Page 1

Cicero


FortĂŚl mig hvem jeg er


Oversat fra spansk af Kirsten A. Nielsen

CICERO


Copyright © Julia Navarro, 2010, © Random House Mondadori S.A., 2010 Originaltitel: Dime quién soy Sats: Cicero, København Tryk: Bookwell Ltd. Omslagslayout: Ferran Lopéz/Random House Mondadori Tilrettelægning af dansk omslag: Paul Nicolas Oxby Omslagsfoto: Den Røde Plads © Adri Berger/Getty Images Brandenburger Tor, december 1964 © Allan Hailstone Frimærker: Mes de la Amistad GERMANO-SOVIÉTICA, 1951 © Erich Gruner El Cid, 1940. General Franco, 1949 © Sociedad Estatal Correos y Telégrafos S.A. ISBN: 978-87-7079-160-1 Første danske udgave Printed in Finland 2011

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Til min mor, uden hende var jeg ikke nået hertil. Til mine bedsteforældre Teresa og Jerónimo, for deres kærlighed og generøsitet, og for alt det, jeg har lært af dem. Mindet om dem følger mig altid. Og til min kære veninde Susana Olmo, for de mange gange vi har grinet sammen.


GUILLERMO


1 „Du er en fiasko.“ „Jeg er et anstændigt menneske.“ Min tante kiggede op fra det stykke papir, hun sad med i hænderne. Hun havde læst det, som om indholdet var nyt for hende. Men det var det ikke. På dette stykke papir, der indeholdt mit cv, var mit korte og katastrofale professionelle liv opsummeret. Hun kiggede nysgerrigt på mig og fortsatte så med at studere papiret, selv om jeg vidste, at der ikke var ret meget mere at læse. Hun havde kaldt mig en fiasko, ikke i den hensigt at fornærme mig, men for at bekræfte noget helt indlysende. Min tantes arbejdsværelse forekom mig temmelig trykkende. I virkeligheden var det hendes hovmodige og reserverede holdning, der irriterede mig, som om hun kunne tillade sig at se ned på resten af familien, bare fordi hun selv havde haft succes her i livet. Jeg brød mig ikke om hende, men jeg havde nu heller aldrig været hendes yndlingsnevø, og derfor overraskede det mig også, da min mor fortalte mig, at hendes søster gerne ville tale med mig, og at det hastede. Tante Marta havde udviklet sig til familiens matriark, og hun styrede oven i købet også sine to brødre, onkel Gaspar og onkel Fabián. Man spurgte hende til råds i alle anliggender, og ingen tog en beslutning uden først at have fået hendes godkendelse. Hvis sandheden skal frem, var jeg den eneste, som undgik hende, og som, i modsætning til resten af mine fætre og kusiner, aldrig bad om hendes velsignelse. Men dér sad hun, stolt over at have reddet og tredoblet slægtsarven, en virksomhed med køb og salg samt reparation af maskiner, blandt an9


det takket være det fordelagtige ægteskab med sin gode gamle mand, onkel Miguel, som jeg i al hemmelighed nærede stor sympati for. Onkel Miguel havde arvet et par udlejningsejendomme i Madrids centrum, hvis lejere hver måned indbetalte en pæn husleje. Ud over at mødes med ejendommenes administratorer en gang om måneden havde han aldrig arbejdet. Det eneste, han var optaget af, var at samle på sjældne bøger, spille golf og med den mindste undskyldning flygte væk fra tante Martas vagtsomme blik, så han havde med fornøjelse overladt disse månedlige møder med administratorerne til hende, da han vidste, at hun havde tilstrækkeligt talent og det fornødne temperament til at skabe succes med alt, hvad hun foretog sig. „Du kalder altså det at være en fiasko at være et anstændigt menneske. Mener du så, at alle de mennesker, der har succes, er uanstændige?“ Jeg var lige ved at svare ja, men det ville formentlig have ført til et skænderi med min mor, så jeg besluttede at komme med et mere nuanceret svar. „Du må forstå, at når man i min profession er anstændig, plejer det at føre til, man ikke får noget arbejde. Du ved slet ikke, hvordan det forholder sig med journalistikken her i landet. Enten støtter man højrefløjen, eller også støtter man venstrefløjen. Som journalist er man blot mikrofonholder for den ene eller den anden fløj. Forsøger man at fortælle noget om, hvad der i virkeligheden foregår, og at sige sin ærlige mening, fører det til marginalisering og arbejdsløshed.“ „Jeg har altid regnet dig for at være venstreorienteret,“ sagde min tante i et drillende tonefald. „Og nu er det jo venstrefløjen, der regerer …“ „Jo, men regeringen vil have, at de venstreorienterede journalister lukker øjne og mund, hvad angår deres fejl. At kritisere dem er ensbetydende med landsforvisning. De betragter ikke længere en som en af deres, og man er heller ikke en af de andre, man står i ingenmandsland, det vil sige, man er arbejdsløs, og det er netop min situation.“ „Der står i dit cv, at du lige nu arbejder på en netavis. Hvor gammel er det nu, du er?“ Spørgsmålet irriterede mig. Hun vidste ganske udmærket, at jeg var omkring tredive, og at jeg var den ældste af hendes nevøer og niecer. Men det var nu hendes måde at vise sin manglende interesse for mig. Derfor besluttede jeg ikke at fortælle hende, hvor gammel jeg var, for det var tydeligt, at hun allerede vidste det. 10


„Ja, jeg skriver boganmeldelser til en netavis. Jeg har ikke kunnet finde andet arbejde, men så behøver jeg i det mindste ikke at bede min mor om penge til at købe cigaretter for.“ Min tante studerede mig oppefra og ned, som om det var første gang, hun så mig, og syntes at tøve lidt, inden hun besluttede sig for at stille mig et forslag. „Godt, jeg vil tilbyde dig et arbejde, der desuden er godt betalt. Jeg stoler på, at du kan leve op til det, vi forventer af dig.“ „Jeg ved ikke, hvad det er, du vil tilbyde mig, men mit svar er nej. Jeg afskyr erhvervslivets presseafdelinger. Jeg er kommet herhen for at snakke med dig, fordi min mor har bedt mig om det.“ „Jeg har ikke tænkt mig at tilbyde dig en stilling i firmaet,“ svarede hun, som om det var den rene galskab, at jeg skulle arbejde i familievirksomheden. „Hvad så?“ „Jeg vil give dig en opgave, som du skal løse for familien, noget mere personligt, ja faktisk noget privat.“ Min tante blev ved med at se på mig, som om hun overvejede, om hun måske var ved at gøre noget forkert ved at fremsætte sit forslag. „Det drejer sig om, at du skal undersøge en gammel familiehistorie, en historie, der har at gøre med din oldemor, min farmor.“ Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Min oldemor var tabuemne i familien. Man snakkede ikke om hende, og det var ikke lykkedes mine fætre og kusiner og mig at finde ud af noget om denne mystiske person, som det var forbudt at spørge til, og som der ikke eksisterede et eneste fotografi af. „Oldemor? Hvad er der at undersøge om hende?“ „Du ved, at det er mig, der har næsten alle familiefotografierne, og nu havde jeg så tænkt mig at få lavet en gave til mine søskende til den kommende jul. Derfor begyndte jeg at udvælge gamle fotografier med henblik på at bestille kopier af dem. Jeg ledte også mellem min fars papirer og dokumenter, fordi jeg mindedes at have set nogle flere fotografier mellem hans ting, og ganske rigtigt så fandt jeg også nogle, og … altså, mellem papirerne lå der en lukket kuvert, jeg åbnede den, og dér lå dette fotografi …“ Min tante vendte sig om mod skrivebordet og greb en kuvert, som hun tog et fotografi op af. Hun rakte mig det tøvende, som frygtede 11


hun, at jeg var et frygteligt klummerhoved, og at fotografiet ikke ville være i sikre hænder hos mig. Billedets kanter var flossede, og tidens tand havde givet det en gullig patina, men alligevel var det et fascinerende billede af en ung, smilende kvinde klædt i brudekjole og med en buket blomster i hænderne. „Hvem er det?“ „Jeg ved det ikke. Vi tror, at det kan være vores farmor, din oldemor … Jeg viste det til din mor og mine brødre, og vi var alle enige om, at vores far lignede hende. Sagen er, at vi har besluttet, at tiden er inde til at undersøge, hvad der skete med hende.“ „Sådan lige pludselig? I har aldrig villet fortælle os noget om hende. Og nu finder du et fotografi, som du tror, kan være vores slægtning, og så beslutter du, at det er nødvendigt at finde ud af, hvad der skete.“ „Din mor må have fortalt dig noget om hende …“ „Min mor har fortalt mig det samme, som du har fortalt dine børn: så godt som ingenting.“ „Det er ikke, fordi vi ved ret meget om hende; vores far talte aldrig om hende, ikke engang tiden lindrende hans smerte over tabet.“ „Så vidt jeg ved, kendte han hende slet ikke. Forlod hun ham ikke, da han var spæd?“ Min tante Marta så ud til at være i tvivl om, hvorvidt hun skulle fortælle mig alt, hvad hun vidste, eller straks sige farvel til mig. Jeg formoder, at hun tænkte, jeg måske ikke var den rette person til at gå i lag med den sag, som hun sad med. „Vi ved,“ svarede hun, „at vores farfar, det vil sige din oldefar, beskæftigede sig med import og salg af maskiner, især fra Tyskland. Han rejste meget og plejede ikke at sige noget om, hvornår han tog af sted, og endnu mindre noget om, hvornår han havde tænkt sig at vende hjem igen, hvilket hans kone – hvad du nok kan forestille dig – selvfølgelig ikke brød sig om.“ „Hun kunne da umuligt have været uvidende om det. Når han pakkede sin kuffert, måtte hun jo have spurgt ham, hvor han skulle hen. Det er da det normale.“ „Nej, sådan gjorde han ikke. Din oldefar sagde altid, at han havde kufferten med i tegnebogen, det vil sige, at han nøjedes med de penge, han havde på sig. Derfor behøvede han ikke at forberede noget, men købte blot de ting, han havde brug for. Jeg ved ikke, hvorfor han gjor12


de sådan. Men jeg kan forestille mig, at dette må have skabt konflikter i ægteskabet. Som sagt var din oldefar meget driftig og udvidede forretningen, og det drejede sig ikke blot om salg af maskiner til industrien, men også om reparation af maskiner, og på det tidspunkt var der brug for alt af den slags i Spanien. En dag tog han af sted på en af sine rejser. Under hans fravær levede hun det liv, som unge kvinder i hendes sociale position var vant til at leve. Så vidt vi er orienteret, gik hun på besøg hos nogle venner, for som du ved, var det at gå på besøg en uskyldig fornøjelse dengang, og især var den billig. Man besøgte nogle venner eller familiemedlemmer den ene eftermiddag, og de gjorde så gengæld nogle dage senere, og salonerne i husene blev på denne måde til mødesteder. Ved et af disse møder lærte hun en mand at kende; vi ved ikke, hvem det var, eller hvad han beskæftigede sig med. Engang hørte vi, at han var marinesoldat ved den argentinske flåde. Øjensynligt forelskede hun sig i ham og flygtede sammen med ham.“ „Jamen da var morfar jo allerede født … hun havde en søn.“ „Ja, og han var ikke ret gammel. Hun overlod ansvaret for ham til hans amme, Águeda, den kvinde, som din morfar troede var hans mor, indtil han som voksen lærte sandheden at kende. Din oldefar levede i papirløst forhold med Águeda og fik en datter med hende, tante Paloma, din morfars halvsøster; den gren af familien kender du jo.“ „Faktisk ikke, for I har aldrig været særlig interesseret i, at vi skulle lære dem at kende, jeg har kun set dem til en begravelse,“ svarede jeg temmelig flabet for at provokere hende. Men min tante hørte ikke til dem, der reagerede på en provokation, hvis hun ingen interesse havde i det, så hun betragtede mig blot med et irriteret blik og besluttede sig for at fortsætte, som om hun ikke havde hørt mig. „Din morfar besluttede sig for at udskifte sin mors efternavn, og det er grunden til, at hans andet efternavn var Fernández. Når man skifter efternavn, skal man vælge et, der er meget almindeligt.“ „Jeg har heller aldrig kunnet få at vide, hvad hun egentlig hed,“ svarede jeg godt træt af samtalen. „Vi ved det ikke og har aldrig vidst det.“ Tante Martas stemme lød oprigtig. „Og hvoraf kommer nu pludselig denne interesse for jeres farmors historie?“ 13


„Det fotografi, som jeg viste dig, har fået os til at tage beslutningen. Jeg har fået lavet nogle kopier; jeg giver dig en af dem til brug i din efterforskning. Vi tror, at det er hende, men hvis det ikke er hende, er det også ligegyldigt, for tiden er inde til at få klarhed.“ „Få klarhed over hvad?“ Det morede mig at forsøge at irritere hende. „Få klarhed over, hvem vi er,“ svarede min tante. „Jeg er da ligeglad med, hvad der skete med denne oldemor, det rager mig langsomt; jeg ved, hvem jeg selv er, og hvad denne kvinde foretog sig for så mange år siden kan ikke ændre noget på det.“ „Jeg er ligeglad med, at du er ligeglad med det her. Når jeg giver dig denne opgave, så skyldes det, at vi ikke ved, hvad vi finder frem til, og jeg foretrækker at lufte det beskidte vasketøj i familien, hvis det er den slags, vi finder. Det er grunden til, at jeg ikke hyrer en detektiv. Så jeg beder dig ikke om en tjeneste, men tilbyder dig et arbejde. Du er journalist og forstår formodentlig at efterforske en sag. Jeg betaler dig 3.000 euro om måneden plus alle udgifter betalt.“ Jeg var fuldstændig tavs. Min tante havde givet mig et tilbud, som hun vidste, at jeg ikke kunne afslå. Jeg havde aldrig tjent 3.000 euro om måneden, ikke engang da jeg arbejdede som journalist i fjernsynet. Og nu, hvor jeg befandt mig i en sørgelig arbejdsmæssig situation, levede i trange kår som anmelder for en netavis, hvor lønnen ikke engang beløb sig til fem hundrede euro om måneden, dukkede hun op som slangen, der fristede Eva. Jeg havde lyst til at sige nej, at hun kunne beholde sine penge, men så tænkte jeg på min mor, og hvordan hun måned efter måned havde måttet låne mig penge til at betale afdrag på den lejlighed, jeg havde købt og ikke selv kunne betale. Nå, men faktisk – trøstede jeg mig med at sige til mig selv – så var der intet vanærende i at efterforske min oldemors fortid, og når jeg så oven i købet blev betalt for det. Det ville have været værre at sige ja til et arbejde, der bestod i at skulle beskrive og lovprise en eller anden populær politikers fortræffelig­ heder. „Vil du ikke mene, at et par måneder vil være nok?“ ville tante Marta vide. „Bare rolig, jeg tror slet ikke, at det vil tage så lang tid at finde ud af noget om denne kvinde. Desværre for mig vil jeg nok have afsluttet efterforskningen i løbet af et par dage.“ 14


„Jamen jeg ønsker mere end det,“ sagde min tante i et truende tonefald. „Hvad?“ spurgte jeg skeptisk, som om jeg pludselig var vågnet op af en drøm: Ingen betaler 3.000 euro om måneden for at finde ud af, hvad der blev af deres farmor. „Du skal skrive historien om min farmor. Skriv den, som om det var en roman, eller som du har lyst til, men skriv den ned. Så får vi den indbundet, og det bliver gaven, som jeg giver familien til jul.“ Jeg underkastede min mor et udmattende forhør for at få hende til at huske så meget, som hun kunne, om sin far, det vil sige min morfar. Hun brugte en del tid på at pynte på historien ved at tillægge ham alle mulige dyder i et forsøg på at ruske op i min hukommelse. Jeg huskede ham som en høj, slank og meget rank mand, der ikke sagde ret meget. En dag fik jeg at vide, at morfar havde været ude for en trafikulykke. Den gjorde ham lam og bandt ham til en kørestol, indtil han døde. Da jeg var barn, tog min mor mig hver søndag med hen til morfars hus. Dér deltog vi i en meget langvarig familiemiddag, hvor jeg kedede mig bravt. Morfar sad altid og betragtede os alle, mens han spiste i tavshed, og kun en gang imellem deltog han i samtalen. Tante Marta var den yngste i søskendeflokken. Dengang var hun ugift og boede sammen med min morfar, så derfor havde hun overtaget ansvaret for hans virksomhed, ligesom hun også havde overtaget styringen af det kæmpestore og mørke hus. Så jeg havde ingen erindringer, der kunne lede mig på sporet af morfars mor, den mystiske dame, der en dag forsvandt og overlod ham til hans amme. Jeg må indrømme, at jeg begyndte på denne efterforskning med temmelig stor modvilje, sikkert fordi jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad en af mine forfædre måtte have foretaget sig. Jeg startede efterforskningen det mest indlysende sted: Jeg henvendte mig på folkeregistret for at bede om min morfars fødselsattest. På en fødselsattest er barnets forældres navne naturligvis altid anført, så det var selvfølgelig den letteste måde, når jeg skulle finde ud af, hvad min bedstefars mor hed. Jeg spurgte mig selv, hvorfor tante Marta dog ikke selv havde gjort det i stedet for at betale mig 3.000 euro for at gå hen på folkeregistret. 15


En meget venlig kontordame ødelagde fuldstændig mine illusioner om en hurtig løsning, da hun meddelte mig, at hun ikke kunne udlevere en fødselsattest på en person, der var død. „Og hvad skal De bruge Javier Carranza Fernández’ fødselsattest til?“ „Han er min morfar, det vil sige, var min morfar, og jeg har fortalt Dem, at han døde for femten år siden.“ „Ja og derfor spørger jeg, hvad De skal bruge hans fødselsattest til?“ „Jeg er i gang med at udarbejde familiens stamtræ, og her er jeg stødt på det problem, at min morfar udskiftede sit mødrene efternavn på grund af en uoverensstemmelse i familien. Hans andet efternavn var i virkeligheden ikke Fernández, og nu forsøger jeg at finde ud af, hvad det så var.“ „Jamen det kan ikke lade sig gøre!“ „Og hvorfor ikke det?“ „Fordi hvis det er rigtigt, hvad De siger, at Deres morfar skiftede efternavn, så ligger hans sagsmappe i specialregistret, og dokumenter fra dette register kan kun konsulteres, hvis den pågældende selv anmoder om det, eller hvis der foreligger en retskendelse.“ „Den pågældende kan af indlysende grunde ikke selv anmode om noget som helst,“ svarede jeg temmelig gnavent. „Det er klart.“ „Hør her, han var min morfar, han hed Fernández til efternavn, og jeg ved ikke hvorfor. Mener De ikke, at jeg har ret til at vide, hvad min oldemor hed til efternavn?“ „Nu skal De høre, jeg kender ikke Deres familieproblemer, og de interesserer mig heller ikke. Jeg gør blot min pligt, og jeg kan ikke udlevere Deres morfars originale fødselsattest til Dem. Og hvis De nu vil have mig undskyldt, jeg har temmelig travlt …“ Da jeg fortalte min mor om min oplevelse, virkede hun ikke det mindste overrasket over optrinnet med kontordamen. Men jeg må indrømme, at hun gav mig et spor, som kunne sætte mig i gang. „Morfar blev døbt i San Juan Bautista-kirken, ligesom vi blev det, og ligesom I, hans børnebørn, blev det. Dér blev han gift, og dér blev vi gift, og jeg regner med, at du også en dag vil blive gift i denne kirke.“ Jeg svarede ikke, at mit eneste seriøse forhold lige for øjeblikket var til banken, der havde givet mig et lån, så jeg kunne købe en lejlighed. 16


Jeg havde underskrevet et pantebrev, der skulle betales af over de kommende tredive år. San Juan Bautista-kirken trængte meget hårdt til at få repareret sin kuppel. Det fortalte den gamle præst don Antonio mig, og han beklagede sig over, at sognebørnene var ligeglade med kirkens tilstand. „Folk giver færre og færre almisser. Tidligere kunne man altid finde en velgører til at klare disse problemer, men nu … nu foretrækker de rige­ at oprette fonde for at nedsætte skatten og snyde statskassen, og de giver ikke så meget som en mønt til den her slags ting.“ Jeg lyttede tålmodigt til ham, for jeg kunne godt lide den gamle mand. Han havde døbt mig, konfirmeret mig, og hvis det stod til min mor, ville han også komme til at vie mig, selv om jeg ærlig talt fandt ham lidt for gammel til at skulle vente så længe. Don Antonio sad og beklagede sig et godt stykke tid, inden han spurgte mig, hvad mit ærinde var. „Jeg vil gerne se min morfar Javiers dåbsattest.“ „Din morfar Javier, han var en god mand for denne kirke,“ mindedes don Antonio. „Og hvorfor vil du så gerne se hans dåbsattest?“ „Min tante Marta har bedt mig skrive familiens historie, og dertil har jeg brug for at finde ud af nogle ting.“ Sådan besluttede jeg at svare, og det var også næsten hele sandheden. „Det tror jeg ikke er så let.“ „Hvorfor ikke?“ „Fordi alle de gamle dokumenter ligger i arkivet nede i kælderen. Under borgerkrigen blev der rodet rundt i kirkeregistrene, så nu ligger alt i en frygtelig uorden. Vi burde se at få orden på alt det, der ligger i arkivet, men biskoppen vil ikke sende mig en ung præst, som forstår sig på arkivarbejde, og jeg er selv for gammel nu til at ordne så mange papirer og dokumenter, og jeg kan selvfølgelig ikke lade dig gå rundt dernede og lede på må og få.“ „Jeg vil ikke love noget, men jeg kunne jo snakke med min tante Marta og høre, om hun vil hjælpe kirken med at få ansat en bibliotekar eller en arkivar, der kan hjælpe Dem med at skabe orden …“ „Det ville være rigtig godt, men jeg tror ikke, at din tante Marta interesserer sig for kirkens dokumenter. Desuden ser vi hende sjældent her i kirken.“ 17


„Jeg vil nu under alle omstændigheder spørge, for det skader næppe at forsøge.“ Don Antonio betragtede mig med taknemlighed. Han var en rar og venlig mand, en af den slags præster, der med deres godhed retfærdiggør den katolske kirke. „Må Gud hjælpe dig!“ udbrød han. „Men i mellemtiden kunne jeg godt tænke mig at få lov til at gå ned og lede efter min morfars dåbsattest. Jeg lover, at jeg ikke vil gå og snuse i papirer eller dokumenter, som intet har at gøre med det, jeg leder efter.“ Den gamle præst kiggede på mig med et skarpt blik som for at af­ gøre, hvad mine hensigter var. Jeg fastholdt hans blik, mens jeg fandt mit største smil frem. „Udmærket, jeg giver dig lov til at gå ned i kælderen, men du må love mig, at du kun leder efter din morfars dåbsattest, og at du ikke begynder at snuse rundt … jeg stoler på dig.“ „Tusind tak! De er en fantastisk præst, den bedste jeg nogensinde har kendt,“ udbrød jeg fuld af taknemlighed. „Jeg tror nu ikke, at du kender ret mange præster, og du kommer heller ikke ret tit i kirken, så på den måde favoriserer statistikken mig,“ svarede don Antonio ironisk. Han greb nøglerne til kælderen og ledte mig ned ad en trappe, der var skjult under en lem i sakristiet. En elektrisk pære, der hang og dinglede for enden af en ledning, var det eneste lys i det fugtige lokale, der lige­som kirkens kuppel også trængte til en grundig restaurering. Der lugtede indelukket, og der var koldt. „De er nødt til at vise mig, hvor jeg skal lede.“ „Her er temmelig rodet … Hvilket år blev din morfar født?“ „Jeg tror, det var i 1935 …“ „Den lille stakkel! Lige før borgerkrigen. Det var et dårligt tidspunkt at blive født på.“ „I grunden er der vel ikke noget tidspunkt, som er godt,“ svarede jeg bare for at sige noget, men jeg blev straks klar over, at jeg havde begået en dumhed, for don Antonio kiggede strengt på mig. „Det skal du ikke sige! Og så netop dig! I unge mennesker i dag er ikke klar over, hvilke privilegier I har. I synes bare, det er helt naturligt at have alt … derfor påskønner I ikke noget,“ sagde han irettesættende. 18


„De har ret … Det var tåbeligt, hvad jeg sagde.“ „Ja, min søn, det var tåbeligt.“ Don Antonio vandrede fra den ene ende til den anden, mens han kiggede i kartoteksskabe, rodede mellem kasser, der var stillet op langs alle­ væggene, og åbnede kister … Jeg lod ham lede og håbede blot på, at han ville fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Til sidst pegede han på tre kartoteksskabe. „Jeg tror, at kirkebogen for netop de år befinder sig dér. Du vil opdage, at der var mange børn, som blev døbt længe efter fødslen, men jeg ved ikke, om det var tilfældet med din bedstefar. Hvis du ikke finder attesten dér, må vi lede i kasserne.“ „Jeg håber på at have held med at finde den …“ „Hvornår går du i gang?“ „Med det samme, hvis De ikke har noget imod det.“ „Udmærket, men jeg skal i gang med at forberede messen klokken tolv. Når jeg er færdig, kommer jeg ned for at se, hvordan det går.“ Jeg var nu alene i den triste kælder og tænkte, at tante Martas 3.000 euro ville være let tjente. Jeg brugte hele formiddagen og en del af eftermiddagen på at læse i kirkebogen, der var mærket af tidens tand, men uden at finde noget om min bedstefar Javier. Klokken fem om eftermiddagen kunne jeg ikke længere klare den frygtelige svien i mine øjne, og sulten gnavede så voldsomt i min ­mave, at jeg ikke kunne ignorere den længere. Jeg gik tilbage til sakristiet og spurgte en lægsøster, der var i færd med at lægge alterduge sammen, hvor don Antonio var henne. „Han er inde på kontoret for at hvile sig; der er først messe igen klokken otte. Det bad han mig sige til Dem, hvis De skulle dukke op. Hvis De vil tale med ham, skal De gå hen ad den gang derhenne og banke på døren for enden. Den forbinder kirken med don Antonios bolig.“ Jeg takkede for oplysningen, selv om jeg udmærket kendte vejen. Jeg fandt præsten siddende med en bog i hænderne, men tilsyneladende sov han. Jeg vækkede ham for at fortælle ham, at jeg ikke havde haft held med min eftersøgning, og bad om lov til at komme igen tidligt den næ19


ste dag. Don Antonio svarede, at jeg kunne komme klokken halv otte, inden dagens første messe. Om aftenen ringede jeg til tante Marta for at bede hende om at give San Juan Bautista-kirken en donation. Det blev hun vred over og skældte mig ud for at blande mig i, hvordan familieformuen blev brugt. Jeg affejede hende ved at fortælle, at don Antonio var af afgørende betydning for den efterforskning, jeg var i gang med, og at jeg mente, vi burde holde os på god fod med ham for at få ham til at samarbejde. Jeg tænkte, at den stakkels præst nok ville have været meget utilfreds, hvis han havde hørt, at jeg talte om ham på den måde, men jeg ville ikke have kunnet overbevise tante Marta på anden vis. Hun var ikke særlig interesseret i don Antonios godhed og hans problemer med at redde sin kirke. Så jeg overtalte hende til i det mindste at give en donation i rede penge som hjælp til renovering af kuplen. Det var først fire dage senere, at jeg endelig fandt indføringen af min morfars dåb i kirkebogen. Til at begynde med var jeg slet ikke sikker på, at det nu også var den, jeg ledte efter. Eftersom min morfar havde udskiftet sin mors efternavn med et andet og mere almindeligt, nemlig Fernández, forstod jeg ikke straks, at denne Javier Carranza var den person, jeg ledte efter. Ganske vist er efternavnene Carranza og Garayoa ikke særlig almindelige, og især ikke i Madrid, men alligevel undgik navnet Garayoa først min opmærksomhed. Men nu vidste jeg, at min morfars mor hed Amelia Garayoa Cuní. Jeg var overrasket over, at hun havde både et baskisk og et catalansk efternavn. En besynderlig blanding, tænkte jeg. Jeg tog fotografiet op af den kuvert, som tante Marta havde givet mig, som om billedet af den unge kvinde kunne bekræfte, at hun virkelig var denne Amelia Garayoa, der på min morfars dåbsattest stod opført som hans mor. Den unge kvinde på fotografiet var faktisk meget tiltrækkende, eller måske syntes jeg det bare, fordi jeg nu havde afgjort, at hun virkelig var min oldemor. Jeg læste dåbsattesten flere gange, indtil jeg var overbevist om, at det var den, jeg ledte efter. ‘Javier Carranza Garayoa, søn af don Santiago Carranza Velarde og doña Amelia Garayoa Cuní. Døbt den 18. november 1935 i Madrid.’ 20


Jo, der var ingen tvivl, det var min morfar, og denne doña Amelia Garayoa var hans mor, som tilsyneladende havde forladt sin mand og sin søn for at flygte sammen med en marinesoldat. Jeg var tilfreds med mig selv og tænkte, at nu havde jeg tjent de første 3.000 euro, som min tante havde lovet mig. Nu skulle jeg så beslutte, om jeg skulle fortælle hende om mit fund, eller om jeg skulle fortsætte efterforskningen, inden jeg afslørede navnet på hendes farmor for hende. Jeg bad don Antonio om lov til at fotokopiere den side, hvor min morfars dåb var registreret, og efter at jeg højtideligt havde lovet, at jeg ville levere bogen tilbage i intakt stand og så hurtigt som muligt, gik jeg med den. Jeg tog adskillige fotokopier. Derefter bad jeg don Antonio om at opbevare kirkebogen under lås og slå, men at have den ved hånden, hvis jeg nu skulle få brug for den igen. Jeg havde altså fundet ud af, hvad min oldemor hed: Amelia Garayoa Cuní. Nu skulle jeg finde et eller andet spor at gå efter, og jeg tænkte, at det første måtte være at lede efter et medlem af hendes familie. Havde hun haft søskende? Fætre og kusiner? Nevøer og niecer? Jeg anede ikke, om efternavnet Garayoa var et meget almindeligt navn i Baskerlandet, men jeg besluttede at rejse derop hurtigst muligt. Jeg ville så ringe rundt til alle med navnet Garayoa i telefonbogen, selv om jeg endnu ikke havde fundet ud af, hvad jeg ville sige til dem … hvis de da ellers tog telefonen. Men inden jeg drog af sted, tænkte jeg, at jeg hellere måtte kigge i telefonbogen over Madrid. Min oldemor havde trods alt boet her og havde giftet sig med en madrilener. Måske havde hun familie her … Jeg havde ikke forventet at finde nogen, men til min store overraskelse fandt jeg to med navnet Garayoa i Madrid-telefonbogen. Jeg skrev telefonnumrene og adresserne ned, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle gå til værks. Skulle jeg ringe til dem, eller skulle jeg selv møde op og se, hvad der skete? Jeg hældede til det sidste og besluttede, at jeg den næste dag ville prøve lykken med den første adresse.

FORTÆL MIG HVEM JEG ER  

"Fortæl mig hvem jeg er" af Julia Navarro

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you