Page 17

»Men dengang var du kun elev her, var du ikke?« spurgte Will forvirret. »Jeg var tolv.« Franklin stoppede foran en fløjdør og tog porcelænsnøglen frem. »Men ser du, Will, jeg var meget ligesom dig. Jeg havde selv fundet tunnelerne under mine egne ekspeditioner, da jeg endnu gik i knæbukser. En dreng har brug for eventyr, ikke sandt?« »Det har du nok ret i, sir.« »Og ligesom Ian Cornish fandt jeg, at noget i de her huler talte til mig. Ikke en stemme som sådan, men en følelse, en emanation, der udstrålede intelligens, mystik og løftet om noget ubeskriveligt stort. Min fantasi fandt det uimodståeligt. Så jeg søgte længere ned, lidt dybere for hver gang, indtil jeg endelig nåede døren. Og den dag jeg kom ud af tunnelerne, stod Lemuel og ventede på mig.« »Var han vred på dig?« Franklin klukkede. »Det forsøgte han at få mig til at tro. Men da vi havde snakket lidt, fornemmede han, at vi var ligesindede. Min nysgerrighed blev belønnet. Lemuel tog mig med på sine rejser ned i dybet – forbi døren – og han viste mig, én sektion ad gangen, det fulde omfang af det, de havde fundet.« »Du fortalte aldrig din far om det her?« »Det var en hemmelighed, kun Lemuel og jeg kendte til.« Franklin hævede skælmsk øjenbrynene. »Ligesom alt det her vil være vores hemmelighed.« Han stak nøglen i et stort nøglehul og drejede den. Will hørte låsen gå fra, og Franklin skubbede blidt dørene op. Bagved lå et dæmpet belyst lokale med tæppe på gulvet. Elegante, spartanske møbler, et par moderne malerier, der så meget dyre ud. To læderstole med vinger. Der sad nogen i en af stolene med ryggen til døren. Will kunne se en tyksålet, gammeldags sort sko strakt ud foran ham på gulvet, men ikke personens ansigt. 17

Frost PALADIN-PROFETIEN 3. ARVEN (Læseprøve)  
Frost PALADIN-PROFETIEN 3. ARVEN (Læseprøve)