Page 1


102618_kaskelotternes sang_.indd 2

26/03/16 09:52


102618_kaskelotternes sang_.indd 3

26/03/16 09:52


JUB

I L Æ U M S U D G AV E Hø s t & S øn

102618_kaskelotternes sang_.indd 1

26/03/16 09:52


Indhold

102618_kaskelotternes sang_.indd 2

4

Tangøje

8

Kampen mod spækhuggerne

12

Leve i havet

19

Gylte

25

Angst

28

En lille hvid rund én

31

Farlig leg

35

Redningsaktionen

39

Blækspruttejagten

46

Mystiske lyde

52

Mod menneskene

58

Mod sydhavet

63

Menneskehajerne

26/03/16 09:52


70

Fælden

75

Den usynlige fjende

79

Byen under havet

84

Gamle Dick

89

Under stjernerne

92

Dødens dal

97

Giften

102 På rette vej 107 Krabbe 114

Havsnød

120 Kaskelotternes sang

TIL RUNE OG M AYA

102618_kaskelotternes sang_.indd 3

26/03/16 09:52


Tangøje Forårssolen fik isen til at smelte og drive sydpå. En flok kaskelothvaler dukkede op til overfladen for at sprøjte. En af dem sakkede lidt bagud og søgte hele tiden ned mod bunden, som om hun var nervøs. Hun skulle snart føde sin første unge. Hun ville helst have født i lidt varmere vand, men det kunne ikke lade sig gøre. De var nødt til at tage derhen, hvor der var blæksprutter, for det var dem, de levede af. Altid var de på vandring mod ukendte steder. Hun fulgte langsomt efter flokken, da den fortsatte vandringen mod nord. Hun lyttede hele tiden efter lyden af deres største fjende, menneskene og deres jerndyr. Ethvert tegn på, at de var i nærheden, fik øjeblikkeligt hvalerne til at ændre kurs.

102618_kaskelotternes sang_.indd 4

26/03/16 09:52


Lyset fik isen til at blinke, og vandet blev gult. Der var lyst helt ned til bunden, der var en ørken af rødt ler. Her var masser af søpindsvin og søanemoner. Hun standsede, fordi hun kunne mærke små slag af en halefinne, der bevægede sig inden i hende. Hun var urolig og havde på fornemmelsen, at de svømmede ind i et farligt hav. Kaskelot-føreren, en kæmpe, der var mere end tyve meter lang, svingede rundt og kom hen mod hende. »Sker der snart noget?« spurgte han. »Jeg tror, det er farligt, hvis vi fortsætter,« sagde hun. »Vi må hen, hvor der er mad,« sagde føreren. Han gled op til overfladen og stak hovedet frem mellem de grønne bakkelignende bølger, mens lysegrønne luftbobler myldrede rundt og rundt. »Hvis nu jerndyrene ligger på lur,« sagde hun stædigt. »Jeg ved, hvad jeg gør,« sagde føreren, »– skynd dig, vi sulter.« Han dykkede. Der var ikke noget at diskutere, for det var ham, der havde kommandoen. Han pustede velfornøjet. Måske havde han fået øje på en blæksprutte. Måske dykkede han bare for sjov. Hun hørte ham glide om bag et isbjerg og forsvinde i en dyb blå farve. Lyset blev stærkere, og helt oppe blev isen blændende hvid af sol. Hun blæste en dampsøjle skråt op i luften og hørte havfuglene skrige. Det var første gang, de var så nær ved kysten. Hun drejede sig lidt. Der var ingen jerndyr at høre, kun isbjergenes toppe, der sank og hævede sig.

5

102618_kaskelotternes sang_.indd 5

26/03/16 09:52


Hvalen mærkede en skarp smerte i kroppen og åbnede gabet for at tilkalde de andre. Men hun råbte ikke. Hun fik ikke tid. Vandet brusede, da hun løftede det brede hoved med et ryk. Hun pressede og pressede og mærkede klumpen skride inden i kroppen. Hele tiden lyttede hun. Da hun mærkede den flydende blæretang omkring sig, hviskede hun: »Tangøje, du skal hedde Tangøje.« Så smeltede farver og lyde sammen og blev til et brus fra det skummende vand, der blandede sig med stødet i kroppen, da ungen gled ud af hende som en varm klump. Hun følte, at en mægtig bølge gled op i hende for at fylde tomrummet ud efter ungen. Samtidigt blev hun let og slog med halen, fordi hun havde på fornemmelsen, at hun gled bort. Hun drejede hovedet for at se den nyfødte. Det var en han. Over fire meter lang var han, og kraftigt bygget. Han ville ikke få svært ved at følge med. Han vrikkede prøvende med halen. »Velkommen, Tangøje,« sagde hun. Hurtigt fik hun ham op til overfladen, så han kunne indsuge den første luft, men fornemmelsen af, at der var fare på færde, forlod hende ikke. Der var en fjende i nærheden. Hun hørte en taktfast lyd, højere og højere.

102618_kaskelotternes sang_.indd 6

26/03/16 09:52


102618_kaskelotternes sang_.indd 7

26/03/16 09:52


Kampen mod spækhuggerne Spækhuggerne var havets farligste rovdyr. Og nu var de ude efter den nyfødte Tangøje, fordi han kun havde sin mor til at beskytte sig. Moderen satte automatisk farten op, selv om det var håbløst at flygte. Ingen kan svømme fra spækhuggerne. Hun måtte standse og tage kampen op og samtidigt passe på den nyfødte. Hun brølede om hjælp og løftede halen som en trussel. Men det skræmte ikke spækhuggerne. De vidste, at hun var i knibe, at de andre hvaler var kommet for langt forud. Den første spækhugger åbnede gabet. Tænderne blinkede og fik moderen til at dreje rundt, som om hun ville lægge en usynlig ring omkring sin unge. Da den gik til angreb, slog hun ud med halen. Hun ramte ikke, og spækhuggeren slog et sving. Den drønede lige forbi hende, mens dens hvide underside smeltede sammen med isbjerget.

8

102618_kaskelotternes sang_.indd 8

26/03/16 09:52


Hun fik ungen til at lÌgge sig op ad isbjergets glatte side, mens hun vendte halen mod angriberne. Nu kunne hun bedre forsvare den. Heldigvis var der kun to spÌkhuggere. Men de var sikkert spejdere for en større flok, der var et sted i nÌrheden.

9

102618_kaskelotternes sang_.indd 9

26/03/16 09:52


Så gik de igen til angreb. Den ene drønede med fuld fart frem mod Tangøje, men moderen væltede sig til den ene side, så spækhuggeren ramlede ind i hende med et sjask. Hun brølede, da hun mærkede tænderne. Hun piskede i vandet og ramte spækhuggeren over ryggen, så den brækkede. Den anden spækhugger prøvede at nå frem til Tangøje, men hun kastede sig med hele sin vægt mod rovdyret og fangede den mod isbjerget. Det knagede, da isbjerget slog en revne. Spækhuggeren blev fuldstændigt mast, og vandet blev rødt. Først i dette øjeblik kom hjælpen. Kaskelot-føreren kom farende og for løs på den halvdøde spækhugger, der havde fået ryggen brækket. »Sådan skal det gøres!« råbte føreren, »hvor er ungen?« »Her,« stønnede moder-hvalen, »I var kommet for langt forud.« »Vi har travlt,« sagde føreren, »vi sulter.« Kaskelotterne svømmede nu rundt for at se den nyfødte fra alle vinkler. De udtrykte deres begejstring og svingede med halerne. »Videre,« sagde føreren, »vi har travlt.« »Han hedder Tangøje,« sagde moderen stolt. Hvalerne fortsatte i retning af det sted, hvor de skulle være hele sommeren. Hvis der altså var mad nok, for der blev stadig mindre og mindre mad i havet, alting var ikke, som det var engang, og spækhuggerne blev frækkere og dristigere.

10

102618_kaskelotternes sang_.indd 10

26/03/16 09:52


Over bølgerne brølede en snestorm, men det mærkede moderen ikke, da hun lod sig glide om på ryggen for at støtte sin unge. Hun kunne høre hans rolige hjerte slå. Han havde aldrig været i tvivl om, at hun nok skulle overvinde alle farer, selv om han selvfølgelig havde fået sig en slem forskrækkelse. Der var spidse tænder og blod i vandet. Han havde allerede fået en svag lugt af angst i næsehullet. Han slog med halen, som om han ville ryste en usynlig fjende af sig. »Så så,« sagde hans mor beroligende og begyndte at synge for ham. Han sukkede dybt og lyttede til luftboblerne, der steg opad. Han trykkede sig ind mod moderens krop og følte, at intet ondt kunne nå ham.

102618_kaskelotternes sang_.indd 11

26/03/16 09:52

Haller KASKELOTTERNES SANG (Læseprøve)  
Haller KASKELOTTERNES SANG (Læseprøve)