Page 1


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 2 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

Af samme forfatter Under nul. Roman 1987 American Psycho. Roman 1991 Uskrevne regler. Roman 1993 Angiverne. Noveller 1995 Lunar Park. Roman 2006


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 3 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

Bret Easton Ellis

Imperial Bedrooms Oversat af Claus Bech

ROM AN

Rosinante


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 4 SESS: 36 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

Imperial Bedrooms er oversat fra amerikansk af Claus Bech efter Imperial Bedrooms Copyright © 2010 by Bret Easton Ellis Denne udgave: © 2010 / RO S I N A N T E & C O, København 1. udgave, 1. oplag, 2010 Omslag: Chip Kidd, dansk versionering: Imperiet Sat med Ehrhardt hos BookPartnerMedia og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1525-3 Printed in Denmark 2010 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i RO S I N A N T E & C O Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 5 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

Til R.T.


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 6 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 7 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

History repeats the old conceits, the glib replies, the same defeats ... ELVIS CO ST EL L O , »Beyond Belief«

There is no trap so deadly as the trap you set for yourself. RAYMO N D CH AN D L ER , The Long Goodbye


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 8 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 9 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

D

e havde lavet en film om os. Filmen var baseret på en bog skrevet af en vi kendte. Bogen var en simpel historie om fire uger i den by vi var vokset op i, og for det meste gav den et korrekt billede. Den var defineret som en roman, men kun nogle få detaljer var blevet ændret og heller ikke vores navne var ændret, og der var ikke noget i den som ikke var sket. For eksempel var der faktisk blevet vist en mordvideo i et soveværelse i Malibu en januareftermiddag, og jo, jeg var også gået ud på terrassen med udsigt over Stillehavet, hvor forfatteren prøvede at trøste mig ved at sige, at skrigene fra de torturerede børn var kunstige, men han smilede mens han sagde det og jeg måtte vende mig bort. Andre eksempler: Min kæreste havde faktisk kørt en prærieulv over i en canyon syd for Mulholland, og en julemiddag med min familie på Chasen’s som jeg tankeløst havde brokket mig over var troværdigt gengivet. Og en tolvårs pige havde faktisk været udsat for gruppevoldtægt – jeg befandt mig i det pågældende værelse i West Hollywood sammen med forfatteren som i bogen bare skriver at jeg strittede en lille smule imod, men ikke giver noget præcist billede af, hvad jeg i virkeligheden følte den aften – begæret, chokket, hvor bange jeg var for forfatteren, en lyshåret, indelukket fyr, som den pige jeg kom sammen med var blevet lidt forelsket i. Forfatteren gengældte ikke hendes kærlighed fordi han var alt for fortabt i sin egen passivitet til at knytte sig til hende på den måde hun havde brug for, og derfor havde hun kastet sig over mig, men på det tidspunkt var det for sent og fordi forfatteren var sur over, at hun havde kastet sig over mig, blev jeg den 9


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 10 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

smukke, konfuse fortæller der ikke evnede at føle kærlighed eller venlighed. Det var på den måde jeg blev den smadrede festdreng der vandrede gennem ruinerne med blodet strømmende ud af næsen og stillede spørgsmål der aldrig krævede svar. Det var på den måde jeg blev drengen der aldrig forstod, hvordan tingene hang sammen. Det var på den måde jeg blev drengen der ikke ville redde sine venner. Det var på den måde jeg blev drengen der ikke kunne elske pigen.

D

e optrin i romanen der sårede mig mest handlede om mit forhold til Blair, især en scene mod romanens slutning da jeg slog op med hende i en gårdhave på en restaurant med udsigt til Sunset Boulevard hvor en plakattavle med ordene DISAPPEAR HERE blev ved med at distrahere mig (forfatteren tilføjede at jeg havde solbriller på da jeg sagde til Blair at jeg aldrig havde elsket hende). Jeg havde ikke omtalt denne ubehagelige eftermiddag for forfatteren, men den blev ordret gengivet i romanen, og det fik mig til at holde op med at tale med Blair og gjorde det umuligt for mig at lytte til de Elvis Costello-numre vi kunne udenad (»You Little Fool«, »Man Out of Time«, »Watch Your Step«), og jo, hun havde givet mig et halstørklæde under en julefest, og jo, hun var kommet dansende hen mod mig mens hun mimede Culture Clubs »Do You Really Want to Hurt Me?«, og jo, hun havde kaldt mig en »ræv«, og jo, hun havde fundet ud af at jeg havde været i seng med en pige jeg havde mødt en regnfuld aften på The Whisky, og jo, det havde forfatteren fortalt hende. Da jeg læste de sætninger der handlede om Blair og mig, gik det op for mig at 10


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 11 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

han ikke var tæt på nogen os – undtagen selvfølgelig på Blair, men sådan set ikke engang på hende. Han var en person, der svævede gennem vores liv og lod til at være ligeglad med, at han opfattede alle mennesker endimensionalt og havde fortalt alle om vores hemmelige fiaskoer, udstillet vores ungdommelige ligegyldighed, vores skinnende nihilisme, og havde glamouriseret det selv om det var grufuldt.

D

et nyttede ikke at blive vred på ham. Da bogen blev udgivet i foråret 1985 var han allerede flyttet fra Los Angeles. I 1982 gik han på det samme lille college i New Hampshire hvor jeg havde forsøgt at forsvinde, og hvor vi kun havde meget lidt kontakt. (Der er et kapitel i hans anden roman, som finder sted i Camden, hvor han parodierer Clay – det er bare endnu en tom gestus, endnu en ond påmindelse om hvad han mente om mig. Det er overfladisk og ikke specielt bidende og derfor nemmere at ryste af sig end noget i den første bog der fremstillede mig som en umælende zombie der ikke fatter ironien i Randy Newmans »I Love L.A.«). På grund af ham blev jeg kun på Camden i ét år, hvorefter jeg skiftede til Brown i 1983, men i den anden roman er jeg stadig i New Hampshire i efterårssemesteret 1985. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle lade mig genere af det, men den første bogs succes blev ved med at bevæge sig ind og ud af mit synsfelt i ubehageligt lang tid. Det skyldtes blandt andet, at jeg også selv ville være forfatter, og at jeg havde haft lyst til at skrive den første roman forfatteren havde skrevet, da jeg var færdig med at læse den – det var jo mit liv, og han havde tyvstjålet det. Jeg blev dog 11


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 12 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

nødt til at indse, at jeg hverken havde talent eller vilje. Jeg havde ikke tålmodighed nok. Jeg ville bare gerne kunne. Jeg gjorde et par slappe dødfødte forsøg og indså efter min eksamen på Brown i 1986, at det aldrig ville blive til noget.

D

en eneste der fandt bogen pinlig og røbede foragt for den var Julian Wells – Blair var stadig forelsket i forfatteren og var ligeglad og det var de fleste af statisterne også – men Julian gik op i den på en triumferende arrogant måde der grænsede til begejstring, selv om forfatteren ikke kun havde afsløret Julians heroinmisbrug, men også det faktum at han dybest set var en plattenslager der skyldte en pusher (Finn Delaney) penge og var alfons for mænd der kom på besøg fra Manhattan eller Chicago eller San Francisco og boede på hotellerne langs Sunset fra Beverly Hills til Silver Lake. Julian der var hærget og fuld af selvmedlidenhed havde fortalt forfatteren det hele og der var et eller andet ved den omstændighed at bogen blev læst af mange mennesker og at Julian var en af hovedpersonerne, der tilsyneladende gav ham en slags fokus, der grænsede til håb, og jeg tror han i det skjulte var ret tilfreds med den, for Julian ejede ikke skam i livet – han lod kun som om. Og Julian blev endnu mere begejstret da filmen fik premiere i efteråret 1987 kun to år efter at romanen blev udgivet.

12


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 13 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

J

eg husker at min nervøsitet over filmen begyndte i et forevisningslokale på 20th Century Fox en varm oktoberaften tre uger før premieren. Jeg sad mellem Trent Burroughs og Julian som ikke var clean endnu og blev ved med at bide negle, mens han vred og vendte sig forventningsfuldt i den sorte plysstol. (Jeg så Blair ankomme med Alana og Kim og med Rip Millar på slæb. Jeg ignorerede hende). Filmen adskilte sig fra bogen i den forstand, at der ikke var noget af bogen i den. Trods alt – al smerten og min følelse af at være forrådt – kunne jeg ikke lade være med at erkende en sandhed, mens jeg sad der i forevisningslokalet. I bogen var alt det, der handlede om mig, sket. Bogen var noget jeg simpelthen ikke kunne benægte. Den var brutal og havde en vis ærlighed, mens filmen bare var en smuk løgn. (Den var også en fuser – meget farverig og hæsblæsende, men trist og dyr, og den tjente ikke pengene ind da den blev vist i biograferne i november). I filmen blev jeg spillet af en skuespiller der faktisk lignede mig mere end den person forfatteren skrev om i bogen: Jeg var ikke lyshåret, jeg var ikke solbrændt, og det var skuespilleren heller ikke. Jeg var også pludselig blevet filmens moralske kompas, strøede om mig med AA-slagord, bebrejdede de andre deres stofmisbrug og forsøgte at redde Julian. (»Jeg sælger min bil,« siger jeg advarende til den skuespiller der spiller Julians dealer. »Jeg er parat til at gøre alt.«) Det samme kunne ikke helt siges om filmudgaven af Blairs person som blev spillet af en pige der sådan set godt kunne have været med i vores gruppe – forfjamsket, seksuelt til rådighed, nem at såre. Julian 13


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 14 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

blev en mere sentimental udgave af sig selv spillet af en talentfuld bedrøveligt udseende klovn som har et forhold til Blair og så finder ud af at han er nødt til at slippe hende, fordi jeg var hans bedste ven. »Vær sød mod hende,« siger Julian til Clay. »Det fortjener hun.« Det rene og skære hykleri i denne scene må have fået forfatteren til at brække sig. Jeg sad og smilede for mig selv af pervers fornøjelse da skuespilleren afleverede denne replik og så hen på Blair i forevisningslokalets mørke.

M

ens filmen gled over det store lærred begyndte rastløsheden at brede sig i det tavse lokale. Tilskuerne – bogens personer – indså hurtigt hvad der var sket. Grunden til at man i filmen havde forkastet alt det der gjorde romanen virkelig var, at de forældre der ledede filmstudiet under ingen omstændigheder ville afsløre deres børn i det samme sorte lys som bogen gjorde. Filmen appellerede til vores sympati, mens bogen var skideligeglad. Indstillingen til stoffer og sex havde ændret sig fra 1985 til 1987 (og det blev ikke bedre af at der var sket et regimeskifte i studiet), og derfor måtte der laves om på kildematerialet – som var forbavsende konservativt trods en overfladisk umoralitet. Den mest nærliggende måde at anskue filmen på var som moderne firser-noir – fotograferingen var fantastisk – og jeg sukkede mens den kørte videre fordi jeg kun var interesseret i nogle få ting – de nye forsigtige portrætter af mine forældre morede mig en lille smule og det morede mig også at Blair overraskede sin fraskilte far sammen med en veninde juleaften i stedet for med en dreng ved navn Jared 14


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 15 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

(Blairs far døde af aids i 1992, mens han stadig var gift med Blairs mor). Men det jeg husker bedst fra den filmforevisning i oktober for tyve år siden var det øjeblik da Julian tog min hånd som var blevet følelsesløs af at ligge på armlænet mellem sæderne. Han gjorde det fordi Julian Wells overlever i bogen, men dør i filmens drejebog. Han skulle straffes for alle sine synder. Det krævede filmen. (Da jeg senere blev drejebogsforfatter erfarede jeg, at alle film kræver det). Da scenen blev gentaget i løbet af de sidste ti minutter så Julian lamslået på mig i mørket. »Jeg døde,« hviskede han. »De slog mig ihjel.« Jeg ventede et taktslag før jeg sukkede. »Men du er her stadig.« Julian så på lærredet igen, og snart efter var filmen forbi og rulleteksterne gled op over palmerne, mens jeg (temmelig usandsynligt) kørte hjem til mit college med Blair, og Roy Orbison klynkede sig igennem en sang om livet der klinger ud.

D

en virkelige Julian Wells døde ikke af en overdosis i en kirsebærrød cabriolet på en motorvej i Joshua Park mens et kor sang harmonier på lydsporet. Den virkelige Julian Wells blev myrdet over tyve år senere og hans lig blev smidt ud bag en tom beboelsesejendom i Los Feliz efter at han var blevet tortureret til døde et andet sted. Hans hoved var knust – ansigtet var slået ind med så stor kraft at det var delvis bukket sammen om sig selv, og han var blevet stukket med kniv på en så brutal måde at man under obduktionen fandt hundrede og nioghalvtreds stiksår fra tre forskellige knive, mange af dem overlappende. Liget blev fundet af en flok unge der gik på 15


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 16 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

CalArts og kørte gennem sidegaderne til Hillhurst i en BMW cabriolet for at finde et sted at parkere. Da de fik øje på liget troede de at den »ting« der lå ved siden af en skraldespand – jeg citerer fra en artikel på forsiden af Los Angeles Times om mordet på Julian Wells – var »et flag«. Jeg måtte stoppe da jeg nåede til det ord og læse artiklen en gang til fra begyndelsen. De studerende der fandt Julian troede han var et flag, fordi han havde et hvidt Tom Ford-jakkesæt på (det havde tilhørt ham, men han havde ikke haft det på den aften han blev bortført), og deres umiddelbare reaktion var ikke helt ulogisk, eftersom der var røde striber på både jakken og bukserne. (Tøjet var blevet taget af Julian, inden han blev dræbt, og bagefter var han blevet klædt på igen). Men hvis de troede det var et »flag« var mit første spørgsmål: hvor var så den blå farve? Hvis liget lignede et flag, hvor kom så den blå farve fra? Det blev jeg ved med at spekulere på. Pludselig gik det op for mig: fra hovedet. De studerende troede liget var et flag fordi Julian havde mistet så meget blod og hans maste ansigt var blevet så mørkeblåt at det næsten var sort. Det burde jeg have forstået noget før for på en måde havde jeg selv anbragt Julian i den situation, og jeg havde set hvad der var sket med ham i en anden – og meget anderledes – film.

D

en blå Jeep begynder at følge efter os et sted på 405 mellem LAX og Wilshire-afkørslen. Jeg lægger kun mærke til den fordi chaufførens øjne har set i bakspejlet lige over forruden, som jeg har kigget ud ad for at se vejbanerne fulde af røde baglygter på vej op mod bjergene, mens jeg sidder fuld 16


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 17 SESS: 35 OUTPUT: Tue Sep 7 11:13:18 2010 /first/Rosinante/odt2/1095_ImperialBedrooms_140x220/Materie

på bagsædet med truende hip-hop dæmpet strømmende ud af højttalerne og mobilen i skødet blinkende af sms’er jeg ikke kan læse, fra en skuespillerinde jeg lagde an på tidligere på eftermiddagen i American Airlines’ førsteklasses lounge i JFK (hun havde spået mig i hånden og vi fnisede begge to) og andre helt utydelige sms’er fra Laurie i New York. Jeepen følger efter vores sedan tværs over Sunset og kører forbi husene der er pyntet op med julelys, mens jeg nervøst tygger pebermyntepastiller fra en dåseAltoids uden at det lykkes mig at camouflere min gin-ånde, og pludselig drejer Jeepen også til højre og fortsætter efter os hen mod Doheny Plaza som om den var et fortabt barn. Men idet vi svinger ind i indkørslen, hvor parkeringsportieren og en sikkerhedsvagt løfter hovedet fra deres cigaretter, som de står og ryger under et megahøjt palmetræ, tøver Jeepen et sekund før den fortsætter hen ad Doheny mod Santa Monica Boulevard. Det korte sekund er bevis på at det var os der førte den et eller andet sted hen. Jeg snubler ud af vognen og ser efter Jeepen som langsomt bremser inden den drejer hen ad Elevado Street. Det er varmt, men jeg skutter mig i et par flossede træningsbukser og en flået Nike-hættetrøje der hænger løst på mig fordi jeg har tabt mig om efteråret, og ærmerne er fugtige af en drink jeg spildte i flyet. Det er midnat i december og jeg har været væk i fire måneder. »Jeg tror den bil fulgte efter os,« siger chaufføren, idet han åbner bagagerummet. »Den skiftede bane samtidig med os. Den skyggede os hele vejen hertil.« »Hvad tror du den ville?« spørger jeg.

17

Ellis, Imperial Bedrooms 1. kap  

Under nul. Roman 1987 American Psycho. Roman 1991 Uskrevne regler. Roman 1993 Angiverne. Noveller 1995 Lunar Park. Roman 2006 Af samme forfa...