Page 1


Af samme forfatter Et skær af mørke (1)


L ENE MØL L ER JØRGENSEN

Roser er røde fa nn y 2

Høst & Søn


Roser er røde – Fanny 2 © Lene Møller Jørgensen og Høst & Søn/ rosi na n t e & co , København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Anne Kragelund Sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3508-4 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Besøg forfatterens hjemmeside: lenemollerjorgensen.blogspot.dk

Høst & Søn er et forlag i rosi na n t e & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Indhold

Kærester? 7 Rødt chok

14

Et nyt par

21

Hvidt slør

28

Ukendt væsen

35

Kældermenneske 45 Sort udflugt

53

Fanget 60 Unormalt? 66 En uventet sms

74

Alene 78 Dyster fortid

89

5


6


Kærester? Syv dage tilbage. Syv dage til sove-længe-morgener, filmmaraton, familiehygge, duft af gran og andesteg og gaver. Masser af gaver. Kort sagt: syv dage til juleferien. Og Gud, hvor jeg frygtede den ferie. Åh, lad julen blive aflyst! Eller bare udsat nogle måneder, bad jeg om aftenen, inden jeg faldt i søvn. Og igen, når jeg stod op om morgenen, og også lige nu, hvor jeg hang i svømmehallens cafeteria. De seneste uger havde jeg udviklet en stor forkærlighed for cafeteriets pomfritter med remoulade, og for at indtage dem ved et vindue med udsigt over hallen. Dog udelukkende på tirsdage hen på eftermid­ dagen, eller mere præcist kl. tre, hvor drengene trænede vandpolo. Louis havde meldt sig på det nye hold. Ja, det havde Frede og Janus fra a. også, men det var ikke dem, jeg spejdede utålmodig efter. Louis begyndte altid træningen med en serie udspring. Nu pressede jeg ansigtet mod ruden i et forsøg på at se døren til omklædningsrummet. Hvor blev han af? »Rolig nu,« sagde Jo. Hver tirsdag plagede jeg hende om at tage med. Hun var ikke meget for det, især fordi jeg insisterede på, at det var en hemmelig mission. Vi skulle snige os ind. Derfor stod vi og lurede i parkeringspladsens mørkeste krog, indtil drengene var stormet ind, som regel i sidste øjeblik. Når de løb ned ad trappen til omklædningsrummet, smuttede vi op i cafeteriet. 7


»Det er ydmygende,« brokkede Jo sig. »Hvorfor ikke bare lade som ingenting? Det er da helt naturligt at hænge ud i svømmehallen.« Jeg sendte hende et koldt blik. »Helt naturligt? Hver tirsdag, når drengene spiller vandpolo? I don’t think so,« svarede jeg og holdt en hånd op for at bremse videre snak. For nu kom Louis ind i hallen, gik direkte hen til femmeter-vippen og klatrede hurtigt op. Smidigt og behændigt. Sprang elegant ud med strakt krop og skar gennem vandet uden plask og bølger. Wow! Jeg sukkede tilfreds. »Er du glad nu?« spurgte Jo. Jeg nikkede, og vi fnisede. Jo skubbede mig lidt væk, så hun også kunne kikke på drengene, der nu var i gang med at kaste bolde til hinanden to og to. Janus havde problemer med at træde vande og holde hovedet over vandet, når han kastede. Vi lo. Lidt hånligt. »Hej!« lød en stemme bag os, »sker der noget dernede? Noget interessant?« Jeg stivnede og skævede til Jo. Vi vendte os langsomt, og dér stod Ida. Og Sara. Ida bøjede sig ned for at se, hvad vi kikkede på, men jeg sprang op for at spærre hendes udsyn, overvejede næste skridt og gav hende til sidst et knus. Det virkede en smule akavet, fordi vi jo ikke er bedsteveninder og i øvrigt havde været i skole sammen hele dagen. Men noget måtte jeg gøre for at forhindre hende i at se, at jeg sad der og glanede sultent efter Louis. Altså, efter hendes kæreste. »Vi sidder bare og får nogle pomfritter, og hygger os,« sagde jeg. Jo nikkede. Ikke særligt overbevisende, syntes jeg. »Okay?« Ida kastede et blik på vores tallerken med indtørret remoulade og stivnet friture. »Vi skal mødes med Louis 8


og Frede om lidt,« fortsatte hun. »Ja, I har vel set, at de træner? De slutter tidligt i dag.« Tidligt? »Nå? Jamen ...« mumlede jeg og hev min jakke og vanter til mig, »vi skal også af sted. Nu.« »Bliv da. Sig hej til Frede,« sagde Ida og tilføjede efter en pause, »... og Lou.« Lou udtalt på engelsk, hendes eget, helt private kælenavn til Louis, der havde boet i New York med sine forældre i fem år. Oh, jalousiens ækle slange rejste sig med et sæt i mit bryst og hamrede sit flade hoved op i mit hjerte. »Næ, ellers tak. Vi skal videre. Har en vigtig aftale,« kvækkede jeg og prøvede at tæmme den forbandede slange. Jo nikkede. Denne gang endnu mindre overbevisende. »Så ses vi bare,« sagde Ida. Hun var i gang med sin mobil, og jeg kunne lige kaste et sidste blik ned i hallen. Louis var ved at trække sig op på kanten af poolen. Han kikkede op mod ruderne til cafeteriet, og jeg stivnede. Så råbte Louis noget til Frede, som også kikkede op. Drengene vinkede til mig. Jeg flygtede mod udgangen med Jo i hælene. »Han så mig,« hvæsede jeg på vej ned ad trapperne. »Og hvad så?« svarede Jo. »Du skal altså til at slappe lidt af. Du har jo nærmest paranoia.« Nu var vi ude af syne fra svømmehallen, og jeg satte farten ned og tog mig tid til at forklare. »Jeg føler mig ... ynkelig. Jeg er ynkelig. Jeg stalker Louis, og alle ved det.« Fanny – en stalker. Det var mit nye favoritord. Jeg stødte på det i en novelle på nettet og genkendte mig selv i det. En, der fulgte efter, lurede på, udspionerede et andet menneske. Som regel på grund af ulykkelig, uigengældt kærlighed. Men jeg ville bare så gerne se Louis, vide, hvad han lavede og med hvem. Det sidste vidste jeg desværre alt for godt. Hang ud med Ida. Alligevel håbede jeg. Blandt andet fordi ... 9


»... teknisk set er de jo ikke kærester, Louis og Ida!« sagde jeg til Jo. »Ikke officielt. De står ikke som kærester på facebook.« Jo sendte mig et medlidende blik. »Måske ikke på facebook, Fanny. Men udenfor, her i den virkelige verden, er der vist ikke så meget tvivl om det forhold. Se realiteterne i øjnene, min pige, og hør her:« hun tog mig i armen, og jeg vendte hovedet mod hende. »Ida og Louis ses hver dag efter skole. Ida henter Louis efter træning i svømmehal. Louis henter cola til Ida i frikvarteret. Sagt på en anden måde: Ida og Louis er kærester.« Åh, Jo, hendes logik og brutale ærlighed. »Ja, ja,« mukkede jeg, »og hvorfor tror du, at jeg føler mig ynkelig?« Alligevel havde jeg fortsat et håb. Et lille bitte et. De sidste par uger havde jeg nemlig flere gange grebet Louis i at kikke på mig. Så smilede han bare, uden at blive genert. Og i forgårs mødte jeg ham på Hovedgaden. »Hej, Fanny,« sagde han, »er du på vej til Frk. Jensen?« Frk. Jensen er byens hotteste cafe. Også den eneste, faktisk. Her er jeg nødt til lige at fremhæve, at jeg under normale omstændigheder er ret kvik. Jeg får pæne karakterer i skolen og kan sommetider sige sjove ting, der får andre til at grine. Men ikke, når Louis er i nærheden. Det er, som om han kaster tryllestøv ud over mig. Lammende tryllestøv. Derfor stod jeg bomstille dér på Hovedgaden, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle svare på hans ret enkle spørgsmål. Mine tanker kogte. Var det en invitation? Spurgte Louis mig, om jeg ville med på cafe? Eller var han bare høflig over for en klassekammerat? Eller ville han bare sikre sig, at jeg ikke skulle derhen? Så mit endelige svar blev: »Nja, mjøm ... det ...« Jeg gik i stå. 10


»Okay,« sagde han, »Frede og Kris og et par andre venter på mig derhenne. Du kan da kikke forbi, ellers ses vi bare!« Han løftede hånden, og jeg viftede mat efter ham med min vante. Altså en slags invitation eller ...? Jeg kredsede om cafeen – skal, skal ikke? Men endte med ‘tør ikke’, og dumpede ind i min mormors butik, Cirklen, der også ligger på Hovedgaden. Det er en genbrugsbutik med mange fine glas, smykker og en lille smule bras. Og så er min mormor selvfølgelig også spåkone, clairvoyant, seerske – så er det sagt – og tager imod klienter i et lille lokale bag et perleforhæng. Hele den historie med mødet med Louis på Hovedgaden, cafeen og skal, skal ikke, havde jeg selvfølgelig fortalt til Jo. Flere gange end hun egentlig havde lyst til at høre den, men nu tog jeg alligevel emnet op igen, her på vej væk fra svømmehallen og nederlaget med Ida. »Kærester, Jo? Men hvad så med den dag, hvor jeg mødte ham på Hovedgaden? Og han spurgte, om jeg skulle ...« »Ja, ja,« afbrød Jo. Lidt brutalt, syntes jeg. »Kom nu videre. Jeg siger bare, at du skal se i øjnene, hvad de to har sammen. Og når du har erkendt det – så er du parat til næste skridt!« Jo stirrede begejstret på mig. Jeg stirrede mut tilbage. »Så erkender jeg det. De er kærester. Og hvad er næste skridt så?« »Forførelse, Fanny. Fang hans blik, smil hurtigt, kik væk. Sig: ‘Louis, jeg ...’ når Ida vender ryggen til. Og så fortryder du og går. Vær mystisk og mørk.« Jo smilede snedigt. »Og så, efter et par dage, siger du, at du gerne snakke vil med ham om hele Anna Hove-sagen. Du har tænkt så meget på alt, hvad der skete de dage. Måske ... måske kan han komme hjem til dig en eftermiddag? Sådan siger du. Til en kop te 11


og en chokoladebolle.« Jo glippede med øjenvipperne, talte lidt stakåndet og levede sig virkelig ind i rollen som forførende Fanny. Hun gentog: »Louis, kom til te og bolle,« og lo voldsomt. Det gjorde jeg ikke. Det var ikke sjovt. Det var barnligt. I stedet sagde jeg: »Så, så, Jo. Og hvorfor skulle han have lyst til at snakke om Anna?« Jo fik med besvær kontrol over sin latter og trak på skuldrene. »Kald det en fornemmelse, Fanny. Det kan godt være, at du kan – uuhuu – se syner, men jeg har faktisk en god indfølingsevne. Du ved, over for andre mennesker. Det kaldes EQ, følelsesmæssig intelligens. Der er skrevet mange bøger om det, og en der hedder Daniel ...« Jo har en evne til at fortabe sig i lettere uinteressante videnskabelige teorier, og jeg skar hende af, inden hun kom for godt i gang: »Tak, tak, Jo. Det var Louis, vi kom fra?« »Nå, ja. Louis vil sikkert gerne forklare sig. Sagen sluttede så brat, og du og jeg fik aldrig rigtig noget at vide om Idas og Louis’ andel i den, vel? De voksne skal nok dysse den slags ned, hvis de kan. Men Louis vil garanteret gerne forklare sig over for dig. Bevise, at han gjorde alt for at hjælpe og finde Anna.« Sagen om lille Anna Hove. Jeg sukkede. Den sluttede for en måneds tid siden. Anna forsvandt på en cykeltur her i Østed, vores by stod på den anden ende i flere dage, og rygterne svirrede. Hun forsvandt i mosen, tæt på, hvor jeg bor. Det var frygtelige dage, politiet ledte, og vi var bange. Og så fandt Jo og mig hende hjemme hos Bumse Carl. Ja, det var egentlig Carl, der først fandt hende på den forladte fabrik, 12


hvor hun var faldet ned i et dybt hul og havde slået sig. Carl reddede hende op og tog hende med hjem – og der fandt vi hende. Ida var sammen med Anna på fabrikken og så, at hun faldt ned i hullet. Ida gik i chok, lod Anna ligge, vaklede hjem og glemte alt om ulykken. Senere fik Ida sin hukommelse tilbage, da Anna var blevet fundet i sikkerhed hos Carl. Og chok og hukommelsestab er en helt normal reaktion på sådan en voldsom oplevelse, sagde psykologen, som skolen inviterede bagefter for at fortælle alle os elever og klassekammerater om sagen. For at vi skulle forstå og ikke gå og spekulere, som Ole, vores skoleinspektør, sagde. Men Jo og jeg vidste bedre. For vi havde set Ida lede efter den lille pige. Og Ida havde bedt Louis om hjælp. Så hun havde i hvert fald ikke glemt alt om det barn, der faldt ned i et mørkt hul i en øde bygning? Anna blev nu hurtig rask igen. I hvert fald var hun vældig frisk, da Jo og jeg besøgte hende på hospitalet. Hun tvang os til at spille Sorteper i halvanden time, og den pige snyder, så snart hun kan slippe af sted med det. Sagen om Anna Hove var samtidig en begyndelse for mig. Det var der, det hele startede – min dystre arv som seerske med evne til at se ondskab, mørke varsler og høre stemmer og alt det, som jeg så forfærdelig gerne ville være fri for. »Jeg ved virkelig ikke, om Louis har lyst til at snakke mere om alt det. Jeg har i hvert fald ikke,« sagde jeg. »Nå, men så find på noget andet, du gerne vil tale med ham om. Men snak med ham for Guds skyld. Og for din egen og min. Så vi kan komme lidt videre end til at snige os ind i svømmehallens cafeteria og lure hver tirsdag,« sagde Jo. Hun var usædvanlig skrap den dag.

13

Lene Møller Jørgensen - Roser er Røde 2 - (læseprøve)  
Lene Møller Jørgensen - Roser er Røde 2 - (læseprøve)  

2. del af spændingserien om Fanny, der er clairvoyant. Fanny er fortsat forelsket i Louis, som er kæreste med Ida, og der er en del jalousi...