Page 1


Denne bog er en gåde. Tyd, afkod og fortolk. Led og søg. Er du værdig, vil du finde.

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 1

03/04/17 09:59


JAMES FR EY N I L S J O H N S O N - S H E LT O N

ENDGAME SPI LLETS R EGLER

HØST & SØN

Frey_Endgame3_titel.indd 1 Frey_Endgame2_titel.indd 33 ENDGAME_#3_indhold_01.indd

03/03/17 11.50

31/08/15 15.1609:59 03/04/17


Endgame. Spillets regler er oversat fra engelsk af Stig W. Jørgensen efter Endgame. The Rules of the Game Copyright © 2016 by Third Floor Fun, LLC. All Rights Reserved. Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB Denne udgave: © Høst & Søn / ROSINANTE & CO, København 1. udgave, 1. oplag, 2017 Puzzle hunt experience by Futuruption LLC Omslagsdesign og logo: Rodrigo Corral Design Dansk version: Jette Aagaard Enghusen Additional character icon design by John Taylor Dismukes Assoc., a Division of Capstone Studios, Inc. Sat med Utopia hos Klahr | Grafisk Design og trykt hos CPI books GmbH, Leck ISBN: 978-87-638-3623-4 Printed in Germany 2017

Bemærk, at Endgame-spillet begynder kl. 9.00 EST den 9. januar 2017 og slutter, når gåden er løst, eller den 10. juli 2017, hvis gåden ikke er blevet løst på det tidspunkt. Præmiesummerne til denne bog udgør i alt cirka $251.000. Endgame-spillet foregår på engelsk og er arrangeret af Third Floor Fun, LLC I USA. Høst & Søn er hverken deltager, sponsor, administrator eller på nogen anden måde ansvarlig for spillet.

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 4

03/04/17 09:59


ENDGAME_#3_indhold_01.indd 5

03/04/17 09:59


ENDGAME_#3_indhold_01.indd 6

03/04/17 09:59


kepler 22b Ansibel-kammeret ombord på Seedrak Sare’en, aktivt geosynkront kredsløb over Mars’ nordpol

kepler 22b sidder i en skinnende stol i midten af et sort, lavloftet rum. Hans syvfingrede hænder er foldede, hans platinblonde hår bundet op i en perfekt kugle oven på hovedet. Han gennemgår den rapport, han skal til at afgive over ansiblen til rådet mange lysår borte. Det spil, der er i gang på den blåhvide klode i næste planetbane, har budt på uforudsete hindringer og udviklinger, men det skrider alligevel frem. Det meste af det, der er sket, er ikke særlig bekymrende, med undtagelse af ødelæggelsen af et af Jordens 12 store monumenter. Det var det, der tilhørte La Tène-kelterne, det såkaldte Stonehenge, og det er nu aldeles borte og ubrugeligt. kepler 22b er dybt foruroliget over det. Mindst ét af disse gamle bygningsværker – som blev opført for mange årtusinder siden, da hans folk gik på Jorden sammen med den unge menneskehed – mindst ét af dem skal være tilbage, for at Endgame kan afsluttes. Og dette, mere end noget andet, er det, han ønsker at se. At en Spiller skal vinde. En Spiller. Han vender sin opmærksomhed fra rapporten til et transmissionshologram, der bliver projiceret i luften ikke langt fra hans ansigt. En mat lysprik bevæger sig i real-time hen over kortet over en by på det indiske subkontinent. En Spiller. Ud fra hastigheden at dømme gør han brug af en form for transportmiddel. Det er ikke den Spiller, som kepler 22b forventer vil vinde, men det er den, han har været mest nysgerrig efter at følge. Han er en snu og uforsigtig Spiller. Uforudsigelig. Opfarende. Nådesløs. Det er Shang-Spilleren, An Liu. 7

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 7

03/04/17 09:59


Og kepler 22b ville gerne se videre, men så brummer ansiblen, og hologrammet bliver slukket, og værelset bliver kulsort, mens temperaturen falder til -60 grader fahrenheit. Få øjeblikke efter bliver mørket punkteret af svævende lysprikker, og lokalet lyser op, og der er de så: Deres projektioner omgiver ham på alle sider. Rådet. kepler 22b ville foretrække at se på Shang-Spilleren, men det kan han ikke. Det er på tide at afgive rapporten.

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 8

03/04/17 09:59


An Liu Beck Bagan, Ballygunge, Kolkata, Indien

Shang-Spilleren. DIRRE. blink. DIRRE. An Liu kører på en Suzuki GSX-R1000 og prøver at komme op i fart, men bliver hæmmet af menneskemyldret i Kolkata. Han vrider i styret. Hjulene spinner på den ujævne brolægning. Han har ingen hjelm, han skærer tænder, lungerne brænder, øjnene er smalle sprækker. Chiyokos jordiske rester presser mod hans bryst. Ved siden af halskæden med hans elskede hænger en SIG 226 og en lille samling specialfremstillede granater. Alt dette er skjult under en bomuldsbluse. Han maser sig vej frem nord for South Park Street Cemetery. Maser maser maser. Kirkegården. Det er dér, han er. En af de Spillere, Chiyoko havde udstyret med en tracker. En af de Spillere, som An nu sporer. Det er på kirkegården, han vil finde nabatæeren. Maccabee Adlai. Som har Jordnøglen og Himmelnøglen. Som er ved at vinde. Eller tror, han er ved at vinde. For det er ikke det samme. Hvis An snart når derhen, vil det gøre en stor forskel. Hvis An når derhen, vil Maccabee ikke vinde. Overhovedet ikke. Han vil være død. Og An er under to kilometer væk. Så tæt på. Men gaderne er stuvende fulde. Kolkatas borgere er strømmet ud her til aften, og de råber alle sammen på information, på deres kære, på ordentligt signal på mobiltelefonen. An viger uden om 9

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 9

03/04/17 09:59


forretningsfolk og krydderi-wallah’er, smukt klædte kvinder og omstrejfende hunde, grædende børn, Ambassador-taxier, der sidder fast i trafikken, og rickshaws med sivtynde mænd, der trækker deres vogne ad vilkårlige gader som fisk, der kæmper sig mod strømmen. Han snor motorcyklen uden om en intetanende Brahman-tyr. Nogle mennesker kommer i vejen for An. De får enten et skub med kværnen eller et hurtigt spark fra Ans fod. Af DIRREDIRRE af vejen med jer. Der er skrig og blå mærker og kraftudtryk og truende næver i hans kølvand. Der er ingen betjente. Ikke en eneste ordenshåndhæver. Er det, fordi verden er på randen af lovløshed? Er det på grund af Abaddon, allerede nu, før den har ramt? Er det sandt? Ja. An smiler. Ja, Chiyoko. Enden er nær. To store mænd dukker op i krydset mellem Lower Range Road og Circus Avenue. De peger og råber. De genkender ham. De har set hans video – alle i verden har set hans video nu – og de vil stoppe ham. De vil måske endda forsøge at dræbe ham, hvilket An affærdiger som en latterlig tanke. Han gasser motorcyklen op, og forsamlingen spreder sig, men mændene holder stand og tager hinanden under armene. Tåber. An kører lige imod dem, gennem dem, vælter dem omkuld og kører én over, så huden bliver flået af en arm. Mændene råber, og en tager pludselig en gammel pistol frem. Han trykker på aftrækkeren, men i stedet for at blive affyret eksploderer den i hænderne på ham. Han falder skrigende om. Pistolen var defekt. Gammel. I stykker. Ligesom denne BLINKBLINKBLINK denne verden. An kunne have ondt af manden og hans lemlæstede hånd, men han er Shang-Spilleren, og han er ligeglad. Han drejer på gashåndtaget og rejser sig i sadlen, fletter sig frem på baghjulet og fræser væk. En af mændene skriger, da hans ben flygtigt kommer i klemme under dækket og bliver til blodigt kød. Ans smil bliver bredere. Han lægger mændene bag sig. Passerer en barbersalon, en kiosk, 10

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 10

03/04/17 09:59


en teleshop, en elektronikbutik fyldt med mennesker. På skærmene i butikkens ruder ser An billedet af kepler 22b. Rumvæsenet afslørede sig, da han udsendte sin meddelelse om Himmelnøglen. kepler 22b begyndte at vise sit sande ansigt. Endgame er virkelighed for alle nu. Det er virkelighed for rige og for fattige, for magtfulde og magtesløse. For de brutale og de milde. Alle. Og An elsker det. Nu ved hele verden, at de første nøgler er sammen. At Maccabee har dem. At Endgame fortsætter trods nogle af de andre Spilleres misforståede forsøg på at standse det. At det fortsætter trods frygt og håb og mord og sågar kærlighed. Det bedste af det alt sammen er, at kepler 22b fortalte Jordens befolkning, at Abaddon ikke kan afværges. At den gigantiske asteroide vil styrte ned om under tre dage, og der ikke er noget, nogen kan gøre ved det. At millioner vil dø. An elsker det. Motorcyklen kværner. Gaden bliver bredere. Mængden deler sig, og An kører lidt hurtigere, op til 60 km/t nu. Han ser på Chiyokos ur. Ser på tracker-displayet, der bliver vist hen over tallene. Blip-blip. Dér. Maccabee Adlai. Så blink så dirre så tæt på. Så tæt på, at An kan lugte dem. An hviner hen over Shakespeare Sarani Road, kører to husblokke videre og drejer mod nordvest ad Park Street. Han ser på uret igen og ser det. Blip-blip. Blip-blip. Kun få husblokke væk. BLINKdirre Chiyoko spillede for livet. DIRREblink Men jeg DIRRE Jeg spiller for døden.

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 11

03/04/17 09:59


ENDGAME_#3_indhold_01.indd 12

03/04/17 09:59


Sarah Alopay, Jago Tlaloc, Aisling Kopp, mr. Kopp, Greg Jordan, Griffin Marrs Dybet, सूर्य को अन्तिम रेज, Det Evige Livs Dal, Sikkim, Indien

»Fald ned, alle sammen, for helvede!« brøler en mand. Han er i midten af halvtredserne, vejrbidt, badet i sved og lidt fedladen. Han står midt i gangen, der er fyldt med Spillere og deres venner. Sarah og Jago befinder sig i den modsatte ende med ryggen mod en åben dør. Donghu-Spilleren, Harappa-Spilleren, nabatæeren og både Jordnøglen og Himmelnøglen befandt sig i lokalet uden for døren for under et minut siden. Baitsakhan var meget levende og meget opsat på at dræbe Shari Chopra ud fra en psykotisk hævnlyst, men Maccabee fik ondt af Harappa-Spilleren og standsede Donghu-Spilleren. Han var ved at tage både Jordnøglen og Himmelnøglen i sin besiddelse, da Sarah og Jago styrtede ind i lokalet. Mens Bait­ sakhan lå døende, sprang olmekeren frem og angreb Maccabee, og Jago vandt efter en tæt kamp. Sarah havde en chance for at dræbe Lille Alice Chopra, pigen, der er Himmelnøglen, en død, der burde have sat en stopper for Endgame. Men Sarah kunne ikke få sig til det. Og Jago kunne heller ikke. Aislings hold ankom, få øjeblikke efter at kampen var overstået. Kelteren fik også en chance for at dræbe Himmelnøglen, og hun forsøgte at affyre sin snigskytteriffel, men i sidste øjeblik rakte Himmelnøglen ud og rørte ved Jordnøglen, og den lille pige forsvandt i et lysglimt og tog en bevidstløs Maccabee og Baitsakhans lemlæstede lig med sig. Det eneste levende menneske, der er tilbage i lokalet, er Shari

13

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 13

03/04/17 09:59


Chopra, der ligger slået ud med en stor bule i hovedet takket være Maccabee. Han kunne også have dræbt hende, men uanset om det var af barmhjertighed eller retfærdighed eller medfølelse, lod Maccabee hende leve. Hvor Maccabee og nøglerne er henne nu, ved ingen af dem. De kan være taget til Bolivia eller til havets bund eller i audiens hos kepler 22b selv for at afslutte Endgame. Alt, hvad der er tilbage her i den besejrede Harappa-fæstning, der er hugget ud af Himalaya-massivet i Sikkim, er disse Spillere og Aislings venner. Alt, hvad der er tilbage, er deres frygt og deres vrede og deres forvirring. Og deres skydevåben. Hvoraf de fleste er rettet mod hinanden. »Fald helt ned,« opfordrer manden igen. »Ingen andre behøver at dø i dag,« siger han. Du gør måske, tænker Sarah med pistolen rettet mod mandens hals. Sarah kunne ikke få sig til at dræbe Chopras lille pige, men hun ville ikke tøve med at skyde denne mand eller hans folk med, hvis det betød, at hun kunne slippe væk. Manden går rundt om Aisling, lægger en hånd på løbet af hendes riffel og tvinger det to tommer ned. Det er nu rettet mod Sarahs bryst i stedet for panden. Mandens anden hånd er tom, og han vender håndfladen frem. Han spærrer øjnene op i et bedende blik. Han trækker vejret hurtigt. En fredsstifter, tænker Sarah. Manden slikker sig om munden. Sarah siger: »Jeg falder ned, når ingen af jer står i vejen for os.« Hendes stemme er rolig. Sarah bemærker, at Aisling Kopp er rødmosset. Hun har blod tværet ud på huden – måske hendes eget, men sandsynligvis ikke. Blod. Og sved. Og snavs. Aisling spørger: »Hvor er Himmelnøglen?« Sarahs pistol er let. En kugle tilbage. Måske to. »Flyt jer,« insisterer Jago. Hans pistol er rettet mod Aislings hoved. Aisling ser anderledes ud, end da han sidst så hende. Ældre, hårdere, mere trist. Sådan ser de sikkert alle sammen ud. Endgame var enk14

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 14

03/04/17 09:59


lere i de tidlige faser, før nogen af nøglerne var blevet fundet. Nu er det langt mere kompliceret. »Vi går ingen steder,« siger Aisling, og hendes blik flytter sig ikke fra Sarahs. »Ikke før vi har fundet ud af, hvor Himmelnøglen er.« Sarah siger: »Tja, hun er ikke her.« Skyd hende! siger Sarah til sig selv. Gør det! Men hun gør det ikke. Hun kan ikke. Aisling forsøgte at gøre det, som Sarah ikke kunne. Hun forsøgte at dræbe den lille pige. Aisling forsøgte at stoppe Endgame. Og det betyder, at Aisling og hendes venner ikke kan være rent onde. Sarah kigger på de andre mænd i lokalet, dem, der ikke har sagt noget. Den ene er gammel, men tager sig prægtig ud, med ét sløret, hvidt øje. Måske en tidligere La Tène-spiller. Den anden er midaldrende, jævnaldrende med fredsstifteren. Han har en bandana bundet om hovedet, bærer runde briller og har et tungt udseende tornyster, der er ved at flyde over med kommunikationsudstyr. Han har også en snigskytteriffel, som han ikke sigter mod nogen. I stedet stikker han hånden i skjortelommen og tager en håndrullet cigaret op. Han sætter den i munden, men tænder den ikke. Begge mænd ser udkørte ud. Lang dag, tænker Sarah. Lang uge. Langt skide liv. Sarah regner med, at hun ville kunne springe tilbage, skyde samtidig og dræbe fredsstifteren. Aisling ville øjeblikkeligt besvare ilden, men eftersom fredsstifteren holder sin hånd på hendes riffel, ville skuddet ramme ved siden af. Jago ville dræbe Aisling. Så ville de gøre det af med den gamle kelter og walkie-talkie-hippien. Hvis der ikke er nogen andre, der skjuler sig i nærheden, ville hun og Jago kunne sænke paraderne, falde hinanden om halsen og ånde lettet op. De kunne gå uskadte ud derfra. De kunne fortsætte deres mission for at standse Endgame. Sarah vurderer deres chancer for at dræbe disse fire mennesker til 60 eller 65 procent. Ikke dårlige odds, men heller ikke fremragende. 15

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 15

03/04/17 09:59


»Lad være,« siger fredsstifteren, som om han kan læse Sarahs tanker. »Hvorfor?« spørger hun. »Lad mig tale ud først.« Han ser hen på Aisling. »Jeg beder jer.« »Så går han i gang,« mumler manden med cigaretten og bryder sin tavshed. Den gamle mand med det hvide øje forbliver tavs, men hans blik flakker fra den ene til den anden. Manden siger: »Mit navn er Greg Jordan. Jeg er pensioneret veteran efter nogle og tyve års tjeneste i CIA. Jeg er forbundsfælle – nej, gode venner – med Aisling her. Jeg ved alt om Endgame. Måske mere end nogen af jer ved om det, tro det eller ej.« Han ser hen på Aisling. »Mere end jeg har røbet,« siger han undskyldende. Det trækker i Aislings venstre øje. Den gamle mand ånder højlydt ud. »Nå, men jeg har set rigeligt med håbløse konfrontationer, og den her er et fornemt eksempel. Én forkert bevægelse, og så dør vi alle her i denne gang. Men som jeg sagde, behøver der ikke dø flere i dag. Der er allerede mange døde.« Sarah ved ikke, hvad han snakker om. Hun ved ikke, at Aisling og Greg og de to andre mænd – samt en nu død kvinde, der hed Bridget McCloskey – har brugt den foregående dag på at rykke ind i bjergene og dræbe alle på deres vej. Dræbe, dræbe, dræbe. Da dagen var omme, var mange, mange harappaer døde. Langt over 50. For mange. Manden sukker. »Lad os ikke øge antallet af omkomne.« Aisling luder med skuldrene, tydeligvis grebet af dårlig samvittighed. Indtil videre giver Greg Jordans ord en vis mening. Projektilerne forbliver i kamrene. Fødderne forbliver plantet i jorden. Sarahs og Jagos ansigter siger: Gå videre. Så Greg Jordan fortsætter. »Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at jeg tror, vi alle sammen kan blive venner. Jeg tror, vi alle ønsker det samme – nemlig at sætte en stopper for dette vanvid. Har jeg ret? Hvad siger I, folkens? Venner? I hvert fald indtil vi har fået nogle minutter til at snakke og er kommet ud af denne Himalaya-fæstning?« Pause. Så hvisker Jago: »Op i røven med dem, Sarah.« Og en del af Sarah er tilbøjelig til at give ham ret, men før hun når at gøre noget overilet, spørger Aisling: »Hvorfor dræbte du hende ikke, Sarah? Hvorfor kunne du ikke gøre det?« Idet hun siger det, lader 16

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 16

03/04/17 09:59


hun sin riffel falde ned langs siden. Aisling er nu helt forsvarsløs, og det siger jo noget. Kelteren går uden om Greg Jordan. »Hvorfor?« gentager hun og stirrer intenst på Sarah. Hendes stemme er ikke meget mere end en hvisken. Aisling ønsker så inderligt, at spillet skal slutte. Hun vil så gerne standse det. Hun vil så gerne redde liv. Ligesom Sarah og Jago vil. Det dunker i Sarahs underarm og minder hende om, at hun i kampen med Maccabee og Baitsakhan fik et skudsår, der kræver opmærksomhed. Det snurrer lidt rundt i hovedet på hende. Hun løsner grebet om pistolen. »Jeg ved, at jeg skulle have ...« »Ja, for fanden,« siger Aisling. »Jeg ville have det til at stoppe. Jeg var nødt til at få det til at stoppe.« »Så skulle du have trykket på aftrækkeren!« »Du ... du har ret. Men jeg var nødt til at få det til at stoppe,« gentager Sarah. »Det kommer ikke til at stoppe, før pigen er død,« påpeger Aisling. »Det er ikke det, jeg mener,« siger Sarah og sænker stemmen en halv oktav. »Jeg vil også have Endgame til at stoppe, Aisling, men jeg var nødt til … Hvad var det, du kaldte det, Greg? Vanvid? Jeg var nødt til at få vanviddet til at stoppe. Vanviddet inde i mit hoved. Hvis jeg havde trykket på aftrækkeren, så ville det have ... det ville have ...« »Knust dig,« siger Jago og bliver også lidt mindre vagtsom. »Jeg prøvede også, kelter. Jeg kunne ikke gøre det. Det var måske egoistisk, men jeg tror, det var rigtigt af Sarah ikke at dræbe Himmelnøglen. Hun var et barn. Et lille barn. Uanset hvad der sker, var det rigtigt af hende.« Aisling sukker. »Fuck.« Ingen siger noget et øjeblik. »Jeg forstår det godt. Sandheden er, at hele vejen herop bad jeg til, at jeg ikke ville blive nødt til at gøre det på klos hold. At jeg ville få mulighed for et skud på lang afstand.« Hun rusker med riflen og kigger om bag Sarah, ind i det mørke lokale for enden af gangen. »Men jeg ramte vist ved siden af, ikke?« Sarah nikker. »Hun er væk. Hun blev ved med at gentage ’Jordnøglen’, igen og igen, og jeg tror, hun ​​ rørte ved den og …« Jago slår smæk med tungen. »Puf.« 17

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 17

03/04/17 09:59


»Hvad mener du med puf ?« spørger Jordan. »De forsvandt simpelt hen,« siger Sarah. »Det er jo ikke så vanvittigt, når man tænker på, at for omkring tredive minutter siden var Jago og jeg og de andre to Spillere i Bolivia.« »Ævl,« siger Aisling. »Hvad, teleporterede I jer ikke også hertil?« spørger Jago i et forsøg på at være vittig, selv om han stadig sigter mod Aislings tinding. Aisling er efterhånden ligeglad. Det er ikke første gang, nogen har rettet en pistol mod hende, og det bliver næppe den sidste. »Nej, vi teleporterede ikke,« siger Aisling. »Bare gode gammeldags fly, tog og biler ... Og fødder. Masser af fødder.« »Men Himmelnøglen – hun er væk, ikke?« spørger Jordan. Sarah nikker. »Men hendes mor er derinde.« Aisling forsøger at kigge ind i lokalet en gang til. »Hvem – Chopra?« »Jep,« siger Sarah. »I live?« spørger Aisling i et lidt for desperat tonefald. »Si,« svarer Jago. »Shit,« siger Jordan. »Det er ikke godt.« »Hvorfor ikke?« spørger Sarah. Aisling siger: »Vi, øh ... vi har lige slået hele hendes familie ihjel.« »Que?« siger Jago. »Det her er Harappa-slægtens uindtagelige fæstning,« forklarer den gamle mand nede fra enden af lokalet og tilføjer i et stolt tonefald: »Men helt uindtagelig var den ikke.« »Hun bliver ikke så glad for mig, når hun vågner,« siger Aisling. »Det ville jeg heller ikke være.« »Shit,« siger Sarah. »Si. Mierda.« »Vi burde slå hende ihjel,« siger den gamle mand. Men Aisling hæver en hånd. »Nej. Jordan har ret. Det har der været for meget af i dag. Marrs« – det går op for Sarah og Jago, at Aisling taler til manden med walkie-talkien – »du kan lade hende sove tornerosesøvn, ikke?« »Jep, det kan jeg sagtens,« svarer Marrs, og hans stemme er nasal og skinger. Jordan siger: »Hey, det lyder, som om vi alle sammen er faldet ned. Vi er okay, ikke?« 18

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 18

03/04/17 09:59


»Mere okay,« siger Sarah. Men hun ved godt, hvor han vil hen, og sænker pistolen. Jago gør det samme. Aisling lægger sin riffel på gulvet. »Hør, Sarah, Jago. Jeg er færdig med at spille. Jeg troede et stykke tid, at jeg ville prøve at vinde, men der er ingen vindere her. Vi er alle sammen tabere – den, der vinder, ender måske med at blive den største taber af dem alle. Hvem vil have lov til at leve på Jorden, hvis den er hæslig og døende og fuld af elendighed? Ikke mig.« »Heller ikke mig,« siger Sarah og tænker igen på, hvordan hun satte det hele i gang, da hun tog Jordnøglen ved Stonehenge. Tænker igen på Christopher og hendes skyld. Aisling går hen mod Sarah og rækker hånden frem. »Da mig og Jordan og Marrs gik sammen, sagde jeg til dem, at hvis vi ikke kunne vinde Endgame, skulle vi forsøge at finde ligesindede Spillere. Vi skulle give dem mulighed for at slutte sig til os, så vi kunne stoppe hele det her forbandede rod. Hvis jeg for eksempel nogen sinde finder Hilal, vil jeg gerne kæmpe på hans side. Han havde ret, dengang ved Kaldet. Vi skulle have arbejdet sammen dengang. Forhåbentlig er det ikke for sent at arbejde sammen nu.« Sarah træder nærmere, men tager ikke Aislings hånd. »Hvordan kan vi vide, at vi kan stole på dig?« Aisling rynker brynene og vender en mundvig opad. »Det kan I ikke. Ikke endnu.« »Tillid er noget, man gør sig fortjent til,« siger Sarah, som om hun citerer noget fra en lærebog. Aisling nikker. Det har hun hørt før. Det har de alle sammen. »Det er rigtigt. Men I kan vise mig lidt tillid. Jeg skød jer ikke, da jeg forsøgte at dræbe Himmelnøglen. Jeg skød jer ikke i ryggen i Italien, da jeg havde chancen, selv om jeg vel burde have gjort det. Det mener min farfar derovre sikkert« – den gamle mand brummer – »og for et par dage siden mente jeg det også. Men måske gjorde jeg det ikke, for at vi i stedet kunne mødes, nu og her. Måske gjorde jeg det ikke, fordi vi tre ikke er færdige med hinanden endnu. Det, der vil ske, vil ske, ikke?« »Si. Det, der vil ske, vil ske,« mumler Jago. Aisling siger: »Hvis vi forsøger at stoppe det her sammen, virkelig forsøger, så vil jeg ikke gøre noget. Det vil ingen af de folk her. I har mit ord på det.« 19

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 19

03/04/17 09:59


Sarah knuger sin skadede venstre arm. Hun stirrer på Jago og lægger hovedet på skrå. Pludselig er alt, hvad hun ønsker, at falde i søvn i Jagos arme. Hun kan mærke, at han ønsker det samme. Han nikker hurtigt og afmålt. Sarah læner sig ind mod ham. »Okay, Aisling Kopp,« siger Jago på begges vegne. Han rækker hånden frem og tager kelterens. »Vi vil vise dig tillid, og du vil gengælde den. Vi gør det af med Endgame. Sammen. Men et af mine mange spørgsmål kan ikke vente.« Aisling smiler. Det er, som om et pust af frisk luft er blæst ind på gangen. Sarah mærker det også, og lettelsen skyller ind over hende. Ikke flere kampe i dag. Jordan fløjter lavmælt, og Marrs tænder sin cigaret. Han går ned ad gangen og mumler noget om at se til Shari Chopra, idet han passerer Sarah og Jago. Den eneste, der forbliver anspændt, er den gamle mand. Aisling ignorerer ham og retter sin fulde opmærksomhed mod sine nye allierede. Måske ligefrem nye venner. »Hvad er det for et spørgsmål, Jago Tlaloc?« »Hvis Himmelnøglen overlevede, og vi forpassede vores chance, hvordan kan vi så standse Endgame nu?« Aisling ser hen på Jordan. »Jeg vil gætte på, at det er her, du kommer ind i billedet, ikke?« Jordan trækker på skuldrene. »Jo.« Aisling sukker. »Jeg ved, du har holdt noget tilbage, siden den dag vi mødtes, Jordan. Så er du parat til at spille med åbne kort nu?« Marrs ler højlydt inde fra værelset ved siden af. Jordan retter sig op. »Venner,« siger han, »det er på tide, at I møder Stella Vyctory.«

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 20

03/04/17 09:59


Maccabee Adlai, Lille Alice Chopra South Park Street Cemetery, Kolkata, Indien

Maccabee tænder en Zippo-lighter. Flammen springer op og blafrer. De er i et lille og kulsort kammer, som Maccabee ikke genkender. Tilsyneladende er Maccabee igen blevet teleporteret et sted hen uden at være herre over det. Han sænker flammen og, ja, dér er Himmelnøglen. Hun skælver foran ham. Store øjne, smukt mørkt hår. Næverne knuget oppe ved brystet. Et rædselsslagent barn. Det eneste, pigen kan få frem, er: »D-d-d-d-d-dig.« »Jeg hedder Maccabee Adlai. Jeg er Spiller ligesom din mor.« Hans ord er dæmpede, og hans stemme let snøvlende efter de bank, han fik af Jago Tlaloc, før han vågnede op her i mørket. Han fører hånden op og sætter sin kæbe tilbage på plads med et højlydt smæld. »D-d-d-d-dig.« Hele hans krop gør ondt, især lysken, maveregionen, venstre lillefinger og kæben. Lillefingeren er bøjet helt bagud. I det mindste har han sin ring. Han lukker låget på ringen, så den forgiftede nål er dækket, så knækker han fingeren på plads ved at presse den mod låret. Smerten jager op igennem armen og helt op i halsen. Fingeren kan ikke bøjes i knoerne, men den stikker ikke længere ud i en forkert vinkel. Når jeg vinder det her, vil der næppe være noget af mig tilbage, tænker han. »D-d-d-d-d-dig,« siger pigen igen. Han rykker hen mod hende. Hun viger tilbage. Farven forsvinder fra hendes ansigt. Hun kan ikke være mere end tre år. Så lille. Så uskyldig. Så uforskyldt i det, der er sket med hende. Spillet er bullshit, sagde Shari Chopra. Og i det øjeblik var Maccabee enig med hende. Det går op for ham, at det sandsynligvis var 21

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 21

03/04/17 09:59


den følelse, der reddede Sharis liv – den, der fik ham til at slå hende bevidstløs i stedet for at pløkke hende ned. Nu hvor han ser på Lille Alice, beklager han ikke den beslutning. Så lille. »Din mor lever,« siger Maccabee. »Jeg reddede hende fra et ondt menneske. Han kom efter hende, og jeg ... jeg stoppede ham.« Han var lige ved at sige dræbte, men det ville være upassende, ikke? Til et barn? Han siger: »Hun lever, men hun er ikke her – hvor det så end er.« »D-d-d-d-dig,« gentager hun og spærrer øjnene op. Maccabee rykker endnu en fod frem med hagen presset mod brystet. Hans nakke strejfer stenloftet. Luften er fugtig. Den eneste lyd er deres vejrtrækning. Maccabee vrikker med fingrene til hende, og den ubevægelige lillefinger stikker ud fra hans hånd som en pind. »Det er okay, skat. Jeg gør dig ikke noget. Det lovede jeg din mor, at jeg ikke ville, og jeg mente det.« Han snubler over noget. Ser ned. En dynge stof. »D-d-d-d-dig. Fra min drøm. Du-du-du gør folk ondt ...« »Jeg vil ikke gøre dig ondt,« gentager han. Han sænker lighteren og skubber til tingen på jorden med foden. Den er tung. Han kigger. En legemsdel. Et ben. Der er brændt hul i cargolommen på låret. Han fører Zippoen gennem luften og oplyser Baitsakhans blodige ansigt. Hans øjne stirrer tomt, hans kæbe er slap, og struben er flået op af den bioniske hånd, der stadig knuger den øverste del af hans egen rygrad. Baitsakhan. Tag. Dræb. … Tab. Endgame er forbi for hans vedkommende. Og gudskelov for det. Maccabee spytter på gulvet, idet pigen gisper og peger. »Nej! Ikke dig! Ham! Det er ham! Han tog mamas finger! Han gør folk fortræd! Det er ham! Det er ham!« Maccabee sparker til Donghu-Spillerens lig, så det bliver vendt om på maven. Han træder ind mellem Himmelnøglen og Baitsakhan. Hun burde ikke se det. Intet barn burde se sådan noget. 22

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 22

03/04/17 09:59


»Det er okay. Du er i sikkerhed. Han kan ikke gøre dig noget.« »Mama.« »Han kan heller ikke gøre hende noget. Ikke længere.« Maccabee er pludselig bange for, at Shari også er fulgt med her til stedet. Og olmekeren med, og måske Cahokia-Spilleren. Han snurrer rundt, afsøger resten af kammeret, men der er ikke nogen. Det er bare ham og Himmelnøglen og … »Jordnøglen!« siger han. HVOR ER DEN? Pigen gyser. Hun hopper op, og så stivner hendes krop, som om hun er besat. Hendes højre hånd falder ned langs siden, hendes venstre hånd skyder frem med håndfladen vendt opad. Maccabee læner sig frem mod hende. Hun bevæger sig ikke. Det er, som om hendes frygt er blevet tryllet væk og erstattet med tomhed. Chok, tænker Maccabee. Eller måske en endnu stærkere kraft. Han kigger ned i hendes hånd. En lille kugle. Jordnøglen. Han snupper den fra hende. Det rykker i hendes øjenbryn, men ellers er hun udtryksløs. »Jeg holder den.« Han lægger den i en vestelomme med lynlås og klapper på den. »Jordnøglen,« siger hun. »Nemlig,« siger han. Han inspicerer det lille lokale. Hvor fanden er vi? Gulvet er jord, alt andet er sten uden kendemærker. Der er ingen vinduer, ingen døre. Ingen vej ind eller ud. Da han ser sig omkring, fører han en hånd hen over sin overkrop for at tjekke, hvad han har at gøre godt med. Ingen skydevåben, men han har sin smartphone, en pakke tyggegummi og sin gamle nabatæer-klinge. En bølge af smerte skyller gennem ham, da adrenalinen svinder ud af hans krop. Det går op for ham, at alt, hvad der er sket for nylig – at finde Sarah og Jago i Bolivia, spore dem gennem Tiwanaku-ruinerne, blive teleporteret et sted hen gennem denne gamle portal, kæmpe, dræbe, kæmpe noget mere og derefter blive gennembanket af det olmekiske energibundt, som vejer halvtreds eller tres pund mindre end ham, og derefter blive teleporteret igen – alt dette er sandsynligvis sket inden for de sidste par timer. Han har brug for hvile. Snart. »Jordnøglen siger, at ...« siger pigen monotont. 23

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 23

03/04/17 09:59


Hans bukseben vibrerer. » … siger, at der er én på vej.« Det vibrerer voldsomt. Han rører ved sit ben – sporingskuglen! En anden Spiller! Han ser til venstre og højre og op og ned og kan ikke finde ud af, hvor han skal bevæge sig hen. Vil en anden Spiller dukke op i dette lille lokale? Bliver han nødt til at kæmpe med en nedbrudt krop i denne kasse? Denne, denne – sarkofag? Han snurrer lynhurtigt rundt, og lighterflammen blæser ud. Han drejer på hjulet med tommelfingeren. Knips, knips, knips – gnisterne fænger ikke. Men i det totale mørke fanger noget hans blik. Lige ud for hans ansigt. En tynd hvid stribe. Han følger den; den tegner en svag firkant på loftet. Han putter lighteren i lommen og lægger begge hænder på stenen over sig og skubber. Den er tung, og han anstrenger og giver sig, og hans stønnen blander sig med den skrabende lyd af sten mod sten. En åbning. Lys. Varm luft strømmer ind i det lille kammer, da han får fat med fingrene om kanten på den seks centimeter tykke stenplade og slænger den væk. Han stiller sig på tæer og kigger ud over kanten. De er i et hul i jorden. Hullet er dækket af en søjlebåren gotisk kuppel, sådan en, der kan dække en grav eller et monument. Der er en orange lysprik fra en gadelygte et eller andet sted, dæmpet skær af skumring på himlen over kuplen, og løvtræers sorte grene hænger over det alt sammen som et gardin. En due kurrer og basker så væk. Der er dæmpede lyde fra en myldrende by – trafik, summende vekselstrøm, stemmer – tæt på. Maccabee griber Himmelnøglen og skubber hende op af hullet. Han springer ud. De er midt på en stor kirkegård fra en svunden tid, hvor hvert gravmonument er stort og prægtigt og udhugget i sten – victorianske grave med kupler, der må rumme hele familier, syv meter høje obelisker og basaltpiedestaler, der vejer mange tusinde kilo. Mange er dækket af mos og lav, og alle er skjoldede og vejrbidte. Planter vokser i alle tilgængelige kroge og pletter – græsser, palmer, løvtræer, ukrudt, banyantræer, der breder sig ud med deres støtterødder, der her og der dykker ned til jorden. Det er en af de mest imponerende kirkegårde, Maccabee nogen sinde har set. Himmelnøglen træder ud på stien med armene klistret til siderne, 24

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 24

03/04/17 09:59


og benene bevæger sig som på en robot. Hun er helt væk, men formår at sige: »Der kommer én. Han er tæt på.« Maccabee tager kuglen frem med højre hånd og trækker sin kniv med den venstre. Hans ubøjelige lillefinger stikker ud. Ligesom da Alice Ulapala nærmede sig hans skjulested i Berlin, gløder kuglen bare advarende uden at give nogen underretninger om, hvem der kommer eller fra hvilken retning. Maccabee ved, at han for første gang i sit liv er nødt til at flygte. Han er alt for slemt tilredt og for ubevæbnet og for desorienteret og for sårbar sammen med Himmelnøglen til at holde stand. Han putter kuglen i en lomme, snupper pigen og tager hende under sin arm som en pakke. Han begiver sig af sted ad en grusvej. Kirkegården er mørk og klaustrofobisk, indtil træerne og de mægtige grave viger for et åbent område. En tre meter høj stenmur tårner sig op foran dem med kedelige betonbygninger på gaden ude på den anden side. Hvor fanden er jeg henne? Det ligner slet ikke Peru eller Bolivia. Eller Sydamerika overhovedet! Han går hen til den solide mur og kigger til venstre og så til højre. Muren er grov nok, til at han kunne klatre op ad den, men ikke med Himmelnøglen under armen. Han drejer til venstre og traver af sted med muren på sin højre side. Kuglen i lommen er faldet lidt til ro, så den, der nærmede sig, har måske mistet færten. Himmelnøglen vejer omkring 15 kilo. Han holder hende sidelæns, så hendes hoved peger frem, og benene basker bag ham. Det er som at bære på en dukke i naturlig størrelse. Henne ved det indvendige hjørne af muren støder Maccabee på en beholdning af graverredskaber: en skovl, der er stillet i en bunke sand, en hakke, en rulle robust reb. Han sætter forsigtigt Himmelnøglen ned og skærer fire meter reb af. Han lægger det om livet og skuldrene, og får Himmelnøglen op på ryggen og vikler rebet under hendes bagdel og to gange om ryggen. Han strammer hende fast og binder en knude i det reb-X, der krydser hans bryst. Hun sidder sikkert i den interimistiske slynge, og han har begge hænder fri. Han mærker hendes hurtige vejrtrækning mod sin hals. Hun er stadig helt væk, sikkert på grund af traumet ved at blive taget fra sin mor og at komme i kontakt med Jordnøglen. 25

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 25

03/04/17 09:59


Uanset hvilken by han befinder sig i, vil han gerne klatre op ad muren og ud på gaden, men muren er glattere her, og der er ikke noget, han kan tage fat i. Han skal til at vende om og gå tilbage, hvor han kan klatre, men standser så op. Rebet! Hakken! Han binder rebet til træskaftet og slynger hakken over muren for at bruge den som en slags kasteanker. Han trækker kraftigt i rebet, og det holder. Han sætter fødderne op på muren og begynder at klatre op. Men så, i samme øjeblik, ryster kuglen i lommen som et lille jordskælv, og Himmelnøglen kommer ud af sin zombieagtige tilstand, griber fat i hans hår og trækker. Han mister fodfæstet og svinger en halv meter til siden. Luften smælder omkring ham. Et stykke af muren eksploderer ved siden af hans ansigt, efterfulgt af et knald fra en pistol. »Han er her,« siger Himmelnøglen. Maccabee dukker sig ned bag et gravmæle, mens yderligere tre projektiler flyver forbi, og hvert af dem er tæt på at ramme dem. Maccabee sparker skovlen op i luften og snupper den. Han snurrer mod højre, men Himmelnøglen hiver ham i håret igen og siger: »Anden vej.« Det vil bringe dem lige i skudlinjen, men Maccabee stoler på hende. Han er ikke længe om at gætte, at det må være Shang-Spilleren, An Liu. Af de andre mandlige Spillere er Marcus og Bait døde, Jago er sammen med Sarah, og Hilal er sandsynligvis ved at komme sig over sine sår hjemme i Etiopien. Og hvis det er Liu, så har han sikkert bomber med. Det betyder, at Maccabee skal have FART PÅ! Han tager en skovlfuld sand og kaster det op i luften for at bruge det som røgslør og spurter om bag det. Han hører et dæmpet bump, snurrer rundt om en tyk træstamme, kaster sine hænder om Himmelnøglens hoved og så boom! En eksplosion dér, hvor de lige stod; brokkerne regner ned omkring dem, blade bliver slynget med i trykbølgen, træstumper og småsten hvisler forbi. Det var en lille eksplosion, men stor nok til at have skadet dem, hvis han ikke havde været hurtig. »Drej til højre her,« siger pigen roligt. Han er blind på dette sted, og hans krop værker efter alt, hvad der er sket, men hun har lige reddet dem, så han hører efter. 26

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 26

03/04/17 09:59


»Venstre her. Højre. Venstre. Venstre. Højre. Højre. Venstre, venstre, venstre.« Han følger hver anvisning, selv om det føles, som om de går i ring. De dukker sig og zigzagger, snurrer rundt og flyver. De undgår med nød og næppe adskilligt flere skud og endnu en lille eksplosion. Hun forvandler den tætbebyggede kirkegård til en labyrint, og det virker. På en eller anden måde ved hun, hvor An befinder sig. Det går op for Maccabee, at pigen, i hvert fald lige nu, er den mystiske kugle, som han har brugt til at spore Spillerne, langt overlegen. Til sidst drejer de om en sort stenblok og finder en hvælvet åbning i muren, stor nok til at en bil kan komme igennem. De to små bygninger, der flankerer den, er malet lyserøde. Der er et smedejernshegn på den anden side. Og bag det en bred gade befærdet med biler. En moderne motorcykel holder parkeret ved kantstenen. Udgangen. Den er 10 meter væk i lige linje. Men de 10 meter er helt blottede. »Der er for langt,« siger Maccabee. Kuglen i hans lomme bevæger sig så hurtigt frem og tilbage, at han er bange for, at den vil hoppe ud. »Han slår os ihjel.« Himmelnøglen kradser ham på halsen. »Her,« siger hun. »Jeg kan godt se udgangen, men der er for langt!« De har kun nogle sekunder. Hun kradser hårdere, flår i hans kød. »Her!« hvisker hun i hans øre. Så forstår Maccabee det. Der sidder noget i hans hals: en sporingschip. En, som An – og hvem ved hvor mange andre Spillere – har brugt til at følge ham! Han flår sin kniv frem og skærer kyndigt en luns hud af halsen. Han er omhyggelig med ikke at ramme noget vigtigt eller overskære en muskel eller sene. Smerten er til at udholde, men der er en masse blod. »Sådan,« siger pigen. Maccabee fjerner kniven og stirrer på lunsen og ja, der er den. En lille sort klump. Han knuger kødlunsen sammen og kaster den væk. Det blodige projektil flyver hen over en gravsten og forsvinder. Han gør sig klar til at løbe, men pigen stikker en negl i det nye sår og hvisker: »Vent.« Han kvæler et skrig og gør, som han får besked på. Et sekund. To. Tre. 27

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 27

03/04/17 09:59


»Nu. Af sted.« Han smider skovlen og løber så hurtigt, han kan, hen mod udgangen. Der kommer ingen skud. De havde ventet på, at An skulle bide på krogen med den kasserede sporingschip, og det har han tilsyneladende gjort. Udgangen kommer tættere og tættere på; de ser ud til at klare den. Der går nogen forbi udenfor, en kvinde, iført orange sari. En bus kører forbi, og Maccabee ser en cigaretreklame på siden. Skriften er hindi. Indien. Vi er i Indien. De når det. Kuglen i lommen går amok nu. Han rækker ned for at holde på den, men så hopper den ud, og han standser brat op. »Lad den være!« siger pigen. Maccabee vender sig om. Kuglen lyser klart og gult og hopper rundt på jorden som noget levende. »Nej!« siger hun. Noget fanger Maccabees blik. Dér på stien står An Liu med en mørk pistol i sin knyttede næve. Han har ikke set dem endnu, han svinger frem og tilbage, og Maccabee har næsten kuglen, men så – for sent. An Liu retter blikket mod Maccabee, og Maccabee kaster sig til siden, og kuglen lyser så kraftigt, at den oplyser muren og stien og An med. Der følger skud, men de rammer alle sammen ved siden af, fordi An er blændet af lyset og ikke kan se Maccabee længere. »Lad den være! Jeg bruger den! Løb!« trygler pigen. Igen gør han, som han får besked på. Han spæner hen mod gaden. Han ser motorcyklen, bryder tændingslåsen op og kortslutter den på et øjeblik. Han springer op på den. Den starter hvinende, og de kommer hurtigt væk. Lyset fra kuglen blænder nu alt inden for 20 meter, og folk på gaden råber og peger og løber. »Jeg bruger den,« gentager pigen dæmpet, og hendes hoved synker ned på Maccabees skulder. »Jeg bruger den.« Hendes krop føles slap. Hun er også udmattet. En gade senere viger lyset for en skinger hvinen og går så ud, og så – FFFUHWHAM – forsvinder hele gaden i en kugle af røg. Maccabee svinger motorcyklen rundt om et hjørne, lader baghjulet skride ud og sætter foden på jorden som omdrejningspunkt. Stumper af bygninger og biler og træer pisker gennem luften bag dem.

28

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 28

03/04/17 09:59


Pigen mister bevidstheden, den indiske by er som en tågeklat, og lige nu jager An Liu dem ikke længere. For første gang i sit liv er Maccabee flygtet fra en kamp. Og det virkede. Med hjælp fra denne lille, forunderlige, måske besatte Himmelnøgle virkede det. Jeg vil ikke lade nogen gøre dig noget, tænker han. Og han mener det.

ENDGAME_#3_indhold_01.indd 29

03/04/17 09:59

Frey ENDGAME 3 - SPILLETS REGLER (Læseprøve)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you