Page 1


Et skær af mørke fanny 1


L ENE MØL L ER JØRGENSEN

Et skær af mørke fa nn y 1

Høst & Søn


Et skær af mørke – Fanny 1 © Lene Møller Jørgensen og Høst & Søn/ rosi na n t e & co , København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Anne Kragelund Sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3246-5 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Besøg forfatterens hjemmeside: lenemollerjorgensen.blogspot.dk

Høst & Søn er et forlag i rosi na n t e & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Indhold

Den første cirkel

7

En god kammerat – næsten

13

En høj, mørk fremmed

17

For lækker til skolen

23

Den lille pige med vanten

35

En gammel gris

39

Anna Hoves historie

42

Prinsen på den hvide hest

45

Et ansigt uden for ruden

52

En engel

58

Fest med grev Dracula

66

Hævneren fra helvede

73

Gensyn med en engel

78

Åh, min Louis

84

Jeg vogter

88

5


6


Den første cirkel Jeg hader grusvejen, når det er mørkt. Skovens træer, der svajer tungt og truende på den ene side af vejen, og mosen, der lurer på den anden. Den knasende lyd af småsten og fugtigt grus under cyklens dæk. Sommetider er lyden lidt forsinket, synes jeg. Som om vi er to. Som om der er en, der cykler skråt bag mig. I mørke kan jeg cykle de 800 meter grusvej fra landevejen til vores hus på under tre minutter. Når det er lyst, og fuglene synger, og små gule blomster lyser op i den grønne mose, tager det mig mindst 3 minutter og 10. Jeg har taget tid. Frygt er en god drivkraft. Den aften, hvor det hele for alvor begyndte, havde jeg fuld fart på. Jeg trampede i pedalerne med blikket stift rettet mod vores hus for enden af vejen. Mor havde tændt lys i alle rum, så huset strålede mig i møde. For en gangs skyld, tænkte jeg. Mor er meget optaget af elregningen. Og så, uden varsel, skar en smerte som en kniv gennem mit hoved. Åh, jeg slingrede på cyklen og satte en fod ned for ikke at vælte. Jeg lukkede øjnene, alt blev helt stille og skærende hvidt. Midt i alt det hvide ­voksede en sort ring sig langsomt større. Rundt om den lyste et gyldent skær, næsten som en ramme. Derinde, i rammen, kunne jeg se en skikkelse. Utydeligt og uklart, men synet fyldte mig med gru. Jeg ville ikke se. Jeg ville 7


væk, men var lammet som i et mareridt, tvunget til at være tilskuer. Med ét lettede smerten lige så pludseligt, som den var kommet. Det skærende hvide med et skær af mørke forsvandt sammen med skikkelsen, og jeg åbnede øjnene. Nu stod jeg bare her, på grusvejen med min cykel og udsigt til vores oplyste hus. Lidt svimmel og meget bange. Og lige så tydeligt, som jeg mærkede cykelstyrets kulde under min hånd, lige så tydeligt mærkede jeg ondskaben nærme sig vores lille by. Mor og mormor sad i køkkenet. Mor hang over sin bærbare som sædvanlig, mens mormor rensede sølvsmykker i sæbevand. Bagefter gned hun forsigtigt smykkerne med en klud og noget creme, der fik hele huset til at stinke af bræk. »Hej, Fanny-skat,« sagde mormor, »har du det godt?« »Jeg har det fint,« løj jeg og åbnede for køleskabet. Hovedpinen og chokket havde gjort mig virkelig sulten. Lækkersulten. Sødmælk, smør, pålægschokolade, kiks. Nu kikkede mor også op. »Skal du til at spise alt det? Lige før sengetid?« »Jeg er sulten,« svarede jeg. Kort. »Så tag en rugbrød. Det der er usundt. Det feder,« sagde hun. »Så er det godt, at jeg kan tåle det.« Indrømmet, det var en ondskabsfuld bemærkning. Mor er på slankekur og har været det i 14 år. Siden hun fik mig. Men oplevelsen på grusvejen havde rystet mig. Mere end jeg brød mig om at tænke på. Mormors øjne borede sig ind i min nakke, jeg kunne mærke det, men jeg nægtede at vende mig om og møde hendes blik. 8


»Kom. Sæt dig ned,« sagde mormor. Jeg lod mig dumpe ned ved bordet og sukkede. Mormor slap man ikke så nemt fra. »Jeg går hjem lige om lidt,« fortsatte hun. Mormor bor et par kilometer længere ude ad grusvejen. Ude i selve mosen. Nu rejste hun sig, greb en hårbørste fra sin taske og stillede sig bag mig. »Mormor,« protesterede jeg. Hun ignorerede mig og begyndte at børste mit hår. Lange, seje tag med børsten, som fik mit krøllede, sorte hår til at gnistre. Mit hår er håbløst. Der er intet at stille op, det lever sit eget krusede liv. Esmeralda-hår, kalder Jo det og siger, at jeg ligner en sigøjner. Men hun er jo også min bedste veninde, så det tæller ikke rigtigt. Ida, smukke Ida, som slet ikke er min veninde, men min rivalinde, har også kaldt mig sigøjner. I hendes mund lød det ikke som noget særligt. Nu glødede min hovedbund, og mormor var åbenbart ved at være tilfreds, for hun samlede min manke i en tyk fletning, som hun daskede mig med i ansigtet, inden hun lod den falde ned over min skulder og bryst. Til sidst klikkede hun et spænde fast over fletningen, så de sidste totter blev holdt nede og på plads. »Hvad er det?« spurgte jeg og famlede i håret. Mormor og jeg deler ikke stil eller smag. Slet ikke. »Det er et spænde,« sagde hun, »lad det nu sidde, Fanny. Du har brug for det.« Med besvær fik jeg det hevet ud af håret. Hårspænder er for små piger og gamle damer. De er udelukket for teenagere. No go. Og jeg havde selvfølgelig gættet rigtigt – det her var et gammeldags sølvspænde. Udformet som en cirkel med 9


sort og gylden emalje, som flød sammen i kanten. Jeg kunne ikke lide formen, som øjeblikkelig gav mig et sug i maven af ubehag. Jeg skubbede spændet væk. »Er det fra butikken?« Mormor har en lille marskandiserbutik i hovedgaden. Gammelt sølv er hendes speciale. Eller i hvert fald et af dem, tænkte jeg dystert. »Nej,« mormor satte sig ved siden af mig, »det er mit eget. Jeg fik det af min mormor for mange år siden. Da jeg var på din alder, måske lidt yngre.« Jeg kastede et hurtigt blik på hende, før jeg rejste mig og satte tallerken og glas på plads med hårde smæld. Så kyssede jeg mor og mormor godnat og skyndte mig ind på værelset. Vores hus er lille, og jeg har værelse lige ved siden af køkkenet. Så er jeg tæt på det hele, for vi laver alt i køkkenet. Lektier, arbejde, læser, hører musik og ser tv, sidder med computeren, og hvad man ellers laver hjemme. Fabian, min storebror, sover også tit på bænken i køkkenet, selvom det irriterer mor. Han har værelse ovenpå, men han gider ikke gå derop om aftenen. I år er Fabian på efterskole, og det er skønt at være fri for ham. Selvom jeg savner ham frygteligt. Mormor kikkede ind til mig, inden hun gik. Jeg lod, som om jeg sov. Mormors fornemmelser er frygtindgydende. Og selvfølgelig fornemmede hun, at jeg havde oplevet noget mystisk og foruroligende på vej hjem. Hvad betød det? Lyset, det mørke skær, skikkelsen? Jeg skød det fra mig. Der var andet og andre, jeg hellere ville tænke på. Louis, for eksempel. Louis begyndte i klassen sidste år. Flyttede til byen med 10


sin familie fra New York, hvor hans mor havde arbejdet på en skole. New York! Fra New York til Østed. Jeg smilede og trak dynen op under hagen. Louis var sjov og sød på en – udenlandsk – måde, selvom han var dansker. Charme hedder det, sagde Jo. Men han var også lidt reserveret. Lukket? Det var jeg jo også selv, bare uden hans charme. Dér i min seng lå jeg og drømte om, hvordan vi kunne gå en tur. Eller cykle? Jeg vendte mig uroligt. Hvad skulle man sige på sådan en tur? Du er sød? Nej, for fanden da. Selvfølgelig ikke. Ida ville vide, hvad man skulle sige. Alting kom naturligt til Ida. Også Louis. Tanken gav mig hjertebanken. Jeg havde set, hvordan Louis satte sig ved siden af Ida. Helt tilfældigt og henslængt. Og hvordan han sjovt nok altid skulle hjem fra skole på samme tid som hende. Så sad jeg der, sammenkrøben, mørk og surmulende på en bænk og skulede efter dem, lysets par. Høje, slanke Louis, som bøjede sit lyse hoved ned mod hende, når hun sagde noget. Og som grinte, så hans grønne øjne blev smalle, glitrende sprækker. Suk! Hvad var det, hun sagde? Som fik ham til at le på den måde? Selv havde jeg sagt en eneste ting til ham i det halve år, han havde gået på skolen, nemlig: Må jeg låne en blyant? Og det havde ikke rigtig fået ham til at grine. Men han havde straks rodet en blå- og hvidstribet blyant frem fra sin taske. Og nu lå den i min æske af træ under sengen. Sammen med andre skatte. Jeg ved det godt: 14 år og stadig SÅ barnlig? Ja, men det er helt okay, sagde Jo, da jeg indrømmede det med blyanten over for hende. Når man er forelsket, opfører man sig ikke logisk. Forelskelse er en kemisk proces i hjernen, Fanny – og 11


det kan vi alle sammen komme til at lide af, fastslog hun. Jo er meget interesseret i naturvidenskab, og hun har aldrig lidt af forelskelse. Ikke endnu. Trætheden begyndte at snige sig ind på mig. Midt i mine tanker om Louis og Ida, Jo og kemiske processer i hjernen. Jeg sank ned i søvnens mørke. Senere, et sekund, et kvarter eller en time senere, vågnede jeg ved et skrig. Satte mig op i sengen med hjertet i halsen og lyttede. Men skriget var mit eget. Jeg havde drømt. En ond, ond drøm.

12


En god kammerat – næsten »Det var superhyggeligt i aftes,« sagde Ida. »Et bål ved søen. Seks, syv gode venner fra klassen. Og varm kakao på termo­ kander.« Sara og Mille nikkede ivrigt. De tilhørte åbenbart kredsen af seks, syv gode venner. Jo og jeg skottede til hinanden. Det gjorde vi ikke. Hvad med Louis? Var han en af vennerne? Fra min plads i den store, brede vindueskarm kunne jeg se ham og Frede stå og lege med en bold i skolegården. »Superhyggeligt, selvom det var koldt,« sagde Sara og fnisede. »Har du husket at give Louis hans sweater tilbage, Ida?« Jeg kunne ikke tage øjnene fra Idas hud, som selv her i november var svagt gylden. Solkysset, stod der i reklamerne. Jalousi var en grim, klam orm, som snoede sig rundt i min mave. Vrede var en næve, der klemte om mit bryst. »Ja, ja, han kom forbi efter den i morges. Inden skole,« svarede hun og lod så sit blå blik hvile på mig. Jeg mærkede mine kinder begynde at brænde. Kunne hun se lige gennem mig? Med et var der helt stille blandt pigerne. De kikkede fra Ida til mig og tilbage igen, indtil Jo brød tavsheden: »Så er der fodboldturnering i morgen!« Lidt klodset bemærkning, Jo, men tak for forsøget. Ida flyttede ikke blikket fra mig, smilede bare lidt: 13


»­Skolefodbold? Åh Gud. Gid jeg syntes, at det var lige så spændende som jer to fodbold-piger. Jeg dur bare ikke til noget med en bold.« Louis og Frede brasede ind i klassen med de andre drenge lige i hælene. »Hvad er spændende, Ida?« råbte Frede og slog sig ned på bordet foran hende. Louis satte sig i vindueskarmen ved siden af mig. Hvis jeg lænede mig lidt til siden, ville min arm have rørt hans. »Festen. Kostume-festen,« svarede Ida. Hvis hun ikke snart holdt op med at glo på mig med sit fesne grin, ville jeg eksplodere. Overophedet og grimt. »Vi skal klædes for vildt ud, ikke Fanny?« fortsatte hun. Jeg nikkede. Jo forsøgte at komme til undsætning igen. »Så skal du vel være heks, Ida?« Jo grinede højt af sin egen joke. Desværre som den eneste. Det var også svært at se Ida som heks. En heks med en lang, blond hestehale og store blå øjne. Ikke særlig hekse-agtigt, vel? »Nej, jeg vil hellere være spåkone,« udbrød Ida, »hvad siger du, Fanny? Tror du, din mormor kan hjælpe os med kostumer? Måske har hun noget i sin ... sin butik?« »Måske,« jeg trak på skuldrene og skævede til uret i skole­ gården. To minutter til fysik. Jeg glædede mig ellers sjældent til en fysiktime. »Hvad er det for en butik, Fanny?« Det var Louis, der spurgte. Han talte til mig! Åh, hvorfor kunne hans første spørgsmål til mig – hans første spørgsmål ever – ikke bare have handlet om noget andet end mormor og hendes butik? »Ja, hvad er det egentlig for en butik?« spurgte Mille og lagde hovedet på skrå. Som om hun ikke kendte min mormors 14

Jørgensen - Et skær af mørke (læseprøve)  

Ny letlæst serie om 14-årige Fanny - en helt almindelige pige i en helt almindelig by. Og dog. For Fanny har en særlig evne, som oftere og o...

Jørgensen - Et skær af mørke (læseprøve)  

Ny letlæst serie om 14-årige Fanny - en helt almindelige pige i en helt almindelig by. Og dog. For Fanny har en særlig evne, som oftere og o...