Issuu on Google+

sp忙ndingsroman 路 cicero


Af samme forfatter: Jagten pü Atlantis Herkules’ grav


Oversat fra engelsk af Brian Christensen

CICERO


Copyright © 2008 Andy McDermott Originaltitel: The Secret of Excalibur First published in Great Britain in 2008 by Headline Publishing Group Ltd Published by arrangement with Headline Publishing Group Ltd Sats: Cicero, København Tryk: Livonia Print, Riga Omslag: www.edwardbettison.com Dansk versionering: Nic Oxby ISBN: 978-87-638-2099-8 Første danske udgave Printed in Latvia 2011

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Prolog Sicilien

Den lille kirke vågede over landsbyen San Maggiori, sådan som den havde gjort det ved hver solnedgang gennem syv århundreder. Den støvede vej fra landsbyen var stejl og snoet, men indbyggerne var så stolte af deres kirke og dens lange historie, at de ikke beklagede sig over turen derop. I det mindste ikke alt for tit. Fader Lorenzo Cardella var måske den stolteste af kirken. Han vidste godt, at stolthed strengt taget var en synd, men stedet tilhørte Gud, og der var næppe tvivl om, at Skaberen selv beundrede kirken. Skønt den var beskeden i fremtoning og størrelse, havde den ikke desto mindre holdt stand mod vejr og vind, krige, angribere og oprørere siden Det Tysk-romerske Riges tid. Gud var tydeligvis så glad for kirken, at han holdt hånden over den, tænkte præsten. Han kastede et sidste blik på den pragtfulde solnedgang, inden han vendte sig om mod kirkens vejrbidte egetræsdøre. Han skulle til at lukke dem, da han hørte gruset knase under dækkene på en bil. En stor sort SUV kom kørende gennem det sidste hårnålesving og kæmpede for at få vejgreb, selvom den havde firehjulstræk. Fader Cardella undertrykte et suk. Bilen havde udenlandske nummerplader, og dens størrelse og prangende krom fik ham til at gætte på, at den var amerikansk. At kirker havde åbningstider ligesom alle andre steder var ikke til at forstå for turister, der betragtede verden som deres egen personlige forlystelsespark. Nå, men de her ville blive nødt til at vende om med en lang næse. Bilen standsede med buldrende motor foran kirken. Fader Cardella lagde ansigtet i høflige folder og ventede på, at bilens passagerer skulle stige ud. De tonede ruder var så mørke, at han ikke engang kunne se, hvor mange der 5


sad i den. Han undertrykte endnu et suk. Hvem troede de, at de var? Filmstjerner? Dørene blev åbnet. Det var så afgjort ikke filmstjerner. Fader Cardella ville nødig være fordømmende, men han kunne ikke lade være med at tænke, at det var længe siden, at han havde set så megen grimhed på én gang. Den første, der steg ud, var føreren af bilen, en kronraget mand med en gusten, nærmest syg ansigtsfarve. Han lignede en soldat – eller en fange. Derefter gik døren i passagersiden op, og et kæmpe muskelbundt havde besvær med at få sig kantet ud af selv denne store bil. Hans stride skæg formåede ikke at skjule et ansigt fyldt med ar, hvor det største var en knudret klump hud midt i panden. Hvad han end var blevet ramt af, var han heldig at have overlevet det. Den tredje person, der steg ud, var en kvinde, som fader Cardella ville have betegnet som smuk, hvis ikke det havde været for hendes hårde, skulende blik og skrigende blåfarvede hår, der ikke så ud til at være klippet, men snarere skåret, som om hun havde selv havde gjort det med en kniv og uden spejl. Hun kastede hurtigt et blik hele vejen rundt på det omgivende landskab, inden hun kiggede på ham med et ubehageligt borende blik. De tre stod stille og betragtede ham et øjeblik, og så bankede kvinden to gange på firehjulstrækkerens vindue. Den sidste passager steg ud. Han havde tætklippet gråt hår og var ældre end de andre, men havde den samme hårdhed over sig, et panser skabt af et brutalt liv. På en eller anden måde vidste fader Cardella, at denne mand var vant til behandle andre, som han selv var blevet behandlet. Hans nervøsitet tog til, da manden gik hen mod ham, mens de andre automatisk fulgte trop som soldater på march. Præsten trådte et par skridt tilbage og rakte ud efter dørhåndtaget. „Kan … kan jeg hjælpe Dem med noget?“ Lederen smilede med sin brede frølignende mund, men hans gennemborende blå øjne var iskolde. „Godaften. Det her er San Maggiori Kirke, ikke?“ Han talte udmærket italiensk, men havde en kraftig accent – russisk, skød præsten på. „Ja, det er det.“ „Godt.“ Manden nikkede. „Mit navn er Aleksej Kruglov. Vi er kommet for at se Deres …“ Han tav et øjeblik og rynkede panden, mens han ledte efter det rigtige ord. „Deres relikvarium,“ sagde han til sidst. „Kirken er desværre lukket for i aften,“ sagde fader Cardella, der stadig 6


holdt hånden på dørhåndtaget. „Den åbner igen klokken 10 i morgen. Jeg kan vise Dem rundt der, hvis De har lyst?“ Manden skruede igen et koldt smil på. „Det passer os ikke. Vi vil se det nu.“ Fader Cardella åbnede døren og gik baglæns ind ad den. „Jeg beklager, men kirken er lukket,“ sagde han affærdigende for at skjule sin voksende nervøsitet. „Medmindre De altså ønsker at skrifte,“ tilføjede han spontant i et mislykket forsøg på at lyde ubekymret. Til sin rædsel så han, at Kruglovs smil nu blev til et sadistisk smørret grin. „Desværre, Fader, men selv Gud ville blive rystet over de ting, jeg har at bekende.“ Han gjorde tegn til de andre om at gå i aktion. Fader Cardella smækkede døren i og skød slåen for, netop som nogen kastede sig mod døren. Han stemte ryggen mod den gamle dør for at holde den lukket, mens han forsøgte at undertrykke panikken og tænke klart. Hans mobiltelefon lå i hans lille kontor bagest i kirken. Hjælp fra landsbyen kunne nå frem i løbet af få minutter … Nogen kastede sig igen mod døren med så stor kraft, at fader Cardella blev væltet omkuld, da slåen brækkede midt over. En knudret kæmpehånd tog fat om kanten for at skubbe døren op. Han sparkede til den, så hårdt han kunne. Døren smækkede i, hånden kom i klemme. Der lød en stønnen udenfor, og han ventede at høre et skrig af smerte. Det kom ikke. I stedet hørte han latter. Han kom på benene, og da han vaklede hen ad gangen, kiggede han sig hurtigt over sig skulderen og så kæmpen, der næsten fyldte hele døren. Hans tænder var blottet i et sindssygt smil. Udenfor råbte kvinden et eller andet på russisk. Fader Cardella løb desperat mod sit kontor. „Flyt dig nu, Bulldozer!“ råbte den blåhårede kvinde. „Og hold op med at grine, din sinke!“ „Det føltes dejligt!“ brummede kæmpen og ignorerede hendes fornærmelse. Han trådte til side og undersøgte sin hånd. Der var kommet en flænge på håndryggen, og blodet klistrede de tætte hår på den sammen. „Ha! Den gamle sparker som et æsel!“ Kruglov knipsede utålmodigt med fingrene. „Dominika, Josarin, få fat i præsten.“ Han vendte sig mod kæmpen. „Maksimov, du kommer med mig.“ 7


Kvinden og den kronragede mand nikkede lydigt og løb ind i kirken. Maksimov tørrede blodet af hånden med et sidste fornøjet grynt. „Hvor skal vi hen, boss?“ „Til relikvariet. Hvis der er hold i tyskerens forskning, ligger det, vi er ude efter, derinde.“ Han nikkede i retning af døren. Maksimov gryntede igen, dukkede sig og gik indenfor. Kruglov fulgte efter. Præsten var nået hen til en dør i den modsatte ende af kirken og smækkede den i efter sig. Kruglov rynkede panden. Enten havde præsten tænkt sig at barrikadere sig derinde, indtil hjælpen nåede frem, eller også … „Dominika, stands ham, hvis han slipper ud,“ råbte han, men ændrede straks mening. „Maksimov, slå døren ind.“ Dominika vendte om og løb tilbage samme vej, hun var kommet, samtidig med at Josarin nåede hen til den anden dør. Den var låst indefra, som Kruglov havde regnet med. Maksimov satte i et tungt løb hen ad gangen og hamrede skulderen mod døren. Den var langt fra så solid som egetræsdøren ved indgangen og blev flået af hængslerne. Mand og dør pløjede sig ind i fader Cardellas skrivebord, så det væltede, og tingene på det røg på gulvet. Josarin løb ind efter den skræmte præst og nåede lige at se ham smutte ud ad en anden dør. „Han har taget bagdøren!“ råbte han til Kruglov. „Efter ham!“ Josarin optog forfølgelsen og løb forbi Maksimov, der langsomt rejste sig fra det smadrede skrivebord. „Skal jeg også løbe efter ham, boss?“ spurgte den store mand. „Nej,“ sagde Kruglov. „Lad os finde det, vi er kommet efter.“ Fader Cardella havde sin mobil i hånden, men han havde ikke tid til at kigge på den og taste et nummer, da han løb hen ad den smalle sti mellem kirkens bagside og den stejle klippeskrænt nedenfor. Han hørte et smæld, da kontorets bagdør blev smækket op. De var på vej efter ham. Hvem var de? Og hvad ville de? De skulle finde noget i relikvariet, havde lederen sagt. Hvorfor ville de have fat i et af kirkens relikvier? De havde udelukkende kirkehistorisk værdi og kunne højst kunne indbringe nogle få tusind euro. Ikke værd at rejse helt fra Rusland for at stjæle … Han så sig tilbage, da stien blev bredere. Den kronragede mand løb efter 8


ham. Armene og benene pumpede løs, nærmest som var han en robot. Da fader Cardella nåede toppen af vejen, så han kvinden åbne bagdøren til den sorte bil og tage en lang cylinderformet kasse ud. Den flugtvej var altså spærret, men der var en anden, en gammel sti, der snoede sig stejlt ned gennem skoven til landsbyen. Med hamrende hjerte løb han hen mod en åbning i krattet, hvor stien begyndte. Det var nogle år siden, han sidst havde benyttet den, men han kendte den godt, og medmindre hans forfølger var lige så adræt som en bjergged, ville han få svært ved at forcere den. Fader Cardella havde bare brug for, at manden blev sinket et øjeblik, så han kunne nå at ringe. Et enkelt opkald ville få hele landsbyen til at komme ham til hjælp. San Maggioris indbyggere ville ikke se med milde øjne på, at fremmede truede deres præst. Han nåede hen til krattet og overgangen til den stejle klippeside. Trin bag ham. De kom nærmere … Fader Cardella sprang gennem åbningen i krattet med sin sorte præstekjole flagrende efter sig som en kappe. Han landede mellem sten og rødder. Stien var tilvokset, og han løb efter hukommelsen, mens han med fægtende arme forsøgte at få kontrol over turen ned ad klippesiden. Han hørte et arrigt råb bag sig på et fremmed sprog og derpå høje smæld af grene, der knækkede. Fader Cardella behøvede ikke at se sig tilbage for at vide, hvad der var sket – hans forfølger var gledet og røget ind i en busk. Nu havde han det øjeblik, han skulle bruge til at ringe. Han tastede sig hurtigt ind i mobilens telefonbog. Den første, den bedste i landsbyen kunne bruges. Han valgte et navn og trykkede på en anden tast. En besked på displayet fortalte ham, at der blev ringet op. Et par sekunder til at få forbindelse, yderligere et par til, at den blev taget … Han så op ad skrænten, mens han holdt telefonen mod øret. Den ringede. Russeren var stadig fanget i busken. Kom nu. Tag den … Endnu en skikkelse, tegnet som silhuet mod solen, kom til syne ved toppen af skråningen. Kvinden. Der lød et klik, da telefonen blev taget. „Hallo?“ Fader Cardella åbnede munden for at svare … Den kraftige lyddæmper på den riffel, som Dominika stod med, gjorde, at der kun lød et hult pust, da hun affyrede våbnet. Det var så lavt, at fader Cardella end ikke hørte skuddet, der slog ham ihjel.

9


Relikvariet var et lille kammer bag alteret, hvor der var så lavt til loftet, at Kruglov var nødt til at bukke sig. Han lod sig dog ikke standse af den trange plads, mens han ledte. De andre genstande, der lå nydeligt udstillet på blodrød velour i en glasmontre, var ikke meget andet end skrammel. En meget gammel bibel, hvor den latinske tekst var håndillumineret, en sølvplade med en primitiv afbildning af Jesus graveret i metallet, et guldbæger … resten af tingene værdigede han knap nok et blik. Han vidste, hvad han ledte efter. Dér var den. Den bageste genstand, gemt væk i et hjørne af montren, som om selv præsten mente, at den ikke havde den store betydning. Det så den nu heller ikke ud til at have, for det var bare et knap 10 centimeter langt stykke metal, en afbrækket spids af en sværdklinge. Der var graveret et rundt tegn i den, som forestillede en labyrint med små prikker. Bortset fra det så genstanden aldeles uinteressant ud. Men synet af den fik Kruglov til at smile koldt igen. Han måtte indrømme, at han havde troet, at tyskeren enten var en svindler eller en original, som bare var fuld af vrøvl. Men Vaskovitj var af en anden opfattelse … og kun en tåbe ville sætte spørgsmålstegn ved, hvad han mente. Han pegede på montren. Maksimov, der praktisk talt måtte sidde på hug for at kunne være i rummet, knyttede næven og knuste montrens glas. Den enorme mand grinede smørret, og Kruglov blev ikke overrasket, da han så, at der sad et glasskår i hånden på ham. Han sagde ikke noget, for han havde for længst vænnet sig til sin håndlangers særheder. I stedet rakte han ned i montren, skubbede forsigtigt glasskårene til side og tog sværdspidsen op. Efter alt det, som Vaskovitj havde fortalt ham om det, forventede han nærmest, at der ville ske noget specielt. Men det var bare dødt, koldt metal. Maksimov hev glasskåret ud af hånden og kiggede nøjere på guldbægeret. „Skal vi også snuppe de andre ting?“ spurgte han og rakte allerede ud efter bægeret. „Lad det ligge,“ vrissede Kruglov. Arret på Maksimovs pande krøllede sig sammen, da han skuffet rynkede panden. „Men det er af guld!“ „Du kan købe noget meget bedre i enhver guldsmedeforretning i Moskva. Det er kun det her, vi er kommet efter.“ Han tog et skumforet metaletui fra inderlommen på sin jakke og lagde forsigtigt den afbrækkede sværdspids ned i det, hvorefter han lukkede det med et klik. „Ikke andet.“ 10


Dominika stak hovedet ind i relikvariet. „Jeg har taget mig af præsten,“ sagde hun henkastet. Maksimov rynkede igen sin arrede pande. „Har du slået ham ihjel?“ „Hvad tror du selv?“ fnøs hun spydigt. „Men han var jo præst!“ indvendte han. „Man kan da ikke slå en præst ihjel!“ „Det er faktisk meget nemt.“ Hun himlede med øjnene og kiggede så på etuiet i Kruglovs hånd. „Fik du det?“ „Jep. Lad os komme af sted.“ Kruglov så hen over skulderen på hende. „Hvor er Josarin?“ Hun rullede igen med øjnene. „Han faldt ind i en busk.“ Kruglov rystede på hovedet, stak så etuiet i lommen og gik ud ad den lave dør. „Sæt ild til bænken derhenne,“ sagde han og pegede på den første række kirkebænke. „Der er ingen grund til at få det til at ligne en ulykke. Den sicilianske mafia vil få skylden. Det er deres stil.“ Han gik ned ad kirkegulvet, mens Dominika sprøjtede lightergas ud over kirkebænken, strøg en tændstik og derpå kastede den ned på bænken. Ilden tog straks fat. Trioen forlod kirken, hentede Josarin og satte sig ind i deres sorte firehjulstrækker igen. Da de kørte ned ad den snoede vej, bølgede de første røgskyer ud ad døren til den lille kirke og ramte solens sidste stråler, da de steg til vejrs.


1 Washington, D.C. Tre uger senere

„Nervøs?“ spurgte Eddie Chase og gav sin forlovede et puf med albuen, da de gik hen mod døren. Nina Wilde rørte ved sin lykkeamulet, der hang om halsen på hende. „Øh, ja. Er du ikke?“ „Hvorfor? Vi har jo mødt manden før.“ „Ja, men dengang var han sgu da ikke præsident, vel?“ En assistent åbnede døren og viste dem ind i Det Ovale Værelse. Her blev de mødt med klapsalver fra dem, der ventede på dem: forhenværende admiral Hector Amoros og deres nuværende chef i FN’s International Heritage Agency, adskillige embedsmænd fra Det Hvide Hus og repræsentanter fra Kongressen, præsidentfruen … og endelig Victor Dalton, De Forenede Staters præsident. „Dr. Wilde!“ sagde han og gav hende hånden. „Og mr. Chase. Godt at se Dem begge igen.“ „I lige måde … øh, hr. præsident,“ tilføjede Nina hurtigt. Chase gav ham hånden bagefter. „Tak, sir.“ De andre satte sig, mens Nina, Chase and Dalton blev stående. Dalton ventede, til alle havde sat sig, før han tog ordet. Han stillede sig, så han både vendte mod sine æresgæster og Det Hvide Hus’ officielle fotograf, som skulle forevige begivenheden. „Mine damer og herrer,“ begyndte han, „ærede medlemmer af Kongressen og ministre. Det er mig en stor ære at overrække denne udmærkelse til en kvinde, hvis aldrig svigtende mod i selv de allerfarligste situationer har reddet utallige liv, både i USA og andre steder i verden. Hun er samtidig en kvinde, hvis store indsats i videnskabens 12


og forskningens tjeneste har ændret vores syn på historien ved at finde forsvundne skatte, som man tidligere havde antaget for bare at være myter. På en måde værner hun både om vores fortid og fremtid. Det er mig derfor en ære at præsentere dr. Nina Wilde, kvinden, der fandt den forsvundne by Atlantis og Herkules’ grav og tilmed reddede vores land fra et afskyeligt terrorangreb, og for disse bedrifter vil jeg nu tildele hende dette embedes største hædersbevisning: The Presidential Medal of Freedom.“ Nina rødmede, samtidig med at hun undertrykte en pedantisk trang til at rette Dalton og fortælle ham, at Atlantis var navnet på øen, ikke byen, da han forsigtigt tog en medalje med et blåt bånd fra en velourbeklædt bakke. „Dr. Wilde, vores land står i gæld til Dem. Det vil være mig en ære, hvis De vil tage imod dette tegn på vores evige taknemmelighed.“ „Tak, hr. præsident,“ sagde Nina og bøjede hovedet. Dalton gav hende medaljen om halsen og trykkede hende i hånden en gang til, inden han fik hende drejet om mod de glimtende blitz, der blændede hende et øjeblik. Den tale, hun havde forberedt, blev ikke til noget under blitzbombardementet og klapsalverne. „Tak,“ gentog hun, mens hun vred hjernen for at finde på noget begavet at sige. „Jeg er … jeg er meget glad for denne medalje, denne hæder. Og … øh, jeg vil også gerne takke min forlovede, Eddie …“ Hun krummede tæer over at høre sig selv. Jeg vil også gerne takke? Det er sgu da ikke en Oscar-uddeling, det her! „Hvis ikke det var for ham, ville jeg sikkert være død nu. Han har reddet mit liv op til flere gange. Tak, alle sammen.“ Hendes ansigt var lige så rødt som hendes hår, da hun trådte et par skridt tilbage. „Der kom dr. Wilde mig vist en smule i forkøbet,“ sagde Dalton jovialt og fremkaldte en høflig latter. Nina ville ønske, at Det Ovale Værelse var udstyret med en faldlem, som hun kunne forsvinde gennem. „Men ja, den anden, som vi er mødt op for at hædre i dag, er Eddie Chase“ – han gjorde tegn til Chase om at træde frem – „der som tidligere medlem af den engelske elitestyrke Special Air Service af sikkerhedshensyn har valgt at holde sig uden for offentlighedens søgelys, hvilket vi naturligvis respekterer. Men vores land står i meget stor taknemmelighedsgæld til ham for hans rolle i afværgelsen af et forfærdeligt terrorangreb.“ Han trykkede Chases hånd. „Mr. Chase, jeg takker Dem på vegne af det amerikanske folk.“ „Tak,“ sagde Chase til fornyet bifald. Da det gik op for forsamlingen, at han ikke havde tænkt sig at sige mere, forstummede klapsalverne hurtigt. Denne gang blev der kun taget et enkelt billede, og i modsætning til bille13


derne af Nina, som i løbet af den næste time ville blive rundsendt til verdens nyhedsbureauer sammen med en pressemeddelelse, var dette kun beregnet for Det Hvide Hus’ arkiv. Dalton vendte siden en smule til Chase som tegn på, at den formelle del af medaljeoverrækkelsen var forbi, og folk rejste sig. Politikerne var hurtige til at benytte sig af lejligheden til at tale med præsidenten. „Nå, var det din flotte tale?“ hviskede Chase til Nina. „Jeg troede ellers, den skulle handle om det fantastiske ved fortidens skatte og så videre.“ Nina skar en grimasse. „Mind mig ikke om det. Jeg var bare så nervøs. Det var et mirakel, at det lykkedes mig at sige andet end buh eller bæh.“ Amoros kom hen til dem. „Tillykke, begge to. Er du sikker på, at du ikke vil modtage nogen form for anerkendelse, Eddie? Jeg er sikker på, at vi kan finde ud af noget.“ „Ellers tak,“ sagde Chase bestemt. „Jeg har skaffet mig en masse fjender på halsen igennem årene og har ikke ligefrem brug for at minde dem om, at jeg skød deres bror eller kammerat, ved at modtage en medalje for det.“ Han kiggede på Ninas hals. „Den klæder dig for resten. Du skulle prøve at tage den på i lufthavnen og se, om den kan få os opgraderet til første klasse.“ Nina sendte ham et spydigt smil. „Har I stadig tænkt jer at rejse til England i aften?“ spurgte Amoros. Chase nikkede. „Onsdag: til fint møde med USA’s præsident i Det Hvide Hus. Torsdag: til frokost med min gamle bedstemor i Bournemouth. Ikke helt det samme.“ „Vi har været forlovet i snart et år,“ sagde Nina. „Vi synes, det er på tide, at jeg møder Eddies familie.“ „Du synes, det er på tide,“ sagde Chase skarpt. Nina bed sit svar i sig, da Dalton kom over til dem med sit følge efter sig. „Nå, dr. Wilde. De har fundet Atlantis og Herkules’ grav. Hvad er Deres næste projekt? At finde kong Salomons Tempel eller måske Noas Ark?“ Han afsluttede spørgsmålet med en lille kluklatter. Nina lo ikke. „Faktisk går mit nuværende projekt for IHA meget længere tilbage end noget, jeg før har beskæftiget mig med – længere tilbage end Atlantis endda. Jeg forsøger at bruge IHA’s adgang til arkæologiske og antropologiske data i hele verden til at kortlægge det forhistoriske menneskes udbredelse.“ Hun talte hurtigere og hurtigere, efterhånden som hun lod sig rive med af emnet. „Menneskets udvandring fra Afrika til Asien og Australien – og senere til Nord- og Sydamerika og Europa – er påvist rimeligt godt. 14


Faldet i havenes vandstand under istiderne gjorde det muligt for forhistoriske mennesker at rejse over land og bosætte sig steder, som nu ligger under vand. Der er et meget lovende sted i Indonesien, som vi har tænkt os at udforske senere på året.“ „Jeg kan dårligt vente,“ sagde Chase. „Det bliver skønt langt om længe at komme væk fra kontoret og opleve noget!“ „Pas på, hvad du ønsker dig, måske går det i opfyldelse,“ pjattede Nina. „Men det er mit mål præcist at lokalisere menneskets oprindelse, civilisationens vugge så at sige.“ Dalton hævede det ene øjenbryn. „Det lyder i mine ører, som om De leder efter Edens Have.“ „Ja, det kan man godt sige, men dermed mener jeg ikke Adam og Eva og slangen og alt det der. Hvis det rent faktisk lykkes mig at finde det sted, hvor homo sapiens udspaltede sig fra andre hominider, vil kreationisterne, der tror på Bibelens skabelsesberetning, næppe klappe i hænderne!“ Hun lagde mærke til, at Dalton blev en smule anspændt, og Amoros rømmede sig for at give Nina en diskret, men tydelig advarsel. „Åh gud, undskyld, de er jo del af Deres bagland, ikke sandt? Undskyld.“ „Det er okay,“ sagde Dalton med et svagt smil. „Mit bagland består heldigvis af andet end den kreationistiske fløj. Ja, nogle af mine støtter tror endda på, at jorden drejer rundt om solen!“ Han lo anstrengt, og hans følge lo med. Nina fulgte trop i en blanding af forlegenhed og lettelse. „Det lyder vældig spændende, dr. Wilde. Men det bliver svært for Dem at overgå fundet af Atlantis og Herkules’ grav – og det opnåede De endda, før De blev 30! De er lige fyldt 30, ikke sandt?“ „Jo,“ sagde Nina, der ikke brød sig om at blive mindet om det. „Nå, men jeg er sikker på, at der er mange flere opdagelser tilbage i Dem!“ Dalton lo igen, og det samme gjorde Nina, men denne gang var det hendes tur til at lyde forceret. Dalton gjorde mine til at gå, da Chase sagde noget. „Undskyld, hr. præsident. Må jeg spørge Dem om noget? Under fire øjne?“ Han nikkede over mod et sted lidt væk fra de andre. Dalton vekslede et blik med sine medarbejdere, smilede så og fulgte med Chase, mens de allestedsnærværende sikkerhedsagenter holdt øje med dem. „Selvfølgelig. Hvad drejer det sig om, mr. Chase?“ „Jeg vil gerne vide, hvad der sker med Sophia.“ „Sophia Blackwood?“ 15


Chase var på nippet til at svare: ‘Nej, Sophia Loren’, men bed den spydige bemærkning i sig. Den forhenværende lady Blackwood – det engelske parlament havde for nylig frataget hende hendes adelstitel in absentia – var Chases ekskone … og hjernen bag det planlagte terrorangreb, som han og Nina på et hængende hår havde afværget. „Ja. Det sidste, jeg har hørt, er, at hun er blevet flyttet til Guantanamo-basen. Hvornår bliver hun stillet for retten?“ „Hun er blevet flyttet til Guantanamo for sin egen sikkerheds skyld,“ svarede Dalton. „Hvis vi anbringer hende i et normalt fængsel, vil hun være død, længe inden vi får indledt en retssag.“ „Det ville spare os for advokatsalærerne. Vi ved jo, at hun er skyldig, og hun vil alligevel blive henrettet, ikke?“ Dalton sendte ham et koldt smil. „Jeg har tillid til, at retten vil nå frem til den rette beslutning.“ „Det er jeg glad for at høre.“ Chase rakte hånden frem. „Tak, hr. præsident.“ „Det er mig, der takker, mr. Chase.“ Præsidenten trykkede den fremstrakte hånd og hævede så stemmen. „Men nu må De have mig undskyldt. Jeg er nødt til at tage mig af en lille uoverensstemmelse med vores russiske venner. USS George Washington er allerede på plads, men forhåbentlig vil endnu et hangarskib skære vores holdning ud i pap for dem.“ Bemærkningen fremkaldte en dæmpet dyster latter. Den aktuelle kontrovers mellem Vesten og Rusland over sidstnævntes krav på at udvide sit søterritorium i Det Nordlige Ishav var spidset til et par dage forinden, hvor russiske krigsskibe havde tvunget et amerikansk rekognosceringsfartøj ud af det omstridte farvand. „Dr. Wilde, mr. Chase – og Hector,“ tilføjede Dalton og nikkede til Amoros, „tak.“ Så forlod Nina, Chase og Amoros Det Ovale Værelse og blev fulgt gennem Det Hvide Hus’ gange af en ung assistent. „Det klarede vi da vist meget godt,“ sagde Chase. „Eller jeg gjorde i hvert fald.“ Nina slog sig selv for panden. „Fandens også! Tænk, at jeg kvajede mig sådan foran præsidenten!“ „Oven i købet to gange på to minutter,“ bemærkede Chase. „Lad være med at træde i det!“ „Bare rolig, Nina,“ sagde Amoros beroligende. „Du klarede det fint.“ Chase pegede på medaljen om hendes hals. „Og du fik endda noget flot bling-bling ud af det.“ 16


„Eddie, altså,“ sagde Amoros forarget, „The Presidential Medal of Freedom er ikke bling-bling!“ Nina følte sig også en smule stødt. „Ja, hold nu op, Eddie. Jeg ville ikke gøre grin med dig, hvis du fik en medalje af den engelske dronning.“ „Hvem siger, jeg ikke har fået det?“ spurgte Chase med pokeransigt. Nina så skeptisk på ham. Selvom hun havde kendt ham i over to år, kunne hun stadig ikke afgøre, om han var alvorlig, eller om han ‘tog pis på hende’, som han kaldte det, de mange gange han gjorde det. „Nej,“ sagde hun til sidst. „Hvis du virkelig havde fået en medalje af dronningen, ville du have fortalt mig det. Det ville du ikke kunne holde mund med.“ Han trak på skuldrene. „Det må du selv om. Men jeg har faktisk medaljer. Jeg gør bare ikke et stort nummer ud af dem. De ligger i en æske et sted.“ „Du kan måske finde dem frem og vise mig dem, når vi kommer hjem. Vi kan godt nå det, inden vi skal af sted.“ Chase grinede smørret. „Jeg sagde ikke noget om, at æsken var her, gjorde jeg?“ Han knipsede til Ninas medalje, og den klirrede svagt. „Jeg synes, du skal have den på i toget tilbage til New York. Lad os se, om nogen genkender dig.“ Nina blev faktisk genkendt på Acela-lyntoget til Penn Station, men ikke på grund af medaljen, som hun lagde ned i det medfølgende etui, inden hun forlod Det Hvide Hus. Der gemte sig en grum historie bag fundet af Atlantis. Manden, der finansierede Ninas ekspedition, havde gjort det med den bagtanke at dræbe størstedelen af jordens befolkning, så de vestlige nationer bag oprettelsen af International Heritage Agency, under ledelse af FN, havde primært stiftet organisationen for at finde på en mere uskyldig dækhistorie. Man var til sidst blevet enige om sådan en historie og havde iværksat en nøje tilrettelagt mediekampagne for at præsentere den for offentligheden med Nina som den naturlige frontfigur. Det betød, at hun på det seneste havde optrådt i aviser, blade og endda på tv, og derfor var hun blevet genkendt af en mand, som bad om hendes autograf. „Lidt mere af den slags, så havner du i alle formiddagsaviserne,“ sagde Chase, da de steg af toget. „Nej, ellers tak! Så kendt har jeg ikke lyst til at være,“ sukkede Nina. Selvom hun måtte indrømme, at det havde været smigrende, om end bizart, at blive genkendt af en vildfremmed. „Jeg er jo ikke ligefrem en filmstjerne.“ 17


„Du er en stjerne i mine øjne, skat,“ sagde Chase og tog hende diskret på bagdelen. Hun skubbede ham væk med hoften for at huske ham på, at de ikke var alene. „Så hvis man ville lave en film om vores liv, hvem tror du så skulle spille os? En skam, at Cary Grant er død, for han ville være perfekt i rollen som mig.“ Nina skævede vantro til den tætbyggede, tyndhårede englænder. „Helt sikkert,“ sagde hun og lod fingrene glide gennem hans kortklippede hår. „Drøm du bare videre.“ Mens Chase tog tilbage til deres lejlighed for at pakke færdig, tog Nina en taxa til FN-bygningen ved bredden af East River. Hun tog elevatoren op gennem den høje sekretariatsbygning til IHA’s hovedkvarter. „Nina!“ sagde Lola Gianetti og rejste sig bag receptionsskranken for at hilse på hende. „Jeg regnede ikke med at se dig her i dag. Hvordan gik det i Det Hvide Hus? Mødte du præsidenten?“ „Ja, det gjorde jeg.“ Lola udstødte et lille begejstret hvin. „Og jeg er sikker på, at jeg kvajede mig, men Hector sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig om det, så det kan ikke have været så slemt igen.“ Hun gik hen mod sit kontor. „Jeg har skal nok fortælle det hele, når vi er tilbage igen, men lige nu lovede jeg Eddie at skynde mig. Hvis vi kommer for sent til flyet, vil han …“ Hun tænkte efter. „Han vil sikkert nok være ligeglad faktisk.“ „Du skal møde hans familie i England, ikke? Held og lykke, siger jeg bare. Den første gang jeg skulle møde min kærestes familie, var jeg rædselsslagen. Hans mor kunne ikke udstå mig!“ „Tak for de ord, Lola,“ sagde Nina med et forpint smil, da hun gik. Det tog hende kun nogle få minutter at kopiere de nødvendige filer fra sin computer over på en USB-nøgle, og et par telefonopkald forsikrede hende om, at de IHA-operationer, hun havde ansvaret for, ville være i trygge hænder, de få dage hun var væk. Hun samlede sine notater sammen og gik ud af kontoret – og fik øje på et uventet ansigt på gangen. „Matt!“ udbrød hun glad. „Hvordan går det?“ „Fint, tak!“ svarede Matt Trulli og gav hende et kram. Den strithårede, lettere overvægtige australske ubådskonstruktør havde hjulpet Nina på hendes tidligere eventyr og sat livet på spil undervejs, og på hendes opfordring havde han takket ja til en noget roligere stilling i en af IHA’s søsterorganisationer. Nina havde stadig ikke vænnet sig til at se ham i jakkesæt, selvom han havde bevaret lidt af sit gamle forhutlede look – i dag var de tre øverste knapper i hans skjorte ikke knappet, og slipseknuden sad midt på brystet. 18


„Jeg hører, at du og Eddie lige har fået overdraget nøglerne til landet. Godt gået!“ „Tak. Hvad laver du her? Jeg troede, du var i Australien med UNARA.“ FN’s antarktiske forskningsagentur var i gang med forberedelserne til at udforske de enestående økosystemer i de forhistoriske søer under Sydpolens isdække. „Nej, der et stykke tid til. Vi venter på, at vinteren slutter dernede. Men jeg har været på lidt af en verdensturné og kiggede lige forbi for at fortælle jeres ubådsfolk om min tur til Rusland. Russerne er eksperter i ubådsdrift under is, så jeg fik et par gode tip. Det er en fordel at være australier – hvis jeg havde været amerikaner, ville de nok ikke engang have lukket mig ind i landet, sådan som situationen er i øjeblikket. Jeg kom endda om bord på en af deres missilbevæbnede atomubåde. Ret fedt på en skræmmende ‘den her kan sprænge verden i luften’-agtig måde.“ „Lad os ikke håbe, at det sker.“ „Det må du nok sige.“ Trulli så hen mod Ninas kontor. „Er Eddie her?“ „Nej, han er derhjemme. Vi flyver til England senere i dag.“ „Nåh, skal du møde hans familie?“ Nina nikkede. Trulli spidsede munden. „Held og lykke med det! Jeg kom engang sammen med en pige, og det gik fint, indtil jeg mødte hendes familie. De kunne ikke fordrage mig!“ „Tak for opmuntringen, Matt!“ sagde Nina med kun halvt påtaget fortvivlelse i stemmen. „Nå, men jeg bliver nødt til at løbe nu. Vi må tales ved, når jeg kommer hjem.“ „Okay,“ sagde Trulli, da hun gik. „Og lad være med at bekymre dig om at møde hans familie. Det kommer sikkert til at gå fint!“ „Ih tak, Matt!“ svarede Nina sammenbidt, da hun trådte ind i receptionen. „Nina!“ kaldte Lola, da hun gik forbi skranken. „Jeg kom lige i tanke om, at der er post til dig. Hvad skal jeg gøre med den?“ Nina standsede ved døren. „Er der noget vigtigt imellem?“ „Det er mest memoer. Ikke noget, der haster. Og så lidt fra de sædvanlige tosser.“ „Alle tiders,“ sukkede Nina. Lige siden hun var blevet IHA’s ansigt udadtil, var hun til sin store irritation også blevet bombarderet med henvendelser fra alle mulige tossehoveder, der havde deres egen teori om ufoer, forsvundne civilisationer, havuhyrer, overnaturlige evner og så videre. „Måske skulle jeg tage det med på flyet, hvis nu jeg får brug for noget at grine ad. Er der noget godt?“ 19


„Det sædvanlige. Krystaller, sorte helikoptere og pyramidekraft. Nå ja, og så en, der påstår, at han kendte dine forældre.“ Nina mærkede et ubehageligt sug i maven. Hendes forældre var blevet dræbt tolv år forinden i forbindelse med deres egen søgen efter Atlantis. Hvis en eller anden original bare brugte dem til at få hendes opmærksomhed, så … „Hvad hedder han?“ „Bernard et eller andet. Et øjeblik. Jeg har kuverten lige her …“ „Bernd?“ spurgte Nina pludselig meget interesseret. Måske var det alligevel ikke en original. „Bernd Rust?“ „Ja, det er rigtigt,“ svarede Lola overrasket, mens hun fandt en foret kuvert frem fra indbakken. „Kender du ham?“ „Kun svagt, men han var faktisk en af mine forældres venner.“ Nina tog kuverten, åbnede den og fandt en disk og et enkelt ark papir nede i den. Hun foldede papiret ud og læste brevet, som var skrevet med sirlig håndskrift. Kære Nina For det første håber jeg, at du kan huske mig. Det er et stykke tid siden, at vi mødtes sidst – ved mindehøjtideligheden for dine forældre. Selvom der er gået over 10 år, føles deres død stadig som et tungt slag, da de var mine gode venner. Det er bydende nødvendigt, at vi mødes ansigt til ansigt for at tale om indholdet på den vedlagte disk. Vær venlig at kontakte mig, så snart du har modtaget den. Det er meget vigtigt, og det drejer sig om dine forældre. Bernd Rust Der stod et telefonnummer nederst på siden, men der var ingen adresse. Nina kiggede på kuverten. Den var blevet sendt med luftpost inden for de seneste par dage, og poststemplet så ud til at være tysk. Et kort øjeblik overvejede hun at gå ind på sit kontor igen for at undersøge diskens indhold på sin computer, men et blik på uret fik hende på andre tanker. Desuden ville hun tage sin bærbare med i flyveren og kunne tjekke disken på turen. Det drejer sig om dine forældre. Hvad havde Rust fundet? Tyskeren var historiker, huskede Nina, og flere år efter sine forældres skæbnesvangre ekspedition havde hun fundet ud af, at de havde baseret deres søgen efter Atlan20


tis på hemmelige nazi-dokumenter. Var det mon Rust, der havde skaffet dem papirerne? „Er der noget galt, Nina?“ Nina glippede med øjnene, da hun hørte Lolas spørgsmål. Hun havde været helt væk i egne tanker. Så skyndte hun sig at lægge disken og brevet ned i kuverten igen. „Nej, nej. Det er bare … Ja, jeg kender ham, men jeg har ikke talt med ham i lang tid.“ Den lyshårede receptionist virkede stadig bekymret. „Jeg har det fint, Lola, bare rolig. Jeg kigger nærmere på det på flyet. Hvilket minder mig om, at jeg må af sted,“ fortsatte hun og benyttede sig straks af muligheden for at skifte emne. „Vi tales ved, når jeg kommer hjem.“ „Held og lykke med familien!“ råbte Lola efter hende. Denne gang reagerede Nina ikke. Hun havde andet at bekymre sig om. Chase vippede sædet så langt tilbage som muligt og strakte sig med et veltilfreds suk. „Ah, det var bedre. Men jeg vil vædde på, at hvis du havde haft den der medalje på ved check-in, ville vi være blevet opgraderet til første klasse.“ „Skal jeg fortælle dig historien om konen i muddergrøften?“ drillede Nina. For hendes vedkommende var businessclass mere end tilstrækkelig gratis opgradering fra deres oprindelige economyclassbilletter – selvom hun måtte indrømme, at det var luksussen på første klasse, hun først var kommet til at tænke på, da kvinden ved skranken genkendte hende og tilbød at opgradere dem. „Nej tak, du. Jeg vil lige tage mig en skraber. Jeg har ikke lyst til at sætte mig direkte ind i en udlejningsbil efter kun at have fået to timers søvn på en transatlantisk flyvning.“ „Nå, men jeg er ikke træt endnu.“ De havde ikke fløjet mere end en halv time, og Nina var stadig på New York-tid. „Gider du tage min taske ned for mig?“ Chase gryntede. „Herligt. Først forlanger du at sidde ved vinduet, og nu får du mig til at rejse mig hele tiden.“ Men han rejste sig og åbnede bagagehylden og rakte Nina hendes taske. Hun tog sin MacBook Pro op og kuverten med Rusts brev og disken. Så rakte hun Chase tasken igen. „Hvis du vækker mig for at gå på lokum, fem minutter efter at jeg er faldet i søvn, smider jeg dig ud ad nødudgangen,“ brummede han og lagde tasken op i bagagehylden igen. 21


„Det ville jo ikke være første gang, jeg røg ud af et fly uden faldskærm, vel?“ De smilede til hinanden, og Chase satte sig igen, mens Nina tændte sin bærbare og satte disken i. Et par sekunder efter dukkede dens ikon op på skrivebordet. Hun kopierede den enlige fil over på sin harddisk, dobbeltklikkede på den … men blev til sin overraskelse bedt om at indtaste et password. Hvad var passwordet? Nina læste brevet igen. Der var ikke noget, der mindede om et password – bortset fra telefonnummeret. Hun indtastede det og trykkede på entertasten. Der lød et skingert bip, og så blev passwordfeltet ryddet, så hun kunne gøre et nyt forsøg. Hvis passwordet var en kombination af de 11 cifre i telefonnummeret, ville der være næsten 40 millioner muligheder, regnede hun hurtigt ud i hovedet. Det nyttede ikke noget at bruge resten af flyveturen på at finde den rigtige kombination, for det ville tage hende resten af året at prøve dem alle. Det duede ikke. Hun forsøgte sig med sit eget navn. Uden held. Så prøvede hun med sine forældres navne, derpå Rusts. Stadig intet resultat. Hun havde hilst kort på Rusts kone ved mindehøjtideligheden – hvad var det nu, hun hed? Sabine? Sabrina? Det viste sig nu at være lige meget, for ingen af dem virkede. „Har du tænkt dig at sidde og bippe med den computer hele natten?“ spurgte Chase irriteret. Nina slog højttalerne fra. „Filen er krypteret, og jeg kender ikke passwordet.“ „Hvorfor sender nogen dig krypterede filer? Er det porno?“ „Nej, det er ikke porno,“ vrissede Nina. „Jeg ved faktisk ikke, hvad det er.“ „Så kan det jo godt være porno! Lad mig lige se.“ Han satte sig op, men Nina daskede hans ivrige hænder væk. „Disken er fra en af mine forældres gamle venner. Han siger, at han har brug for at tale med mig om det, der er på den – og om dem. Se, han har givet mig et telefonnummer.“ „Så ring til det.“ „Hvad?“ „Han vil naturligvis ikke give dig passwordet, før du har talt med ham.“ Chase nikkede mod siden af Ninas sæde. „Der er en flytelefon. Ring til ham. Men gør det på dit eget kreditkort, for det koster sikkert 10 dollars i sekundet.“ „Fedterøv,“ sagde Nina med et smil. Men det var en god idé, så hun fandt 22


sit kreditkort frem og ringede op. Telefonen ringede mange gange, inden den blev taget. „Hallo?“ sagde en søvnig, men dog vagtsom tysk stemme. „Hallo, er det Bernd Rust?“ svarede Nina. „Hvem taler jeg med?“ Al søvnighed var pludselig forsvundet fra stemmen, men manden lød nu endnu mere agtpågivende. „Det er Nina, Nina Wilde. Jeg har fået dit brev.“ „Nina!“ Mandens lettelse hørtes tydeligt gennem den skrattende satellittelefon. „Ja, det er Bernd Rust, ja! Tak, fordi du ringede!“ „Jeg har også modtaget din disk, men jeg kan ikke åbne den. Filen på den er krypteret.“ „Det ved jeg. Jeg ville sikre mig, at de forkerte ikke kunne få adgang til den.“ „Men nu hvor den rette har modtaget den, hvad er passwordet så?“ Rust tøvede et øjeblik. „Jeg … jeg kan kun give dig det personligt. Ikke over telefonen.“ Nina blev straks mistænksom. „Hvorfor ikke? Hvad sker der?“ „Alting vil give mening, når vi får talt sammen. Men vi er nødt til at mødes. Hvor er du nu?“ „På et fly faktisk. Jeg er på vej til England …“ „England!“ udbrød Rust. „Det er jo perfekt. Jeg tager det første Eurostartog her til morgen. Skal du bo i London?“ „Nej, nej,“ sagde Nina, som forsøgte at få lidt ro på tingene. „Jeg skal møde min forlovedes familie i Bournemouth …“ „Bournemouth, okay. Så kan vi mødes dér.“ „Hvad? Nej, jeg mener …“ Rust lo. „Nina, jeg ved godt, at alt det her må virke ret mærkeligt.“ Nina lo også, men lød noget mere desperat. „Ja, mon ikke!“ „Bare rolig. Jeg vil ikke tage ret meget af din tid, men jeg lover dig, at du vil være meget interesseret i at høre det, jeg har at fortælle dig.“ „Om mine forældre?“ Et øjeblik hørte hun kun en skratten. „Ja,“ sagde han så. „Om dine forældre.“ Chase lignede et stort spørgsmålstegn nu, og Nina ville gerne afslutte samtalen, før Rust inviterede sig selv ind på deres hotelværelse. „Hør her. Jeg giver dig mit mobilnummer. Det virker i Europa. Ring til mig efter klokken ni, engelsk tid. Vi burde være ude af lufthavnen på det tidspunkt.“ 23


Hun gav ham nummeret. „Udmærket. Så ringer jeg til dig. Og for resten: tillykke med din medalje. Og med din forlovelse. Farvel!“ „Tak,“ sagde Nina og hørte et klik, da der blev lagt på. „Nå, det lyder, som om ham manden er meget opsat på at møde dig,“ sagde Chase. „Åbenbart.“ „Så vi vil ikke kunne møde min familie. Sikke en skam! Så må det blive en anden gang.“ Han lød temmelig begejstret ved tanken. „Nej, vi skal stadig møde dem.“ „Ja, ja!“ „Lige et øjeblik, det er jo mig, der er nervøs for det, så hvorfor sidder jeg …“ Nina rystede på hovedet. „Glem det. Nå, men han tager til Bournemouth for at mødes med mig.“ Hun stirrede på ikonet for den mystiske disk på computerskærmen. „Hvorfor er han så hemmelighedsfuld? Og hvad har det med mine forældre at gøre?“ „Hvor kendte han dem fra?“ spurgte Chase. „Han er historiker, så de mødtes sikkert i forbindelse med mine forældres arkæologiske forskning. Jeg ved det ikke rigtig. Jeg har kun mødt ham et par gange. Sidst var ved mindehøjtideligheden for dem.“ Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene. „Det er underligt. Jeg har tænkt meget på dem på det seneste, og så sker det her …“ „Hvorfor har du tænkt på dem?“ „Fordi vi to er blevet forlovet. Det er trist, at de ikke nåede at møde dig. De ville have kunnet lide dig.“ „Alle kan lide mig,“ sagde Chase selvglad. „Lige bortset fra de røvhuller, der vil slå mig ihjel.“ „Dem har der i det mindste ikke været nogen af et godt stykke tid.“ „Lad være med at sige det, for så går det bare galt!“ protesterede han. „Men jo, at dømme efter det, du har fortalt mig om din mor og far, så var de nogle dejlige mennesker.“ „Ja, det var de også.“ Nina sukkede vemodigt ved mindet. „Hvad med dig?“ „Hvad mener du?“ „Du taler aldrig om dine forældre. Du har ganske vist fortalt mig, hvad der skete med din mor, men …“ „Der er ikke noget at snakke om. Jeg flyttede hjemmefra for at melde mig 24


til hæren, efter at min mor døde, og jeg har ikke været hjemme siden.“ Han vred sig i sædet og vendte sig bort fra hende. „Hvorfor ikke?“ spurgte Nina. „Hm?“ Nina kendte Chase godt nok til at gennemskue tonefaldet i dette henkastede svar. Han lod, som om han ikke hørte efter, men i virkeligheden betød det: Kan vi ikke skifte emne? „Jeg spurgte dig, hvorfor du ikke har været hjemme siden?“ fortsatte hun, lettere irriteret over hans undvigende facon. „Fordi der ikke er noget at vende tilbage til.“ Nu lød han irriteret. „Jo, men hvorfor?“ Han så på hende og rynkede panden. „Sig mig, er det her et tredjegradsforhør? Hvorfor fanden er du pludselig så interesseret i min familie?“ Hun så misbilligende på ham. „Hold nu op, Eddie! Vi skal jo giftes, så de bliver også min familie. Du kan ikke påstå, at den del af din fortid er en statshemmelighed! Jeg vil bare vide, hvordan de er, og hvorfor du aldrig taler om dem.“ „Hvis der var noget vigtigt at fortælle, ville jeg fortælle dig det.“ „Som for eksempel at Sophia var din ekskone? Du var godt nok længe om at nævne det …“ „Jeg kommer ikke godt ud af det med dem, okay?“ snerrede Chase. „Bortset fra min bedstemor. Hvis min søster ikke boede i samme by, ville jeg ærlig talt ikke have løftet en finger, for at du også kunne møde hende.“ De sad tavse i lang tid. „Det er en skam,“ sagde Nina til sidst. „Hvad?“ „Jeg har ingen familie bortset fra nogle fjerne fætre og kusiner, som jeg sidst så, da jeg var 12 eller deromkring. Du har stadig familie, men du har ikke lyst til at se dem, siger du. Efter min mening er det bare …“ Hun lod resten af sætningen hænge i luften. Chase vendte ryggen til hende og trak tæppet op om sine brede skuldre. „Det er ikke alle familier, der har et så tæt forhold som din. Nå, kan jeg nu få lov til at sove lidt?“ Nina lænede sig ind mod ham og kyssede ham i nakken. „Godnat, Eddie,“ hviskede hun og rettede så igen opmærksomheden mod mysteriet på computerskærmen.


EXCALIBURS HEMMELIGHED