Issuu on Google+

158 mm

29,5 mm

På Sevastopolskaja Station, i udkanten af det underjordiske metrosystem, breder uroen sig. En karavane med militære forsyninger er sporløst forsvundet. Det samme gælder den rekognosceringstrup, man har sendt til nabostationen efter nyt. Ledet af den vansirede Hunter, som ingen ved, hvor kommer fra, begiver endnu en gruppe sig ind i det uvisse. Med i følget er den gamle mand Homer, der kender tunnelsystemet og dens legender bedre, end nogen anden. Og snart støder den unge forældreløse Sasha, som drømmer om en smukkere ver-

Dmitry Glukhovsky

Moskva år 2034

158 mm

100 mm

Dmitry Glukhovsky

Forsvaret af Sevastopolskaja

Atombomber har lagt verden i ruiner. Nogle få tusinder overlevende har søgt tilflugt dybt

den, til. De begiver sig ud i metroens mørke labyrint for at gen-

under jorden i Moskvas metrosystem, væk fra

oprette kontakten til omverdenen – før det er for sent.

den kontaminerede jordoverflade og solens farlige stråler. Da den nordligste udpost anfoto © Anton Grechko, 2009

gribes fra de ubeboede stationer længere ude i tunnelsystemet, er det op til Artjom at redde menneskene fra total undergang.

HHHH – Jyllands-Posten

Velskrevet, velovervejet og fundamentalt spændende Dmitry Glukhovsky (f. 1979) er uddannet journalist og bor i Moskva.

9 788763 820905

– fa n ta s y b o g e r . d k

C I C E R O

236 mm

100 mm


34347_vejene_6u1o_150x240.indd 2

17-08-2012 10:28:11


Metro 2034

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 1

27-08-2012 13:54:12


Af samme forfatter: Metro 2033

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 2

27-08-2012 13:54:12


Dmitry Glukhovsky

Forsvaret aF sevastopolskaja

Oversat fra russisk af Jan Hansen

CICERO

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 3

27-08-2012 13:54:12


Copyright © by Dmitry Glukhovsky Originaltitel: Метро 2034 Published by agreement with Nibbe & Wiedling Literary Agency, Germany, www.nibbe-wiedling.de in cooperation with OKNO Literary Agency, Sweden, www.okno-agency.com Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck ISBN: 978-87-638-2090-5 Første danske udgave Printed in Germany 2012

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 4

27-08-2012 13:54:13


KAPITEL 1

Sevastopolskajas forsvar De kom hverken tilbage om tirsdagen eller onsdagen, og ikke engang om torsdagen, der var aftalt som den allerseneste frist. Ved den nordligste grænsepost blev der holdt vagt døgnet rundt. Så snart en af vagtsoldaterne hørte ekkoer af råb om hjælp eller fik øje på et blegt genskær af en lyskegle fra en lommelygte på de våde, mørke tunnelvægge, blev der straks sendt en slagstyrke af sted nordpå, i retning af nabostationen Nakhimovskij Prospekt. Den anspændte stemning forværredes for hver time. De bedste elite­ soldater, med førsteklasses udrustning og specialtrænede i at løse netop opgaver som denne, fik ikke lukket så meget som et øje. De spillekort, de fordrev tiden med i de korte pauser mellem alarmudkaldene, lå på andet døgn og samlede støv i en skuffe på vagtkontoret. Deres sædvanlige, muntre snak var først blevet afløst af nervøse, hviskede ordvekslinger og nu af en lige så nervøs tavshed: Alle håbede på at være den første, der hørte støvletrampen fra den hjemvendende handelskaravane. Alt for meget stod og faldt med, at folkene kom hjem. Sevastopolskaja Station havde forvandlet sig til en regulær bastion, hvor alle beboerne fra femårige smådrenge til selv de mest affældige oldinge kunne håndtere en Kalashnikov-maskinpistol og diverse andre håndvåben. Der var maskingeværreder med skydeskår, rækker af pigtråd, endda kampvognsfælder af sammensvejsede jernbaneskinner. Denne fæstningsbastion kunne synes uindtagelig, men den kunne falde, hvert øjeblik det skulle være. Den permanente mangel på ammunition var deres akilleshæl. Hvis indbyggerne på en hvilken som helst anden metrostation havde måttet udholde noget af alt det, Sevastopolskajas indbyggere blev udsat for hver eneste dag, ville de temmelig sikkert have opgivet at forsvare deres station og være flygtet, simpelthen være stukket af som rot7

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 7

27-08-2012 13:54:13


ter, der prøver at slippe væk fra en oversvømmelse i en tunnel. Selv de magtfulde hanseater – et handelsforbund af stationer på metroens Cirkellinje – ville, når de sammenlignede omkostningerne med det mulige udbytte, næppe have besluttet at bidrage med troppestyrker til Sevastopolskajas forsvar. Stationen var bestemt af stor strategisk betydning, men sådanne ofre var den trods alt ikke værd. Elektriciteten var blevet dyr. Så dyr, at sevastopolianerne, der havde bygget et af metroens største underjordiske vandkraftværker, tjente adskillige kasser ammunition og derudover også fik rede penge udbetalt i forbindelse med deres energieksport til Hanseforbundet. Alligevel kunne de ikke længere nøjes med at betale med patroner, som var blevet den gængse møntfod overalt i Moskvas metro, men måtte nu også betale med deres forkrøblede, uværdige liv. Grundvandsbeholdningerne var på samme tid Sevastopolskajas velsignelse og dens forbandelse. De lå hele vejen rundt om stationen, præcis som floden Styx’ vande omgav gamle Charons faldefærdige færge fra alle sider. Dette grundvand drev skovlhjulene på flere snese vandmøller, som de lokale håndværkere havde opført inde i tunnelerne eller i grotter og ved underjordiske bække – alle de steder, hvor en ingeniør- og rekognosceringstrop kunne komme ind – for at dække stationens eget elforbrug og nu også mere end en tredjedel af Cirkellinjestationernes. Men grundvandet arbejdede lige så utrætteligt på at borterodere fundamenterne, åd sækkevis af cement, pludrede foruroligende tæt på stationshallens mure, som om det bestræbte sig på at sløve beboernes årvågenhed. Til sidst gjorde grundvandsbeholdningerne det umuligt at sprænge flere af de ubrugte parallelle tunneler, der førte til Sevastopolskaja sydfra, og som horder af mareridtsagtige skabninger i en endeløs strøm – som ét langt giftigt tusindben der kravler ned i en kødhakkemaskine – brugte til at komme tættere og tættere på. Stationens beboere blev – som besætningen på et spøgelsesskib, der sejler gennem helvede – ved med at opfinde og afprøve nye forsvarssystemer, for deres fartøj havde lækket gennem lang tid, og der var ikke længere nogen bedre havn, hvor de kunne søge tilflugt. Samtidig måtte de afværge angreb fra den ene bølge efter den anden af monstre, der kom fra Tjertanovskaja eller Nakhimovskij Prospekt for at borde deres skude. Og fra monstre, der kom gennem ventila­ tionsskakterne sammen med de mudrede strømme af grundvand fra tunnelerne mod syd. 8

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 8

27-08-2012 13:54:13


Det kunne synes, som om hele verden havde svoret sig sammen mod sevastopolianerne og ingen anstrengelser skyede for at fjerne disse overlevende helt fra metrokortet. Men de var parate – til sidste mand eller sidste kvinde – til at kæmpe for at sikre deres stations overlevelse, som om de var de sidste repræsentanter for homo sapiens i hele universet. Hvor dygtige Sevastopolskaja-ingeniørerne end var, og hvor erfarne og skånselsløse stationens soldater end var, kunne de ikke opretholde forsvaret af deres elskede station uden ammunition og uden projektører og lommelygter, antibiotika og forbindinger. For, jo, stationen overlevede stadig. Det gjorde den takket være sin energieksport, og de hanseatiske købmænd var stadig villige til at betale en god pris for at opretholde en stabil elforsyning, men Hanseforbundet havde også andre leverandører, og uden militær intervention udefra ville Sevastopolskaja næppe kunne holde stand i mere end højst trefire uger. Det mest skræmmende var de stadig større problemer med at skaffe ammuni­tion. Stærkt bevogtede karavaner drog op til Serpukhovskaja en gang om ugen for at hente de mest uundværlige importvarer, takket være fortsat kredit hos hansekøbmændene, og skyndte sig altid hjem med forsyningerne uden at blive der så meget som en time mere end strengt nødvendigt. Planeten Jorden drejede stadig rundt, og så længe grundvandet og de gamle metrotunneler holdt, ville den aktuelle samfundsorden ikke bryde sammen. I denne uge var karavanen imidlertid ikke kommet tilbage. Den var så meget forsinket, at der måtte være sket noget skrækkeligt, noget uforudset, noget, som hverken de kamphærdede og velbevæbnede konvojsoldater eller de mangeårige handelsforbindelser med Hanseforbundet havde kunnet forhindre. Selv det ville dog have været til at leve med, hvis kommunikationen stadig havde fungeret. Men der måtte være sket et eller andet med telefonledningerne til Cirkellinjen, for telefonerne havde ikke fungeret siden mandag, og den mindre styrke, der var blevet sendt ud for at afhjælpe problemet, havde måttet vende tilbage med uforrettet sag. Den elektriske pære under en bred, grøn skærm hang næsten helt ned over det runde bord og oplyste de gulnede sider med blyantstegnede diagrammer og grafer. Det var ikke mere end en 40-watt-pære, egent9

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 9

27-08-2012 13:54:13


lig ikke fordi de behøvede at begrænse elforbruget, men fordi kontorets ejer ikke brød sig om skarpt lys. Askebægeret flød over med skoddene af hjemmerullede cigaretter af en ildelugtende, lokalt fremstillet erstatningstobak, og den blågrå røg, der hævede sig fra det, hang i dovne, trægt bevægelige skyer under det lave loft. Stationsforstanderen gned sig i panden og rettede, for guderne måtte vide hvilken gang i den sidste halve time, sit enlige øje mod urskiven. Så knækkede han fingre og rejste sig tungt: „Vi må tage en beslutning. Det har ikke noget formål at udsætte det længere.“ Den atletiske og muskuløse gamle mand, der sad på den anden side af bordet, i en plettet uniformspelsjakke og en slidt, himmelblå baret, havde allerede lukket munden op for at sige noget, med rømmede sig i stedet og slog ud med hånden for at få cigaretrøgen til at sprede sig. Så fik han alvorlige rynker i panden og sagde: „Lad mig gentage for sidste gang, Vladimir Ivanovitj: Vi kan ikke undvære så meget som en eneste mand fra bevogtningen af de sydgående tunneler. Presset mod grænseposterne er så intenst, at de i forvejen har svært ved at holde positionerne. Tre mand er blevet såret inden for den seneste uge, den ene alvorligt – og det trods forstærkningerne. Jeg vil ikke finde mig i, at du svækker det sydlige forsvar. Der er der brug for permanent bevogtning og mindst to rekognosceringsgrupper a tre mand til afsøgning af skakter og vendespor. Og mod nord kan du, undskyld, at jeg siger det ligeud, heller ikke undvære så meget som en eneste mand – bortset fra de soldater, der kun er der for at eskortere brigaderne tilbage til sta­tionen.“ „Det er dig, der er vagtchef, så du har værsgo at finde de folk, der bedst kan undværes,“ sagde stationsforstanderen vredt. „Jeg har mere end rigeligt at se til. Du må stille med en gruppe, vi kan sende af sted herfra om en time. Du og jeg tænker ikke ens, forstår du? Vi kan da ikke nøjes med at fokusere på de dagsaktuelle problemer! Hvad nu hvis det her viser sig at være en alvorlig trussel?“ „Efter min mening skyldes din beslutning ikke andet end hidsighed, Vladimir Ivanovitj. Vi har stadig ammunition tilbage til lidt over en uge, efter at der blev fundet to uåbnede kasser med kaliber 5.45-­­patroner i en mørk krog af våbenlageret. Desuden vil tilfældet, at jeg var så heldig også at finde en kassefuld hjemme hos mig selv“ – den gamle vagtchef smilede, så han afslørede sine stærke, gule tænder. „Som sendt fra himlen, ikke sandt? Så det er ikke patroner, vi mangler lige nu, men folk.“ 10

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 10

27-08-2012 13:54:14


„Nej, og nu skal jeg sige dig, hvad problemet helt konkret er. Hvis leverancerne ikke når frem, må vi om højst 14 dage lukke termoportene i begge de sydgående tunneler, fordi vi ikke længere har ammuni­ tion tilbage til at forsvare dem. Det vil betyde, at vi ikke har adgang til to tredjedele af vores vandmøllekapacitet og ikke længere kan tage ned for at reparere installationerne. De første vandmøller vil ophøre med at producere allerede efter endnu cirka en uge. Og når vi ikke længere kan opretholde leverancerne af elektricitet til Hanseforbundet, får vi for alvor problemer. I bedste fald vil de se sig om efter andre og mere pålidelige leverandører. Og i værste fald … Men skidt så være med elproduktionen! De nordgående tunneler har været totalt tomme de sidste fem dage, og ikke et eneste menneske er kommet den vej fra. Hvad nu hvis tunnelerne er styrtet sammen? Hvis der har været sabotage? Hvad hvis vi er afskåret fuldstændig fra omverdenen?“ „Vrøvl. Der er jo ikke sket noget med kablerne. Viserne på målerne drejer stadig rundt, strømmen bliver afsendt, og hanseaterne forbruger den. Hvis tunnelerne var styrtet sammen, ville vi have vidst det. Hvis det virkelig havde været sabotage, ville telefonerne ikke bare være holdt op med at fungere, men alle vores kabler ville være blevet skåret over. Og hvad angår tunnelerne – hvilke mennesker havde du forestillet dig skulle komme den vej? Vi har aldrig fået besøg udefra, ikke engang da det gik bedst. Ikke engang fra Nakhimovskij Prospekt … Det ville være for farligt at gå alene, og handelsfolk udefra tager ikke hertil. Og banditter, der overfalder folk i tunnelerne, har der jo altid været. Så jeg vil råde dig til ikke at gå i panik.“ „Nå ja. Det, du siger, lyder fornuftigt nok,“ mumlede Vladimir Ivanovitj. Han løftede klappen for den tomme øjenhule op og gned svedperlerne af sit ansigt. „Jeg giver dig en tremandsgruppe. Flere kan jeg umuligt afse lige nu,“ sagde vagtchefen mere forsonligt. „Du skulle for resten lade være med at ryge så meget. Jeg kan knap nok trække vejret herinde, og du fylder dine lunger med det stads. Skal vi ikke tage os en kop te?“ „En kop te siger jeg aldrig nej tak til.“ Stationsforstanderen gned sig i hænderne. „Forstander Istomin her,“ buldrede han ned i telefonen. „Te til mig og obersten, tak.“ „Bed dem også lige om at ringe vagtpatruljens leder op,“ bad vagtchefen og tog baretten af hovedet. „Så giver jeg de tre mand besked på at stille.“

11

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 11

27-08-2012 13:54:14


Stationsforstander Istomin havde altid sine egne beholdninger af te, VDNKh-produceret selvfølgelig, og den bedste svampe-‘te’, der kunne købes for patroner. Det var langtfra alle, der havde råd til den slags luksus. Den blev leveret fra den modsatte ende af metroen, via tre grænseovergange til Hanseforbundet, og med de ekstremt høje hanse­ atiske toldafgifter var det blevet en så dyr fornøjelse, at forstanderen kun stadig kunne tillade sig at drikke te takket være sit netværk af „gamle drenge“ på Dobryninskaja. Flere af hans gamle soldaterkammerater sad i høje stillinger forskellige steder i metroen, og derfor modtog Istomin punktligt en gang om måneden en pakke te med de hjemvendende karavaner fra Hanseforbundet – og sørgede altid for at afhente den personligt. Denne te havde faktisk voldt ham problemer sidste år, i 2033. Selv så langt sydpå som på Sevastopolskaja havde rygterne nået dem om den uhyggelige fare, der truede VDNKh Station og hele det, der i gamle dage havde været metroens orange linje: Nogen, der havde været en tur oppe på jordoverfladen, havde ved et uheld ladet en port stå åben, så en flok hidtil ukendte mutanter, der  – det ville rygterne i hvert fald vide – kunne læse folks tanker og var praktisk taget usynlige og umulige at skyde, fordi kuglerne ikke bed på dem, var kommet ned i metroen. Der blev hvisket om, at VDNKh var faldet, og at Hanseforbundet af frygt for en mutantinvasion havde sprængt den nordgående tunnel lige på den anden side af Fredens Prospekt Station. Det havde fået prisen på VDNKh-te til at mangedobles, og for en tid havde den været helt umulig at skaffe, hvad der for alvor havde gjort Vladimir Ivanovitj Istomin nervøs for fremtiden. Frygten havde dog fortaget sig allerede efter nogle uger, og karavanerne fra Hanseforbundet havde igen, foruden ammunition og pærer til lommelygterne, også haft enkelte partier af den berømte velduftende te med. Hvordan eller hvorfra kunne sådan set egentlig være lige meget. Stationsforstanderen skænkede te i en porcelænskop, hvis forgyldning langs randen visse steder var blegnet, indåndede den aromatiske duft og lukkede et øjeblik endda øjnene af velvære. Så lænede han sig tilbage i stolen og rørte rundt i koppen med en sølvteske, indtil sukkerknalden var opløst. De tav begge, og i et halvt minuts tid var den melankolske lyd af teskeernes klirren den eneste, der kunne høres på det røgfyldte, halvmørke kontor. Men så, næsten i takt med skeerne, lød alarmklokken inde fra tunnelen. 12

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 12

27-08-2012 13:54:14


„Højeste alarmberedskab!“ Vagtchefen rejste sig med en overraskende adræthed for sin alder og styrtede ud af kontoret. Et sted i det fjerne kunne man høre enkeltskud fra et automatvåben, men disse skud fik hurtigt selskab af salverne fra først et og bagefter flere andre våben. Der kunne høres tunge soldaterstøvler i løb på perronen, og et eller andet sted fra rungede vagtchefens basstemme, da han udstedte ordrer. Forstander Istomin rakte hånden ud efter den politimaskinpistol, han havde hængende på en knage ved siden af skabet, men så stønnede han, trykkede en hånd mod sin lænd, slog ud med hånden og satte sig tilbage til sin te. Over for ham dampede det fra oberstens efterladte kop, og den himmelblå baret, han havde glemt i skyndingen, lå stadig ved siden af koppen. Stationsforstanderen skar en grimasse og fortsatte i tankerne sin diskussion med vagtchefen; han blev ved med at komme i tanke om nye argumenter, han kunne have brugt under deres iltre samtale. På Sevastopolskaja blev der fortalt ikke så få morbide vittigheder om, hvordan nabostationen mod syd, Tjertanovskaja, havde fået sit djævelske navn. Selvom vandkraftværkerne lå dybt inde i de to tunneler mellem stationerne, havde ingen overvejet at prøve at kolonisere den halvtomme Tjertanovskaja, sådan som de tidligere havde forsøgt med den endnu nærmere beliggende Kakhovskaja Station. Ingen af de grupper af ingeniører og specialister, der blev sendt ned for at efterse og reparere de fjerneste strømgeneratorer, turde vove sig mere end 100 meter i nærheden af Tjertanovskajas perroner. Når nogen måtte drage den vej, korsede de sig i smug – med undtagelse af de mest ugudelige – og mange sørgede for en sikkerheds skyld for at tage afsked med alle familiemedlemmer og venner inden. Tjertanovskaja var et sted, hvor mørkets kræfter herskede, og det kunne alle mærke, når de nærmede sig stationen. De sværtbevæbnede slagstyrker, sevastopolianerne tidligere havde sendt til Kakhovskaja, dengang de håbede på at udvide deres territorium, var kommet forhutlede og mishandlede tilbage efter at have mistet halvdelen af folkene, og det var flere gange sket, at ikke en eneste vendte tilbage. Erfarne soldater var tit så rystede, at de gik halvt vanvittige omkring med savlet løbende ud ad mundvigene og ikke kunne holde op med at ryste af skræk, selv når de sad i varmen rundt om bålene. De havde svært ved at sætte ord på, hvad de havde oplevet der, og deres fortællinger ændrede sig hele tiden. 13

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 13

27-08-2012 13:54:14


Rygterne ville vide, at tunnelerne et sted lige på den anden side af Tjertanovskaja gik stejlt nedad og snoede sig ind og ud gennem en kæmpe labyrint af naturskabte grotter, hvor djævelskab af alle mulige slags holdt til. Her på stationen blev dette sted omtalt som Porten, selvom ingen af Sevastopolskajas beboere af gode grunde selv havde været der. Det vil sige, i tidernes morgen, da folk først begyndte at bosætte sig langs denne metrolinje, skulle en rekognosceringsgruppe, efter at de var sluppet levende forbi Tjertanovskaja, angiveligt være nået helt til Porten. De havde kommunikation med, vistnok en telefon med en meget lang ledning, de trak efter sig fra stationen. Gennem den meldte radiotelegrafisten tilbage til Sevastopolskaja, at gruppen stod foran en smal tunnel, der syntes at gå lodret nedad. Mere fik han ikke sagt, før forbindelsen blev afbrudt, tilsyneladende fordi telefonledningen blev revet over, og det sidste, de forsamlede rundt om apparatet på Sevastopolskaja hørte, var de rædselsslagne, næsten umenneskelige skrig fra den ene efter den anden af rekognosceringsfolkene. Ingen af dem havde forsøgt at skyde. Det var, som om de, ansigt til ansigt med døden, intuitivt forstod, at almindelige kugler ikke ville bide på det, der truede dem. Inden forbindelsen røg uigenkaldeligt, hørte de gruppeføreren, en garvet lejesoldat fra Kitaj-Gorod, som gik rundt med en halskæde af afskårne lillefingre fra hver eneste fjende, han havde nedlagt. Han måtte have befundet sig temmelig langt fra den allerede tavse radiotelegrafist, for de kunne ikke skelne ordene, han råbte. Men på grund af intonationen genkendte stationsforstanderen hans dødsord som Fadervor, den enkleste og mest naive af de bønner, kristne forældre lærer deres børn. Efter den hændelse indstilledes alle bestræbelser på at udforske Tjertanovskaja. Der var endda forslag fremme om, at alle beboerne burde flygte fra Sevastopolskaja og søge om politisk asyl i Hanseforbundet. I dag blev resten af metroen opfattet som den yderste grænse for menneskeracens fortsatte udbredelse. De nye magthavere, der herskede på den anden side af denne grænse, var skabninger, som sevastopolianerne kom i kontakt med, men som de i det mindste kunne slå ihjel uden at gøre sig de store moralske overvejelser om brodermord, og så længe de sørgede for at organisere stationens forsvar fornuftigt, var det relativt nemt at afværge angrebene uden de store tab af menneskeliv – i hvert fald så længe leverancerne af ammunition fortsatte. Sommetider var disse uhyrer, der kom kravlende sydfra, så uhyrlige, at almindelige kugler slet ikke bed på dem, og de kunne kun 14

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 14

27-08-2012 13:54:14


standses ved hjælp af dum-dum-kugler, der fragmenterede efter at have ramt deres mål, eller ved hjælp af fælder med store ladninger dynamit. Oftere var det dog mindre monstrøse, men alligevel dødsensfarlige mutanter, som stationens rekognosceringspatruljer stødte på i tunnelerne. På Sevastopolskaja omtalte folk en mutant af denne type som en upyr, det gamle slaviske ord for en vampyr  – inspireret af „Vyj“ og andre af Nikolaj Gogols gotiske fortællinger fra 1800-tallets Ukraine. „Der er sgu en! En upyr! Deroppe, bag det tredje rør!“ Projektøren, der hang ned i en ledning fra tunnelens loft, snurrede rundt og rundt, mens den fyldte tunnelen foran vagtbålet med sit skarpe, hvide lys. Det ene øjeblik oplyste den kort de sammenkrøbne mutanter, der havde listet sig nærmere, for straks efter igen at lade dem opsluges af mørket. Det næste øjeblik pegede den lige ind i vagternes øjne og blændede dem. Rundtom vrimlede det med flakkende skygger, der gik ud i et og forvrængedes, så mennesker så ud som monstre og monstre som mennesker. Vagtposten var placeret det perfekte sted. Netop her løb to tunneler sammen over en kort strækning, fordi der kort inden verdenskrigen var blevet indledt en udvidelse, som aldrig blev gjort færdig. På dette knudepunkt havde sevastopolianerne rejst et veritabelt lille fort med to maskingeværreder og halvanden meter tykke afspærringer i form af sandsække og med bomme og kampvognsspærrer på skinnerne, elektriske barrierer ved alle indgangene til sidetunnelerne og et kompliceret og velgennemtænkt signaleringssystem. Alligevel så det på de tidspunkter, hvor mutanterne kom i en så tæt strøm som denne dag, ud, som om forsvaret kunne bryde sammen når som helst. Maskingeværskytten mumlede usammenhængende. Det blødte fra hans næse, og han stirrede forbløffet ned på blodpletterne på sine hænder. Luften rundt om skytten flimrede i varmen fra Petjeneg-maskingeværet. Så gled han brat forover, så hans næse ramte skulderen på vagten ved hans side, en stor soldat med en titaniumhjelm, og han holdt op med at bevæge sig. Et øjeblik efter lød der et skrig, der gik én gennem marv og ben: Endnu en upyr gik til angreb. Soldaten med titaniumhjelmen skubbede den døde maskingeværskytte væk, greb hans våben og affyrede en langtrukken salve. Det modbydelige, magre bæst med en matgrå pels styrede lige mod 15

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 15

27-08-2012 13:54:14


ham med de kantede forlabber strakt frem. Det så næsten ud, som om det fløj gennem luften på de vingelignende hududvækster, der sad under forbenene. Upyrerne kunne bevæge sig sindssygt hurtigt, så hvis man smølede, havde man ikke en jordisk chance over for dem, og derfor blev kun de hurtigste og mest kvikke folk sat ind som vagtsoldater her. Blyregnen satte en stopper for det skingre skrig, men inertiens kraft gjorde, at den døde upyr bevægede sig videre, til dens 100 kilo tunge torso ramte brystværnet med et brag, der fik en sky af støv til at rejse sig fra sandsækkene. „Det var vist den sidste …“ Den tilsyneladende endeløse strøm af monstre, der for et par minutter siden pludselig havde kastet sig over dem fra de kæmpestore metalrør oppe under loftet, syntes ganske rigtigt at være ophørt. Vagtsoldaterne vovede sig forsigtigt frem bag sandsækkene. „Skaf en båre! Han må til læge! Bær ham ind til stationen så hurtigt som muligt!“ Den store, bredskuldrede soldat, der havde skudt den sidste upyr, satte bajonetten på automatriflen og begyndte at gå rundt mellem de dræbte og sårede monstre. Han holdt deres brede hoveder nede med sin støvle anbragt på deres spidstandede munde og stak bajonetten ind i deres øjne. Bagefter satte han sig træt med ryggen op ad sandsækkene, stadig med øjnene rettet mod tunnelåbningen og skubbede endelig visiret på sin hjelm op og åbnede sin feltflaske. Forstærkningerne fra stationen nåede først frem, efter at slaget var forbi. Også stationens vagtchef kom, bandende over vablerne på sine fødder og med uniformspelsjakken knappet op. „Hvor fanden skal jeg skaffe ham tre mand fra nu? Med mit eget hjerteblod?“ „Hvad taler du om, Denis Mikhajlovitj?“ spurgte en af vagterne. „Forstander Istomin vil have en tremandspatrulje sendt op til Serpukhovskaja øjeblikkelig. Han er nervøs over, at den sidste karavane ikke er kommet retur. Men hvor skal jeg skaffe tre mand fra? Især efter det, der er sket nu …“ „Er der stadig ikke noget nyt om karavanen?“ spurgte den bredskuldrede soldat med titaniumhjelmen, da han var færdig med at slukke sin tørst. „Nej, ikke et ord,“ sagde den gamle vagtchef. „Og der er efterhånden gået lang tid. Men hvad er det farligste? Hvis vi slækker på forsva16

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 16

27-08-2012 13:54:14


ret mod syd, vil der ikke være nogen her, hvis karavanen skulle komme tilbage om en uge!“ Soldaten rystede på hovedet, men tav. Han reagerede heller ikke, da vagtchefen lidt efter spurgte de tilstedeværende, om nogen af dem ville melde sig som frivillige til en tremandsgruppe til Serpukhovskaja  – hvis han ikke skaffede nogen til opgaven, ville stationsforstanderen gøre ham helvede hedt. Det var dog ikke noget problem at skaffe folk. Mange af vagterne var trætte af at sidde det samme sted hele tiden, og de havde svært ved at forestille sig, at noget skulle være farligere end at blive her og forsvare de sydgående tunneler. Af de seks mand, der meldte sig, valgte valgchefen de tre, som Sevastopolskaja efter hans mening bedst kunne undvære. Det skulle vise sig at være et godt kriterium, for ingen af de tre vendte tilbage. Der var nu gået tre dage, siden tremandsgruppen var blevet sendt af sted for at søge efter karavanen, og det var begyndt at forekomme obersten, at der blev hvisket om ham bag hans ryg og sendt skæve blikke efter ham. Selv de livligste samtaler forstummede, når han kom forbi. Han opfattede den anspændte tavshed alle steder, hvor han viste sig, som et uudtalt krav om, at han måtte komme med forklaringer og retfærdiggøre sig. Men han gjorde jo bare sit arbejde med at sikre Sevastopolskajas forsvar. Han var praktiker, ikke strateg. Når hver eneste mand talte, kunne obersten ikke tillade sig at være åbenhjertig over for dem og så tvivl om, hvorvidt de opgaver, han satte dem til at udføre, var meningsløse. Det havde været oberstens faste overbevisning indtil for tre dage siden. Men nu fik hver eneste forskrækkede, misbilligende eller tvivlende blik, han mærkede mod sin ryg, hans sikkerhed til at vakle mere og mere. En rekognosceringsgruppe uden tung oppakning burde ikke have haft problemer med at nå op til Hanseforbundet og tilbage igen på 24 timer, heller ikke selvom der måtte være skudvekslinger undervejs eller pauser ved grænseovergangene. Og det kunne kun betyde én ting … Obersten gav ordre til ikke at lukke nogen ind og satte sig ind på sit lille kontor, mumlede vredt og gennemgik for guderne måtte vide hvilken gang i tankerne, hvad der kunne være sket med karavanen og hans rekognosceringsfolk. Sevastopolskajas beboere havde naturligvis ingen indvendinger imod, 17

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 17

27-08-2012 13:54:14


at de var udelukket fra hanseaternes militære samarbejde. Stationens dårlige renommé og de mange ammestuehistorier om, hvad dens beboere måtte udholde for at overleve, var blevet bragt videre af øjenvidner og omrejsende kræmmere, der altid fandt rigeligt med tilhørere til deres røverhistorier, og havde på den måde spredt sig til hele metroen. Da stationsledelsen hurtigt havde forstået, hvilke konsekvenser denne rygtespredning kunne have, havde de sat alt ind på at forstærke stationens forsvar uden hjælp udefra. Både informanter og karavanedeltagere, enkeltrejsende og diplomater blev direkte opmuntret til at lyve – og gerne smøre tykt på – om Sevastopolskaja og for den slags skyld også om dens nabostationer på Serpukhovskaja-­Timirjazevskaja-linjen. Dette røgslør gjorde det svært for de fleste at forstå stationens tillokkelse og egentlige betydning. Det havde medført, at der kun et par gange i de seneste år havde været banditter, som havde forsøgt at trænge igennem grænseposterne, og den velsmurte sevastopolianske krigsmaskine havde uden problemer kunnet besejre de små, udisciplinerede røverbander. Denne gang havde tremandsgruppen desuden, for alle tilfældes skyld, modtaget ordre om ikke at involvere sig i skudvekslinger, hvis de skulle støde på modstand, men bare hurtigst muligt vende tilbage til stationen. Der var selvfølgelig Nagornaja, den næste station mod nord efter Nakhimovskij Prospekt. Ikke tilnærmelsesvis så uhyggelig som Tjertanovskaja, men alligevel et farligt og ildevarslende sted. Og der var Nakhimovskij Prospekt, hvor termoportene havde sat sig fast, og hvor det derfor ikke kunne lade sig gøre helt at forhindre, at nogen eller noget trængte ned til stationen fra jordoverfladen. Sevastopolianerne ville helst undgå at sprænge indgangene til Nakhimovskij ­Prospekt, for stalkerne benyttede dem, når de skulle op til jorden. Det var for farligt at prøve at passere ‘Prospektet’, som sevastopolianerne kaldte denne nabostation, alene, og det var endda sket, at tremandsgrupper ikke havde overlevet et møde med monstre fra jord­ over­fladen. Eller kunne problemet være en sammenstyrtning af tunnelerne? En grundvandsoversvømmelse? En sabotageaktion? En uerklæret hanseatisk krig? Og nu var det ham og ikke forstander Istomin, der måtte stå til ansvar over for de forsvundne rekognosceringssoldaters koner, når de opsøgte ham og så ham i øjnene, bedende og sultent som herreløse hunde, og håbede på at se et løfte eller et spor af trøst i hans blik. Han 18

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 18

27-08-2012 13:54:14


måtte også forklare situationen for garnisonens soldater, der aldrig stillede spørgsmål og indtil videre fortsat var loyale over for ham. Og han måtte berolige de mange, der om aftenen, efter endt arbejdstid, samlede sig under stationsuret, der konstant mindede om, hvor længe den seneste karavane havde været borte. Istomin havde fortalt, at han i de seneste dage stadig oftere var blevet spurgt, hvorfor lyset altid var dæmpet på stationen, og folk havde krævet, at belysningen skulle bringes op på fuld styrke ligesom før. Men i virkeligheden var lyset ikke blevet dæmpet, og pærerne lyste lige så klart som tidligere. Det var ikke på perronerne, mørket havde lagt sig, men i folks sjæle, og det var et mørke, end ikke de stærkeste glødepærer kunne sprede. De havde stadig ikke haft held til at genoprette telefonforbindelsen til Serpukhovskaja, og i den uge, der var gået, siden karavanen drog af sted, havde ikke blot obersten, men også mange andre sevastopolianere mistet følelsen af nærhed til hinanden, en sjælden egenskab blandt de overlevende i metroen og en utroligt vigtig egenskab. Dengang telefonerne fungerede, og der afgik karavaner regelmæssigt, og det højst tog et døgn at tilbagelægge turen op til de hanseatiske stationer, havde alle Sevastopolskajas indbyggere været parate til at tage med, for alle vidste, at de blot fem timers gang fra deres egen station ville se den rigtige metro, civilisationen, menneskeheden. Det må have været det samme, polarforskerne på Nordpolen oplevede i gamle dage, når de, for at skaffe videnskaben ny viden eller lokket af de høje lønninger, frivilligt indlod sig på at tilbringe flere måneders isolation i kulde og ensomhed. Der var adskillige tusind kilometer til det nærmeste beboede sted på fastlandet, men alligevel var det, som om resten af verden befandt sig lige ved siden af, radioerne fungerede jo, og en gang om måneden kunne de høre flymotorerne, når der igen blev kastet kasser med forråd og dåsekød ned til dem i faldskærme. Nu havde den isflage, deres forskningsstation lå på, imidlertid revet sig løs, og for hver time, der gik, blev de ført længere og længere bort fra verden – ud i en iskold snestorm på et mørkt ocean, ud i uvished og tomhed. Ventetiden trak ud, og oberstens uro for folkene blev afløst af en dyster vished om, at han aldrig ville få de tre mænd at se igen. At fjerne yderligere tre mænd fra forsvaret af stationens grænser og på samme måde sende dem mod en usynlig fare – og efter al sandsynlighed i den 19

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 19

27-08-2012 13:54:14


visse død, vel at mærke igen til ingen nytte – kunne han ikke få sig selv til. At lukke termoportene og helt afskære tunnelerne i sydgående retning virkede som en forhastet beslutning. Hvad nu hvis stationerne nord for dem traf den samme beslutning? … Nej, det ville være et katastrofalt valg. Vagtchefen sukkede, åbnede døren, så sig hurtigt om og kaldte vagten udenfor hen til sig: „Giver du ikke en smøg? Men det er den sidste, du må ikke give mig flere, hvor meget jeg end tigger og beder, okay? Og ikke et ord om det her til nogen, vel?“ Nadja – en snakkesalig og gæv lille kone i en hullet vatteret jakke og et stort, snavset forklæde – kom til syne med gryderne med flæskesteg og kartofler, og det gjorde straks vagtsoldaterne i meget bedre humør. I metroen blev kartofler, agurker og tomater betragtet som de mest udsøgte delikatesser, og bortset fra på Sevastopolskaja kunne grøntsager kun fås på enkelte af de dyreste restauranter på Cirkellinjens sta­ tioner eller i Polis. Det skyldtes ikke kun, at de færreste havde de nødvendige hydroponiske installationer, som var uundværlige, hvis man skulle have de møjsommeligt opbevarede frø til at spire, men nok så meget, at de ingen andre steder i metroen havde råd til at bruge de mange kilowatttimer strøm, der skulle til for at gøre soldaternes kost lidt mere alsidig. Selv i stationsforstanderfamilierne blev der kun serveret kartofler ved højtiderne og i de fleste tilfælde kun til børnene. Så det havde krævet ikke så få skænderier, før Istomin fik kogekonerne overtalt til at supplere det svinekød, der blev serveret i ubegrænsede mængder, med et par kogte kartofler og en enkelt tomat per mand for at styrke soldaternes kampmoral. Men det havde vist sig at virke. Så snart Nadja lod maskinpistolen glide ned fra sin skulder og løftede låget af kartoffelgryden, begyndte mændene at smile bredt. Med en sådan menu forstummede samtalerne om den forsvundne karavane og om rekognosceringsgruppen, der ikke var vendt tilbage, hurtigt. „Jeg har af en eller anden grund gået og tænkt på Komsomolskaja Station hele dagen,“ sagde en gråhåret ældre mand i en slidt uniformsjakke med Moskvas Metropolitains logo, mens han mosede de dampende kartofler i aluminiumsskålen. „Jeg ville give hvad som helst for at se Komsomolskaja igen … Åh, de loftsmosaikker! Efter min me20

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 20

27-08-2012 13:54:14


ning er det den smukkeste af alle Moskvas metrostationer.“ „Nej, Homer. Det er da kun, fordi du selv har boet på Komsomolskaja, at du holder så meget af den,“ indvendte en tyk, ubarberet mand i en øreklaphue. „Hvad med glasmalerierne på Novoslobod­ skaja? Eller Majakovskaja Station – med de høje, lette søjler og alle de mange fresker?“ „Jeg har nu altid foretrukket Revolutionspladsen,“ indrømmede en skarpskytte, en stilfærdig, alvorlig, midaldrende mand. „Ja, jeg ved godt, at det lyder fjollet. Men alle de barske matroser – og piloterne og grænsesoldaterne med hunde … Jeg forgudede den station allerede som dreng!“ „Det er ikke noget at skamme sig over. De er da flotte, alle de mandfolk i bronze,“ nikkede Nadja, mens hun skrabede resterne i bunden af kartoffelgryden sammen. „Glem nu ikke at spise noget, brigadeformand!“ Den høje, bredskuldrede soldat, der havde siddet alene, kom hen til hende, tog imod sin portion og satte sig tilbage på samme sted som før, nærmest ved tunnelen, et stykke væk fra de andre. „Hvordan er det egentlig gået til, at han er havnet på vores station?“ hviskede den tykke fyr og nikkede hen mod den bredskuldrede skikkelse, der aftegnede sig mod tunnelens mørke. „Han har været her i over en uge uden at tage tilbage til stationen,“ svarede skarpskytten stille. „Sover på den nøgne tunnelkant, i sin sovepose. Jeg forstår ikke, hvordan hans nerver kan holde til det … Men måske kan han bare godt lide al det larm og uvæsen. For tre dage siden, dengang upyrerne nær havde dræbt Rinat, gik han nok så roligt rundt og aflivede de sårede udyr bagefter. Med bajonetten påsat. Det må have taget ham mindst et kvarter. Da han kom tilbage til os andre, var hans støvler helt indsmurt i blod. Det var hans maskinpistol også.“ „Ikke et menneske, men en tilintetgørelsesmaskine …“ indskød en langlemmet maskingeværskytte. „Jeg ville sgu ikke engang turde sove ved siden af ham. Har I ikke set arrene i hans ansigt? Jeg tør ikke engang se ham i øjnene.“ „Nå, jeg føler mig nu tværtimod tryg sammen med ham,“ sagde den gamle mand, de kaldte Homer, med et skuldertræk. „Hvad er I sådan på nakken af ham for? Han er en god mand, selvom han er blevet vansiret. Men det med skønheden er nu vigtigt, når det gælder metro­stationer. Din Novoslobodskaja, for eksempel, er hæslig! De 21

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 21

27-08-2012 13:54:14


mosaikruder er da ulidelige at se på, selv i ædru tilstand … Glasmalerier, min bare røv!“ „Hvad så med kolkhosbønderne på loftsmosaikkerne på Komsomolskaja, er de ikke smagløse?“ „Hvor på Komsomolskaja har du set kollektivbrugsbønder?“ „Al den skide sovjetkunst forestillede jo aldrig andet end glade landmænd eller heltemodige piloter!“ sagde den tykke fyr vredt. „Hold lige kamppiloterne ude af det her, ikke, Sergej?“ indskød skarpskytten advarende. „Komsomolskaja er kitsch, og Novoslobodskaja er noget lort,“ kommenterede en stemme, der var så dyb og strubeagtig, at det fik det til at lyde, som om han talte russisk med georgisk accent. Det kom så uventet, at den tykke Sergej ikke kunne få et ord frem og bare stirrede på soldaten, Nadja havde tiltalt som ‘brigadeformand’. De andre tav også, fordi de forventede, at han ville sige noget mere. Han havde ikke tidligere deltaget i nogen af deres samtaler og svarede altid kun med enstavelsesord, hvis han overhovedet svarede, når de spurgte ham om noget. Han blev siddende med ryggen til dem uden at slippe tunnelen med øjnene. „På Komsomolskaja er buerne for høje, søjlerne er for spinkle, perronerne går næsten ud i et med sporet, og fodgængerpassagerne til parallelstationerne er ikke særlig praktiske. På Novoslobodskaja bliver der ved med at være revner i alle murene, hvor meget de end reparerer og gør ved. Der skal ikke mere end en enkelt håndgranat til for at sætte den station ud af spillet. Ruderne med glasmalerierne er i øvrigt for længst væk. Forsvundet, simpelthen. Glas er jo noget sart stads.“ Ingen turde modsige ham. Efter at have siddet tavs lidt tilføjede brigadeformanden henkastet: „Jeg går tilbage til stationen. Og du, Homer, går med mig. I andre bliver afløst om en time. Arthur, du må overtage kommandoen ind­til da.“ Skarpskytten rejste sig af en eller anden grund hurtigt, inden han nikkede, selvom brigadeformanden, der sad med ryggen til, ikke kunne se det. Gamle Homer rejste sig også og gik hurtigt i gang med at proppe sine ting ned i vadsækken uden at spise sine kartofler færdig. Da brigadeformanden kom hen til bålet, havde han allerede taget sin oppakning på og den uforanderlige titaniumhjelm på hovedet. „I må have det.“ Skarpskytten Arthur blev stående og så på de to skikkelser, der for22

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 22

27-08-2012 13:54:15


svandt ind i den oplyste tunnel, den store, bredskuldrede formand og den lille, magre Homer, og gned pludselig sine hænder og gøs. „Er det mig, eller er det blevet koldere? Læg noget mere kul på ilden.“ Brigadeformanden mælede praktisk taget ikke et ord hele vejen, bortset fra at han spurgte Homer, om det var rigtigt, at han havde arbejdet som lokofører før i tiden, og fik at vide, at det var det, det havde han, og han havde også været ansat i metroen før den tid, som sporkontrollant. Den gamle mand så undersøgende på ham, men svarede beredvilligt og blev hele vejen ind til Sevastopolskaja ved med at fortælle om sin fortid som lokofører eller lokoførerassistent. Derimod udbredte han sig ikke om, hvordan han havde kontrolleret sporene, for det betragtede han som et meget mindre prestigefyldt job. Brigadeformanden gik lige ind på stationsforstanderens kontor uden at banke på og nøjedes med hurtigt at gøre honnør for vagten uden for døren. Forstander Istomin og obersten rejste sig forbavsede  – begge gamle, rundryggede og opgivende. Homer blev forlegen stående lige inden for døren, hvor han flyttede vægten fra ben til ben. Brigadeformanden tog sin hjelm af og lagde den fra sig på bordet foran Istomins papirer, inden han lod hånden løbe hen over sin glatragede isse. I lyset fra den enlige elektriske pære blev det tydeligt, hvor vansiret hans ansigt var: Et bredt ar, der så ud som et brandsår, strakte sig ned over den haglgennemhullede venstre kind og havde forvandlet hans venstre øje til en smal sprække. Et andet gammelt sår lå hele vejen fra øret ned til mundvigen som en bred, lilla stribe. Selvom Homer selv mente, at han havde vænnet sig til at se dette arrede ansigt, gøs han igen ufrivilligt, ligesom første gang han så det. „Jeg går selv op til Cirkellinjen,“ sagde brigadeformanden resolut uden at hilse først. En tung tavshed lagde sig over kontoret. Homer havde i forvejen hørt rygter om, at brigadeformanden, der var blevet uundværlig på stationen på grund af sin store erfaring, havde et helt specielt forhold til ledelsen. Men det var først nu, han blev klar over, at vagtholdets brigadeformand, i modsætning til alle andre sevastopolianere, simpelthen bare ikke underkastede sig stationsledelsens beslutninger. Det var, som om han ikke ventede på, at de to udslidte ældre mænd skulle sige god for hans forslag, men at det blot var noget, han informerede dem om. Og Homer måtte  – for guderne måtte vide hvilken gang – spørge sig selv: Hvad er han dog for en? 23

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 23

27-08-2012 13:54:15


Vagtchefen og stationsforstanderen så på hinanden og så ud, som om de ville komme med indvendinger, men til sidst slog vagtchefen ud med hånden: „Tja, hvis du har besluttet dig, Hunter … Det har jo ikke noget formål at prøve at diskutere med dig.“

Glukhovsky - Metro 2034 (638-2090-5) - 324 sider - IB.indd 24

27-08-2012 13:54:15


LÆSEPRØVE_Metro 2034 /Forsvaret af Sevastopolskaja_Glukhovsky, Dmitry