Page 1


SleeperSpindle_matr_dk.indd 2

30/03/15 12.25


SleeperSpindle_matr_dk.indd 3

30/03/15 12.25


SleeperSpindle_matr_dk.indd 4

30/03/15 12.25


SleeperSpindle_matr_dk.indd 5

30/03/15 12.25


SleeperSpindle_matr_dk.indd 6

30/03/15 12.25


SleeperSpindle_matr_dk.indd 7

30/03/15 12.25


Søvn og Torne er oversat fra engelsk af Camilla Christensen efter The Sleeper and the Spindle Copyright © 2014 by Neil Gaiman (tekst) and Chris Riddell (illustrationer) and Bloomsbury Publishing, London Published by agreement with Ia Atterholm Agency Denne udgave: © Høst & Søn / rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2015 Illustrationer: Chris Riddell Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen Sat med Caslon af Jette Aagaard Enghusen og trykt hos Clemenstrykkeriet, Litauen ISBN 978-87638-3956-3 Printed in Lithuania, 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

SleeperSpindle_matr_dk.indd 8

30/03/15 12.25


Til Holly og Maddy, mine døtre, der åbnede mine øjne. N.G. Til min datter Kay, i begyndelsen af hendes udforskning. C.R.

SleeperSpindle_matr_dk.indd 9

30/03/15 12.25


et var det kongerige, der i fugleflugt lå tættest på dronningens rige, men ikke engang fuglene fløj dertil. Den høje bjergkæde, der var grænsen mellem de to riger, tog ikke kun modet fra mennesker, men også fra fugle. Den blev anset for umulig at komme over. Mange driftige handelsmænd på begge sider af bjergene havde hyret folk til at lede efter et pas, for den mand eller kvinde, der kontrollerede bjergpasset, kunne nemt blive rig. Silken fra Dorimar kunne være nået til Kanselaire på et par uger i stedet for et par år. Men der blev ikke fundet noget pas, og derfor bevægede ingen sig over bjergene fra det ene kongerige til det andet, selv om de to riger grænsede op til hinanden. Selv dværgene, der var seje og hårdføre og i lige høj grad skabt af magi og af kød og blod, kunne ikke komme over bjergkæden. Men det var ikke noget problem for dværgene. De gik ikke over bjergene. De gik under. Tre dværge bevægede sig hurtigt, som var de én og ikke tre, gennem de mørke tunneller under bjergene: »Skynd jer! Skynd jer!« sagde den bageste dværg. »Vi er nødt til at købe det fineste silkestof i Dorimar til hende. Hvis vi ikke skynder os, bliver det måske solgt, og så er vi nødt til at købe det næstfineste silkestof.« »Vi ved det! Vi ved det!« sagde den forreste dværg. »Og vi køber en æske, vi kan bære stoffet i på vej hjem, så det bliver ved med at være rent og uberørt af støv.« Dværgen i midten sagde ingenting. Han knugede sin sten, tabte den ikke, lod den ikke falde, og det var det eneste, han koncentrerede sig om. Stenen var en rubin, groft hugget ud af klipperne og på størrelse med et hønseæg. Den var et kongerige værd, når den blev skåret og slebet, og ville nemt kunne byttes til det fineste silkestof i Dorimar. Det ville aldrig være faldet dværgene ind at forære den unge dronning noget, de selv havde gravet op af jorden. Det ville have været for nemt, for almindeligt. Det er afstanden, der gør en gave magisk, mente dværgene.

SleeperSpindle_matr_dk.indd 10

30/03/15 12.25


SleeperSpindle_matr_dk.indd 11

30/03/15 12.25


SleeperSpindle_matr_dk.indd 12

30/03/15 12.25


SleeperSpindle_matr_dk.indd 13

30/03/15 12.25


m en uge fra i dag,« sagde dronningen højt. »Om en uge fra i dag skal jeg giftes.« Det virkede både usandsynligt og fuldstændig endegyldigt. Hun spekulerede på, hvordan det ville føles at være en gift kvinde. Det ville være afslutningen på hendes liv, afgjorde hun, hvis livet altså var en tid, hvor man kunne træffe valg. Om en uge havde hun ikke længere noget valg. Hun skulle regere over sit folk. Hun skulle have børn. Måske skulle hun dø i barselsseng, måske skulle hun dø som en gammel kvinde eller i krig. Men vejen, hun skulle gå mod sin død, det ene hjerteslag efter det andet, var uafvendelig. Hun kunne høre tømrerne på engen neden for slottet. De var i gang med at bygge de bænke, der skulle gøre det muligt for hendes folk at overvære brylluppet.

SleeperSpindle_matr_dk.indd 14

30/03/15 12.25


e tre dværge kravlede ud ad hullet i flodbrinken og klatrede op på engen, en, to, tre. De steg op på toppen af en granitblok, strakte sig, sparkede ud med benene, hoppede og strakte sig igen. Så løb de nordpå mod den klynge lave huse, der var landsbyen Giff, og især mod landsbyens kro. Kroværten var deres ven. Som altid havde de også denne gang købt en flaske vin fra Kanselaire med til ham – mørkerød, sød og fyldig og ikke som den sure, blege vin fra denne del af verden. Han ville servere mad for dem, sende dem af sted igen og give dem gode råd med på vejen. Kroværten, der havde en brystkasse så stor som sine egne øltønder og et skæg så busket og orange som en rævehale, var i skænkestuen. Det var tidligt om morgenen, og de gange, dværgene tidligere havde besøgt kroen på den tid af dagen, havde den været tom, men i dag var der omkring tredive mennesker derinde, og ingen af dem virkede glade. Dværgene, der havde forventet at liste ind i en tom skænkestue, opdagede, at alle de mange mennesker kiggede på dem. »Gode mester Reven,« sagde den højeste dværg til kroværten. »Velkommen, knægte,« sagde kroværten, der troede, at dværgene var drenge, selv om de var fire, måske fem, gange så gamle som han selv. »Jeg ved, at I rejser gennem bjergene. Vi er nødt til at slippe ud herfra.« »Hvad foregår der?« spurgte den mindste af dværgene. »Søvn,« svarede drukkenbolten ved vinduet. »Pest,« sagde en kvinde i fint tøj. »Dommedag!« udbrød en kedelflikker. Hans potter og pander raslede, mens han talte. »Dommedag er på vej!« »Vi er på vej til hovedstaden,« sagde den højeste dværg, der ikke var større end et barn. »Er der pest i hovedstaden?« »Det er ikke pest,« sagde drukkenbolten ved vinduet. Hans skæg var langt og gråt med gule pletter af øl og vin. »Det er søvn, siger jeg jo.« »Hvordan kan søvn være en pest?« spurgte den mindste dværg, der ikke havde noget skæg. »En heks!« sagde drukkenbolten.

SleeperSpindle_matr_dk.indd 15

30/03/15 12.25


»En ond fe,« rettede en mand med tykke kinder. »En troldkvinde, har jeg hørt,« indskød kropigen. »Hvad hun end var,« sagde drukkenbolten, »var hun ikke inviteret med til en børnefødselsdag.« »Det er noget sludder,« sagde kedelflikkeren. »Hun ville have forhekset prinsessen, hvad enten hun var inviteret til fødselsdag eller ej. Hun var en af de skovhekse, der for tusind år siden blev fordrevet til udkanten, og en værre ballademager. Hun kastede en forbandelse over barnet ved fødslen, så pigen ville stikke sig i fingeren, når hun fyldte atten år, og derefter sove for evigt.« Manden med de tykke kinder tørrede sig over panden. Han svedte, selv om det ikke var varmt. »Jeg har hørt, det var meningen, at hun skulle dø, men at en anden fe, en god fe, forvandlede den magiske dødsdom til en søvndom. En magisk søvn.« »Altså,« sagde drukkenbolten. »Hun stak sig i fingeren på et eller andet. Og så faldt hun i søvn. Og de andre mennesker på slottet – kongen og dronningen, slagteren, bageren, malkepigen, hofdamen – faldt også alle sammen i søvn. Ingen af dem er blevet en eneste dag ældre, siden de lukkede øjnene.« »Der var roser,« sagde kropigen. »Rosenbuske voksede op omkring slottet. Og skoven af roser blev tættere, indtil man ikke længere kunne trænge igennem den. Hvornår skete det egentlig? Er det hundrede år siden?« »Tres år. Måske firs,« sagde en kvinde, der ikke havde sagt noget før. »Jeg ved det, fordi min tante Letitia huskede, at det skete, dengang hun var barn, og hun var ikke mere end halvfjerds, da hun døde af den der forbandede diarré, og det er kun fem år siden, når sommeren er omme.« » … Og tapre mænd,« fortsatte kropigen. »Ja, og også tapre kvinder, har jeg hørt, prøvede at rejse ind i Acaire-skoven, til slottet i skovens dyb, for at vække prinsessen og ved at vække hende også vække alle de andre sovende, men alle heltene har mistet livet, fortabt i skoven, myrdet af banditter eller spiddet på rosenbuskene, der omgiver slottet –« »Vække hende? Hvordan?« spurgte den mellemste dværg, der knugede om sin frakke, fordi han koncentrerede sig om det væsentlige. »På den sædvanlige måde,« sagde kropigen og rødmede. »Det er i hvert fald det, historierne fortæller.« »Aha,« sagde den højeste dværg, »med en spand vand i ansigtet og et råb: ’Opsedasse, opsedasse!’?« »Et kys,« sagde drukkenbolten. »Men ingen er nogensinde kommet tæt nok på hende. Man har forsøgt i tres år eller mere. Det siges, at heksen –« »Feen,« sagde den tykke mand. »Troldkvinden,« rettede kropigen.

SleeperSpindle_matr_dk.indd 16

30/03/15 12.26


SleeperSpindle_matr_dk.indd 17

30/03/15 12.26


»Hvad hun end er,« sagde drukkenbolten, »så er hun der endnu. Det er det, man siger. Hvis man kommer tæt på slottet, hvis man trænger gennem roserne, venter hun derinde. Hun er lige så gammel som bjergene og ond som en slange, helt igennem ondskab, magi og død.« Den mindste dværg lagde hovedet på skrå og sagde: »Der er altså en sovende kvinde inde i slottet, og måske er der en heks eller en fe sammen med hende. Hvorfor er der også pest?« »Det har varet et år,« sagde den fede mand. »Det begyndte nordpå, nord for hovedstaden. Jeg hørte om det første gang fra rejsende, der kom fra Stede, der ligger i nærheden af Acaire-skoven.« »Folk falder i søvn i byerne,« sagde kropigen. »Masser af mennesker falder i søvn,« sagde den højeste dværg. Dværge sover sjældent, som regel kun et par gange om året og i flere uger ad gangen, men han havde sovet nok i sit lange liv til ikke at anse søvn som noget særligt eller usædvanligt. »De falder i søvn midt i det, de er i gang med at lave, og de vågner ikke igen,« sagde drukkenbolten. »Se bare på os. Vi er flygtet fra byerne. Vi har brødre og søstre, koner og børn, der nu sover i deres huse eller kostalde eller ved deres arbejdsborde. De sover alle sammen.« »Det bevæger sig hurtigere og hurtigere,« sagde en tynd, rødhåret kvinde, der ikke havde sagt noget før. »Nu breder det sig med ti, måske tyve kilometer om dagen.« »Det når her til i morgen,« sagde drukkenbolten. Han tømte sit drikkebæger og gjorde tegn til kroværten om at fylde det igen. »Der er ingen steder, vi kan rejse hen for at undslippe det. I morgen vil alting her være faldet i søvn. Nogle af os har besluttet at flygte ind i fuldskaben, før søvnen tager os.« »Hvad er der at være bange for ved at sove?« spurgte den mindste dværg. »Det er bare søvn. Vi sover alle sammen.« »Gå selv ud og se efter,« sagde drukkenbolten. Han kastede hovedet tilbage, satte bægeret for munden og bællede så meget i sig, han kunne. Så kiggede han på dem igen med et sløret blik, som om han var forbavset over at opdage, at de var der endnu. »Gå nu. Gå selv ud og se efter.« Han tømte bægeret, og så lagde han hovedet ned på bordet.

SleeperSpindle_matr_dk.indd 18

30/03/15 12.26


SleeperSpindle_matr_dk.indd 19

30/03/15 12.26


over?« spurgte dronningen. »Forklar jer. Hvordan sover?« Dværgen stod på et bord, så han kunne se hende ind i øjnene. »De sover,« gentog han. »Nogle af dem ligger sammenkrøbet på jorden. Andre sover stående. De sover i deres smedjer, ved deres syle, på deres malkeskamler. Dyrene sover på markerne. Fuglene sover også, og vi så dem i træerne eller ligge døde og knuste på jorden, fordi de var faldet ned fra himlen.« Dronningen havde en brudekjole på, der var hvidere end sne. Omkring hende sværmede og vimsede oppassere, brudepiger, skræddere og modister. »Og hvorfor faldt I tre så ikke i søvn?« Dværgen trak på skuldrene. Han havde et rødbrunt skæg, der altid havde mindet dronningen om et vredt pindsvin, der var sat fast på den nederste del af hans ansigt. »Dværge er magiske væsener. Søvnen her er også magisk. Men jeg følte mig faktisk søvnig.« »Hvad skete der så?« Hun var dronningen, og hun udspurgte ham, som om de var alene. Hendes oppassere begyndte at tage kjolen af hende. De fjernede den, foldede den og lagde den sammen, så de sidste kniplinger og bånd kunne sys på, og den ville blive perfekt. I morgen var dronningens bryllupsdag. Alting skulle være perfekt. »Da vi kom tilbage til Revens kro, sov de alle sammen, de visselullede alle mand. Det forheksede område breder sig mange kilometer om dagen.« Bjergene, der adskilte de to lande, var umuligt høje, men ikke særligt brede. Dronningen kunne tælle kilometerne. Hun lod en bleg hånd glide gennem sit ravnsorte hår og så meget alvorlig ud. »Hvad tror I?« spurgte hun dværgene. »Tror I, jeg ville falde i søvn ligesom de andre, hvis jeg rejste dertil?« Den ene kløede sig åbenlyst bagi. »Du sov et år,« sagde han. »Og så vågnede du igen, værre var det ikke. Hvis et af jer store mennesker kan holde sig vågen, må det være dig.«

SleeperSpindle_matr_dk.indd 20

30/03/15 12.26

Neil Gaiman - Søvn og torne (læseprøve)  
Neil Gaiman - Søvn og torne (læseprøve)  

Vi kender alle eventyret. Den onde fe har forhekset den smukke, unge prinsesse. Kun et kys kan redde den forsvarsløse pige fra den evige søv...