Page 1


Anne Sofie Anne Sofie Hammer Hammer

Mig og Dylan Walker MIG OG

DYLAN WALKER – Eller historien om, hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår

HØST & SØN Ho/ st & So/ n


Mig og Dylan Walker – eller historien om hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår © Anne Sofie Hammer og Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 Vignetter: © Niels Roland Omslagsdesign: Alette Bertelsen/aletteb.dk Bogen er sat med Veljovic hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4293-8 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Annesofiehammer.dk

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


1 . DEL:

BESLUTNINGEN

5


6


BUSTUR Når jeg tænker over det nu, kan jeg se, at den dag hvor jeg mødte Louise i bussen, var med til at sætte det hele i gang. Måske ikke ligefrem »Der hvor det hele startede«, for der var også andre ting. Men alligevel har jeg en fornemmelse af, at den bustur på en eller anden måde blev afgørende for, at jeg tog en af de mest sindssyge beslutninger, jeg nogen sinde har taget i mit liv. Det vidste jeg selvfølgelig ikke under selve busturen. Dengang tænkte jeg bare pinligt, pinligt, pinligt, og da jeg endelig stod af, var jeg bare glad for, at det var overstået. Hvis jeg havde vidst, hvad der skulle komme ud af den oplevelse, havde jeg nok ventet en lille smule med at ånde lettet op. Louise er ellers en af de sødeste piger i min klasse. Hun er ikke helt så selvfed som Mathilde og Sara, som alle af en eller anden grund er enige om, er de mest fantastiske piger, der har betrådt denne jord. De er kloge og smukke og populære, og der er et eller andet ved dem som gør, at de bare ikke kan gøre noget forkert. Måske fordi det altid ændrer sig til at være rigtigt, i samme øjeblik det er dem, der gør det. Sammenlignet med dem er sådan nogen som Louise og Alma lidt mere almindelige. I de små klasser legede jeg tit med Louise i weekenden, fordi hendes familie i en periode boede skråt over 7


for os. Jeg tænkte på hende som en af mine gode venner. Og selvom det selvfølgelig er ved at være nogle år siden, er det da trods alt noget, der er sket i det her liv, på den her planet. Sådan føltes det bare ikke, da jeg sad i den bus på vej til arbejde den eftermiddag. Da kunne det lige så godt være noget, der var sket for en helt anden dreng på en helt anden planet. Louise kunne for den sags skyld have været en frådende alien med otte skelende øjne og grønt slim drivende ned ad kinderne. – Hej, sagde hun, da hun fik øje på mig ved stoppestedet. – Hej, svarede jeg. Så kom bussen, og vi steg på. Jeg var først lidt i tvivl, om jeg burde vente på hende eller ej, men så stod hun og rodede lidt for at finde sit rejsekort, så jeg mosede hurtigt ned ad midtergangen og fandt et ledigt sæde. Jeg satte mig og stirrede intenst ud ad vinduet, så hun ikke skulle føle, at hun var nødt til at følges med mig. Vi havde jo bare mødt hinanden helt tilfældigt, så vi behøvede sådan set ikke sidde ved siden af hinanden. Men Louise var åbenbart af en lidt anden opfattelse. – Hvor skal du hen? spurgte hun og slog sig ned ved siden af mig. Hun duftede af frisk luft og lidt af hårshampoo eller sådan noget. – På arbejde, svarede jeg. Hun nikkede. – Jeg skal til klaver. Jeg nikkede også. Så sad vi lidt der og nikkede til hinanden. 8


Da vi var færdige med at nikke, sad vi bare og kiggede. Temmelig akavet. Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde på noget mere at sige til hende, men uden held. Det var ikke engang sådan, at jeg fik nogle idéer, som jeg kasserede, fordi de var for platte. Så havde jeg i det mindste haft et eller andet at arbejde med. Og hellere en plat bemærkning end fuldstændig pinlig tavshed. Men jeg var totalt blank. Min hjerne var tom. Sådan tilbragte vi resten af busturen. Selv længe efter at jeg var stået af bussen og langt ind i arbejdstiden, blev min hjerne ved med at forsøge at udtænke små replikker. Men ikke engang dér kunne jeg finde på noget, der ville have forkortet tavsheden med mere end højst et par sekunder: Louise: Jeg skal til klaver. Malthe: Det må være dejligt at kunne spille klaver. Louise: Ja, det er det. (Pinlig tavshed) Louise: Jeg skal til klaver. Malthe: Er det på Vesterbro? Louise: Ja, det er det. (Pinlig tavshed) Louise: Jeg skal til klaver. Malthe: Jeg fik i øvrigt boller i karry til aftensmad i går. Louise: Jeg fik pizza. (Pinlig tavshed!) 9


Og det var, mens jeg gik der i min mosters lille butik og pakkede kasser ud og puttede følgesedlerne i mapper, at det gik op for mig i al sin gru: Jeg vidste overhovedet ikke, hvad man snakker med en pige om! Jeg var ikke bare genert eller lidt kejtet – jeg var katastrofal! Jeg var fuldstændig på bar bund og havde ikke så meget som skyggen af en fornemmelse af, hvordan der så ud inde i pigers hoveder! Og umiddelbart var der heller ikke udsigt til, at jeg nogen sinde skulle få det at vide.

10


FEJLTAGELSEN Da jeg kom hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen, gik jeg direkte i seng. Jeg havde det elendigt. Sådan får man det, når det går op for en, at man har udsigt til at henslæbe sit liv i total ensomhed uden nogen sinde at prøve noget af alt det, som det hele tilsyneladende går ud på. Først tænkte jeg »fuck det hele« og kravlede ind under min dyne med alt tøjet på. Jeg var fast be­sluttet på at blive der, indtil verden enten var forsvundet eller havde ændret sig temmelig drastisk. Men efter cirka ti minutter var jeg så drivvåd af sved, at jeg måtte lave det om til »fuck noget af det« og løfte lidt op i dynen, så jeg kunne trække mit våde tøj af. Jeg stak også hovedet ud, for selvom jeg måske i virkeligheden havde mest lyst til at dø, så havde jeg ikke lyst til, at det skulle være ved kvælning. Sådan lå jeg i lang tid og bare stirrede op i loftet, mens tusmørket faldt på i mit værelse. Ved syvtiden kunne jeg høre hoveddøren gå og min mor råbe hej. Jeg svarede ikke. Kort efter bankede hun på og stak hovedet ind. – Hej Malthe, sagde hun, og jeg kunne allerede spore lidt bekymring i hendes stemme. – Hej, mumlede jeg uden at se over på hende. 11


– Er der noget galt? Hun kom hen til sengen og lagde en hånd på min pande. – Er du syg? Jeg trak på skuldrene. Hvad betød det, om man var syg eller ej, hvis ens liv alligevel var totalt meningsløst? Hun tændte skrivebordslampen og betragtede mig lidt. – Er der noget, du er ked af? spurgte hun så. Jeg rystede på hovedet. Jeg var ikke sådan rigtigt ked af det. Jeg ville bare ønske, jeg var død. Men det kunne jeg nok ikke forklare hende. I det samme kunne jeg høre min far råbe hej og lidt efter en masse skramlen ude fra køkkenet. Typisk min far straks at kaste sig over madlavningen. Min mor strøg mig lidt over håret. Så rejste hun sig og gik ud for at se, hvad min far havde gang i. Den næste dag blev jeg hjemme fra skole. Jeg havde brug for at tænke lidt over mit liv. Lede efter et lyspunkt eller forlige mig med tanken om et liv i ensomhed. Jeg sagde til min mor, at jeg havde ondt i maven. Og det var på en måde ikke helt løgn. Hun kunne selvfølgelig godt se på mig, at det heller ikke var helt sandt, men hun lod som ingenting. – Jeg håber, du er rask til i aften, sagde hun bare. – Folmer og Lise kommer, og din far har forberedt det helt store taffel. Folmer er min fars gamle studiekammerat. De boede på kollegium sammen, og allerede dengang fandt de ud af, at de begge to er helt vilde med mad. Lige siden har 12


de mødtes en tre-fire gange om året og forsøgt at imponere hinandens smagsløg med overdådige middage. Det plejer at være ret hyggeligt. Da min mor var gået, satte jeg mig i sofaen med min computer og spillede. Jeg er ikke nogen rigtig gamer, som Elliot og Gusser fra klassen er. De er sådan nogen, som sidder og spiller det meste af deres fritid, og som også tager til forskellige gamer nights, hvor de møder andre nørder og spiller mod dem. Men jeg har da et par yndlingsspil, som jeg godt kan lide at spille, når jeg keder mig eller trænger til at tænke på noget andet. Sådan havde jeg det nu. Jeg overvejede oven i købet, om jeg skulle blive ligesom Elliot og Gusser og bare flygte ind i en eller anden spilverden. For det kan godt være, at de er lige så usynlige for pigerne, som jeg er. Men det er, som om de heller ikke rigtigt interesserer sig for dem. De ville jo nok ikke sige nej, hvis Mathilde pludselig en dag spurgte, om de ville være kærester, men Elliot har engang sagt til mig, at han egentlig mest tænder på de der langbenede, storbarmede typer med stramt tøj og dødbringende våben. Sådan nogle møder man ikke mange af ude i den virkelige verden. Og den dag, Mathilde får lyst til at score Elliot, bliver »den dag helvede fryser til is«. Det er sådan noget, min pap-bedste plejer at sige, når hun vil slå fast, at et eller andet absolut aldrig nogen sinde kommer til at ske. Men nu var det mig, der måtte vænne mig til tanken om et liv, hvor den slags aldrig ville komme til at ske. Ikke at jeg drømte om at blive kæreste med Mathilde, 13


men jeg havde da haft et lille håb om, at jeg en eller anden dag måske ville være i stand til at få en kæreste. Til næste år skulle jeg på efterskole, og jeg havde nok forestillet mig, at det hele ville blive lidt lettere der. Latterlig tanke. Hvis jeg ikke engang kunne snakke fem minutter med klassens sødeste pige, som jeg oven i købet havde leget med engang, ville jeg da slet ikke være i stand til at snakke med en hel masse fremmede piger på en efterskole! Min 10. klasse ville blive som én lang bustur fyldt med piger fra tidlig morgen til sen aften – og uden et eneste ord at sige til dem! Hvis jeg troede, jeg havde oplevet pinlig tavshed, var det intet, absolut intet, imod hvad jeg ville komme til at opleve på efterskolen.

14


MIDDAG MED FOLMER Min far kom tidligt hjem den fredag eftermiddag og gik straks i gang i køkkenet. Han brasede og indkogte og smagte til, og han var i det hele taget i et formidabelt humør. Da jeg kom ud i køkkenet, havde han a­ llerede åbnet en flaske rødvin og stillet en skål chips frem og sin helt egen koriander/chili/hvidløgsdip. Han nikkede tilfreds, da han så, hvordan jeg kastede mig over den. Der er ikke noget, der kan gøre min far så glad, som hvis man grovæder hans mad, og jeg havde pludselig ikke helt så »ondt i maven« længere. Så kom min mor hjem og skyndte sig at gå i gang med at skifte tøj og lægge makeup. Folmers kone, Lise, er ret smuk og altid meget tjekket, så min mor opper sig virkelig, når de er på besøg. Der er ikke noget som lidt konkurrence. Middagen med Folmer og Lise den aften kom til at få stor betydning for den katastrofale drejning, mit liv kort efter tog. Men det vidste jeg selvfølgelig ikke på det tids­ punkt. For at man kan forstå, hvad det var der skete, er jeg først nødt til at fortælle lidt om Folmer og Lise. Ud over at han er min fars gamle studiekammerat og et værre madøre, er Folmer også enormt grim. Det er ikke noget, 15


jeg siger for at være ond, det er bare en kendsgerning. Han er godt nok ret høj, og det giver jo automatisk nogle pluspoint hos pigerne, men det er så også det eneste positive, der er at sige om hans udseende. Han har sådan et lidt firkantet hoved med en meget høj pande, som får ham til at ligne Frankensteins monster. Når man så tilfører en lidt for bred mund med dårlige tænder og et par meget tykke briller, har man sådan omtrent en af de grimmeste mænd, jeg nogen sinde har mødt. Men der, hvor det bliver interessant, er når man kaster et blik på hans kone, Lise. Hun er lille og slank med langt, lysebrunt hår. Jeg aner ikke, hvor gammel hun er, men hun er med garanti gammel nok til at være min mor. Alligevel har hun et ansigt som en fotomodel. Og når man så tænker på, at det er 15-20 år siden, at hun og Folmer mødte hinanden, må hun have været totalt lækker dengang. Det samme har næppe været tilfældet med ham – uanset hvor ung han var. Faktisk tvivler jeg på, at han overhovedet har været nuttet som baby. Der er altså tale om den vildeste overscoring fra hans side. Jeg har selvfølgelig vænnet mig både til hende og til ham, for jeg har jo kendt dem hele mit liv. Jeg kan godt se, at de ligner Skønheden og Udyret, men jeg havde aldrig sådan for alvor tænkt over det før den aften, da Folmer pludselig sagde noget, der fik mig til at spidse ører. Samtalen var ellers kommet lidt pinligt fra start, men det gør samtaler med de voksne jo sådan cirka 90% af gangene. – Nå, Malthe, sagde Folmer og betragtede mig, mens 16


jeg let stønnende og med udspilet maveskind lænede mig tilbage i stolen. – Har du nogen kæreste for tiden? Jeg rystede på hovedet. Ikke nogen kæreste. Jeg overvejede at forklare Folmer, hvor svært det er at få en kæreste, når man for det første er usynlig for pigerne, og for det andet ikke har begreb skabt om, hvad man skal sige til dem, hvis de endelig får øje på én. Men jeg var for mæt. Desuden var jeg alvorligt i tvivl om han ville forstå, hvad jeg sagde. Forbavsende mange voksne tror, at vi unge lever et glamourøst liv fuldt af fester og lækre babes ligesom de unge, man ser i tv-serierne. Intet kunne være mindre sandt. – Skal jeg give dig et godt råd? spurgte han og lænede sig ind over bordet. Jeg grinede lidt. Det var på den ene side absurd at forestille sig, at man kunne modtage gode råd om piger fra nogen, der var så grim. På den anden side måtte jeg jo indrømme, at han selv havde klaret sig temmelig godt. Faktisk en hel del bedre, end man kunne forvente af en mand med hans udgangspunkt. Så måske var han i virkeligheden lige præcis den rigtige til at sige, hvad sådan en som mig skulle gøre. – Ser du, fortsatte han uden at vente på svar. – Da jeg var på din alder – naaah, måske lidt ældre, men alligevel. Da jeg var ung, da havde jeg sådan lidt svært ved at komme i kontakt med damerne. Er det ikke rigtigt, Jesper? Han grinede over til min far, der nikkede og himlede med øjnene. Jeg havde heller ikke spor svært ved at forestille mig det. 17


– Og så sagde jeg til mig selv; du er sgu nødt til at finde på noget, Folmer! Der var jo nogle fyre, der scorede på at skrive digte eller spille musik, men den slags var jeg ikke så god til. Og ved du, hvad jeg så gjorde? Så begyndte jeg at gå til TANGO, du. Og dét var noget, der virkede! Han løftede armene i dansepositur og svingede med højtidelig mine en virtuel dame en tur ind over spisebordet. Jeg grinede igen. Tog han pis på mig? Men nej, det lod ikke til det. – Der er ikke særlig mange mænd på sådan et tangohold, og dem der er, er næsten alle sammen bøsser, så da jeg først begyndte at blive god til det, havde jeg næsten frit valg mellem alle de damer, jeg kunne nå at svinge omkring. Det er sgu rigtigt. Jeg tog til stævner og alt muligt, og til sidst valgte jeg den allersmukkeste af dem alle sammen, og så DANSEDE jeg simpelthen bukserne af hende! Han så betydningsfuldt på mig. – Folmer! sagde min mor irettesættende. Hun tror stadig lidt, at jeg er et uskyldigt barn, der ikke kan tåle den slags formuleringer. Hun skulle bare kende indersiden af mit hoved – eller høre mine venner snakke! Men Folmer var ligeglad. Han havde vist fået rigeligt af den gode rødvin. Så bliver de tit lidt mere afslappede, de voksne. – Er det rigtigt? spurgte jeg, og nu var jeg ved at være oprigtigt interesseret. Der var et eller andet i det, Fol18


mer sagde, som jeg fornemmede kunne gå hen og blive vigtigt for mig. – Ja, for hulen! Det var sådan, jeg mødte min dejlige kone. Og det er sgu også sådan, jeg sørger for at holde hende til, grinede han og løftede sit glas imod Lise. Hun smilede og skålede med ham. Så spurgte min mor, om der ikke var nogen, der havde lyst til kaffe. Men på det tidspunkt var mine tanker allerede danset i en helt anden retning.

19

Hammer MIG OG DYLAN WALKER (Læseprøve)  
Hammer MIG OG DYLAN WALKER (Læseprøve)