Page 1


Historien om mit hjerte

34112_historien om mit hjerte.indd 1

31-10-2011 12:27:43


Af samme forfatter Havfrue på glasskår – roman 1990 Anna Oceania – roman 1995 Marie Pust – roman 1996 Under dobbelt himmel – fortælling fra namibia 1999 Simon og de ni sten – børnebog 2000 Himmelfotografen – roman 2003 De fritstillede – roman 2005 Pigen i træet – børnebog 2005 Den nøgne mur – roman 2007 Sally med de mange navne – børnebog 2008 I Ronjas verden – børnebog 2009

34112_historien om mit hjerte.indd 2

31-10-2011 12:27:43


Aase Schmidt

Historien om mit hjerte roman

Samleren

34112_historien om mit hjerte.indd 3

31-10-2011 12:27:43


Historien om mit hjerte © Aase Schmidt og Samleren/ ROSINANTE&CO, København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Ida Balslev-Olesen Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandinavian Book A/S ISBN: 978-87-638-1999-2 Printed in Denmark 2012

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond for arbejdslegat.

Samleren er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34112_historien om mit hjerte.indd 4

31-10-2011 12:27:43


34112_historien om mit hjerte.indd 5

Det er først, når man går ud i det tomme rum, at man kan mærke broen under fødderne. Inger Christensen

31-10-2011 12:27:43


ďœś

34112_historien om mit hjerte.indd 6

31-10-2011 12:27:43


Drømmen

Sidste nat i Ascea blev jeg vækket af kolde vindpust, der fra et utæt loft trængte ned over min seng. Tæpperne var gledet på gulvet, jeg samlede dem omkring kroppen, gemte hovedet under en pude for at holde vinden på afstand og forsøgte at sove videre. Men et drømmebillede spærrede: Jeg befandt mig på øverste etage i et gammelt, velholdt træhus. Loftet havde form som en pyramide, dekoreret med rødmalede bjælker i sindrige mønstre. Væggene i det store hvide rum var dækket af malerier. Et spredt publikum gik stilfærdigt rundt i lokalet, jeg kendte ingen, men begyndte alligevel at tale til gæsterne omkring mig efter brat at være standset foran et skærende grønt maleri. Overrumplingen var voldsom, jeg kunne ikke bære den alene. – Det billede har min far malet, sagde jeg. – Men det er længe siden; han døde, da jeg var ung. Synet blev sløret, stemmen sitrede. For at skjule min bevægelse søgte jeg tættere på den grønne flade med de gentagne rækker af bølgede linjer, der lignede let udviskede arabiske tegn.

34112_historien om mit hjerte.indd 7

31-10-2011 12:27:43


Mere fik jeg ikke at vide, før vinden vækkede mig, og drømmebilledet forsvandt. Jeg skubbede puden fra ansigtet og så mod det utætte loft. Nattemørket var vigende, spindelvævet mellem bjælkerne svajede i takt med den kølige vind. Det var ikke første gang, min far sendte natlige varsler, gådefulde i øjeblikket, men meningsfulde siden hen. Kendte han det arabiske alfabet? Ikke så vidt jeg vidste. Skråvinduets morgendug lå som et filter foran dæmringen. Hanegal fra baggårdens haver blandede sig med klokkeslag fra torvets kirke. En hund gøede. Så blev der stille.

34112_historien om mit hjerte.indd 8

31-10-2011 12:27:43


Hospitalet

Bioanalytikeren er ung, hun kunne være mit barnebarn. Hendes glatte, mørke hår dækker kinderne, da hun bøjer sig for at nærlæse tallene på apparatet ved min venstre skulder. Hun har bedt mig ligge helt stille, jeg må heller ikke sige noget, før hun har registreret sin måling gennem elektroderne på bryst og ben. Jeg skæver mod det højtsiddende vindue. En bleg solstråle trænger ind mellem de hvide gardiner og lægger sig i en bane hen over linoleumsgulvet. Jeg anstrenger mig for at lystre, jeg prøver virkelig, men hovedet hører ikke efter, det vender sig igen mod den monotone brummen, og øjnene ser den unge kvinde slå håret væk fra kinderne, mens hun mumler noget uforståeligt hen over sine tal. Brummelyden er standset. Der bliver stille i rummet. – Du må ikke bevæge dig, jeg skal lige prøve en gang til, siger hun, stadig med blikket fæstnet til sit maskineri. Jeg fokuserer på en ledning mellem mine bryster og mærker samtidig hjertet dunke, hårdt, jagende. Som et lille vildt dyr. Den mekaniske brummen sætter igen i gang – og dør så hen.

34112_historien om mit hjerte.indd 9

31-10-2011 12:27:43


Jeg vender mig, mens kvinden holder et elektrokardiogram op foran øjnene og afkoder de bølgede linjer, som ser hun noget uvant, der kræver koncentration. Hendes halvt åbne mund trænger til en tandrensning, når jeg at tænke, før hun siger: – Din puls er 150, grænsen er 140, så jeg kan ikke lade dig gå, før du har talt med en læge. Sæt dig ud i venteværelset, mens jeg ringer til hjerteafdelingen. Det varer ikke længe, før du bliver hentet. Kvinden, der kunne være mit barnebarn, river rutineret elektroderne af krop og ben. Jeg rejser mig fra papirlagenet, ordner mit tøj, hvisker et spagt farvel ud i luften og går tanketom fra rum nummer tre til en stol i det nu øde venteværelse. Sætter mig. Lytter mod mit hjerte. Hører ingenting. På et skilt under det tændte fjernsyn læser jeg, at laboratoriet er lukket 24. og 31. december, om knap et års tid. Imens spiser morgenværterne flæskesteg, de griner og snakker om kap uden at respektere hinanden, en strøm af uforståeligheder, kantet af latter. Hvad sker der? Hvad venter jeg på? Det var jo bare en banal undersøgelse, et hverdagstjek, som supplement til et par blodprøver. Troede jeg. Men bioanalytikerens øjne fortalte en anden historie. Måske er det første gang, hun oplever en puls på 150. Jeg retter mig op i stolen og kikker på en negl. Folder hænderne, lader tommeltotterne rotere om hinanden og fløjter sagte i takt til rundturen, først den ene vej, så den anden vej, og tju og tju og skomagerdreng ... Barndommens remse, genoplivet i det tomme venteværelse, hvor et rodet 

34112_historien om mit hjerte.indd 10

31-10-2011 12:27:43


avisbord og papirkurve med brugte krus er eneste vidnesbyrd om de mennesker, der sad her for en halv times tid siden. Øjnene glider fra en krøllet gratisavis op mod glasvæggen ud til svingdørene, som snart vil åbne sig. Jeg mærker uro i kroppen, eller er det bare indbildning? Noget, jeg synes, jeg bør føle, siden man nu har besluttet sig for at tage mig og mit hjerte alvorligt. Elevatoren i gangen åbner sig, en båre køres ud. Dropstativet svajer, men bliver grebet i sidste øjeblik. Kvinden under tæppet ligger ubevægelig, lader sig viljeløst transportere mod ukendt destination. Jeg ser på de stadig foldede hænder, retter dem ud, spiller luftklaver med fingrene og studerer imens en mørkebrun plet på gulvet mellem mine fødder. Er det omridset af Alaska eller savl fra et barn, der spiste lakrids? Så sker det: Samtidig med en af svingdørene sætter sig i bevægelse, og to unge kittelklædte mennesker med målbevidste skridt vandrer imod mig, hører jeg en sætning runge gennem hovedet, ikke en, men flere gange. Jeg kan ikke vægre mig, men vipper slapt mod ryglænet, mens lægerne indtager rummet: Er det nu, jeg bliver gammel? Parret standser foran stolen, præsenterer sig og spørger om navn og personnummer. Manden leder samtalen. Det er ham, der beder mig åbne munden, han lytter til mit hjerte og retter en lygte mod mine øjne, mens den kvindelige kollega stiller sig tavst i baggrunden. Måske er hun volontør, i

34112_historien om mit hjerte.indd 11



31-10-2011 12:27:43


oplæring eller hvad det nu måtte hedde i en for mig endnu ukendt branche. Men hun virker venlig. Som manden, der er svensk og hedder Manfred. – Tror du, du selv kan klare at gå ned til afdelingen, spørger han. Jeg forstår ikke, hvad han mener. Om jeg kan gå? Jamen, jeg gik jo hele vejen til hospitalet. Hvad forestiller han sig? – Selvfølgelig kan jeg gå, siger jeg og rejser mig. Med en bodyguard på hver side vandrer jeg ud af den grå cementbygning, følger parret ad ukendte stier til hospitalets akutte afdeling og bliver ført til en seng, placeret under gangens eneste plakat, hvis tekst glor mig ind i øjnene: Lykken er lunefuld, står der. Jeg protesterer ikke. Så går det stærkt. Blodtryk, blodprøver, journalskrivning. Mit eget tøj erstattes af en hospitalsskjorte, kroppen udstyres med en hær af elektroder. Jeg ligger på sengen under den lunefulde lykke og ser ansigtsløse sygeplejersker vandre forbi i hastigt tempo. To af dem standser bag mit hovedgærde og konfererer lavmælt med hinanden: – Er det mon okay at køre hende til røntgen? Der er jo ingen overvågning uden for afdelingen ... Jo, det er forsvarligt, beslutter de, og kort efter sætter sengen i bevægelse, med mig som anspændt passager. Endnu en gang bliver jeg opmærksom på den alvor, situationen indebærer, i hvert fald for fagfolk, og stadig forstår jeg ikke, hvad der sker. Jeg har det, som jeg plejer. Men er det sandt? Måske er der noget, jeg har overset. Eller ikke villet acceptere. Mens røntgenstrålerne rammer kroppen, tænker jeg på 

34112_historien om mit hjerte.indd 12

31-10-2011 12:27:43


de signaler, den spagfærdigt har sendt mig hver nat siden Ascea: hjertetummel, svedeture, afbrudt søvn. En udefinerlig uro, der gjorde dagene matte, modløse og uden lyst. Jeg ville jo skrive, da jeg kom hjem, det var min plan, jeg ville sidde ved computeren i lange, lystfyldte stræk, genopleve den frydefulde fornemmelse af noget hidtil diffust, der samlede sig og fik form. Men sådan blev det ikke. Tankerne sejtrak, i sætninger uden musik og ord uden spændstighed. De lå på skærmen som legoklodser, stive, kantede, urokkelige. Vristet ud af printeren, læst i skamfuldhed og siden gemt væk. De burde brændes over sagte ild i bunden af en have. Eller begraves i sne. En stemme afbryder de indre billeder, gennemlysningen er overstået. Jeg bliver igen lagt på sengen og skyndsomt kørt tilbage til afdelingen med den åbenbart nødvendige overvågning. Portørens ansigt er skjult under transporten, jeg ser kun hans arbejdende hænder, som rutineret lader hjulene glide gennem svingdøre, forbi åbne elevatorer og trappeskakter, hen mod gangen med plakaten og den lunefulde lykke. Parkeringsplads for patienter, der venter på en ledig stue. Sengen standser pludseligt, min rygsæk glider over dynen og nærmer sig gulvets gråblå linoleum, men portøren rækker ud og når at gribe den. Jeg åbner uvilkårligt hænderne, han ser på mig, måske for første gang, og giver mig rygsækken hen over de strittende elektroder. Som var den en redningskrans, symbolet på en stump privatliv. Om indholdet så kun er et æble, en pung og et par aviser.

34112_historien om mit hjerte.indd 13



31-10-2011 12:27:43


Imens passerer en mørklødet yngre mand, klædt i hospitalets forvaskede slåbrok. Hans hurtige gang fra glasdør til glasdør er afslørende, han går for at tæmme en indre uro. Munden bevæger sig, men blikket er fjernt, indadvendt. Måske tæller han sine skridt gennem gangen, eller tankerne er langt borte, i det land, han kommer fra. – Vil du låne en avis? Jeg hører min stemme kalde på ham. Han standser foran min seng, henter luft fra bunden af brystet og sender den ud i små, forpustede ryk. Panden er dækket af svedperler. Der er angst i øjnene. – Jo, siger han, – det vil jeg gerne. Hvis bare jeg kunne koncentrere mig. Accenten er tydelig, den minder om min grønthandlers. Jeg fanger hans blik: – Er du fra Irak? Han nikker og tager min avis for at gå til sin seng ved gangens modsatte side. Benene er allerede på vej væk, men muligheden for kontakt tvinger ham til at blive stående. At han er genkendt, gør ham tryg. Men det er ikke tanker om Irak, der fylder hans hoved: – Jeg var med metroen i går, jeg kom fra Kongens Nytorv og skulle hjem. Jeg stod ved udgangen og holdt med højre hånd om det gule gelænder, og så husker jeg ikke mere. Ikke før jeg vågnede op på hospitalet. Jeg har sovet her i nat, og nu siger de, jeg skal gå hjem. Men hjemme er der kun mig, og hvis det nu sker igen? Hvis jeg pludselig besvimer, og ingen er der, hvad så? Dør jeg? Hans mørke øjne stirrer ind i mine, holder dem fast, venter på svar. Jeg tøver, tager en dyb indånding og spærrer bevidst 

34112_historien om mit hjerte.indd 14

31-10-2011 12:27:43


for de banaliteter, der afværgende og overfladisk beroligende står i kø bag læberne ... nej, selvfølgelig dør du ikke, ingen kunne drømme om at sende dig hjem uden at være sikker på, du kan klare dig. Men kan man være sikker? Kan hospitalet? Kan han? – Har du ikke en ven, du kan bede om at være hos dig, i hvert fald den første nat, spørger jeg. Blikket flakker, han ryster på hovedet og vender sig væk. Undervejs tilbage til sengen ruller han mekanisk avisen sammen og lader den med et hårdt slag ramme sin åbne hånd. Lyden gentages en tre-fire-fem gange, før han sætter sig nær hovedgærdet og med hurtige bevægelser lader de strakte fingre glatte det krøllede papir. Som fortryder han og vil undskylde. – Glem det, jeg har læst den, siger jeg tværs over det gråblå gulv. Han løfter ansigtet. Der er sorg i de mørke øjne, og jeg kan ikke nå ham. En læge er med målbevidste skridt på vej ud i terrænet fra den akutte afdelings administration. Hun ligner en fugl, tænker jeg, langbenet, sort og mager. Og uden tvivl kompetent. Lyden af hendes lædersko banker ned gennem gangen, hun stiler mod min iraker med den krøllede avis, som stadig bearbejdes af hans rastløse hænder, standser foran ham og gentager, hvad han allerede ved: At han må gå hjem. At det, der skete i metroen, ikke var noget alvorligt. Men at han selvfølgelig kan komme tilbage, hvis – Jeg skæver mod plakaten med den lunefulde lykke. Og lukker øjnene.

34112_historien om mit hjerte.indd 15



31-10-2011 12:27:43


Indtil den sorte fugl står ved hovedgærdet og kikker på mig og mine ledninger. – Du må også gerne tage hjem, siger hun, med et hurtigt blik på irakeren, der knapper frakken og vinker med avisen mod min seng. Jeg vinker tilbage og sætter mig op. – Det forstår jeg ikke. Jeg skal være her til i morgen, jeg er ikke udredt endnu. – Jamen, så bliv du bare. Det pludselige skift gør mig urolig, og uroen bliver ikke mindre, da kvinden, stadig lænet op ad hovedgærdet, giver sig til at fortælle om vilkårene for mit fremtidige liv. Jeg har ikke spurgt hende om noget og lå med lukkede øjne, da hun stillede sig ved sengen. Men måske har hun læst min journal og vil give mig besked, i et camoufleret behov for at demonstrere styrke og status: – De næste tre måneder skal du ikke regne med at kunne rejse til udlandet, og det er sandsynligt, at din forsikring må ændres, siger hun. Jeg ser hen over elektroderne og op på hendes unge, energiske ansigt. – Nå. Uroen vokser til en sitren, der skyller gennem kroppen. Jeg forsøger at berolige mig selv, inhalerer luft, piller ved en ledning, spørger så ud i rummet: – Hvad har I tænkt jer at gøre? – Måske give dig stød. Men det afhænger af hjerterytmens hastighed og måske også af din alder. Jeg ved ikke, hvad et stød indebærer, og får det heller ikke at vide. For lægen, der ligner en fugl, bliver distraheret, da 

34112_historien om mit hjerte.indd 16

31-10-2011 12:27:43


døren ind til gangens midterste stue glider op. En hvidhåret mand stiller sig i åbningen. Hans ben er usikre, hænderne famler efter karmen. – Hallo, råber han ud over gangen, – hallo, er der nogen? Min læge slipper mig og skynder sig hen til manden, tager ham om skulderen, viser omsorg. – Ved De, hvornår bedemanden kommer, spørger han. Jeg vender mig mod væggen, trækker tæppet op over skuldrene og lukker verden ude. Noget går i skred, glider, ruller, kører, danser; jeg griber efter madrassens kant for at standse farten, men må give op, åbner øjnene, ser loftet bevæge sig: Jeg er i et hus, hvor jeg engang boede, jeg leder efter min dør, den er utydelig, svær at skelne fra murværket, men endelig finder jeg den, skubber den op og står i et højloftet rum uden vinduer og med kolossale plader i brunt træ op ad væggene. Der er ingen møbler. Ingen ting. Kun et tomt rum, som dirrer i mørket og forsvinder. Imens skubbes sengen væk fra sin ankerplads. En portør styrer rutineret mod bunden af gangen, åbner ind til en stue og lader smidigt den klodsede klump torpedere de flagrende gardiner, der omkranser et par kvadratmeter gulv. Han standser køretøjet, låser sengebenene fast til linoleumsgulvet og lægger min gule rygsæk på et højbenet bord nær hovedgærdet. Gul, nej, snusketgul er mere præcist. Den burde vaskes. Jeg skulle aldrig have købt den farve. Gardinerne omkring sengen er faldet på plads og hænger

34112_historien om mit hjerte.indd 17



31-10-2011 12:27:43


slapt ned fra loftet. Synet af de bløde, hvide vægge dæmper uroen og giver mig en fornemmelse af at være beskyttet. Til gengæld er alle lyde blevet forstærket. Jeg ligger omgivet af mennesker, som vender sig på knirkende plastic, rykker på sengeborde, bladrer i bøger, ånder dybt. Deres ansigter er skjult, men lydene røber både køn og alder. Det er mænd. Gamle mænd. Min tidsfornemmelse er forsvundet. Der er gået timer, siden jeg sidst så udsigten fra et vindue. Skyerne, himlen, det spæde vinterlys. Jeg ligger på min ryg, ubevægelig, med øjne mod loftet, spredte ben og åbne håndflader. Ventende. Uden at vide, hvad jeg venter på. Indimellem åbner gardinerne sig for en navnløs laborant, der spørger om mit cpr-nummer og tapper blod til gengæld. En anden rækker mig et plasticbæger med tabletter, som jeg sluger uden protest. En tredje tager mit blodtryk. Jeg mærker ingenting. Alle følelser er på standby. Når de i glimt søger at gennembore huden og nå frem til mit dunkende hjerte, holder jeg dem på afstand, jeg lukker øjnene og skærmer ansigtet bag løftede albuer, som da jeg var barn. Jeg vil ikke åbne mig for angsten, tør ikke risikere at blive tvunget ud på de hvileløse vandringer, irakeren bød sig selv. Der er stadig håb, stadig tid. Tror jeg. Måske er det i dette øjeblik, mellem hostende gamle mænd, at jeg på et dybere plan skal lære, at jeg ikke længere er ung. Heller ikke yngre. Ikke engang ældre. Men gammel. Jeg gentager ordet og ser op i loftslampen over min seng. 

34112_historien om mit hjerte.indd 18

31-10-2011 12:27:43


Det skumrer. Lydene dæmpes i det begyndende mørke. Gardinerne blafrer i trækvinden fra et vindue, manden i sengen overfor undertrykker en hosten. Jeg koncentrerer mit blik om vævningen i det hvide stof og nærlæser en fold ved hovedgærdet. Historien mangler. Der er ingen fortælling, ingen konflikt, ingen personer. Kun diffuse noter. Det bliver aldrig en roman. Men hvis jeg ikke kan skrive, hvad vil der så ske med mig og mit liv? Jeg rører folden med en fingerspids, puffer til den og ser gardinet bølge fra top til bund, hen over en samling støv, der forsvinder ind under sengen. Imens lyder en slubren, stuens tunge dør skubbes op. Hårde trin hamrer gennem stilheden og standser ved vinduet. Et gardin trækkes til side, en patient med klangfuld stemme beder om sine aftenpiller, det er ganske vist lidt tidligt, men smerterne gør dem nødvendige, han trænger til at sove, komme væk. – Du må vente, lyder svaret. – Din kollega plejer at give mig dem, også sidst på eftermiddagen. – Men det gør jeg ikke. Du får dem om en times tid, sammen med maden. Manden sætter sig møjsommeligt op i sengen, skælder ud og forlanger lindring, sygeplejersken taler om regler, der ikke kan lempes, men han er ligeglad med systemet, vil bare have fred, og det skal være nu. Ikke når det passer hende.

34112_historien om mit hjerte.indd 19



31-10-2011 12:27:43


Hun fortsætter kampen, han også, men med svindende energi. – Giv ham dog den pille, hvæser jeg lydløst fra mit skjul bag gardinerne. – Blæs på de regler. Endelig er der pause i ordvekslingen. Manden udnytter den ved igen at lægge sig på den knirkende plastic, han ordner sin dyne og hvisker imens: – Ser du da ikke, hvor syg jeg er? Endnu en pause. Jeg holder vejret, venter. Sygeplejerskens svar bliver en serie hårdtslående trin, på vej ud af stuen. – Du vinder, hvisker jeg mod sengen ved vinduet. – Hun gav sig, hun gav sig til sidst! Og pludselig ved jeg, hvem han er, manden med den klangfulde stemme. En gammel kollega, jeg ikke har set i årevis. Det må være ham, jeg er sikker. Men vil han bryde sig om at blive genkendt under de præmisser, der nu er hans? Jeg har ikke tid til overvejelser. – Harry, siger jeg højt. Lang pause. Tanker i stilhed, bag hver sit gardin. Vil han melde ud eller reservere sig? Jeg lytter anspændt. – Ja, lyder det omsider fra vinduesrækken. – Det er mig. Og hvem er du? Jeg springer ud af sengen, knytter knuden i den slidte mandsslåbrok, samler kraven over brystets elektroder og går på bare tæer hen til stuens fjerneste seng, skjult som min egen bag de hvide gardiner. Ved fodenden er der en revne, 

34112_historien om mit hjerte.indd 20

31-10-2011 12:27:43


jeg stiller mig i åbningen og ser på ham. Hans ansigt er gult, huden stram over de høje kindben. Men det er ham, det er Harry fra for længe siden. – Jeg ved ikke, hvem du er, hvisker han. – Vi arbejdede samme sted en del år. Vi var unge dengang, men jeg genkendte din stemme. Der er sorg i hans øjne. Et blik uden for tid og rum. – Nu husker jeg, siger han. Sygeplejerskens trin vender tilbage, jeg fjerner mig fra åbningen for at give plads til den nødvendige pille, men når at pege ud i rummet: – Min seng er lige overfor. Hvis der er noget ... Han nikker, forsøger at smile, men opgiver, og sygeplejersken overtager min plads. En flok sorte fugle krydser det grå himmelrum over hospitalet. Hvileløse flakser de rundt uden at røre hinanden, skriger imens. Jeg standser ved vinduet, ser ned på en bræmme snavset sne, fuld af dybe fodspor. Gaden er tom. Fuldmånen sender en stråle af lys gennem vinduet, den brydes ved karmen, løber videre over det nistrede linoleum og rammer gulvet foran mit højbenede bord. Jeg undlod at trække gardinet helt for, da jeg vendte tilbage til sengen. Skulle Harry ønske kontakt, ville jeg være mere tilgængelig, og blev natten for lang, var synet af himlen måske en hjælp. Det er den nu. Jeg ligger på ryggen for ikke at genere brystets elektroder med de strittende ledninger, studerer skyer, der farer forbi månen, hører nattens tilbagevendende lyde: en skvulpen fra toilettet, slæbende skridt forbi fodenden,

34112_historien om mit hjerte.indd 21



31-10-2011 12:27:43


høje stemmer bag den halvt åbne dør ud til gangen. Med stilhed som bund, en stilhed krydret af knirkende plastic og gentagne suk fra de afskærmede senge. Jeg tænker på historien. Sproglig nøgenhed, det er mit ærinde. Hele livet må gerne passere revy, men fokus skal være eftertankens år, de år, jeg nu befinder mig i. At beskrive sin tid, sine erfaringer. At søge det essentielle gennem et renset udtryk. At se tilværelsen i nærbillede. Men igen, hvor er historien? Hvor er de mennesker, der skal befolke den? Jeg kan jo ikke bare skrive om mig selv og mit urolige hjerte. Fingrene samler sig om en ledning, blikket glider mod vinduet. Himlen er renset for skyer, og luften glitrer af frost. Fuldmånen smiler. En mandskrop glider ind foran lysstrålen og støtter sig til vindueskarmen. Det er Harry. Han har set, jeg er vågen, og styrer nu direkte mod åbningen i mit gardin. Fødderne slæber hen over det bonede gulv, hans åndedræt virker anstrengt, fortidens unge kollega er blevet en gammel mand. Men jeg genkender det lidt generte smil, da han læner sig ind over sengebordet og distræt lader hænderne lege med rygsækkens hank, mens blikket uvilkårligt rammer udstyret på mit bryst. – Nå, det er hjertet, der driller. – Ja, fanget i farten og indlagt akut. Det løber for stærkt, siger de. – Og alt på mig går for langsomt. Lidt endnu. Som kolleger talte vi sjældent med hinanden, det blev kun til nik og flygtige hilsener. Men de mange år senere, i 

34112_historien om mit hjerte.indd 22

31-10-2011 12:27:43


en sårbar situation, er al overfladisk kontakt skrællet væk, og stadig støttet til sengebordet kan han betro mig historien om sit liv og sin sygdom. Vi hvisker, for ikke at genere de sovende omkring os, og jeg fornemmer den åbenhed, som i et splitsekund kan opstå mellem patienter på et hospital. Anbragt i en fremmed verden, alene med frygt, frustrationer og ubesvarede spørgsmål, indebærer mennesket i sengen overfor en mulighed for nærhed og forløsning. Der er ingen forsonende øjeblikke i hans monolog. Intet blødgørende filter omkring kendsgerningerne. Kun rå, ubarmhjertig virkelighed. – Hvis bare jeg vidste, hvad der sker med min søn, når jeg er væk, siger han, retter sig op og lader fingrene slippe rygsækken. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg kan ikke trøste ham. Der er ingen trøst. Men tilsyneladende har han heller ikke brug for den. Eller ventet at få den. Det væsentlige var at åbne sig for en anden. Sige ordene højt. Der bliver stille. Indtil Harry rører på sig og ser mod den lysende sprække bag gardinet. – Jeg må hellere benytte mig af, at der er ledigt; toilettet bliver jo også brugt af de patienter, som bor på gangen i nat ... Sov godt. Han smiler skævt og forsvinder. Jeg negligerer elektroderne og deres udstyr, vender ryggen til vinduets månestråle, afskærmer mig.

34112_historien om mit hjerte.indd 23



31-10-2011 12:27:43


Næste morgen bliver jeg udskrevet. Manfred, den unge svenske læge, som sørgede for indlæggelsen, sætter sig på sengen og rækker mig en medicinliste. Med tre slags piller skal mit hjerte holdes i ave, så det ikke løber grassat og igen udsætter mig for en faretruende situation. Han mærker min modstand og ser intenst på mig: – Du er nødt til at tage de piller, og det skal du fortsætte med, hver morgen og aften. Du kan ganske enkelt ikke undvære dem. Mit ansigt lyser af skepsis, og jeg ved det. At være blevet kronisk syg er en umulig tanke, hovedet kan ikke rumme den. I går rask, i dag medicin, nu måske resten af livet. – Og så kommer du igen i næste uge, fortsætter han. – Vi skal kontrollere din rytme og se, hvordan medicinen virker. Skulle du få det dårligt i mellemtiden, melder du dig bare på skadestuen. Der er direkte kontakt til hjerteafdelingen. Manfred er et ordentligt menneske, han gør, hvad han kan, men han er ung og fatter vel ikke, hvad de rutinemæssige beskeder fører med sig. Jeg lytter anspændt med medicinlisten i hænderne, kikker fra hans skægløse kinder ned på papiret, folder det omhyggeligt og overvejer samtidig at forhøre ham mere udførligt om mit tilfælde. Men jeg når ikke at sige noget, før gardinerne brutalt bliver puffet til side. En kvinde med tørklæde og kost står i åbningen. Uden tøven eller øjenkontakt kaster hun sig ud i en overfladisk rengøring under min seng. Kosten jages rundt fra hovedgærde til bund, nullermændene farer planløst over gulvet, før de indfanges, Manfred løfter ben, jeg vifter med min 

34112_historien om mit hjerte.indd 24

31-10-2011 12:27:43


liste, ser befippet ud på sceneriet ... og begynder at le. Lidt for højt, lidt for larmende. Overrumplende, også for mig selv. Kvinden gør sig færdig på rekordtid og forsvinder bag de flagrende gardiner. Jeg hikker af grin, mens Manfred rutineret river ledninger og elektroder af min krop og gør mig fri til at gå. De mange spørgsmål tager jeg med mig.

34112_historien om mit hjerte.indd 25



31-10-2011 12:27:43

HISTORIEN OM MIT HJERTE  

"Historien om mit hjerte" af Aase Schmidt