Page 1


5 Illustreret af Kirsten Raagaard

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 3

17/03/16 00.11


Mig og min familie. Aldrig helt alene © Anja Hitz (tekst) og Kirsten Raagaard (tegninger) og Høst & Søn / ROSINANTE & CO, København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslagstegning: Kirsten Raagaard Omslagsdesign: Alette Bertelsen / aletteb.dk Grafisk tilrettelægning: Jette Aagaard Enghusen Sat med Quadraat og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4419-2 Printed in Latvia 2016

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 4

17/03/16 14.40


Indhold: 1. Vokseværk .......6 2. Mange hænder .......8 3. Spærret inde .......13 4. Slut, færdig, overstået .......20 5. Et nyt bandmedlem? .......25 6. Audition .......31 7. Nyheder .......35 8. Audition nu? .......39 9. Renée er sur .......43 10. Alenetid .......48 11. Moaaar .......56 12. 10.000 timer .......62 13. Barselsorlov .......68 14. Mandagsbryllup .......74 15. Dibs på Massi .......81 16. Tyveriforsøg .......90 17. Pakken fra Amerika .......95 18. Mor i Tyskland .......100 19. StarSisters featuring ... .......106 20. Overraskelser .......114 21. Hr. Robab .......123 22. Granny & Harry .......129 23. En uge senere .......132

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 5

17/03/16 00.11


Vokseværk Jeg indrømmer det! Min familie er efterhånden ret stor. Egentlig er jeg enebarn, og i mange år var min familie superlille. Mine forældre blev skilt tidligt, så jeg kan ikke engang huske hvordan det var at bo sammen med dem begge to på en gang. Til gengæld kan jeg huske hvordan det var da min mor blev kæreste med Frank. Det var kaotisk! Manden har fem børn – fire drenge og én pige. Stille og roligt blev det lettere at overskue, og sidste sommer flyttede mor og jeg så ind hos Frank og de fem. Senere på året blev min far kæreste med de fems faster Bitten. Hun er mor til baby Iggi som til gengæld ikke har nogen far. Bitten og far var meget længe om at kalde sig for kærester. Selvom alle andre kunne se at det var dét de var. Den første jul i min nye store familie var lige ved at blive en katastrofe. De fems farmor, Granny, kom på besøg fra USA i hele december måned. Granny fik fyret så meget op under både juletræ og vaniljekranse at hun var nødt til at tømme flere brandslukkere ud over stuen og køkkenet. Så måtte far og jeg invitere hele flokken med over til farmor og farfar på højskolen. Da julen var slut, fortalte far og Bitten at hun og Iggi ville flytte ind til os i vores hus. Så nu får jeg søskende overalt. Hos Frank og mor er jeg desværre den næstyngste. Hos far bliver jeg til gengæld den ældste, meget ældre end min nye papsøster, Iggi, som endnu ikke er fyldt et år. Jeg må også lige nævne mine bedste veninder, Anna, Cille

6

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 6

17/03/16 00.11


og Caroline. Sammen har vi skolens sejeste band, StarSisters. De er alle sammen del af min stjernefamilie – og det er som om den lider af uhelbredeligt voksevÌrk. Hør bare ...

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 7

17/03/16 00.11


Mange hænder Det er rigtig godt at have en stor familie når der skal bruges mange hænder på én gang. Når nogen skal flytte, for eksempel. Et halvt år tidligere var mor og jeg flyttet ind i Frank og de fems hus. Vi havde stillet alle fællesmøblerne ud på græsset i haven for at finde ud af hvilke der skulle have lov til at rykke ind i huset. Mor og Frank forhandlede hele eftermiddagen. Nu var det Bitten og Iggi der skulle flytte ind i mit og fars hus fra hendes lejlighed på femte sal. Far og Bitten gjorde det med fællesmøblerne helt anderledes. De planlagde alt i god tid, far tog mål af alle Bittens møbler, og så sad vi flere aftener i træk og flyttede små udklippede møbler rundt på en stor plantegning af huset. Min far er lidt en nørd med sådan noget. Men det er godt, for så var de ikke spor uenige da vi nåede til selve flyttedagen. Far havde lejet en kassevogn, og mor, Frank og de fem kom i rugbrødet. Vi børn bumlede ned ad trapperne med Bitten og Iggis ting, og så op igen. Far og Frank tog de tungeste møbler i fællesskab. De gav hinanden små kommandoer: »Pas lige på hjørnet, dér!« og »Vi skal lige have omfordelt vægten.« De lød som to flyttemænd der havde arbejdet sammen hele livet. Sixten (16 år og den ældste af drengene) og Max (14 og næstældst) skulle selvfølgelig også vise os hvor seje de er. Sammen fik de bakset et stort skuffedarium helt ned til gadedøren inden Bitten kom forbi med Iggi i bæreselen og begyndte at grine. De kiggede forvirrede på hende.

8

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 8

17/03/16 00.11


»Drenge, drenge, drenge ... det dér skrummel skal blive stående til Granny og Harry. Har I ikke set den gule lap?« Sixten fandt den gule post-it med ordet BLIVE på en af skufferne. Flåede lappen af med en hurtig bevægelse og krøllede den sammen i hånden. »Skal du ikke bare have det med alligevel?« spurgte han med håb i stemmen. »Nix!« sagde far der kom forbi i det samme. »Hvis planen siger BLIVER, så bliver det.« Så måtte Sixten og Max knokle skrumlet op igen, og denne gang var de ved at dø af anstrengelse. De var helt røde i hovederne og svedte selvom det var vinter. »Skal de ikke have en hånd?« spurgte mor, der altid er forsigtig når det handler om hvordan folk bruger deres kroppe. »De kan jo smadre deres rygge på det dér.« »Jeg må ikke smadre min ryg!« sagde Max forskrækket og slap sin side af kommoden. Den bragede ned på reposen så hele trappeopgangen gyngede. Max er 'tårnspringer på højt plan', som han siger. Og jeg kan sagtens forestille mig at man umuligt kan lave alle de vrid og kolbøtter og sving han laver, hvis man har problemer med ryggen. Frank og far fik ondt af dem og overtog skrumlet. »Slapsvanse!« hvislede Renée der kom forbi med en flyttekasse helt alene. Renée er få måneder ældre end mig (vi er begge to 12), og hun ér en pige, selvom hun både kan ligne en dreng og lyde som sådan en. Ikke så sært når hun er vokset op med fire brødre. Renées tvillingebror, Elias, ville kun tage bogkasser. »Bøger ved man lissom hvad er,« sagde han. »De er smukke, og så lugter de godt.« Han stak næsen ned i en åben kasse og snusede ind. »Snakker han nu om Ida?« sagde Sixten der hurtigt var blevet kæphøj igen efter det med kommoden.

9

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 9

17/03/16 00.11


Elias greb en bog og langede ud efter Sixten, men han ramte selvfølgelig ikke. Hvis Max og Renée har fået alle sportsgenerne i familien, så har Elias fået alle nørdegenerne. Derfor har det også overrasket os alle sammen at Elias er den første der har fået en kæreste. Ida er en pige han har mødt til agility – en slags hundetræning som Ida går til med sin hund, og Elias går til med Odin. »Bvadr, kærester er klamme!« sagde Morris (seks år og den mindste af Franks drenge). Han havde en flaske hårshampoo i den ene hånd og et dørhåndtag i den anden. Mor kom forbi igen og rodede ham i håret. »Du skal nok blive helt blød i knæene over en sød pige en dag.« »Piger er klamme!« sagde Morris. »Bløde i bolden klamme.« »Hov, hov,« sagde Renée, »vi er flere piger til stede her.« Morris kiggede tavst fra Renée til mig. »Du er ikke en rigtig pige,« sagde han til Renée, og til mig sagde han: »Og du er jo Rosse.« Morris er glad for mig, det er helt tydeligt, og jeg synes han er den bedste stjernelillebror i verden. Vi har vores egne kælenavne, han kalder mig Rosse, og jeg kalder ham Mugge. Frank og far var på vej op efter mere og kantede sig uden om os. »Tjep tjep,« sagde far og klappede i hænderne. »I laver prop.« »Hvad er det dér?« Frank pegede på dørhåndtaget i Morris' hånd. »Det lå midt på gulvet,« sagde Morris, og så grinede Frank og tog det med sig op. Til sidst var der gule sedler på alt hvad der var tilbage i lejligheden. Bitten beholder den, så hendes mor, Granny, der også er de fems farmor, og Grannys amerikanske mand, Harry, kan bo der når de er på deres lange besøg i Danmark.

10

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 10

17/03/16 00.11


AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 11

17/03/16 00.11


Nu er der en dobbeltseng de kan sove i, to stole og et lille bord de kan spise ved, det store skuffedarium til deres tøj, lidt håndklæder og sengelinned. Vi stod alle sammen nede på gaden, bilerne var pakket så dørene skulle presses til, og Bitten organiserede hvordan folk skulle komme tilbage til vores hus. »Vil du ikke tage min cykel?« sagde Bitten og pegede på Renée. Det var mere en ordre end et spørgsmål. Jeg havde min egen cykel, så jeg var bare glad for at have en at følges med. Mor skulle trille barnevognen, Iggi trængte alligevel til en lur. »Jeg vil med mor!« sagde Morris og løb over og tog fat i siden af barnevognen. Alle blev stille et øjeblik. Mor ér jo ikke hans mor, og han havde aldrig kaldt hende sådan før. De fems mor døde af kræft for nogle år siden, Morris var meget lille og kan vist slet ikke huske hende mere. Mor smilede, men kiggede samtidig lidt usikkert rundt på de andre drenge. Elias vendte sig og satte sig ind i rugbrødet. Frank blinkede til mor, Bitten gav hendes arm et klem, og så var øjeblikket overstået. »Hov, vil I to ikke lige løbe op og lukke alle vinduerne?« sagde Bitten og rakte nøglerne til mig og Renée. Det var også mere en ordre end et spørgsmål. »Så mødes vi derhjemme,« smilede hun.

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 12

17/03/16 00.11


Spærret inde Vi lod døren ud til opgangen stå åben og susede fra rum til rum inde i lejligheden for at tjekke vinduerne. Mens Renée tog det åbne vindue i stuen, gik jeg på badeværelset for at lukke tagvinduet der. Jeg hev og sled for at løsne den sikkerhedsdims der var på, men jeg havde ikke kræfter til det. »Kom lige herud,« råbte jeg til Renée. Renée stillede sig op på toilettet for at få bedre fat. Mens hun vred, kom der gennemtræk i lejligheden. Først smækkede døren ud til opgangen med et brag, og så fulgte døren til badeværelset. Et øjeblik efter fik Renée vredet dimsen løs, og jeg kunne trække vinduet til og sætte haspen på. Vi var klar til afgang. Jeg glædede mig til at komme tilbage til huset og være med til at stille alle Bittens ting på plads. Vi stod begge to og kiggede på det hul i badeværelsesdøren hvor der egentlig skulle have siddet et håndtag. »Det skulle vel ikke være dét håndtag Morris rendte rundt med?« Renée skubbede på døren. Den gav sig ikke. Så skubbede jeg, ikke fordi jeg troede jeg kunne gøre det bedre, men fordi en følelse af rædsel begyndte at krybe opad fra et sted i maven. »Fuck,« sagde jeg. »Vi kan ikke komme ud.« »Rolig nu.« Renée kiggede i skuffer og skabe efter noget hun kunne stikke ind i hullet og bruge som håndtag. I skuffen ved siden af vasken lå der en ubrugt tube tandpasta, en lille samling ørepinde og et stykke sæbe i indpakning. I det høje, smalle skab var der nogle ruller toiletpapir og

13

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 13

17/03/16 00.11


en stabel håndklæder. Bitten havde, midt i sin pakning, gjort klar til at Granny og Harry kan flytte ind så snart det skal være. Granny plejer at komme hele december måned, men Harry har sagt at han gerne vil opleve den danske sommer, fordi han har bemærket at alle danskere stråler sådan når de taler om den. Bitten havde ikke gjort klar til at nogen skulle bryde ud af badeværelset. »Adr, dét gør du ikke,« sagde jeg da Renée trak toiletbørsten op af holderen. Der dryppede vand fra den. »Du vil også gerne ud, ikk'?« Hun stak toppen ind i hullet og rumsterede med den. Der skete ingenting. Så rumsterede hun lidt mere. Stadig ingenting. »Drop det,« sagde jeg. »Vi ringer.« Og så kørte jeg hånden ned over hoften uden at støde på min mobiltaske, for den havde mor nemlig taget og lagt i handskerummet på kassevognen, så telefonen ikke skulle baldre mod et eller andet under flytningen. »Fuck,« sagde jeg for anden gang. Renée kunne heller ikke klare en redning. Hun går nemlig stort set aldrig med sin mobil på sig. Hvorfor har man så en? »De kommer jo tilbage efter os,« sagde Renée og tændte vandhanen. »Vi dør i hvert fald ikke af tørst.« Hun grinede og drak vand i store slurke. »Skal du absolut sutte på hanen?« sagde jeg irriteret. »Har din mor ikke lært dig at man drikker af strålen?« Renée rettede sig op og tørrede munden i ærmet. »Det kan jeg ikke huske om hun har.« Så bøjede hun sig igen og drak lidt mere af hanen. Åh, jeg kunne have banket mig selv oven i hovedet. Jeg kommer tit til at sige et eller andet klodset om deres mor. Noget der gør ondt. I det hele taget var det uretfærdigt at jeg sagde

14

AHinz_migogminfamilie5_cont.indd 14

17/03/16 00.11

Hitz MIG OG MIN FAMILIE. ALDRIG HELT ALENE (Læseprøve)  
Hitz MIG OG MIN FAMILIE. ALDRIG HELT ALENE (Læseprøve)