Page 1


Af samme forfatter bl.a.: Mørkebarnet (2007) Den sorte safir (2007/2013) Det Levende SvÌrd (2010) Den blinde konge (2011) Den tavse prinsesse (2012) Den døde helt (2014) Max Vero Bd 1-5 (2014-16) Natulv (2015)


CECILIE EKEN

Sikkas Fortælling

HØST & SØN


Sikkas Fortælling © Cecilie Eken og Høst & Søn/rosinante ¤ co, København 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 Sikkas Fortælling blev oprindeligt udgivet af Gyldendal i 1997. Pagineringen i denne bog er den samme som i originaludgaven. Omslagsdesign og illustration: BRETH DESIGN v. Mette Breth Sat med Baskerville hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4313-3 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Jette Strömgren

Til Michala

cecilieeken.dk

Høst & Søn er et forlag i rosinante ¤ co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


„under dem dønnede Jorden saa hult, som naar Zeus i sin Vrede pisker med knitrende Lyn den Jord, som dækker Tyfoeus, hist ved Arimabjerg, hvor man siger Tyfoeus blev nedstødt;“ Iliaden, Anden sang, vers 781-783 Oversat af Christian Wilster

5


6


I

S

olen er først lige dukket op over horisonten, dråber af dug glimter endnu på stenfladens sparsomme græstotter. Nær stedet hvor vi står, falder Tauremklippen lodret ned mod bølgerne, hvis slag høres som et dumpt, evigt ekko. I retning af daggryet rejser Chileos, den store ø, sig af havet. Grøn og brunspættet skråner kysten op mod den døde vulkan, der udgør det højeste punkt. Herude fra Tauremøen kan vi altid se vulkanen. Omkring os forbereder de andre plukkere sig med knappe bevægelser. Som så ofte før undersøger jeg både mit eget og min søsters reb, før vi skal ned på klippen. „Det holder ikke meget længere, Halene. Du må bede kimeren om et nyt.“ Med øvede fingre finder jeg de flossede steder. Min søster piller ved kanten af sin grønne chiton og skæver til sit anker, Iankos, der lurer bag hende som en bred, beskyttende skygge. „Det går han aldrig med til, Sikka,“ indvender hun. „Der er stadig syv dage til nymåne.“ Iankos nikker. „Det holder nok indtil da, tror du ikke?“ Jeg sluger et hvast svar. Havde Iankos været bedre til sit arbejde med at fire hende op og ned ad væggen, ville Halenes reb ikke blive så hurtigt slidt. Men hun holder af ham. Hver eneste morgen vælger hun ham som sit anker. En køligsalt brise rammer os, og jeg skutter mig. Halene stryger en mørkebrun hårtot om bag øret og kigger håbefuldt på mig. Jeg holder et særligt trævlet stykke af tovet frem. 7


„Sig til ham, at du har været på væggen hver eneste dag. Du er nødt til ...“ I det samme lyder Kimere Demetrios’ råb: vi skal skynde os. Halene rækker ud efter rebet, der allerede er fastgjort til læderselen om hendes hofter og ben. Jeg nægter at give slip. „Kom nu,“ hvisler Iankos. „Han bliver rasende!“ Jeg rører mig stadig ikke. Den årlige udvælgelse af nye tekaier finder sted om få dage, lige inden nymånefesten, og Iankos har alderen og størrelsen til at blive udtaget til denne gruppe af særligt betroede vagter. Han vil gerne holde sig på god fod med vores herrer for måske at blive en af dem, der sendes til oplæring på kasernen i Polis iført den orange chiton og et par rigtige sandaler. Selv frygter jeg Kimere Demetrios så meget, at mine fødder uvilkårligt bevæger sig i retning af min plads. Men for mange plukkere er styrtet i døden de fire år, jeg har arbejdet på Tauremklippen. „Halene ...“ tigger jeg. Hendes kønne ansigt fortrækker sig i en grimasse, så giver hun sig endelig. „Ja, ja, jeg skal nok spørge. Skynd dig nu bare, så han ikke også bliver vred på dig.“ Lettet overlader jeg hende tovet. Jeg ville ikke selv have mod til at forlange et nyt, men Halene skal nok få overtalt Kimere Demetrios til at udlevere et af reserverebene. „Sikka! Halene! Få så lidt fart på,“ smælder han fra sin hyndeklædte stol inde under solsejlets skygge. Jeg kan ane hans profil mod det hvide stof, den rette ryg, de muskuløse arme. Som alle andre kimerer besidder han en skræmmende skønhed og styrke. „Skynd dig, Sikka. Nu bliver du da for en gangs skyld ikke den sidste.“ Halene puffer mig blidt af sted. Jeg gengælder hendes smil og haster så over mod mit anker, der venter på mig lænet op ad en af stilladsets bjælker. 8


„Tak,“ mumler jeg, da han rækker mig mit eget reb. „Und­ skyld, det tog så lang tid.“ Han svarer mig ikke, men det har jeg for længst vænnet mig til. Vi har arbejdet sammen på klippen, siden han kom til Tauremøen i efteråret. Al den tid har jeg næppe hørt ham udtale mere end en halv snes sætninger. Han gemmer sit ansigt bag et tæppe af filtrede krøller og undgår at se direkte på nogen, især kimererne. Ikke engang sit navn har han røbet, heller ikke for mig. De andre kalder ham bare „Sikkas anker“ og lader ham være i fred. Kun jeg insisterer på at tale til hans tavshed. En sjælden gang imellem får jeg svar. Hans stemme klinger lavt, varmt, jeg har lyst til at høre ham sige mere. Men for det meste bruger han bare tegn: et nik med hovedet, en håndbevægelse. Nu peger han ned mod væggen for at vise, at jeg godt kan begive mig på vej. Heldigvis kan jeg stole på, at han har forberedt alt: rebet er blevet ført gennem taljerne i det simple træstillads, der rager ud over klippesiden, så tovet ikke skraber imod kanten. Kimere Demetrios overvåger mig, mens jeg fastgør rebenden til min sele og spænder den tynde signalsnor til mit håndled. Halene er ved at gøre sig fri af sit reb. Jeg vover ikke at vente på udfaldet af hendes møde med kimeren, men fæstner min kurv til bæltet og træder hen til klippekanten. Mit anker sikrer sig, at begge liner er halet stramt ind. Smagen af det tørre brød, jeg fik at spise til morgenmad, dukker op i min mund, da jeg går ned i knæ. Prøvende rusker jeg i knuden ved selen, men den holder. Skønt mine hænder kender bevægelserne, virker de famlende, klodsede, da jeg griber fat i den yderste bjælke og lader benene glide ud i den tomme luft. Som altid tøver jeg, før jeg betror hele min vægt til rebet. Først læner jeg mig bagover, til kun mine fødder rører klippesiden, så slipper jeg og mærker trækket fra selens remme om taljen og lårene. Mit hjerte hamrer, mine ben sitrer. 9


“Klar!“ Råbet overdøves næsten af bølgernes dundren dybt nede, alligevel hører mit anker mig og begynder at fire. Mens jeg hoppende bevæger mig nedad, mumler jeg hen for mig selv. Jeg fortæller en historie, skønt kimererne har forbudt de gamle beretninger om guder og helte. Min bedstemor lærte mig den for mange vintre siden, dengang hun viste mig, hvordan jeg skulle spinde reb af havets seje, sorte tang. Vi sad i læ op ad muren ved enkernes sovehus, og jeg gentog sætning efter sætning, fulde af forældede ord, jeg måtte have forklaret. Hver strofe snoede hun ind i min hukommelse, som hendes krogede fingre snoede tangen. Hun havde historien fra sin mormor, der havde den fra sin mormor igen, begge bar de som hun navnet Sikka. I hemmelighed lod hun deres fortælling gå videre til mig, for jeg har arvet det gamle navn, der kun bruges i vores slægt. Ingen andre kender til den, end ikke Halene, for kimererne vredes mod enhver, der ikke har glemt fortidens historier. Kongedatteren i min fortælling hedder også Sikka. Men hun er modig og stærk, ikke frygtsom og svag. Jeg hvisker altid historien om hende og Atheus her på klippen, for mig selv og for blæsten, jeg samler mig om de rytmiske, syngende strofer for at glemme afgrunden under mine fødder: „Lyt, I mennesker og guder, om kongedatteren Sikka og Cimerons drot Atheus, den dristige helt, vil jeg berette. Sammen de mødte det udyr, der dvæled dybt under b ­ jerget tæt ved kong Yereas’ knejsende borg og hen over hans rige hjerteformørkende frygt udspredte til skade for landet.“ Det værste er overstået, det skal nok gå. Snart kommer Halene også, og så har jeg hende at skæve til. Det hjælper mig altid at betragte hendes sikre, ubesværede bevægelser. Hun har det ikke som mig, ved jeg. Tværtimod nyder hun arbejdet som tauremplukker, som vores mor gjorde det før hende. „Det 10


hjælper ikke noget at være bange,“ siger hun altid. Jeg ønsker tit, at jeg lignede hende, for hver morgen må jeg kæmpe mod kvalmen og lammelsen. Nogle gange er jeg vis på, at i dag styrter jeg ned, og jeg kan næsten ikke få min krop til at lystre. Som regel ser Halene det og forsøger at berolige mig, så godt hun kan. Men der er ingen vej udenom: ned på væggen må jeg for at høste det blå mos, taurem, som kun vokser her, hvor vinden bærer havets salte fugt ind mod den stejle kyst. Selvom jeg frygter faldet, frygter jeg nemlig kimererne endnu mere. Hvis jeg nægter at adlyde dem, tvinger de mig ved hjælp af Smerten, den følelse af dræbende kulde de har kraft til at påføre almindelige mennesker. Engang for mange år siden så jeg en kimere straffe en køkkenkone, der havde stjålet af maden. Han løftede blot sin ene hånd, og hun faldt om for hans fødder med hovedet gemt i hænderne og bare skreg og skreg. Efter den dag kunne hun ikke tale ordentligt og fik underlige rysteture, som om hun frøs trods sommerheden. Senere blev hun syg og døde. Min mor siger, at hun har oplevet det før: „Sæt jer aldrig op mod kimererne, det ender kun i ulykke. Når bare I adlyder dem, vil de aldrig lade jer sulte eller arbejde for hårdt.“ „Årh, pjat,“ svarer Halene altid, „vi behøver vel ikke at adlyde dem i ét og alt, gør vi?“ Så ler min mor som regel og siger, at hun ligner sin far, og nogle gange får vi hende overtalt til at fortælle, om dengang hun selv var plukker, og han var hendes anker og gjorde alt muligt forbudt for at imponere hende. Men inderst inde ved jeg, at min mor har ret: Det ender i ulykke at sætte sig op mod kimererne. Derfor bider jeg tænderne sammen og hvisker for mig selv. „Mangen navnkundig helt havde alt den bedagede konge sendt under bjerg for at dræbe det hærgende væsen 11


der røvede spæde børn og gemte dem bort i sin hule, dog – ingen rustningsklædt kriger modstod det skrækkelige udyr, et isnende dyb var dets gab, og som natten dets sorte blik; slog det med halen, skælvede jorden i rædsomme drøn under heltenes fødder. Ikke én mand i kong Yereas’ rige evned den fjende at knuse, alle kasted de fra sig i gru de guldbeslåede skjolde og lansen med kobberskarp spids, hastigt som vinden fra vest på stormfjed bortiled de, gemte sig væk i fjerne egne og viste sig aldrig for kongen. Uhindret hentede uhyret atter et jamrende barn til sin hule, ingen vovede længere at ende den grusomme jagt.“ Til venstre for mig får jeg øje på en klump mos, og jeg hiver to gange i snoren, der forbinder mig med mit anker. Rebets bevægelse standser med et ryk. Med foden får jeg fæste nær mosset, tager den flade tang fra bæltet, løsner de blålige trævler fra stenen og lader dem glide ned i kurven. Jeg sørger omhyggeligt for ikke at røre mosset. For alle andre end kimererne er taurem en kold, ædende gift, hvad enten man får det på kroppen eller spiser det. Mere end en gang har jeg fået ætset åbne sår på fingrene, fordi jeg havde for travlt. Al den taurem, vi høster, bliver bragt til gården på øens sydspids. Her arbejder de voksne kvinder i tørreriet og køkkenet sammen med de små piger, og drengene hjælper de ældre mænd i tauremmøllen overvåget af Kimere Tamestras. Ved nymåne kommer et skib sejlende fra Chileos med træ, klæde, redskaber og den mad, vi ikke selv kan skaffe os på denne golde stenblok i havet. Med tilbage til hovedstaden Polis for foden af den udslukte vulkan fragter skibet krukker med det blå støv, som kimererne sætter højere end guld. De drikker det i deres vin, eller de indånder røgen af taurem. Efter sigende giver det dem vidunderlige drømme. Nogle mener endda, at de får deres styrke fra mosset. 12


„Nu veråb og klage bestandigt fyldte den prægtige kongs­­ gård, hverken ved dag eller nat den bedagede hersker undte sig ro, stedse han søgte at finde en måde at redde sit land. Hos ham sad altid hans datter, Sikka, den fagre, som sagdes at ligne gudinderne både i blomstrende skønhed og kløgt, hun havde lært at agte på fuglenes jærtegn og tyde en drøm. Men end ikke hun vidste råd, og stort var hendes mismod. Da kom en ukendt kriger til kongens stoltknejsende borg mellem de glitrende marker og frugttræers svalende lunde. Rank som det prægtigste træ i skoven han var, høj af vækst, dog lig den fnysende tyr over brystet; lys beboed hans blik, og under den purpurfarvede kappe rustning og våben han bar.“ Jeg er i gang med min tredje klump mos, da Halene kravler ud over kanten og vinker beroligende ned til mig. Rebbyttet har forsinket hende, og jeg beslutter at lade noget af mit taurem glide over i hendes kurv, når vi kommer op igen. I det mindste vil jeg gøre det, hvis hun giver mig lov. Kimere Demetrios forventer en fuld kurv inden middagspausen, ellers bliver både anker og plukker irettesat. Det hænder nu sjældent. Kimererne slår os aldrig, de rører os end ikke, hvis det kan undgås. Heller ikke Smerten dræber os, men truslen om den sikrer dem vores lydighed. Hvert femte år sender Arkaion, kimerernes øverste råd, to nye ledere til Tauremøen og lader de tidligere vende tilbage til hovedstaden. Men de nye er altid som de forrige: smukke, stærke, bestemte. Kun få – som Halene – tør sige dem imod. Engang da jeg havde skadet hånden særlig slemt på mosset, forlangte hun, at Kimere Demetrios skulle lade mig hvile resten af dagen. Han adlød hende. Indimellem lister hun sig også ud af sovehuset for at møde Iankos efter mørkets frembrud, skønt det er imod reglerne, og tekaierne holder vagt. 13


Hver gang ligger jeg søvnløs af skræk, til hun vender tilbage. Ud på natten glider hun lydløst ned på madrassen ved siden af min og lægger sig til rette med et dybt, lykkeligt suk. Først da slapper jeg af. „Straks blev han ført frem for drotten, der gerne lod bægerne fylde, gæsten bød han den skummende vin og hilste ham venligt: Velkommen hertil skal du visseligt være, du fremmede helt. Sæt dig der i den funklende højstol, at du kan sidde mig næst, og sig os så, ukendte, hvorfra du kommer, og hvem du er.“ I hastig dans bevæger mine hænder og fødder sig hen over klippen. Da jeg begyndte som plukker, sled jeg huden til blods, nu mærker jeg ikke længere stenens ruhed. Sveden viser sig allerede på min pande. På hele væggen arbejder de andre piger så hektisk som jeg. Også Halene skynder sig, adræt hager hun sig fat i et fremspring og når et rigt område. Når vi som små havde tjeneste i køkkenet og samlede tang og muslinger på stranden nær gården, turde hun som den eneste kravle op til søfuglenes reder allerøverst på klipperne. Hun kom altid hjem med flest æg. Dengang blev vi passet af min bedstemor, mens vores forældre arbejdede på Tauremvæggen. Så snart vi blev store nok til at få plads i tørreriet, besluttede kimererne imidlertid, at min bedstemor skulle tilbage til Chileos. De fleste af os er født herude på Tauremøen, men når vi bliver gamle, sender de os altid tilbage til den landsby på Chileos, hvorfra vores fædrene slægt i sin tid kom. De unge dér tager sig så af os. Herude bor ingen, der ikke kan arbejde for føden. Jeg græd, da jeg hørte, at hun skulle rejse, hverken mine forældre eller Halene kunne trøste mig. „Tag mig med, bedstemor!“ bad jeg, selvom jeg vidste, at det ikke kunne lade sig gøre. 14


I stedet flettede jeg et reb til hende, nogen anden gave havde jeg ikke at give hende med. Hver ledig stund brugte jeg på det, hvert eneste ord af den hemmelige fortælling hviskede jeg for mig selv, og rebet blev længere end noget andet på Tauremøen, tyndt og stærkt, snoet på den helt specielle måde, hun havde lært mig. Halene stjal noget fedt og hjalp mig med at gnide det ind, så det kunne holde længe. Min bedstemor blev glad og tog det med sig, da hun rejste. I dag synes jeg, det var en fjollet gave. Jeg kunne have samlet perlemorsstumper på stranden og lavet en smuk kæde af dem. Men heller ikke en halskæde ville have været hende til megen nytte. Ved næste nymåne hørte vi fra sømændene på skibet, at hun aldrig var nået til Chileos i live. Inden ankomsten havde de fundet hende siddende i forstavnen, smilende. Jeg tænker på hende hver gang, jeg fortæller den historie, hun gav mig. „Ham gensvared på stand den helt med de lysende øjne: Jeg bærer navnet Atheus, konge jeg er af et strålende rige, landet Cimeron, der ligger hinsides bjergene vest herfor. Derfra jeg drog, thi min spæde broder, et lam hos sin amme, bort fra min borg af et skrækkeligt udyr blev stjålet. Dage og nætter har jeg nu søgt dette hærgende væsen for at slå det ihjel og udfri min elskede broder. Talt. Da rejste sig straks den bedagede konge og sagde: Glæden atter mit hjerte bebor; vær hilset Atheus, for du bringer håb. Sandt er det, at bjerget histovre huser et skrækkeligt udyr, der røver os barn efter barn, for længst har det skræmt alle kække mænd i mit land. Kan du vores fjende ombringe, ikke jeg sparer på gaver, men rigeligt skænker dig kostbare klæder og glimtende guld, endog min datter, Sikka, den fagre, skal så være din.“ Hvor længe kimererne har haft al magt, ved ingen, nogle siger, at de altid havde været her, skønt deres styrke og skøn15


hed ikke synes at høre denne verden til. Selv er jeg sikker på, at der har været en tid, hvor de almindelige ikke trællede for nogen. En tid, hvor fremmede fartøjer måtte lægge til i Chileos’ havne, og hvor ikke kun kimerernes særlige handelsskibe fik lov til at sejle til havets andre øer. En tid, hvor ingen havde hørt om Smerten. Min bedstemors fortælling stammer fra dengang før kimererne. Inden jeg falder i søvn om aftenen, overvejer jeg ofte, om den tid mon kommer igen. Om natten drømmer jeg om skibe, der bærer mig langt væk over havet. Alligevel står jeg troligt op før daggry, når den buldrende tromme vækker os, og vandrer ud til Tauremvæggen. Ikke engang Halene fatter det, når jeg taler om gamle dage eller om at forlade øen. „Er du da helt fra forstanden? Du har vist haft mærkelige drømme igen,“ ler hun bare. På en måde har hun ret: bortset fra tekaierne lærer ingen herude at svømme og styre en båd. De fleste spekulerer ikke så meget over det. „Vi har det jo meget godt her,“ som min far altid siger. Jeg ser hverken ham eller min mor meget, siden Halene og jeg blev udnævnt til plukkere og flyttede til de unge kvinders sovehus. Kun ved nymånetid får vi mulighed for at tale sammen, og både Halene og jeg glæder os til det hver gang. Men jeg tror heller ikke, at mine forældre ville kunne forstå mine drømme. Mit anker ville. Jeg har set ham stirre ud over havet, og indimellem fanger jeg et glimt af hans blågrønne øjne, der synes at sige det, han ikke lader komme over sine læber. Ingen her på øen har den slags lysende øjne. Men mellem os står tavsheden. Jeg er ikke vokset op med ham. Han kom hertil sammen med to andre unge mænd fra Polis, fordi der var mangel på ankere. „Så han taled, og ham gensvared på stand den stolte Atheus: 16


Ikke jeg ønsker mig mere af guld eller kostbare klæder, ej heller en jomfru skønt fager kan vække min attrå, kun til bedrifter og modig dåd står endnu min hu, jeg skal dræbe det hærgende væsen og udfri min broder. Skjulende vel sin bitre harm tog Sikka ordet og sagde: Ret som den stolte hingst der slippes på forårets første græs længes du efter at vise din kraft og din styrke, Atheus. Ingen skal længere opholde dig, selv vil jeg vise dig vejen.“ Længere oppe strækker Halene sig til siden for at nå en stor klump mos. Jeg kan se, at hun signalerer til Iankos, men han giver bare mere reb, og hun glider nedad og mister fodfæstet. Et øjeblik dingler hun frit i luften, så får hun fat med den ene hånd. „Bare rolig, der skete ikke noget,“ råber hun muntert ned til mig. Det irriterer mig: hver morgen vælger hun Iankos som sit anker, skønt han er træg og kluntet, og hun kunne få, hvem hun ville. Alle kan lide Halene, hendes rappe bemærkninger vækker altid latter, også blandt de kølige tekaier. Selv vælger jeg hver morgen mit anker, fordi ingen andre vil have ham. Der er heller ingen, der vil have mig for den sags skyld, jeg er kendt for at være svær at arbejde sammen med. I den tavse yngling fra Polis har jeg imidlertid fundet det bedste anker, jeg nogensinde har haft. Han synes at kende mine ønsker, endnu før jeg rykker i signalsnoren, og hans sikkerhed fylder mig med fortrøstning. Mit blik afsøger væggen omkring mig, så lukker tangen sig om endnu en mosklump. Når vi har været klippen igennem fra ende til anden, kan vi som regel holde tre-fire dages pause omkring nymåne. Så fejrer vi skibets ankomst, og mens ankerne efterser gårdens bygninger og laver andre reparationer, fletter plukkerne det tov, der skal holde den næste måned. Når rebene er færdige, begynder vi forfra på klippen. Kun i 17


den mørke vintertid, hvor mosset næsten ikke vokser, skal vi ikke på væggen hver eneste dag. Nu er foråret dog for længst kommet. Ved næste nymåne afholdes den årlige offerfest. Skibet bringer en levende vædder, der slagtes, når månen står højest. Ikke som gave til nogen gud, det tillader kimererne ikke, men som en hyldest til foråret, der bringer ægteskab og børnefødsler. Natten bliver som regel vild, for tekaierne sørger for vin til de voksne mænd, og vores herrer er væk. Ved nymånefesten samles de alle for at ofre i deres eget tempel, der ligger oppe over Polis nær vulkanens top. Uden kimerernes opsyn bliver alle som overstadige børn: alt er tilladt denne ene nat. Jeg plejer at sidde sammen med mine forældre og betragte de dansende. „Kom nu, Sikka!“ råber Halene af og til og forsøger at få mig med ind i deres syngende, opstemte kreds. Men jeg foretrækker at se på hende: rank, letfodet danser hun bedst af alle. Solstrålerne stikker i nakken, og min korte chiton klæber til ryggen. Til gengæld er min kurv næsten halvt fuld. Jeg har været heldig, endnu varer det noget, før heden tvinger os ind i skyggen. „Talt. Ivrig i hu Atheus nu fulgte med Sikka til bjergenes dyb. Her dvælte uhyret vogtende vel over alle de røvede børn, thi de gav ham kræfter, hvert bytte øged hans magt. Da tændte Sikka et strålende bål, der bortjog al mørke, og helten tog skjoldet på arm og kaldte med lydeligt råb: Vis dig nu, du betvinger af helte og hæslige røver af børn. Bag klippernes mure du skjuler dig dårligt for verdens hævn. Jeg er Atheus, den dristige konge af Cimerons land, din død vil jeg volde for ret at udfri min spæde bror. Først da hans kraftfulde røst som sagte ekko bortdøde, så de det skrækkelige uhyre. Op fra sit skjul det steg, lig stormen den kolde, der hen over himlen fremraser, 18


røgen den blålige stod om dets rædsomme hoved, tænderne glimted, og natsorte øjne stirrede på manden. Da greb frygten den frygtløse helt Atheus, højt han sk...“ I det samme flænger et skrig luften. Jeg klamrer mig til rebet, og tangen glider ud af min hånd. Noget grønt flagrer forbi i randen af mit synsfelt. Endnu inden skikkelsen rammer foden af klippen, ved jeg, hvem det er. Hendes hænder famler forgæves i luften efter et holdepunkt, så slår kroppen med en hård lyd mod stenene og rører sig ikke mere. Lammet stirrer jeg på pigen dernede. Det er ikke sandt. Det må ikke være sandt. En bølge rækker fingre af skum ud mod de fremstrakte arme. Bag hende ligger et langt stykke af tovet som en snoet hale. Mit anker er i gang med at trække mig opad, endnu inden jeg febrilsk signalerer til ham. Jeg kender ordren: fortsæt arbejdet, selvom nogen falder ned, ingen kan alligevel gøre noget. I middagspausen vil to stærke ankere hente hende op, og i aften bliver hun begravet i den tavse hule. Snart vil de stivnede skikkelser omkring mig genoptage deres søgen efter det blå mos. Men jeg vil ikke adlyde. Ikke denne gang. Med rasende kraft hager jeg mig fast i fremspring, stemmer imod med fødderne for at komme hurtigere frem. Snart når jeg toppen af klippen, og mit anker hjælper mig det sidste stykke op over kanten. „Hun ... de havde jo lige ... hvordan?“ gisper jeg. Han kigger blot i retning af Iankos, der stadig står med rebet i hænderne. Signalsnoren er løbet helt ud og forbinder ham endnu med Halene. I hast gør jeg mig fri af selen og linen om mit håndled. Fem lange skridt bringer mig hen til min søsters anker. „Hvad skete der? Hvordan kunne hun falde i et nyt tov?“ Min stemme lyder mærkelig fjern og hård. Uden at svare 19


synker han ned på knæ foran mig, mens han knuger rebet ind til sit bryst. Jeg rusker ham hidsigt. „Hvordan, Iankos?“ De andre ankere skæver til mig, og Kimere Demetrios har rejst sig fra sin plads. „Rebet ... Vi ...“ Han behøver ikke at sige mere. Jeg forstår, at kimeren afviste at give dem et nyt tov, at de var nødt til at tage chancen med det gamle. Med en enkelt bevægelse flår jeg kurven fra bæltet og lader den falde uden tanke for det dyrebare indhold. Så drejer jeg om og styrer direkte i retning af vores herre. Kimere Demetrios gør tegn til tekaierne om at holde øje med de andre og går mig i møde. Den lange, hvide chiton, som kun kimererne må bære, flagrer om hans brede krop. „Hvad laver du, Sikka? Hvem har givet dig lov til at komme op?“ brøler han på lang afstand. Ingen almindelig ved sin fulde fornuft ville vove at udsætte sig for Kimere Demetrios’ vrede. Men jeg standser ikke, før jeg er nået helt hen til ham. Kimeren er mindre end mig, og han må lægge hovedet tilbage for at møde mit blik. „Gå tilbage til dit arbejde, Sikka.“ „Halene er faldet ned! Hvorfor gav du hende ikke et nyt reb?“ Et øjeblik aner jeg hans bestyrtelse, så fatter han sig. „Hvad bilder du dig ind? Hun fik nyt samtidig med alle andre. Hvorfor skulle jeg behandle hende anderledes?“ „Du slog hende ihjel!“ Mit skrig får det til at gibbe i ham. Så genvinder han sin ro. „Sikka, gå tilbage til dit arbejde! Nu!“ Jeg rører mig ikke. Kimeren snapper overrasket efter vejret. „Hvis du ikke adlyder mig, vil du fortryde det. Kom så af sted.“ 20


Mit oprør er vanvittigt. Jeg kan intet stille op mod Smerten. Alligevel bøjer jeg mig ikke. Så hellere knække. „Kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig!“ mumler Kimere Demetrios og løfter sin hånd. Det stikker ved mine tindinger, så følger et jag af kulde, der næsten får mine ben til at give efter. Jeg kan se hans triumf, og jeg hader ham, som jeg aldrig har hadet nogen før. Det føles, som om noget i mig løsner sig. Som et tordenvejr over havet ruller det frem, rasende, vildt. Uden tøven kaster jeg mig mod Kimere Demetrios og griber efter hans hals. Det gør ondt i hver eneste muskel, men jeg slipper ikke det, mine fingre får tag i. Min krop rammer hans. Hårdt. Omkring mig opløser verden sig i flimrende pletter, kun det smukke, fortrukne ansigt foran mig ser jeg. Han falder mod jorden, jeg har fat i hans hår, og mine kræfter overgår selv hans. Langsomt, forbløffet åbnes hans mund, og han skriger, mens hans hoved slår mod klippen, den skærende kulde i min krop tager til, men jeg kan overvinde den, og jeg slipper ham ikke, men hamrer hans hoved ned, igen og igen. Nogen forsøger at trække mig bort, jeg holder fast, han bløder nu, rødt, sitrende rødt, og en sidste gang smadrer jeg hans hoved ned mod stenen og opfanger lyden af kranie, der knuses. I det øjeblik stilner Smerten, og verden ryster under mig, da en skælven fra den døde vulkan breder sig helt ud til Tauremøens rødder.

21

Eken SIKKAS FORTÆLLING (Læseprøve)  
Eken SIKKAS FORTÆLLING (Læseprøve)