KAMMEREN S T Ø S Strengt taget var det vel ikke Cillas skyld, at jeg blev bidt i armen af en drage. Det er nok bare en tilfældighed, at hun bestemte sig for at smide en spand valle i hovedet på mig, netop den dag manden fra Dunark kom. Men hver gang min venstre arm gør ondt ... hver gang jeg savner Lindehuset og pæretræerne og hønsene vi havde dér ... så bliver jeg gal på Cilla én gang til. Cilla var møllerens datter, den eneste pige ud af en flok på seks. Måske var det derfor, hun var blevet så utålelig. Hvis Cilla ville have en honningmad eller et silkebånd til sit hår eller et sæt Prins-ogDrage-brikker, så spærrede hun bare øjnene lidt op og gjorde stemmen sirup-sød. Hendes øjne var blå som kornblomster, og hun havde smilehuller i kinderne, ét i hver side. Hendes far var som smør i hendes hænder. Og hvis nogen drillede Cilla eller kom hende på tværs på en eller anden måde, så sladrede hun til et par af sine brødre. De havde alle sammen arbejdet i møllen siden de var små, og kunne kaste rundt med sækkene dér, som om de var fyldt med fjer i stedet for korn eller mel. Ingen brød sig om at komme op at slås med dem, ikke engang min egen storebror Davin, og han er ellers ikke særligt bange af sig. Cilla var vant til at få det præcis, som hun ville have det. Normalt gik jeg i en stor bue uden om hende. Men dén dag havde det været en rigtig møgdag, lige fra jeg stod op. Mor havde skældt ud, fordi jeg havde glemt mit sjal ude ved brændeskuret aftenen før, så det var blevet drivvådt. Jeg var kommet op at skændes med Davin, og Melli, min fireårige plageånd af en lillesøster, havde pillet 7

3. korrektur – side 7 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


øjnene af min gamle kludedukke. Selvfølgelig var jeg for stor til at lege med dukker, i hvert fald det meste af tiden, men Nana var min dukke, og jeg havde ikke givet Melli lov til at lege med hende. Jeg var simpelthen så sur og gal på hele familien, at jeg ikke kunne holde ud at være i hus med dem. Først gik jeg ud i stalden og stod lidt hos Blis, vores lille rare brune hoppe. Men så kom Davin og satte hende ud at græsse på engen bag pæretræerne, og der blev for ensomt og for kedeligt i stalden. Desuden ville mor garanteret ikke være længe om at finde et eller andet at sætte mig til, for hun mener, at arbejde er den bedste kur mod sure muler og hængende næb. Så før jeg rigtig havde tænkt mig om, var jeg på vej ned mod landsbyen. Birkene var ikke nogen storby, men der var trods alt en smedje, en kro og så møllen, som Cillas forældre har, foruden elleve forskellige huse og smågårde i selve landsbyen. Og så var der en håndfuld steder som Lindehuset, hvor vi boede – steder, der lå uden for byen og både hørte med og ikke hørte med. I næsten alle husene boede der familier, og næsten alle familierne havde børn, og nogle af dem endda en ordentlig flok. Med så mange at vælge imellem skulle man tro, det var muligt for mig at finde en veninde eller to, eller i hvert fald en legekammerat. Men sådan var det bare ikke. Ikke når man var Skammerens datter. Da jeg var lille, havde jeg leget med Sasia fra kroen. Men så begyndte hun at få svært ved at se mig i øjnene, og så blev det ligesom lidt vanskeligt. Nu undgik hun mig, fuldkommen som alle de andre. Så da jeg endelig nåede ned til landsbyen efter at have sjokket en god halv mil gennem mudder og blæst – så vidste jeg faktisk ikke, hvad jeg skulle dér. Det var efterhånden sjældent, jeg gik derned alene, medmindre jeg havde et ærinde for mor. Jeg stod ubeslutsom midt på torvet og prøvede på at se ud, som om jeg bare var stoppet op for at hvile mig lidt. Janus Tinkræmmer kom forbi med håndkærren og hilste pænt, men uden helt at se på mig. Ovre i smedjen stod Rikert og skoede kroens den skimlede. Han vinkede, da han fik øje på mig, men bøjede sig hurtigt over arbejdet igen. Så begyndte store, fede regndråber at plaske mod 8

3. korrektur – side 8 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


jorden, og jeg kunne ikke længere bare lade, som om jeg stod og slikkede solskin. Måske af gammel vane satte jeg kursen mod kroen. Der var næsten mennesketomt i krostuen. Kun en enkelt gæst sad og spiste middagsmad, et stort brød af en skaylænder fra højlandet oppe på den anden side af Skaylers Rand. Han havde nok haft sommerhyre som karavanevagt eller sådan noget og var nu på vej hjem. Han kastede et nysgerrigt blik på mig, men kiggede hurtigt væk. Bag disken stod Sasias mor og tørrede glas af. »Goddag, Dina,« sagde hun høfligt, med blikket stift rettet mod det glas, hun pudsede løs på. »Hvad kan jeg gøre for dig?« Hvad ville hun egentlig gøre, hvis jeg sagde Se på mig? Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. »Er Sasia hjemme?« »Nej. Jeg tror, hun er ovre ved møllerens.« Hun gav et kast med hovedet, stadig uden at hæve blikket. Jeg tror, det begyndte at gå galt for mig allerede dér. Jeg kunne mærke en besk og bitter vrede vende sig i mig. Alle de bøjede nakker og bortvendte blikke ... hvad skulle det til for? Jeg mærkede nok, at det ville være nemmere for dem alle sammen, hvis jeg bare holdt mig væk. Men jeg havde ikke bedt om at være Skammerens datter. Jeg havde ikke bedt om de dér skammerøjne, ingen ville se ind i. Jeg kunne stadig huske, hvordan jeg græd, da Sasia ikke mere ville lege med mig. »Hvad er der galt med mig?« havde jeg spurgt min mor. »Der er ikke noget galt med dig,« sagde hun. »Du har bare arvet min gave.« Hun lød både stolt og vemodig, men hvis det stod til mig, så havde hun fået sin gave lige i hovedet igen, og det med det samme. Men sådan noget bestemmer man desværre ikke selv. Havde jeg ikke været så vred den dag, var jeg nok bare gået hjem. Men jeg var ved at blive trodsig. Det kunne godt være, de helst så, jeg holdt mig væk ... men jeg havde vel også ret til at være her? Nogen at snakke med, nogen at være sammen med – det burde være en menneskeret. Trodsigt og med en klump i halsen marcherede jeg tværs over torvet igen og hen ad Møllegade. »Ville du noget, Dina?« spurgte Ettie Møllers, da hun fik øje på 9

3. korrektur – side 9 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


mig. Hun havde travlt med at få vasketøjet ned, inden det blev gennemblødt af regnen. »Jeg leder bare efter Sasia,« sagde jeg. »Pigerne er vist alle sammen ovre i laden,« sagde hun med munden fuld af tøjklemmer og kiggede på vasketøjet og ikke på mig. Jeg skråede over gårdspladsen og smuttede ind gennem den lille dør i ladeporten. Der var temmelig dunkelt derinde, men de havde lavet nogle roelygter og sat tællelys ned i dem, så de lignede glødende dødningehoveder. Det så hyggeligt og uhyggeligt ud på én gang. På ladet af en vogn sad Cilla med et lyserødt lagen om skuldrene og en krans af gule georginer i håret. De andre sad i en halvcirkel rundt om, og midt i cirklen stod Sasia på ét ben med møllerens gamle filthat på hovedet og forsøgte at huske alle tolv vers af »Min hjertenskær var en vandringsmand«. Hun var nået til det syvende, og det lød ikke så godt. Først gik hun i stå, og da hun begyndte igen, fik hun blandet det sammen med ottende vers. De legede Fri-til-Prinsessen, og det var selvfølgelig Cilla, der var prinsessen. Hvis jeg kendte hende ret, så skulle hun nok finde på så umulige opgaver til sine friere, at ingen af de andre nåede at blive prinsesse dén dag. »Hoffolkene« begyndte at pifte og buhe ad Sasia, og Cilla bad sin frier skrubbe af og komme igen, når han var moden. Så fik hun øje på mig og faldt lidt ud af rollen. »Hvad laver du her?« spurgte hun. »Kommer for at fri til prinsessen,« sagde jeg. »Hvad ellers?« »Du er ikke blevet inviteret,« snerrede Cilla og studerede sine fingernegle, så det kom til at virke, som om det var under hendes værdighed at se på mig. »Sig mig lige engang, Sasia, kan du huske, at vi har inviteret Skammerens tøs?« Sasia mumlede et eller andet og så ned i jorden. »Det kan godt være, du selv tror, du er en prinsesse, Cilla,« sagde jeg indædt. »Men du opfører dig som en lus!« Det gav et ryk i hende, og hun var lige ved at komme til at se på mig, men tog sig i det i sidste øjeblik. 10

3. korrektur – side 10 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


»Jeg skal give dig lus, skal jeg – « begyndte hun, men så bremsede hun sig selv. »Nej, undskyld. Måske er det uretfærdigt. Ved du hvad, Dina, du må gerne være med.« Der lød vantro gisp fra de andre piger. Selv stirrede jeg også forundret på Cilla. Det lignede hende ikke at være så storsindet. »Mener du det? At jeg må være med?« »Ja. Var det ikke det, du bad om?« »Jo.« »Godt. Så fri til mig!« Måske var det bare det, hun ville – se mig ligge på knæ og fri. Men det var hundrede år siden, jeg havde leget med andre end Davin og Melli, så jeg syntes, det var en billig pris. Jeg knappede slaget op og kastede det hen over den ene skulder, så det lignede en ridderkappe, og rakte hånden ud efter filthatten. Sasia tog den af og gav mig den uden at se op overhovedet. »Oh skønne Prinsesse Liljehvid – Skænk Eders frier den hånd så blid ...« begyndte jeg, sådan som jeg skulle. »Ej skænker jeg nogen hånd eller tro – Før han har gjort mig tjenester to,« fortsatte Cilla remsen. »Her er mit sværd, og her er min bue – Hvormed må jeg tjene min Skønne Frue?« »Her hjælper ej bue, her hjælper ej sværd – På helt anden vis skal du vise dit værd – Min frier, den første tjeneste er ...« Cilla smilede og trak tiden ud, men jeg kunne se på hende, at hun allerede havde bestemt sig. »Syng alle tolv vers af Vandringsmanden, mens du står på ét ben – med bind for øjnene! Tea, lån hende dit tørklæde.« Det er sværere, end det lyder – det med at stå på ét ben uden at kunne se. Det er faktisk ikke spor nemt at holde balancen. Men jeg kunne lige akkurat skimte halmen på ladegulvet, når jeg kiggede ned langs næsen, og det hjalp. Og heldigvis er min hukommelse bedre end Sasias. Jeg gik i gang det bedste, jeg havde lært: »Min hjertenskær var en vandringsmand med grønne fjer i hatten 11

3. korrektur – side 11 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


For han holdt af pi’r den hele dag Og endnu mer om natten Og endnu mer om natten ...« Jeg kunne godt høre, der var en fnisen og en raslen rundt omkring, men jeg ville ikke lade mig hyle ud af den. Vers efter vers sang jeg, selvom det ben, jeg stod på, rystede under mig af træthed. Da det begyndte at knibe for alvor, forestillede jeg mig bare Cillas sure fjæs, når hun blev nødt til at bytte plads og lade mig blive prinsesse, og så kunne jeg pludselig sagtens klare et par vers endnu. Jeg skulle netop til at tage en dyb indånding og begynde på det tolvte og sidste, da det skete. Noget koldt og vådt sjaskede lige ind i hovedet på mig, og i stedet for luft fik jeg en stor mundfuld valle. Jeg mistede balancen og tumlede omkuld, hostende og hikstende efter vejret. Noget af vallen løb op i næsen på mig, så det sved og brændte i svælget og næseborene. Først kunne jeg simpelthen ikke fatte, hvad der var sket. Men da jeg fik revet tørklædet af og så Cilla med den tomme spand og hørte de andre grine, så de var ved at brække sig – så forstod jeg. »Skrub af, hekseunge ... og kom igen, når du er moden!« sagde Cilla og var selv ved at dø af grin over sit nummer. Hun havde så travlt med at grine, at hun ikke tænkte på at stikke af. Og det burde hun have gjort. For jeg var så rasende, som jeg aldrig havde været før, og det tog mig kun en enkelt halvkvalt indånding, så var jeg oppe igen, og mere end oppe: Jeg sprang simpelthen på hende og væltede hende bagover, og så lod jeg mig dumpe ned på brystet af hende, så hun ikke kunne komme op igen. Jeg greb om hendes ansigt med begge hænder og tog den bedste hævn, jeg kunne. »Se på mig, din lusede lille pyntedukke. Se mig ind i øjnene! « Hun var ikke meget for det. Hun skreg og græd og prøvede på at lukke øjnene, men jeg havde fat i hende, og jeg havde ikke tænkt mig at slippe. »Se på mig! « hvæsede jeg én gang til, og det var, som om hun ikke selv kunne bestemme mere. De kornblomst-blå øjne gled op og stirrede lige ind i mine. »Du er selvoptaget og forkælet,« hviskede jeg. Det var ikke nødven12

3. korrektur – side 12 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


digt at tale højt nu, for hun kunne høre mig lige så tydeligt, som hun kunne høre sine egne tanker. »Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste ting, du nogensinde har gjort for andre. Og jeg kender hvert eneste lurvede lille nummer, du har lavet for at få din vilje. Jeg ved, hvordan du fik den ring dér. Jeg ved, hvordan du fik Sasia til at give dig sit syskrin. Jeg ved, hvordan du løj for dine brødre, så de gav Tosse-Malte bank. Hvad havde han gjort ud over at løbe i hælene på dig, fordi han syntes, dit hår var pænt? Ingenting, Cilla. Du løj. Du er så ussel, så lav, så ynkelig, at jeg får kvalme af at se på dig. Jeg ved det hele, Cilla. Jeg kender dig!« Og det gjorde jeg virkelig. Mens jeg sad på maven af hende og hviskede hende ind i hovedet, så vidste jeg, hvad hun havde gjort. Og selvom hun skreg og sparkede og vred sig, som om hun var ved at drukne, så kunne hun ikke komme fri. Jeg tvang hende til at se sig selv. Og jeg tvang hende til at skamme sig over det, hun så. En af de andre prøvede på at skubbe mig væk fra Cilla, men jeg behøvede bare at dreje hovedet og se på hende. Hun sprang tilbage, som om hun havde brændt sig. »Du er ussel, Cilla,« gentog jeg, lidt højere. »Og hvis du tror, der er en eneste af pigerne hér, der kan lide dig for din egen skyld – så tager du fejl.« Jeg rejste mig op. Cilla blev liggende. Hun græd og græd, så man skulle tro, jeg havde pisket hende. »Og I andre er ikke meget bedre,« sagde jeg. »I som kommer her og spiller hof for Prinsesse Cilla, bare fordi I er bange for hende eller vil have noget af hende. Leg I bare jeres dumme små lege. Jeg har fået nok!« Jeg så rundt på dem, men de eneste øjne, der mødte mine, var roelygternes lysende dødningeblik. Min vrede flakkede en smule. Det var jo ikke sådan, jeg ville have, det skulle ende. Men lige nu var der ikke meget andet at gøre end at gå sin vej. Inden jeg nåede helt hen til porten, gik døren op, og Cillas far kom ind. »Hvad laver I?« råbte han. »Cilla, hvad er der sket?« Cilla svarede ikke. Hun lå bare og hulkede. Så opdagede møl13

3. korrektur – side 13 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


leren, at det var mig, der stod foran ham, og han var ikke længe om at bestemme, hvem der havde skylden her. »Din djævletøs, hvad har du gjort ved hende? Hvis du har gjort min Cilla noget, så ...« »Jeg rørte hende knap – « Jeg nåede ikke engang at tale ud, før han stak mig en lussing, der gav genlyd i hele laden. »Din slags behøver ikke røre,« snerrede han. »Skrub hjem til din heks af en mor, og hvis du nogensinde gør min Cilla noget igen, så ... Skammer eller ej, du skal få så mange tæsk der kan ligge på dig, om jeg så skal trække en sæk over hovedet på dig for at kunne give dig dem!« Det var lige alt det, jeg kunne stå på benene. Jeg var helt ør efter slaget, og jeg kunne smage blod, hvor jeg var kommet til at klappe tænderne sammen om tungen. Men jeg vidste, at det ikke nyttede noget at bede om medlidenhed. Så jeg rankede mig og prøvede at se ud, som om jeg var fuldkommen ligeglad med dem alle sammen, Cilla, hendes far, Sasia, dem alle sammen. Og så skred jeg ellers ud i regnvejret, uden at se mig tilbage.

* Det tog mig meget lang tid at gå den halve mil hjem. Og endnu længere tid at tage mig sammen til at gå ind til mor. Det var ikke bare det, at mit grønne uldslag og skjorten og forklædet og det hele stank af valle – og valle egner sig mere til svineføde end til tøjvask. Det var mere det at – ja, jeg troede altså ikke, at min mor ville blive særlig begejstret over det, der var sket. Og det jeg havde gjort. Samtidig følte jeg mig helt elendig, virkelig sådan bundulykkelig og ensom. Davin havde venner. Melli havde venner – stort set alle syntes, hun var så nuttet. Hvorfor skulle jeg så aldrig have andre end min familie? Jeg endte ude i stalden hos Blis igen. Der var noget fantastisk trøstende ved sådan et stort, varmt dyr, der var ligeglad med, at man havde skammerøjne. Jeg lagde kinden mod den bløde, efterårs-lodne hals og stod dér og græd en lille smule, mens det mørknede udenfor. 14

3. korrektur – side 14 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


Et lysskær glimtede i sprækken mellem skodderne, og så gik døren op. »Dina?« kaldte min mor. »Hvorfor står du her i mørket?« Hun løftede olielampen, så hun bedre kunne se mig. »Hvad er der sket?« At lyve for min mor er selvfølgelig håbløst. At tie stille med en hemmelighed er heller ikke nemt. Så jeg fortalte det meste, og hun gættede sig til resten. Da jeg var færdig, stod hun lidt og så på mig. Hun skældte ikke ud. Hun ventede bare, til jeg vidste, at det jeg havde gjort var forkert. Så nikkede hun. »Det er en gave,« sagde hun. »Og det er også magt. Man må ikke misbruge den.« Hun stak hånden i sin forklædelomme og rakte noget frem mod mig. »Her,« sagde hun. »Jeg har gået og ventet på at give dig denne her. Jeg tror, det er tid nu.« Det var et halssmykke. En rund tinplade dekoreret med en cirkel i hvid emalje med en mindre cirkel i blå emalje indeni. Det var hverken glitrende eller smukt – »kæden« var bare en rund sort lædersnor – men jeg vidste, at det alligevel betød noget særligt. Mor gik altid med et der lignede, bortset fra at den mindste cirkel var sort i stedet for blå. »Hvorfor skal jeg have den?« »Fordi du nu er min lærling.« »Din lærling ...« »Ja. Fra nu af begynder jeg at lære dig, hvordan du skal bruge din gave, hvornår du skal bruge den – og hvornår du ikke skal bruge den.« »Jeg har ikke spor lyst til at lære at bruge den. Hvad skal det til for?« Mor sukkede. »Når nogen har stjålet noget. Eller har gjort andre mennesker ondt. Eller måske ligefrem har slået nogen ihjel. Så sender man bud efter Skammeren. For der er mennesker, der kan gøre onde ting uden at føle skam. Og der er mennesker, der kan skjule deres egen skam for sig selv og finde på en hel masse gode undskyldninger, indtil de tror, at de har været i deres gode ret til at gøre andre ondt. Men når jeg kommer ... så kan de ikke længere gemme sig. Så kan 15

3. korrektur – side 15 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


de ikke længere skjule, hvad de har gjort, hverken for sig selv eller andre. De allerfleste har skam i livet. Og møder jeg en af de ganske få, der næsten ikke har det ... så sørger jeg for, at de får det. For jeg har en gave, jeg har lært at bruge. En temmelig ualmindelig gave. Som du også har.« »Jeg ville ønske, jeg ikke havde den!« »Barn ... Det er svært, og det er så tidligt, du er vågnet. Jeg kunne ønske for dig, det var sket lidt senere. Men der er brug for vores gave, og derfor kan jeg ikke være rigtig ked af, at du har den.« »Heller ikke, når det betyder, at jeg aldrig får nogen venner? Og at ingen normale mennesker kan se mig i øjnene?« Hun trak mig ind til sig og vuggede mig lidt frem og tilbage. »Det er ikke, fordi de ikke kan. De har bare ikke lyst. Du får dem til at huske alt det, de ellers helst vil glemme. Alt det, de skammer sig over.« Hun strøg en valle-klistret hårlok væk fra min kind. »Men du skal bare være tålmodig. Før eller senere møder du én, der tør se dig i øjnene. Og så er du heldig ud over alle grænser. For den, der kan se en Skammer åbent i øjnene, er et helt særligt menneske og den bedste ven, du overhovedet kan have.« »Det bliver nok ikke Cilla,« sagde jeg dystert. Mor lo. »Nej,« sagde hun. »Det tror jeg heller ikke.«

16

3. korrektur – side 16 Skammerens datter 1–2 forum ordre 33964 – christensen grafisk


SKAMMERENS DATTER 1 + 2