Page 1


Paper T own s Hi s t o r i en o m M a r g o & Q


Af samme forfatter: GĂĽden om Alaska En flĂŚnge i himlen Endnu en Katherine


MORGEN

Med en bærepose i hver hånd stoppede jeg et øjeblik uden for bilen og så på hende. »Det var ellers noget af en nat,« sagde jeg til sidst. »Kom her,« sagde hun, og jeg trådte et skridt frem. Hun gav mig et kram, og bæreposerne gjorde det svært at kramme tilbage, men hvis jeg lod dem falde, risikerede jeg at vække nogen. Jeg kunne mærke, at hun stod på tå, og hendes mund var helt tæt ved mit øre, og hun sagde meget tydeligt: »Jeg. Kommer. Til. At. Savne. At. Hænge. Ud. Med. Dig.« »Det behøver du ikke,« svarede jeg højt. Jeg forsøgte at skjule min skuffelse. »Hvis du ikke kan lide dem længere,« sagde jeg, »så kan du bare være sammen med mig. Mine venner er faktisk helt okay.« Hendes læber var så tæt på, at jeg kunne mærke hende smile. »Jeg er bange for, at det ikke kan lade sig gøre,« hviskede hun. Så gav hun slip, men blev ved med at se på mig, mens hun gik baglæns, skridt for skridt. Til sidst hævede hun øjenbrynene og smilede, og jeg troede på hendes smil. Jeg så hende klatre op i et træ og så hæve sig op på taget uden for sit værelse på første sal. Hun lirkede vinduet op og kravlede ind. Jeg gik ind ad vores ulåste hoveddør, listede mig igennem køkkenet ind på mit værelse, trak mine jeans af, smed dem


ind i et hjørne bagest i skabet ved siden af vinduet med insekt­nettet, downloadede billedet af Jase og gik i seng med hovedet fuldt af alle de ting, jeg skulle sige til hende henne i skolen.


John Green

PA PER TOW N S Historien om Margo & Q

På dansk ved Nanna Gyldenkærne

Høst & Søn

5


Paper Towns. Historien om Margo & Q er oversat fra engelsk af Nanna Gyldenkærne efter Paper Towns Copyright © 2008 by Dutton Children’s Books A Division of Penguin Young Readers Group US, Published by agreement with Ia Atterholm Agency Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Christa Moffitt, Christabella Designs Dansk versionering; Jette Aagaard Enghusen Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-3721-7 Printed in Finland 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Uddragene af Walt Whitmans Leaves of Grass er hovedsagelig gengivet efter Frederik Schybergs oversættelse (Digte, Gyldendal 1933). Digtene i Leaves of Grass voksede og ændrede sig imidlertid gennem Walt Whitmans levetid, og nogle enkelte passager er derfor oversat specielt til denne bog.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

6


Til Julie Strauss-Gabel, uden hvem intet af dette ville vĂŚre blevet virkelighed

7


And after, when we went outside to look at her finished lantern from the road, I said I liked the way her light shone through the face that flickered in the dark. – »Jack O’Lantern,« Katrina Vandenberg i Atlas

People say friends don’t destroy one another What do they know about friends? – »Game Shows Touch Our Lives,« The Mountain Goats

8


P A P ER T OWNS

9


10


PRO LOG

Som jeg ser det, er der et mirakel til os alle sammen. Jeg vil for eksempel nok aldrig blive ramt af lynet eller vinde Nobelprisen eller blive diktator for en lille nation på en Stillehavsø eller få dødelig cancer i øret eller blive udsat for selvantændelse. Men hvis man ser på alle usandsynlige hændelser under ét, vil hver af os sikkert blive udsat for mindst én af dem. Jeg kunne have oplevet, at det regnede med frøer. Jeg kunne have sat min fod på Mars. Jeg kunne være blevet slugt af en hval. Jeg kunne være blevet gift med dronningen af England eller have overlevet på havet i månedsvis. Men mit mirakel var anderledes. Mit mirakel var det her: Ud af alle huse på alle grunde i hele Florida endte jeg med at bo i det ved siden af Margo Roth Spiegelman. Vores område, Jefferson Park, blev engang brugt til flådebase. Men så havde flåden ikke længere brug for det, og området blev overdraget til borgerne i Orlando, Florida, som besluttede sig for at lave en stor udstykning, fordi det er det, man gør med jord i Florida. Mine forældre og Margos forældre endte med at flytte ind ved siden af hinanden, da de første huse blev bygget. Margo og jeg var to år. Inden Jefferson Park blev til parcelhusidyl, og inden flådebasen blev bygget, tilhørte stedet faktisk en Jefferson, nemlig 11


Dr. Jefferson Jefferson. En af skolerne i Orlando er opkaldt efter Dr. Jefferson Jefferson, det samme gælder en stor velgørende organisation, men det fascinerende og utrolige-mensande ved Dr. Jefferson Jefferson er, at han overhovedet ikke var doktor. Han var bare en appelsinjuicesælger ved navn Jefferson Jefferson. Da han blev rig og magtfuld, gik han til retten, tog »Jefferson« som mellemnavn og ændrede sit fornavn til »Dr.« Stort D. Lille r. Punktum. Margo og jeg blev ni. Vores forældre var venner, så somme tider legede vi med hinanden, cyklede forbi de lukkede veje ind til selve Jefferson Park, der lå som centrum i et hjul af udstykninger. Jeg blev altid meget nervøs, når jeg fik at vide, at Margo skulle komme, for hun var det mest fantastisk vidunderlige væsen på Guds grønne jord. Den morgen, det drejer sig om, havde hun hvide shorts på og en pink T-shirt med en grøn drage, der blæste orange glimmerild ud af munden. Det er svært at beskrive, hvor helt vildt flot jeg syntes, den T-shirt var. Margo stod som altid op på cyklen med albuerne låst, mens hun lænede sig frem over styret, og de lilla sneakers dannede en cirkelformet tåge. Det var en dampende hed dag i marts. Himlen var klar, men luften smagte syrligt, som om der måske var en storm på vej. På det tidspunkt bildte jeg mig ind, at jeg var opfinder, og da vi havde låst cyklerne og begyndte at gå det korte stykke hen over parken til legepladsen, fortalte jeg Margo om en idé, jeg havde fået til en opfindelse, jeg kaldte en ringolator. En ringolator var en kæmpestor kanon, der kunne sende store, farvede klippestykker af sted i et meget lavt kredsløb, så Jorden 12


kunne få en ring, ligesom Saturn havde. (Jeg synes stadigvæk, det ville være en god idé, men det har vist sig, at det er ret kompliceret at bygge en kanon, der kan sende klippestykker af sted i et lavt kredsløb.) Jeg havde været i parken så mange gange før, at jeg havde et kort over den inde i hovedet, og vi havde kun gået nogle få skridt, før jeg fik en følelse af, at verden var i uorden, selv om jeg ikke lige straks kunne finde ud af, hvad der var anderledes. »Quentin,« sagde Margo roligt, dæmpet. Hun pegede. Og så blev jeg klar over, hvad der var anderledes. Der stod et egetræ foran os. Tykt og knortet og gammelt at se på. Det var der ikke noget nyt ved. Legepladsen lå til højre for os. Der var der heller ikke noget nyt ved. Men en mand i grå habit lå sammensunket op ad egetræets stamme. Uden at bevæge sig. Det var nyt. Han var omgivet af blod; et halvvejs udtørret springvand af blod silede ud af munden på ham. ­Munden stod åben på en måde, som munde generelt ikke skal stå åbne på. Nogle fluer havde slået sig ned på hans blege pande. »Han er død,« sagde Margo, som om jeg ikke selv kunne se det. Jeg trådte to små skridt baglæns. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg lavede en pludselig bevægelse, ville han måske vågne og gå til angreb på mig. Måske var han en zombie. Jeg vidste godt, at der ikke fandtes zombier, men han lignede i den grad en potentiel zombie. Samtidig med at jeg trådte de to skridt tilbage, tog Margo to lige så små og lydløse skridt fremad. »Hans øjne er åbne,« sagde hun. 13


»Ladosseatkommevæk,« sagde jeg. »Jeg troede, man lukkede øjnene, når man døde,« sagde hun. »Margovigårhjemogsigerdet.« Hun tog endnu et skridt frem. Nu var hun så tæt på, at hun kunne række ud og røre ved hans fod. »Hvad tror du, der er sket med ham?« spurgte hun. »Måske har han taget stoffer eller sådan noget.« Jeg havde ikke lyst til at lade Margo være alene med den døde mand, som måske var en angrebslysten zombie, men jeg havde heller ikke lyst til at blive stående og snakke om omstændighederne ved hans død. Jeg samlede alt mit mod og trådte frem og greb fat i hendes hånd. »Margovigårnu!« »Okay,« sagde hun. Vi løb hen til vores cykler, og det kildede i maven på mig af noget, der føltes præcis ligesom spænding, men ikke var det. Vi sprang på cyklerne, og jeg lod hende køre forrest, fordi jeg græd og ikke ville have, at hun skulle se det. Jeg kunne se blod på sålerne af hendes lilla sneakers. Hans blod. Den døde mands blod. Og så var vi hjemme i vores enfamiliehuse igen. Mine forældre ringede 911, og jeg kunne høre sirenerne i det fjerne, og jeg spurgte, om jeg godt måtte se ambulancen, men min mor sagde nej. Så tog jeg en lur. Begge mine forældre er terapeuter, hvilket betyder, at jeg er virkelig veltilpasset. Så da jeg vågnede, havde jeg en lang samtale med min mor om livets kredsløb, og om hvordan døden er en del af livet, men ikke en del af livet, jeg behøvede spekulere så meget over i en alder af ni, og så havde jeg det meget bedre. Det har faktisk aldrig bekymret mig noget videre. Hvilket siger en hel del, for jeg er ret god til at bekymre mig. Sagen er: Jeg fandt en død mand. Lille, nuttede niårige mig og min endnu mindre og endnu mere nuttede legekammerat 14


fandt en mand med blodet strømmende ud af munden, og noget af hans blod sad på hende små, nuttede sneakers, da vi cyklede hjemad. Det er meget dramatisk og alt muligt, men hvad så? Jeg kendte ikke manden. Folk, jeg ikke kender, dør fucking hele tiden. Hvis jeg skulle få et nervøst sammenbrud, hver gang der sker noget frygteligt i verden, ville jeg være mere sindssyg end en rotte på et lokum. Den aften gik jeg op på mit værelse klokken ni for at gå i seng, for klokken ni var min sengetid. Min mor puttede mig, fortalte, at hun elskede mig, og jeg sagde: »Vi ses i morgen,« og så sagde hun: »Vi ses i morgen,« og så slukkede hun lyset og lukkede døren næsten-helt-i. Da jeg vendte mig om på siden, så jeg Margo Roth Spiegelman stå uden for mit vindue med ansigtet presset ind mod insektnettet. Jeg stod op og åbnede vinduet, men insektnettet sad stadigvæk imellem os og pixelerede hendes ansigt. »Jeg har lavet nogle undersøgelser,« sagde hun helt alvorligt. Selv på nært hold delte nettet hendes ansigt op i småstykker, men jeg kunne se, at hun havde en lille notesbog og en blyant med tandmærker rundt om viskelæderet. Hun så ned i sine notater. »Mrs. Feldman ovre fra Jefferson Court sagde, at han hed Robert Joyner. Hun sagde, at han boede i en af ejerlejlighederne oven over supermarkedet, så jeg gik derover, og der var en hel masse politi, og en af dem spurgte, om jeg skulle skrive noget til skolebladet, og jeg sagde, at vi ikke havde noget skoleblad på vores skole, og han sagde, at bare jeg ikke var journalist, ville han godt svare på det, jeg spurgte om. Han sagde, at Robert Joyner var seksogtredive år. Advokat. De ville ikke lade mig komme ind i lejligheden, men ved siden af ham bor en dame, der hedder Juanita Alvarez, og jeg fik lov 15


til at komme ind i hendes lejlighed, fordi jeg spurgte, om jeg kunne låne en kop sukker, og så fortalte hun, at Robert Joyner havde skudt sig selv. Og så spurgte jeg hvorfor, og så fortalte hun mig, at han skulle skilles, og at han var ked af det.« Så tav hun, og jeg så bare på hende, ansigtet, der var gråt og oplyst af månen og blev opdelt i tusinder af små firkanter af insektnettet. De store, runde øjne flakkede frem og tilbage mellem notesbogen og mig. »Der er masser af mennesker, der bliver skilt, uden at de begår selvmord,« sagde jeg. »Ja, selvfølgelig,« sagde hun. »Det sagde jeg også til Juanita Alvarez. Og så sagde hun ...« Margo vendte en side i notesbogen. »Hun sagde, at mr. Joyner var i krise. Og så spurgte jeg, hvad hun mente med det, og så sagde hun, at hun ville bede for ham, og at jeg skulle gå hjem og give min mor det sukker, og jeg sagde glem sukkeret og gik.« Igen sagde jeg ikke noget. Jeg ville bare have hende til at snakke videre – den lille stemme, der var fuld af begejstring over næsten at vide ting, fik mig til at føle, at der skete noget vigtigt for mig. »Jeg tror måske godt, jeg ved hvorfor,« sagde hun til sidst. »Hvorfor?« »Måske var alle båndene inden i ham sprunget,« sagde hun. Mens jeg prøvede at finde på noget at svare, rakte jeg hånden frem og trykkede på låsen til insektnettet imellem os og fjernede det fra vinduet. Jeg stillede skærmen på gulvet, men hun gav mig ikke mulighed for at sige noget. Inden jeg fik sat mig ned igen, vendte hun ansigtet op imod mig og hviskede: »Luk vinduet.« Det gjorde jeg. Jeg troede, hun ville gå sin vej, men hun blev bare stående og så på mig. Jeg vinkede til hende og smilede, men det var, som om hendes øjne var rettet mod noget bag ved mig, noget forfærdeligt, der allerede havde fået 16


blodet til at forlade hendes ansigt, og jeg var for bange til at vende mig om og se, hvad det var. Men selvfølgelig var der ikke noget bag ved mig – undtagen måske den døde mand. Jeg holdt op med at vinke. Mit ansigt var på højde med hendes, og vi stirrede på hinanden fra hver sin side af ruden. Jeg kan ikke huske, hvad det endte med – om jeg gik i seng, eller hun gik. I min erindring ender det aldrig. Vi står bare dér og ser på hinanden, for evigt. Margo har altid været vild med mysterier. Og med alt det, der senere skete, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hun måske var så vild med mysterier, at hun selv blev til et.

17

John Green - Paper Towns - (læseprøver)  
John Green - Paper Towns - (læseprøver)  

Quientin ”Q” Jacobsen har brugt al sin tid på at elske den spændende Margo Roth Spiegelman på afstand, men opdager først tæt på, at hun ik...