Page 1


Blodrød müne over Villette


Af samme forfatter: LĂŚrerinden i Villette Pigerne i Villette Under jorden i Villette


Ingrid Hedström

Blodrød måne over Villette Oversat fra svensk af Bente Møller Sørensen

Cicero


Copyright © 2011 Ingrid Hedström Alfabeta Bokförlag AB, Stockholm Originaltitel: Blodröd måne över Villette Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslagslayout: Anne Kragelund Omslagsfoto: Stephen St. John / Getty Images ISBN: 978-87-638-1957-2 Første danske udgave 2011

Dele af handlingen i denne bog har hentet en vis inspiration fra virkelighedens verden. Alle bogens personer og begivenheder er dog helt og aldeles fri fantasi, akkurat ligesom den fiktive by Villette-sur-Meuse. Med én undtagelse: Den belgiske senatsrapport, som er nævnt i bogen, eksisterer i virkeligheden. Ingrid Hedström

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


PERSONERNE Martine Poirot Thomas Héger Philippe Poirot Tatia Poirot Sophie Lind Eva Lidelius Julie Wastia Christian de Jonge Annick Dardenne Serge Boissard Alice Verhoeven Tony Deblauwe Antoine Leclerc Julia Hallman Henri Gaumont Robert Neville Gösta Johansson Goran Jovanovitj Michel Braeckmans Marie-Laure Braeckmans Roland Boyer Jean-Christophe Vermaelen Bernard Wastia Jerry Wastia Annalisa Paolini Ange-Joseph Mariani Kamil Belhouche Jean-Yves Hamesse Liz Hamesse Tim Debaere Jacques Grunberg Eric Hasevoets Violette Goossens Marijke Glorieux Elsie Moerman Jeanne Audibert Jean-Louis Lemaire Jean-Baptiste Giordano

Undersøgelsesdommer i Villette-sur-Meuse Martines mand, professor i historie Martines bror Philippes datter Thomas’ søster, instruktør og skuespiller Sophie og Thomas’ mor, billedkunstner Martines notar Kriminalkommissær Kriminalassistent Kriminalassistent Professor og retsmediciner Restauratør i Villette Pensioneret fransk statstjenestemand Svensk journalist Fransk oberstløjtnant Englænder med broget fortid Pensioneret kriminalkommissær fra Bollnäs Konduktør i toget fra Sofia til Beograd Tidligere politimand, nybagt restauratør i Villette Hans kone og kompagnon Bekymret lærer Utrøstelig ægtemand og far Skrothandler med et dårligt ry. Julies morfar Hans søn Viceborgmester i Villette Tidligere fremmedlegionær Værtshusejer og modvillig politimeddeler Velhavende bankmand Hans engelske kone Historiker fra Bruxelles Historiker fra Nice Oberstløjtnant ved gendarmeriet i Bruxelles Tandlæge, tidligere gift med Mariani Hotelejer i Knokke-Heist Marijkes mor, tidligere hoteløkonoma Pensionist i Nice Parlamentsmedlem Pensioneret kriminalkommissær i Nice


„Månen er gået ned, og daggryet er sort.“ Maurice Maeterlinck, Oraison fra Serres Chaudes.


Prolog Midsommeraften 1970 Den stockholmske skærgård

Havet lyste silkeblåt, og himlen hvælvede sig skyfri som en gennemsigtig kuppel af turkisblåt glas over skærgårdens stille vand. Dagen havde været rekordvarm, og selvom solen nu strejfede horisonten, dampede jorden stadig af hede. Fra engen bag hende kom den summende lyd af humlebier og duften af kløver, tung og sød i midsommernatten. Hun ville ønske, at hun havde været et andet sted. Helst på en café i Saint-Germain – hun tænkte med længsel på livlige samtaler over endeløse kopper espresso og lugten i metroens gange på en hed sommerdag. Men at være i Dalarna med Daniel ville også have været bedre end det her. Så hørte hun en lyd i krattet, som adskilte engen fra grusvejen. Hun burde have gemt cyklen, men hun havde faktisk ikke forestillet sig, at han ville følge efter hende. Han måtte have taget bilen, tænkte hun og kravlede ind i teltet. Gennem åbningen kunne hun se ham komme hen over engen, rød i hovedet og lettere forpustet, med sin latterlige picnickurv i hånden. „Vi må tale sammen, Sophie,“ sagde han, så snart han var kommet inden for hørevidde. Hun krøb modvilligt ud af teltet og rejste sig op. Et vindpust fra havet strejfede hendes bare arme, varmt og let som et kærtegn. „Du ligner en elverpige, som du står der i modlyset med dit lange hår,“ sagde han og kiggede på hende med det blik, som engang havde fået hendes puls til at hamre stærkere, det intense blik, hvor erotisk begær blandedes med en kølig vurdering af mulige kameravinkler. Nu mødte hun hans blik uden at føle noget som helst. Der er ingenting tilbage, tænkte hun, ingen gnist, intet der får mig til at føle mig levende. Jeg er treogtyve, og han er en mand på over fyrre. Det går ikke mere. 9


Han tog et tæppe op fra picnickurven, bredte det ud i græsset og stillede flasken med champagne, der nok havde mistet sine bobler på det her tidspunkt, i midten. Hun blev alligevel lidt rørt, da hun så, at han havde smurt madder, ujævnt skårede franskbrødsskiver med ost og skinke, som han stolt lagde på det antikke fad, han havde taget med fra det sommerhus, som de havde lånt til deres ‘vi må trods alt gøre et forsøg på at redde vores ægteskab’-midsommertur. Hun satte sig ned på tæppet, bredte sin lange indiske kjole ud og tog imod det glas, han rakte hende. Skjorten med kinakraven klædte ham overhovedet ikke, tænkte hun. Den fik ham bare til at se lidt latterlig ud, som om han prøvede at tilpasse sig en generation, der ikke var hans egen. Sommetider fik hun faktisk lidt ondt af ham. Hans sidste film havde fået dårlig kritik, mest fordi den ikke levede op til tidens krav om samfundsengagement. Det kunne han til nød ryste af sig. Men en kritiker havde skrevet, at ‘Eskil Lind laver den samme film igen og igen, uanset om den udspiller sig i svensk middelalder, i 1800-tallet eller i nutiden’, og den pil havde ramt plet. Sophie der­ imod havde fået ros af anmelderne. „Du siger, at vi skal tale sammen,“ sagde hun, „men der er ikke mere at tale om. Jeg har bestemt mig. Jeg vil skilles.“ Han lagde sin hånd på hendes knæ og så hende dybt ind i øjnene, den her gang med det sørgmodige, anklagende blik. „Tænker du slet ikke på, hvor traumatisk en skilsmisse vil være for Daniel,“ sagde han med dramatisk vibrato på ‘traumatisk’. „Vores lille dreng er kun fire år og har brug for begge sine forældre længe endnu.“ „Du kan selvfølgelig se ham, så meget du vil,“ sagde hun koldt, „lige så meget som du ser Jenny og Cecilia.“ I de fire år de havde været gift, havde han vist en yderst begrænset interesse for sine to døtre, og det var endnu en grund til, at hun havde truffet sin beslutning. Hun havde set det blik, han sommetider sendte Anna Jensen, som spillede Katarina Jagellonica i den sidste film, og havde forstået, at han sikkert en dag ville forlade hende, præcis ligesom han tidligere havde forladt først Inga og siden Harriet og deres børn. Frem for at blive forladt foretrak hun selv at gå. „Sophie, Sophie, Sophie,“ sagde han og rystede sørgmodigt på hovedet, „hvornår er min lille pige dog blevet så hård?“ Han flyttede hånden fra hendes knæ og op til hendes underarm og strøg let med fingerspidserne hen over den bløde hud, et kærtegn, der engang havde kunnet få hende til at vibrere af længsel. 10


„Lad være med at røre ved mig,“ sagde hun og fjernede hans hånd. I stedet for at trække sig tilbage lagde han begge arme om hende, trak hende ind til sig og prøvede at kysse hende. Hans åndedræt lugtede af whisky. Hun følte kun afsky, da han pressede tungen ind i hendes mund, og hun prøvede at få armene fri for at puffe ham væk. Så hørtes der pludselig musik ude fra vandet, bigbandjazz spillet på grammofon. Grebet om Sophie løsnedes, og han trak sig væk fra hende. De kiggede begge to ud over vandet, hvor en sejlbåd langsomt kom glidende ind mod land. Sophie kendte intet til både, men den her var stor og sikkert dyr. Solen var nu halvvejs nede under horisonten, og i halvmørket så sejlene mørke ud, næsten sorte. Ingen af dem havde lyst til at blive set, det var de i det mindste enige om, så de kravlede uden et ord ind i teltet. Der var hedt som i en sauna under teltdugen. Han stak hånden ud gennem åbningen og havde held til at få trukket tæppet med champagneflasken og resten af picnictilbehøret til sig. Så fyldte han sit glas og drak begærligt. Fyldt af en uforklarlig uro satte Sophie sig på knæ og kiggede ud gennem teltåbningen. Sejlbåden havde lagt til ude i bugten, og en eller anden var ved at tage sejlene ned. Fra båden hørtes festlyde, høje stemmer, mere musik og latter og sang. Stemmerne blev ført langt over det stille vand. Hun kunne høre, at der var både mænd og kvinder om bord, men ikke hvad de sagde. Eskil havde lagt sig på hendes sovepose, pludselig resigneret, som om luften var gået af ham, med champagneglasset parkeret på maven. Lidt efter begyndte han at snorke. Sophie prøvede at finde en bekvem stilling i det lille telt, men uanset hvor hun satte sig, ramte hun noget hårdt, en sten eller en grankogle. Ude på båden fortsatte festen. Hun ville næsten ønske, at hun havde været med. Måske skulle hun svømme derud, tænkte hun. Så ville de da få sig en overraskelse. Hun løftede lidt på teltdugen og stak hovedet ud for at få lidt frisk luft. Solen var nu helt nede under horisonten, og det var så mørkt, som det kan blive en svensk midsommernat. Skriget kom uden varsel, et råb fra helvedes forgård, et rædselsskrig fra en sjæl i yderste nød, der fik Sophies blod til at fryse i årerne, som om hun havde fået et spyd af is gennem rygraden. Hun havde aldrig hørt noget lignende. Den uhyggelige lyd rungede mellem klipperne. Så blev den pludselig afbrudt, men fortsatte med at 11


give genlyd ud over vandet nogle uudholdelige brøkdele af et sekund. Et primitivt instinkt fik Sophie til at blive siddende helt stille i det beskyttende telt. Hun turde knap nok trække vejret. Godt, at ingen har set mig, tænkte hun. Hun vidste med absolut, usvigelig sikkerhed, at der var sket noget forfærdeligt om bord på båden. Det var en kvinde, der havde skreget, og bagefter var skriget forstummet, som om … som om nogen havde skåret det over med en kniv. Nu lød der ikke flere glade festlyde ude fra vandet. Alt var dødstille, som om folk om bord på sejlbåden også sad og trykkede sig i angst ligesom Sophie. For sit indre blik så hun tydeligt som på et biograflærred, hvordan de sad rundt om et bord i kahytten og i skæret fra en petroleumslampe hviskende diskuterede, hvordan de skulle skaffe sig af med vidnerne. Eskil lå stille og åndede stadig tungt, som om han sov. Havde han virkelig intet hørt? Men hun var bange for, at den mindste hvisken ville kunne afsløre dem, så hun turde ikke ruske liv i ham og spørge. Resten af den korte nat sad hun anspændt og lyttede efter lyden af årer i vandet. Først hen imod morgen faldt hun til sidst i en urolig søvn. Da hun vågnede og forsigtigt kiggede ud, var sejlbåden væk. Verden var lyserød og dugfrisk, fuglene kvidrede og jublede, som om intet uhyggeligt skrig nogensinde havde runget mellem klipperne. Eskil sad på soveposen og kiggede på hende. Han så ivrig ud, energisk sådan som han gjorde, når han havde fået en ny idé. „Jeg har en rolle til dig, Sophie,“ sagde han. „Noget helt nyt. Det ligner ikke noget, du tidligere har lavet. Du vil ikke kunne sige nej.“


1

Mandag d. 16. – tirsdag d. 17. januar 1995 Istanbul/Sofia Sneen hvirvlede hen over jernbanesporene, syleskarp og uforsonlig. Martine Poirot hvælvede hænderne rundt om glasset med rygende varm tyrkisk te og gøs, da hun kiggede ud ad jernbane­ restaurantens vindue. Hun kunne næsten mærke den iskolde sne piske mod ansigtet. „Tænk,“ sagde hendes svigermor, Eva Lidelius, „jeg tror også, det var her, vi drak te, dengang jeg kørte med Orientekspressen sammen med mine forældre og min lillebror. Restauranten ligner faktisk sig selv ret meget, selvom det er evigheder siden. Det må have været i 1934, da jeg var ni år. Dengang var her mange flere mennesker, og jeg kan huske, at alle var så fine i tøjet.“ Martine kiggede sig omkring i lokalet. En håndfuld gæster sad og krøb sammen i glødelampernes matte lys. Smeltet sne dannede små pytter ved deres fødder, og der lugtede af cigaretrøg og våd uld. Hun prøvede at forestille sig restauranten fyldt med diplomater, spioner og eventyrlystne kvinder, som alle skulle ud på den glamourøse togrejse fra Istanbul til Budapest, Wien og Paris. Et brus af stemmer på mange sprog under krystallysekroner, cigaretmundstykker af rav, bagage med monogram. En helt anden tid, tænkte hun, et helt andet Europa. Gennem vinduet så hun et togsæt langsomt trille ind på sporet nærmest stationsbygningen. Hun prøvede at læse teksten på den sidste vogn, men det var svært at se noget gennem snefoget og den tåge, der dannedes på ruden, når hendes varme ånde mødte det kolde glas. „Jeg tror, det er vores tog,“ sagde hun, „men jeg går lige ud og kigger efter.“ Eva så på uret. „Gør det, så betaler jeg imens. Vi har ikke travlt. Klokken er ikke ni endnu. Der er over tyve minutter, til det kører.“ Et vindstød fyldt med sne ramte Martine i ansigtet med en sådan 13


kraft, at hun næsten mistede vejret, da hun trådte ud på perronen. Hun kunne mærke sneen trænge ind ved halsen, da hun gik hen imod toget med hovedet bøjet mod blæsten og hænderne dybt begravet i lommerne. Bogstaverne på vognen var kyrilliske, og hun kunne ikke læse dem. Hun fik øje på en konduktør, som var på vej væk fra toget, og løb efter ham. „Sofia?“ spurgte hun og pegede på toget. Han nikkede. „Da, Sofia,“ svarede han. Martine prøvede at trække frakken tættere om sig mod blæsten og skyndte sig tilbage til restauranten, hvor Eva havde lagt et bundt tyrkiske sedler på bordet og var ved at knappe sin ret gamle, men misundelsesværdigt varme lammeskindspels helt op i halsen. „Ja, det er vores tog,“ sagde Martine og løftede sin kuffert. „Vi kan vel lige så godt gå om bord.“ Deres sovekupé lå bagest i vognen, op ad toilettet og konduktørens lille kabine. Martine så skeptisk på de to lagenløse køjer og de snavsede blå tæpper, der lå oven på dem. Varmeapparatet under vinduet var iskoldt, og da hun løftede låget på vaskekummen i hjørnet ved vinduet, opdagede hun, at der ikke var noget vand i vandhanen. I det grumsede spejl kunne hun se sit eget utydelige spejlbillede. Det lyse hår hang livløst om ansigtet på hende, og hendes grønne øjne så trætte ud. „Uha,“ sagde Eva, som havde sat sig på den underste køje og trukket benene op under sig. „Det var måske alligevel ikke nogen særlig god idé.“ Hun så skyldbevidst ud. Efter næsten halvtreds år i fransk­ talende omgivelser spyttede hun stadig sommetider konsonanterne ud på svensk facon, som om de var æblekerner. Det gjorde hun nu, og det var et sikkert tegn på, at hun ikke følte sig godt tilpas. Det var et rent tilfælde, at Martine og hendes svigermor begge to befandt sig i Istanbul på denne kolde januardag. Martine, der var undersøgelsesdommer i Villette-sur-Meuse, havde deltaget i en konference for jurister på Istanbuls universitet i Sultanahmet, indbudt af en tyrkisk menneskeretsadvokat, som hun havde mødt på et seminar i Bruxelles. Det havde været to dage fyldt med livlige diskussioner om den europæiske menneskerettighedstraditions teori og praksis med unge studerende og aktivister, der var vokset op under militærstyret og kun alt for godt kendte prisen for at kæmpe for rettigheder, som andre tog for givet. Stemningen havde været elektrisk, ladet med adrenalin, og hendes værter havde hviskende for14


talt hende, hvordan hun skulle forholde sig, hvis politiet eller yderligtgående nationalister skulle komme stormende ind og forstyrre mødet. Eva var i Istanbul på invitation fra en velhavende tyrkisk kunstsamler, der for første gang ville vise sin store samling af europæisk samtidskunst for offentligheden. Han havde mange af Evas malerier og havde været ovenud lykkelig over, at hun kunne komme til ferniseringen. Det var Eva, der straks havde foreslået, at de skulle tage toget, da deres formiddagsfly til Bruxelles blev aflyst på grund af sne. Hun brød sig alligevel ikke særlig meget om at flyve, sagde hun, hun ville helst se, hvor hun var henne, når hun var ude at rejse. Martine havde tøvet, men det havde været umuligt at få at vide, hvornår lufthavnen regnede med at åbne igen, og da Sirkeci Station kun lå et stenkast fra hendes hotel, var hun gået derhen for at forhøre sig om togrejsen. Da hun fik at vide, hvor billig turen var, og hvor meget plads der var på toget, havde hun slået til. Det havde bekymret hende lidt, at de skulle rejse gennem Serbien, uhyggeligt nær borgerkrigen i Bosnien, hvor der dog i de seneste par uger havde hersket en skrøbelig våbenhvile. Derfor sad Eva nu og kiggede skyldbevidst på Martine i en iskold bulgarsk sovevogn. Martine smilede til hende. Hun havde været gift med Evas yngste søn, Thomas, i otte år og var meget tæt knyttet til sin svigermor. Eva, der var alt for opslugt af sin kunst til at blande sig i, hvordan hendes fire børn levede deres liv, havde, lige fra første gang de mødtes, taget imod hende med åbne arme og fået hende til at føle sig velkommen. „Vi må tage det som en oplevelse,“ sagde hun. Gennem kupeens vinduer ud mod gangen kunne hun se andre passagerer, der gik og ledte efter deres pladser. Der var ikke mange, et par mænd med frakkekraverne slået op imod den bidende vind ude på perronen og en kvinde i pels. En af mændene blev stående foran deres dør, mens han kontrollerede pladsnummeret på sin billet. Der var noget vagt bekendt over det kødfulde ansigt med det veltrimmede grå overskæg, et eller andet, der gav et stik af ubehag, men Martine kunne ikke huske, hvem han var. Han kiggede op fra sin billet, og deres øjne mødtes et kort øjeblik, før han skyndte sig videre. Mens Martine spekulerede over, hvem det var, han var, gik to andre passagerer forbi deres dør, den ene var en mand i læderjakke med hage og mund skjult i et mørkeblåt halstørklæde, som han havde snoet flere gange om halsen. Den anden havde en mørk frakke på og en hat 15


trykket ned i panden som en journalist i en film fra 40’erne. Eva havde åbnet sin kuffert og fundet en tyk striktrøje frem, som hun trak over hovedet. Hun klædte sig næsten altid på samme måde – lange sorte bukser og sort polotrøje eller hvid skjorte. Til Martine og Thomas’ bryllup havde Evas to døtre tvunget hende til at tage en kjole på, som hun lånte af Sophie, hendes glamourøse ældste datter. Hun havde haft samme frisure siden hun var tyve, tilbagestrøget i en tyk fletning, som næsten umærkeligt havde skiftet farve fra blond til grå og nu var ved at blive helt hvid. Rystende af kulde tog Martine sin frakke og jakke af og tog en ulden trøje over skjorteblusen, inden hun tog jakken på igen og slog sig ned på køjen. Eva betragtede hende eftertænksomt, næsten undersøgende med sit malerblik. „Du er gravid, ikke?“ sagde hun pludselig. Det gav et så voldsomt sæt i Martine, at hun slog hovedet op i overkøjen. Hun stirrede på Eva. „Nej, jeg er ej,“ sagde hun. „Tværtimod kan jeg næsten sige. Hvorfor tror du det?“ „Jamen, jeg kan se det,“ sagde Eva. „Det er noget med huden, elasticiteten ændrer sig, så den reflekterer lyset på en anden måde. Jeg lægger mærke til den slags, og jeg plejer ikke at tage fejl.“ Hun lagde tøvende hånden på Martines arm. „Og det er ingen garanti, at du tror, du har haft menstruation,“ fortsatte hun. „Man kan godt få blødninger, selvom man er gravid, det ved jeg, der jo selv har fået fire børn. Bliver du glad eller ked af det, hvis det er rigtigt?“ „Glad selvfølgelig,“ sagde Martine usikkert. „Jeg bliver da glad.“ Uden for vinduet hørtes lyden af stationsforstanderens fløjte, og deres lokomotiv svarede med en langtrukkent melankolsk tuden. Martine gik ud på gangen og så gennem vinduet toget trille ud fra den lange oplyste perron. Hjulene begyndte at rulle hurtigere og hurtigere hen over skinnesammenføjningerne, og det var, som om hendes hjerte dunkede i samme takt, hurtigere og hurtigere i en blanding af forventning ved starten af en rejse og det lille bævende håb, som Evas ord havde vakt i hende. Tænk nu hvis, dunkede hjulene. Tænk nu hvis, tænk nu hvis, tænk nu hvis. Det sneede ikke længere, det var klaret op, og ved siden af jernbanesporet dryssede fuldmånen sølv i Bosporus’ sorte vande. Over det mørke stræde lyste broen mellem Europa og Asien neonblå. Fra Europas yderste spids var de påbegyndt deres rejse tværs over kontinentet.

16


Da toget havde kørt et kvarter, kom der et lovende hedt pust fra varmeapparatet, men det forsvandt hurtigt igen. Martine tog aluminiumsstigen fra væggen og kravlede op i overkøjen, hvor hun lagde sin frakke over sig med det blå tæppe ovenpå. Fra underkøjen kunne hun høre raslen af avispapir. Eva lå og læste. Pludselig udbrød hun: „Men har du set, at Eskil er død!“ Martine kiggede ned til hende over køjekanten. „Eskil?“ „Ja, Eskil Lind, du ved. Ham, der var gift med Sophie for evigheder siden. Daniels far!“ Eva holdt International Herald Tribune frem. Martine kravlede ned, satte sig ved siden af Eva og begyndte at læse den temmelig lange artikel. Hun vidste godt, at hendes svigerinde Sophie, Thomas’ ældste søster, som kun nittenårig havde giftet sig med den mere end dobbelt så gamle instruktør Eskil Lind og indspillet tre film med ham, inden de blev skilt efter fem års ægteskab. Nu var han død af et hjertetilfælde sent lørdag, endnu ikke halvfjerds år gammel. I nekrologen blev han beskrevet som ‘en af sin tids toneangivende filminstruktører’ og især berømmet for sine film fra 50’erne og 60’erne. Men også hans to Hollywoodfilm fra 70’erne fik et par pæne ord med på vejen. For nylig havde han åbenbart også lavet en meget rost tv-miniserie i tre dele om sin barndom og sin mor som ung. Han havde været gift fem gange og havde seks børn. Sophie var hans tredje kone. Martine betragtede Eva. Hun så mere eftertænksom end sorgfuld ud. „Hvordan tror du, Daniel tager det?“ spurgte Martine, som rigtig godt kunne lide Sophies søn. „Ikke særlig tungt, vil jeg tro,“ sagde Eva. „Eskil har aldrig fungeret ret meget som far for ham.“ Hun rystede på hovedet. „Men at han skulle dø før mig, det havde jeg ikke ventet. Vi er jo født samme år. Derfor føltes det også meget mærkeligt, dengang Sophie giftede sig med ham. Men Sophie har altid været den mest selvoptagede af mine børn, og Eskil gjorde hende til stjerne. Det var det, hun faldt for. Men se her! Der står, at han engang lavede en film, som han trak tilbage, og som aldrig er blevet vist. Hvad mon det kan være for én? Den har jeg aldrig hørt om. Skal vi gå en lille tur ude på gangen og prøve at se, om vi kan få lidt varme i kroppen?“ Hun stak fødderne i sine slidte brune vinterstøvler og rejste sig. 17


Martine hev frakken ned fra overkøjen og tog den på. Ikke engang med frakke, jakke, uldtrøje og skjorte følte hun sig varm nok. De gik ud i den svagt oplyste sovevognskorridor. Hjulenes hårde dunken mod skinnerne kunne tydeligt mærkes under deres fødder, mens toget arbejdede sig frem over det frosne, månebelyste landskab. Lokomotivfløjten tudede ensomt og klagende, og de trillede forbi en lille landsbystation, hvor en håndfuld mennesker stod og ventede på perronen lige uden for stationsbygningen, formummet i sjaler og huer. En passager stod og røg henne i den anden ende af gangen. Det var den pelsklædte kvinde, som Martine havde set gå om bord i Istanbul. Hun nikkede til dem, men pludselig så det ud til at give et sæt i hende. Hun kneb øjnene sammen i mørket og gik hurtigt hen til dem og sagde et par ord til Eva på svensk. Eva svarede på samme sprog, men slog hurtigt over i fransk. „Dette er min svigerdatter Martine,“ sagde hun. „Martine, det her er Julia Hallman, en svensk journalist, som er på vej til Beograd. Hun kendte Eskil og spørger, om jeg ved noget om begravelsen. Men jeg læser jo først nu, at han er død.“ Julia Hallman så ud til at være omkring de tres, slank og med store brune øjne i et trekantet ansigt med høje kindben. Hendes hår var kort, næsten drengeklippet, og hun havde ikke gjort noget forsøg på at skjule de mange grå stænk ved tindingerne og i nakken. Det gav hende et distingveret udseende. Hun smilede til Martine og rakte hånden frem. „Dejligt at møde Dem,“ sagde hun høfligt. „Jeg kendte Deres svigerinde Sophie i 70’erne, men jeg kendte Eskil bedre, og jeg vil virkelig gerne deltage i hans begravelse.“ Martine tog hendes hånd, lille og med korte rødlakerede negle, og så nysgerrigt på Julia Hallman. Af en svensker at være talte hun usædvanlig godt fransk, endda bedre end Eva, helt uden spor af hårde svenske konsonanter. „Og hvad bringer Dem til Beograd midt om vinteren?“ spurgte hun, da de havde overstået alle høflighedsfraserne. Julia Hallman smilede igen med højrøde læber. „Jeg har tænkt mig at interviewe Slobodan Milošević,“ sagde hun. „Det er mit speciale, ser I, interviews med kendte og helst kontroversielle personer. Vil I ikke med hen i min kupé? Jeg kan byde på noget varmt at drikke.“ De fulgte efter Julia Hallman gennem den svingende og rysten18


de vogn ned til hendes sovekupé i den anden ende af gangen. I den første kupé, de kom forbi, sad en mand alene med ryggen til dem og læste. Og det gjorde der også i den næste. Inde fra den tredje hørtes stemmer, lave, men intense. Gennem den halvåbne dør kunne Martine se den mand, hvis blik havde fyldt hende med ubehag, manden med det kødfulde ansigt og det grå overskæg. Han stod henne ved vinduet og snakkede med en, der halvvejs lå ned i underkøjen, nonchalant dinglende med en fod i en velpudset sort sko. Lige idet de gik forbi, hørte hun manden med overskægget sige på fransk: „Jeg tror, du lægger for meget i det, Robert.“ Der var lys i den kupé, der lå nærmest Julia Hallmans, mens de øvrige fire var slukkede og tomme. Efterspørgslen efter billetter lige på denne strækning var lille, tænkte Martine. Og det kom ikke bag på hende. Julia Hallman indbød dem med en armbevægelse til at sætte sig på hendes køje, mens hun fandt en kurv frem, der stod på gulvet. „Se, hvor svensk og velorganiseret jeg er,“ sagde hun muntert. „Jeg hørte, at der ikke var nogen servering på toget, så jeg købte en termokande og en billig kurv og tiggede mig til kaffe på hotellet.“ Hun skar tre skiver af et mørkt surdejsbrød og hældte kaffe op i tre engangskrus, som hun stillede på vasken. Så fandt hun en lille flaske cognac frem, skruede låget af og så spørgende på Martine og Eva. Eva nikkede taknemmeligt, og Martine skulle lige til at gøre det samme. Men så kom hun i tanke om det fantastiske, Eva havde sagt, og bestemte sig for at sige nej tak. Selv uden cognac varmede kaffen godt. Eva så sig omkring og rystede på hovedet. „Det er tres år siden, jeg sidst kørte denne strækning,“ sagde hun. „Og sikke da en forskel! Dengang var der utrolig smukke kupeer med blomsterudsmykkede vægge i ædeltræ. Jeg kan huske, at min bror og jeg fik varm chokolade med boller til i kupeen, mens vores forældre spiste middag i restaurationsvognen.“ „Ja, det var andre tider,“ sagde Julia Hallman. „Min farmor har tit fortalt om en rejse, hun var på med Orientekspressen som ung pige. En utrolig flot russisk storfyrste friede til hende på rejsen, og hun havde så godt som bestemt sig for at flygte sammen med ham, men i Budapest kom politiet om bord på toget og tog ham med. Det viste sig, at han ikke var storfyrste, men derimod en internationalt efterlyst juveltyv. Min farmor var heldig, for det var næsten lykkedes ham at få hende overbevist om, at han skulle tage sig af hendes smykker.“ 19


„Tror De virkelig, at De kan få et interview med Milošević?“ spurgte Martine nysgerrigt. Julia Hallman slog ud med hånden. „Måske, måske ikke,“ sagde hun. „Jeg har fået kontakt med ham gennem vores ambassade i Beograd og deres ambassade i Stockholm og en del andre kontakter, jeg har. Og tilfældigvis kender jeg faktisk en af hans barndomsvenner. Han kom til Sverige i 60’erne for at arbejde på Atlas Copco og har i dag en café lige i mit nabolag i Stockholm. Under alle omstændigheder kan jeg godt tillade mig at tage chancen. Jeg er ikke afhængig af journalistikken for at få mad på bordet.“ De blev siddende i Julia Hallmans kupé i en halv time og snakkede, mest om Eskil Lind og hans film. Eva syntes bedst om 50’erfilmene, Martine foretrak 60’er-filmene med Sophie, mens Julia Hallman forsikrede dem om, at den miniserie, der for nylig var blevet vist i Sverige, var hans mesterværk. Hun havde også læst om den mystiske forsvundne film og var forbavset over at høre det, fordi hendes første mand, Pierre Hallman, havde været Eskil Linds producer i mange år og aldrig sagt et ord om nogen forsvunden film. På vej tilbage gennem korridoren kiggede Martine ind på toilettet, men veg hurtigt tilbage. „Disgusting, isn’t it?“ sagde en drævende britisk overklassestemme bag hende. Hun vendte sig om og så en mand i halvtredserne, med rødsprængt hud og en tyk manke grånende blondt hår, der faldt ned over panden. Hun smilede og trak på skuldrene. „Quite disgusting,“ svarede hun. Han tog en pakke cigaretter op af brystlommen på sin slidte tweedjakke, rystede en cigaret ud og rakte den høfligt frem mod Martine. Hun genkendte hans sorte sko – det var ham, der havde ligget på køjen og snakket med manden med overskægget. Han lugtede svagt af alkohol, og hans blågrå øjne var blodsprængte. „Thanks but no, I’m going to bed,“ sagde hun og fortsatte ind i sin kupé. Men hun havde svært ved at sove, da hun igen var krøbet sammen under frakken og det snavsede tæppe. Hver gang hun var ved at falde i søvn, tudede lokomotivfløjten, så det gav et sæt i hende, og hun blev lysvågen igen. På et tidspunkt syntes hun, hun hørte ophidsede stemmer ude på gangen. Og der var noget, der generede hende, noget med passagererne. Det her er helt forkert, tænkte hun søvnigt. Det er unge mennesker og folk uden penge, der tager med 20


toget, men alle i den her vogn er ældre end mig og ser ud til at være temmelig velhavende. Hun tændte sengelampen og så på sit ur. Den var næsten et. Lokomotivfløjten lød igen. Hun slukkede lampen og prøvede sukkende at lægge sig til rette. Martine blev vækket ved, at det bankede hårdt på døren til kupeen. Hun tændte lampen og tjekkede uret – fire. Hun havde sovet i tre timer. „Jeg tror, det må være en form for paskontrol,“ mumlede Eva neden under hende. Martine gravede sit pas frem fra håndtasken, mens hun hørte, hvordan Eva kom op af køjen og gik hen og låste døren op. Det tyrkiske politi, der havde banket på døren, viste med barske armbevægelser, at de skulle stå af toget for at få deres pas stemplet inde i stationsbygningen. Søvnige og modfaldne steg de ned på perronen. De tumlede gennem en underjordisk gang med rå betonvægge og sluttede sig til køen af passagerer, som i det hårde neonlys snoede sig hen imod grænsepolitiets luge. Da de havde fået deres pas stemplet og var på vej hen til toget igen, gik manden med det blå halstørklæde foran dem på perronen. Han steg op i vognen før dem og vendte sig om for at give Martine en hjælpende hånd. Det gav et sæt i hende. „Henri!“ sagde hun forbavset. Han smilede til hende, lod hende passere og rakte hånden frem for også at hjælpe Eva op ad de høje trappetrin. „Tænk, at jeg skulle møde dig her,“ sagde Martine. „Sikke et mærkeligt sammentræf! Kom ind i vores kupé og fortæl, hvordan det kan være, at du er her. Eva, det er Henri Gaumont, en af Philippes venner. Henri, det er min svigermor, Eva Lidelius.“ Henri bøjede sig ind over Evas hånd og fortalte, hvor glad han var for at møde den store kunstner, hvis værker han havde beundret så længe. Han fulgte med dem ind i kupeen og lænede sig nonchalant op ad væggen med armene over kors i sin lammeskindsforede læderjakke. Henri Gaumont var betydeligt mere end bare en af Philippes venner, men forholdet var ikke så officielt, at Martine syntes, hun behøvede at fortælle Eva det. Selvom Eva nu nok alligevel havde forstået det. Der var ikke meget, der undgik hendes ransagende blik. „Du spurgte, hvad jeg laver her,“ sagde Henri. „Jeg ved ikke, om Philippe har fortalt dig, hvad jeg arbejder med, Martine?“ 21


Hun så desorienteret på ham. Henri var militærmand, oberstløjtnant og rådgiver ved den franske NATO-delegation i Bruxelles. Første gang hun mødte ham, havde han været i uniform, og der havde ikke været nogen som helst tvivl om, hvad hans profession var. Han mødte hendes spørgende blik med et uudgrundeligt ansigtsudtryk. „Jeg tror, han har nævnt et eller andet engang,“ sagde hun langsomt. „Er du en slags konsulent? Eller handelsrejsende?“ „Noget i den stil,“ svarede han hurtigt. „Jeg er ekspert i antikke våben og arbejder som konsulent for flere store auktionshuse. Jeg har været i Istanbul for at se på flere samlinger, og så har jeg fået et tip om en samling middelaldersværd i Novi Sad, som måske kan være til salg.“ Eva kiggede efter ham, da han forlod dem et par minutter senere. „Mig narrer han ikke,“ sagde hun. „Han er militærmand, ikke? Hvorfor lader han, som om han er noget andet? Mon han er på en hemmelig mission?“ Det spekulerede Martine også på. En svensk journalist, en fransk militærmand, der rejste under hemmelig identitet, en internationalt kendt kunstner, en englænder med overklasseaccent og så hende selv, en belgisk undersøgelsesdommer – de var virkelig en ejendommelig samling passagerer i den her vogn. Næsten som i den gamle Orientekspres’ tid, tænkte hun, da hun igen kravlede op i køjen og lagde sine kolde fingre mod maven inden for bukselinningen, som om hun ville kunne mærke det, hvis et lille hjerte bankede derinde.


BLODRØD MÅNE OVER VILLETTE  

"Blodrød måne over Villette" af Ingrid Hedström

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you