Page 1

Håkan Jaensson

DØDSIKKER En dag skal vi alle dø. Alle de andre dage skal vi ikke

DØDSIKKER

Da Pelle en dag ser et program i fjernsynet, tror han, at han har lige netop den lumske sygdom, som tv-lægen snakker om. Endnu mærker han ikke noget. Men snart er han død. Hvordan skal han bruge den korte tid, han har tilbage? Uden at involvere andre går Pelle i gang med nedtællingen, der påvirker både hans tanker og handlinger – men ikke kun i negativ retning. Forestillingen om at døden er nær, kan nemlig give et helt nyt blik på livet her og nu.

Håkan Jaensson

Dødsikker er en livsbekræftende, sjov og alvorlig bog om livet og døden. Og om Pelle, som overrasker alle. Ikke mindst sig selv.

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9

HJaensson_dodsikker_CVR.indd 1

788763 831840

Høst & Søn 25/01/14 00.46


6


D ØD SIKKER


T


Håkan Jaensson Håkan Jaensson

DØDSIKKER DØDSIKKER På dansk ved Kina Bodenhoff På dansk ved

Kina Bodenhoff

høst

&

søn

Høst & Søn

Titel_dodsikker.indd 1

19/12/13 11.03


Dødsikker er oversat fra svensk af Kina Bodenhoff efter Dödsknäpp Copyright © Håkan Jaensson og Alfabeta Bokförlag AB, Stockholm Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante&co , København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Dick Aschenbrenner Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3184-0 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


1 Han kunne godt tænke sig et par rulleskøjter. Ikke inliners, for de har alle hjulene på rad og række og vrikker for meget, når man løber. Akkurat ligesom almindelige hockeyskøjter. Rulleskøjter. Det ville være sjovt. Måske. Han har ikke ret lang tid tilbage. To uger, sådan cirka. Fjorten dage eller seksten eller tretten. Sådan cirka. Der er selvfølgelig også andre sjove ting, man kunne gøre, tænker han. I massevis. Han skal nok finde på noget. Rejse, måske? Der er mange steder, man kan rejse hen. To uger tilbage. Han kan i hvert fald begynde med rulleskøjterne. Forsøge at lære det. Inden ... inden løbet er kørt. 5


Det er ikke så underligt, tænker han. Det sker for alle mennesker, før eller siden. Men de fleste når at blive større end mig. Sådan tænker Pelle. Roligt og fornuftigt. Men så vælder angsten op i ham. Han har lyst til at skrige, men han gør det ikke. Pelle hører ikke til dem, der skriger. En mand i hvid kittel. Lille, blank isse, blege kinder, udstående øjne. Han ligner en snegl, og lige så langsomt som en snegl bøjer han sig hen mod Pelle, nærmest svæver ud af tv-skærmen. Pelle er omtåget af feber. Kan ikke nå fjern­ betjeningen. Har ikke kræfter til at slukke. Sneglemanden ser lige ind i Pelle. Han er alvorlig, og han snakker. Siger, hvordan det står til. Med Pelle. Måske har du feber? siger han. Pelle hører efter. Lægen er en verdensberømt ekspert. Pelle har feber. Masser. Det-er-formodentlig-kun-begyndelsen, siger lægen. Underteksterne hakker. Nogle ord er svære. 6


Pelle halter bagefter. Det er svært at forstå det hele. Og han vil heller ikke. Vil ikke forstå det. Den hvide snegl flimrer som et hologram i halvmørket. Den snakker og snakker. Desværre, står der, at den siger. Der er intet at gøre. Det gør mig ondt. Ajm sårri. Pelle stirrer på tv-skærmen. Snottet løber. Altså, det er ikke sådan, at ekspertsneglen påstår, at det handler lige præcis om netop ham, Pelle (Petter) Nilsson, Götgatan 102 i kvarteret Söder i Stockholm. Det ville være umuligt, for han ved jo ikke, hvem Pelle er. Men han peger på Pelle, og der er ingen andre i stuen, kun en spyflue, som summer desperat mod vinduet. Og det er ikke fluer, det handler om. Pelle fryser, selv om han har feber. Det er helt skørt. A lt stemmer. Pelle er klar over, hvad det betyder.

7


Mor og far bliver kede af det, tænker han. Enormt kede af det. De havde nok håbet, at han ville vokse op og bliver stor og dygtig, sådan en pæn fyr, som snakker og griner og dyrker idræt og i det hele taget er, som man skal være. Blive alt det, han ikke er. Det havde alligevel ikke fungeret. Forud­sæt­ nin­gerne er ligesom for dårlige: en spinkel krop med blå øjne, masser af krøllet hår og en ret lille mund med fortænder, der er næsten lige så store som Nickes. Og noget geni er han jo ikke. Ikke engang sjov. Pelle snøfter, tørrer lidt snot af i ærmet. Gult snot. 39,7 i feber. Snot på termometeret. Gult er grimt. Men det går over. Alting går faktisk over, sådan cirka i slutningen af oktober. Der bliver ingen fødselsdag, ingen jule­ aften. Ingenting. Pludselig kommer tårerne, sammenkrøbet på 8


rya­tæppet foran fjernsynet græder han, så han ryster. Klynker, borer sit snotvædede ansigt ned i det støvede tæppe. Han er bange. Bange, bange. Fluen summer. Pelle græder. Da han vågner, er mørket faldet på. Han tænder nogle lamper, vakler ud på badeværelset og vasker sig i ansigtet. Føler sig rolig. Træt, men rolig. Fluen i vinduet ligger død med benene i vejret. Pelle lader den ligge. Måske skulle han gå ned til frisøren i Ringen og blive klippet. Altid noget. Hvis han så pæn og ordentlig ud, behøvede mor i hvert fald ikke være ked af det. Han vil også ordne sine negle, klippe sørge­ randene af. Og altid have rene underbukser på. Pelle skænker mælk op og hælder en dobbelt portion O’boy i. Lev stærkt, dø ung! som far plejede at sige, når han kørte for hurtigt. Og grinede. 9


Pelle ser kakaopulveret drukne i mælken lidt efter lidt, tager skeen og sænker det sidste. Nede på gaden hyler en ambulance på vej mod sygehuset ved Ringvejen. På det sygehus ligger Pelles morfar på en stue sammen med nogle andre gamle mænd og har det enormt dårligt. Mor siger, at det kan være forbi, hvornår det skal være. Uretfærdigt, synes hun. Morfar er ikke engang halvfjerds og har hverken røget eller ... jo, drukket har han. Temmelig meget. Men drankerne nede ved Systembolaget ser jo ud til at have evigt liv! Mor får det dårligt over at se morfar så syg. Derfor er det mest Pelle, der besøger ham. Morfar, som engang har været svensk mester i sværvægtsboksning, ligger der i sengen og bliver mindre og mindre. Sygehusapparaterne piber og hvæser, ernæringsvæske løber ind i morfar gennem en slange, tisset løber ud gennem en anden. »Hvordan går det med Betty?« kan morfar spørge. Betty var Pelles undulat. En morgen lå den i bunden af buret uden at røre sig. 10


Død. Mor syntes ikke, at Pelle behøvede at græde over det. Han vidste da, at fugle ikke lever så længe? De kunne købe en ny, sagde mor og puttede Betty ned i en frysepose, som hun lagde i spanden med brændbart køkkenaffald. Pelle græd alligevel. »Betty har det godt,« plejer Pelle at svare, når morfar spørger. »Smaddergodt. Snakker dagen lang.« »Det er godt selskab for dig,« siger morfar. »Ja,« siger Pelle. Ellers tier de mest stille. Pelle rører rundt i mælken, så den bliver jævnt mørkebrun, tager en slurk og kigger ud over gaden. Bare almindelig kedelig trafik og almindelige triste mennesker. Så er det sjovere, når der er gadeløb. Eller når bilerne med blå blink rykker ud for at slukke brande eller fange tyveknægte. »Ouiouiouioui,« hvisker Pelle. Sådan lyder de. Han savner Betty. Stakkels Betty, gul og blå og dum som en due. 11


Men den kunne i hvert fald sige »hej«, og Pelle kunne godt lide, at der var nogen, der sagde det, når han kom hjem fra skole. Far arbejder som sædvanlig. Han er journalist på den gule lokalavis i Söder. Han fik jobbet efter en, som flyttede til Korpilombolo. Det ville Pelles glade og ret søde far aldrig gøre, for han elsker Stockholm og Hammarbys fodboldhold. Hvis Bajen, som fodboldklubben bliver kaldt, vinder noget i år, har han lovet at barbere sit overskæg af. Mor blev engang valgt til Söders Lucia, selv om hun havde knaldrødt hår på det tidspunkt. Hun er stadig pæn, synes Pelle. Men blondine. Og træt og ked af det en gang imellem, men det er ikke Pelles skyld. Siger hun. Mor arbejder i Socialstyrelsen på den anden side af Västerbron. Hun er socialinspektør og rejser hid og did for at tjekke, hvordan børn på forskellige slags institutioner klarer sig. Nogle gange sidder hun i køkkenet med et glas vin og er deprimeret. 12


»Hvis du bare vidste, Pelle ... hvor forfærdeligt mange børn har det.« Så plejer Pelle at give hende et lille kram. Om eftermiddagen kan Pelle gå hen i Agurken, skolens fritidsklub. Men det vil han ikke, og det er ikke kun, fordi idioter som Kurt og Filip spiller billard derhenne. Pelle kan godt lide at være alene. Slippe for at konkurrere, slippe for at slås, slippe for at sysle med noget. Perleplader! Han afskyede dem allerede i børnehaven. Og at lege ... hvad sjovt er der ved det? Sådan kan han tænke. Det er ikke normalt, han ved det. Mor og far er tilfredse, for Agurken er ikke gratis, og indimellem kniber det med pengene. Det kostede enormt meget at købe den her fireværelses med nyt køkken og ismaskine i køleskabslågen. Plop-plop-plop. Nogle gange sætter Pelle maskinen til at ploppe isterninger ud, bare fordi det lyder så sjovt. Is er sikkert godt mod feber, men Pelle gider ikke prøve efter. 13


Det fineste i Pelles værelse er motorcykelplakaterne og et lille fjernsyn, som han kan kigge på, hvis mor og far er hjemme og vil have det store i stuen for sig selv. Pelle har også en lille computer, en cd-afspiller, treogtyve bøger, femten plader, syv computerspil og en hel årgang af Allt om MC. Samt et tomt fuglebur. Næsten alle møblerne er skrammede IKEAting, præcis ligesom i resten af lejligheden. »Hvem bekymrer sig om det?« plejer mor at sige. Pelle, måske, for det er mest ham, der er hjemme. Men han klager ikke, det gør han sjældent. Han ved, at mor bekymrer sig om det. I virkeligheden. Hvis hun vinder i lotto, vil hun købe en masse nye møbler og begynde at invitere folk hjem. Det har Pelle hørt hende sige til far. Huset, de bor i, er brunt, beige og rustfarvet og har store altaner, hvor folk kan stå og ryge. Det fylder hele kvarteret, og i underetagen ligger Ringen, et temmelig lille indkøbscenter med madbutikker, telefoner, tøj og en hel del andet. I garagen under alle butikkerne står deres 14


gamle Volvo i et hjørne og er i stykker med en rottefamilie, der er flyttet ind på bagsædet. Det er ikke noget problem, synes far. Han behøver ikke engang at cykle for at komme på arbejde ved siden af Åhléns på den anden side af gaden. Og mor tager bussen. Fire værelser er egentlig et for meget, men ... tænk, hvis Pelle skulle få en lillesøster eller en lillebror? Måske, måske! Det er vi ikke for gamle til endnu, synes mor og far. Denne gang vil de have en pige. Jeg håber, de får sådan en, tænker Pelle. En der er glad og rask og normal. I lyserødt tøj. De har nok ikke lyst til at være barnløse. Trods alt. Han ved jo godt, hvad der skal ske, men det er, som om han ikke rigtigt har forstået det endnu. Det kan heller ikke ses, ikke som på morfar. I spejlet i entreen står den sædvanlige, grim­ me, blege unge, lige nu lidt uhyggeligt rød i kinderne. Hul i blusen, englehår. 15


Mors lille engel, som hun plejer at sige. Måske bliver han til sådan en. En engel. A ndre børn, tænker han, andre børn ville have grædt og skabt sig, fortalt det til mor og far, ledt på nettet efter hjælp af en art, ville være gået til skolesygeplejersken ... Hvad som helst. Ikke han. Pelle er for sej til den slags. Eller for dum. Eller for sløv. Han mærker, at den sorte panik lurer i maven. Han kan faktisk ikke gøre noget. Det er der ingen, der kan. Derfor nytter det heller ikke noget at sige det. Folk ville bare blive ked af det. Eller også ville de ikke. Han er ikke som andre. Det er måske derfor, han skal herfra. Men findes der nogen, som er som andre? Pelle ved det ikke. De få, han kender, virker ret forskellige. Nogle gange går det slet ikke, når han prøver at tænke. Er det umagen værd at købe rulleskøjter? Måske. Hvis de ikke er for dyre. For det er du 16


værd, som de plejer at sige i tv-reklamen. Bikås jur wørth it. Hvis han vil finde på noget andet sjovt, skal det gå stærkt. Ellers kan han ikke nå det. Han har en deadline, sådan en som far plejer at snakke om. Det er et bestemt klokkeslæt, hvor far skal være færdig med at skrive, hvis artiklen skal nå at komme med i avisen. Deadline. Dødslinje. Det er, som det er. Sådan noget kan de ikke lyve om i tv. Den hvide snegl har talt til Pelle. To uger tilbage til deadline. Sådan cirka. Panden er hed og svedig mod hans kolde hånd. Snottet løber. Pelle pudser næse, drikker ud og sætter glasset i opvaskemaskinen. Han kommer til at savne O’boy. Og varme pølser. Og grønne oliven med røde propper i. Pelle står med panden mod vinduet og ser ud på aftenens glitrende lys nede på gaden. Lysskilte, udstillingsvinduer, billygter, cyklister i gule refleksveste, de røde og grønne lys i fodgængerovergangene. 17


Og et sted derude synger en fugl, sådan lyder det i hvert fald. En lille grå fugl. »Jeg vil leve,« hvisker han. Det lyder skørt, men der er alligevel ingen, der hører ham. Han vil leve. Ja, det vil han vel.

18


2 Hundegøen på trappen. Det ringer på døren. Pelle åbner uden at kigge i kighullet. Mor. Allerede? »Se, hvad jeg har med til dig, Pelle!« På terrassogulvet står en lille smudsighvid, forpjusket tingest. Den pruster. Tungen hænger ud, og de brune øjne stirrer bistert frem under pandelokken. »Skal du ikke klappe den?« Pelle bøjer sig ned og klapper den lidt. Pelsen er strid og varm. Hunden slikker Pelles hånd, så han må tørre den af i bukserne. Mor står der i sin nye efterårsfrakke, rød i kinderne og nye lyse striber i håret. Og glad. »Han hedder Otto! Han er en lille ... jeg tror, de sagde, at han er en slags terrier.« »Hej Otte,« siger Pelle. 19


Hunden glor olmt på Pelle, fuldstændig ligesom et menneske (Kurt, for eksempel). Og rækker tunge! Pelle giver hunden fingeren, men det ser mor ikke. »Schæfere og den slags æder enormt meget,« siger hun. »Så det måtte blive en lille ... vovse.« Mor haler Otte med ind i entreen og giver Pelle et knus. »Og nu er han din! Værsgo!« »Min?« siger Pelle. »Ja, så du ikke skal være så meget alene, nu hvor Betty ikke er her mere.« Mor krænger støvlerne af, Otto tisser på gulvet i entreen. »Det syntes vi, far og jeg. At vores dreng trænger til lidt selskab. Ups!« Mor er kommet til at træde i søen. Pelle går ud i køkkenet efter køkkenrullen. Han vil ikke have nogen hund. Tørre tis op og være tvunget til at gå ud med den blandt alle mulige underlige mennesker, som slæber rundt på små rottehunde eller store bæster, som skider overalt i byen. I tonsvis. 20


Og som gør ad en. Pelle har andet at lave. Ikke på den måde at han hænger ud på Facebook eller spiller tv-spil som så mange andre. Nej, efter skole plejer Pelle at se fjernsyn, drikke kakaomælk og zappe mellem reklamekanalerne. Der er meget at se: sammenvoksede tvillinger (siamesiske), hvordan glødelampen blev opfundet, motorcykelløb, madprogrammer, slankeprogrammer, tegnefilm, boligprogrammer, fulde teenagere, shows med folk, der skal skilles, Englands fedeste mennesker, de værste oversvømmelser ... den slags, om hvad der sker i verden. Og lægeprogrammer. Mange lægeprogrammer gled ligesom bare forbi, fulde af rygsmerter, åreknuder, skoldkopper, stress, brækkede arme, tarmslyng ... Men ét var specielt. Det, der handlede om ham. Hvor heldigt, at Pelle ikke gik glip af det. Eller uheldigt. Fiivøø, havde den hvide snegledoktor sagt. 21


Feber. Det er sådan, det begynder, med høj feber. Den syge føler sig også træt. Og sløv og li­ geglad, selv om vedkommende endnu ikke er kommet i puberteten. De viste røde, slimede kugler, som pulserede og voksede, fyldte skærmen. »Tumorer,« sagde tv-doktoren. Man skulle tjekke om man havde en knude, ofte i lysken. Knuden kunne være en tumor, en livsfarlig cancertumor ... Pelle var rykket tættere på fjernsynet. En knude i lysken ...? Nu kom der en dreng, en snottet, men ret normal og lyslevende dreng, som susede rundt som enhver anden og grinede. Og så lå han pludselig i en sygehusseng med drop. Ligesom morfar. Drengen døde i løbet af kun to uger, og man så, hvordan moren græd øjnene ud af hovedet til begravelsen. »En lumsk sygdom,« sagde tv-doktoren. Drengen havde haft krøllet hår og røde kinder. Røde af feber. Og knuder. 22


»Der er intet at gøre,« sagde tv-doktoren. »Trods intensiv forskning på området. Sygdomsforløbet er kort. I næste uge skal vi tale om ulcerøs kolit.« Tv-doktoren stirrede på Pelle med sine rød øjne, vinkede langsomt med sin sneglepote. Slut for i dag, tid til reklamer. Pelle trykkede på off. Fjernsynet flimrede og slukkede. Han kiggede på den sorte skærm. Det var, som om hans hjerne var gået i stå. Så stak han hånden ned i bukserne og mærkede på sin knude. I lysken, præcis som sneglen havde sagt. Knap nok større end en hasselnød, lidt glat under huden mellem låret og tissemanden. Han havde haft den et stykke tid. Undret sig, men ikke været urolig. Nu vidste han besked. Den gjorde ikke ondt, ikke engang når han klemte hårdt til. Ikke endnu. Han følte sig unaturligt træt. Og så varm, at han var lige ved at besvime. Og bange. 23


Hunden gør i entreen. »Skynd dig med køkkenrullen,« råber mor. To uger tilbage. Når Pelle var borte, ville Otto få en ny ejer. Hvis nogen ellers ville have en brugt hund, Pelle vidste ikke, hvad folk plejede at gøre. Måske ville de skyde Otto. Bare sådan bang. Mor tørrer op og ser på ham. »Hvordan har du det i dag, Pelle?« »Godt.« »Er du ikke glad? Nu hvor du har fået en lille vovse!« »Jo,« siger han og pudser næse. »Så er du også fri for at sidde og se alt det skidt i fjernsynet,« siger mor. Hun fatter ikke, hvor meget han får at vide, når han ser fjernsyn. Som i dag. Hvis hun havde haft den mindste anelse om det, så ... så ville hun i hvert fald ikke have smidt en masse penge ud på en hund, og så kunne Pelle have bedt om et par rulleskøjter. Et par fine rulleskøjter i stedet for en lille forpjusket, dum hund, som rækker tunge. Noget sjovt til hendes dreng, som snart ikke er her mere. 24


Ikke eksisterer mere. Det kan Pelle ikke sige til mor. Så han siger tak i stedet. Og giver hende et knus. »Du er jo helt varm,« siger hun. »Har du feber?«

25

Jaensson - Dødsikker (læseprøve)  
Jaensson - Dødsikker (læseprøve)  

Dødsikker er en livsbekræftende, sjov og alvorlig bog om livet og om døden. Og om 11-årige Pelle, som overrasker alle. Ikke mindst sig selv....