Page 1

139 mm

14,8 mm

139 mm

221 mm

CMYK + MATTE KASCHE

„En ægte tøseroman“ dbc


ANNETTE HERZOG

Drenge, Knas & konfirmander [SÆTTES I KORREKTUR NORMALT – ERSTATTES AF – TITELSIDE TYPO FRA OMSLAG]

HØST & SØN


DRENGE, KNAS & KONFIRMANDER © Annette Herzog og Høst & Søn/rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen/AletteB Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3313-4 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

I serien indgår: Drenge, lus & løse tænder Drenge, rod & røde ører Drenge, kys & kolde fødder Drenge, hulk & hemmeligheder Drenge, knas & konfirmander Drenge, suk & spanske gloser

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


1

Vi lå på Idas garagetag, Jessie, Ida og mig, og frøs. Det var kun marts, men bortset fra underbukserne var vi nøgne. Det var den første forårsdag med blå himmel og sol, og selvom det blæste og var koldt, ville det være dumt ikke at benytte sig af lejligheden til at få lidt farve på kroppen. Vi havde forskellige formål med det. Ida ville generelt gerne se lidt godt ud, fordi hun var forelsket i en fyr fra musikskolen. Det havde hun efterhånden været i flere måneder, men var aldrig kommet længere end til at være facebookvenner. En gang om ugen, når de havde guitar, gik de rundt om hinanden i store cirkler, og nu troede Ida åbenbart, at der ville ske noget mere, hvis hun forsøgte at ligne Beyoncé. Jeg ville gerne blive solbrun for at se bedre ud i min konfirmations- eller rettere sagt: nonfirmationskjole, som mor havde købt til mig. Den var mintgrøn, og jeg var vild med den. Det eneste problem var, at den fik mig at ligne en strandvasker med mine vinterblege arme og ben. Der var ganske vist mere end en måned til festen, men man kunne jo aldrig være sikker på, om der kom en solskinsdag til inden da. Og Jessica – som vi var begyndt at kalde Jessie – havde ikke kun én, men to grunde til at ligge her og ligne en smølf af kulde. Den første lignede min: Hun havde ganske vist ikke købt sin konfirmationskjole endnu, men hun vidste, at den 3


skulle være hvid. Og findes der noget værre end hvide arme og ben, der stikker ud af en hvid kjole? Den anden grund, og den var endnu vigtigere, var Jessies kæreste Nisse. Det var på grund af ham, at hun ikke kunne nøjes med at være brun på arme og ben og i ansigtet. Jessie skulle være lækkerbrun over hele kroppen, og det kunne ikke gå hurtigt nok. »Kan det virkelig passe, Emma, at Fardin aldrig har set dig nøgen?« Jessie begyndte altid at fnise, når hun snakkede om det emne – hvilket hun gjorde en del. »I har da snart været kærester i et år ...« »Med pauser,« sagde jeg. »Så længe kan jeg altså ikke vente. Og Nisse heller ikke. Han er jo også allerede 16.« Hun rettede sig lidt op for at se på sin mave. »Men hvorfor tager det så lang tid at blive brun? Kan I se nogen forskel? Jeg kan ikke. Du er heldig, Ida, fordi du er brun af natur. Jeg synes, det er uretfærdigt, at det lige er dig, der bliver hurtigere brun end os andre. Du har ingen kæreste, og du skal heller ikke have kjole på.« Med et dybt suk lod hun sig falde tilbage, lukkede øjnene og for et kort øjeblik også munden. Men længe varede det ikke, før hun fortsatte: »Jeg fatter for resten stadig ikke, hvorfor du siger nej til at holde fest, Ida. Jeg kan godt forstå, at du ikke vil gå til forberedelse, for de der konfirmationstimer er virkelig kedelige. Men af den grund kunne du da godt holde en nonfirmationsfest ligesom Emma ...« »Det er da op til hende, hvis hun hellere vil ud at rejse,« forsvarede jeg Ida. »Jeg kunne også godt tænke mig at rejse til Italien. Der er i det mindste varmt.« »Fortalte jeg, at min far har bestilt operabilletter til La Scala i Milano?« »Opera!« snøftede Jessie. »Det er det kedeligste, jeg ved.« 4


»Jeg elsker det,« sagde Ida. »For det handler altid om kærlighed.« Jessie skuttede sig, det var lidt uklart, om det var af kulde eller ved tanken om at skulle se en hel operaforestilling. Jeg gættede på det sidste. »Men en rejse er da alligevel ikke det samme som en fest med taler og gaver,« blev hun ved. »Jeg kan bedre forstå, at Fardin ikke holder noget. Han er jo næsten muslim, og de ...« Jeg fór op. »Hold så op, Jessie, det er han ikke!« »Men han ligner en, det må du indrømme.« Jessie grinede. Hun elskede at drille mig med Fardins sorte hår, mørke øjne og store næse, og det irriterede mig hver gang. Og hvad så? Fardin så meget bedre ud end de fleste andre drenge i klassen. Jeg elskede hans sorte, tykke hår. Desuden var han sød og dygtig i skolen, og så var han til og med den bedste fodboldspiller på holdet. »Jeg forstår ikke, hvordan Nisse kan holde ud at være kæreste med dig,« sagde jeg. »Jeg håber ikke, at du lukker lige så meget lort ud, når du er sammen med ham.« »Ha ha. Når vi er sammen, har vi bedre ting at lave end at snakke.« Jessie fnisede, men så skiftede hun ansigtsudtryk. »Problemet er bare, at det næsten aldrig sker. Hvorfor ligger hans efterskole ikke lidt tættere på? Hvorfor går han i det hele taget på efterskole? Jeg kan jo aldrig besøge ham dernede, og når han kommer, har vi ikke noget sted at være.« »Det er alligevel bedre end ikke at have nogen kæreste overhovedet,« sukkede Ida. Det var helt nye toner fra hende og lidt svært at vænne sig til. Drenge havde aldrig interesseret Ida før, men pludselig snakkede hun ikke om andet. Altså, kun om én dreng selvfølgelig: Filip, Filip, og Filip. Forhåbentlig fik det hende endelig 5


til at forstå, hvor hårdt det havde været for både Jessie og mig, da vi var i den situation. Forelskede og desperate, fordi vi ikke vidste, om vores følelser blev gengældt, og hvad der ville komme til at ske. Selvom jeg nu, i bakspejlet, syntes, at det havde været den mest spændende tid. Men dét ville Ida ikke høre tale om. »Det skal nok lykkes,« forsøgte jeg at berolige hende for mindst tyvende gang den dag. »Hvis jeg var ham, ville jeg for længst have sagt ja.« »Det kan han jo ikke, når hun ikke engang tør spørge ham,« indvendte Jessie. »Har du tjekket ham på facebook i dag?« spurgte jeg. »Selvfølgelig har hun det, det gør hun jo hvert femte minut,« svarede Jessie for hende. »Er der sket noget nyt?« »Han er stadigvæk single.« »Så er de nok gået fra hinanden for alvor,« sagde jeg. »Tror du virkelig?« Ida så på mig med så håbefulde øjne, at jeg ikke kunne svare andet end »ja«. Det var et drama. Det var svært at følge med i, hvor mange gange Filip efterhånden var gået ind og ud af et forhold til en pige, der hed Amanda. Vi havde selvfølgelig stalket hende. Hun gik på hans skole, og det sjove var, at hun lignede Ida på en prik: mørkt hår, selvom Idas var lidt kortere, slank og den sporty type. Ida var ganske vist ikke direkte sporty, men hun var slank og så derfor i det mindste sådan ud. Den anden, Amanda, gik åbenbart til sejlads. »Kan du ikke finde ud af, hvor hun sejler?« spurgte Jessie. »Så kan vi bore et hul i hendes båd.« Nede i haven begyndte Idas boxer pludselig at gø. Det var lidt usædvanligt, men den var nok stadig ked af, at Jessie og 6


jeg havde nægtet at tage den med herop. Ida kravlede hen til kanten af garagetaget. »Hvad er der, Lotte?« I det samme lød der en høj latter tæt bag os. »Hvad sagde jeg? De er i trusser!« Vi snurrede rundt. Ahmed fra vores klasse! Han havde sneget sig op ad stigen. Nu holdt han sin mobil hen imod os, og inden vi kunne gøre noget, havde han taget et billede. »Jeg har deres patter!« råbte han ned, hvor vi fik øje på Khaled fra parallelklassen. De skraldgrinede, mens de flygtede over mod højhusene på den anden side af vejen, hvor de boede. »Efter dem, Lotte! Bid dem!« råbte Jessie, mens vi kæmpede med at få vores tøj på igen, men Idas boxer stod bare og logrede med halen. Vi kunne se, at Ahmed og Khaled var stoppet op ved affaldscontainerne, hvor de nu stod og morede sig over billedet på Ahmeds mobil. »Slet det!« råbte jeg. »Slet det med det samme, ellers bliver det værst for jer selv!« De lo triumferende. »I kan se det på Facebook!« »Nej, nej, nej,« klynkede Jessie. »Jeg slår dem ihjel, hvis de gør det. Jeg stod jo sådan her.« Hun viste os, hvordan hun havde stået, i det øjeblik Ahmed tog billedet. Det var godt nok lidt uheldigt. Jessie har store bryster, som hun normalt er ret stolt over, men store bryster ser ikke lige godt ud i alle positioner. »Og jeg har mine grimmeste underbukser på,« jamrede jeg. »Kan man se mit menstruationsbind?« Ida var først helt tavs. Så hvæsede hun pludselig: »Hvad sagde jeg? Jeg burde aldrig være blevet facebookvenner med Filip. Hvis de tagger os, og han ser mig ...« Hendes blik vandrede 7


ned ad sig selv. Nej, naturen var ikke helt retfærdig. Nogle fik for meget, hvor andre havde for lidt. I Idas tilfælde havde den sparet på brysterne. Måske var det dét, der fik hende til at se så slank og sporty ud. »Du må untagge dig og slette billedet med det samme,« sagde Jessie. »Det gør jeg i hvert fald. Og anmelder det som spam.« »Men hvad, hvis Filip alligevel når at se det?« Jeg bandede. »Sådan nogen idioter! De kan bare vente sig! Nogle gange kan det også være en fordel, når ens mor er kæreste med skolens inspektør ...« »Er du gal? Niels Hartmann skal ikke blandes ind i det,« protesterede Jessie. »Så kræver han bare at se billedet.« »Åh, nej. Det må ikke ske.« »Kan vi ikke få Fardin til at hjælpe, Emma?« bad Ida. »Ham lytter de måske til.« Hun sagde vi, men hun mente selvfølgelig mig. Men Fardin var til fodbold og svarede som sædvanlig ikke. Jeg skrev en sms. »Hjælp, Fardin! Du må få Ahmed til at slette et billede, han tog af os. Og du må IKKE se på det først!!!« Men jeg havde kun lige trykket Send, da vi opdagede, at vi trængte til mere hjælp end bare dét. Idas mor havde for nylig erstattet vores gamle rebstige med en træstige, fordi hun mente, at den var mere sikker. Nu viste det sig desværre, at det havde været en rigtig dårlig idé. Jeg sendte endnu et nødråb til Fardin: »KOM TIL IDAS GARAGE!!! OG SKYND DIG, VI FRYSER! AHMED OG KHALED HAR FJERNET STIGEN, OG VI KAN IKKE KOMME NED!«

8


2

Men kærester er som regel ikke til megen nytte, når man har brug for dem. Før Fardin dukkede op, nok inden han overhovedet havde læst mine sms’er, havde vi hjulpet os selv. Eller rettere sagt: Vi havde fået øje på Michael, min tyske nabo, og gjort ham opmærksom på vores uheldige situation. Han havde sat stigen på plads – selvfølgelig ikke uden at more sig på vores bekostning. »Hvorfor er drenge altid så åndssvage? Hvad får de ud af det?« ville jeg vide. Han grinede og trak på skuldrene. »De trænger måske til underholdning. Eller bare til lidt opmærksomhed.« »Opmærksomhed? Den skal de få.« Jessie var den første til at kravle ned. »Kom, lad os finde dem! Det billede får de ikke lov til at beholde.« Jeg var i tvivl. »Hvad vil du gøre? Tror du, at Ahmed sletter billedet, bare fordi vi beder ham om det?« »Hvem siger, at vi beder ham? Hvis han ikke sletter billedet frivilligt, tager vi hans mobil med vold. Har du glemt, at han ikke kom særlig godt ud af den sidste slåskamp, han havde med mig?« »Nej, men du brækkede også armen ved den lejlighed.« Jessie sukkede dybt og sendte mig et indtrængende blik. »Vi bliver altså nødt til at gøre noget! Eller vil du måske have, at Filip ser Ida med, jeg mener uden ... Så bliver de aldrig kærester!« 9


»Det er ikke alle drenge, der kun har bryster i hovedet,« protesterede jeg. Forgæves. Forgæves, fordi Jessie åbenbart slet ikke kunne forestille sig, at drenge kunne tænde på andet end store bryster. Ida var slet ikke med i samtalen. Hun så bare mere og mere fortvivlet ud, mens hun lukkede boxeren ind i huset og låste døren. »Måske skulle jeg virkelig slette Filip fra mine facebookvenner. Jeg er bare bange for, at han så tror, at jeg ikke længere kan lide ham.« »Hvis han overhovedet opdager det.« Jeg bed mig i underlæben og høstede også straks et fornærmet blik. »Selvfølgelig opdager han det,« sagde Jessie. »Han laver jo ikke andet end at tænke på Ida og glo på hendes billede, mens han spiller længselsfulde kærlighedssange på sin guitar. Måske skulle du gøre ham lidt jaloux, Ida, det plejer at hjælpe. Du kunne skrive, at du er i forhold med ...« Hun tøvede. »Med Ahmed,« foreslog jeg. »Med Ahmed?« Vi spruttede af grin. Ikke engang Ida kunne lade være, mens vi skråede over vejen. Jessie ringede til Ahmed. »Hvor er I henne? Vi vil snakke med jer.« Vi hørte dem grine. »Hjemme. I kan bare komme, hvis I tør.« Med Jessie i spidsen marcherede vi beslutsomt over til det andet hus i rækken af de grimme, høje bygninger, hvor Ahmed boede i samme opgang som Jessie. Vi kunne høre dem, mens vi ventede på elevatoren. De stod i trappeopgangen længere oppe og lod til at more sig. »Lad os hellere tage trappen,« sagde jeg. Men Jessie var ikke vild med unødvendig motion. »Seks etager! Er du gal?« 10


»Hvor bliver I af? Vi venter!« råbte de, netop som elevatoren kom. »Vi kommer nu!« Og præcis som jeg havde forudset, var de på vej ned ad trapperne og lo højt, da de hørte os stige ud på sjette sal. »Efter dem!« Jessie var den første til at storme ned igen. Ida og jeg fulgte efter. »Så vent da, for helvede!« råbte Ida. »Vi vil bare snakke med jer!« »Ida skriver, at hun er i et forhold med dig, Ahmed, hvis I lægger billedet på Facebook!« råbte Jessie. »Medmindre du foretrækker, at jeg gør det!« Halvvejs nede ad trappen blev en dør revet op, netop da vi løb forbi. Det var Jessies far. Han stillede sig i vejen for os, selvom det egentlig ikke var nødvendigt. Jessies far løb man ikke bare forbi, vi standsede helt af os selv. »Hvad er det for en larm, I laver?« Han var flyttemand, en flyttemand i undertrøje. Hans overarme var så store, at der var plads til mange tatoveringer. Nedenunder smækkede døren, så hele huset rystede. »Det var dem, der larmede,« forsøgte jeg at komme Jessie til undsætning. »Ahmed og Khaled tog et billede af os. Vi skal ha’ dem til at slette det,« undskyldte Jessie og gjorde mine til at genoptage forfølgelsen. Men hendes far holdt hende fast. »Nu bliver du i hvert fald her.« Jessie sendte os et ulykkeligt blik, men der var ikke noget, vi kunne gøre. Døren blev lukket, og Ida og jeg stod tilbage. »Røvhul,« mumlede jeg. »Hvis jeg var Jessies mor, ville jeg for længst være skredet.« 11


»Og det siger du, der jamrer uafbrudt på grund af dine forældres skilsmisse?« »Det er noget helt andet.« Ahmed og Khaled var ikke til at se, da vi kom udenfor, og vi opgav forfølgelsen. Til gengæld opdagede vi Fardin, som var i færd med at låse sin cykel. De sidste måneder var han vokset utrolig meget. Indtil for nylig havde vi været lige høje, men nu var han pludselig mindst ti centimeter højere end mig, og hans træningstøj var ikke længere for stort, som det plejede at være. Tværtimod måtte han snart købe nyt. Vi fortalte ham om billedet. »Kan du ikke få Ahmed til at slette det? Dig lytter de måske til.« »De tør ikke at lægge det ud,« sagde Fardin, men var sød nok til at ringe alligevel. Vi kunne høre dem i den anden ende. »Ha ha, er det Emma, der bestemmer, hvad du skal gøre, Fardin? Hun kan da bare selv komme.« »Hvor er I henne?« spurgte Fardin. »I kiosken. Du skal se billedet. Så skifter du mening om, hvem du skal være kæreste med.« De lo, og jeg mærkede, at jeg rødmede. »Idioter!« Da vi drejede om hjørnet på vej ned til kiosken, kom de os i møde med en cola og slik i hånden. De var sammen med Kim fra vores klasse. »Så har Kim også allerede set det,« stønnede Ida. Ahmed rakte mig sin mobil. »Værsgo, bare slet det, hvis du kan finde ud af det. Som om det var et billede, der er værd at gemme.« De grinede overlegent, mens vi stod og prøvede at finde billedet på Ahmeds mobil. 12


»Skal jeg hjælpe?« spurgte Fardin, men det skulle han i hvert fald ikke. Til sidst fandt Ida mappen med billederne og trykkede på slet. Hun så lettet ud, som om hun havde afværget en stor katastrofe, men tilsyneladende havde Ahmed og Khaled for længst mistet interessen. Måske havde de set sig mætte. »Vi skal op til Ahmed og spille Playstation. Vil du med, Fardin?« spurgte de. »Ikke nu. Jeg er lige kommet hjem fra træning og skal spise.« Jeg gav ham et kys. »Tak for hjælpen!« Jeg var godt klar over, at jeg strålede som et juletræ, mens jeg så efter ham. »Er han ikke bare sød?« Ida sukkede: »Jo, du er heldig!« Jeg lagde trøstende armen rundt om hende, mens vi gik over til os selv – til villakvarteret på den anden side af vejen, hvor vi boede. »Husk, at der også gik mange uger, før vi blev kærester, Ida. Og så alle de uger, hvor vi var uvenner – det var heller ikke særlig sjovt. « »Ja,« nikkede hun. »Jeg forstår det ikke. Hvorfor siger alle, at det er så dejligt at være forelsket? Jeg synes, det er skidehårdt.«

13


3

Jeg havde altid syntes, at der var uorden i billederne hjemme hos os, men hos Jessie var det ti gange værre. Vi sad hjemme hos hende og rodede i kasser med fotografier, for hun skulle vælge nogle billeder af sig selv. De skulle bruges på forsiden af hendes invitationskort. At det var meget sent, var hun klar over, men på en måde var det ikke hendes skyld. Hendes mor havde hele tiden for travlt til at tage sig af det. Desuden mente hun, at gæsterne jo godt vidste, at de skulle komme, fordi hun havde snakket med dem. »Men jeg har kun konfirmation én gang i hele mit liv, og så skal det også være rigtigt,« jamrede Jessie. Det skulle være trykte kort i fine konvolutter, alt andet gjaldt ikke i hendes optik. Nu havde Idas mor tilbudt at hjælpe. Hun arbejdede i den grafiske afdeling i et bladhus, og vi havde aftalt at mødes med hende klokken fire. Hvis vi skulle nå det, blev Jessie nødt til at beslutte sig, men det med at beslutte sig havde aldrig været Jessies stærke side. Jeg prøvede at overtale hende til at tage et billede, hvor hun var omtrent tre år gammel og legede nøgen i en sandkasse med en lille hvid hue på. Og et andet, der viste hende siddende på en pony i en karrusel. »Jamen, jeg er jo for tyk på dem alle sammen,« jamrede hun. »Små børn er altid lidt buttede,« indvendte jeg. »Det ser bare sødt ud.« 14


»Men jeg vil kun have billeder på invitationen, hvor jeg ser godt ud. Det er trods alt min konfirmation.« Ida så på sit ur. »Du bliver nødt til at bestemme dig, Jessie. Min mor bliver ikke glad, hvis hun skal vente.« »Okay. Så tager jeg alligevel det med sandkassen, som Emma foreslog. Og det her fra min første skoledag, og så to fra skolefotografen. Selvom jeg har en bums på det ene.« Hun skar en grimasse. »Jeg håber, din mor kan fjerne den, Ida.« Kontoret lå i en moderne bygning med glasfacade. Idas mor sad på femte sal. Elevatoren stoppede blødt, og vi trådte ud i et stort, lyst rum med mange skriveborde. De fleste var allerede gået hjem, så det ud til. Kun en mand med store briller og med mere hår på hænderne end på hovedet rodede med en kopimaskine og bandede lidt for sig selv. Idas mor vinkede os hen til sig. Fra sin plads havde hun en flot udsigt over havnen. »Sådan et sted kunne jeg også godt tænke mig at arbejde, når jeg bliver voksen,« sagde jeg. »Det er noget helt andet end min mors lille rodede kontor på Skat.« Idas mor smilede. »Ja, jeg er også glad for at være her.« Hun hentede tre stole, så vi kunne sidde, mens vi så på hendes skærm. Hun lukkede, hvad hun var i gang med: en artikel med overskriften: Sådan forbereder du den perfekte fest. »Ej, den skal jeg læse!« udbrød Jessie, og Idas mor smilede. »Der står nok ikke noget, som du ikke allerede ved. – Nå, vis mig så de billeder, du har med, Jessica. Og du har sikkert også forberedt, hvad der skal stå?« Vi så på Jessie. Ida og jeg havde været med til at vælge billeder, men teksten havde vi ikke snakket om. 15


Idas mor lo. »Men er det ikke det vigtigste ved en invitation?« »Jo, men det er også det nemmeste,« sagde Jessie. »Jeg ved jo, hvor det skal være og hvornår.« Idas mor tænkte sig kort om. »Så lad os gøre følgende: Jeg laver forsiden af invitationskortet med dine billeder, Jessica, og I finder i mellemtiden ud af, hvad der skal stå.« »Kan du fjerne bumsen på det ene billede?« spurgte Jessie bekymret. »Ellers skal det ikke være med.« Jessies mor nikkede smilende, mens hun tændte en computer ved et andet skrivebord for os. Og mens hun scannede Jessies billeder ind, gik vi i gang med at skrive en invitationstekst. »Kære ______, jeg håber, du kan komme til min store konfirmationsfest den 13. maj kl. 15.00,« foreslog Jessie og så spørgende på os. Vi nikkede. Lidt kedeligt måske, men okay. Jessie skrev det ind i computeren. Hun lavede en del slåfejl, som hun omstændeligt rettede. Jeg blev altid utålmodig af at sidde og se på, mens andre skrev, fordi jeg altid syntes, at det gik så forfærdelig langsomt. Jeg håber, at I kommer i godt humør, og at det bliver en rigtig god fest, fortsatte hun. »Nu står der to gange fest kort efter hinanden,« sagde jeg. »Det lyder ikke så godt.« »Hvad skal jeg ellers skrive?« »Skriv: at det bliver en rigtig god dag,« foreslog Ida. »Men jeg mener jo, at det skal blive en god fest,« insisterede Jessie. »Og ikke kun dag, men også aften. Og nat og måske også morgen ...« Jeg grinede, det var typisk Jessie. »Du bestemmer. Men husk at skrive, hvor det skal foregå.« »Nå ja.« Hun tilføjede, at festen ville blive holdt i spisesalen hos det firma, hvor hendes mor arbejdede i kantinen. Vi googlede adressen og satte den ind. 16


»Hvor mange bliver I egentlig?« »66,« sagde Jessica. 66! At de ville blive mange, vidste jeg, men ikke, at de ville blive så mange! Til min fest ville vi højst blive 12. Og det var allerede inklusive Fardin, Ida og Jessie. Min familie var lille og kedelig. Det var kun mor og far og mormor, farmor og farfar, min faster Sigrun, hendes mand og mine to kusiner. Jeg havde ikke set dem, siden mor og far blev skilt, og jeg vidste, at mor egentlig ikke havde lyst til at invitere dem. Det var kun, fordi jeg havde insisteret. Jeg havde også inviteret fars kæreste Jessica og hendes lille søn Felix, men for at være ærlig var jeg ved at fortryde. Hvor sjovt ville det blive? Mor havde ganske vist sagt, at det var min fest, og at jeg måtte bestemme, hvem jeg inviterede, men ligefrem glad havde hun ikke set ud ved tanken. Hun havde kun mødt Jessica én gang, og det var ganske kort. Og på en måde havde hun jo også ret, når hun sagde, at festen næsten kun var for fars familie, men at det var hende, der stod alene med hele ansvaret for den ... »Skal du ikke også skrive noget om kirken?« sagde Ida til Jessie. »Jeg troede, det var det vigtigste ved en konfirmation.« »Ja,« sagde jeg. »Jeg synes også, at du burde begynde invitationen med et bibelcitat.« »Er I sikre?« Jessica så forvirret på os, indtil det gik op for hende, at vi bare drillede. Man kunne nemlig ikke sige, at hun havde valgt konfirmation, fordi hun var en stor fan af Gud. »Øv, hvor er I strenge!« Hun sprang op. »Men ih, hvor jeg glæder mig! Nu skal min mor bare se at få taget sig sammen til at tage med i byen og købe min kjole. Og I kommer også med, ikke?« Idas mor smilede, da hun læste Jessies invitation. Hun pegede på en linje, som Jessie havde sat øverst foran selve invitationsteksten. Og Gud sagde: 17


»Er det meningen, at det skal med?« Jessie grinede. »Ja ja. Emma og Ida sagde, at der skulle stå noget med Gud.« Vi så til, mens Idas mor kopierede teksten ind i sit program. Det så straks meget mere professionelt ud, da hun satte det op i en pæn og festlig grå skråskrift. Hun viste os forsiden af kortet med Jessies fem billeder på. Det nyeste var blevet størst. Jessie jublede: »Ser jeg virkelig så godt ud?« Vi lo, men hun havde ret. Idas mor havde virkelig tryllet. Det kunne være et ansigt i et reklameblad. »Jeg har slet ikke gjort så meget,« smilede hun. »Jeg har blødt nogle linjer op og sat lidt glans på dine læber. Og så har jeg fjernet nogle små urenheder på huden, men det gør vi altid.« Det var virkelig imponerende. Tænk, at man med så få tricks kunne få Jessie til at ligne en skønhed ... Mest forbavset var Jessie selv. »Men du er da også en smuk pige,« sagde Idas mor. »Må jeg bruge det som profilbillede?« spurgte Jessie. »Selvfølgelig, du får en kopi.« Jeg fik lyst til at spørge Idas mor, om hun også kunne gøre noget ved mine billeder, selvom jeg for længst havde sendt invitationerne ud. Men på et tidspunkt skulle jeg vist også skrive takkekort ... »Hvorfor får du ikke din mor til at trylle et lige så smukt billede af dig, Ida?« spurgte jeg. »Du kunne bruge det som profilbillede, så kan Fi ...« Hun trådte mig hårdt på foden. Nå nej, hendes mor vidste selvfølgelig ikke noget om Filip. Men Idas mor havde åbenbart gættet mine tanker. Jeg følte, at jeg rødmede, da hun sagde: »Du må gerne sende et billede, Emma. Så skal jeg nok også trylle lidt for dig.« Bagefter tjekkede vi det hele en sidste gang, før Idas mor 18


sendte invitationen til et trykkeri. Om få dage ville Jessie få sine kort. Og siden det var et trykkeri, som bladhuset havde en specialaftale med, ville det ikke engang blive dyrt. »Nu skal jeg bare skrive den forbandede tale, så er alt det kedelige overstået,« sagde Jessie og sukkede teatralsk. »Hvor er det altså hårdt at blive konfirmeret. I kan være glade for, at I slipper for det besvær!«

19

Herzog - Drenge knas og konfirmander (læseprøve)  
Herzog - Drenge knas og konfirmander (læseprøve)  

Drenge, knas og konfirmander er femte del af Annette Herzogs populære pigeserie om 13-årige Emma og hendes problemer med forældrenes skilsmi...