Issuu on Google+


34452_genfĂŚrd_125x200.indd 6

16-01-2013 17:12:25


portræt af døden

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 1

26-03-2013 09:55:00


Af samme forfatter En torn i øjet (2009) Det blinde punkt (2010) Blodig genvej (2011)

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 2

26-03-2013 09:55:00


Julie Hastrup

Portræt af døden krimi

 

Rosinante

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 3

26-03-2013 09:55:00


Portræt af døden © Julie Hastrup og Rosinante/rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Anne Kragelund Sat med The Antiqua hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-638-2412-5 Printed in Denmark 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til min mor og far

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 4

26-03-2013 09:55:00


Torsdag aften Jeg forestiller mig, at hun står foran spejlet og gør sig klar, gør sig klar til mig. Badeværelset damper efter det varme brusebad, og hun lader en hånd glide ned over det duggede spejl, trækker et spor. Hun skruer låget af pudderdåsen, finder den korte, tykke pensel og pudrer sit ansigt let, bevidst om at pudderet ikke skal lægge sig i de fine furer, så hun ser endnu ældre ud, end hun er. Hun lægger kindrødt på, lader den flugte med kindbenene, konsistensen har ændret sig gennem tiden, også farverne. Modemagasinerne anbefaler ungpigepink eller fersken, jeg foretrækker en tungere brun, mere bronzefarvet. Hun læner sig frem mod spejlet, smører læbestiftens fedtede lag hen over amorbuen, lader læberne mødes, fordeler læbestiften, mens hun kniber øjnene en smule sammen. Hun bruger læsebriller, men hun er endnu ikke parat til at tage det store spring og bede optikeren om briller. Så gammel føler hun sig heller ikke. Hun slutter af med mascaraen, den må ikke sidde i klumper, men skal derimod få hver enkelt øjenvippe til at folde sig helt ud. Det er en kunst at lægge mascara perfekt – jeg ved det fra mig selv. Jeg tror, hun holder vejret, når hun trækker sine bukser på. Hun overvejer, om den transparente blondebluse er for meget, for indbydende til et første møde. Til sidst knapper hun habitjakken og purrer op i håret, spiler øjnene op, spidser munden og sender sig selv et lille, prøvende smil. Lyset bliver slukket, vindue for vindue, hun finder sin frakke og et stort tørklæde i uld, og et øjeblik, et kort øjeblik, overvejer hun den uldne hue, men forfængeligheden sejrer til slut.

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 5

26-03-2013 09:55:00


Jeg trækker mig helt ind i porten, da jeg ser hende træde ud ad sin gadedør. Hun hiver døren til, hun er grundig, der skal ikke komme fremmede ind. Hun fingererer ved sit tørklæde, binder det tættere om halsen og går så med små, raske skridt hen ad gaden. Jeg bemærker pludselig, at hendes højde er forkert, helt forkert. Hun er for lav, hun kan umuligt være 175 centimeter høj, som hun ellers har påstået, og en søjle af vrede rejser sig inden i mig. Et øjeblik er jeg på nippet til at opgive det hele, så laver hun en bevægelse med kroppen, som er helt rigtig, yndefuld, og jeg er tændt igen. Hun haster ned ad gaden, så hurtigt sjappet tillader det. Hun er pertentlig, hun vil ikke grise sig til inden vores møde, så hun tripper nærmest, og jeg lader hende ikke ude af syne. Jeg nyder denne lille jeg ser dig-leg. Hun er byttet, jeg er rovdyret, og hun er fuldstændig uvidende om det. Byens gader er dækket af dynger af sne, der lægger et tæppe over alle lyde – dæmper vores skridt. Folk taler om, at vintrene bliver koldere med mere nedbør. Jeg er ikke enig. Vintrene er, præcis som jeg husker dem fra min barndom, kolde, mørke og endeløse med nøgne, sorte træer, der strækker sig længselsfuldt mod en bleg vintersol, gule plamager af hundetis i den gråhvide sne, kulde, der skærer ind i kroppen og gør den endnu mere følelsesløs, end den er i forvejen. Lige om lidt vil vi mødes. Hun vil se interesseret på mig. Efter et par drinks vil jeg foreslå hende, at vi tager hjem til mig. Hun vil være svimmel, ikke sig selv, og et øjeblik vil usikkerheden få hendes blik til at flakke, men så vil jeg sende hende et overbevisende smil, et af dem, der gør folk bløde i knæene. Sådan sagde min mor altid: »Du kan få folk til alt med det smil, min dreng. Simpelthen alt.« u

»Åh for fanden da også.« Rebekka kunne ikke lade være med at bande højt, da hun forsøgte at kile sin bil ind mellem snedriverne, der lå som en bjergkæde 6

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 6

26-03-2013 09:55:00


langs kantstenen foran hendes stuelejlighed på Valbygårdsvej. Måneders voldsomme nedbør havde gjort dyngerne høje og hårde som sten, og de var en daglig udfordring for samtlige af byens trafikanter. Efter flere minutters forsøg lykkedes det endelig at få parkeret bilen så tæt på den skjulte kantsten som muligt, men for at komme ud måtte hun bruge døren på passagersiden, og hun var lige ved at glide i sine halvhøje hæle, da hun endelig stod på den spejlglatte vej. Januarmørket hvilede tungt over ejendommen, og et øjeblik fik de sorte, firkantede vinduer håbet til at synke i maven på hende. Hun åbnede bagsmækken og hev et par indkøbsposer op af bagagerummet med kolde, stive fingre og skyndte sig hen mod opgangen, rystende af kulde. Hun havde frosset hele dagen, og ligegyldigt hvor mange lag tøj hun iførte sig, kunne hun ikke få varmen, men i morgen ... Hun satte poserne fra sig i entréen, lod hånden glide hen over stikkontakten og tændte lyset. Den smalle, hvidmalede entré åbenbarede sig for hende, og hun udstødte et lille suk af lettelse. Der var ikke nogen. Selvfølgelig ikke. Hun var alligevel nødt til at gennemgå hele lejligheden kvadratmeter for kvadratmeter og tænde samtlige lamper og radioen for at kunne slappe af. Hun startede i spisestuen, tændte lyset, nej, der var ingen under spisebordet, ligesom dagligstuen med den hvide flydesofa også var tom – det umøblerede arbejdsværelse ligeså. Hun endte i soveværelset ud mod baghaven og lagde hånden på kanten af det indbyggede skab, som fyldte hele endevæggen. Med et snuptag åbnede hun først den ene skabsdør, derefter de øvrige. Der stod ingen voldsmænd gemt mellem tøjet og ventede på hende. Hun tog en dyb indånding, bøjede sig hurtigt frem og konstaterede, at der også kun var nullermænd under dobbeltsengen. Hun vendte tilbage til entréen, greb fat i indkøbsposerne, skubbede døren til badeværelset op, der stod heller ingen derude, og fortsatte ud i det lysegrå køkken. De tændte lamper og den skrattende radio fortrængte uroen i kroppen. Hun pakkede maden ud med hurtige bevægelser og betragtede indkøbet, der vigtigst af alt bestod af tre flasker god rødvin, et sprødt landbrød, et par oste, en bakke oliven 7

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 7

26-03-2013 09:55:00


og nogle saltede mandler. Hun satte varerne på plads og kunne ikke lade være med at lune sig ved tanken om Niclas, der snart ville flyve fra Stockholm til København for at holde forlænget weekend hos hende. Når Niclas var hos hende, føltes alt trygt og godt, varmt, som en lun dyne, hun kunne trække over angsten og få den til at forsvinde. Rebekka strøg hånden gennem håret. Hun var klar over, at angsten var en reaktion på den voldsomme episode, der havde udspillet sig i hendes sommerhus nogle måneder forinden, hvor hun var sekunder fra at blive dræbt af sin mentor. Den traumatiske hændelse var med stor sandsynlighed også skyld i, at hun havde tabt det barn, hun ventede, og selvom hun bagefter syntes, at hun var kommet sig over de voldsomme oplevelser så godt som muligt, måtte hun erkende, at angsten langsomt havde sneget sig ind på hende og bemægtiget sig hendes aftener og nætter. Ud over at tjekke sin lejlighed var hun også nødt til at drikke et par glas vin hver aften for at slappe af, og var det meget slemt, var det kun selskab, der kunne standse angsten. Oftest var det hendes veninde Dorte eller makkeren, Reza, der kom over. Særligt Reza var god at tale med, når hun følte sig bange. Det var Reza, der havde reddet hendes liv den skæbnesvangre morgen, og siden havde der været et tæt bånd mellem dem. Et kort sekund overvejede hun at ringe til ham, invitere ham over til lidt mad og et glas rødvin, men hun skød tanken fra sig igen. Hun blev nødt til at lære at være alene. Hun måtte for pokker kunne fungere i sit eget selskab. Hun var drabsefterforsker, det var hos hende, man søgte beskyttelse. Hun burde lave noget mad, tænkte hun, åbnede køleskabet og gloede ind i det halvtomme indre. Der stod et åbnet glas pesto på hylden foran hende. Pasta med pesto og revet parmasan? Hofretten. Hun rynkede på næsen, orkede ikke engang at sætte vand over til te. Hendes mobiltelefon ringede i lommen, og hun tog den. Et lille stik af skuffelse gik gennem kroppen, da hun så, at det var Dorte, der var i den anden ende. Hun skyndte sig at sige hej 8

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 8

26-03-2013 09:55:00


med glad stemme. Dorte var trods alt hendes nærmeste veninde, faktisk havde hun ikke andre, og de havde delt stort set alt i de femten år, de havde kendt hinanden. Det seneste halve år havde været hårdt for veninden. Hun og hendes mand, Hans-David, havde besluttet at tage en pause fra deres ti år lange forhold, men det havde deres to mindre børn, Alma og Anton, reageret voldsomt på. Dorte selv havde også været splittet af tvivl over beslutningen, og Rebekka havde brugt mange timer på at tale med hende, vende hvert eneste spørgsmål, der opstod. »Bekka, er du alene, eller er Niclas kommet?« »Han kommer først i morgen, så jeg er toute seule. Hvorfor?« Rebekka rodede i chatollet i spisestuen, fandt en halvklemt pakke cigaretter, trak en ud og fik ild på den, en anden dårlig vane, hun også havde prøvet at kvitte i årevis. Hun betragtede sig selv som selskabsryger, problemet var bare, at det også var hendes eget ensomme selskab, der talte i den sammenhæng, og derfor røg hun flere gange om ugen. Hun sugede røgen ned i lungerne med velbehag. »Må jeg ikke komme over? Jeg skal fortælle dig noget. Ej, jeg kan ikke vente med at sige det. Jeg har mødt en.« Dortes stemme sitrede af begejstring. »Det er løgn! Fortæl.« Rebekka blev oprigtigt glad på Dortes vegne. Dorte havde den seneste tid flere gange pointeret, hvor heldig Rebekka var med Niclas, og samtidig indrømmet, at hun selv længtes efter at blive opslugt af et nyt menneske. »Er det okay, at jeg kommer over? Jeg skal først på arbejde i morgen aften, og jeg trænger sådan til at snakke.« Selvom Rebekka var træt efter en lang arbejdsdag, oplivede Dortes forslag hende, og hun svarede straks ja, hvilket fik Dorte til at bryde ud i et rungende jubii, der fik det til at ringe for Rebekkas ører. u

9

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 9

26-03-2013 09:55:01


En Marabou Schweizernød og et par hjemmebagte vaniljekranse. Hendes egne var de bedste, sprøde og fyldt med smør og ægte vanilje. Hun havde arvet opskriften fra sine fastre. Astrid Hemmingsen gav sig god tid til at anrette lækkerierne på det musselmalede porcelænsfad. Chokoladen skulle brækkes ud i felter og småkagerne lægges som en vifte – det skulle se indbydende ud. I dvd-afspilleren sad filmen parat. En kærlighedskomedie, hendes favoritgenre. Hun vippede roligt op og ned på fødderne, mens hun ventede på, at teen havde trukket længe nok, det var en venepumpeøvelse, som hun havde lært på sit ugentlige pilateshold. Hendes blik faldt på den opslåede Maylandkalender, der lå på køkkenbordet med sine tomme sider, og en tung melankoli fyldte pludselig kroppen. 31. januar var dagen, hvor hun rundede et halvt århundrede. Der var nogle uger til, og alene tanken fik hendes hjerte til at flagre. 50 år. Halvtreds år. Hun smagte på tallet, et tal, der med sikkerhed cementerede, at hun var midaldrende. Midaldrende, udtjent, færdig, slut. Hun åbnede køkkenskabet, fandt kagedåsen og føjede endnu et par småkager til fadet. Hun lindede på tekandens låg, den var endnu ikke klar, og hendes hånd greb et stykke chokolade og lod det smutte ind i munden. Nødderne knasede mellem tænderne, chokoladen smeltede på tungen, hun tyggede ihærdigt, kunne næsten ikke vente på at sluge massen, så hun kunne få mere. Hun tjekkede atter teen, farven var mørk, det var nok, og hun trak tesien op af kanden, lagde den på kanten af vasken og balancerede derefter af sted med bakken mod stuen. Hendes bløde slippers lavede en svuppende lyd hen over løberen i entréen. Hun fik øje på sit spejlbillede og stoppede brat op ved det ynkelige syn af en kvinde på knap halvtreds på vej mod endnu en aften i selskab med sig selv, sit tv og sin søde tand. Hun stillede bakken fra sig på den gamle kommode, betragtede sig selv med et kritisk blik, nærstuderede hver eneste centimeter af sin 182 centimeter høje krop. Det lille hoved på toppen, hvor dybe furer trak nedad mod et par blodfattige, smalle læber. De mørke øjne, store, og engang, da de var unge, klare og smukt brune, men nu 10

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 10

26-03-2013 09:55:01


var det brune falmet, og hun betragtede verden omkring sig med et mat blik. Håret var langt og kraftigt med et let fald i – hendes pryd, men hun havde aldrig passet ordentligt på det, blot redt det med en ussel hårbørste fra SuperBrugsen, den slags, der nærmest flåede hårene ud, men hun havde ikke orket at finde en anden og bedre. Hun havde altid sparet på både shampoo, cremer og fancy frisørsaloner, og nu indså hun, hvordan alderen også havde fået fat der. Langt de fleste af hendes mørkebrune hårstrå var erstattet af stride grå, der myldrede frem overalt og fik hende til at se ældet ud, slidt. Barmen var fyldig, gemt under en ufiks skjortebluse, der strammede en smule. Maven bulede, den var hendes svage punkt, men når hun holdt vejret, så hun okay ud, ikke slank og trimmet, men hvad man ville kalde nogenlunde normalvægtig. Astrid gøs taknemmeligt ved tanken om, hvor mange søde sager hun åd, og vidste, at hun var sluppet nådigt. Der var ingen tvivl om, at hun kunne takke sin højde for det også, havde hun været lavere, ville hun have været tyk. Det var dog også det eneste positive, højden gjorde for hende. Som barn, og særligt da hun var ung, havde den været et åg – noget, der fik hende til at virke faretruende. Hun trådte et skridt tilbage og kneb øjnene sammen. Hvis hun skulle sætte ét ord på sig selv, der sammenfattede hende, sammenfattede hendes liv, ville det være spild. Hun havde ødslet det væk, forspildt sine chancer, og nu hvor hendes runde fødselsdag nærmede sig, føltes erkendelsen endnu tungere, i takt med at håbet om en ændring, troen på, at hun rent faktisk kunne gøre noget, lægge kursen om, var væk. Tårerne steg op i hendes øjne, og hun blinkede dem hastigt væk. Mørket samlede sig uden for vinduerne, et mørke, som hun normalt fandt betryggende, godt at gemme sig væk i med varme tæpper og søde sager, men som lige nu føltes kvælende. Folk kunne betragte hende gennem de oplyste ruder, som en hamster i et bur. Hun gik hen til vinduerne og trak hurtigt gardinerne for. Hvordan var hun endt sådan her? Som en pebermø med sit faste bibliotekarjob på Hovedbiblioteket i Krystalgade, sin tunge 11

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 11

26-03-2013 09:55:01


damecykel med tre gear og sin treværelseslejlighed i Nansensgade, hvor hun havde boet, lige siden hun flyttede hjemmefra tredive år tidligere. Hun efterlod sin mor i barndomshjemmet i Vendersgade, blot hundrede meter derfra med udsigt til det gamle Grønttorv, der nu var omdannet til Torvehallerne, to glashaller proppet med delikatesser. Dengang havde hun mod på livet. Hun mindedes, hvordan hun havde stået på fortovet med sin kuffert. En mindre flyttebil havde allerede transporteret hendes få møbler hen til den nymalede lejlighed, og hun huskede, hvordan solen reflekterede i hendes store, honningfarvede solbriller og vævede guldtråde hen over fliserne. Hun fnøs. Hvor havde hun dog været naiv, og på sin vis var hun det vel stadigvæk. Hun havde ikke oplevet meget i sine snart halvtreds år på jorden, og hun sammenlignede indimellem sig selv med en overset pakke, glemt allerbagerst på postkontorets støvede hylde. Drømmene havde været store og blanke, da hun var ung. Hun ville studere på Sorbonne i Paris. Hun havde jævnligt fantaseret om det. Hun skulle slentre langs Seinen under kirsebærtræer i blomst med tasken fuld af bøger og sidde på fortovscaféerne med en café crème og en croissant, mens hun betragtede menneskene, der spadserede forbi. De franske mænd ville finde hende attraktiv på en lidt mystisk måde, hun ville blive nogens muse, og måske – og når hun nåede hertil i fantasien, måtte selv den en gang imellem kapitulere – måske ville hun blive modig nok til engang selv at skrive noget. Da hun voksede fra Sorbonne-fantasien og var blevet uddannet bibliotekar, drømte hun om at rejse til Alaska. Natur og stilhed havde altid fascineret hende, og der var vel også både biblioteker og boghandlere så langt væk? Mulighederne lå foran hende, man skulle bare tage dem, som var de varer på hylderne i et supermarked, men hun havde aldrig turdet række armene frem af angst for kun at fange luft. Hun havde rejst en smule i Europa, blandt andet i Spanien, men hvem havde ikke det? Dét var ikke noget særligt. Hun var ikke noget særligt. Hun genkaldte sig en ferie, hun havde 12

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 12

26-03-2013 09:55:01


været på med moren, da hun havde været i slutningen af tyverne. De var rejst til en mindre nordspansk badeby, Palamós, og ferien havde været en katastrofe helt fra begyndelsen. De havde skændtes konstant, og hver aften skyllede Astrid adskillige glas sangria ned til middagen, mens moren skiftevis dirigerede med tjenerne og hakkede på hende. Men den sidste aften på ferien havde sat sig som et varigt minde. Episoden var så banal, som den kunne blive. Bartenderen Juan havde flirtet hæmningsløst med hende, så snart moren var gået i seng og havde efterladt Astrid til sangriaen og sit eget selskab. Juan sørgede for, at hun ikke manglede noget, og han overøste hende med komplimenter, som hun labbede i sig med en grådighed, der var kommet bag på hende. Egentlig havde de ikke meget til fælles, faktisk var hun sikker på, at Juan aldrig havde læst andre bøger end dem, han havde været tvunget til at læse i skolen. Men det havde føltes så rart i maven, de søde ord på et lidt ubehjælpeligt engelsk blandet med spansk, hans brune øjne og de olivenfarvede hænder, der lagde sig til rette, først på hendes skulder, så på hendes arm for til sidst at lande på hendes lænd. Da baren lukkede over midnat, insisterede Juan på at følge hende tilbage til hotellet. Ingen kvinde skulle spadsere alene hjem om natten, sagde han. Man vidste aldrig. Sangriaen havde gjort hende rundtosset, hun var ikke vant til at drikke så meget, og hun havde slingret af sted og været lykkelig for at have ham at støtte sig til. Natten var lun, og de spadserede langs strandpromenaden, og pludselig havde Juan grebet hende hårdt om taljen, lænet hende en smule bagover og kysset hende heftigt. Deres tunger viklede sig rundt om hinanden, trak sig lidt væk og forenedes så igen, og Astrid huskede stadig smagen af sur alkohol og fremmed mand. Kyssene havde overrumplet hende, og havde hun ikke været beruset, ville hun have skubbet ham væk, hun var betydeligt højere end han, formentlig også stærkere, men alkoholen gjorde hende svimmel og fandenivoldsk, og hun gav sig hen til hans berøringer, sulten efter kærtegn, som hun var, og de smeltede sammen til én der i sandet mellem efterladte ispinde og 13

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 13

26-03-2013 09:55:01


cigaretskod. Hun skulle rejse næste formiddag, og hun havde taget sin pæneste kjole på, ivrig efter at efterlade Juan med et smukt minde om sig. Hun drønede ind på den halvlukkede restaurant, der var stadig et par timer til frokostrushet, og restauranten var tom. Der stod ingen Juan i baren, og en smågnaven servitrice fortalte hende, at onsdag var Juans ugentlige fridag. Skuffelsen ramte Astrid som et kølleslag, tårerne brændte i øjnene, men hun havde åndsnærværelse nok til at efterlade sit navn og sin adresse hastigt nedfældet på et stykke papir, som hun rev ud af sin kalender. Servitricen lovede, med et modvilligt udtryk, at give sedlen til Juan, så snart hun så ham, og Astrid rejste hjem til Danmark. Hun havde ventet i månedsvis på at høre fra ham, skyndte sig altid op ad trapperne, når hun kom hjem fra arbejde, for at se, om der mon lå et brev på dørmåtten fra ham. Hver eneste dag blev hun skuffet, og lidt efter lidt erkendte hun, at hun aldrig ville høre fra ham. Det stak stadigvæk en smule i hjertet, når hun tænkte på det, selvom oplevelsen lå flere årtier tilbage. Hun rankede sig, greb fat i bakken, fortsatte ind i stuen og satte sig i sofaen. Hun skænkede teen op i koppen, proppede et par småkager i munden og trykkede play. Filmen startede, hun spolede hen over indledningen, hun kunne den udenad, hun ville hen til sine yndlingsscener. Ryan Gosling og Rachel McAdams tonede frem på skærmen, Astrid gøs og førte koppen op til munden og tog en slurk, kun for at opdage, at teen ikke længere var helt varm. Hun spyttede den øjeblikkelig ud i koppen igen. På fladskærmen kyssede Ryan Gosling Rachel McAdams i silende regn, og Astrid brød pludselig ud i voldsom gråd. u

»Han er helt og aldeles fantastisk, Bekka. Jeg har aldrig mødt en dejligere mand.« Dorte stirrede drømmende frem for sig. De sad i sofaen med hver sit store glas rødvin. Et par bloklys var den eneste belysning, og halvmørket fik deres skygger til at 14

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 14

26-03-2013 09:55:01


reflektere på de nøgne, hvide vægge. Både veninden og vinen gjorde underværker, mærkede Rebekka, der tændte endnu en cigaret og langsomt pustede røgen ud i små skyer. »Start nu fra begyndelsen. Hvor har du støvet ham op henne?« »På nettet.« »Virkelig?« spurgte Rebekka overrasket og blev stoppet af Dortes skarpe blik. »Før du siger noget, vil jeg lige pointere, at han på ingen måde har pyntet på sin profil. Vi har mødtes to gange, og han lever altså til fulde op til mine forventninger, faktisk overgår han dem ...« Dorte lo for sig selv, og Rebekka lod sig rive med, mens hun mærkede længslen efter Niclas brede sig i kroppen, jo mere detaljeret Dorte beskrev sine dates med sin nye flamme. »Jeg havde bare ikke forestillet mig, at du var nettypen?« »Nej, det ved jeg godt. Det troede jeg heller ikke selv. Det var bare en aften for nogle uger siden, hvor jeg sad der alene i huset og savnede Hans-David, eller jeg savnede ham ikke, men jeg savnede en, og så tænkte jeg på netdating, og hvorfor ikke? Det virkede så nemt, og sådan lidt uforpligtende. Jeg havde dog på ingen måde regnet med, at det ville gå så stærkt.« »Okay, nu vil jeg gerne have fakta på bordet. Hvad hedder han, hvad laver han, hvordan ser han ud, har han børn ...?« Dorte smilede. »Du tror, det er løgn, men han har et supercool arbejde. Han er fotograf med eget studie og det hele. Mode, portrætter ... Andreas Bruun hedder han. Det kan være, at du har set hans billeder i modebladene?« Rebekka rystede på hovedet. Navnet sagde hende ikke noget, men hun læste også sjældent dameblade. Dorte tog en slurk af vinen og fortsatte: »Han ser hamrende godt ud, høj, muskuløs, store blå øjne, og de skønneste smilehuller ... Altså, han ser så godt ud, at hans udseende faktisk er en lille smule nedtur. Jeg føler mig sgu både alt for gammel og lidt for tyk i sammenligning med ham.« »Åh, hold da op. Du ser da skøn ud,« udbrød Rebekka og mente det. 15

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 15

26-03-2013 09:55:01


»Du skulle se ham, Bekka. He is to die for. Nå, men altså – han har ingen brudte ægteskaber bag sig, ingen børn, faktisk har han aldrig boet sammen med en kæreste, har han sagt. Og så er der lige en sidste ting – han er ung.« »Ung er da bare et yderligere plus. Jeg elsker også unge mænd,« sagde Rebekka med et grin og tilføjede: »Hvor ung er ung, om man må spørge?« »Han er 27 år, snart 28.« »Så er han ti år yngre end dig. Det er da ikke noget særligt ...« »Elleve faktisk. Du glemmer, at jeg er tre år ældre end dig.« Dorte fingererede ved sin tynde halskæde, hvor et mindre, buttet guldhjerte hang og dinglede. »Alder betyder altså ikke det store, Dorte. Hvis han er vild med dig.« »Nu må vi se, hvad der sker. Vi har jo kun været sammen to gange. Det hele er så nyt.« Rebekka forstod præcis, hvad Dorte mente. På trods af at hun havde set Niclas de seneste måneder, føltes forholdet stadigvæk nyt, skrøbeligt, ikke mindst på grund af afstanden imellem dem, deres krævende jobs, usikkerheden over, hvornår de ville se hinanden næste gang. Med usikkerheden fulgte dog også spændingen, længslen og – måtte hun indrømme – en form for besættelse, en helt fysisk en, hun ikke havde oplevet i tidligere forhold. De drak begge ud, og Rebekka fyldte på ny glassene, mens en lille smule dårlig samvittighed gnavede i hende. Hun blev nødt til at tage sig sammen og kyle rødvinen ud af sit liv. Hun drak aldrig om dagen, kunne ikke drømme om at være påvirket, mens hun arbejdede, men aftenerne ... Det måtte have en ende. I morgen så ... Hun kom i tanke om Niclas, og at deres stævnemøder altid inkluderede vin. Men så på mandag da, lovede hun sig selv. Hun skubbede vinglasset til side, tændte en cigaret og tog et eftertænksomt hiv af den. Røgen bølgede imellem dem som en bugtende slange. »Jeg har gjort noget vildt.« Dorte så direkte på Rebekka, der rettede sig op i sofaen. »Jeg har underskrevet skilsmissepapirerne 16

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 16

26-03-2013 09:55:01


og bedt Hans-David om at gøre det samme. Vi kan lige så godt få det overstået, vi har trukket den længe nok, vi har begge villet være helt sikre på, at det nu er det her, vi vil, men jeg er ikke i tvivl længere. Jeg glæder mig til, at formaliteterne kommer på plads, jeg glæder mig til at være en fri kvinde igen.« Dorte brød ud i en lille latter, og normalt ville Rebekka grine med, i stedet følte hun pludselig en sær tristhed ved tanken om, at Dorte og Hans-Davids ægteskab definitivt var slut. Hun havde så mange gode minder fra deres tid sammen. Hun havde altid følt sig velkommen i deres hyggelige byggeforeningshus på Østerbro, hun var gudmor til deres to børn, Anton og Alma, og hun holdt meget af Hans-David, der umiddelbart virkede indadvendt, men som, når man lærte ham bedre at kende, både var skarp og morsom. »Hvordan reagerede Hans-David?« spurgte hun stille. Dorte trak opgivende på skuldrene. »Han blev naturligvis ked af det. Jeg er overbevist om, at han inderst inde ønsker, at vi skal finde sammen igen, bo i huset, være fælles om opdragelsen af ungerne – men altså ...« Dorte sugede luft ind: »Jeg vil det her. Jeg vil være forelsket og føle, at jeg lever.« Hun løftede sit glas mod Rebekkas, og de klinkede med hinanden. »Hvordan har børnene det?« dristede Rebekka sig til at spørge. En trækning gled hen over Dortes ansigt. »Åh, jeg ved ikke ...« »Undskyld, det var ikke for at gøre dig ked af det.« »Jamen det gør du ikke,« afbrød Dorte hende. »De har det okay, synes jeg. De er lidt forvirrede over det hele, og nogle gange får jeg lige det der stik af dårlig samvittighed. Men altså, når det er værst, siger jeg altid til mig selv, at børnene er bedre tjent med en glad mor end med en mor, der ikke trives.« De skålede atter. Dorte tændte også en smøg, og de sad tavse og røg i halvmørket – og Rebekka mærkede, at det var præcis sådan her, deres venskab føltes allerbedst. Når de bare kunne være. Dorte slog asken af smøgen i askebægeret og så på Rebekka. »Nå, hvornår kan jeg tillade mig at ringe til Andreas igen? Det 17

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 17

26-03-2013 09:55:01


er altså bare det værste, det her spil i begyndelsen af et forhold. Jeg er ved at dø af lyst. Jeg er virkelig ved at koge over, og så skal jeg foregive, at jeg er hard to get.« »Det er jeg nok ikke den bedste til at rådgive dig om – jeg har det stadig sådan med Niclas,« sagde Rebekka, og Dorte stønnede opgivende. »Åh nej, hvor længe tror du, at jeg skal være på pinebænken?« Hun så med store øjne på Rebekka, der ikke kunne lade være med at le. »Jeg ved det sgu ikke. Jeg ved bare, at jeg længes sådan efter Niclas, når han er i Stockholm, og der er han altså det meste af tiden. Jeg prøver at være cool, og jeg har selv supertravlt med arbejdet og alting, men alligevel må jeg tage mig selv i at have hånden på mobilen flere gange om dagen, fordi jeg har lyst til at høre hans stemme eller sende ham en hed sms.« »Bekka, det er første gang i alle de år, jeg har kendt dig, at du virker ramt. Altså sådan rigtig godt og gammeldags kærlighedsramt. Du var slet ikke lige så meget oppe at ringe, da du var kæreste med Michael.« Rebekka tog tilløb til at protestere, men Dorte fortsatte talestrømmen: »Jeg ved godt, at du også var glad for Michael, men med Niclas er det anderledes. Det er tydeligt at se.« Rebekka nikkede modstræbende. Hun havde i efteråret afsluttet et langdistanceforhold med en jysk kollega, Michael Bertelsen, som hun havde mødt i Ringkøbing, sin barndomsby, da hun hjalp det lokale politi med at efterforske et drab på en ung kvinde. Hun og Michael havde klikket med det samme og snart indledt et forhold, der havde varet et lille års tid. Forholdet var stoppet på Rebekkas foranledning, af flere årsager: Dels var det åbenlyst for dem begge, at Michael ønskede mere, end hun var villig til at give. Hun havde nydt hans ro, følelsen af tryghed, når hun lå i hans favn, men kun få måneder inde i deres forhold var passionen langsomt sivet væk. Derudover havde hun været ham utro med Niclas. Nu hvor Niclas og hun havde været sammen et par måneder, måtte hun også erkende, at hun ikke havde skænket Michael mange tanker, 18

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 18

26-03-2013 09:55:01


siden Niclas trådte ind på hendes kontor i efteråret for at deltage i efterforskningen af en serievoldtægtsforbryder, der hærgede i både Danmark og Sverige, og som derfor krævede samarbejde landene imellem. Rebekka nikkede. »Du har ret. Det er første gang, jeg nogensinde har haft det sådan her. Et konstant sug i ...« »I underlivet?« Dorte lavede en grimasse, og Rebekka kunne ikke lade være med at grine. »Også dér.« »Det er sådan, jeg gerne vil have det. Det er præcis sådan.« Dorte blev alvorlig igen. »Jeg håber virkelig, at det med Andreas bliver godt. Jeg trænger sådan til kærlighed.« Da Dorte tog hjem lidt efter, var Rebekka ør i hovedet af vin, smøger og træthed. Hun børstede tænder, mens hun gik rundt i lejligheden og sikrede sig, at samtlige døre og vinduer var forsvarligt lukkede. Da hun lå under dynen, prøvede hun at fremmane Niclas, hans duft, det smalle ar over næseryggen, det lyse strithår og den tunge krop, men alligevel sivede angsten lige så stille ind i hende, som en indre banken, en let pulseren i brystet. Hun sukkede, vendte sig først til den ene side, så til den anden, men kroppen kunne ikke finde ro. Hun lyttede anspændt ud i mørket, mens hjertet bankede urytmisk bag brystbenet, og hun lå sådan i timevis, indtil hun til sidst faldt i en overfladisk søvn. u

Fredag »Der sidder en død kvinde på en bænk og stirrer ud over Lyngby Sø. Det skulle se meget mistænkeligt ud, nærmest som om hun er opstillet.« Reza Aghajan, Rebekkas makker gennem det seneste år, slog døren op ind til deres fælles kontor med et ophidset udtryk i ansigtet. Rebekka lagde hånden for telefonen og sendte ham et spørgende blik. »Drab,« mimede han, og hun afsluttede hurtigt samtalen med 19

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 19

26-03-2013 09:55:01


stigende puls. Drab. Netop i dag, hvor Niclas skulle komme, nåede hun lige at tænke, inden drabsefterforskeren Rebekka Holm tog over og udraderede samtlige tanker om Niclas. I stedet sendte hun makkeren et nysgerrigt blik. »Fortæl!« »Som sagt har man fundet en død kvinde ved Lyngby Sø, du ved, ikke langt fra hvor man kan leje både. Omstændighederne ved dødsfaldet er mistænkelige, for at sige det mildt, men skynd dig nu! Teknikerne er der allerede, og det bør vi også være. Der står et par lokale betjente derude ...« Rebekka rynkede misbilligende brynene, og Reza tilføjede hurtigt: »Bare rolig, området er afspærret, og de er i gang med at sporsikre, og de to unge betjente har lovet ikke at røre ved noget. De havde i det mindste åndsnærværelse nok til at tilkalde os.« »Hvorfor er dødsfaldet mistænkeligt?« Rebekka tog sin vinterfrakke på og surrede tørklædet et par gange rundt om halsen. Udenfor havde en bleg vintersol trukket sig tilbage, en serie mørkegrå skyer vuggede hen over himlen og tydede på regn. Hun håbede, at et par varmegrader kunne smelte dyngerne af sne. De tyngede. »Jeg ved ikke meget mere, jeg har kun fået en kort briefing telefonisk, men liget skulle sidde på en bænk, nærmest iscenesat. Hun har intet overtøj på, men sidder bare i nederdel og en tynd blazerjakke, og så er hun kraftigt sminket. Det var et ældre ægtepar, der fandt hende, og de troede først, at hun var en mannequindukke. De tilkaldte politiet, og ja, de første betjente på stedet kunne heldigvis godt fornemme, at der var brug for ekspertise.« Rebekka lyttede opmærksomt, mens de spadserede ned mod bilen. Scenariet lød udsædvanligt makabert, og mens hun spændte sikkerhedsselen, gled en række amerikanske drabssager forbi hendes indre blik. Hun havde et par år tidligere tilbragt fire måneder hos FBI i USA for at videreuddanne sig. Det havde været en lærerig oplevelse, og hun havde for alvor oplevet, hvor langt mennesker rent faktisk vil gå for at skade andre. 20

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 20

26-03-2013 09:55:01


»Rebekka. Hallo – du svarer ikke på mit spørgsmål?« Det gav et sæt i hende ved lyden af Rezas stemme, og hun så forvirret på ham. »Undskyld, jeg sad lige og tænkte ...« »... på Niclas, kan jeg næsten gætte?« Reza blinkede til hende, og hun viftede ham væk med hånden. »Virker jeg så forelsket ...?« »Forelsket er vist ikke helt dækkende,« lo han. »Besat er bedre.« Rebekka kunne ikke lade være med at grine med. »Jeg kan berolige dig med, at det rent faktisk ikke er Niclas, jeg tænker på, men derimod den sag, vi er på vej ud til. Kvinden dér ... det lyder mærkeligt.« Reza nikkede, mens han svingede til højre. Så skævede han til hende. »Apropos Niclas. Hvornår kommer han på besøg igen?« »I dag.« Rebekka kunne ikke skjule glæden i sin stemme. »Det bliver godt. Det er sgu ikke let at være alene lige for tiden.« Reza så bekymret på hende. »Jeg skulle netop til at spørge dig, hvordan det egentlig går med det,« sagde han og fæstnede atter blikket på vejen. Rebekka bed sig hårdt i læben, inden hun svarede. »Det går. Selvom det holder hårdt nogle gange. Jeg gennemlever det, der skete, igen og igen og bebrejder mig selv det, og det er den hårdeste del af det hele. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke gennemskuede ham, før det var for sent, og at jeg udsatte dig for fare.« Hun tav og mærkede, at hun havde blodsmag i munden. Som sædvanligt havde hun bidt sig selv for hårdt i sin underlæbe og revet huden op, en uvane, hun havde haft, så længe hun kunne huske, og som betød, at hun havde et permanent sår på læben. »Har du stadig svært ved at sove?« Hun nikkede. Rezas omsorg fik hende til at skælve en smule. »Hvorfor søger du ikke hjælp? Taler med en psykolog?« Rebekka fnøs ad forslaget. Hun havde været til psykolog nok i sit liv. Havde tegnet timerne væk efter brorens død, mens en ældre 21

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 21

26-03-2013 09:55:01


mandlig børnepsykolog observerede hende. Efter fem konsultationer havde han erklæret, at hendes sorg over lillebroren var lægt. Siden den gang havde hun næret en indædt mistillid mod standen. »Mig til psykolog? Jeg troede, du kendte mig godt nok til ikke at foreslå sådan noget ... Jeg vil hellere løbe en tur i stedet for at sidde og dissekere traumatiske oplevelser, ved du.« »Hold op, hvor er du altså bare en forstokket gammel mand nogle gange,« udbrød Reza og fortsatte: »Du minder mig om min far. Forskellen er dog bare, at han snart er 70 og fra en anden kultur. For fanden, Rebekka, du er ved at gå op i limningen, og det er helt forståeligt. Din gode ven prøvede at dræbe dig ...« »Vi er fremme nu,« afbrød Rebekka ham, lettet over at være tvunget til at forlade emnet. På lang afstand kunne de se det afspærrede område. Teknikernes blå kassevogn stod der – ved siden af et par patruljevogne. Rebekka og Reza steg ud af bilen med koncentrerede miner og gik med målbevidste skridt hen mod afspærringen, som en ung, bleg uniformeret betjent bevogtede. »Hun sidder derhenne,« oplyste han og pegede mod højre, da de havde vist deres skilte. »Har I rørt ved noget? Trampet rundt derhenne?« spurgte hun ham, mere brysk, end hun havde til hensigt. Den unge betjent blev endnu blegere og virrede hurtigt med hovedet. »Vi har intet rørt. Vi kunne med det samme se, at det så mærkeligt ud. Måden, hun sidder på, og sådan ...« Han svælgede hørligt. Rebekka nikkede og fik ondt af sin unge kollega, der tydeligvis kæmpede med at overvinde chokket over at have set den afdøde, og hun mindedes de første gange, hun som ung politiaspirant havde set et lig. Synet havde hver gang været lige oprivende, og selvom hun nu, i kraft af sine mange år i politiet, ikke længere havde tal på, hvor mange døde mennesker hun havde set, blev det aldrig rutine. Rebekka og Reza iførte sig den obligatoriske gerningsstedsdragt, mundbind og skoovertræk og gik gennem afspærringen. Foran dem lå søen mørkegrå med store isflager, 22

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 22

26-03-2013 09:55:01


der blidt vuggede frem og tilbage på vandets blanke overflade. Frosten bed i kinderne, vintersolen hang lav og skarp og fik øjnene til at løbe i vand. En måge kredsede skrigende hen over dem, mens de begav sig i den retning, hvor kvinden skulle sidde. Nogle hundrede meter længere fremme var en håndfuld hvidklædte teknikere i gang med at afmærke området, og de havde allerede lavet en smal sti til efterforskerne, så området ikke blev forurenet. Rebekka og Reza hilste kortfattet på dem og fortsatte så ligeud, mens snedriverne knagede under dem. »Muligheden for at få skoaftryk af en eventuel gerningsmand må da være ret gode med al den sne her,« påpegede Reza. Rebekka så sig omkring. »Ja, men se lige, hvor mange aftryk her er. Sneen er trampet godt ned, jeg tror, det bliver svært for teknikerne, men lad os håbe det,« svarede hun. De gik knap halvtreds meter længere frem langs søbredden, da de fik øje på kvinden på bænken. De bevægede sig roligt derhen og blev modtaget af retsmedicineren, og et øjeblik stirrede de alle tre tavse på kvinden. »Hun ser godt nok meget livagtig ud,« udbrød Rebekka og gøs ved synet. Retsmedicineren, en midaldrende mand, som hun havde glemt navnet på, nikkede langsomt. »Det ser meget mærkværdigt ud. Tøjet, håret, makeuppen og måden, hun sidder på, opstillet, nærmest poserende. Og prøv at mærke duften.« De lænede sig forsigtigt frem og indsnusede en karakteristisk parfumeduft. »Den duft kender man, ikke?« De nikkede begge, men ingen af dem kunne komme på navnet. Retsmedicineren rystede på sit hvidklædte hoved og tilføjede: »Jeg har faktisk aldrig set noget lignende.« Kvinden sad helt rank på bænken med ansigtet vendt mod søen. Hendes øjne var vidtåbne, som betragtede de vandet og fuglene, der flokkedes over isen som sorte, flagrende streger. Gik 23

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 23

26-03-2013 09:55:01


man tættere på, var det tydeligt, at hun ingenting så, for hendes iris var dækket af en mat, hvidlig hinde. Kvindens hænder lå stift foldet i skødet, og det højre ben var bøjet, så det lå krydset over det venstre. Hun havde intet overtøj på, men var iklædt en bordeauxblomstret blazerjakke med markante skulderpuder, en stram, vissengrøn nederdel, vissengrønne nylonstrømper og bordeauxfarvede pumps, der matchede blomsterne på jakken. Det mest opsigtsvækkende var dog makeuppen. Kvinden var stærkt sminket. Hendes ansigt var dækket af et tykt lag brunligt pudder, og hendes åbne øjne var indrammet af tung, grøn øjenskygge. Vipperne var sværtet sorte, og hendes høje kindben var blevet markeret yderligere med en bronzefarvet rouge. Det halvlange, brune hår, med talrige stænk af gråt, var bøjet indad, som var det blevet krøllet. Rebekka mærkede retsmedicinerens øjne hvile på sig. »Du ser chokeret ud, Holm?« »Jeg er overrasket,« svarede hun roligt og havde svært ved at tage blikket fra kvinden. Så tvang hun sig selv til at se på lægen. »Kan hun være død en naturlig død?« »Intet er udelukket, men hvis hun for eksempel døde af hjertestop, ville det være naturligt, at hendes hoved var faldet forover. Desuden er det højst usædvanligt at gå udenfor i det her vejr uden overtøj på.« »Det er sandt. Men i princippet kunne hun vel have drukket og så bare være vandret af sted og sat sig, fordi hun var træt, og så er hun død af kulde. Det kan vel også være selvmord – en håndfuld piller og så sætte sig her på bænken i mørket og vente?« foreslog Rebekka. Retsmedicineren nikkede. »Som jeg sagde før: Intet er udelukket – alt er muligt – lidt endnu.« »Kan du sige noget om dødsårsagen?« Retsmedicineren trak på skuldrene. »Ikke umiddelbart. Jeg har netop taget hendes temperatur, den 24

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 24

26-03-2013 09:55:01


er seksten grader, hvilket svarer til, at hun har været død i godt og vel ti-tolv timer. Det vil altså sige siden midnat engang. Hvor længe hun har siddet her, ved jeg ikke, men eftersom hun har siddet herude uden overtøj, er hun blevet nedkølet yderligere. Vi må have hende hjem på bordet, før vi kan komme det nærmere. Umiddelbart har hun ingen eksterne skader, bortset fra det, der ligner blodplamager nede ved begge ankler.« Rebekka og Reza fulgte hans blik, og så man nærmere efter, var det tydeligt, at de vissengrønne nylonstrømper havde brunlige, indtørrede plamager fra foden og til over anklen. Rebekka satte sig på hug for at se nærmere på det, da hun blev forstyrret af en hidsig trampen et stykke fra dem. Hun vendte ansigtet mod lyden og fik øje på drabschefen, Gundersen, der hastede hen imod dem med sit højrøde, blussende hoved, hvis farve blev fremhævet af den hvide beskyttelsesdragt. Rebekka mærkede sit ubehag ved ham alene ved synet. Om lidt ville han stå der, give ordrer og blande sig i deres arbejde, noget, den tidligere drabschef, Henrik Brodersen, aldrig havde gjort. Han havde altid stolet på sine medarbejdere, betroet dem vigtige opgaver og set dem vokse med ansvaret. Rebekka holdt meget af Brodersen, der et par måneder forinden var gået på tidlig pension, fordi hans hustru gennem fyrre år var døende af kræft. Rebekka havde en overgang håbet, at hun skulle overtage roret efter ham, men Brodersen endte med at vælge Gundersen som sin efterfølger. Hun måtte da også erkende, at Gundersen, havde en del mere erfaring end hun, selvom det havde gjort ondt at blive valgt fra. Men nu håbede hun at blive souschef i afdelingen. Selvom Gundersen allerede havde siddet et par måneder i chefstolen, havde han endnu ikke udnævnt en ny souschef, men blot proklameret, at han ville have tid til at undersøge afdelingens styrker og ­svagheder, inden han traf så vigtig en beslutning. Rebekka knyttede hænderne hårdt. Hendes største ønske var at komme til tops i ledelsen, men hun var også klar over, at forholdet mellem hende og Gundersen formentlig skulle justeres en hel del, hvis han overhovedet skulle overveje hende. Omvendt var hun uden tvivl den bedst egnede 25

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 25

26-03-2013 09:55:01


kandidat til posten. Hun havde efterhånden stået i spidsen for flere drabsefterforskninger og havde en høj opklaringsprocent. Hun sendte Gundersen et forsigtigt smil, som han ikke gengældte. Han stirrede blot mørkt på dem alle. »Hvad pokker sker her? Hvorfor er jeg ikke blevet informeret om det her noget før?« Han zoomede ind på Rebekka, der så forvirret op på ham. »Vi er altså først selv blevet tilkaldt nu, vi kom for fem minutter siden,« svarede hun og mærkede følelsen af uretfærdighed brede sig i kroppen. »Det er korrekt. Vi er netop ankommet,« supplerede Reza, og hun sendte ham et taknemmeligt blik. Gundersen brummede noget uforståeligt og vendte sit skarpe blik mod den døde kvinde på bænken. »Ved vi, hvem hun er?« »Nej, hun har ingen identifikation på sig. Ingen taske, ingen mobiltelefon, ingen smykker og ingen umiddelbare kendetegn. Men jeg vil vurdere hende til at være et sted i fyrrerne,« svarede retsmedicineren. »Dødsårsag?« vrissede Gundersen. »Jeg kan ikke finde nogen umiddelbar dødsårsag. Vi må have afdøde ind på retsmedicinsk. Det kan være, at scanningen eller de toksikologiske prøver viser noget ...« »Ja ja,« afbrød Gundersen utålmodigt, »men der må da være noget, man kan sige på nuværende tidspunkt, eller hvad?« Hans skosnuder bankede rytmisk mod den frosne jord og efterlod forgrenede sprækker af opbrudt is. »Vi skulle netop til at kigge nærmere på fødderne her.« Rebekka pegede på de indtørrede brunlige plamager, der bredte sig op ad nylonstrømpen. »Fødderne? Hvad fanden er det for nogle plamager?« Gundersen så spørgende på retsmedicineren, der trak på skuldrene. »Jeg er ikke nået så langt, men har blot noteret mig blodet. Men vi kan da prøve at se.« 26

34500_portræt_af_døden_140x220.indd 26

26-03-2013 09:55:01


Julie Hastrup PORTRÆT AF DØDEN læseprøve