Page 1


ENDGAME_indhold_02.indd 2

18/08/14 14:02


Denne bog er en gåde. På dens sider gemmer der sig spor, som fører til en nøgle gemt et sted på Jorden.i Tyd, afkod og fortolk. Led og søg. Den første, der finder nøglen og bringer den til rette sted, vil blive belønnet med Guld.ii Stakke og atter stakke af ældgammelt guld.iii $$$ ´Eνα εκατομμυ´ριο δολα´ρια του χρυσου´. $.iv

ENDGAME_indhold_02.indd 1

18/08/14 14:02


ENDGAME_indhold_02.indd 2

18/08/14 14:02


ENDGAME_indhold_02.indd 3

18/08/14 14:02


Endgame. Kaldet er oversat fra engelsk af Stig W. Jørgensen efter Endgame. The Calling Copyright © 2014 by Third Floor Fun, LLC. All Rights Reserved. Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB Denne udgave: © Høst & Søn / rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Puzzle hunt experience by Futuruption LLC Omslagsdesign og logo: Rodrigo Corral Design Dansk version: Jette Aagaard Enghusen Additional character icon design by John Taylor Dismukes Assoc., a Division of Capstone Studios, Inc. Sat med Utopia hos Klahr | Grafisk Design og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN: 978-87-638-3535-0 Printed in Finland 2014 Endgame-spillet er arrangeret af Third Floor Fun, LLC I USA. Høst & Søn er hverken deltager, sponsor, administrator eller på nogen anden måde ansvarlig for spillet. »Ballad for Gloom« uddrag s.212 af Ezra Pound, fra Collected Early Poems, copyright © 1926, 1935, 1954, 1965, 1967, 1976 by The Ezra Pound Literary Property Trust. Dansk oversættelse: Stig W. Jørgensen

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

ENDGAME_indhold_02.indd 4

18/08/14 14:02


Meget af denne bog er fiktion, men mange af oplysningerne i den er ikke. Endgame er virkeligt. Og Endgame er nu.

ENDGAME_indhold_02.indd 5

18/08/14 14:02


ENDGAME_indhold_02.indd 6

18/08/14 14:02


Alting, altid, hvert ord, navn, nummer, sted, afstand, farve, tid, hvert et bogstav på hver en side, alting, altid. Sådan siges det, og sådan er det blevet sagt, og sådan vil det blive sagt igen. Alting. v vi ʿEl 12 12 12

ENDGAME_indhold_02.indd 7

18/08/14 14:02


ENDGAME_indhold_02.indd 8

18/08/14 14:02


HVIS DU VIL SPILLE ENDGAME

Endgame-triologien handler om at finde en skjult nøgle. Bogen er samtidig en gåde. På siderne gemmer der sig spor, som fører til en nøgle gemt et sted på Jorden. Sporene kan have form af tekst, billeder, bogstavkoder, talkoder og/eller hyper­links, der fører til søgeresultater, billedresultater, YouTube-videoer, geografiske koordinater, selvstændige hjemmesider og/eller sociale medier. Bogen kan indeholde information, der kan opfattes som et spor, men ikke nødvendigvis er det. Det er op til læseren at finde ud af, hvilke oplysninger der skal bruges for at løse gåderne i spillet. Løsningen på hver enkelt gåde kan føre til nye gåder, indtil den sidste og afgørende gåde bliver løst. Den første, der løser den afgørende gåde, vil modtage en nøgle, der giver adgang til gevinsten. Gevinsten for denne bog er en halv million dollars i guld. Man kan kun løse gåderne ved hjælp af sin egen begavelse og egne færdigheder. Held spiller ingen rolle i spillet. For at deltage i spillet skal man have en gyldig Googlekonto. Udførlige spilleregler finder man på endgamerules.com. Hvis du ikke er fyldt 18 år, så sørg for omhyggeligt at gennemlæse konkurrencereglerne og den juridiske information på den officielle hjemmeside sammen med dine forældre og få deres tilladelse, før du tilmelder dig. Man tilmelder sig her: keplerfuturistics.com Bemærk at Endgame-spillet begynder kl. 9.00 EST den 7. oktober 2014 og slutter når gåden er løst, eller den 7. oktober 2016, hvis gåden ikke er blevet løst på det tidspunkt. Endgame-spillet er arrangeret af Third Floor Fun, LLC, i USA. Høst & Søn er hverken deltager, sponsor eller administrator eller på nogen anden måde ansvarlig for spillet.

ENDGAME_indhold_02.indd 9

18/08/14 14:02


ENDGAME_indhold_02.indd 10

18/08/14 14:02


Endgame er begyndt. Vores fremtid ligger åben. Vores fremtid er din fremtid. Det, der vil ske, vil ske. Vi har hver især en forestilling om, hvordan vi er havnet her. Gud har skabt os. Vi blev beamet ned fra rummet. Lynet kløvede os midt­ over, eller portaler bragte os hertil. I sidste ende er det ligegyldigt hvordan. Vi har den her planet, denne verden, denne Jord. Vi kom hertil, vi har været her, og vi er her nu. Dig, mig, os, hele menneskeheden. Hvad man tror, der skete i begyndelsen, er ikke vigtigt. Slutningen derimod. Slutningen er vigtig. Dette er Endgame. Der er 12 af os. Vores kroppe er unge, men vi nedstammer fra ældgamle folk. Vores slægter blev udvalgt for tusinder af år siden. Vi har forberedt os hver dag lige siden. Når spillet går i gang, skal vi forhandle og fortolke, slå til og slå ihjel. Nogle af os er mindre parate end andre, og de mindre ​​ parate vil være de første, der dør. I den forstand er Endgame enkelt. Hvad der ikke er enkelt, er, at når en af os ​​ dør, vil det betyde døden for utallige andre. Det vil Begivenheden, og hvad der kommer derefter, sørge for. I er de intetanende milliardmasser. I er de uskyldige tilskuere. I er de heldige tabere og de​​ uheldige vindere. I er publikum til et spil, der vil afgøre jeres skæbne. Vi er Spillerne. Jeres Spillere. Vi er nødt til at spille. Vi skal være ældre end 13 og yngre end 20. Sådan lyder reglen, sådan har det altid været. Vi er ikke overnaturlige. Ingen af ​​os kan flyve eller forvandle bly til guld eller helbrede os selv. Når døden kommer, kommer den. Vi er dødelige. Mennesker. Vi er arvtagere til Jorden. Frelsens store gåde er det vores opgave at løse, og en af ​​os er nødt til at gøre det, ellers vil vi alle være fortabt. Tilsammen er vi alt: stærke, venlige, hensynsløse, loyale, intelligente, dumme, grimme, lystne, nedrige, lunefulde, smukke, beregnende, dovne, sorgløse, svage. Vi er gode og onde. Ligesom jer. Ligesom alle andre. Men vi er ikke sammen. Vi er ikke venner. Vi ringer ikke til hinanden, og vi sms’er ikke til hinanden. Vi chatter ikke på nettet eller drikker kaffe sammen. Vi er adskilt fra hinanden, spredt ud over hele verden. Vi er blevet opdraget og trænet siden fødslen til at være vagtsomme og vise, snu og snedige, hensyns- og nådesløse. Vi viger 11

ENDGAME_indhold_02.indd 11

18/08/14 14:02


ikke tilbage for noget, når vi skal finde nøglerne til Den Store Gåde. Det må ikke mislykkes. At mislykkes betyder døden. At mislykkes betyder enden for alle, afslutningen på alt. Vil sorgløshed trumfe styrke? Dumhed overgå venlighed? Dovenskab besejre skønhed? Vil vinderen være god eller ond? Der er kun én måde at finde ud af det på. Ved at spille. Overleve. Løse opgaverne. Vores fremtid står åben. Vores fremtid er din fremtid. Det, der vil ske, vil ske. Så lyt. Følg med. Glæd jer. Håb. Bed. Bed inderligt, hvis det er det, I tror på. Vi er Spillerne. Jeres Spillere. Vi spiller for jer. Kom og spil med. Folk på Jorden. Endgame er begyndt.

ENDGAME_indhold_02.indd 12

18/08/14 14:02


Marcus Loxias Megalos Hafız Alipaşa Sk, Aziz Mahmut Hüdayi Mh, Istanbul, Tyrkiet

Marcus Loxias Megalos keder sig. Han kan ikke huske nogensinde ikke at have kedet sig. Skolen er kedelig. Piger er kedelige. Fodbold er kedeligt. Især når hans yndlingshold, Fenerbahçe, taber, sådan som de gør lige nu til Manisaspor. Marcus vrænger ad tv’et på sit lille, sparsomt indrettede værelse. Han ligger henslængt i en blød sort læderstol, der klæber til hans hud, når han sætter sig op. Det er aften, men Marcus har ikke tændt lyset på sit værelse. Vinduet står åbent. Varmen siver ind ad det som et påtrængende spøgelse, mens lydene fra ​​Bosporus – skibenes lange, dybe tuden, bøjernes klokker – klager sig og klinger hen over Istanbul. Marcus har løse sorte gymnastikshorts på og bar overkrop. Man kan se hans 24 ribben gennem den solbrændte hud. Hans arme er senede og hårde. Hans vejrtrækning er afslappet. Hans mave er stærk og stram, hans hår er karseklippet og sort, og hans øjne er grønne. En svedperle triller ned over ​​hans næse. Hele Istanbul syder her til aften, og Marcus er ingen undtagelse. En bog ligger slået op i skødet på ham, gammel og læderindbunden. Ordene på dens sider er på græsk. Marcus har skrevet noget på engelsk på en lap papir, der ligger hen over siden: Jeg er fra Kreta, den mægtige ø. Dér kom jeg til verden, født som en rig mands barn. Han har læst den gamle bog igen og igen. Det er en fortælling om krig, opdagelser, forræderi, kærlighed og død. Den får ham altid til at smile. Marcus ville give næsten hvad som helst for selv at tage på en sørejse for at undslippe den trykkende varme i denne kedelige by. Han forestiller sig et endeløst hav udbredt foran sig, vinden kølig mod sin hud, eventyr og fjender, der venter bag horisonten. Marcus sukker og rører ved papirlappen. I sin anden hånd holder 13

ENDGAME_indhold_02.indd 13

18/08/14 14:02


han en 9000 år gammel kniv, fremstillet af et enkelt stykke bronze, smedet i Knossos’ ildsteder. Han fører klingen hen over sin krop og lader knivbladet hvile mod højre underarm. Han trykker det mod huden, men ikke helt ind. Han kender klingens begrænsninger. Han har trænet med den, lige siden han kunne holde på den. Han har sovet med den under hovedpuden, siden han var 6. Han har dræbt høns, rotter, hunde, katte, svin, heste, høge og lam med den. Han har dræbt 11 mennesker med den. Han er 16 år, i den bedste alder til at spille. Hvis han fylder 20, vil han ikke længere kunne udvælges. Han vil gerne spille. Han ville hellere dø end ikke at kunne være med. Men sandsynligheden for, at han vil få chancen, er næsten nul, og han ved det. I modsætning til Odysseus vil Marcus aldrig komme i krig. Der bliver ingen prægtig sørejse. Hans slægt har ventet i 9000 år. Siden den dag kniven blev smedet. Så vidt Marcus ved, kan hans slægt meget vel komme til at vente endnu 9000 år, længe efter at Marcus er borte, og ​​siderne i hans bog er gået i opløsning. Så Marcus keder sig. Publikum i tv’et jubler, og Marcus kigger op fra kniven. Fenerbahçes målmand har sendt bolden i en mægtig bue op langs højre langside, hvor en tætbygget midtbanespiller tager den med hovedet. Bolden hopper hen over en række af forsvarsspillere, ned i nærheden af de sidste to mand før Manisaspors målmand. Spillerne styrter efter bolden, og forwarden får tag i den, 20 meter fra målet og fri af forsvaret. Målmanden gør sig klar. Marcus læner sig frem. Der er spillet 83:34 minutter af kampen. Fenerbahçe mangler stadig at score, og at gøre det på en så dramatisk måde, at de kan redde ansigt. Den gamle bog falder på gulvet. Papirlappen gør sig fri af siden og svæver gennem luften som faldende løv. Publikum rejser sig op. Himlen lyser pludselig op, som om guderne, selveste himmelguderne, er på vej ned for at yde bistand. Målmanden rykker baglæns. Forwarden tager sig sammen, sparker til, og bolden flyver af sted. Den går lige i nettet, stadion lyser op, og publikum skriger, først af jubel over målet, men straks derefter i rædsel og forvirring – ægte og dyb rædsel og forvirring. En massiv ildkugle, en kæmpe bræn14

ENDGAME_indhold_02.indd 14

18/08/14 14:02


dende meteor, eksploderer hen over forsamlingen og farer hen ad banen, tilintetgør Fenerbahçes forsvar og sprænger hul i​​ tribunen for enden af stadion. Marcus spærrer øjnene op. Det, han ser, er rent blodbad. Det er nedslagtning af samme omfang som i amerikanske katastrofefilm. Halvdelen af ​​stadion lyser op i brand, titusinder af mennesker ligger forkullede og døde. Det er det smukkeste, Marcus nogensinde har set. Han trækker vejret kraftigt. Sveden løber ned over hans pande. Folk udenfor råber og skriger. En kvinde græder højlydt på caféen nedenunder. Sirener gjalder i den gamle by ved Bosporus mellem Marmarahavet og Det Sorte Hav. På skærmen er stadion hyllet i flammer. Spillere, politi, tilskuere og trænere løber brændende rundt som forrykte tændstikker. Kommentatorerne råber om hjælp, råber på Gud, for de forstår det ikke. De, der ikke er døde eller ved at dø, tramper hinanden ned, mens de prøver at flygte. Der følger endnu en eksplosion, og skærmen går i sort. Marcus’ hjerte vil ud af hans bryst. Marcus’ hjerne brænder som fodboldbanen. Marcus’ mave er fuld af sten og syre. Hans håndflader er varme og klistrede. Han kigger ned og ser, at han har boret den ældgamle klinge ind i underarmen, og en lille strøm af blod siver fra hans hånd ned på stolen, ned på bogen. Bogen er ødelagt, men det gør ikke noget. Han har ikke brug for den længere. For nu får Marcus virkelig sin egen odyssé. Marcus ser tilbage på den sorte fjernsynsskærm. Han ved, at der er noget, der venter på ham dér midt i ødelæggelserne. Han må finde det. Et enkelt stykke. For hans egen og for slægtens skyld. Han smiler. Marcus har trænet hele sit liv til dette øjeblik. Når han ikke trænede, drømte han om Kaldet. Alle de visioner om ødelæggelse, som hans teenagefantasi bryggede sammen, kunne ikke måle sig med, hvad Marcus har set her til aften. En meteor, der tilintetgjorde et fodboldstadion og dræbte 38.676 mennesker. Ifølge legenderne ville forkyndelsen være storslået. For en gangs skyld har legenderne vist sig at gå smukt i opfyldelse. 15

ENDGAME_indhold_02.indd 15

18/08/14 14:02


Marcus har ønsket og ventet og forberedt sig til Endgame hele sit liv. Han keder sig ikke længere, og det kommer han heller ikke til igen, før han enten vinder eller dør. Tiden er inde. Han ved det. Tiden er inde.

ENDGAME_indhold_02.indd 16

18/08/14 14:02


Chiyoko Takeda 22B Hateshinai Tori, Naha, Okinawa, Japan

Tre klemt fra en lille tinklokke vækker Chiyoko Takeda. Hendes hoved ruller til siden. Hendes digitalur siger 5:24. Hun indprenter sig tallene. De er betydningsfulde nu. Hun forestiller sig, at det er på samme måde for dem, der tillægger tal som 11:03 eller 9:11 eller 7:07 mening. Resten af sit ​​ liv vil hun se disse tal, 5:24, og resten af​​ hendes liv vil de have vægt, mening, betydning. Chiyoko vender sig væk fra uret på natbordet og stirrer ind i mørket. Hun ligger nøgen oven på dynen. Hun slikker sig om sine fyldige læber. Hun ser nøje på skyggerne i loftet, som om en meddelelse vil komme til syne i dem. Klokken burde ikke have ringet. Ikke for hende. Hele sit liv er hun blevet fortalt om Endgame og om sin særlige og fantastiske afstamning. Før klokken ringede, var hun 17 år gammel, en outsider, der fik hjemmeundervisning, en mesterlig sejler og navigatør, en habil gartner, en smidig klatrer. Dygtig til symboler, sprog og ord. En fortolker af tegn. En snigmorder, behændig med wakizashi, hojo og shuriken. Nu, hvor klokken har ringet, føler hun sig 100 år gammel. 1000. Hun føler sig 10.000 år gammel og ældre for hvert sekund. Den tunge byrde af århundrederne tynger hende. Chiyoko lukker øjnene. Mørket vender tilbage. Hun har lyst til at være et andet sted. I en hule. Under vandet. I den ældste skov på Jorden. Men hun er her, og hun skal vænne sig til det. Mørket vil snart være overalt, og alle vil vide det. Hun skal lære at beherske det. Blive venner med det. Elske det. Hun har forberedt sig i 17 år, og hun er klar, selv om hun aldrig har ønsket eller ventet det. Mørket. Det bliver som en kærlig stilhed, og for Chiyoko vil dette være nemt. Stilheden er en del af, hvem hun er. For hun kan høre, men hun har aldrig talt. 18

ENDGAME_indhold_02.indd 18

18/08/14 14:02


Hun ser ud ad det åbne vindue, ånder dybt. Det har regnet i løbet af natten, og hun kan mærke fugtigheden i næsen og halsen og brystet. Luften dufter godt. Der bliver banket blidt på skydedøren ind til hendes værelse. Chiyoko sidder i sin vesterlandske seng med sin spinkle ryg mod døren. Hun stamper to gange med foden. To gange betyder Kom ind. Lyden af ​​træ, der glider hen over træ. Stilheden, da skydedøren standser. Den dæmpede lyd af slæbende fødder. »Jeg har ringet med klokken,« siger hendes onkel med hovedet bukket dybt for at vise den unge Spiller den højeste respekt, som sædvanen byder. »Jeg var nødt til det,« siger han. »De kommer. Alle sammen.« Chiyoko nikker. Han holder blikket sænket. »Jeg er ked af det,« siger han. »Tiden er inde.« Chiyoko stamper fem gange, urytmisk, med foden. Okay. Et glas vand. »Ja, selvfølgelig.« Hendes onkel rykker baglæns ud ad døren og bevæger sig stilfærdigt væk. Chiyoko rejser sig, lugter til luften igen og går hen til vinduet. Den svage glød fra byens lys hyller hendes blege hud. Hun ser ud over Naha. Der ligger parken. Hospitalet. Havnen. Der er havet, sort, bredt og roligt. Der er den blide brise. Palmerne under hendes vindue hvisker. De lave grå skyer begynder at lyse op, som om et rumskib er på vej. De gamle mennesker må være vågne, tænker Chiyoko. Gamle mennesker står tidligt op. De sidder og får te og ris og syltede radiser. Æg og fisk og varm mælk. Nogle af dem kan huske krigen. Ilden fra himlen, der ødelagde og tyndede ud i alt. Og gav mulighed for en genfødsel. Det, der sker nu, vil minde dem om dengang. Men en genfødsel? Deres overlevelse og deres fremtid afhænger helt af Chiyoko. En hund begynder at gø hektisk. Fugle slår triller. En bilalarm går i gang. Himlen lyser, skyerne hvirvler nedad, og en massiv ildkugle eksploderer over udkanten af ​​byen. Den hviner, brænder og styrter ned i lystbådehavnen. En mægtig eksplosion og en bølge af skoldhed 19

ENDGAME_indhold_02.indd 19

18/08/14 14:02


damp oplyser morgenstunden. En byge af støv og sten og plastik og metal bliver slynget i vejret over Naha. Træer dør. Fisk dør. Børn, drømme og lykke dør. De heldige bliver slukket som lys, mens de sover. De uheldige er forbrændte eller lemlæstede. I første omgang vil det blive forvekslet med et jordskælv. Men de bliver klogere. Det er kun begyndelsen. Brokkerne regner ned over hele byen. Chiyoko fornemmer, at et stykke har kurs mod hende. Hun tager et langt skridt væk fra vinduet, og en ulmende stump af form som en makrel falder på hendes gulv og brænder hul i tatami-måtten. Hendes onkel banker på døren igen. Chiyoko stamper to gange med foden. Kom ind. Døren er stadig åben. Onklen holder blikket sænket, da han standser op ved hendes side og rækker hende, først en enkel blå silkekimono, som hun træder ind i, og, da hun har fået kimonoen på, et glas meget koldt vand. Hun hælder vandet ud over gløderne. Det syder, sprutter og damper; vandet giver sig straks til at koge. Tilbage bliver en skinnende, sort, skarp sten. Hun ser på sin onkel. Han gengælder hendes blik med bedrøvelse i øjnene. Det er bedrøvelsen over mange århundreder, mange livstider, der nu er slut. Hun takker ham med et lille buk. Han forsøger at smile. Han var ligesom hende engang, ventede på, at Endgame skulle begynde, men det gik ham forbi, som det gjorde for utallige andre igennem tusinder og atter tusinder af år. Men ikke for Chiyoko. »Det gør mig ondt,« siger han. »For dig, for os alle. Det, der vil ske, vil ske.«

ENDGAME_indhold_02.indd 20

18/08/14 14:02


Sarah Alopay Bryan High School, Omaha, Nebraska, USA

Rektor rejser sig og ser smilende ud over mængden. »Og nu har jeg så den store ære at præsentere årets student, der nu vil holde afslutningstalen: Sarah Alopay!« Forsamlingen jubler og klapper og pifter. Sarah rejser sig. Hun er iført rød hat og kappe med det blå skærf som årgangens bedste student hen over brystet. Hun smiler. Hun har smilet hele dagen. Hendes ansigt gør ondt, så meget har hun smilet. Hun er glad. Hun bliver 18 om under en måned. Hun skal tilbringe sommeren i en arkæologisk udgravning i Bolivia sammen med sin kæreste, Christopher, og til efteråret skal hun begynde på universitetet i Princeton. Så snart hun fylder 20, kan hun påbegynde resten af sit liv. Om 742,43625 dage vil hun være fri. Så vil hun ikke længere kunne udvælges. Hun sidder på 2. række, bag en gruppe af administratorer, forældrebestyrelsesmedlemmer og sportstrænere. Hun sidder et par pladser fra midtergangen. Ved siden af ​​hende sidder Reena Smithson, hendes bedste veninde siden 3. klasse, og fire rækker bag hende sidder Christopher. Hun kaster et stjålent blik om på ham. Lyst hår, en skygge af skægstubbe, grønne øjne. Et roligt temperament og et stort hjerte. Den flotteste fyr på skolen, i byen, måske i hele staten, og efter hendes mening i hele verden. »Kom så, giv den gas,« siger Christopher med et bredt smil. Sarah og Christopher har været sammen siden 7. klasse. Uadskillelige. Christophers familie er en af d ​​ e rigeste i Omaha. Så velhavende, faktisk, at hans mor og far ikke kunne tage sig tid til at flyve tilbage fra forretningsrejse i Europa for at deltage i deres egen søns dimission. 22

ENDGAME_indhold_02.indd 22

18/08/14 14:02


Når Christopher går hen over scenen, vil det være Sarahs familie, der klapper højest. Christopher kunne have gået på privatskole eller på den kostskole, hvor hans far gik, men han sagde nej, fordi han ikke ville være væk fra Sarah. Det er en af ​​de mange grunde til, at hun elsker ham og tror på, at de vil være sammen hele livet. Det er det, hun vil, og det ved hun, at han også vil. Og om 742,43539 dage vil det blive muligt. Sarah når ud i midtergangen. Hun har de lyserøde Ray-Ban Wayfarers på, som hendes far gav hende til jul, og brillerne skjuler hendes store brune øjne. Hendes lange rødbrune hår er trukket stramt tilbage i en hestehale. Hendes fine, gyldenbrune hud lyser. Neden under kappen er hun klædt ligesom alle de andre. Men hvor mange andre i hendes afgangsklasse er nødt til at bære et sjældent smykke med sig på scenen? Sarah bærer det om halsen, ligesom Tate bar det, da han var i den alder, hvor han kunne udvælges, sådan som det er blevet båret igennem 300 generationer, hvor det er gået i arv fra Spiller til Spiller. I kæden hænger en poleret sort sten, der har oplevet 6000 års kærlighed, smerte, skønhed, lys, sorger og død. Sarah har båret halskæden, fra det øjeblik Tate kom til skade, og slægtsrådet besluttede, at hun skulle være den næste Spiller. Hun var 14 år. Hun har ikke haft amuletten af siden, og hun er så vant til den, at hun nærmest ikke mærker den. Mens hun går op mod scenen, lyder der en messen nede bagest i​​ forsamlingen. »Sa-rah! Sa-rah! Sa-rah!« Hun smiler, vender sig og ser på alle sine venner, klassekammerater, Christopher, på sin storebror Tate og sine forældre. Hendes mor har armen om faderen, og de ser stolte og glade ud. Sarah laver en jeg er nervøs-grimasse, og hendes far smiler og rækker tommelen op. Hun træder op på scenen, og mrs. Shoemaker, rektoren, overrækker Sarah eksamensbeviset. »Jeg kommer til at savne dig, Sarah.« »Jeg bliver ikke væk for evigt, mrs. Shoe! Vi ses igen.« Mrs. Shoemaker ved bedre. Sarah Alopay har aldrig fået andet end topkarakterer. Hun var på førsteholdet i fodbold og løb og scorede højt på optagelsesprøverne til universitetet. Hun er sjov, venlig, gavmild og hjælpsom og har helt klart en stor fremtid foran sig. »Bare giv dem, Alopay,« siger hun. »Det gør jeg altid,« siger Sarah. 23

ENDGAME_indhold_02.indd 23

18/08/14 14:02


Hun træder hen til mikrofonen og ser mod vest ud over sine kammerater og skolen. Bag den sidste række af de 319 elever er der en lille klynge høje, grønne egetræer. Solen skinner, og det er varmt, men hun er ligeglad. Det er de alle sammen. De er ved at afslutte en fase af deres liv, og en ny er ved at begynde. De er alle sammen glade og spændte. De forestiller sig fremtiden og de ​​d rømme, de har og håber på at virkeliggøre. Sarah har arbejdet hårdt med sin tale. Hun skal være talerør for sine klassekammerater, og hun vil gerne give dem noget, der vil inspirere dem, noget, der vil drive dem frem, når de tager hul på dette nye kapitel. Det er et stort pres, men det er Sarah vant til. Sarah læner sig frem og rømmer sig. »Tillykke, og velkommen til den bedste dag i vores liv, eller i det mindste den bedste dag indtil videre!« De unge går amok, og nogle stykker tager forskud på glæderne og kaster deres hatte op i luften. Nogle ler. Flere klapsalver. »Sa-rah! Sar-ah! Sar-ah!« »Da jeg tænkte over min tale,« siger Sarah med dunkende hjerte, »besluttede jeg at prøve at besvare et spørgsmål. Jeg tænkte straks: Hvilket spørgsmål bliver jeg oftest stillet? Og selv om det er lidt pinligt, var det let at besvare. Folk spørger mig altid, om jeg har en hemmelighed!« Latter. For det er sandt. For hvis der nogensinde havde været en ægte mønsterelev på skolen, så er det Sarah. Og mindst en gang om ugen er hun blevet spurgt, hvad hendes hemmelighed er. »Efter at have tænkt længe og grundigt over det indså jeg, at svaret var meget enkelt. Min hemmelighed er, at jeg ingen hemmeligheder har.« Det er selvfølgelig løgn. Sarah har dybe hemmeligheder. Virkelig dybe hemmeligheder. Hemmeligheder, hendes folk har holdt på i tusinder og atter tusinder af år. Og selv om hun har gjort alle de ting, hendes popularitet bygger på, gjort sig fortjent til hver en topkarakter og hver en pokal og hver en udmærkelse, har hun gjort så meget mere. Ting, de slet ikke kan forestille sig. Som at lave ild ved hjælp af is. Jage og dræbe en ulv med de bare næver. Gå på glødende kul. Hun har holdt sig vågen en hel uge, hun har skudt rådyr på en kilometers afstand, hun taler ni sprog og har fem forskellige pas. De tænker på 24

ENDGAME_indhold_02.indd 24

18/08/14 14:02


hende som Sarah Alopay, ballets dronning og en ærkeamerikansk pige, men faktisk er hun så veltrænet og dødbringende som nogen elitesoldat i verden. »Jeg er, som I ser mig. Jeg er glad og dygtig, fordi jeg giver mig selv lov at være glad. Jeg lærte tidligt, at man bliver endnu mere aktiv af at være aktiv. Studier belønner én med viden. At se skærper synsevnen. Hvis man ikke giver næring til vreden, bliver man ikke vred. Bedrøvelse og frustration, ja, sorg, er uundgåelige, men det betyder ikke, at lykken ikke er der for os, for os alle sammen. Min hemmelighed er, at jeg vælger at være den, jeg gerne vil være. At jeg ikke tror på skæbnen eller forudbestemmelse, men på valg, og på at vi hver især vælger at være den, vi er. Uanset hvad man ønsker at være, kan man blive det; uanset hvad man ønsker at gøre, kan man gøre det; uanset hvor man gerne vil hen, kan man tage dertil. Verden og det liv, der ligger foran os, er vores, og vi kan vælge det. Fremtiden står åben, og I kan gøre den til det, I ønsker den skal være.« De unge tier stille nu. Alle tier stille. »Jeg ser mod vest. Bag jer, bag tilskuerpladserne, står en klynge egetræer. Bag træerne ligger prærien, mine forfædres land, men i virkeligheden alle menneskers oprindelsesland. Hinsides prærien ligger bjergene, hvorfra vandet strømmer. På den anden side af bjergene ligger havet, livets kilde. Over os er himlen. Under os er jorden. Rundt omkring os er livet, og livet er …« Sarah bliver afbrudt af et øredøvende brag oppefra. Alle strækker hals. En lysstribe skærer sig hen over den blå himmel over egetræerne. Den ser ikke ud til at bevæge sig, men blot blive større. Et øjeblik stirrer alle overvældet på den. Nogle gisper. Én siger meget tydeligt: »Hvad er det?« Alle bliver siddende og stirrer, indtil et ensomt skrig lyder fra bageste række, og det slår så hele forsamlingen på én gang. Det er, som om nogen har trykket på panikknappen. Lyden af ​​stole, der vælter, folk, der skriger, totalt kaos. Sarah gisper. Instinktivt rækker hun ind under kappen og griber fat om stenen om sin hals. Den er tungere, end den nogensinde har været. Asteroiden eller meteoren eller kometen, eller hvad det nu er, ændrer den. Hun stivner. Stirrer, mens lysstriben bevæger sig mod hende. Stenen i kæden forandrer sig igen, føles pludselig let. Det går op for Sarah, at den 25

ENDGAME_indhold_02.indd 25

18/08/14 14:02


hæver sig op i luften inde under kappen. Den gør sig fri af hendes tøj, trækker i retning af den ting, der kommer imod dem. Det er sådan, det ser ud. Det er sådan, det føles. Endgame. Lydene af ​​rædsel forstummer og bliver erstattet af lamslået tavshed. Selv om hun har trænet til det her næsten hele sit liv, har hun aldrig troet, det ville ske. Hun håbede, det ikke ville. 742,42898 dage. Så ville hun være fri. Stenen trækker i hendes hals. »SARAH!« Nogen hiver hårdt i hendes arm. Hun kan ikke løsrive blikket fra ildkuglen. Den er et forfærdeligt syn og kan nu pludselig også høres. Hun kan bogstavelig talt høre den komme gennem luften, flammende og frådende. »Kom så! NU!« Det er Christopher. Venlige, modige, stærke Christopher. Hans ansigt er rødt af ophidselse og varme, hans øjne løber i vand, og spyttet flyver fra hans læber. Hun kan se sine forældre og sin bror neden for trappen. De har kun få sekunder. Måske mindre. Formiddagshimlen bliver mørkere, bliver sort, og ildkuglen er over dem. Varmen er overvældende. Larmen er lammende. De skal dø. I sidste øjeblik springer Christopher ned fra scenen og trækker Sarah med sig. Luften fyldes med lugten af brændende hår, træ, plastik. Halskæden trækker så hårdt i retning af meteoren, at kæden graver sig ind i huden på Sarahs hals. De lukker øjnene og krøller sig sammen på græsset. Sarah mærker stenen trække sig fri. Den svæver op i luften med kurs mod meteoren, og i sidste øjeblik ændrer den enorme ildkugle retning, standser tusind fod fra dem og slår smut hen over dem som en flad sten på en rolig sø. Det sker så hurtigt, at ingen kan se det, men på en eller anden måde, af en eller anden grund, har den lille ældgamle sten reddet deres liv. Meteoren flyver hen over tribunen og rammer ned en kvart mil østpå. Skolebygningen ligger derhenne. Parkeringspladsen. Nogle basketballbaner. Tennisbanerne. 26

ENDGAME_indhold_02.indd 26

18/08/14 14:02


Ikke længere. Meteoren udsletter det alt sammen. Buuum. Det er væk. Alle de betryggende og velkendte steder, hvor Sarah har tilbragt sit liv – i hvert fald sit normale liv – er forsvundet på et øjeblik. Alt sammen fejet bort. Et nyt kapitel er begyndt, bare ikke det, Sarah havde håbet på. En trykbølge breder sig over plænen og bringer støv og mørke med sig. Den rammer dem hårdt, slår dem omkuld, trykker dem ned, sprænger deres trommehinder. Luften er brandvarm og stopfyldt med partikler, grå og brune og sorte. Det er svært at se. Christopher er stadig hos Sarah. Holder om hende. Skærmer hende. Han trækker hende ind til sig, mens de bliver overdænget med sten og jordklumper, knytnævestore stykker af gud ved hvad. Der er andre omkring dem, nogle af dem sårede. De hoster. De kan ikke holde op med at græde. De kan ikke holde op med at ryste. Det er svært at trække vejret. Endnu en trykbølge passerer forbi og maser dem længere ned i jorden. Sarah mister pusten. Flygtige lysstriber oplyser støvet. Jorden ryster, da alle mulige ting begynder at falde ned omkring dem. Store stumper cement og stål, forvredne biler, møbler. De kan ikke gøre andet end at vente og bede til, at intet lander lige oven på ​​dem. Christopher holder så hårdt om hende, at det gør ondt. Hun graver sine negle ind i hans ryg. De har ingen anelse om, hvor lang tid der er gået, da luften begynder at klare op, og mindre lyde vender tilbage. Folk jamrer i smerte. Der bliver råbt navne. Et af dem er hendes. Hendes far. »Sarah. SARAH!« »Her!« råber hun. Hendes stemme lyder utydelig og fjern, også for hende selv. Det ringer stadig for hendes ører. »Jeg er her!« Hendes far træder frem af støvskyen. Hans ansigt er dækket af blod og aske. I hans beskidte ansigt kan hun se det hvide i øjnene, strålende og klare. Han ved, hvad hun ved. Endgame. »Sarah!« Hendes far snubler hen mod dem og falder på knæ, tager dem begge i sine arme. De græder. Deres kroppe skælver. Folk 27

ENDGAME_indhold_02.indd 27

18/08/14 14:02


skriger i alle retninger. Sarah åbner øjnene et sekund og ser Reena foran sig, fortumlet, i chok. Hendes bedste venindes venstre arm mangler fra et sted over albuen, alt, hvad der er tilbage, er blod og hudstrimler og knoglefremspring. Den fine kappe er flået af hendes krop, men på en eller anden måde er det lykkedes hende at beholde hatten på. Hun er dækket af sod. Sarah kalder: »Reena! Reena!« Men Reena hører ikke. Hun forsvinder tilbage ind i støvet, og Sarah ved, at hun aldrig vil se Reena igen. »Hvor er mor?« hvisker hun med læberne ind mod sin fars øre. »Jeg var sammen med hende. Jeg ved det ikke.« »Stenen, den ... det ...« »Jeg ved det.« »Sarah?« råber hendes mor. »Her!« siger de alle tre i kor. Sarahs mor kommer kravlende hen imod dem. Alt hår på højre side af hendes hoved er væk. Hendes ansigt er forbrændt, men ikke så slemt. Da hun får øje på dem, ser hun så glad ud. Hendes blik er meget anderledes end det, hun sendte Sarah, da hun gik op på scenen. Jeg var ved at holde tale, tænker Sarah. Jeg var ved at holde min afslutningstale. Folk var glade. Så glade. »Olowa,« siger Simon stille og rækker hånden frem mod sin kone. »Tate?« Olowa ryster på hovedet. »Jeg ved det ikke.« En eksplosion i det fjerne. Luften klarer op, og blodbadet bliver mere tydeligt. Der ligger lig overalt. Familien Alopay og Christopher er de heldige. Sarah ser et hoved. Et ben. En torso. En hat falder til jorden i nærheden af ​​dem. »Sarah, det er begyndt! Nu er det alvor.« Det er Tate, der kommer imod dem med armene rakt frem. Den ene hånd er knyttet, den anden holder et grapefrugtstort stykke gyldengrøn sten med sorte årer af metal. Han er forbløffende ren, som om det hele er gået hen over ham. Han smiler. Hans mund er fuld af blod. Tate var Spiller engang, men ikke længere. Nu ser han nærmest ivrig ud på sin søsters vegne, på trods af alt, hvad der er sket omkring dem. Al den død, al den ødelæggelse, alt, hvad de ved, er på vej. »Jeg har fundet den!« Tate er ti fod væk nu. Endnu en lille eksplosion 28

ENDGAME_indhold_02.indd 28

18/08/14 14:02


et eller andet sted i nærheden. Han åbner næven og sætter det lille stykke sten, som hun havde om halsen, ind i den større flerfarvede sten. »Den passer perfekt.« »Nukumi,« siger Simon med respekt i stemmen. »Nukumi,« siger Sarah med langt mindre respekt i stemmen. »Hvad?« spørger Christopher. »Ikke noget …« siger Sarah. Men hun bliver afbrudt, da endnu en eksplosion sender flyvende metalstykker gennem luften. Et seks fod langt stykke stål sætter sig midt i ​​Tates bryst. Han er død. Borte. Dræbt på et øjeblik. Han falder bagover, stadig med Sarahs amulet og det grønstribede stykke sten i hånden. Hendes mor skriger, hendes far råber: »Nej!« Sarah kan ikke sige noget. Christopher stirrer chokeret. Blodet siver ud af Tates bryst. Hans øjne er åbne og stirrer livløst op i himlen. Hans fødder spjætter, de sidste rester af liv forlader ham. Men stenen og amuletten er i sikkerhed. Det er ikke tilfældigt. Stenene har betydning. De bærer et budskab. Dette er Endgame.

ENDGAME_indhold_02.indd 29

18/08/14 14:02

ENDGAME af James Frey, læseprøve  
ENDGAME af James Frey, læseprøve  

Læseprøve til bogen ENDGAME af James Frey