Page 1

ROSINANTE ROMAN


LAUST

34532_laust_140x220.indd 1

25-06-2013 18:47:37


Af samme forfatter For egen vinding – roman 1999 Hun har det hele – roman 2001 Pendul – roman 2005 Prøverummet – noveller 2009 Sicilien sitrer – noveller 2010

34532_laust_140x220.indd 2

25-06-2013 18:47:37


Lotte Garbers

LAUST roma n

Rosinante

34532_laust_140x220.indd 3

25-06-2013 18:47:37


Laust © Lotte Garbers og Rosinante/rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Emma Graves Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2893-2 Printed in Latvia 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk www.lottegarbers.dk

34532_laust_140x220.indd 4

25-06-2013 18:47:37


1

Måske havde det hele udviklet sig helt anderledes, hvis ikke det havde været for den lugekurv, Laust købte til Elisabet i en engelsk rosenhave meget tidligt i deres ægteskab. Laust troede det nu ikke. Eller rettere – han ville ikke tro det om sig selv. Til at begynde med havde Elisabet haft sådan et sødt ansigt. Troskyldigt og sågar tillidsfuldt. Elisabet var blevet gravid allerede efter første gang. I begyndelsen havde han tænkt, at det nok var meget godt, at det ikke var blevet til mere end seks ugers graviditet, før hun tabte barnet, for så kunne han jo altid forlade hende igen. Men nu var han blevet treogtres, og han var her endnu. Han parkerede sin store bil foran sit store hus, og han havde nydt bilturen fra lufthavnen, ligesom han plejede. Han havde nydt den stille summen af motoren, der kælent tog imod ham efter flere dages stilstand, han havde nydt sine små, bløde bevægelser på læderrattet, der straks efterkom hans mindste ønske, og ikke mindst det lille drejehjul ved armstøtten, der som sædvanlig drejede velvilligt rundt blot ved et enkelt skub og finjusterede airconditionen. Han knipsede noget fnug af sædet, som kun han kunne se, og da han steg ud, kontrollerede han, om lakken stadig skinnede, som den skulle. Det gjorde den. Alt var, som det plejede. Det, der ikke var, som det plejede, var Tosca. Operaen. Og 5

34532_laust_140x220.indd 5

25-06-2013 18:47:37


en skrammet lillebitte Punto, han havde kørt rundt i i Napoli de sidste par døgn. Laust havde været til opera i det gamle italienske operahus, hvor guldmaling og rødt plys stadig blev anset for god operastil, og han havde været ligeglad med kvaliteten af opførelsen. Han havde ikke taget en eneste note i sin lille sorte skindnotesbog, som ellers var fyldt med optegnelser fra alverdens operahuse. Tosca havde endda sit eget afsnit i den lille bog. Det havde flimret for hans øjne i operaen. Det sorte og det hvide i orkestergraven var blevet brudt. En lille fod i en meget udringet sort sko vippede utålmodigt i alt andet end takt til musikken. Foden fortsatte opad og blev til et ben, et let gyldent ben. Der skinnede. Var det sved? Var det creme? Om det var det ene eller det andet, så blinkede benet til ham. En sort kjole var foldet praktisk op over knæene, og benene var let spredte. Ikke spor kvindeligt, tænkte han, og dog, for hans øjne kunne ikke slippe synet. Et sted i hans indre, som han ikke følte trang til at dele med nogen, var vakt. En violin hvilede i hendes skød, eller hvilede netop ikke, men blev drejet og flyttet rundt på og skiftede plads mellem hendes hænder i et rastløst mønster. Han lod kikkerten fortsætte op over livet. Kjolen foldede over barmen, der næsten ikke lod sig ane, jo, nu kunne han se noget bevæge sig, da hun trak sin ene spaghettistrop på plads. Skuldrene skinnede også, det løse, glatte, sorte hår, selv den spidse næse glinsede let. Øjnene? Han kunne ikke se dem, men dér var kæben, der spændtes, mens tænderne bed sammen i utålmodighed. Et lille lyksaligt smil, som han ikke var forberedt på, bredte sig på hans læber. * 6

34532_laust_140x220.indd 6

25-06-2013 18:47:37


Laust løftede sin rullekuffert ud af bilen og trykkede på knappen, der fik garageporten til at glide i igen. Elisabet stod allerede i døren. Døren var også stor, den passede til huset. Med blyindfattede ruder langs den ene side af karmen og en ordentlig dørhammer, formet som en løve. En stor marmorkrukke stod på sin store fod ved døren. Lige nu svømmede den over med påskeliljer, der alle var sprunget ud på samme tid. Elisabets specialitet: havetiming. Hun stod med stålpaletten i den ene hånd og den anden på persiennen i vinduet langs døren, så persiennen ikke blafrede og kom i uorden. – Kommer du allerede? Paneringen er gået i fisk. Laust kyssede Elisabet et sted mellem hendes hår og kindben. Hun lugtede svagt af Imperialsæbe. Lidt som den vævre Fiat Punto, han havde lejet i Italien. – Jeg fik et tidligere fly. Lad os gå ud at spise. Elisabets øjne flakkede, hænderne røg op til håret, der var blevet noget tyndt i toppen, især efter de mange farvninger og hårde permanentvæsker, som hun havde udsat det for gennem tiden. – Du ser dejlig ud, forsikrede han hende. Han mente det også. Hun var køn. Slank, rank, gode stærke skuldre, et hår, der altid bølgede så fint lige over dem. God, som dagen var lang. Venlig. Omhyggelig. Ikke længere urimelig. Han var fuldstændig uinteresseret i hende. Det havde han været længe. Længere, end han brød sig om at tænke på. * Efter operaforestillingen havde Laust mast sig bag om operahuset, og snart begyndte koret, sangere, kostumierer at myldre 7

34532_laust_140x220.indd 7

25-06-2013 18:47:37


ud ad bagdøren. Så kom musikerne, nogle af dem slæbte på de tunge instrumentkasser, og så kom hun. Hendes trenchcoat var bundet stramt i livet, hun havde det åbenbart ikke varmt længere, han selv var i skjorteærmer og var stadig fugtig i nakken. Hun passerede ham, han var ikke forberedt på det tempo, hun skød. Et kort, nærmest fornærmet blik ramte ham. En lille fure mellem øjnene og to store, brune glugger var det eneste, han fik med sig. Hun styrede direkte over i indkøbsarkaden på den anden side af gaden, hen til bageren, smed en euro og fik sin sfogliatelle, den lille, sprøde, flagede napolitanske kage, som Laust troede, var gået af mode. Hun spiste den gående eller rettere marcherende. Han skulle næsten lunte for at følge med hende, selvom hun var langt mindre end han. Laust fulgte efter en kvinde. Han havde sagt til Elisabet, at hans forretningsrejse krævede et par døgn længere, end han havde regnet med. Han havde sagt til firmaet, at han alligevel ikke ville se nærmere på eventuelt køb af en eller anden lille, dansk, innovativ virksomhed. Han havde simpelthen pjækket for at få et længere frikvarter og var taget til sit elskede Syditalien. Hvorfor vidste han måske godt, måske ikke. Han fornemmede, at han var ved at finde tilbage til en form, som han havde forladt for alt for mange år siden. Tilbage til noget, som også engang var, som det plejede at være. Violinisten marcherede op ad Via Toledo, og da gaderne begyndte at blive stejle, drejede hun ned ad en sidegade. Hun forsvandt ind i en opgang, som hun havde nøgle til. Laust lod fingeren glide ned over alle navnene ved dørtelefonen. Ikke et af dem kunne være hendes.

8

34532_laust_140x220.indd 8

25-06-2013 18:47:37


* Elisabet så stadig troskyldig ud. Lugekurven, han havde købt til hende i en engelsk rosenhave, havde haft små rum, så man lettere kunne sortere sine haveredskaber. Elisabet satte altid redskaberne i med skaftet nedad, så hun hurtigt kunne fange lige det værktøj, der for eksempel kunne gøre det af med kvikgræs mellem munkesten. Mælkebøttejernet havde ramt hende under det ene øje helt inde ved næsen, da hun snublede over kurven, fordi han havde sneget sig ind på hende for at sige bøh. Arret lignede stadig et ar som fra et lille skår eller et genstridigt myggestik. Elisabet kaldte det vansiringen, og det havde hun gjort nu i over tyve år. Lugekurven havde de smidt ud sammen. Laust bippede hurtigt garagen åben igen, og Mercedesen var stadig lun at sætte sig ind i. Elisabet trak en lysegrå cardigan bedre op om skuldrene og fandt spejl og læbestift frem fra den ældede, men dog meget dyre, håndtaske. De kørte op til den italienske restaurant, som hun elskede, den, der lå ude ved kysten. Foråret tittede frem, og han var lige ved at sige, at det havde været femogtyve grader i Napoli. – Det ser sejt ud, dit kød, sagde Elisabet en lille time senere. Han orkede ikke at bedyre det modsatte, og da han kom til at beklage, at den dobbelte espresso vist bare var kaffemaskinekaffe i en lille kop, så fortalte hun ham, at det burde han da have vidst, at de hverken skulle bestille espresso eller macchiato her. At han da bare kunne bede om at få den byttet, at han ... Det havde ikke altid været sådan. Den kvindelige bartender kom med regningen. Hun havde været ansat her lige så længe, som Laust og Elisabet var kommet her. Hun var vist gift med indehaveren, en information, han helt sikkert havde 9

34532_laust_140x220.indd 9

25-06-2013 18:47:37


fået for længe siden, men som han ikke så nogen grund til at lagre. Hun måtte have fulgt deres liv i årevis, fra de kom her og talte intenst sammen uden at ænse resten af restaurantens gæster, til de kom her og ikke talte så meget sammen, mens de indgående studerede de andre gæster, og til nu, hvor de snakkede om maden, kaffen, vinen. Da Laust lagde sit kreditkort i hånden på bartenderen, holdt Elisabet inde, og han overvejede et kort øjeblik, om bartenderen havde bemærket, hvornår det var, Elisabet og han skiftede spor i ægteskabet. Så tænkte han på, at han egentlig ikke ville kunne bruge svaret til noget. Elisabet sagde ikke et ord i bilen hjem fra restauranten, hun holdt troligt fast i håndgrebet i biltaget, og da han gik bag hende op ad trappen til førstesalen i deres store hus, stak det ham uvant og pludseligt i hjertet, da hun åbnede dørene en for en ind til de to kamre, der lå på hver side af gangen. Hun gik tværs gennem de nydelige rum, det ene fungerede som Elisabets kontor, selvom hun ikke havde nogen kontorsager, og det andet var et gæsteværelse, der heller aldrig blev brugt. Så trak hun gardinerne for. Det gjorde hun hver aften. Om morgenen puffede hun også til puderne på de to ens brikse, når hun gik ind for at trække gardinerne fra igen. I det store badeværelse for enden af gangen stod de som altid foran hver deres håndvask. Han førte sin tandtråd frem og tilbage, til det begyndte at bløde. Elisabet lagde et tykt lag creme på den tynde hud ved øjnene. Den lille klaplyd fra hans brilleetui lød som et ekko i det store soveværelse, og Elisabet kom ind i sit nattøj, der i mange år havde været lavet af tynd fleece og dækkede hele hendes krop. Bomuldssokkerne var det sidste, hun trak frem fra sengeskuffen, og han begreb ikke, at hun 10

34532_laust_140x220.indd 10

25-06-2013 18:47:37


kunne holde alt det tøj ud. Han selv lå i boksershorts og havde skubbet dynen ned i fodenden. Han kunne ikke koncentrere sig om biografien om Desmond Tutu. Han var faktisk også ligeglad med den store mand, ligesom han var ligeglad med sit store hus, sit store job, sin store løn. Men den store bil? Den ville han ikke tænke på nu. Han havde haft et rigt kærlighedsliv før Elisabet, han var også fyrre, før han giftede sig med hende. Han havde prøvet at gå i seng med både en kvindelig chef og en sekretær, og det gjorde ingen forskel. Det blev lige kompliceret. Så var der hende i flyet til Massachusetts, som næsten havde kastet sig over ham og villet være med i ti-kilometer-klubben. Det ville han ikke, og fordi han havde sagt, at han stillede større krav til sit kønsliv end det, ville hun hellere end gerne med ham på hotel. Det havde været fantastisk. Men han havde aldrig fået fat i hverken hendes navn eller nummer. Han havde næsten brændt en af foran alteret, det var hende fra Virum, han ikke kunne huske navnet på. Og så var der hende, som han havde en affære med, da han kom sammen med hende, han troede, han ville gifte sig med, og hun havde været så sød. Så opmærksom, så skrøbelig. Så høj, så knoklet, med de mindste bryster, der var helt runde og feminine at holde om. Deres fælles fjende, en stor og vigtig chef, havde tvunget dem i armene på hinanden til en salsaaften med firmaet. Hun forsødede hans liv med kys bag døre og hemmelige vink, når ingen så det, og han kom hjem til sin forlovede med lidt smil i hjertet, som langsomt blev suget ud af ham, når hans forlovede havde taget endnu et ekstra kilo på, fundet på et ekstra møbel, de måtte eje og helst før brylluppet, og som altid ville tale om sig selv og den bog, hun nu havde købt om selvhjælp til hendes i den grad manglende personlige udvikling. 11

34532_laust_140x220.indd 11

25-06-2013 18:47:37


Hans lille affære havde været et lyspunkt i en trist tid, men hun var desværre den ærlige type. Hun ville have, de skulle sige det til deres respektive. Hvorfor Laust gik med på den, havde han aldrig rigtig forstået, men fra at have to kvinder gik han til nul på nøjagtig fireogtyve timer. Godt det samme, tænkte han og kom til at tænke på, at det på den ene side var godt, for han havde sikkert skuffet sin eksforlovede fælt kort efter deres bryllup, men på den anden side var det en dårlig oplevelse, for det betød, at han stod der – et halvt år senere i New York – helt oppe i Empire State Building og lod være med at kysse den dejlige italienske amerikaner, som han stadig kunne drømme om, men som også bare gerne ville giftes og have børn – og en carport. Det var der principielt ikke noget i vejen for, men han havde dengang en udviklet sans for at bremse sig selv, når kvinder ikke kunne skelne mellem ægteskab og børn og så hus og ting i det hele taget. Uanset hvad han end mente om den eviggyldige drøm om familie, brød han sig ikke om at ligestille kærlighed med materielle goder. Den sidste kvinde, inden Elisabet, drømte han aldrig om. Det var, som om hun var forduftet fra minderne, og det var ellers dem, der var de vigtigste efter en erobring. Han havde indledt deres forhold med blot at ville varme hende, hun var hans nabo, og han huskede hende kun som mørk og umulig, eller måske ikke umulig, måske i virkeligheden den rette, men da hun blev ved med at være der, blev ved med at kræve noget af ham, mere af ham, blev han nødt til at forlade hende. Så kom Elisabet, og i de tyve minutter, hun var fertil i sit liv, slog han til.

12

34532_laust_140x220.indd 12

25-06-2013 18:47:37


2

Katrine mente, at sex var overvurderet. Men kys. Kys var det, det hele handlede om. Og kys var ikke forbeholdt det seksuelle. Det var, som om man i kysset kunne mærke, hvis relationen betød noget. Netop ikke nødvendigvis noget seksuelt. Det var kyssets pointe. Man kunne sagtens kysse dem, man elskede, uden erotik. Som nu det kys, hun fik af sin voksne søn. Han så helt bestyrtet ud, som han stod der på trappetrinet. Vindfanget hylede bag ham i den hårde forårsvind. Håret var rodet, som han nu kunne lide det, men det strittede ekstra i dag. Måske på grund af vinden, men nok ikke. Han havde et følsomt hår, og nu lagde han an til at køre hånden gennem det, som han havde gjort det hele sit liv. I stedet lagde han sin hånd på hendes skulder og trak sig selv tæt på. Bøjede sig lidt ned, kyssede hendes kind og lod næsen hvile lidt i det bløde. Han lugtede af sig selv. Fire timer tidligere havde han sendt hende en sms om, at han nåede et fly tidligere. Han sms’ede altid til hende. Selvfølgelig om ankomster og forsinkelser, for han var bekymret for, om hun nu skulle blive bekymret. Han havde altid brug for at fortælle hende, at han var på vej. Men Katrine var ikke den urolige type, flegmatisk var snarere ordet, hvis hun skulle være helt ærlig, men det orkede hun ikke i dag på sin blæsende fødselsdag. 13

34532_laust_140x220.indd 13

25-06-2013 18:47:37


Han sms’ede også, når han nåede flyet. Når han var færdig med en roman. Når han virkelig mente, at det var nu, hun skulle tænde for fjernsynet. Hun gjorde for det meste, hvad han bad om. De havde været alene altid. Det var blevet en vane at føje ham, hvor hun kunne. – Hvad er det, du plejer at sige, mor? Alt kommer til den, der venter. Alt. – Det gik altså godt? Hun slog kæden for bag ham, da han kom ind og skubbede sine gummisko af og en ad gangen lod dem balancere på sin tå, inden han sigtede og landede skoen på hylden under frakkerne. – Mmm. Kan du ikke huske, at alle sagde, at jeg aldrig ville få den lejlighed i Ørestaden? Den var for dyr, ventelisten var for lang, og jeg var for ung til den slags investering? Han talte videre, mens han fulgte efter hende ud i køkkenet. Hun spurgte ikke, om han ville have en kop Nescafé, men satte blot vand over og glasset med kaffe frem. – Og med min virkelig fine ansøgning til boligselskabet og så lidt ventetid – boom! – hvad røg ned i Janniks turban? Lejligheden. Og nu har jeg boet i en af Københavns sejeste lejligheder i snart fem år og har aldrig betalt så meget som en dag for sent. – Så mødet gik altså ikke godt? – Aflyst. Men jeg ved, de bare tænker sig om. Jeg ved det bare. Det er kun et spørgsmål om tid, før denne her ... Han prikkede hårdt på sin telefon, mens han kiggede ud ad vinduet. Ruderne trængte til at blive pudset. Det plejede at være Janniks job, også efter at han var flyttet. Da han fyldte tyve, fik han større opgaver i hjemmet. Og da han var tyve et halvt, og han stadig ikke var flyttet, betalte han for at blive boende. Først et lille beløb. Siden steg det hvert kvartal. Da han flyttede for 14

34532_laust_140x220.indd 14

25-06-2013 18:47:37


små fem år siden, var beløbet blevet så stort, at hun stadig kunne mærke det i budgettet. Hun havde svært ved at nå de øverste fag på køkkenvinduet. De hvide rullegardiner trængte også til en tur, men det var hendes eget domæne. Hun hentede gryden med boeuf bourguignon fra den lille trappe ned til krybekælderen og satte den over på lavt blus. Jannik kiggede stadig ud ad vinduet. Midt ude på vejen stod et par. De var midaldrende, nok på hendes egen alder, og hun syntes ikke, hun kendte dem, selvom hun havde boet her, siden Jannik blev født. Hun kendte en del, men de fleste var hun kun på nik med. Rækkehusene og haverne her var små og var klart begynderhuse for par, der skulle ind på boligmarkedet. Her boede enkelte alenemænd, men ingen kvinder. De havde oftest ikke råd til at bo i eget hus efter en skilsmisse. Efter alenemændene begyndte at flytte ind i hendes kvarter, var hun holdt op med at komme til vejfesterne. Hun brød sig ikke om det desperate blik i de mænds øjne. Parret ude på den smalle vej stod lige over for hinanden og så meget alvorlige ud. Manden nikkede og kyssede kvinden lige midt på munden. Hans læber var en anelse krænget ud, måske fordi hans mund var langt større end hendes. Han gav hende et alt for vådt kys, hun havde garanteret lyst til at tørre sig om munden nu. Manden vendte sig og gik, og Katrine kunne se, at hans jakke var krøllet bagpå. Lysegrøn, nærmest falmet; den hang og sjaskede over skuldrene, og han gik med fødderne udad mod en parkeret bil. Kvinden kiggede efter ham, men han vendte sig ikke. Hun kiggede ned i vejen og gik ud af Katrines synsfelt. Katrine lagde sin hånd på Janniks skulder. Knoglen ragede en smule op, som på hendes egen, men langt større. 15

34532_laust_140x220.indd 15

25-06-2013 18:47:37


– Hvis det er værd at vente på, Jannik, så er det jo godt nok. Men dejligt, at du kan være her til min fødselsdagsbrunch. Alle pigerne kommer i morgen. – Pigerne? – Du ved, jo ældre man bliver, jo mere sværmer man for din alder. – Det lyder ikke ret lækkert. Katrine satte sig med kaffen og kiggede ind i sin søns blå, blå øjne. De var så smukke, så klare som en åben sommerhimmel. Hans hår så lyst og fint. Tænk, hun kunne være mor til ham. Hun, der var for lille, for mørk, for rund til denne her tid. – Selvfølgelig ikke på den måde. Livet kan føles lettere, hvis ordene er det, ikke? »Piger« er bedre end »halvgamle kællinger«. Jeg tror ikke, der er mange på min alder, der gerne vil bytte med din alder. Der er så meget. Så meget tvivl. – Og det er derfor, jeg klarer den. For jeg er god til at vente. Ligesom med uddannelse. – Jeg tror ikke, du skal regne med, at du får dig en uddannelse ved at vente ved telefonen. – Nej, mor. Det ved jeg godt. Det løser sig. Alt løser sig. Jannik rejste sig og rørte ved håret. Rynkede brynene. Og hun vidste, hvad han ville sige nu. – Du skal ikke bekymre dig. Jeg har styr på det. Sony slår til, jeg ved det. Jeg har fat i noget. Jeg er virkelig ikke en eller anden IT-taber. Og når Sony slår til, så ... Han stillede sig bag hende og rodede hende ukoncentreret i det korte, krøllede hår, der havde fået lidt mange grå stænk. Hun kunne dufte bourguignonen; den, de havde spist på hendes fødselsdag, siden han holdt op med at skulle have maden moset. 16

34532_laust_140x220.indd 16

25-06-2013 18:47:37


Som dengang hun havde lavet den klar og gravet den ned i sandkassen i forhaven, for at kødet skulle mørne i løbet af dagen og blive helt blødt til om aftenen. Hun havde stået i køkkenet og holdt øje med sandkassen fra vinduet, dér hvor der nu var et spirende bed med tulipaner, som en veninde havde overrasket hende med til en anden fødselsdag, da Jannik var blevet for stor til sandkassen. Dengang Jannik stadig var en lille dreng, i hvert fald efter hendes vurdering, havde han siddet ved siden af bourguignonen og forvandlet sandkassen til noget, der mindede om en installation. Han havde møjsommeligt fjernet alle skovlene og formene, der forestillede fisk eller en klase druer, og så havde han transformeret sandet til en borg. Han havde fået det kolde, fugtige sand til at makke ret i et smukt system af krogede, stejle veje, der førte op til en borg med bittesmå skydeskår. Buttede Disneyfigurer gjorde det ud for soldater, og knækkede tændstikker spillede rollerne som både gærder og skilte. Hans største bekymring var ikke, om tunnelen, han havde bygget af perlegrus og et paprør fra en køkkenrulle, ville styrte sammen. Det, han talte mest om, var, hvordan han skulle få sine Matchboxbiler til at bevæge sig som en karavane. Da hun havde besigtiget alle de mange detaljer, hentede hun kameraet, men nåede aldrig at forevige hans første hjemmebyggede univers. I det samme kom nemlig en af aftenens gæster flere timer for tidligt. Det var en af de mænd, hun dengang stadig havde tendens til at tro, man kunne satse alle sine kærlighedskuponer på. Han kom for at aflyse og slog ud med hænderne lige foran Jannik. Bourguignonen havde varmet sandet op, og hun kunne lugte den, mens manden forklarede sig. Under fødselsdagsmiddagen sad Jannik i vindueskarmen og 17

34532_laust_140x220.indd 17

25-06-2013 18:47:37


tegnede borgen af på en skitseblok. Noterne til, hvordan han havde bygget den, fyldte mere end selve tegningen. Siden dengang var det kun Jannik, der insisterede på boeuf bourguignon på hendes fødselsdag. Jannik lettede på låget til gryden og spurgte, om der var kartoffelmos til. Hun bekræftede. – Hvem kommer til brunchen? – De sædvanlige. Hvorfor? Spørger du til nogen specielt? Hun smilede til ham. Han kunne ikke lade være med at smile igen, selvom han tydeligvis ikke havde lyst. – Det ved jeg ikke. Du plejer jo at invitere Daniel. – Han er ikke en af pigerne. Det er han alt for ung til. – Nej, men ... – Og jeg har ikke inviteret Line. De er ikke kærester mere. Du kunne jo selv ringe til hende. – Det tror jeg så ikke lige, jeg skal. Han fiskede et stykke koldt kød op af gryden og smed sig ind i sofaen, efter at han først havde forbundet diverse ledninger og bokse, som han selv havde bragt med for at kunne se fodboldkampe her. Hun hev postnøglen ned af det bræt, Jannik havde lavet i sløjd, og tømte brevkassen for reklamer. Der var to personlige hilsner. Den årlige fra storebroren på eget brevpapir fra Fyn, hvor han var bykonge i en mindre provinsby. Der stod intet som helst af interesse efter hans opremsning af alt det meget, som han, hans døtre og hans entreprenørvirksomhed havde skuldret her i foråret. Selv leje af en jordfræser skulle hun informeres om, men ikke et ord om hans kone. Det andet var et postkort. Hun vendte det først, da hun var kommet ind i køkkenet igen. Det var fra en veninde i Barcelona. Sødt. Kærligt. Livsbekræf18

34532_laust_140x220.indd 18

25-06-2013 18:47:37


tende. Et lille stik af skuffelse ramte hende alligevel, da det bare var fra veninden. Efter alle de år. Katrine skrællede kartoflerne og satte dem over. Hun lagde sig i sofaens anden ende og lagde de hvide puder godt til rette. – Gider du vække mig om tyve minutter? – Skal du på vagt? I aften? Hvad så med dine gæster? – Jeg når det hele, og jeg tager brød med hjem i morgen tidlig. Alt ordner sig – jeg har jo prøvet det før. Jeg kan sove, når jeg bliver gammel, ved du. Hun hørte ikke, hvis han svarede, men kunne mærke, at hun hurtigt ville glide over i søvnen. Det var som for nogle år siden, hvor hun til lyden af fodboldkommentatorer rutineret kunne tage en lur når som helst. Måske ville han hvile sin arm på hendes ben, og hun ville føle sig hjemme og tryg i sin råhvide sofa, hvor der de sidste år var blevet så stille. Jannik råbte højt, og hun vågnede med et spjæt. Han sagde en masse hurtigt efter hinanden, hvor det eneste, hun opfangede, var, at nogen havde scoret, og det havde været spektakulært, fordi spilleren havde været næsten nede at ligge i feltet. – De scorede, mor. Og det var ham, jeg havde i kikkerten på mit arbejde! – Hvor dejligt. Det må de da bemærke. Eller – er du for sent ude med en opdatering eller hvad? – Det er lige meget, mor. Det er lige meget. Han aede hende hurtigt over kinden og kastede sig over sin telefon, hvor han tastede løs. Han vidste alt om fodbold, spillede det ikke selv længere, men levede af at vide noget om det til et spil. Vistnok. – Det er lidt vildt, mor. I mit forslag placerede jeg ham på toppen i angrebet, og hvad scorede han med? Hovedet. Mens 19

34532_laust_140x220.indd 19

25-06-2013 18:47:37


han ligger ned. Jeg burde sgu være talentspejder i stedet. Det er hans debutkamp for Aston Villa. – Jeg troede, du var programmør. – Spiludvikler, sagde han uden at løfte hovedet. Hun var lige ved at sige, at hun var ked af, at han ikke havde haft en fodboldfar at tale taktik og teknik med, eller at han ikke var vokset op i en have, der havde plads til mere end en sandkasse i forhaven. Men han havde bedt hende om at holde inde med undskyldningerne for mange år siden og havde udviklet et fælles slogan, hvor han, hver gang han sagde det, lavede en håndbevægelse, som om han panorerede med et kamera ud mod den onde verden: – For vi to mor, vi har ingen kærester, men vi har hinanden, og det er langt bedre, for der er ikke mange, der har nogen. Vi to, vi står sammen, ikke? Mod verden. I stedet for at sige noget til ham nu rejste hun sig og stillede maden frem. Hun var ikke sulten, rødvinsdunsten havde ødelagt appetitten; hun kunne tage noget brød på afdelingen eller nogle af alle de forbandede kager, der ville være, fordi hun havde fødselsdag. Hun trak i det joggingtøj, hun altid cyklede på hospitalet i – hun skulle jo alligevel klæde om, når hun kom frem. Han rejste sig og kyssede hende i håret, mens han klemte hendes skuldre. Det var det kys, der betød noget.

20

34532_laust_140x220.indd 20

25-06-2013 18:47:37

Profile for Gyldendal

Garbers, LAUST - uddrag  

LAUST er en fortælling om relationer. Hvor svært det er, især dem der betyder noget. Det er en fortælling om, hvordan voksne menneskers valg...

Garbers, LAUST - uddrag  

LAUST er en fortælling om relationer. Hvor svært det er, især dem der betyder noget. Det er en fortælling om, hvordan voksne menneskers valg...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded