Page 1


2


Sommeren efter Lukas

1


2


Nanna GyldenkĂŚrne

Sommeren efter Lukas

forum

3


Sommeren efter Lukas © Nanna Gyldenkærne og Forum/rosinante¤co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen/Aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk Og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3654-8 Printed in Latvia, 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Lix: 16 (ml 7,9+8,4)

Af samme forfatter bl.a.: Lukas, min Lukas Karl og Karla. I kiosken Karl og Karla. Kærester

Forum er et forlag i rosinante¤co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

4


1

»Så er vi her.« Min far åbner selen. Jeg lader min være lukket. Pladsen under de høje træer er fuld af biler. De fleste er grå. De har kørt langt. Nu vælter det ud af dem med drenge og piger på alder med mig. Der er også nogle små unger og en hund. Men de kører igen om en time eller to. Det gør forældrene også. De skal bare lige bære bagagen ind. Og så skal de have en kop kaffe og et kram. Farvel, far. Farvel, mor. Hallo, fremtid. Det er dig, jeg har ventet på. Efter kaffen vil fædre og mødre sætte sig ind i de grå biler. Nu uden nogen på bagsædet. Kaffe og kage, frem og tilbage. På vej hjem vil de sidde og snakke om, hvor tomt det føles. Men jeg tør vædde med, at de glæder sig. Jeg kan se ni unge. Fem piger og fire drenge. Dem skal jeg være sammen med 24/7 indtil næste sommer. Hvis de ikke bliver smidt hjem in5


den, selvfølgelig. Og hvis jeg ikke bliver. Men det er ligesom ikke en mulighed. Nogle er så generte, at de er lige ved at dø. Andre har travlt med at se cool ud. De er sikkert endnu mere generte. Og så er der et par stykker, der stråler over hele femøren: Det er bare min største drøm, det her. Så må man jo håbe, de ikke bliver skuffede. En pige griner bredere end alle andre. En sikker vinder til årets miss Smiley. Hun er for glad til at være min type. Alt for glad. En tynd pige, som står lidt fra de andre, er til gengæld lige ved at tude. Piger, der tuder offentligt, kan jeg heller ikke klare. Tudetøsens mor slår begge arme om hende. I sidste sekund inden hun bryder sammen. Såååå, lille skat. Så, så, det skal nok gå. Så følger de efter faren. Han vakler af sted med en stor taske over hver skulder. Hans favn er fuld af sengetøj. Tudetøsen og mor klamrer sig til hinanden. De risikerer at gro sammen. Som et par siamesiske tvillinger. Sådan kan familier være så forskellige. Min far trommer med fingrene mod rattet. »Kom nu,« siger han. Jeg siger ikke noget.

6


Både Tudetøsen og miss Smiley forsvinder rundt om hjørnet. Så slipper jeg for at se mere på dem. Jeg tjekker dem, der er tilbage. Syv unge og fjorten voksne. Syv gange far og mor og barn. Eller jeg kan jo ikke vide, om det lige er en far og en mor, de har med. Der er så mange måder, de voksne kan lave kaos i familien på. Men to voksne har de i hvert fald alle sammen. Min mor skulle også have været her. Det er hun så ikke. Planen var ellers god nok. Jeg glædede mig faktisk. Og det skulle nok have fået mig til at ane uråd. Min mor har ikke nogen bil (og hvis hun havde haft, havde de for længst taget kortet). Derfor tilbød min far at køre mig op på skolen. Det var pænt af ham. Han bor trods alt helt ovre i Jylland. Han kom i går. Så skulle vi alle tre spise middag sammen. For at fejre at jeg er blevet stor nok til at flytte hjemmefra. Far og mor og Amalie. Sammen. Rundt om et bord. Det var første gang, siden min far flyttede. Og jeg glædede mig. Det tror jeg på en måde også, min mor gjorde. Så ved jeg ikke, hvad der 7


skete, men hun blev vel nervøs. Eller måske havde hun været nervøs længe. Det havde hun nok. Hun må i hvert fald have snydt med sin antabus. Ellers havde hun ikke været i stand til at hælde en flaske vin ned, inden min far kom. Først blev hun godt nok noget rød i hovedet. Jeg kunne se, at hun svedte og hev efter vejret. Men så var det, som om hun kom over det. Og så tænkte hun vel, at der ikke var nogen grund til ikke at drikke videre. Uanset hvad, så var hun godt stiv, da min far kom. Han gav mig et kram. Et rigtigt far-kram. Så ville hun også være med. Lave det til et familie-kram. Ligesom i gamle dage, sagde hun. Både min far og jeg vendte hovedet væk. For at undgå hendes ånde. To ansigter vendte sig væk fra hende. Ingen af os turde se på hinanden. Da det først var gået galt, kunne min mor lige så godt drikke videre. Det er sådan, hun tænker. Og da hun først var fuld, kunne hun lige så godt begynde at jamre over sit liv. Det er sådan, hun gør. Men lave mad, det ville hun. »Nu skal vi spise afskeds-middag med Amalie. Inden hun skal på efterskole. Vi skal have nogle ordentlige bøffer, skal vi.« 8


Afskeds-middag er et svært ord, når man ikke kan tale rent. Der er for mange konsonanter. Efterskole er heller ikke helt nemt. Bøffer kunne hun til gengæld udtale uden problemer. Desværre gik det ikke helt så godt med at stege dem. Men det tog hun ikke så tungt. En bøf kræver et godt glas rødvin. En sej og branket bøf kræver flere. Til sidst faldt hun om på sofaen. Så hjalp min far mig med at vaske op. Det var den middag. I morges kørte vi, mens hun sov. Vi talte ikke om det, min far og mig. Han så bare på mig. Spurgte uden ord. Og jeg rystede på hovedet. Jeg gad ikke have hende til at komme herop og stinke af sprut. Men det føles alligevel lidt tomt. »Hvad tænker du på?« spørger min far. Så siger jeg det, der lige falder mig ind. »På at du lod mig være alene. Med alt det. Du var voksen, så du kunne bare skride. Og det gjorde du.« Han rykker sig lidt på sædet. Kradser i en plet på rattet. Så rømmer han sig. »Det var svært for mig at blive ved med at elske din mor. Hun drak allerede dengang.« »Netop!« 9


»Amalie ...« siger han. Jeg orker det ikke. Han lyder alt for meget ligesom hende. Af sort samvittighed. Af du skal ikke tro, det kun er dig, der har haft det hårdt. Men det er for fanden da dem, der skal forestille at være de voksne. »Nå, okay.« Jeg trækker vejret dybt. »Det var i hvert fald godt, du kunne køre mig herop.« »Hvor længe har du egentlig tænkt dig at blive siddende?« Han er hurtig til at skifte emne. Det må man give ham. Jeg trækker på skuldrene. »Hør lige her. Jeg tæller til tre, og så åbner du døren. Eeen ...« Jeg sukker. »Far. Det dér virkede, da jeg var ti.« »Måske virker det stadigvæk,« siger han. »Giv det nu en chance.« »Okay. Så tæl,« siger jeg. »Eeen. Tooo. To en halv ...« Jeg kan ikke lade være med at grine. »Ej, hvor er du barnlig.« »Nu skal jeg nok gøre mig umage,« lover han. »Er du klar?« Jeg nikker. »Eeen. Tooo. Treee!« 10


Og det virker. Jeg griber fat om håndtaget og åbner døren. Jeg stikker en fod ud. To fødder. Retter mig op. Så slipper jeg mit greb i døren og tager det første skridt ud i det nye.

11


2

Den sidste grå bil drejer ud på vejen. Så står vi dér under træerne. Der er stille. Meget stille. Man kan høre, hvor langt der er til alting. Hvor alene vi er, selvom vi er mange. Vi står og ser efter de biler, der er forsvundet ud af syne. »Nå, skal vi SÅ se at få tændt nogle smøger?« Tavsheden er brudt. De fleste griner. Rygerne finder cigaretter frem. Tænder. Snakken går i gang omkring mig. Jeg står alene i mit eget lille bur af stilhed. Så begynder jeg at gå. »Hvor skal du hen?« En lærer er på vej ud efter os. Hønemor. Klar til at tage sig af alle sine nye kyllinger. Jeg svarer ikke. Ser bare på hende. Der er grå udvoksninger i det røde hår. Hun kunne godt have fået det farvet, inden skolen startede. Så får hun øje på den røgsky, der stiger op under træerne. »Halli-hallo! Kan I så se at få slukket. Og det skal være nu. Det er en ikkeryger-skole, det her.« 12


»Arj, gælder det også herude?« »Ja, det gælder også herude.« Lov og orden fra første sekund. Det er sikkert meget klogt. Og mig har hun glemt alt om. Jeg går videre hen mod husene. Bag mig siger læreren, at der skal tages gruppe-billede. Nogle piger begynder straks at hyle op. Kan vi ikke lige få tid til at gøre os i stand først? Jeg ligner jo en panda. Mit hår er totalt klasket! Jeg drejer om hjørnet. Stemmerne glider sammen i en summen. Der er ingen, der ser mig. Usynlig går jeg hen over pladsen mellem husene. Ovre ved kontoret kommer en lærer ud ad en dør. Han begynder at stille et kamera op. Hus 5. Det er min nye adresse. Hus 5, langt ude på landet. Jeg ville ikke være i stand til at finde stedet på et kort. Jeg skal bo på første sal. På et værelse med to senge, to skabe, to stole af rødt metal og et bord. Der var ingen, da min far og jeg kom op med mine ting. Men en eller anden havde efterladt et par store tasker midt på gulvet. Præcis midtpå. Ovenpå lå en bunke sengetøj. Min nye room-mate havde ikke grebet chancen for at vælge først. 13


Hun havde tværtimod gjort sig umage for ikke at vælge. Så kunne jeg heller ikke lide at gøre det. Jeg går ud fra, at der også vil være tomt nu. Og det er der. Hende den anden er vel ved at stille op til foto-session. Der er to vinduer. Det ene vender ud mod pladsen. Jeg gider ikke se, hvordan de skaber sig dernede. Uden for det andet er der marker. En flok køer står og tygger. Så giver en af dem sig til at skide. Den står helt kold og klatter i lange baner. Jeg ved ikke, om jeg kan vænne mig til at bo på landet. Jeg står lidt og glor. Det er svært at sætte sig på sengen, når jeg ikke ved, hvad for én, der skal være min. Til sidst sætter jeg mig på en af de røde stole. Det føles mindre privat. Så rejser jeg mig igen og går ud på toilettet. Vinduet står åbent. Jeg kan høre dem nede i gården. Ih, hvor har vi det altså sjovt. Men der er også anden lyd. Den kommer inde fra båsen ved siden af. Jeg lytter. Det er en pige, der tuder. Hun prøver at dæmpe lyden, men der er ikke noget at tage fejl af. Så er vi altså to, der ikke kommer 14


med på det gruppe-billede. Jeg kniber strålen over og skynder mig ud. Jeg skal ikke rodes ind i noget. Tilbage til stolen og den skidende ko. Koen er blevet færdig, mens jeg var væk. Stolen står, hvor jeg forlod den. Jeg sætter mig og glor på de to tasker, der står på gulvet ved siden af mine egne. Så går døren op. Ind kommer Tudetøsen i egen høje person. Så var det altså hende, jeg hørte. Og nu kan jeg også godt se, der er noget bekendt ved taskerne. Det var dem, hendes far var ved at gå i knæ under. »Nå, men hej.« Kunne jeg være hoppet i havnen, havde jeg gjort det. »Hej,« snøfter hun. Det her kan jeg ikke. Men jeg kan heller ikke bare rejse mig op og gå. »Hvad for en seng vil du have?« spørger jeg. »Det er lige meget.« »Jamen, hvad for en vil du helst have? Sig det nu bare.« Hun ryster på hovedet. »Kom nu,« lokker jeg. »Okay, så den dér.« Hun peger på den, jeg 15


gerne selv ville have haft. Så tager hun en af sine tasker. Stiller den på dynen. Sådan en egoist. Når hun fik lov til at vælge først, kunne hun godt have taget den dårligste. Det havde bare været almindelig høflighed. Jeg stiller mine egne ting på den anden seng. Så går jeg hen mod døren. »Går du? Skal du ikke pakke ud?« spørger hun. »Senere,« siger jeg. »Jeg skal ned og ryge.« Hendes øjne bliver store. »Jamen, der er jo ryge-forbud.« Det ved jeg godt. Og jeg ved også, at jeg aldrig ville drømme om at tænde en smøg. Men det fik hende i det mindste til at holde op med at tude.

16

Nanna Gyldenkærne - Sommeren efter Lukas - (Læseprøve)  
Nanna Gyldenkærne - Sommeren efter Lukas - (Læseprøve)  

Amalie starter på efterskole. Hun er rejst fra kaos derhjemme. Prøver at glemme både sin mor og Lukas. Hun kommer til at dele værelse med T...