Issuu on Google+

Ro m

an

te

an

os in

·R

Esterházy Péter Ingen kunst

Esterházy Péter Ingen kunst


Af samme forfatter: Lille ungarsk pornografi Hjertets hjĂŚlpeverber Hrabals bog En kvinde Ned ad Donau eller Grevinde Hahn-Hahns blik Harmonia CĂŚlestis Revideret udgave

34505_ingen_kunst_140x220.indd 2

08-04-2013 16:19:14


PÉTER ESTERHÁZY

Ingen kunst roman

På dansk ved Péter Eszterhás

Rosinante

34505_ingen_kunst_140x220.indd 3

08-04-2013 16:19:14


Ingen kunst er oversat fra ungarsk af Péter Eszterhás efter Semmi müvészet Copyright © 2008 by Péter Esterházy. Originally published by Magvetö, Budapest All rights are represented by Bloomsbury Verlag GmbH, Berlin Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Gitta Esterházy Dansk versionering: Camilla Jørgensen, Trefold Sat med Granjon hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2663-1 Printed in Latvia 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34505_ingen_kunst_140x220.indd 4

08-04-2013 16:19:14


At dø er en synd. Mihály Babits Kærlighed er en mødding, jeg er kun en hane, der galer på toppen af den. Rob Roy ... essensen i mine tilsyneladende forfjamskede omringningsmanøvrer for at indfange den tilstundende virkelighed er at udmatte den, ligesom når man udmatter en oliven, før det lykkes én at få den på gaflen ... Jean-Philippe Toussaint: Fotografiapparatet

34505_ingen_kunst_140x220.indd 5

08-04-2013 16:19:14


34505_ingen_kunst_140x220.indd 6

08-04-2013 16:19:14


Første kapitel

DIGT OG VIRKELIGHED På hospitalet I Morens og Sønnens! Det var ikke det, jeg vågnede ved, for jeg sov ikke, sætningen ruskede mig op af min døs, et råb, der mindede om et skrig, et vræl, som på én gang lød sejrsberust og resigneret, krævende, i det mindste insisterende, men på samme tid selvudslettende som en bøn. Stemmen kendte jeg særdeles vel. Jeg lå i en seng, mellem puder, som digteren siger, men alligevel som en såret kriger, fældet af et skud. Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor det er så svært at forestille sig nogen blive skudt i den ungarske samtidslitteratur. Skulle det ikke desto mindre forekomme, er ofret aldrig jeg-fortælleren! Jeg-fortælleren kunne ganske vist komme sig af sine sår og fortælle lige så meget, han orkede ... Han ville ligge på et hospital, ligesom jeg, uden helt at forstå, hvor han befandt sig og hvorfor, ligesom jeg, han ville stadig være påvirket af smertestillende og beroligende midler, og med en kriminalkommissær (talende? skændende?) stående i døråbningen som eneste faste holdepunkt. Så småt er der såmænd også nogle konkrete oplevelser i forbindelse med skyderier. Det siges, at den ukrainske og albanske mafia kæmpede i halvfemserne i Budapest, eller om Budapest. Jeg hørte selv lyden af skud dér, hvor jeg bor, oppe fra landevejen til Szentendre. Først næste morgen fandt jeg ud af fra aviserne, at det var skud, om aftenen troede jeg, at det blot var en af de nyrige i nabolaget, der igen holdt fest, privat fyrværkeri, men 7

34505_ingen_kunst_140x220.indd 7

08-04-2013 16:19:14


jeg spejdede forgæves mod den mørke aftenhimmel, den blev ved med at være sort, hvilket jeg skadefro tog til efterretning. Så blev alt roligt igen, albanerne gik vist af med sejren. Vi har altså albanske mafiosoer. Jeg forstår nu ikke helt, hvorfor vi absolut skal til udlandet efter mafiosoer. Hvad kan albanerne, som vi ikke kan? Betragter man ukrainere som russere og russere som kommunister, kan man nemt forestille sig det værste. Men at Bartóks og Puskás’ folk ikke skulle være i stand til at stille med i det mindste en beskeden mafia af egen kraft, finder jeg ejendommeligt. Eller også har vi en mafia, den er blot lidt sky af sig og allerede velintegreret i det europæiske fællesskab ... På den anden side, hvorfor er det ikke albanerne, der integrerer sig i os? Puskás kunne man såmænd godt forestille sig med en drabelig Magnum ... Jeg tror, min mor var den eneste, der kaldte ham Ferenc (og ikke Lillebror). Bartók er straks en vanskeligere nød at knække. Men det ville være en dårlig idé at bevæbne ham med en hvilken som helst damepistol, om end det ved første øjekast godt kunne synes formålstjenligt. Man burde undersøge, om der trods det delikate udseende ikke fandtes en ordentlig en af slagsen, eller, endnu bedre, en bestialsk en: en, der minder om et smykke, men kriminalassistenten ville kunne fortælle ikke så lidt om søndersprængte kranier og gennemhullede brystkasser. Et tog kan mageligt passere igennem, passere! hvad er det, jeg siger? drøne igennem, mine herrer, en veritabel tunnel, durk gennem brystkassen! Jeg kan slet ikke indse, hvorfor en så talentfuld nation som vor ikke skulle være i stand til at præstere en selvstændig mafia. Vi har den nødvendige lidenskab, den nødvendige mængde lidelse og korruption ... For hvad hjælper det, at finnerne er så opfindsomme, og at deres BNP er tårnhøjt, når de ikke er tilstrækkelig korrupte. Forresten, i en periode stoppede jeg ret ofte ved et trafiklys for foden af Rózsadomb, samme sted, hvor en hovedrig 8

34505_ingen_kunst_140x220.indd 8

08-04-2013 16:19:14


forretningsmand blev skudt for ikke så lang tid siden, mens han ventede i sin bil. Den 11. februar 1998, klokken 17:44, standsede en gammel Mitsubishi Lancer ved siden af ham, en ung mand omkring de tyve, lejemorder af profession, steg ud med rolige og resolutte bevægelser som en tilfældig blikkenslager, smækkede døren, gik rundt om Mitsubishien og åbnede ild på klos hold med sin Agram 2000 maskinpistol; han løsnede mindst 30 skud mod ofrets hals og hoved, til trods for at ofret, som altid, var bevæbnet med en pistol – her kunne mit yndlingsvåben, en Smith & Wesson kaliber 38, endelig komme i spil – men til hvad nytte, han nåede ikke engang at løfte hånden for at værge for sig, og selv om han efter sigende var på vagt hvert eneste minut og kendte sine dødsfjender ud og ind, hvilket jo hørte med til hans profession, måtte han have følt sig ret sikker i aftenens myldretid, eftersom han ikke engang havde sine livvagter hos sig. Imens gassede Mitsubishien op og kørte væk, før lyset nåede at skifte til grønt, og den unge mand forsvandt i aftenmylderet i retning af den boghandel, jeg af og til frekventerede. Udbuddet af ungarske bøger uden for landets grænser er ganske stort. Ungarske forfattere, der lever i det tidligere Jugoslavien, ved for eksempel langt mere om at slå ihjel, end vi i moderlandet, for de havde jo NATO-bombningerne, for ikke at forglemme hele Balkan-krigen. Jeg er et fredsbarn. Hvilket selvfølgelig er noget vås, i fredstid bliver der myrdet langt flere mennesker end under en krig, i hvert fald i privatøjemed. Tag for eksempel Pulp Fiction. Eller film i det hele taget. Hjernemasser vælter ud og splatter rundt så let og selvfølgeligt, og blodet sprøjter så veloplagt, som om vi befandt os i en af de utallige gastro-turistico tv-shows (motto: Nyd og rejs, eller Verden som antipasto). Jeg lukkede øjnene, rettere sagt, jeg lukkede dem igen. Operationen, at man havde stukket en kniv i mig og sprættet mig 9

34505_ingen_kunst_140x220.indd 9

08-04-2013 16:19:14


op – en slagtekyllings underfulde liv – havde taget hårdt på mig, eller måske snarere på min krop, jeg følte, at hvis jeg gjorde en eneste forkert bevægelse, ville jeg straks få krampe i mit ben, jeg var specielt næn om min venstre læg, mit svage punkt, det svækkede dige, som smertens frådende bølger ville løbe stormløb mod, skønt jeg udelukkende tildelte min lægmuskel denne smigrende rolle på grund af nogle distante minder, det var nemlig den muskel, jeg i sin tid altid fik krampe i. Det var mere muligheden for at gøre én enkelt forkert bevægelse end musklernes forventelige, »ufrivillige, voldsomme og smertefulde sammentrækning«, der pinte mig, eller med andre ord, at jeg på forhånd måtte betragte alt, hvad jeg gjorde, hver eneste lillebitte bevægelse, som forkert, eftersom jeg ikke havde nogen idé om, hvilken retning en forkert bevægelse ville tage. Altså bevægede jeg mig slet ikke, men lå stiv af skræk, hvilket, det vidste jeg, var en fejl. Denne fejl, den skyldbetyngede katolske angst, der kommer af at leve i en permanent tilstand af frygt for at gøre noget forkert, hang over mig som en tordensky; på den anden side, det faktum, at min udmattelse så entydigt gjaldt kroppen, fyldte mig med en ikke helt begribelig glæde. Jeg åbnede øjnene med et tilfreds smil. Jeg havde enestue, og det var dejligt, om end det isolerede mig fra verden. Af og til trængte der mystiske lyde ind fra korridoren. Og en umiskendelig kvindelatter, så klar, som om den leende stod lige ved siden af mig; det var det mest forstyrrende. Mest foruroligende. Min mor stod i døren, hverken helt inde eller helt ude, sammen med sygeplejersken, søster Emma, de så ud til at være fordybet i samtale. Søster Emma var et brysk og tilknappet kvindemenneske, og jeg stolede i et og alt på hende. Af en eller anden grund havde hun et ret ringe indtryk af mig, men det skjulte hun (vel nok også af professionelle grunde). I dag fjerner vi stingene, sagde hun en morgen. Det sneede udenfor, snefnuggene var så store som i eventyrene. 10

34505_ingen_kunst_140x220.indd 10

08-04-2013 16:19:14


Hvornår? Før vi får set os om, svarede hun kryptisk og så på mig, som om hun selv blev overrumplet af sine egne ord. Engang for længe siden plejede tjenerne at spørge, hvor mange skiver brød man havde fået til middagen. Hvortil min far drilsk svarede, da han stadig var i stand til at tale: Åh, et par skiver. Det har jeg allerede skrevet et andet sted, men pyt, det var det, jeg kom i tanke om, da hun sagde: Før vi får set os om, og det var jeg søster Emma dybt taknemmelig for. Gør det ondt? Ikke mere end sex. Jeg kunne se på hende, at jeg ville få én på skrinet, hvis jeg tillod mig at komme med tvetydige kommentarer, eller også ville hun plaffe mig ned, i hvert fald forlange satisfaktion. Der ville under alle omstændigheder blive ballade. Min mor tillod sig – stadig, eller med andre ord i al evighed – at tage sin gule turban på, rettere sagt, iføre sig sin gule turban. Den hovedbeklædning, der klarest indikerede hendes status. Ikke fordi hun spillede rollen som fornem dame, hun spillede, spiller, vistnok ikke længere rollen som noget som helst, hun er en gammel kone nu, snart halvfems; og dog, hun var ikke blot en gammel kone med en utrolig energi og en skrigende gul hovedbeklædning, hun lod også skinne igennem, at den gamle kone engang med stor sandsynlighed havde været en fin dame. Lady. At der var en tid – en hermetisk tid, jeg ved det – da hun blev regnet blandt de fornemste ..., ja, det er just sagen, hvem holder regnskab med sligt? Anden halvdel af det tyvende århundrede var ikke ligefrem gunstig for fornemme damer i Østeuropa, og det var min mor slet ikke så ked af. Men hun lod dog skinne igennem – i denne hermetiske og ikke synderligt udadvendte periode – at hun, blandt meget andet, også var det, en fin dame altså, hun regnede sig selv for at være det. Hattepuldens halvrunde habitus (undskyld allitterationen, 11

34505_ingen_kunst_140x220.indd 11

08-04-2013 16:19:14


den er helt tilfældig!) bestod af en filtpuld (en pissepotte, ville en og anden ufølsom ungarsk mandsperson vel kalde den), som turbanens stof blev draperet rundt om. Mor havde købt den hos Bozsik i Kigyó-gade, i indre by. Cucu Bozsik, det legendariske ungarske guldholds boldgeni nummer to (eller som min mor siger, eller rettere sagt, korrigerer mig: nummer tre!), åbnede en hatteforretning, da han sluttede sin karriere (eller som min mor foretrækker at udlægge det, eller rettere sagt, som min mor ophidset irettesætter mig: Han sluttede ikke sin karriere, andre sluttede den heller ikke for ham, den sluttede bare, blev opløst i tressernes beklumrede trøstesløshed!). Eller var det en strikkeforretning? Min egen Cucu – Bozsik var den eneste, mor kaldte ved hans kælenavn – se (engang) på mig. Det går altså ikke, jeg ligner en udtrådt katolsk husmor med fire børn. Det passer da ikke, tante Lili. Hør, søn, jeg er halvtreds år gammel, så hold op med at kalde mig tante, onkel Bozsik. Bozsik rødmede. Sødeste Cucu, jeg har brug for et eller andet fantastisk i et moderat prisleje til at peppe mig op. Og så kreerede den legendariske fodboldspiller med hundrede landskampe bag sig denne turbanlignende relikt til hende. Var kristendommen med vor helligkårne István 1. ikke kommet på tværs, eller endnu bedre, havde han ikke krydset vor vej, ville vi have begravet hende med hendes trofaste turban i stedet for hendes yndlingsganger. Min mor var ligeglad med alle moderklicheer, derfor brugte hun dem til tider i fuld alvor, uden ironi eller persiflage, hun klyngede sig til disse klicheer, som gjaldt det hendes liv, og til tider foragtede hun dem, som om hun var højt hævet over den slags, hvad hun vitterlig også var, når hun altså var det. Det så ud, som om hun og søster Emma drøftede et eller andet i den halvåbne dør, to alvorsfulde ansigter, der af og til tilkastede mig 12

34505_ingen_kunst_140x220.indd 12

08-04-2013 16:19:14


sigende blikke. Det er en floskel, men floskler kan godt være sande (det er også en floskel; og det også; og således videre: og måske til sidst, efter en uendelig række af semikoloner, får påstanden pludselig ny betydning: Således forestiller jeg mig verden, som en før- og en siden-verden, med andre ord, at informationerne alligevel ikke bliver opslugt af sorte huller), at man hos sin mor bliver som barn igen, får barnestatus, selv om man er fyldt, lad os sige, otteoghalvtreds. (Forskellen mellem barn og barn kan dog være stærkt varierende.) I en hospitalsseng er man under alle omstændigheder uden alder, en genstand uden åremål, det er umuligt at forestille sig, at man med ungdommens kraft og mod ville kunne sætte sig op mod det truende ukendte, der – øjensynligt – venter én her, ej heller berolige sig selv ved at gemme sig bag alderdommens beskyttende skjold og trøste sig med, at her sker kun det, der må ske; her er intet andet end sengen, bækkenet og søster Emma, intet andet. Og min mor. Brisen fra nordvest, tung af duften af gule ærter, bragte sætningsfragmenter med sig. Frokosten havde smagt dejligt: en vanskeligt definerbar suppe, som mest af alt mindede om minestrone, og gule ærter, som om vi stadig befandt os i tresserne, de første spiselige gule ærter i mit liv! garneret med nogle yderst gemene frikadeller, grofthakkede og overkrydrede, netop sådan, som jeg, helt uden forbehold, sætter pris på: Jeg gumlede på hele peberkorn og klumper af hvidløg og spyttede dem ud igen. Det var herligt. De ved, søster, en mor bliver i al evighed ved med at være mor. Og hendes barn et barn. Det er nu engang mødres og sønners lod. Men hr. professoren er da ikke nogen ... årsunge mere. Jamen du godeste! Kalder De min søn professor? Sikke en verden, vi lever i! Det var ham, der foreslog det, fordi vi ikke vidste, hvad vi 13

34505_ingen_kunst_140x220.indd 13

08-04-2013 16:19:14


skulle kalde ham. Først sagde han, at det var ligegyldigt, bare vi ikke kaldte ham Ferenc. Det forstod vi ikke. Og så var det, han kom med det forslag og sagde, at folk i Italien plejede at kalde ham professor. Min mor slog opgivende ud med hånden. Jeg lukkede øjnene. Det var som at få et elektrisk stød, jeg kunne næsten høre smældet, da musklerne i mit venstre baglår trak sig sammen, jeg spændte i hele kroppen og lå badet i sved. Hvis det ikke er som at blive fældet af et skud, så ved jeg ikke, hvad det er. Der har sågar været skudvekslinger i indre by på grund af en parkeringsplads, man kan stadig se sporene efter skyderiet i p-husets væg. Ligesom skudhullerne fra 56, bortset fra, at de har en mere ophøjet aura; skudhullerne fra 56 var synlige længe efter, vi kunne se dem i lang, lang tid, skønt ingen brød sig om at blive mindet om 56, hverken vi eller de andre.

Min mor som litteraturens offer I min sidste bog, eller rettere sagt min næstsidste, for i mellemtiden er Rubens også udkommet, er der et optrin, hvor jeg er i færd med at forklare offsidereglerne for min mor, der ligger for døden. Jeg overdriver vist ikke, hvis jeg kalder scenen for yderst virkningsfuld. Lad os forestille os den »selvopofrende og lidende« mor, min mor, med slanger hængende ud af kroppen i et komplekst mønster, »et fjernt og sært væsen, med luften pibende ud og ind mellem de indfaldne læber«, hendes øjne er lukkede, men man kan se, at hun ikke sover, man kan også se, at hun ikke er død, sjælen har endnu ikke forladt kroppen (mere end et suk, mindre end et gudsbevis), men et eller andet er uigenkaldeligt – brug aldrig dette ord i forbindelse med mig – anderledes, min mor er på vej, hun er ikke blevet tyndere, som man ellers kunne 14

34505_ingen_kunst_140x220.indd 14

08-04-2013 16:19:14


tro, når man ser de indfaldne kinder, den slapt hængende hud og det hvide i øjnene, der knap kan kaldes hvidt mere, som så at sige lyser indad, absorberer lyset, øjnenes lys, hele verden, det hvide opsluger alt; det er ikke et behageligt syn, men det er umuligt at lade være med at se på hende. Proportionerne har ændret sig. Alting er af led. Jeg er ked af at sige det, men hun havde fået et hesteansigt (i de af mine bøger, hvor hun ligger for døden). Før forandringerne lignede hun påfaldende Elizabeth, den engelske dronning, de var hinandens udtrykte billede, og hvis ikke ligefrem udtrykte, det ville være tegn på sønlig forudindtagethed, så i hvert fald billede. (Jeg og mine søskende mente at kunne genkende vor mors skønhed i Éva Ruttkais skønhed, vor manglende objektivitet havde vist rod i den måde, de begge satte deres hår på, i en periode havde divaen og min mor samme frisure, og den havde noget ladylike over sig, selv om vi med ordet lady snarere forbandt en lugt – duft, min dreng, duft, duft – in concreto parfumeduft. Selv om vi ikke kaldte alle kvinder, der duftede af parfume, for lady, men alle ladyer duftede af parfume. Og Ruttkais duft havde vi ikke engang pålidelige underretninger om. Senere stod jeg på scenen sammen med hende. Da kunne jeg ved selvsyn konstatere, hvad det vil sige at gøre kompliment på en scene, hvilket indviklet system af kontinuerlige bevægelser et buk består af, og hvor opmærksom man trods al rutinen skal være. Jeg sagde til hende, at hun lignede min mor. Hun smilede, som om hun slet ikke så mig. Men da aftenen var forbi, sagde hun, at jeg endelig måtte hilse min kære mor. Jeg kan ikke huske, om jeg overbragte hilsenen.) Min mor lignede altså dronning Elizabeth, og spurgte jeg folk, om hun ikke også lignede dronningen? eller rettere sagt, hvis jeg sagde, hun ligner da dronningen, gør hun ikke? så svarede alle uden undtagelse (og knipsede med fingrene for at understrege det), jo minsandten! eller endnu oftere, forbløffende! skønt vi i 15

34505_ingen_kunst_140x220.indd 15

08-04-2013 16:19:14


Ungarn sjældent kommer i tanke om alle briters dronning (af egen drift), og tresserne og halvfjerdserne ikke just gik med at genkalde os den engelske dronnings uventet uaristokratiske, fine, men ikke forfinede, kontrafej. Hun dukkede op en gang imellem i filmrevyer, flankeret af to gardere, iført bjørneskindshuer, jeg kaldte dem kun pelsdyrene, og så råbte jeg for mig selv, sommetider højlydt: Grangivelig som mama! Jeg havde et koloreret postkort af dronningen mellem to pelsdyr. Jeg har det stadig, jeg bruger det som bogmærke, og jeg kigger på det, af en eller anden grund, som om dronningen var min mor. Så blev hun altså valgt ... ganske uventet, med et knebent flertal, men med stor begejstring, på Themsens is. Dronning Lilly! På knæ, I hunde! I hospitalssengen blev hendes hage mere og mere langstrakt og hendes øjne så store som valnødder. De proportionelle forskydninger var mest påfaldende omkring næsen. Det var min mors yngre brors næse, der ragede frem i hendes ansigt, et kødfuldt og livsdueligt snudeskaft midt i et nedslidt, renskuret og forvitret ansigt. En snabel a la Falstaff på gotisk fundament. Det er det, vi skal prøve at forestille os. Et blytungt, gennemsigtigt slør af sveddråber glider langsomt ned over panden, som om hun lige har rejst sig fra hårdt fysisk arbejde, som for at føre bevis for forgangne årtiers slidsomme trældom, med det fugtige hår hængende ned i panden, slattent (som i en novelle af Mándy), i siderne, i nakken, og oven på hovedet strittende forpjusket som fjerdragten på en våd gråspurv. Håret er kortere end normalt. Og så, i den bog, sætter jeg mig på kanten af hendes seng, hendes lår brænder gennem vattæppet. Glem ikke, at hun ligger for døden. Til at begynde med ville jeg ikke sige noget, eftersom jeg intet havde at sige. I den letkøbte tavshed, akkompagneret af en slubrende lyd fra maskinerne, der holdt min mor, min mors krop, i live, kom jeg i tanke om hendes latter, hendes mere end sjældne latter. Smile, ja – hun 16

34505_ingen_kunst_140x220.indd 16

08-04-2013 16:19:14


kunne ­smile som en humpel brøddej på bagerens pladestage, om end ikke særlig ofte – et fornøjet blik, ja, men le, det hændte kun yderst sjældent. Klukke gjorde hun også kun undtagelsesvis. Skrige af grin? »Og min mor skreg af grin«, en sådan sætning eksisterer simpelthen ikke, det var det, jeg kom i tanke om på kanten af hendes seng. Min lillesøster (det vil sige, min lillebror, mere præcist den af mine to yngre brødre, som jeg sædvanligvis kalder lillesøster i mine bøger, ikke af dybdepsykologiske, mere af pragmatiske, højst af dramaturgiske grunde: Jeg har ikke brug for os alle fire, for det meste rækker det med tre indfaldsvinkler), altså min lillesøster og jeg brugte af og til vor mor til at teste den macho­ fordom, at en kvindehjerne skulle være ude af stand til at fatte offsidereglerne i fodbold. Vi prøvede at banke dem ind i hovedet på hende, men forgæves. Og så lo hun (det er ikke udelukket, at det var derfor, vi hele tiden vendte tilbage til denne lidt enfoldige tidsfordriv), eller snarere kluklo, klukkede henrykt, sommetider fnisede endda, fordi hun ikke forstod et kvæk, nej, nej og atter nej, jeg forstår det altså ikke! – erklærede hun triumferende og så på os, som om vi var hendes artige børn, og ved disse lejligheder følte vi os virkelig artige. Jeg lod hånden glide kærtegnende ned over vattæppet, det her var altså min sidste chance. Her var hvert øjeblik i en vis forstand det sidste, bortset fra at hvert øjeblik faktisk altid er det sidste, eftersom hvert øjeblik er unikt, og det kan man godt blive alvorlig af. Folk, der er født alvorlige, anskuer livet ab ovo fra dødens synsvinkel, har jeg læst et sted. Min sidste chance – de facto sidste øjeblik – til at få hende til at forstå de idiotiske offsideregler. Jeg skammede mig ikke, men begyndte mumlende, som om det var en bøn, adresseret til den efter sigende gabende tomme himmel, at forklare først kun selve definitionen – hvor lo hun dog hjerteligt hver eneste gang: i-hi-o-h-op-spa-harks-øhe17

34505_ingen_kunst_140x220.indd 17

08-04-2013 16:19:14


je-bli-hi-ke-et! jeg ved det! og tårerne løb ned ad hendes kinder! – så fulgte de grundlæggende problemstillinger, de kendteste fælder, rariteterne, specialiteterne, efterfulgt af offsidereglernes historie og ontologi, psykologi og mysterium, mystik og mirakel, genialiteten i reglernes tilsyneladende enkelhed, det var mine sidste ord til min mor, og de faldt, det følte jeg, langt om længe ikke på stengrund, hendes vipper vibrerede, og hun klemte min hånd som i en film. Jeg ville så nødig have, at hun blev stedt uforberedt for sin himmelske dommer.

Min mor foran sin himmelske dommer (fiktion) Dér ville min arme mor altså stå, mellem to krøllede lammeskyer, ligesom den engelske dronning mellem sine pelsdyr, hun ville stå dér og glane, mens der muligvis blev spillet en afslappet træningskamp mellem, lad os sige, englene og romanforfatterne. Hvilket, for mig at se, lugter lidt af aftalt spil, eftersom eliten af romanforfattere under alle omstændigheder ender i helvede (eller jeg ved snart ikke, det kommer vel an på, hvem der bestemmer, efter sigende er det St. Peter, eftersom det er ham, der står ved perleporten, men hvorfor pynte på det, han er bare portner, om end en himmelsk en af slagsen, blot med mindre (større) magtbeføjelser; og forholder det sig således, er der ingen kære mor, måske kan Cervantes lige få lov til at smutte igennem – selvfølgelig på grund af en misforståelse; på den anden side er Herren ikke nogen bureaukrat, og så er han – og her er der heller ingen kære mor – alvidende og ved derfor alt, også at alle disse mere eller mindre dubiøse og tvivlsomme personager i virkeligheden lovpriser skabelsen og hjælper til med at fuldføre det store værk på den yderste dag – og hvem kan være mere interesseret i den yderste dag end netop Herren; selv om ... det kan se sådan ud, at 18

34505_ingen_kunst_140x220.indd 18

08-04-2013 16:19:14


jeg (en helgen?) i høj grad favoriserer mig selv: Jeg er dog bange for, at sagen er mere indviklet end som så, for hvordan forholder det sig egentlig, hvis romanen, groft sagt, er undfanget i kærlighed, men ikke forfatterens liv?; man plejer for eksempel at sige, jeg hører det tit, at forfatteren er identisk med sine værker, men hvor er så hans liv? Herren løfter værket, som var det en kampesten, og under den farer biller og kryb, der aldrig har set dagens lys, forblindede og skrækslagne til alle sider, forfatterens forskræmte liv, rester af liv), dér ville altså min mor stå, lige ved straffesparksfeltet, ved Karlsvognens vognstang, friskt rekrutteret til himmeriget, i samme øjeblik springer ærkeenglen Michael frem på den højre fløjspillers, den lidt gumpetunge Chestertons, plads (den tilsyneladende gumpetunge Chesterton, for i næste øjeblik sætter han efter ærkeenglen og tyrer ham sådan en over skinnebenet, som Gabi Tóth, der prøvede at lære mig – i mine romaner – hvordan man skal nedlægge en modstander, uden at dommeren ser det, men det var som at slå vand på en gås, jeg lærte det aldrig, selv om enkelte, ellers ret talentfulde, ungarske forfattere, byggende på egne erfaringer, hævder det modsatte), kort og godt, netop i dette øjeblik sender Herren min mor – de er ikke engang blevet introduceret for hinanden, har end ikke nikket til hinanden – et spørgende blik, det er Herren fantastisk til, at sende spørgende blikke, nå frue, var det her offside eller kuglóf? (Uoversætteligt ordspil, som dumdristigt går ud fra, at Gud er af ungarsk oprindelse. Men hvorfor skulle netop Gud ikke være ungarer, når alle amerikanske atomfysikere er det? Eller han er måske slet ikke ungarer, han taler blot ungarsk? Du godeste, det var et citat, men måske skulle man lade være med at blande Herren ind i det. Det er muligt, at han udelukkende talte ungarsk med min mor af ren og skær høflighed.) Dér ville min mor så stå som Bileams æsel – det ville jeg bestemt ikke bryde mig om – og begynde at fnise som en anden skoletøs, i mellem19

34505_ingen_kunst_140x220.indd 19

08-04-2013 16:19:14


tiden ville Chesterton have nedlagt ærkeenglen, kære Gud, ville min mor sige til Herren, som ikke altid ser ud, som om han har humoristisk sans, og i dette tilfælde ville det have været berettiget, offside er ikke noget, man spøger med, det er ikke et spørgsmål, man kan sno sig uden om (offside or not offside, havde Lucifer engang sagt for sjov, og lidet hjalp det ham, at han havde ret, han fik alligevel sparket og røg ned fra himlen i en fart, så man ikke kunne se hans rumpe for bare støv, i den slags sager kendte man ikke til spøg), kære Gud, ville min mor altså sige til Herren, lad os tale om noget andet, universet er jo så uendeligt stort. Og det ville jeg ikke bryde mig om.

»Jeg er kun glad for at kunne hjælpe« Udtrykket dødlægge (ikke et ordspil! – den slags må man af og til gøre opmærksom på, for sproget buldrer derudad som et rasende vildsvin, der følger sit eget hoved, og hvem kan for alvor se, hvad der foregår derinde?!) havde jeg ikke bedt om tilladelse til at bruge, men jeg fortalte min mor om det. Udtrykket stammer jo fra hende, selvfølgelig, hvad stammer ikke fra hende, jeg skriver jo på mit modersmål. Det sagde hun også til søster Emma, er De klar over, kæreste, at min søn dødlægger mig fra tid til anden med stor forkærlighed. Søster Emma fortrak ikke en mine. Hun har ikke levet særlig længe under det forrige regime, alligevel har hun bevaret en slags gammeldags ærefrygt for kunsten og først og fremmest for litteraturen, en slags antikveret og rørende patos eller respekt, som om hun selv var alle de dedikerede læseres fædreland, som om alle vore dages forfattere var veritable Petőfi’er og Mikszáth’er, og eftersom jeg også henregnedes til denne kategori, var jeg ligeledes genstand for hendes beundring, alt imens hun udførte sin daglige dont, ikke 20

34505_ingen_kunst_140x220.indd 20

08-04-2013 16:19:15


brutalt, snarere nådesløst nøgternt. Hun gjorde ingen undtagelse med mig, hun gjorde blot sin pligt. Hun omfattede mine bøger med dyb ærefrygt, ikke nogen bestemt(e) af dem, men dem alle i bred almindelighed, ikke Fancsikó og Pinta, men hele mit forfatterskab, som for hende forekom som et eventyrslot, svævende mellem himmel og jord i alle regnbuens farver (med palmer og Kazinczy, eller endnu bedre, Goethe i baggrunden), mig som person omfattede hun ikke med ærefrygt. Det kunne hun sagtens have gjort, men hun var ikke det mindste snobbet. Min mors død har flere gange vist sig at være yderst nyttig for mig, om jeg må bruge dette, muligvis noget flabede udtryk, det er dog slet ikke flabet, blot objektivt, min mors død har vitterlig haft stor nytteværdi for mig; det var godt fundet på, virkelig smart, med hjælpeverber (mangfoldige Handke-citater, eftersom hans mor virkelig døde, hvilket mærkes tydeligt på sproget i hans bog Wunschloses Unglück) fra for snart tre årtier siden! Jeg husker den augustdag, som var det i går. En bitterlig kulde knugede byen, det sneede ganske vist ikke, bilerne havde stadig sommerdæk på, og klokken viste stadig sommertid, men alt var iskoldt, både inde og ude. Døden, eller lad mig hellere holde mig til min mors formulering (jeg er hende evigt takskyldig!), dødlæggelsen havde vist sig at være et yderst givtigt forfatterpåfund. Pladask (eller whusssch!), det var som pludselig at styrte ned i en mørk og dyb, meget mørk og meget dyb, brønd, pludselig var jeg i stand til at se mig selv i situationen; min forestillingsevne er ellers ikke noget at skrive hjem om, men selv med min middelmådige evne lykkedes det mig at få det til at se ud (for mig selv i det mindste), som om det virkelig var sket, som om min mor virkelig var død, hvilket, set ud fra en kunstpsykologisk synsvinkel (hvis selvbiografiske, selvironiske, selvforherligende, selvmedlidende og resignerede detaljering, kort sagt kniplingsværk, jeg ikke ønsker at kede nogen med; ej heller ophidse for den sags skyld) var ganske nyttigt; 21

34505_ingen_kunst_140x220.indd 21

08-04-2013 16:19:15


for under sådanne omstændigheder flyder de smertefulde ord så let, hvis de altså skal flyde, hvis det er det, der er brug for; nej, ikke let, snarere naturligt, og måske er det slet ikke smerten, som umiddelbart fylder ordene, men et eller andet mellem angst og følelsen af at være moderløs – og så har jeg ikke sagt for meget – der udløser smerten, eller hvis iskolde rædsel netop lindres af den barmhjertige smerte. På den ene side var jeg altså i stand til på kreativ og autentisk vis at erfare de komplicerede rørelser af smerte og mangel på samme, og på den anden side, og måske ikke helt uafhængigt af førnævnte, blev denne min bog fra for tyve år siden den første, der sprængte vort sprogs fængselsmure, som vi finsk-ugriske folk foretrækker at sige det. Den dag i dag omtaler min mor bogens succes med en komisk brovten, uden mig ville det aldrig være gået så fantastisk, vel, min dreng? Jeg er så glad for, at jeg med min død har kunnet hjælpe din kharriere på vej. Kharriere med h som i thaxi. Og jeg stirrede målløs ind i hendes fortryllende, valnøddebrune øjne. Hun havde øjne efter bedstefar, som jeg aldrig har haft fornøjelsen at kende, hvilket jeg, ud fra aspektet med omtalte øjne, beklager dybt. Jeg var glad for, at hun var glad, men jeg måtte bide mig i læben, da jeg et sted læste, at jeg med min bog havde rejst et mindesmærke for min mor, eller at den personlige smerte i bogen havde fået en sensationel litterær form. Hvilken mor, hvilken smerte?! gryntede jeg. Hvad mener du med hvilken mor?! Mor er der kun én af, min dreng, lo hun. Jeg stirrede igen ind i disse øjne. Der kan du selv se, nu er du endelig blevet moden, jeg har givet din bog dybde, nu er det ikke bare klovnerier, nu er det ikke bare en masse ord, nu har du også en mor. Og se nu at få spist op. Nej. Nej tak, hedder det. 22

34505_ingen_kunst_140x220.indd 22

08-04-2013 16:19:15


Det er da fløjtende ligegyldigt. Du er jo også bare en masse ord! Lad os endelig ikke fordybe os i den diskussion, min dreng. Godt. Familien gjorde alt for ikke at danne sig en mening om min fremgangsmåde; familier, der er blandet ind i litteraturen, har det ikke let, teoretisk set irriteres de allerede af det faktum, at de overhovedet er blandet ind, desuden af, om det skrevne er i overensstemmelse med, henholdsvis afviger fra, virkeligheden, rettere sagt, med det, de mener er virkeligheden. Ganske uventet var det min mors yngre søsters mand, onkel Sárli, der gjorde oprør mod familiens selvpålagte overbærenhed i denne sag, han, der ellers aldrig havde en mening om noget som helst – verden er alt for hurtig for ham, plejede jeg og mine brødre maliciøst at sige. Onkel Sárli havde aldrig gjort en kat fortræd og opførte sig altid belevent over for hele verden, han var høflig ud over alle grænser. Jeg tror, det var disse hule omgangsformer, der trods alt forlenede ham med en vis holdning. Han var opsigtsvækkende smuk, og under tvangsudflytningen blev han heftigt efterstræbt af et kvindeligt medlem af det ungarske statssikkerhedspoliti, ÁVÓ, uden dog at komme nogen vegne. Den information har vi ganske vist kun fra tante. Efter sigende skulle kvindemennesket have beordret onkel til at give møde på hendes kontor i Hatvan, og hun sendte en bil efter ham; min tante, min ellers så kølige og altid elegante tante (hun var så elegant, som om vi slet ikke levede i et proletardiktatur) kastede sig hulkende på jorden, klamrede sig til chaufførens ben og skreg, at han ikke skulle tage hendes mand med, jeg trygler, jeg bønfalder Dem, kammerat chauffør, hav medlidenhed med os! Chaufføren var ikke medlem af ÁVÓ, han var blot ansat som altmuligmand på rådhuset i Hatvan, og han vidste måske også, at han ikke skulle køre denne hystades ægtemand til forhør, men til et rendezvous, måske var min tante 23

34505_ingen_kunst_140x220.indd 23

08-04-2013 16:19:15


også klar over det, i hvert fald foragtede chaufføren hende dybt for hendes teatralske optræden, og skønt han i grunden var mild og velafbalanceret af natur, havde han allerede alt for længe nydt sin uofficielle magt, uanset hvad, var folk bange for ham, hvilket han i begyndelsen var lettere utilpas ved, men ikke særlig længe, han rev sit ben fri af min tantes dramatiske omklamring, skrub så af, din mær, vrissede han ad hende, og hvad dig angår, sagde han til onkel Sárli, se så at humme dig ud i bilen og det i en allerhelvedes fart, og gav ham et fur, som godt kunne tyde på, at han alligevel var medlem af ÁVÓ; på kontoret kom kvindemennesket med et utvetydigt tilbud til onkel Sárli, som han besvarede således: Nådige frue, jeg lever i hellig ægtestand, mine arme, mine ben og øvrige lemmer er derfor smedet i Hymens lænker. Han holdt meget af at læse gamle tekster. Politikvinden gav ham et par flade med bagsiden af hånden, hun må have været ret dygtig til sit fag, for lige siden dette optrin fik onkel Sárli næseblod i de mest uventede og pinlige situationer. Blodet, den østeuropæiske histories blod, styrtløb fra min onkels næse. I løbet af et øjeblik var hans pyntelommetørklæde, der altid tittede så galant eller snarere sirligt frem fra hans brystlomme, jeg ved ærlig talt ikke, hvordan pyntelommetørklæder ellers plejer at titte frem, galant eller sirligt? gennemvædet af blod. Tilgiv dette postyr, plejede han undskyldende at sige. Da vi var børn, foragtede vi ham, fordi vi fornemmede, at han var svag, og at vi roligt kunne give udtryk for vor despekt, hvilket vi gjorde. Men som vi blev ældre, kom vi til at holde mere og mere af ham. Vi erkendte efterhånden styrken i hans svaghed. Og hans mod. Han blev dybt chokeret over romanen, der omhandlede hans svigerindes død, for første gang så jeg ham uden et smil i længere tid, og for første gang undgik han at se mig i øjnene, det gjorde han ellers altid, vedholdende, åbent og uskyldsrent – og fuldkommen misvisende, for blikkets længde og intensitet tydede på, at 24

34505_ingen_kunst_140x220.indd 24

08-04-2013 16:19:15


han ville mig et eller andet, men onkel Sárli ville aldrig nogen noget, tror jeg, tingene skete bare for ham og med ham, og han drev med. Havde han været desillusioneret, ville han have været en uudholdelig dandy, ironisk, resigneret og kynisk. Men det var slet ikke hans natur. Han nærede ingen illusioner og kunne følgelig heller ikke miste dem. Han levede på overfladen – et todimensionelt menneske, kunne vi chikanøst sige om ham. Han så mørkt frem for sig og erklærede: Det er ikke i orden. Det sagde han også om sommertiden. Enten er klokken otte, eller også er den ni, man kan ikke bare sige, at klokken er ni fra den ene dag til den anden, når den kun er otte. Det er ikke i orden. Min mor var glad for bogen.

Hvordan er mødre? Det lyder måske useriøst, det er det også, useriøst, letsindigt og kækt, frivolt og dristigt, upassende i forhold til sit emne, men ikke uansvarligt, for det er præcist: For mig er min mors absurditet, som koncentrationslejren er for Imre Kertész, naturlig, eftersom det var sådan, jeg, vi, lærte verden at kende. Jeg tager for givet, jeg lærte at tage for givet, at min mor altid (til enhver tid, når som helst, sommer og vinter, stedse [gammeldags], ideligt [gammeldags], til alle tider, dag og nat, i al evighed, evig og altid, i én uendelighed, til tidernes ende, altidens [dialekt], alletider [dialekt], så længe verden består, standhaftigt, bestandigt, uophørligt, konstant, uden ophold, i tid og evighed, ad infinitum [latin] uafbrudt, hele tiden, uafladeligt, fortløbende, evig og altid, i al guddommelighed, det er vist at gå for vidt, og så har vi også haft det [og bliver ved med at have det], gang på gang, uafbrudt, i én uendelighed – Ungarsk Glosarium, 1998) taler om fodbold, relaterer alt til fodbold, og slutter alt af med fodbold. Min mor var den 25

34505_ingen_kunst_140x220.indd 25

08-04-2013 16:19:15


første mor i mit liv, jeg troede altså med fuld ret, at mødre var sådan. Verden er altså indrettet på en måde, at mødre er sådan. Mødre er sådan, at man kalder dem for mama, deres halsgruber og armhuler, som man borer sit hoved ind i, er varme, og de lugter godt. Mødre beskæftiger sig altid (til enhver tid, når som helst etc.) med én, holder hele tiden øje med én, og det, de ser, gør dem øjensynligt lykkelige. Lykkelige. Deres øjne lyser, det er, som når solen bryder gennem skyerne. Bag deres leende øjne opdager man – senere – sorgen, den bestandige, afgrundsdybe og uudslettelige smerte, hvis årsag er og bliver ved med at være et mysterium for én, medmindre det er selve latteren. De fodrer én, de slukker ens tørst, de kysser én. Sådan begynder dagen, med et kys, og man vågner. Eller også vågner man ved, at de sidder på kanten af ens seng og holder én i hånden. Eller de lægger deres fnuglette hånd på ens bryst, over ens bankende hjerte og vækker én. Hvordan det nu end forholder sig, er det deres ansigt, der fylder rummet, fylder hele verden, når man åbner øjnene. Senere kommer der en kortere periode, hvor man ikke bryder sig om at blive rørt ved (det driver én til vanvid). Man behøver ikke at sige det til dem, de ved det og føler det, og de standser i døren, men man ser det ikke og heller ikke, at de betragter én fornøjet og længe, for hvis man vidste det, ville disse små, brillante, lyriskmoderlige scenepræstationer også drive én til vanvid, man kender heller intet til det lille, veltilfredse smil i mundvigene, eller rettere sagt, man ved naturligvis, at de i al hemmelighed betragter én med et pavestolt eller snarere sultent blik; men de mister deres selvkontrol og proportionssans, når man sover, og det i en grad, så de rent faktisk tror at finde trøst i det, de ser (naturligvis én selv), finde universel ro i synet af den bumsede (ikke så slemt) lømmel, som de har al mulig grund til at afholde sig fra at sige noget til; man svæver stadig i drømmens tågerige, når man hører, blidt og gyldent glitrende som englelyd, sit navn, 26

34505_ingen_kunst_140x220.indd 26

08-04-2013 16:19:15


ømt og flygtigt, som om en engel kaldte, som svar på den sitren, der farer igennem ens lemmer, lige før man strækker sig, mødrene sitrer med og glider så stille bort, tilbage til et andet liv, hvor man ikke kan følge dem, et skyggefuldt sted, man aldrig rigtigt har vist nogen interesse, man hører sit navn klinge fra himlen, og fatter ikke, accepterer det blot som en logisk udvikling, at alt det gode, der tager sin begyndelse, når man vågner og blidt glider ind i verden, på en eller anden måde er forbundet med ens mor. Vore fædre, der befinder sig i andre, fjerne værelser, konverserer andre engle. Desuden er mødre sådan indrettet, at de om aftenen fortæller godnathistorier. Historier skal være smukke, muntre og opbyggende, lærte vore mødre os (de er instruktive, opdragende og underholdende), om de er sande? ja, det kan man godt sige, min dreng, og de handler alle udelukkende om fodbold, og alt, hvad der er i forbindelse med fodbold, for eksempel målstolper. Målstolper og overliggere bliver fremstillet af fyrretræ – i dag af aluminium; bolden rikochetterer heller ikke på samme måde! – et par enæggede tvillinger fra Sopron, Néró Gál og Hektor Gál, leverer til hele landet, det er ikke nogen særlig indbringende forretning, men solid. Jeg kender dem godt, min dreng, jeg har strikket et par sweatere til dem, grønne, med rullekrave. For os er de lidt for meget af det gode, disse enæggede målstolpemagere med deres rullekravesweatere. De fleste historier handler om en bestemt fodboldspiller, Puskás, han kæmpede sig op fra ringe kår, drog ud i verden for at lære den at kende og blev konge over alverdens konger.

27

34505_ingen_kunst_140x220.indd 27

08-04-2013 16:19:15


Péter Esterházy INGEN KUNST