Page 1


2


ANDREA HANNAH

ULVEN I HJERTE T På dansk ved Nanna Gyldenkærne

HØST & SØN 3


Ulven i hjertet er oversat fra engelsk af Nanna Gyldenkærne efter Of scars and stardust Copyright © 2014 by Andrea Hannah Published by Flux, an imprint of Llewellyn Publications, Woodbury, MN 55125 USA www.fluxnow.com Denne udgave: © Høst & Søn / ROSINANTE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med Stone Serif og Gotham hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia print, Riga ISBN: 978-87-638-4765-0 Printed in Latvia 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


FØRSTE DEL

5


6


Et

Da Rae sagde at ulven igen holdt øje med os ude i majsmarken, lo jeg. Og så daskede jeg hende på armen fordi hun var så fjollet. Hun plejede at sige at ulvene kendte alle vores hemmeligheder, at de spidsede ører og lyttede til alle rygterne om Lacey Jordan og pedellen, at hele koblet vidste besked om hvordan Rae havde mistet sin mødom i sin mors gæsteværelse for to somre siden. Sommetider sagde hun at de rykkede endnu tættere på når vi smuglede kirsebærvodka under vores pelsforede jakker, og flaskerne klirrede mod knapperne i vores jeans. Ulvene kunne godt lide ting med kirsebærsmag. Mine støvler knasede sig gennem den hinde af is der dækkede majsmarken. Jeg fulgte efter Rae mellem de sprøde stængler der stak op af sneen, mens den tomme himmel dækkede os med blåt. Hendes hår stak ud under huen, og hendes ånde stivnede som sur mælk i kulden. »Hvad laver vi? Seriøst,« pustede jeg og gik uden om en knækket stængel. Rae lo, og vippede sin spidse næse opad mod himlen. »Kan du aldrig bare ligesom flyde med strømmen, Claire?« Hun stoppede og pegede med en ulden grøn vante. »Se lige en fantastisk dag. Kom nu, nyd den bare! Det er ikke til at vide hvornår du får solen at se igen.« Hun sjokkede gennem sneen og svingede armene mod de knækkede majsplanter. 7


»Undskyld, ‘hvornår du får solen at se igen’? Jeg er ret sikker på at du også sidder fast i det her hul, Rae.« Men Rae lo bare og blev ved med at svinge vanterne i dovne ottetaller mens hun sparkede de første rester af vinter op i luften bag sig. Jeg fulgte efter. For jeg fulgte altid efter. Rae lod sig dumpe ned i en snedrive der havde lige den rigtige størrelse til to tynde piger, og bed sig i sin sprukne læbe. Jeg sank ned ved siden af hende selvom jeg ikke havde taget skibukser på. Kulden trak ind gennem mit undertøj så det gjorde ondt i røven. Et sekund ville jeg sværge på at jeg var lige ved at se ulven, den som Rae sagde engang havde forsøgt at hive en pakke cigaretter op af baglommen på hende. Men så blinkede jeg, og omridset af pels smeltede sammen med sneen. Rae løftede hurtigt hovedet, kneb øjnene sammen og så efter den udflydende, næsten-ulvelignende skygge der gemte sig mellem planterne. »Jeg skal totalt væk fra den her lorteby,« hviskede hun ind i mit øre, som om ulven, hvis hun sagde det for højt, ville hyle hendes ord ud så de gav genlyd mellem de søvnige huse. »Og jeg skal have en lejlighed på halvtredsindstyvende etage et eller andet sted og min egen sofa og en rød stol, bare fordi jeg kan.« Jeg sukkede og stak en finger ned i sneen. »Ja, ja, det skal jeg også.« »Nej. Jeg skal nok slippe væk.« Jeg kiggede op og så hende betragte mig med sammenknebne øjne. »Det ved jeg godt, Rae. Det skal jeg også. På et tidspunkt flytter vi væk herfra sammen.« Rae sugede underlæben ind. Så pustede hun luft ud. »På et tidspunkt er om tre dage.« 8


Dagen var stille omkring os, så stille at Raes ord rungede gennem majsmarken og sneen og himlen. Bortset fra et tørt blad der raslede lige foran os, og et glimt af gråt så massivt som en hemmelighed. Jeg trak vejret ind mellem tænderne. Rae lagde sin grønne vante om mit håndled og klemte til. Men hvis ulven virkelig var her og lyttede, var den enten allerede forsvundet, eller også var den for stille til at blive fanget. Jeg vendte mig igen om mod Rae og hviskede: »Hvad mener du med tre dage? Der er jo næsten et år til du er færdig med skolen.« »Men Robbie er allerede færdig,« sagde hun. Jeg rynkede panden og stak endnu en finger ned i sneen. »Og?« »Og, Robbie flytter til Chicago. Og jeg tager med. Vi tager af sted et par dage inden jul.« Hun udstødte et hyl og klappede vanterne mod hinanden »Er du totalt vanvittig?« Jeg rejste mig og børstede sneen af bukserne. »Du har kendt ham en uge eller sådan noget lignende! Og hvor meget har du egentlig snakket med ham? I har jo ikke lavet andet end at snave hinanden når dine forældre var gået i seng.« Jeg gik frem og tilbage mellem stænglerne mens mine røde hænder tegnede cirkler i luften. »Det her er bare ... sindssygt. Rae, det gør du ikke.« Rae rejste sig op, og i stedet for at være fyldt med vrede var hendes øjne bløde og tomme. Hun greb mig om skuldrene, og mine fødder skrabede mod sneen. »Jeg gør det, Claire. Og du bliver nødt til at love mig noget.« Jeg lukkede øjnene og indåndede vinterluften. Jeg turde næsten ikke spørge. »Hvad er det, Rae?« En vante landede i sneen med et blødt bump. Jeg åbnede 9


øjnene og så bladet på en lille kniv farligt tæt på hendes håndflade. »Hvad er det du ...?« Rae lavede en hurtig bevægelse med kniven, og en rød stribe tegnede sig hen over huden. Hendes øjne lynede da hun greb ud efter min hånd. »Så er det din tur.« Jeg trak mig baglæns, men hun var for hurtig. Endnu et snit, og varmen fra mit eget blod samlede sig i min håndflade. Rae lod kniven falde og holdt hånden frem mod min. »Du skal love at du ikke siger til nogen, ikke engang til Ella, at du ved hvor jeg er,« sagde hun sagte. »Heller ikke selvom de spørger.« Jeg stirrede på hendes hånd. Stjernebilleder af blod samlede sig i dens linjer. »Okay.« »Okay.« Ray smilede og pressede sin hånd mod min. »Vi sværger ved at blande blod. En ubrydelig ed.« Vi fjernede igen hænderne fra hinanden, og jeg stak min ned i sneen for at dæmpe den prikkende fornemmelse af blod der tørrede. Da jeg rettede mig op igen, slog Rae armene om mig. »Jeg er altid hos dig, lige meget hvor du tager hen,« hviskede hun. »Jeg ved at du holder hvad du har lovet.«

* Jeg holdt hvad jeg havde lovet. Så længe ulvene lod mig gøre det.

10


To

»Nej, Laura, jeg ville heller ikke ane, hvad jeg skulle stille op,« sagde mor og strakte telefonledningen mellem fingrene. Hun havde sit lange hår samlet i en pjusket knude i nakken. »Jeg ville bare sige til hende at hvis hun kaster sig over barskabet en gang til, kommer hun til at flytte op til din søster i Alpena.« Jeg sad ved morgenbordet, og min flonelspyjamas var byltet sammen omkring taljen. Jeg trak i snoren. Et lille broderet R efterfulgt af et B stirrede op på mig. »Åh,« sagde jeg, og far foldede avisen på midten og hævede det ene øjenbryn. »Lige et øjeblik, Laura.« Mor lagde hånden over røret. »Ved du noget, Claire?« hviskede hun med skinnende øjne. »Om hvad, mor?« spurgte jeg selvom jeg godt vidste det allerede. Det måtte være noget med Rae. Det var det altid. »Rae,« hviskede hun. »Laura har fundet en pakket kuffert under hendes seng.« Jeg blev varm i kinderne mens jeg lod min tommelfinger glide hen over bogstaverne. »Øh, nej. Det kender jeg ikke noget til. Jeg kom bare i tanke om at det er Raes pyjamas jeg har på, det var bare det. Jeg tror hun glemte den sidste gang hun sov her.« Mor nikkede, og hendes ansigt blev slapt. »Se nu at få noget tøj på, ikke? Sig til Ella at hun også skal komme i tøjet. Vi laver din fødselsdagskage inden vi går i kirke i aften.« Hun 11


smilede, og poserne under hendes øjne glattede sig ud. Så pressede hun telefonen mod kinden. »Nej, jeg troede at hun måske vidste hvad Rae havde gang i, men hun har ikke sagt noget ...« Min mave var i oprør da jeg hoppede ned fra taburetten, mens jeg holdt fast i de gigantiske pyjamasbukser for at de ikke skulle havne nede om anklerne på mig. Selvom Rae kun var halvandet år ældre end mig, føltes det nogle gange som om der var ti år imellem os. Vi havde altid snakket om at flytte fra Amble, sætte os ind i en gammel smadrekasse sammen med en fyr der lugtede af cigaretter, og køre så hurtigt at majsplanterne flød sammen til en tåge når vi var på vej ud af byen. Men tanken om virkelig at gøre det – virkelig at pakke en kuffert og forsvinde ud i natten – gav mig kvalme. Sådan havde Rae det ikke. Far rømmede sig omme på den anden side af avisen og afbrød min tankerække. »Ved du noget, Claire? Om hvorfor Rae har en kuffert fuld af tøj under sengen?« Ordene kom så dæmpet at jeg dårligt nok kunne høre dem for de raslende sider. Raes planer kørte rundt i hovedet på mig: Glimt af hvordan hun satte sig ind i en bil sammen med en fyr der havde for meget hår og en fremtid der var for usikker til at man kunne forestille sig hvordan det ville gå på den anden side af Ohios statsgrænse. Fortæl ham det nu bare. Jeg viklede Raes forbogstaver rundt om mine fingre. Far lagde avisen fra sig og foldede hænderne over overskrifterne. »Nå?« Hemmeligheden brændte i min hals som den billige vindruehostesaft som mor altid fik mig og Ella til at tage hvis vi så meget som nøs. Jeg sank den. 12


»Jeg ved ikke noget som helst.« Far betragtede mig et langt øjeblik inden han nikkede. Hans øjne gled tilbage til avisen. »Nå, men hvis du kommer i tanke om noget, ved du hvor du kan finde mig.« Jeg forsøgte at sige noget muntert og selvsikkert, noget i retning af: »Du får det helt sikkert at vide hvis jeg hører noget«. Men det blev bare til en lille indeklemt lyd. Jeg holdt sammen på pyjamassnoren mens jeg gik hen ad gangen. »Mor siger du skal tage tøj på,« sagde jeg og puffede døren op ind til Ella. Hun sad midt i værelset under sin hjemmelavede sengehimmel af papirstjerner og siksaklyn. Et virvar af regnbuefarvede lyskæder blinkede rundt om vinduet. Rester af hendes barndom klyngede sig stadig til de gulnede vægge, men plakater med drenge og bands var begyndt at sprede sig mellem dem som efeu. »Jeg har taget tøj på,« sagde hun og glattede ned over striberne på sin nederdel. Hun så op på mig. »Er der måske noget i vejen med denne her?« »Ella, det er vinter. Du kommer totalt til at fryse.« Da jeg trak den alt for korte nederdel af hende, greb hun ud efter min hånd. »Hvor er de brune bukser jeg gav dig?« Hun strøg en lys krølle væk fra kinden. »Øhm, i skabet ... måske.« Jeg hævede det ene øjenbryn inden jeg åbnede døren til hendes skab. Et bjerg af krøllet, spraglet tøj der lugtede lidt i retning af hendes Cherry Blast-bodyspray, kom væltende ud. Jeg udstødte et suk og begyndte at gennemsøge katastrofen. »Mor slår dig så meget ihjel.« Ella satte hænderne i hofterne. »Vel gør hun ej! Har du måske set hendes eget skab? Det ser ud præcis ligesom mit.« Jeg måtte kæmpe med en slags lodden sweater for at få 13


­befriet bukserne og smilede da jeg vendte mig om for at smide dem i hovedet på hende. Tights der var stribet i neongult og sort, kravlede op ad benene på hende hvor de kolliderede med en blå tanktop der så ud som om en eller andet havde nyst pailletter ud over den. Hun lignede et fejlslagent modeeksperiment, som et udklip af et outfit fra Seventeen der fik én til at spekulere på om der overhovedet var nogen inden for modeverdenen der var rigtig kloge. »Vil du ikke godt være sød at trække i dem her,« sagde jeg og lo. »Og tag også lige en sweater på nu du er i gang.« Ella greb bukserne mens hun rullede med øjnene. Jeg begyndte at vikle enlige sokker og undertøj i bunden af skabet fri af hinanden. »Hey! Du skal have din fødselsdagsgave!« kvidrede hun bag mig. En vindharpe lavet af rustne skeer som hun havde taget fra dineren nede i byen, raslede da hun åbnede sin skrivebordsskuffe. Jeg rynkede på næsen. »Min fødselsdagsgave skulle være at jeg fik lov til at ødelægge den vindharpe.« Jeg formede en saks med fingrene og lod som om jeg klippede snorene over. Ella lo og slog min hånd til side. »Aldrig i livet. Det kan godt være at du hader den, men den vindharpe er bare det bedste. Jeg sværger på at mit held vokser hver gang den siger noget.« Hendes hår faldt ned ad nakken mens hun rodede i skuffen. »Så i dag er min heldige dag, ikke din.« Hun rakte tunge ad mig. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg kunne helt sikkert godt bruge noget held, tænkte jeg. Et kort øjeblik overvejede jeg at låne Ellas vindharpe. »Her er den!« udbrød hun og tog en lille æske frem der var 14


pakket ind i en af hendes egne tegninger. »Tillykke med din femtenårsfødselsdag!« »Hm ... hvad er det?« Jeg holdt først æsken op til det ene øre, så til det andet, mens jeg rystede den voldsomt. Det bedste ved at åbne fødselsdagsgaver havde altid været at lade Ella vente. »Hvad kan det mon være?« »Luk den op, luk den op!« Ella hoppede op og ned på sin kontorstol med glødende lyserøde kinder. »Okay, okay,« grinede jeg og tog låget af æsken. Nede i den lå en lille strikket fugl. Tråde af violblåt og røgfarvet gråt garn flettede sig sammen i vingerne. En stor sort perle sad hvor øjet skulle være. Jeg tog den op og stod med den i hånden. »Hvor er den smuk, Ell,« sagde jeg åndeløst. »Har du selv lavet den?« »Mmm,« sagde hun og nikkede. »Det er et bogmærke, prøv at se. Vingerne kan stikke ud af bogen.« Hun tog fuglen ud af hånden på mig og drejede den så vingerne vendte opad. »Og det er en fugl fordi jeg ved at du gerne vil flytte til New York og studere tøj og alt det dér. Så det er ligesom for at sige at du kan flyve eller sådan noget.« Jeg tog fuglen ud af hånden på Ella og lod fingrene løbe hen over de små bløde ujævnheder i garnet. Ella bed sig i læben mens hun lod blikket glide frem og tilbage mellem mig og fuglen. »Det var mor der fandt på det.« Jeg smilede og rakte hænderne frem for at trække hende ind i et kæmpe knus. »Mange, mange tak,« hviskede jeg. »Det er den bedste gave i hele universet.« »Hej, piger,« sagde far og bankede på døren samtidig med at han stak hovedet indenfor. »Mor og jeg bliver nødt til at køre.« 15


Ellas øjne blev store. »Hvorfor det? Det er Claires fødselsdag?« »Jeg ved det, skat, vi er også virkelig kede af det.« Mor trængte sig forbi far og rakte ud efter min hånd. »Vi er nødt til at tage hen forbi Laura og se om vi kan hjælpe hende med at tale Rae til fornuft.« Hun åbnede munden for at sige noget mere, men åd det i sig igen med en hosten. Så sagde hun: »Hun tror Rae vil forsøge at stikke af igen.« Hun klemte om mine fingre som om hendes ord var så skarpe at de kunne stikke hul på huden. Men i virkeligheden gled de bare af på mig som smørknive og efterlod kun en irriteret plet hvor de havde ramt. Rae sagde konstant at hun ville rejse hjemmefra. »Vi skal nok få kage i aften, det lover jeg.« Jeg trak min hånd fri af hendes. »Det er jo ikke ligefrem første gang hun har pakket sin kuffert,« røg det ud af mig. »Hun kommer jo tilbage igen hver gang.« Rae havde forsøgt at stikke af to gange før. Første gang på sin syvårsfødselsdag og anden gang til halloween sidste år, mens hun stadig var iført sit udklædningstøj som den onde fe. Hun sagde altid at det var nemmest at løbe væk når der var fest, for så havde folk for travlt til at opdage det før det var for sent. Men begge gange var Rae kommet tilbage af sig selv og havde sagt at det var fordi hun havde glemt sine gule yndlingssutsko eller et blad eller nogle sukkerfri colaer. Den eneste forskel var at denne gang ville Robbie køre for hende. Og at tilsammen havde de sikkert penge nok til at købe nogle dåser sukkerfri cola når de løb tør. »Okay, Telegram, vi bliver nødt til at køre.« Far klappede Ella på hovedet, og hun krympede sig enten under vægten af hans hånd eller på grund af det åndssvage kælenavn, en af delene. »Claire, du holder øje med din søster.« 16


De gik ud ad døren, og Ella lod sig dumpe ned under sin sengehimmel igen og fik stjerner og lyn til at danse i deres snore. Jeg tømte min brystkasse for luft. Lettelsen skyllede ind over mig, og min mave føltes som om jeg var søsyg. På den ene side vidste jeg at Rae ville blive vildt skuffet hvis far og resten af Ambles politistyrke (alle tre) afslørede hendes planer og fik hende til at svigte Robbie og blive hjemme. Men på den anden side: Hvis hun blev hjemme i sikkerhed, kunne jeg både holde på min hemmelighed og have Rae i nærheden. Hoveddøren smækkede, og Ella sprang op igen. »Kom.« Hun greb mig om håndleddet og trak mig ud i gangen. »Hvor tror du du skal hen?« spurgte jeg mens Ella rodede i garderobeskabet. En bunke enlige vanter og totalt grimme huer samlede sig på gulvet. »Vi skal ud at cykle.« Ella vendte sig om, og hendes øjne strålede. »Jeg har en fødselsdagsgave mere! En overraskelsesgave. Kom nu.« Hun pressede en frakke i favnen på mig, og en lille trææske dumpede ned på gulvet. »Er det overraskelsesgaven?« spurgte jeg og bøjede mig ned for at samle den op. Ella hev den ud af hånden på mig og tog låget af inden jeg overhovedet havde nået at gætte på hvad der var i. Hun rynkede på næsen da hun så hvad æsken indeholdt. »Adr, nej. Det er ikke din overraskelsesgave, Claire.« Hun tog en plettet kniv op af den og lukkede hånden om det uregelmæssige træskæfte. Hendes øjne blev smalle da hun studerede spidsen af bladet. »Er det ...?« »Blod,« sagde jeg. Det kørte rundt i maven på mig mens jeg stirrede på de rustfarvede plamager. »Det tror jeg.« »Klamt,« sagde Ella og lagde kniven ned i æsken igen og 17


stoppede den ind i skabet. »Far gemmer de mest underlige ting.« Jeg sank for at undertrykke min kvalme. Jeg blev altid dårlig ved synet af blod. »Ja. Det er nok en jagtkniv.« Bare en jagtkniv. Jeg lukkede øjnene for at tvinge billedet væk. »Nå, men hvad er det så for en overraskelse du bliver ved med at snakke om?« »Det er ikke nogen overraskelse hvis jeg siger det.« Ella grinede og trak en lilla hue ned over hovedet. »Lad os nu komme af sted, ellers kommer vi for sent.«

­* Vores cykelhjul susede af sted hen ad jordvejen gennem den kolde luft. Majsmarkerne på begge sider af os gled sammen til en brun masse der gik over i en cementfarvet himmel. Blæsten fik mit ansigt til at svie og øjnene til at løbe i vand, og nogle få snefnug rev sig prøvende løs fra skyerne. Jeg pressede støvlerne mod pedalerne. Jeg så mig tilbage. Vores hus var en lille rød plet midt i de brune stængler. Majsmarken knækkede og raslede foran mig. Ella kastede sin cykel ind mellem stænglerne og cyklede som en rasende gennem sneen. »Ell, vent lidt.« Jeg pressede min cykel fremad. Men dækkene gravede sig bare længere ned. »Pis,« skreg hun. Hendes cykeldæk slyngede store klumper af sne bagud mens hun sneglede sig af sted mellem planterne. »Glem det.« Hun sprang af cyklen og lod den dumpe ned på jorden. Jeg sprang også selv af og fulgte efter hende. »Denne vej,« pustede hun. »Det er lige derovre.« Vi traskede af sted gennem marken. Jeg rystede under 18


­frakken da jeg trådte hen over de knækkede stængler hvor Rae og jeg havde siddet for kun to dage siden. Stedet lugtede af mudder og jord og forår. Nej, hele marken lugtede af forår. Som et løfte om noget der var tæt på at blomstre. »Ell, synes du ikke også her lugter af forår?« Hun standsede op og rynkede på næsen. »Næh. Her lugter af døde ting der rådner.« Jeg rørte ved nogle tørre blade, og de knækkede af i min handske. Måske var det bare fordi jeg ønskede at der skulle lugte håbefuldt af forår og ikke dødt af vinter. »Se der.« Ella pegede på et flakkende lys midt i marken. Hun hoppede op og ned og klappede vanterne mod hinanden. »Kom nu!« Hun tog fat om mit håndled og trak mig af sted efter sig så mine skuldre strøg mod bladene. Et hoved med mørkt, pjusket hår dukkede frem mellem stænglerne. Et enkelt stearinlys oplyste hans ansigt. »Tillykke med fødselsdagen!« råbte Grant. I hånden havde han en cupcake pakket ind i stanniol og dækket med chokoladefrosting. Det flakkende skær fra stearinlyset oplyste hans grinende ansigt som en græskarlygte. »Den er til dig.« »Tak,« sagde jeg. Mine kinder føltes varme og svedige. Jeg så på Ella der simpelthen strålede. »Hvorfor gør du det her?« »Nogle gange er du simpelthen bare så dum, Claire,« sagde Grant og lo. »Har du glemt at det er din fødselsdag?« Han trak min handske af ved at hive i fingerspidserne og stillede cupcaken i min håndflade. »Skynd dig at ønske inden blæsten gør det for dig.« Jeg bed mig i læben. Jeg kunne ønske hvad som helst, men det eneste jeg kunne tænke på, var den måde Grant grinede 19


på, og at fregnerne på hans næse fuldstændig lignede Karlsvognen med vognstangen pegende op mod hans øjenbryn. Rae havde de samme fregner, hendes bredte sig bare ud over næsen som et stjernedrys, kaotisk og usammenhængende. Ligesom Rae selv. Jeg forsøgte at lade være med at tænke på hendes hemmelighed og det løfte jeg havde givet om ikke at røbe den. »Men hvad med Rae?« røg det ud af mig. Jeg lukkede øjnene. Alle de bandeord jeg kendte, eksploderede i mig, rettet mod hende for at ødelægge dette øjeblik for mig. Men det var for sent; Rae havde allerede invaderet mit hoved. Hun kunne lige så godt have stået midt imellem Grant og mig og klemt fingrene sammen om flammen på mit fødselsdagslys indtil det døde en stille død. Jeg sukkede. »Skulle du ikke være hjemme hos din mor og flippe ud over Rae og alt det dér?« »Hold nu op. Min søster tager ingen steder,« sagde Grant. »Tænk lige over det. Hvis hun virkelig havde haft planer om at stikke af, ville hun så have ladet sin kuffert stå åben og stikke frem under sengen? Nu er mor blevet totalt sindssyg og vil holde hende spærret inde.« Grant kastede et blik på den hastigt grånende himmel. »Helt ærligt, tag nu og ønsk.« »Kom nu, Claire, ønsk dig noget nyt tøj!« sagde Ella og fnisede. »Så kan jeg arve det efter dig.« »Okay, jeg ønsker mig ...« »Shhh,« sagde Grant og pressede en finger mod mine læber. Hans hud smagte af frosting og smør. »Du må ikke sige det højt, så går det ikke i opfyldelse.« Jeg lukkede øjnene. Jeg tænkte på Rae og hendes hemmeligheder der knudrede sig sammen inden i mig. Og så tænkte jeg på Ellas brede grin og smilehullet i hendes hage og de 20


løfter jeg hviskede til hende hver aften inden vi skulle sove: om at jeg ville elske hende og gøre hende glad og altid passe på hende. Jeg ville ønske jeg var den bedste i hele verden til at holde mine løfter, tænkte jeg. Især det her. Jeg pustede lyset ud inden blæsten nåede at stjæle mit ønske. Ella klappede, og Grant lo. Han tog en æske op af lommen. »Jeg har en ting til.« Mit hjerte hoppede helt op i halsen. Bag mig udstødte Ella et lille skrig. Grants fødselsdagsgave var også kommet bag på hende. Da jeg rakte ud efter æsken, greb han min hånd og vendte den om. Han lod tommelfingeren løbe hen over det ujævne snit i min håndflade. »Hvordan har du fået det?« spurgte han. »Det ved jeg ikke. Det er bare en skramme.« Jeg trak min hånd ud af hans. Han nikkede. »Her, jeg holder din kage, så kan du tage æsken.« »Nej, jeg holder kagen.« Ella smilede og viftede i luften med fingrene. »Du får ikke under nogen omstændigheder lov til at holde den kage,« sagde Grant mens et skævt grin bredte sig over hans ansigt. Jeg tog låget af æsken. Der lå en tynd, læderindbundet notesbog med en grå ulvesnude og lysende gule øjne der betragtede mig ud gennem silkepapiret. Jeg hev efter vejret. »Rae snakker altid om at I ser ulve herude,« sagde Grant langsomt mens han så fra mine røde kinder til æsken i min hånd, »og jeg syntes den var ret sej, med øjne og alting.« Da jeg ikke sagde noget, tilføjede han: »Vi fandt den inde i byen, i den nye papirforretning som Candice Dunnard har åbnet, 21


du ved, den på Main. Rae sagde at du ville vide hvad for en jeg mente.« Pludselig befandt Ellas varme kind sig lige ved siden af mig, og hendes hænder tog æsken ud af mine. Hun rystede silkepapiret ud, og dagbogen dumpede ned i hendes orange vante. Hun glippede med øjnene inden hun tog en beslutning. »Jeg kan ikke lide den.« Så løftede hun blikket og så ud over majsmarken der omgav os, som om en ulv hvert øjeblik kunne dukke frem mellem planterne. Grant blinkede til mig. »Kan du lide den?« Noget koldt gled hen over min tunge, som en isterning, og min strube lukkede til. Glasstykkerne der var sat i som øjne, stirrede på mig som bleggule måner. »Jeg er vild med den. Tak.« »Lad os se at komme af sted, Claire.« Ella trak mig i ærmet og så op mod undersiden af de violette skyer der hang over os. Hun bed sig i sin sprukne læbe og tørrede næsen med vanten. »Det bliver snevejr.« Jeg vendte mig om for at sige farvel til Grant. Ella var lige ved at hive min arm af led da jeg fangede hans øjne der så på mig: grønne og kantet med gult ligesom toppen af majsplanterne om sommeren. Så lænede Grant sig frem og pressede et stykke sammenfoldet papir ind i hånden på mig. Hans åndedrag strejfede min øreflip da han hviskede: »Er dit ønske gået i opfyldelse?« Jeg rystede på hovedet, lige nok til at hans læber rørte ved huden bag mit øre i noget der næsten var et kys. Jeg kunne mærke at hans mund formede sig til et smil mod min hals. »Det gør det hvis du kommer herud i aften.« Mit hjerte hamrede, og sveden sprang frem mellem mine behandskede fingre, og jeg tænkte at hvis der virkelig var ulve, 22


som Rae sagde, og hvis de kendte alle mine hemmeligheder, sĂĽ vidste de at mit svar var ÂťjaÂŤ, allerede inden jeg hviskede det ud over majsmarken.

23


Tre

Jeg lå vågen og knugede Grants seddel i hånden. Så pressede jeg øret mod væggen og lyttede: Et rodsammen af syngende lyde trængte gennem gipspladerne. Ella snakkede i søvne. Hvilket betød at hun omsider sov. Mor havde fortalt at dengang hun var gravid med Ella, og hendes mave var på størrelse med en vandmelon, var hun taget til det store årlige marked i Cleveland sammen med min moster Sharon. Hun var taget derop fordi hun havde hørt at der plejede at komme en kvinde som påstod at være den bedste spåkone i hele Midtvesten, og at hvis hun tog fejl i sine forudsigelser, kunne man uden videre få sine penge tilbage. Så mor spurgte hende om det barn hun havde i maven. Den synske kvinde greb hendes hånd og fortalte at Ellas sjæl var en gave, at hun var en engel der var blevet sendt for at gøre os alle sammen til bedre mennesker, og at vi skulle høre efter hvad hun sagde, for hun ville ikke komme til at sige så meget. Det kunne godt være min mor havde glemt alt om den forudsigelse, men damen skyldte hende helt sikkert ti dollars. Ella var så fuld af ord at hun var nødt til at bruge dem op når hun sov. Jeg sparkede dynen af og stak i mine støvler. Jeg stoppede min lommelygte, nøglen til huset uden resten af nøglebundtet og en pakke tyggegummi i lommen og gik hen til døren. Inden jeg drejede håndtaget, tjekkede jeg sedlen en gang til, 24


bare for hvis ordene nu på en eller anden måde skulle være gået i opløsning. Raes indbydelse, kradset ned på et stykke linjeret papir, virkede stadig solid nok i mine hænder: Du er hermed inviteret til Claire Grahams (næsten surprise) fødselsdagsfest! Marken mellem Lark Lake og Route 24. TAG SELV SPRUT MED. Og med mindre bogstaver neden under Raes indbydelse: Kom i aften (please). Og lad Ella blive hjemme denne gang. – G Jeg bad tavst om at Gud, hvis der var sådan en, ville lade mig komme med til min egen fødselsdag. Og så bandede jeg lydløst for mig selv da de slidte gulvbrædder begyndte at knirke under mig. De protesterede kraftigt mens jeg sjokkede ud til bagdøren, men jeg kom tættere og tættere på friheden, og de må have indset at de lige så godt kunne opgive, og blev stille. Blæsten bed i huden på min hals da jeg trådte ud ad døren, og et øjeblik troede jeg at jeg hørte en hvisken ude fra majsmarken: Claire. Jeg pressede læberne tæt sammen og lyttede. Claire. En hvislen af sutsko mod trægulvet bag mig. Og så den samme hvisken en gang til, højere denne gang: Claire! Hvor skal du hen? 25


Jeg vendte mig om, og der stod hun, klædt i polkaprikket pyjamas med en krans af forpjuskede lyse krøller der indrammede hendes ansigt. »Ell! Hvad laver du oppe? Gå i seng igen!« »Hvad jeg laver oppe? Hvad laver du oppe? Og hvor tror du du skal hen uden mig?« Ella lod sin ene sutsko banke let mod gulvet. Vinden fandt vej ind under min jakke, nappede mig i kravebenene under sweateren. Et øjeblik overvejede jeg bare at gå lige så stille ud ad døren, efterlade Ella i køkkenet med sine lodne sutsko og søvn i øjnene. Men det kunne jeg ikke, for lige meget hvor desperat jeg ønskede at være alene med Grant, var Ella som en stædig lille hundehvalp der klamrede sig til mit ben. Jeg sukkede. »Du kan ikke komme med, Ell. Ikke i aften.« Hun trådte frem imod mig med hænderne i siden. »Hvorfor ikke det?« »Fordi.« »Hvorfor?« Jeg skar tænder og lod blæsten smække døren i bag mig. Billederne dukkede frem for mit indre blik: Grants ansigt der svævede over mit, fregnerne på hans næse der blev presset mod min hud. »Det er kun en fest for dem der går i highschool, Ell. Du kan ikke komme med. Desværre.« Noget glimtede i Ellas øjne, og hun åbnede de knyttede næver. Lettelsen bredte sig i mig. Men da jeg igen rakte ud efter dørhåndtaget, sparkede hun sutskoene af så de røg hen over gulvet og stødte mod ovnen. »Hvad laver du?« spurgte jeg. Da hun ikke svarede, men i stedet begyndte at trampe ind i retning af stuen, greb jeg hende i albuen. »Hvad laver du?« 26


Hun trak armen til sig og stak hagen i vejret. »Jeg er næsten tretten, Claire. Jeg henter min jakke.« Og så marcherede hun videre hen mod stuen med de bare fødder klaskende mod gulvet. Jeg bed mig i læben mens jeg kiggede efter hende, jeg havde tabt. Når Ella først havde besluttet sig for at gøre noget, kunne ikke engang en tornado få hende fra det. Bogstavelig talt. For tre år siden sad jeg i beskyttelsesrummet nede i kælderen sammen med mor og far mens sirenerne vrælede ud over Amble. Ella havde sagt at hun ville komme derned lige om lidt; om et øjeblik, der var bare lige noget hun skulle tjekke, sagde hun. Da hun ikke kom, gik far op for at lede efter hende, og han fandt hende i færd med at plukke dyngvåde mælkebøtter i regnen fordi hun »ikke ville have at de blev blæst væk«. I samme øjeblik Ella havde hørt min seng knirke, havde hun besluttet sig for at lige meget hvor jeg skulle hen, ville hun med. Og der var ikke noget jeg kunne gøre ved det. I det samme kom hun brasende ud i køkkenet igen med et halstørklæde viklet halvvejs rundt om halsen, en støvle på den ene fod og den anden i hånden. Hendes øjne var runde og vilde og blev fyldt af månens lys da hun kiggede ud ad vinduet. »Hørte du det?« hviskede hun. Og så kunne jeg også høre det: en dæmpet, melankolsk tuden skar gennem natten. Ellas underlæbe skælvede da hun sagde: »Jeg er ikke bange for dem.« Jeg vendte mig om og lagde armen om skuldrene på hende. »Det lyder som om de er ret tæt på.« Jeg kiggede ud ad vinduet og bed mig i læben, min mave havde det ikke godt. Ellas skuldre dirrede under min arm. »Hvor tæt på?« hviskede hun. 27


Jeg lukkede øjnene. Jeg ville være en dårlig søster hvis jeg udnyttede Ellas enorme angst for Raes ulvehistorier til at slippe af sted ud i natten. Men jeg kunne ikke slippe tanken om Grants ansigt. Jeg kunne huske næsten hver en detalje i den måde hans bogstaver slyngede sig hen over papiret på. Kom i aften (please). Og lad Ella blive hjemme denne gang. – G »Meget tæt på, Ell. Sikkert et sted i nærheden af Lark Lake,« sagde jeg mens jeg strøg håret væk fra hende ansigt. En dyb strubelyd steg op fra marken for straks efter at forvandles til en skarp snerren. En række skingre hyl fulgte lige efter. Ella pressede hovedet mod min skulder. »Du har selv sagt at det bare er noget Rae har fundet på. Du har sagt at de ikke findes i virkeligheden, at det bare er nogle hunde ovre i Wellington County.« Hendes stemme knækkede over på ordet hunde. »Jeg ved godt at det bare er hunde, Claire.« Jeg kiggede ud ad de snavsede køkkenvinduer og så stænglerne svaje i vinden. Mellem Ambles dybe bonderødder groede historierne om ulve der snappede og snerrede, satte blodige potespor på jordvejene og overvågede os alle sammen med deres ædelstensfarvede øjne. Om at de var skyldige i den otteårige Sarah Dunnards forsvinden for kun en måned siden, selvom det aldrig rigtig var blevet bevist. Far og resten af politistyrken havde fundet blodstænk fra hende på roden af majsplanterne omkring huset hvor hun boede, men de havde ikke fundet hendes lig. Der var ingen der rigtig havde lyst til at tro på den slags 28


historier, til at indrømme at ulvene måske virkelig fandtes. Alligevel brugte udslidte forældre i Amble ulvene som trussel hvis man ikke spiste sine ærter op til aftensmaden – måske holder ulvene øje med dig, så du må hellere spise dem. Rae var den eneste der virkelig troede på ulvene. Hun holdt lange foredrag om hvor farligt det var at bage kirsebærtærte til kirkebasaren og om risikoen ved at gå alene forbi Lark Lake. Hun var den eneste indtil Ella begyndte at lytte til hende. »Det er bare hunde, Claire,« gentog Ella, og hendes stemme dirrede da hun sagde mit navn. Jeg mærkede min hals blive rød mens frustrationen bredte sig til mine kinder. Uret på mikrobølgeovnen viste 23.15. Jeg var et kvarter for sent på den til min femtenårsfødselsdag. Jeg rystede Ella af mig og greb hende om skuldrene. »Det er rigtigt hvad Rae siger. Det er ulve. Jeg så en ude i marken forleden dag.« Jeg tænkte på det glimt af pels jeg havde set skjult mellem stænglerne. Det havde lignet en misformet skygge så meget at det lige så godt kunne have været det. Ella spærrede øjnene op, og hendes læber begyndte igen at bæve. »Du må ikke gå.« 23.16 sagde uret. Minutterne mellem Grant og mig tikkede langsomt af sted. Jeg fjernede mig fra Ella for at kigge i knivskuffen. Tog en lille kniv og stak den i baglommen. Så skubbede jeg døren op før jeg kunne nå at skifte mening. »Hør her, Ell. Jeg har en kniv. Jeg skal nok klare mig. Hvis jeg ikke er kommet hjem igen om et par timer, kan du begynde at blive bekymret. Men der sker ikke noget, Ell. Gå nu i seng igen.« Og så var der bare mig og blæsten der fik majsen til at kruse og bevæge sig omkring mig, og jeg løb, løb, løb.

29


* På det tidspunkt hvor jeg nåede frem til lysningen midt i majsmarken, havde jeg glemt alt om ulvene. Men jeg kunne ikke befri mig for en følelse af at Ella på en eller anden måde stadig holdt øje med mig. »Så kom du endelig!« råbte Rae og var ved at falde over en stængel der nægtede at blive liggende fastfrosset til jorden. »Ups.« Hun fnisede mens hun snublede over noget der var usynligt for mig. »Jeg er en lillebitte smule fuld.« Hun slog armene om mig i en beruset omfavnelse, hendes ånde var varm og kirsebæragtig mod min hals. Jeg puffede hende forsigtigt væk og studerede hendes ansigt. Hendes øjne der var præcis magen til Grants, var tomme og halvt lukkede. »Rae, hvor meget har du fået at drikke indtil nu?« »Bare en lil’ smul’.« Hun grinede og holdt en halvtømt flaske kirsebærvodka op foran mig. Så pressede hun flasken ind i min hånd så indholdet sprøjtede ud over isdækket under os. »Resten er til dig, Claire-bear.« Inden jeg nåede at sige tak, havde hun taget fat om min hånd og trukket mig hen mod et bål der knitrede midt i lysningen. Der var mennesker – mange mennesker. Mange flere end jeg overhovedet kendte, selvom det var meningen det skulle være min fest. Hvis man skulle dømme ud fra de ranglede fyre med skæg der havde samlet sig rundt om en balje med sprutflasker og et bord dækket af shotglas, og den flok piger fra afgangsklassen der købte deres pot af Rae, lignede det mere Raes afskedsfest end min fødselsdag. »Du skal hilse på Robbie,« sagde Rae sløret og trak mig hen mod en flok drenge. Men der var noget der føltes forkert i min mave da hun trak af sted med mig, og jeg satte hælene i 30


den fugtige jord. Rae vendte sig om, hun spærrede forbløffet øjnene op, og hendes mund stod vantro åben. »Hvad har du gang i, Claire?« Jeg rynkede panden. Hvad havde jeg gang i? Jeg havde altid stolet på Rae, jeg havde altid gjort hvad hun sagde. Hvorfor kunne jeg ikke bare blive ved med det? Jeg kiggede rundt på festen omkring mig. Grupper af piger som jeg knap nok kendte, sad i klynger omkring bålet med violette læber og røde næser. Et par stykker fra min egen årgang kredsede rundt om baljerne med øl på den anden side af lysningen, men kom aldrig tæt nok på til faktisk at tage en. Og Grant. Grant var der ikke. Jeg trak hånden fri af hendes arm. »Skal det her forestille at være min fødselsdag, Rae? Der er jo ikke engang nogen af mine venner der er her.« »Selvfølgelig er det din fødselsdag, Claire! Du kender alle dem der er med, lige bortset fra Robbies venner.« Jeg så mig omkring for hvis der skulle være noget jeg havde overset. »Nej, jeg gør ej.« Rae viftede med hånden i luften og sagde: »Vel gør du så! Du kender da Stacey derhenne, ikke? Vi hang ud sammen sidste sommer!« Jeg kiggede hen på Stacey der sad ved bålet sammen med to andre piger som jeg ikke kendte. Der var noget svagt bekendt ved hende. Og så kunne jeg huske det: Stacey havde været den første af Raes venner der fik kørekort, så Rae havde engang inviteret hende over for at få hende til at køre os i centeret. »Seriøst, Rae? Det gælder ikke.« Rae bed sig i læben og så hen på gruppen af drenge der var midt i en form for drukspil hvor der indgik mønter og shotglas. »Helt ærligt, Claire, det er din fest, okay? Det lover 31


jeg,« sagde hun uden at se tilbage på mig. »Kom nu og sig hej til Robbie, vil du ikke nok?« Men jeg fulgte stadig ikke med. Noget tykt og koldt havde sat sig fast i min mave og tyngede mig nedad mod sneen. »Hvor er Grant?« spurgte jeg. Rae vendte hovedet med et ryk og kneb øjnene sammen til hårde sprækker. Men inden jeg næsten nåede at registrere det, var de smeltet tilbage til deres sædvanlige lyse grønne farve, og hun slog armene om mig og gav mig et knus. »Åh, Claire, jeg er virkelig ked af det, men Grant kunne ikke komme. Han sagde det var for koldt.« Hun trak hovedet lidt tilbage og kyssede mig på kinden. »Han sagde det ville være dårligt for hans astma.« Det kolde i min mave skvulpede voldsomt, og jeg vaklede baglæns bare et kort øjeblik. Rae betragtede mig stadig med munden presset sammen til en tynd streg. Så greb hun min hånd og trak i mig. »Kom nu. Lad os finde Robbie.« Men denne gang lød hun skarpere end hun havde gjort før. Denne gang lod jeg hende hive mig med. Hun trak mig med hen til drengene der var begyndt at kyle mønter efter en omstrejfende vaskebjørn i stedet for at sigte efter shotglassene. En fyr med en næse der var for stor til hans ansigt, grinede hysterisk da vaskebjørnen hvæsende fór ind mellem stænglerne. »Hej, Robbie,« kvidrede Rae samtidig med at drengene igen kom i tanke om sprutten på bordet. »Du skal hilse på Claire.« Hun klappede mig på hovedet som om jeg havde været hendes elskede kludedukke. En fyr vendte sig om mod mig, håret lå klistret ind til hans hoved med hvad der så ud til at være en uges forbrug af voks og billig hårgelé. Han smilede, men kun den ene 32


mundvig bevægede sig. »Hej, Claire. Hyggeligt omsider at møde dig.« Jeg prøvede at lade være med skære ansigt mens han talte, men kombinationen af en eller anden form for stærk sprut og mentolcigaretter i hans ånde var lige ved at få mig til at kaste op. Jeg formede læberne i et smil og sagde: »Hyggeligt at møde dig.« Robbie greb fat i Rae og lagde armen om skulderen på hende så hans hånd hang faretruende tæt på hendes bryst, og så kyssede han hende på siden af halsen. Hun fnisede og hylede op og lod som om hun ikke kunne lide det. Så vendte Robbie sig igen om mod mig. »Hey, tak fordi du lod Rae holde den her fest for dig. Hun kunne ikke lide at tage af sted uden først at fejre din fødselsdag.« Hans mund fortrak sig igen i et halvt smil, og jeg tænkte på om den anden side af hans ansigt bare ikke fungerede. I det samme var der noget der rørte på sig allerbagest i min hjerne, en tanke som jeg ikke rigtig kunne få fat på. Den var ubehagelig, stikkende, og jeg vidste at den ikke ville føles rar når jeg til sidst fik fanget den. »Hey, skal du ikke have noget at drikke?« udbrød Rae og pegede på den flaske kirsebærvodka jeg stadig stod med i hånden. »Tag en fødselsdagstår. For min skyld, ikke?« Jeg så på Robbie der så på mig mens jeg satte flasken for munden og tog en lille slurk. Den brændte hele vejen ned gennem halsen, skarp og krydret som et kirsebærhostebolsje. Men i stedet for at fylde mig med varme fik den mig til at føle mig kold. »Hvordan er du overhovedet sluppet væk hjemmefra når din mor har givet dig stuearrest?« spurgte jeg Rae og rakte hende flasken. 33


Rae rullede med øjnene og pustede dramatisk ud. »Helt ærligt. Min mors opfattelse af ‘stuearrest’ går ud på at hun tager min kuffert.« Hun lo, og Robbie lo med som om han af en eller anden grund også fandt det hylende grinagtigt. »Men det er derfor affaldssækken er opfundet, ikke også, skat? For at man kan putte ting i den.« Hun strakte sig op på tå for at kysse Robbie, og han greb hende om nakken og smækkede sin mund mod hendes. Jeg tog vodkaflasken ud af hånden på hende og satte den for munden. Set igennem flasken lignede Raes og Robbies ansigter et abstrakt maleri, pletter af hud og totter af hår rodet rundt imellem hinanden. Jeg gik lidt hen mod kanten af lysningen, stadig med flasken mod læberne. Far havde engang fortalt Ella og mig at Amble havde de tætteste majsmarker i hele Ohio. Han sagde at de var så tætte at man kunne blive væk i dem, selv midt om vinteren. Da jeg så hen over toppene af de gustne planter der kæmpede for livet i den strenge vinter, mærkede jeg det igen: den kildrende følelse af at blive holdt øje med. Jagtet. Jeg tog endnu en slurk og endnu et skridt, ventede. Hvis alle de historier som Rae havde fortalt om ulvene, var sande – at de kunne lugte læbepomade med kirsebærduft på flere kilometers afstand – så ville de komme. Hvis de virkelig fandtes, ville de komme nu. Mit ansigt var rødt, jeg kunne mærke det, og vodkaen skvulpede i min mave da jeg tog Ellas strikkede fugl med perleøjet op af lommen. Jeg holdt det fine garn i håndfladen som et tilbud om fred. Og så tippede jeg flasken så det sidste af vodkaen løb ned i sneen. »Hey! Hvorfor spilder du god sprut på den måde?« råbte en 34


eller anden bag ved mig. Jeg vendte mig ikke engang om; jeg blev bare ved med at hælde mens søerne i sneen begyndte at danne mønstre. »Hey,« sagde stemmen igen hen over min skulder. Han lukkede fingrene om mit håndled og hev flasken ud af hånden på mig. »Hvis du absolut skal lege med vandpytter, kan jeg pisse i sneen for dig.« Jeg drejede hovedet og så på ham. Han tårnede sig op over mig, jeg nåede ham kun til skulderen på den uldne jakke. Og ligesom med næsten alle de andre der var her, havde jeg ingen anelse om hvem han var. Han så ned på mig med blodskudte øjne, og grinet forsvandt langsomt fra hans ansigt. »Halløjsa. Du er politichefens unge, er du ikke? Mike Grahams datter?« Han rakte hænderne op. »Hey. Det er altså første gang jeg har drukket. Nogensinde.« »Det er jeg da ligeglad med,« sagde jeg og rullede med øjnene. Jeg viftede med den tomme vodkaflaske for at understrege mine ord. Hele fyrens krop slappede af, og han hev en ramponeret lommelærke op af lommen. »Pyha. Men nu hvor jeg ved at du er cool med det, er der noget jeg altid gerne har villet vide.« Han tog en tår af sin lommelærke og hostede. »Fortæller din far dig inside-ting om de store sager. Kender du alle de seje detaljer der ikke står i Observer?« Jeg snøftede. »Du har vist glemt hvor vi bor henne. Der er ikke nogen store sager herude hvor kragerne vender i Ohio.« »Det passer ikke. Sarah Dunnard. Det har da været en ret stor ting.« Han så ned på mig. »Ved du noget om hende?« Jeg trak på skuldrene. Sandheden var at der gik alle mulige rygter i Amble om Sarah Dunnards forsvinden, men at far ikke havde fortalt noget som helst – heller ikke selvom det 35


var ham der havde opdaget blodstænkene på majsplanterne. Faktisk havde han opført sig temmelig underligt siden sagen startede. Han var begyndt at bruge sine aftener på at vandre frem og tilbage foran køkkenvinduerne og kigge ud i baghaven. Og på et tidspunkt havde jeg set ham sidde og røre rundt og rundt i sin kaffe mens han stirrede på tapetet i køkkenet, helt væk i sine egne tanker. Hvad han tænkte på, havde jeg ingen anelse om. Han ville ikke fortælle os noget. »De har ikke fundet hende endnu,« sagde jeg. »Det er alt hvad jeg ved.« Hans ansigt fortrak sig som om mine ord havde ramt ham. »Det gør de sikkert heller aldrig,« sagde han. Hans øjne gled hen over stænglerne der strakte sig ud foran os. »Tror du der er ulve derude?« spurgte jeg og nikkede ud over marken. »Inde i majsen.« Fyren blev ved med at stirre ud over majsmarken, og hans øjne blev smalle, som om han bare skulle se godt nok efter, så ville der være en ulv der vinkede til ham. Han kradsede sig i de dun på hagen der desperat kæmpede for at blive til et skæg, og sagde: »Næh.« Jeg nikkede og lagde hovedet tilbage for at se op på ham. Han ansigt var dækket af lys som om små ildfluer var fanget i hans næsten-skæg. Og lyspletterne på himlen flaksede omkring ham, dansede til den dunkende rytme i mit hoved, Jeg tumlede baglæns, men han nåede at gribe fat i mit ærme inden jeg faldt. »Halløjsa. Det ser ud til at du har fået nok at drikke i aften.« Han lo og klappede mig hårdt på skulderen. Jeg sukkede, så ned på den sjappede sne under mine støvler. Pludselig befandt hans finger sig under min hage, og jeg tror han sagde noget i retning af: »Er der nogen der har tisset på din sukkermad?« 36


Jeg lukkede øjnene mens jeg løftede ansigtet, for at stjernerne ikke igen skulle begynde at flakse rundt bag hovedet på ham. Og i samme øjeblik løb der et chok igennem min hjerne. Den tanke jeg ikke havde kunnet få fat på, kom bragende tilbage i fokus og brød i brand. Og pludselig vidste jeg det. Jeg spilede øjnene op på vid gab. »Min bedste veninde havde brug for en fest, så hun kunne stikke af. Og hun kunne ikke vente til jul.« Jeg trådte et skridt tilbage så hans svedige finger ikke længere befandt sig under min hage. »Hun havde brug for min fødselsdag. Så hun holdt en fest for mig ... for sig selv.« »Det er da ikke så dårligt,« sagde den næsten-skæggede fyr og tog en slurk af sin lommelærke. »Hun holdt da i det mindste en fest for dig.« Jeg skævede ud over majsmarken og bed den tørre hud af mine læber. Et øjeblik troede jeg at jeg hørte mit navn i vinden, eller måske var det bare tanken om mit navn. »Hun sagde at ulvene er derude og holder øje med os. At de godt kan lide ting med kirsebærsmag og ting der er violblå. Men det er løgn. Det hele er løgn.« Jeg holdt Ellas fugl frem mod ham. »Den er violblå. Og det dér smager af kirsebær.« Jeg pegede på flasken. »Der er ikke nogen ulve.« Han trak på skuldrene og tog en slurk til. Han må være blevet træt af mig, eller også var det gået op for ham at jeg ikke ville snave med ham lige meget hvor fuld jeg var, for han begyndte igen at klø sig i skægget som om han tænkte på noget. Og så gik han bare mens han svingede hånden med lommelærken frem og tilbage. Jeg var ved at vende mig om mod bålet da jeg igen hørte en hvisken i vinden: Claire. Claire. 37


Claire. En lille stump af mit hjerte bad til at det var Grant. Jeg vendte mig langsomt om mod de skælvende stængler og ventede, håbede. Claire. Ude i mørket knækkede og knagede det i de tørre blade. Og en lille skikkelse klædt i vatteret skijakke og en ulden hue med ører trådte ind i lysningen. Ella var kommet, sådan som det hele tiden havde været hendes plan.

38

Hannah ULVEN I HJERTET Læseprøve  
Hannah ULVEN I HJERTET Læseprøve