Page 1

Sally Gardner er erklæret ordblind og blev mobbet i skolen som barn, fordi hun skilte sig ud. Med Mission Måne har Gardner givet den ordblinde og “anderledes” teenager en stemme. Læs mere om forfatteren på www.sallygardner.net

SALLY GARDNER Vinder af Costa Children’s Book Award 2012 The Carnegie Medal 2013 Michael L. Printz Honor Award 2014 IBW Children’s Book Award shortlist 2013 Publishers Weekly shortlist, Best children’s books of 2013 The Guardian shortlist, Best children’s books of 2013

HØST & SØN

Hector og Standish er venner. De bor i Zone Syv, hvor Moderlandet overvåger og nådesløst kontrollerer dem og andre afvigere. Da Hector opdager noget mystisk ved Moderlandets planlagte månelanding, tager drengenes liv en farlig drejning. Hector ”forsvinder”, og Standish indser, at det er op til ham – en ordblind teenager, der ikke ligefrem passer ind i regimets mål om ensartethed – at stille sig op og gøre en forskel.

Det er torsdag den 19. juli 1956, den dag, raketten til månen sendes op, og en ny æra i Moderlandets historie begynder. Mission Måne er en dyster fortælling om magt og kontrol. Om et brutalt regimes rejse til et mål så vigtigt, at al modstand knuses på vejen dertil. Men også en varm historie om venskab og oprør. Og om Standish, der overrasker alle. Ikke mindst sig selv.

SALLY GARDNER

Hvad nu, hvis fodbolden ikke var røget over muren. Hvad nu, hvis Hector ikke var gået ud for at finde den. Hvad nu, hvis han ikke havde holdt den mørke hemmelighed for sig selv. Hvad nu, hvis …

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9

missionmaane_CVR.indd 1

788763 831925

21/02/14 12.09


x

x

x

Maane_


M I S S I O N MMAnE ÅNE MISSIOn


x

x

x

Maane_


SALLY SGARDNER A L LY G A R D N E R

mISSIOn MAnE På Dansk Ved Camilla Christensen

På dansk ved Camilla Christensen

HØS T & SØN

HØST & SØN

Maane_tilindhold.indd 1

07/02/14 12.26


x

x

x

Mission Måne er oversat fra engelsk af Camilla Christensen efter Maggot Moon Copyright © 2012 Sally Gardner Originally published in the English language as Maggot Moon by Hot Key Books Limited, London The moral rights of the author have been asserted Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE&CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsillustrationer: Julian Crouch Omslagsdesign: Jet Purdie Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen Sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3192-5 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk


Til jer, drømmerne, der bliver overset i skolen og aldrig vinder priser Jeres er morgendagen

5


x

x

x 6


1 Jeg tænker på hvad nu, hvis ... Hvad nu, hvis fodbolden ikke var røget over muren. Hvad nu, hvis Hector ikke var gået ud for at finde den. Hvad nu, hvis han ikke havde holdt den mørke hemme­lighed for sig selv. Hvad nu, hvis ... Så ville det nok være en anden historie, jeg fortalte mig selv. For ser du, hvad-nu-hvis’erne er lige så grænse­ løse som stjernerne.

7


x

2

x

x

Vores gamle lærer, miss Connolly, sagde altid, at man skulle begynde sin historie med begyndelsen. Gøre historien til et renvasket vindue, vi andre kunne kigge igennem. Men egentlig tror jeg ikke, det var det, hun mente. Ingen, ikke engang miss Connolly, vover at skrive om det, vi kan se gennem den fedtede rude. Det er bedst at lade være med at kigge ud. Hvis man absolut skal, er det bedst at holde sin mund. Jeg ville aldrig være så idiotisk at skrive det her ned, ikke på papir. Selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke. Jeg kan faktisk ikke engang stave til mit eget navn. Standish Treadwell. Kan ikke læse, kan ikke skrive. Standish Treadwell er ikke kvik. Miss Connolly er den eneste lærer, der nogensinde har sagt, at Standish er noget for sig selv, fordi han er en original. Hector smilede, da jeg fortalte ham det. Han sagde, at det havde han fattet straks og lige med det samme. 8


»Der er dem, der tænker ensporet, og så er der dig, Standish, du er en brise i fantasiens park.« Det gentog jeg for mig selv. »Og så er der Standish med en fantasi, der fejer som en brise gennem parken og ikke lægger mærke til bænkene, men kun har øje for, at der ikke er hundelort, hvor der burde være hundelort.«

9


x

3

x

x

Jeg hørte ikke efter i timen, da sedlen fra rektors kontor kom. Mig og Hector befandt os i byen på den anden side af havet, i et andet land, hvor bygninger ikke holder op med at vokse, før de spidder skyerne til himlen. Hvor solen skinner i technicolor. Livet for enden af regnbuen. Jeg er ligeglad med, hvad de siger, for jeg har selv set det i fjernsynet. De synger i gaderne – de synger endda i regnvejr, mens de danser omkring en lygtepæl. Her er det mørke tider. Vi synger ikke. Men det var den bedste dagdrøm, jeg havde haft, siden Hector og hans far og mor forsvandt. For det meste prøvede jeg på at lade være med at tænke på Hector. I stedet koncentrerede jeg mig om at se mig selv på vores planet, den planet, mig og Hector havde opfundet. Juniper. Det var bedre end at være hunderæd for, hvad der var sket med ham. Og så var det en af de bedste dagdrømme, jeg havde haft i lang tid. Det føltes, som om jeg var sammen med Hector igen. Vi kørte rundt i en af de der store flødeis-farvede cadillacer. Jeg kunne næsten 10


lugte læderet. Klart blåt, himmelblåt, lædersæde­blåt. Hector på bagsædet. Mig med armen hvilende på det nedrullede vindues krom, hånden på rattet. Jeg kørte os hjem til et skinnende køkken med Croca-Colaer, en ternet dug og en have udenfor med græs, der så ud, som om det var blevet støvsuget. Netop da blev jeg svagt opmærksom på, at mr. Gunnell sagde mit navn. »Standish Treadwell. Du skal hen på rektors kontor.« For filen da! Jeg burde have set det komme. Mr. Gunnells spanskrør fik mine øjne til at svide, det ramte min håndryg så hårdt, at det efterlod et visitkort. To tynde, røde striber. Mr. Gunnell var ikke ret høj, men hans muskler var lavet af gamle kampvogne med velsmurte kampvognskanoner. Han gik med toupé. Den havde sit helt eget liv og kæmpede for at blive siddende på toppen af hans svedige, skinnende hoved. Resten af ham var heller ikke noget at skrive hjem om. Han havde et lille, mørkt snotklatoverskæg, der gik ned til munden, og smilede kun, når han brugte spanskrøret – et smil, der krøllede hans mundvige, så den indtørrede igle af en tunge stak frem. Når jeg nu tænker nærmere over det, er jeg ikke sikker på, at smile er det rigtige ord. Måske forvred hans mund sig bare på den måde, når han kastede sig ud i sin yndlingssport, at gøre andre ondt. Han var ikke særlig interesseret i, hvor spansk11


x

røret ramte, så længe det ramte kød, så det fik folk til at spjætte. Det er kun på den anden side af havet, de synger, forstår du. Her er himlen for længst styrtet ned.

x

x 12


4 Men det, der virkelig slog hårdt, var, at jeg må have været uendelig langt væk. Jeg lagde overhovedet ikke mærke til, at mr. Gunnel nærmede sig, selv om der var en hel landingsbane mellem mig og hans kateder. Jeg sad jo helt nede bagest i klassen – tavlen kunne have befundet sig i et andet land. Ordene, der stod skrevet på den, var cirkusheste, der stejlede og bukkede. De blev i hvert fald ikke stående stille længe nok, til at jeg kunne finde ud af, hvad de betød. Det eneste, jeg kunne læse, var det store røde ord, der var trykt hen over billedet af månen, og det ord var en slimet klat i munden. MODERLAND. Fordi jeg var dum og ikke passede nydeligt ind på et stykke linjeret papir, havde jeg siddet nede bag i klassen længe nok til at vide, at jeg nærmest var usynlig. Jeg kom kun i fokus, når mr. Gunnells kampvognskanon havde brug for at blive motioneret. Kun da så jeg rødt. 13


x

5

x

x

Det var ikke til at komme udenom. Jeg var blevet doven. Jeg var blevet vant til at stole på, at Hector ville advare mig, når dommedag var på vej. Dagdrømmen fik mig til at glemme, at Hector var forsvundet. Jeg var alene. Mr. Gunnell fik fat i mit øre og kneb til, han kneb så hårdt, at mine øjne løb i vand. Jeg græd ikke. Jeg græder aldrig. Hvad skal tårer gøre godt for? Gramps sagde, at hvis han først begyndte at græde, ville han sikkert ikke kunne holde op igen – der var alt for meget at græde over. Jeg tror, han havde ret. Saltvand der drypper ned i en mudderpøl. Tårer oversvømmer alting, de giver en klump i halsen, tårerne. De giver mig trang til at skrige, tårerne. Det var hårdt med alt det ørekniberi, det er helt sikkert. Jeg gjorde mit bedste for at fastholde tanken om planeten Juniper, den planet mig og Hector havde opdaget. Vi ville sætte vores helt en egen rummission i gang, os to, og så ville verden vågne op og opdage, at den ikke var alene. Vi ville skabe kontakt til juniperianerne, 14


der kendte forskel på rigtigt og forkert og kunne sende Bladlus, læderfrakkemænd og mr. Gunnell direkte ud i evighedens mørke røvhul med et enkelt zap. Vi var blevet enige om at flyve forbi månen. Hvem ville dog gerne derop, når Moderlandet lige om lidt ville stikke sit sort-røde flag ned i dens uberørte sølvoverflade?

15

Gardner - Mission måne (læseprøve)  
Gardner - Mission måne (læseprøve)  

Prisvindende og anmelderrost ungdomsroman, der giver et unikt bud på en fornyelse af den dystopiske genre. En mørk fortælling om magt og kon...