Page 1

140 mm

Politiken Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

»Helle Helles prosa er diamantskarpt skåret til. Den emmer af det henkastede dagligsprog, hun aflytter med sit mesterlige Herman Bang’ske øre, fuld af underforståede betydninger, der langsomt samles i større mønstre i løbet af romanen. Det er vældig godt gjort.«

Ned til hundene

220 mm

Helle Helle

En kvinde stiger af bussen for at finde et godt sted at græde. Hun bliver samlet op af John og Putte, to venlige fremmede, som installerer hende på deres hjørnesofa. Her bliver hun i løbet af otte dage hvirvlet ind i en verden af nisselandskaber og lottokuponer, kaffe og sandkage og cykelture i kedeldragt. Der er hunde, der skal passes. Og så er der Puttes bror Ibber med plankebøfferne og den glatte overkrop.

Helle Helle Ned til hundene

Roman Samleren

Samleren


1

Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt rundt i bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvorn bænk helt ude ved kysten. Her er der ingen færger. Kun en pram, der fragter kreaturer frem og tilbage til en ubeboet ø. Jeg bor i et parcelhus med mange vinduer ud mod vejen. Måske havde det hjulpet at pudse nogle af de vinduer. På den anden side kan man ikke se ud for bare stedsegrønt. Det var en våd sommer sidst, det stedsegrønne voksede som ind i helvede. Nu er det vinter, og jeg skal ikke mere hjem. På dette tidspunkt plejer jeg at sove lidt i sofaen. Bjørnvig fryser en vorte. Det blæser kraftigt. Blæsten slog mod ansigtet, da jeg steg af bussen med min rullekuffert. Himlen er mørkegrå over havet. En mand i kedeldragt kommer cyklende med stort besvær ind fra højre på stien nede ved vandet. Han krummer sig frem mod styret, hver gang han træder pedalerne i bund. Sådan cykler jeg selv, derfor cykler jeg ikke. Han standser og stiger af. Spejder ud over havet, sætter hænderne i siden. Han ved godt, jeg sidder her. Jeg ser ned på mine hænder i svineskindshandskerne. Han har sat sig på cyklen igen og fortsætter langs havet. Det 57

7


er kun et spørgsmål om tid, før han vender og kører væk fra stien, forbi det lille skur og ned mod mig. Han trækker det sidste stykke herhen. Hans hår er mørkt og tyndt. Men han er ikke så gammel, han er nogle år yngre end mig. – Der sidder du godt, siger han. – Ja. – Du kommer nok til at sidde længe. – Det ser jeg, siger jeg inde fra mit sjal. Vi kigger begge hen mod skiltet med køreplanen og derefter på rullekufferten. – Jamen, så god fornøjelse med det, siger han og stiger på cyklen. Han sætter i gang siddende, løfter to fingre til en hilsen, op og ned. Nu har han blæsten i ryggen, han er hurtigt borte. Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig med den croissant med hønsesalat. Jeg beholder handskerne på, mens jeg spiser, dejflagerne drysser ned i skødet på min frakke. Jeg er toogfyrre år og stadig ude af stand til at tage ved lære. Jeg spiser croissanten fra midten, og jeg har ingen servietter med. Jeg rejser mig og børster frakken af, får mayonnaise på begge ærmer. Jeg er stiv i benene. Sætter mig igen. Det er ved at blive mørkt, blæsten tager i skurets tag. Han vender tilbage, nu med en kvinde, begge på gåben. Ligesom han er hun i kedeldragt. De holder hinanden i hånden og slipper først, da de er helt henne ved mig. – Hej, siger hun. – Ved du godt, at der først kører en bus i morgen? Der kører jo kun en om dagen her. – Ja. Jeg har set det. – Du venter måske på nogen? – Nej, ikke sådan. – Vil du låne en telefon? 8

68


– Nej, tak, det er ikke nødvendigt. – Vi hedder Putte og John, siger hun. – Du kan nok ikke blive siddende her. Der kommer en lille orkan. – Det kan vi ikke have, siger han.

79

9

NED TIL HUNDENE af Helle Helle  

Uddrag af bogen NED TIL HUNDENE af Helle