Page 1


END NU EN KATHERINE

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 1

06-03-2015 10:50:38


Af samme forfatter: Gåden om Alaska Paper Towns – historien om Margo og Q En flænge i himlen Will Grayson, Will Grayson (med David Levithan) Let it snow (med Maureen Johnson og Lauren Myracle)

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 2

06-03-2015 10:50:38


John Green

EN D N U EN KAT H ERI N E På dansk ved Nanna Gyldenkærne

Høst & Søn

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 3

06-03-2015 10:50:38


Endnu en Katherine er oversat fra amerikansk af Nanna Gyldenkærne efter An abundance of Katherines Copyright © 2006 by John Green and Penguin Young Readers Group US Published by agreement with Ia Atterholm Agency Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslagsdesign: Rodrigo Corral Design/Devin Washburn Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen Sat med Stone Serif hos Christensen grafisk og trykt hos Bookwell, Borgaa ISBN 978-87-638-3832-0 Printed in Finland 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K rosinante-co.dk

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 4

06-03-2015 10:50:38


Til min kone, Sarah Urist Green, eller anagrammatisk: Husarresten Riga Garanterer sushi Ah, instruerer gas Uha, is, narrestreg Garniturer, Hasse Astringere husar Retsinaer har sug Agt, sir husarerne Uh, retssager, Iran Ah, grusstier, Erna

»Men glæden ligger ikke i at eje personen. Glæden ligger i det her. At have en udfordrer i rummet hos sig.« – Philip Roth: The Human Stain

5

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 5

06-03-2015 10:50:38


6

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 6

06-03-2015 10:50:38


[et]

Morgenen efter at det erklærede vidunderbarn Colin Singleton havde afsluttet highschool og for nittende gang var blevet droppet af en pige ved navn Katherine, gik han i karbad. Colin havde altid foretrukket karbade; et af hans gennemgående principper her i tilværelsen var aldrig at gøre noget stående, der lige så godt kunne gøres liggende. Så snart vandet blev varmt, steg han op i karret, og han sad med et besynderlig tomt udtryk i ansigtet og iagttog, hvordan han blev dækket af vand. Vandet bevægede sig tomme for tomme op over hans ben, der lå over kors i bunden af karret. Han registrerede, om end fraværende, at han var blevet for stor til badekarret – han lignede en næsten voksen, der leger barn. Da vandet begyndte at skylle op over hans magre, men ikke spor muskuløse mave, kom han til at tænke på Arkimedes. Da Colin var i fireårsalderen, havde han læst en bog om Arkimedes, den græske filosof der havde sat sig ned i sit badekar og fundet ud af, at rumfanget af et legeme kunne måles på, hvor meget vand det fortrængte. Efter at have gjort denne opdagelse skulle Arkimedes efter sigende have råbt »Eureka!«1 og være løbet nøgen gennem gaderne. I bogen stod der, at mange vigtige opdagelser havde et ‘eureka-øjeblik’. Og allerede dengang ville Colin meget gerne gøre nogle vigtige 1 Græsk: »Jeg har fundet det.«

7

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 7

06-03-2015 10:50:38


opdagelser, så da hans mor kom hjem om aftenen, spurgte han: »Mor, får jeg også engang et eureka-øjeblik?« »Åh, min skat,« sagde hun og tog hans hånd. »Hvad er der galt?« »Jeg vil gerne have et eureka-øjeblik,« sagde han, på samme måde som et andet barn for eksempel kunne have sagt, at det gerne ville have en Teenage Mutant Ninja Turtle. Hans mor pressede håndryggen mod hans kind og smilede med sit ansigt så tæt ved hans, at han kunne mærke lugten af kaffe og makeup. »Selvfølgelig, Colin skat. Selvfølgelig får du det.« Men mødre lyver. Det er en del af deres jobbeskrivelse. Colin tog en dyb indånding, lod sig glide nedad og dukkede hovedet under. Jeg græder, tænkte han og åbnede øjnene for at stirre ud i det sæbeblandede, sviende vand. Jeg har det, som om jeg græder, så det må jeg gøre, selvom det er umuligt at sige med sikkerhed, fordi jeg har hovedet under vand. Men han græd ikke. Mærkeligt nok følte han sig for deprimeret til at græde. For såret. Det var, som om hun havde taget den del af ham, der kunne græde. Han trak proppen op af afløbet, stod op, tørrede sig og tog tøj på. Da han kom ud fra badeværelset, sad hans forældre ved siden af hinanden på hans seng. Det var aldrig noget godt tegn, når begge hans forældre kom ind på hans værelse samtidig. I tidens løb havde det betydet: 1. Din bedstemor/bedstefar/tante Suzie som-du-aldrig-harmødt-men-som-var-et-godt-menneske-og-det-er-så-sørgeligt er død. 8

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 8

06-03-2015 10:50:38


2. Du lader en pige ved navn Katherine forstyrre dig i din skolegang. 3. Babyer bliver lavet i forbindelse med en akt, som du engang vil komme til at finde spændende, men som lige nu bare vil gøre dig forskrækket, og folk gør også sommetider ting, der omfatter de kropsdele, man laver babyer med, uden at de i virkeligheden laver babyer, som når de for eksempel kysser hinanden steder, der ikke er i ansigtet. Det betød aldrig: 4. En pige ved navn Katherine har ringet, mens du var i bad. Hun var ked af det. Hun elsker dig stadigvæk og har begået en frygtelig fejltagelse og sidder og venter på dig nedenunder.

*** Alligevel kunne Colin ikke lade være med at håbe på, at hans forældre var kommet op på hans værelse for at overbringe en nyhed af nummer 4-typen. Han var i al almindelighed en pessimistisk person, men det var, som om han gjorde en undtagelse, når det gjaldt Katheriner: Han troede altid, de ville tage ham tilbage. Følelsen af at elske hende og blive elsket af hende vældede op i ham, og han kunne smage adrenalinen bagest i mundhulen, og måske var det alligevel ikke slut, og måske skulle han igen mærke hendes hånd i sin og høre hendes kraftige, hæse stemme blive dæmpet til en hvisken og sige jeg-elsker-dig på den hurtige, lavmælte måde, hun altid havde sagt det på. Hun sagde jeg elsker dig, som om det var en hemmelighed, og en kæmpestor én. 9

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 9

06-03-2015 10:50:38


Hans far rejste sig op og kom hen imod ham. »Katherine ringede til min mobiltelefon,« sagde han. »Hun er bekymret for dig.« Colin mærkede sin fars hånd på sin skulder, og så bevægede de sig begge to fremad og gav hinanden et kram. »Vi blev meget bekymrede,« sagde hans mor. Hun var en lille kvinde med krøllet, brunt hår, der havde en enkelt hvid lok i panden. »Og forbavsede,« tilføjede hun. »Hvad er der sket?« »Det ved jeg ikke,« sagde Colin stilfærdigt ind i sin fars skulder. »Hun er bare – hun havde bare fået nok af mig. Hun var blevet træt af det. Det var det, hun sagde.« Og så rejste hans mor sig op, og der blev krammet en hel masse med arme over det hele, og hans mor græd. Colin viklede sig ud af deres omfavnelser og satte sig ned på sengen. Han følte et enormt behov for at få dem ud af værelset i en fart, som om han ville springe i luften, hvis de ikke gik. Bogstavelig talt. Med indvolde på væggene; hans vidunderhjerne smurt ud over sengetæppet. »Nå, men på et tidspunkt bliver vi nødt til at sætte os ned og vurdere de muligheder, der er,« sagde hans far. Han gik meget op i at vurdere tingene. »Ikke for at lade, som om det hele er lutter lagkage, men nu ser det jo ud til, at du får en hel del tid tilovers i ferien. Hvad ville du sige til at tage på sommerskole på Nortwestern?« »Jeg trænger altså virkelig til at være alene, bare i dag,« svarede Colin og forsøgte at udstråle tilstrækkelig meget ro, til at de ville lade ham være i fred, og han slap for at eksplodere. »Kan vi ikke vente med at vurdere til i morgen?« »Selvfølgelig kan vi det, min skat,« sagde hans mor. »Vi er hjemme hele dagen. Du kan bare komme ned, når du har lyst, og vi elsker dig, og du er noget helt særligt, Colin, og 10

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 10

06-03-2015 10:50:38


du skal ikke lade en pige få dig til at tro andet, for du er den mest fantastiske, kloge dreng –« Og i samme øjeblik fór den helt særlige, fantastiske, kloge dreng ud på badeværelset og brækkede sig i stride strømme. Nærmest i en eksplosion. »Åh, Colin!« råbte hans mor. »Jeg vil bare gerne være alene,« sagde Colin ude fra badeværelset. »Please.« Da han kom ud igen, var de gået. De næste fjorten timer brugte Colin, uden at holde pause for at spise, drikke eller kaste mere op, på at læse og genlæse den blå bog, som han havde fået kun fire dage tidligere. Bortset fra alt det sædvanlige blå bog-ævl indeholdt den tooghalvfjerds hilsner. De tolv var bare autografer, seksoghalvtreds havde skrevet noget om hans intelligens, femogtyve havde skrevet, at de ville ønske, de havde lært ham noget bedre at kende, elleve havde skrevet, at det havde været sjovt at have engelsk sammen med ham, syv havde nævnt ordet ‘pupilringmuskel’2, og så forbløffende mange som sytten hilsner endte med »Hold dig munter!« Colin Singleton kunne ikke holde sig munter, mere end en blåhval kunne holde sig tynd, eller Bangladesh kunne holde sig rigt. De sytten måtte have ment det som en joke. Det tænkte han alt sammen over – og han spekulerede på, hvordan femogtyve af hans klassekammerater, deriblandt nogle som han havde gået i skole med i tolv år, kunne ønske, at de havde ‘lært ham bedre at kende’. Som om de ikke havde haft chancen. Men han brugte det meste af de fjorten timer på igen og igen at læse, hvad Katherine XIX havde skrevet:

2 Mere om det senere.

11

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 11

06-03-2015 10:50:38


Col, Skål for alle de steder vi har været. Og for alle de steder vi skal hen. Jeg hvisker igen og igen og igen og igen: jegelskerdig. Din for evigt, K-a-t-h-e-r-i-n-e Til sidst begyndte han at synes, at hans seng var for behagelig i forhold til hans sindstilstand, så han lagde sig ned på gulvet med arme og ben bredt ud over tæppet. Og han lavede anagrammer over din for evigt, indtil han følte sig godt tilfreds med fortiden vig. Og så lå han dér og ønskede, at fortiden ville vige, mens han gentog Katherines hilsen, som han nu kunne udenad, for sig selv og bare havde lyst til at græde. Men det eneste, han kunne mærke, var en smerte, der sad inde bag solar plexus. Det giver noget at græde: Gråd er én selv plus tårer. Den følelse, Colin havde, stod i en frygtelig modsætning til gråd. Det var ham selv minus noget. Han blev ved med at tænke på de to ord – for evigt – og mærkede den brændende smerte lige under ribbenene. Det gjorde lige så ondt som det værste spark i røven, han nogensinde havde fået. Og han havde fået mange.

12

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 12

06-03-2015 10:50:38


[to]

Det gjorde ondt på den måde indtil klokken lidt i ti om aftenen, hvor en temmelig behåret fyr af libanesisk oprindelse kom brasende ind på Colins værelse uden at banke på. Colin drejede hovedet og så op på ham. »Hvad fanden foregår der?« nærmest råbte Hassan. »Hun har droppet mig,« svarede Colin. »Det har jeg hørt. Hey, sitzpinkler,3 jeg ville gerne trøste dig, men lige nu er min blære så fuld, at jeg kunne slukke en ildebrand med indholdet af den.« Hassan strøg forbi sengen og åbnede døren til badeværelset. »Hold da kæft, Singleton, hvad har du spist? Det lugter som ARGH! BRÆK! BRÆK! ADDDR!« Og mens Hassan råbte op, tænkte Colin: Nå ja. Toilettet. Jeg skulle have skyllet ud. »Jeg beklager, hvis jeg har ramt ved siden af,« sagde Hassan, da han kom tilbage. Han satte sig på et hjørne af sengen og sparkede let til Colins udstrakte krop på gulvet. »Jeg måtte holde mig for næsen med begge fugging hænder, så Tordenstokken svingede frit i luften. Som et fugging kæmpependul.« Colin grinede ikke. »Du må sgu være i virkelig dårlig forfatning, for (a) jokes om Tordenstokken er seriøst noget af mit bedste materiale, og (b) hvem glemmer at skylle sit eget bræk ud?«

3 Et tysk slangord for ‘tøsedreng’, som ordret betyder ‘mand, der sidder ned og tisser’. De er skøre, de tyskere – de har et ord for alting.

13

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 13

06-03-2015 10:50:38


»Jeg har mest lyst til at kravle ned i et hul og dø.« Colin talte ned i det cremefarvede tæppe uden mærkbar følelse i stemmen. »Oh, boy,« sagde Hassan og pustede langsomt ud. »Det eneste, jeg nogensinde har drømt om, er, at hun skulle elske mig, og jeg kunne komme til at bruge mit liv på en meningsfuld måde. Og se nu bare, jeg mener, prøv lige at se,« sagde han. »Jeg ser. Og jeg vil give dig så meget, kafir,4 at jeg ikke kan lide, hvad jeg ser. Eller hvad jeg lugter for den sags skyld.« Hassan smed sig ned på sengen og lod Colins elendighed blive hængede i luften et øjeblik. »Jeg er bare – jeg er bare totalt mislykket. Hvad hvis det ikke bliver til mere end det her? Hvad hvis jeg om ti år bare sidder i en fugging bås i et kontorlandskab og flytter rundt på tal og lærer baseballstatistikker udenad, for at jeg virkelig kan sparke røv i min fantasiliga, og jeg ikke har hende, og jeg aldrig kommer til at gøre en forskel, og jeg bare er gået totalt til spilde?« Hassan satte sig op med hænderne på knæene. »Det er derfor, du skal tro på Gud, for jeg regner ikke engang med at få min egen bås, og jeg er lige så tilfreds som et svin i en bunke lort.« Colin sukkede. Selvom Hassan ikke selv var så troende, prøvede han tit for sjov at omvende Colin. »Okay. Tro på Gud. Det er en god idé. Jeg ville også gerne tro på, at jeg kunne flyve ud i det ydre rum på ryggen af en gigantisk dunklædt pingvin og knalde Katherine XIX i vægtløs tilstand.« »Singleton, du trænger mere til at tro på Gud end nogen anden, jeg nogensinde har mødt.«

4 ‘Kafir’ er et ikke særlig pænt arabisk slangord, der betyder ‘ikke-muslim’ og normalt bliver oversat til ‘vantro’.

14

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 14

06-03-2015 10:50:38


»Og du trænger at komme på college,« mumlede Colin. Hassan gryntede. Hassan, der havde gået en klasse over Colin i highschool, havde ‘taget et sabbatår’, selvom han var blevet optaget på Loyola University of Chicago. Og eftersom han ikke havde tilmeldt sig nogen fag i efterårssemestret, så det ud til, at det ene år ville blive til to. »Hold mig udenfor,« sagde Hassan med et smil. »Det er ikke mig, der er for fugged op til at rejse mig op fra gulvtæppet og skylle mit eget bræk ud. Og ved du hvorfor? Fordi jeg sørger for at få mig noget Gud.« »Lad nu være med at forsøge at omvende mig,« stønnede Colin sammenbidt. Hassan rejste sig fra sengen og satte sig overskrævs på Colin nede på gulvet. Han holdt hans arme fast og begyndte at råbe. »Der er ingen anden Gud end Gud, og Muhammed er Hans Profet! Sig det efter mig, sitzpinkler! La ilaha illa Allah!«5 Colin begyndte at grine forpustet under vægten af Hassan, og Hassan grinede også. »Jeg prøver bare at redde din røv fra helvede.« »Giv slip, ellers havner jeg der lige om lidt,« stønnede Colin. Hassan rejste sig op og blev pludselig alvorlig. »Hvad går dit problem helt præcis ud på?« »Problemet går helt præcis ud på, at hun har droppet mig. At jeg er alene. Åh, Gud, jeg er alene igen. Og det er ikke bare det, men jeg er en total fiasko, hvis du ikke skulle have lagt mærke til det. Jeg er færdig. Jeg er forhenværende. Forhenværende kæreste med Katherine XIX. Forhenværende vidunderbarn. Forhenværende fuld af potentiale. Nuværende fuld af

5 Den muslimske trosbekendelse på transskriberet arabisk: Der er ingen anden Gud end Gud.

15

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 15

06-03-2015 10:50:38


lort.« Som Colin utallige gange havde forklaret Hassan, er der en afgørende forskel på ordene vidunderbarn og geni. Vidunderbørn er virkelig hurtige til at lære, hvad andre mennesker allerede har fundet ud af; genier opdager det, som ingen andre har opdaget før dem. Vidunderbørn lærer, genier handler. Det store flertal af vidunderbørn bliver ikke voksne genier. Colin var næsten overbevist om, at han tilhørte det uheldige flertal. Hassan satte sig på sengen og hev sig i den nederste af sine stubbede hager. »Er det genitingen eller Katherine, der er problemet?« »Jeg elsker hende bare,« lød Colins svar. Men sandheden var, at de to problemer hang sammen i hans hoved. Problemet var, at den helt særlige, fantastiske, kloge dreng – ikke var det. Problemet var i bund og grund, at han ikke betød noget. Colin Singleton, erklæret vidunderbarn, erklæret veteran når det gjaldt Katherine-konflikter, erklæret nørd og sitzpinkler, gjorde ikke nogen forskel for Katherine XIX, og han gjorde heller ikke nogen forskel for verden. Lige pludselig var han hverken nogens kæreste eller nogens geni. Og det – for nu at bruge et komplekst begreb, som man vil forvente det af et vidunderbarn – stank virkelig. »For den dér geniting,« fortsatte Hassan, som om Colin ikke lige havde givet udtryk for sin kærlighed, »den giver jeg ikke noget for. Det handler bare om, at du gerne vil være berømt.« »Nej, det gør ej. Jeg vil gøre en forskel.« »Okay. Som sagt, du vil være kendt. Kendt er det nye populær. Og du bliver ikke Amerikas næste fugging topmodel, så meget er sikkert. Så i stedet vil du være Amerikas næste topgeni, og ikke for noget, men lige nu sidder du og jamrer over, at det ikke er sket endnu.« 16

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 16

06-03-2015 10:50:38


»Tak for hjælpen,« mumlede Colin ned i tæppet. Så drejede han hovedet for at se på Hassan. »Rejs dig op,« sagde Hassan og rakte en hånd ned mod ham. Colin greb den, kom op at stå og prøvede at slippe Hassans hånd. Men Hassan strammede sit greb. »Kafir, du har et meget indviklet problem med en meget enkel løsning.«

17

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 17

06-03-2015 10:50:38


[tre]

»Roadtrip,« sagde Colin. Han havde en overfyldt sportstaske stående ved sine fødder sammen med en rygsæk proppet til bristepunktet, der ikke indeholdt andet end bøger. Han og Hassan sad på en sort lædersofa. Colins forældre sad over for dem på én magen til. Colins mor rystede rytmisk på hovedet, som en misbilligende metronom. »Hvorhen?« spurgte hun. »Og hvorfor?« »Ikke for noget, mrs. Singleton,« sagde Hassan og lagde fødderne op på sofabordet (hvilket man ikke måtte), »men det er ikke det, det handler om. Der er hverken noget hvorhen eller hvorfor.« »Tænk på alt, hvad du kunne lave her i sommer, Colin. Du kunne lære sanskrit,« sagde hans far. »Jeg ved, at du altid har haft lyst til at lære sanskrit.6 Vil du virkelig bryde dig om at køre rundt uden at have et mål? Det ligner dig ikke. Det minder ærlig talt mest om at stikke af.« »Stikke af fra hvad, far?« Hans far holdt en lille pause. Han holdt altid en lille pause efter et spørgsmål, og når svaret så kom, bestod det af hele sætninger uden øh’er og ligesom’er og ikke’r – som om han havde lært sit svar udenad. »Det gør mig ondt at måtte sige

6 Hvilket patetisk nok var sandt. Colin havde virkelig haft lyst til at lære sanskrit, der rager op som et Mount Everest blandt uddøde sprog.

18

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 18

06-03-2015 10:50:38


det, Colin, men hvis du fortsat ønsker at udvikle dig intellektuelt, skal du til at arbejde hårdere end nogensinde før. Ellers risikerer du at spilde dit potentiale.« »Teknisk set,« svarede Colin, »tror jeg allerede, jeg har spildt det.«

*** Måske var det, fordi Colin ikke en eneste gang i sit liv havde skuffet sine forældre: Han hverken drak eller tog stoffer eller røg cigaretter eller gik med sort eyeliner eller kom for sent hjem eller fik dårlige karakterer eller havde fået lavet en tungepiercing eller havde ordene ‘KATHERINE LUVA 4 LIFE’ tatoveret på ryggen. Eller måske følte de sig skyldige, som om de på en eller anden måde havde svigtet ham og bragt ham dertil, hvor han var nu. Eller måske ville de bare gerne have et par uger alene for at genoplive romantikken. Men fem minutter efter han havde erkendt sit spildte potentiale, sad Colin Singleton i hvert fald bag rattet i sin lange grå Oldsmobile, der gik under navnet Satans rustvogn. Da de havde sat sig ind i bilen, sagde Hassan: »Okay, nu skal vi bare hjem til mig og hente noget tøj og på en eller anden mirakuløs måde overtale mine forældre til at lade mig tage på roadtrip.« »Du kan sige, du har fået et sommerjob. På en sommerlejr eller sådan noget,« foreslog Colin. »Ja, bortset fra at jeg ikke vil lyve for min mor, man skal virkelig være et røvhul for at lyve for sin egen mor.« »Hmm.« »Selvom en anden kunne lyve for hende. Det ville jeg godt kunne leve med.« 19

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 19

06-03-2015 10:50:38


»Okay,« sagde Colin. Fem minutter efter dobbeltparkerede de på en gade i Chicagos Ravenshood-kvarter og sprang begge to ud af bilen. Hassan brasede ind ad døren med Colin lige i hælene. Inde i den velindrettede stue sad Hassans mor i en lænestol og sov. »Hej,« sagde Hassan. »Vågn op.« Hun vågnede med et sæt, smilede og hilste på begge drenge på arabisk. Colin svarede på arabisk: »Min kæreste har slået op med mig, og jeg er virkelig deprimeret, så Hassan og jeg har tænkt os at tage på en, øh, en ferie, hvor man kører i bil. Jeg kender ikke ordet på arabisk.« Mrs. Harbish rystede på hovedet og snerpede læberne sammen. »Siger jeg ikke til dig,« sagde hun på engelsk med accent, »du skal ikke rode dig ud i noget med piger? Hassan er en god dreng, han gør ikke ‘dating’. Og se, hvor glad han er. Du kan lære af ham.« »Det er det, han skal lære mig på vores tur,« sagde Colin, selvom intet kunne være fjernere fra sandheden. Hassan kom farende ind i stuen igen med en sportstaske, der var propfuld af tøj og halvvejs lynet. »Ohiboke,«7 sagde han og bøjede sig ned for at kysse sin mor på kinden. I det samme kom en pyjamasklædt mr. Harbish ind i stuen og sagde på engelsk: »Du går ingen steder.« »Jamen, far. Det er jeg nødt til. Se lige på ham. Han er fuldstændig smadret.« Colin så op på mr. Harbish og forsøgte at se så smadret ud, som han overhovedet kunne. »Han tager af sted med eller uden mig, men hvis jeg tager med, kan jeg i det mindste passe på ham.« »Colin er en god dreng,« sagde mrs. Harbish til sin mand. 7 Arabisk: »Jeg elsker dig«.

20

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 20

06-03-2015 10:50:38


»Jeg skal nok ringe hver dag,« tilføjede Hassan. »Vi bliver ikke så længe væk. Bare indtil han har fået det bedre.« Colin, der nu improviserede hundrede procent, fik en idé. »Jeg finder et job til Hassan,« sagde han til mr. Harbish. »Jeg tror, vi begge to trænger til at lære værdien af hårdt arbejde at kende.« Mr. Harbish gryntede samstemmende og vendte sig om mod Hassan. »Først og fremmest trænger du til at lære værdien af ikke at sidde og se den skrækkelige Judge Judy. Hvis du ringer inden for en uge og har fået et job, kan du for min skyld blive, hvor du vil, så længe du vil.« Det virkede ikke, som om Hassan lagde mærke til fornærmelsen. Han mumlede bare spagfærdigt: »Tak, far.« Så kyssede han sin mor på begge kinder og skyndte sig ud ad døren. »Sådan et røvhul,« sagde Hassan, da de var kommet i sikkerhed inde i rustvognen. »Én ting er at beskylde mig for at være doven. Men at svine USA’s bedste tv-dommer til på den måde – det er sgu ikke i orden.« Hassan faldt i søvn ved ettiden om natten, og Colin, der var halvskæv af tankstationskaffe med masser af fløde og den befriende ensomhed, der er på en motorvej om natten, kørte sydpå ad I-65 gennem Indianapolis. Det var en varm nat, i betragtning af at det var først i juni, og da aircon’en i Satans rustvogn ikke havde fungeret siden årtusindskiftet, stod ruderne på klem. Og det gode ved at køre var, at det krævede lige tilstrækkelig meget af hans opmærksomhed – bil parkeret i vejkanten, muligvis en strømer, sæt farten ned til det tilladte; det er på tide at overhale den lastvogn, blinklys, tjek bakspejlet, drej hovedet og tjek den blinde vinkel; og ja; okay, yderbanen – til at aflede tankerne fra det gnavende hul i hans indre. 21

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 21

06-03-2015 10:50:38


For at holde hjernen beskæftiget tænkte han på andre huller i andres indre. Han tænkte på ærkehertug Franz Ferdinand, der blev snigmyrdet i 1914. Da ærkehertugen så ned på det blødende hul i sin krop, sagde han: »Det er ikke noget at snakke om.« Han tog fejl. Der er ikke nogen tvivl om, at ærkehertug Franz Ferdinand gjorde en forskel, selvom han hverken var vidunderbarn eller geni: Drabet på ham blev startskuddet til første verdenskrig – så hans død førte til 8.528.831 andres. Colin savnede hende. Det var mere savnet end kaffen, der holdt ham vågen, og da Hassan en time tidligere havde spurgt, om han måtte køre, havde Colin sagt nej, fordi kørslen holdt ham i gang – ikke over hundrede og ti; mit hjerte hamrer af sted; jeg hader smagen af kaffe; jeg er helt oppe at køre; okay, fri af lastbilen; okay, ja; inderbanen; og så er der kun mine egne forlygter i mørket. Det forhindrede ensomheden og manglen på én at være sammen med i at knuse ham totalt. At køre var en måde at tænke på, den eneste måde han kunne holde ud lige nu. Men tanken lurede alligevel derude, lige uden for rækkevidde af hans forlygter: Han var blevet droppet. Af en pige ved navn Katherine. For nittende gang. Når det handler om piger (og det gjorde det tit for Colin), har alle deres egen type. Colin Singletons type var ikke fysisk, men sproglig: Han kunne godt lide Katheriner. Og hverken Katier eller Kat’er eller Kittier eller Cathyer eller Rynn’er eller Trinaer eller Kay’er eller Kater eller, guderne forbyde det, Catheriner. K-A-T-H-E-R-I-N-E. Han havde haft nitten kærester. Og de havde alle sammen heddet Katherine. Og de havde alle sammen – hver evig eneste én – droppet ham. Efter Colins opfattelse fandtes der nøjagtig to slags mennesker: Droppere og Droppede. Masser af mennesker vil påstå, 22

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 22

06-03-2015 10:50:38


at de er begge dele, men de har ikke fattet, hvad det går ud på. Man er disponeret for at have enten den ene eller den anden skæbne. Det er ikke sikkert, Droppere altid knuser andre menneskers hjerte, og det er ikke sikkert, Droppede altid får deres hjerte knust. Men alle har en tilbøjelighed til enten det ene eller det andet.8 Måske burde Colin så med tiden have vænnet sig til det, til forhold der kom og gik. Dating kan jo, når alt kommer til alt, kun ende på én måde: elendigt. Hvis man tænker over det, og det gjorde Colin tit, så ender alle romantiske forbindelser enten med (1) brud, (2) skilsmisse eller (3) død. Men det havde været noget andet med Katherine XIX – eller det havde i hvert fald føltes anderledes. Hun havde elsket ham, og han havde elsket hende, vildt. Og det gjorde han stadig – han tog sig selv i at tænke ordene, mens han kørte: Jeg elsker dig, Katherine. Navnet lød anderledes i hans mund, når han sagde det til hende; så var det ikke længere det navn, han så længe havde været besat af, men et ord, der kun beskrev hende, et ord der duftede af syrener, der indfangede det blå i hendes øjne og længden af hendes øjenvipper. 8 Det kan måske være nyttigt at lave en grafisk fremstilling. Colin forestillede sig dikotomien mellem Dropper/Droppet som en normalfordelingskurve. De fleste mennesker klumper sig sammen et sted på midten, dvs. de er enten moderat Droppere eller moderat Droppede. Men så er der Katherinerne og Colin’erne. Moderat Dropper

Moderat Droppet

Katheriner Colin’er

23

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 23

06-03-2015 10:50:38


Mens luften strømmede ind ad de åbne vinduer, tænkte Colin på Droppere og Droppede og på ærkehertugen. Omme bagi sad Hassan og gryntede og snøftede, så man skulle tro, han drømte, at han var en tysk hyrdehund, og Colin mærkede en vedvarende brændende fornemmelse i maven, mens han tænkte: Det er bare SÅ BARNLIGT. YNKELIGT. DU ER VIRKELIG PINLIG. SE AT KOMME OVER DET. SE AT KOMME OVER DET. Men han vidste ikke helt, hvad ‘det’ var.

Katherine I. Begyndelsen (af Begyndelsen) Indtil en morgen i juni måned havde Colins forældre aldrig betragtet ham som andet end et normalt barn. Femogtyve måneder gamle Colin sad i sin høje stol og spiste sin morgenmad, der var af ubestemmelig vegetabilsk oprindelse, mens hans far sad og læste Chicago Tribune på den anden side af det lille spisebord i køkkenet. Colin var tynd af sin alder, men høj, med tætte, brune krøller, der brød frem fra hans hovedbund med einsteinsk uforudsigelighed. »Tre dode9 i West Side,« sagde Colin efter at have sunket en mundfuld. »Ikke have mere grønsager,« tilføjede han med henvisning til sin mad. »Hvad siger du, kammerat?« »Tre dode i West Side. Mig have pomfritter, ja tak.« Colins far vendte avisen om og betragtede den store overskrift oven over folden på forsiden. Det var Colins første erindring: Hans far der langsomt sænkede avisen og smilede til ham. Hans fars øjne var store af forbløffelse og fryd, hans smil 9 Ligesom en velbegavet abe havde Colin et omfangsrigt ordforråd, men beherskede ikke grammatikken. Han vidste heller ikke, at ‘døde’ skulle udtales med ø. Bær over med ham. Han var to år gammel.

24

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 24

06-03-2015 10:50:38


var ude af kontrol: »CINDY! KNÆGTEN LÆSER AVISEN!« råbte han. Colins forældre hørte til den slags forældre, der virkelig, virkelig godt kan lide at læse. Hans mor underviste i fransk på den dyre og fornemme Kalman School inde i centrum, og hans far var sociologiprofessor ved Nortwestern University lige nord for byen. Så efter at tre var døde i West Side, begyndte Colins forældre at læse med ham, overalt og hele tiden – især i engelske, men også i fransksprogede børnebøger. Fire måneder senere meldte Colins forældre ham ind i en forskole for særligt begavede børn. Skolen sagde, at Colin var for langt fremme til dem, og desuden optog de ikke børn, der ikke havde lagt bleen. De sendte Colin til en psykolog på University of Chicago. Og sådan havnede det periodisk inkontinente vidunderbarn i et lille vinduesløst kontor i South Side, hvor han talte med en kvinde med hornbriller, der bad ham finde mønstre i rækker af bogstaver og tal. Hun bad ham om at spejlvende polygoner. Hun spurgte ham, hvad for et billede der ikke passede sammen med de andre billeder. Hun stillede ham en uendelig række af vidunderlige spørgsmål, og Colin elskede hende for det. Indtil det tidspunkt havde de fleste af de spørgsmål, Colin fik stillet, drejet sig om, om han havde tisset i bukserne eller ej, eller om han ikke nok ville være sød at spise en mundfuld til af de elendige grønsager. Efter en times spørgsmål sagde damen: »Jeg vil gerne takke dig for din store tålmodighed, Colin. Du er en helt speciel dreng.« Du er en helt speciel dreng. Det kom Colin til at høre mange gange, og alligevel kunne han – af en eller anden grund – ikke få nok af det. 25

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 25

06-03-2015 10:50:38


Damen med hornbrillerne hentede hans mor ind på sit kontor. Mens professoren fortalte mrs. Singleton, at Colin var virkelig dygtig, en helt speciel dreng, legede Colin med et alfabet af træklodser. Han gav sig selv et kick ved at lave g-l-a-s om til s-a-l-g, det første anagram han kunne huske, han havde lavet. Professoren fortalte mrs. Singleton, at Colins evner skulle opmuntres, men at han ikke måtte presses, og hun advarede hende: »I må ikke have alt for store forventninger. Børn som Colin er meget hurtige til at behandle informationer. De har en bemærkelsesværdig evne til at fokusere på en opgave. Men han har ikke større sandsynlighed for at vinde Nobelprisen end ethvert andet nogenlunde intelligent barn.« Den aften kom hans far hjem med en ny bog til ham – The Missing Piece af Shel Silverstein. Colin satte sig i sofaen ved siden af sin far, og hans små hænder bladrede gennem de store sider, mens han hurtigt læste bogen og kun holdt pause for at spørge, om ordet ‘lookin’ var det samme som ‘looking’. Han lukkede bogen fast i, da han var færdig med at læse. »Kunne du lide den?« spurgte hans far. »Jeps,« sagde Colin, for han kunne lide selve den proces, det er at læse, magien ved at forvandle krusedullerne på papiret til ord inde i hovedet. »Hvad handler den om?« spurgte hans far. Colin lagde bogen i skødet på sin far og sagde: »Der mangler et stykke af cirklen. Det stykke, der mangler, har form som en pizza.« »Som en pizza eller et stykke pizza?« Colins far anbragte smilende sin store hånd oven på sin søns hoved. »Det er rigtigt, far. Et stykke. Og cirklen går ud og leder efter 26

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 26

06-03-2015 10:50:38


stykket. Han finder en hel masse forkerte stykker. Så finder han det rigtige stykke. Men så lader han det blive liggende. Så er den slut.« »Føler du dig sommetider som en cirkel, der mangler et stykke?« spurgte hans far. »Far, jeg er ikke nogen cirkel. Jeg er en dreng.« Og så falmede hans fars smil en ganske lille smule – vid­ under­barnet kunne læse, men han kunne ikke forstå. Og hvis bare Colin havde vidst, at han manglede et stykke, at hans manglende evne til at genkende sig selv i historien var et problem, som der ikke var nogen løsning på, ville han måske have vidst, at resten af verden med tiden ville indhente ham. Og for nu at bruge en anden historie, som han kunne huske udenad, men ikke rigtig forstod: Hvis han bare havde vidst, at historien om skildpadden og haren handler om andet og mere end en skildpadde og en hare, kunne han måske have undgået en hel del problemer. Tre år senere begyndte han i første klasse på Kalman School – gratis, fordi hans mor underviste der – og på det tidspunkt var han kun et år yngre end de fleste af sine klassekammerater. Hans far pressede ham til at læse mere og flittigere end de andre, men han var ikke den slags vidunderbarn, der kom på college som elleveårig. Begge Colins forældre mente, det var bedst at lade ham følge en delvis normal undervisning af hensyn til det, de kaldte hans ‘sociale trivsel’. Men Colins sociale trivsel blev aldrig særlig god. Han var ikke specielt dygtig til at få venner. Han og hans klassekammerater interesserede sig simpelthen ikke for de samme ting. Det, Colin bedst kunne lide at lave i frikvarteret, var for eksempel at lege robot. Så gik han hen til Robert Caseman med stive knæ og stift svingende arme. Med monoton stemme 27

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 27

06-03-2015 10:50:38


sagde han: »JEG ER EN ROBOT. JEG KAN SVARE PÅ ALLE SPØRGSMÅL. VIL DU HØRE NAVNET PÅ DEN FJORTENDE PRÆSIDENT?« »Okay,« sagde Robert. »Jeg har faktisk et spørgsmål: Hvorfor er du sådan en idiot, Colon Cancer?« Selvom Colins navn blev udtalt ‘kålin’, var det Robert Casemans yndlingsjoke i hele første klasse at blive ved med at kalde ham ‘Colon Cancer’, indtil Colin græd, hvilket som regel ikke varede specielt længe, for Colin var, hvad hans mor kaldte ‘sensitiv’. Han ville jo bare lege robot. Hvad skulle der nu være galt med det? I anden klasse var Robert Caseman og hans ligesindede blevet lidt mere modne. Da det efterhånden gik op for dem, at ord aldrig kan skade nogen, hvorimod stokke og sten helt sikkert kan brække ben, opfandt de Mavebæltesnemanden.10 De gav Colin besked på at lægge sig ned på ryggen (og af en eller anden grund gjorde han det), og så tog fire drenge fat i hver et af hans lemmer og trak til. Det var en slags hjul og stejle, men så længe det var syvårige, der trak, var det ikke livsfarligt, bare pinligt og dumt. Det fik ham til at føle, at der ikke var nogen, der kunne lide ham, og det var der faktisk heller ikke nogen, der kunne. Colins eneste trøst var, at han en dag ville komme til at gøre en forskel. Han ville blive berømt. Og det var der ingen af de andre, der ville. Hans mor sagde, det var derfor, de drillede ham. »De er bare jaloux,« sagde hun. Men Colin vidste bedre. De var ikke jaloux. Han var bare ikke én, andre mennesker kunne lide. Så enkelt er det nogle gange. 10 Det hører med til historien, at det faktisk var Colin, der fandt på navnet. De andre kaldte det ‘strækkeren’, men så engang, da de skulle lige til at gøre det ved ham, råbte Colin: »Ikke Mavebæltesnemanden!« Og navnet var så godt, at det blev hængende.

28

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 28

06-03-2015 10:50:38


Så både Colin og hans forældre var ekstremt glade og lettede, da Colin Singleton lige i begyndelsen af tredje klasse beviste sin sociale trivsel ved (kortvarigt) at vinde det hjerte, der tilhørte den kønneste otteårige pige i hele Chicago.

29

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 29

06-03-2015 10:50:38

John Green - Endnu en Katherine (læseprøve)  
John Green - Endnu en Katherine (læseprøve)  

Endnu en Katherine er en prisvindende ungdomsroman af succesforfatteren bag Gåden om Alaska, den filmaktuelle (juli 2015) Paper Towns og En...