Page 1


35448_den_nordiske_børnebog.indd 2

28-09-2016 09:52:12


den nordiske

børnebog

Høst & Søn

35448_den_nordiske_børnebog.indd 3

28-09-2016 09:52:12


Den nordiske børnebog © Rasmus Bregnhøi, Nina Christensen, Bjørn Sundmark, Marna Jacobsen, Brynhildur Thórarinsdóttir, Mia Österlund, Stine Lundberg Hansen, Anita Brask Rasmussen og Lena Ask og Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Jette Aagaard Enghusen Omslagsillustration: Rasmus Bregnhøi Udvalgt og redigeret af Anette Øster Sat med Nexus og Franklin Gothic hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-4488-8 Printed in Denmark 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak for støtte til Nordisk Ministerråd

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

35448_den_nordiske_børnebog.indd 4

28-09-2016 09:52:12


Indhold   7 Anna Enemark: Har vi noget at være fælles om, når det gælder børne- og ungdomslitteratur i Norden?  11 Rasmus Bregnhøi: Rasmus skriver en Nordisk børnebog  27 Nina Christensen: Hvad er børnelitteratur? Hvad kan børn tåle? Hvorfor skrive for børn? Det lange svar på de korte spørgsmål i lyset af Rasmus skriver en Nordisk børnebog  39 Annica Andersson: Våld i hemmet, ensamhet, psykisk ohälsa och annat allvarligt och viktigt i nordisk barnlitteratur  45 Björn Sundmark: Rasmus på luffen i det svenska barnbokslandskapet  57 Vuokko Hirvonen: Den nyeste samiske børne- og ungdomslitteratur  65 Marna Jacobsen: Dyr som budbringere. Lidt om færøsk tavshedskultur  75 Brynhildur Thórarinsdóttir: »Svenske problembøger« i Island – et historisk overblik fra sagaøen  89 Mia Österlund: Att ‘fucka upp’ det nordiska. Mörker, ljus och norrskenseffekter i bilderboken 101 Stine Lundberg Hansen: Den nordiske børnebog som et pædagogisk forhold 111 Anita Barsk Rasmussen: Rasmus udfordrer konsensus 121 Lene Ask: En bog til mig

35448_den_nordiske_børnebog.indd 5

28-09-2016 09:52:12


6

35448_den_nordiske_børnebog.indd 6

28-09-2016 09:52:12


Anna Enemark: Har vi noget at være fælles om, når det gælder børne- og ungdomslitteratur i Norden?

For mindst 10 år siden startede en politisk diskussion i Norden af, hvorvidt man burde indstifte en nordisk børnelitteraturpris. Nordisk Råds litteraturpris er blevet delt ud hvert år siden 1962 og i løbet af de fem årtier som prisen har eksisteret, er den ikke én eneste gang gået til en børne- eller ungdomsforfatter, og ikke én nominering er det blevet til – på trods af at intet i vedtægterne har hindret det. Når end ikke Astrid Lindgren eller Tove Jansson kunne være med i klassen, så var det nok heller ikke en mulighed, at nulevende børne- og ungdomsforfattere ville komme det. Derfor var der politikere som blev ved med at rejse spørgsmålet om vi så ikke skulle indrette en egen pris, særligt for børne- og ungdomsbøger. Det er ikke lige sådan at indstifte en ny pris. De politiske forhandlinger tog lang tid, faktisk flere år. Der var mange bekymrede spørgsmål og kreative forslag undervejs: Vil en ‘børnepris’ ikke forringe prestigen af den eksisterende Nordisk Råds litteraturpris? Findes der virkelig tilstrækkeligt med udgivelser og talentmasse i Norden til at finde en værdig vinder hvert år? Kunne man ikke lave prisen som en lillebror eller -søster til den eksisterende pris med en mindre prissum? Og hvorfor ikke lade et børnepanel eller en Facebook-afstemning afgøre, hvem som skal vinde prisen? Det lykkedes til sidst at få en Nordisk Råds pris for børne- og ung­ domslitteratur med samme prissum og egen bedømmelseskomité. Prisen blev uddelt første gang i 2013 og den er blevet fantastisk mod-

7

35448_den_nordiske_børnebog.indd 7

28-09-2016 09:52:12


taget. Modstanden og usikkerheden er vekslet til stolthed over at have taget beslutningen. For at bakke prisen op afsatte de nordiske kulturministre tillige en årlig sum penge til forskellige aktiviteter, kaldet Løft for nordisk børneog ungdomslitteratur. Det betyder blandt andet flere oversættelser af nabolandenes litteratur, at nordisk børne- og ungdomslitteratur i udlandet kan promoveres samlet, at der findes en forfatterskole for unge, at der er forfatterbesøg på skoler i hele Norden, at fagfolk kan mødes til fagseminarer, og at udgivelser som denne kan understøttes ved hjælp af nordiske penge. Vi har meget at fejre og grundlag for masser af aktivitet fremover i det nordiske samarbejde om børnelitteraturen. Når det gælder børne- og ungdomslitteraturen giver det i dén grad mening at arbejde nordisk. Vi kan finde fælles fodslag om det meste og vi kan udfordre og støtte hinanden og vi kan løfte i fælles flok. Men der findes næppe noget mere ‘sprængfarligt’ end børnelitteratur til at sætte fut i diskussionen om kulturelle forskelle i Norden. Når svenskerne fx redigerer i arvegodset, farer danskerne til tasterne: Svenskerne er blevet gale med al deres politiske korrekthed og selvcensur. Diskussionen bringer sjældent noget nyt eller frugtbart med sig eller giver os større indsigt i hinandens tankegang i forhold til at skrive og tegne for børn og unge. Derfor er jeg så glad for, at Rasmus Bregnhøi har skrevet og tegnet Rasmus skriver en Nordisk børnebog til os allesammen. Rasmus skriver en Nordisk børnebog er for mig, den fortættede og humoristiske udgave af en diskussion jeg længe har været vidne til i det nordiske; hvad kan og måske ligefrem bør man skrive for børn, om kunst og forskelige syn på børn og barndom og ikke mindst om fordomme og forestillinger om hinandens (nabolandenes) børnelitteratur. Rasmus Bregnhøi peger ikke fingre af nogen, men holder et spejl op. Jeg tror, at han vitterligt selv har gjort de overvejelser, som Rasmus i bogen gør. Det er overvejelser, som jeg vil tro at rigtig mange forfattere og illustratorer, som skriver og tegner for børn i Norden,

8

35448_den_nordiske_børnebog.indd 8

28-09-2016 09:52:12


har gjort sig. Og det spændende er, at vi i Norden ikke har samme mening om de temaer som Rasmus tager op. Vi tænker og udtrykker os forskelligt og vi har så meget at lære af hinanden – hvis vi altså er nysgerrige ... I denne antologi er der rig mulighed for at få stimuleret nysgerrigheden og forhåbentligt bringer den samtalen om børne- og ungdomslitteratur videre. Dét var netop blandt intentionerne med en pris og et løft for nordisk børne- og ungdomslitteratur: At udbrede kendskabet til hinandens litteratur, styrke den faglige dialog og stimulere fremkomsten af nye udgivelser. God fornøjelse! Anna Enemark Senior Rådgiver / Kultur Norden Nordisk Ministerråd

9

35448_den_nordiske_børnebog.indd 9

28-09-2016 09:52:13


10

35448_den_nordiske_børnebog.indd 10

28-09-2016 09:52:13


Rasmus Bregnhøi: Rasmus skriver en Nordisk børnebog

11

35448_den_nordiske_børnebog.indd 11

28-09-2016 09:52:13


35448_den_nordiske_børnebog.indd 2

28-09-2016 09:52:12


Nina Christensen: Hvad er børnelitteratur? Hvad kan børn tåle? Hvorfor skrive for børn? Det lange svar på de korte spørgsmål i lyset af Rasmus skriver en Nordisk børnebog

Titlen på Rasmus Bregnhøis billedfortælling Rasmus skriver en Nordisk Børnebog refererer indirekte til enkle titler af typen Oliver tager til stranden eller Jasmin bager en kage. Sådanne småbørnsbøger præsenterer typisk en realistisk fortælling fra det lille barns hverdag i et enkelt sprog. Bøger som Totte-bøgerne, Kaj-bøgerne og i nyere tid Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøis Ib-bøger er mange børns første møde med skønlitteratur, og de er mange forældres første møde med fiktion for børn i adskillige år. I brede kredse forbindes børnelitteratur ofte med sådanne enkle tekster eller med den meget velfunderede kanon af børnebøger, som findes i de fleste boghandlere og indkøbes i stort tal som gaver til barnedåb eller fødselsdag. Denne kanon går på tværs af historie og landegrænser. Fra 1800-tallet finder man på boghylderne H.C. Andersens eventyr, Brødrene Grimm og norske Asbjørnsen og Moes folkeeventyr, samt en række børnerim og remser. Svenske Elsa Beskows eventyr og fortællinger om Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla er fra første halvdel af 1900-tallet, og også britiske klassikere som Lewis Carrolls Alice i Eventyrland (1865), Kenneth Grahames Vinden i piletræerne (1908) og A.A. Milnes Peter Plys (1929) er ældre tekster. Til den fælles nordiske kanon af ældre litteratur, der stadig genudgives

27

35448_den_nordiske_børnebog.indd 27

28-09-2016 09:52:24


og læses, hører værker af Astrid Lindgren, Thorbjørn Egners fortællinger om Folk og røvere i Kardemomme by, Tove Janssons Mumi-bøger og Halfdan Rasmussens børnerim. Dét er børnelitteratur, vil mange mene, men for forskere, undervisere og formidlere, vil denne kanon være tekster, der stadig kan læses og læses højt, men som også er historiske tekster, som er knyttet til en bestemt periode og dens opfattelse af, hvad litteratur og barndom er. Rasmus skriver en Nordisk børnebog diskuterer, hvad børnelitteratur er, hvem den henvender sig til, hvordan den skal skrives, og hvilket indhold der bør tolereres. Bregnhøis satire peger i sin tematisering af bøger om død, konflikter, håbløshed, seksualitet, herunder incest, og politisering på ‘det grænseoverskridende’ som typisk for den nordiske børnebog. Den britiske billedbogsforsker og -formidler Janet Evans har for nylig udgivet en antologi med den sigende titel Challenging and Controversial Picturebooks (2016), og her finder man da også talrige eksempler på nyere nordiske billedbøger, bl.a. skrevet og tegnet af Oscar K. og Dorte Karrebæk samt norske Gro og Kaia Dahle, der således indgår i kategorierne ‘udfordrende’ eller ‘kontroversielle’. Men hvorvidt en bog, en film, en tv-udsendelse eller et billede i en avis opfattes som grænseoverskridende, afhænger af den etablerede forestilling om, hvad der er tilladt i en bestemt kulturkreds i en specifik periode. Den mere eksperimenterende del af børnelitteraturen mødes ofte med spørgsmål som »Er det (børne)litteratur?«, »Er det for børn?« og »Hvad er formålet med en sådan børnebog?«. Jeg vil derfor med udgangspunkt i Rasmus skriver en Nordisk børnebog på de følgende sider pege på nogle af de meget forskellige opfattelser af barndom, af litteratur, og børnelitteraturens opgaver, der florerer omkring disse umiddelbart enkle spørgsmål.

Hvad må man skrive om for børn? H.C. Andersen skrev d. 10. februar 1835 til sin ven digteren B.S. Ingemann: »Jeg er begyndt på nogle Eventyr fortalt for Børn, og jeg tror de lykkes mig«. Det mente samtidens anmeldere ikke nødvendigvis var tilfældet. En af dem bemærkede, at eventyr er »aldeles uhensigtsmæssig« læsning for børn, de er sågar direkte skadelige, og han af-

28

35448_den_nordiske_børnebog.indd 28

28-09-2016 09:52:24


slutter sin anmeldelse med at opfordre forfatteren til ikke fremover at »spilde sin Tid paa at skrive Eventyr for Børn«. Eksemplet peger på, at indholdet i tekster for børn har været forhandlet mellem forfattere, kritikere og publikum lige siden et marked for fiktion for børn langsomt begyndte at udvikle sig i midten af 1700-tallet. På det tidspunkt var formålet med en stor del af både voksen- og børnelitteraturen at indgå i dannelsen af en harmonisk, oplyst og velfungerende borger i et samfund baseret på en klar skelnen mellem dyder og laster. Ved at læse om karakterer, der inkarnerede efterstræbelsesværdige dyder og som klarede sig godt, kunne både børn og voksne lære, hvordan man skulle opføre sig. Tilsvarende kunne børn ved læsning af såkaldte »ulykkeshistorier«, der fortalte om børn, som fx overhørte forældrenes advarsler om mulige farer, bringes til at forstå, at man sandsynligvis ville omkomme eller i det mindste få et dårligt liv, hvis man ikke fulgte de voksnes råd eller valgte lasten frem for dyden. Når diskussioner omkring børne- og ungdomslitteratur i dag problematiserer, om man kan udgive en billedbog, hvor hovedpersonerne fx bander eller ryger hash, bygger kritikken også på denne historisk velfunderede forestilling om, at fiktive karakterer skal være gode eksempler til efterfølgelse. Kritikken af Astrid Lindgrens Pippi-figur, som netop ikke levede op til datidens idealer om et velopdragent barn, kan ses på denne baggrund. I stedet for at lade Pippi inkarnere et tilpasningsdygtigt barn bidrog Astrid Lindgren til at etablere et nyt ideal om den frie, antiautoritære og ikke mindst humoristiske barnekarakter. Rasmus skriver en Nordisk børnebog henviser måske i endnu højere grad til en anden meget, meget hyppigt tilbagevendende diskussion omkring børnelitteratur: Spørgsmålet om, hvorvidt indholdet i tekster for børn bør give udtryk for et positivt og optimistisk livssyn, det der i en engelsksproget kontekst kaldes »an ethics of hope«. Igen kan en lille historisk ekskurs sætte tingene lidt i perspektiv. Før 1700-tallet var det håb, der blev givet udtryk for i tekster for børn, at man kunne komme i himlen. Dét var livets endemål, og derfor skulle gode forældre og lærere give deres børn en katekismus, så barnet kunne lære de ti bud, fadervor og trosbekendelsen. Størstedelen af udgivelser for børn var dengang religiøse tekster, herunder også beskrivelser af børn, der døde

29

35448_den_nordiske_børnebog.indd 29

28-09-2016 09:52:24


på from vis i tillid til Gud. Sådanne tekster afspejlede naturligvis en tid med meget høj børnedødelighed. Bøger, som nogle i dag vil se som udtryk for religiøs indoktrinering eller for et fokus på døden, som er skræmmende for børn, kan i lyset af bøgernes samtid også opfattes som et tegn på omsorg for barnets ve og vel – også efter døden. Heller ikke i H.C. Andersens tekster er døden fremmed: Den lille pige med svovlstikkerne bliver af en engel bragt op til sin mormor, væk fra kulde, sult og angst. H.C. Andersen afslutter eventyret med at fortælle, hvordan nytårssolen står op »over det lille Lig, der sad med Svovlstikkerne«. Ikke desto mindre lagde langt de fleste udgivelser for børn frem til 1970’erne op til, at den positive slutning og den forbilledlige karakter var central i børnelitteraturen. I de udbredte serier af drenge- og pigebøger, som Flemming-bøgerne eller Susy-bøgerne, hyldes den raske dreng og pige, der klarer skærene ved deres gode humør og sunde fornuft, og som måske nok af og til bryder med de givne normer, men ikke i udpræget grad udfordrer den etablerede orden og samfundets fornuftige indretning. På tværs af de nordiske lande ændrer dette sig fra omkring 1967, og i dansk sammenhæng repræsenterer Bent Hallers Katamaranen (1976) det markante brud. I denne ungdomsroman konfronteres man kapitel for kapitel med voksne, der på ingen måde kan anses for at være fornuftige autoriteter. Tværtimod er de egoister, der kun tænker på opfyldelsen af deres egne behov, de drikker, de slår deres børn og lever i kærlighedsløse parforhold. Børnene på deres side føler sig overladt til sig selv, mobning, aggression og vold præger deres samvær, de udsætter hinanden for seksuelle overgreb, begår kriminalitet og kan i fortvivlelse begå selvmord. Med denne beskrivelse af børn og unges liv satte Haller et meget stort spørgsmålstegn ved forestillingen om børnelitteratur, som opbyggelige fortællinger om forbilledlige karakterer og ved barndommen, som en beskyttet og lykkelig livsfase. Dermed ikke sagt, at der ikke blev givet udtryk for håb i Hallers roman; håbet lå blot i den potentielle revolutionering af samfundet. Romanens eneste positivt skildrede voksne forsøgte at formidle denne mulighed til bogens hovedperson, uden at man dog som læser fik indtryk af, at en sådan gennemgribende forandring var sandsynlig eller nært forestående. I Rasmus skriver en Nordisk børnebog peger Bregnhøi på

30

35448_den_nordiske_børnebog.indd 30

28-09-2016 09:52:24


videreførelsen af arven fra 1970’erne i form af selvoptagede, egoistiske forældre og forfattere af børnelitteratur, der insisterer på at skrive om seksuelle overgreb og depression. Billedfortællingen vækker til diskussion af, om det at overskride tabuer eller at tale om de ting, man ikke nødvendigvis har lyst til at tale om, er godt i sig selv.

Hvordan må man skrive for børn? Alt er ikke død og ulykke, hverken i Rasmus skriver en Nordisk børnebog eller i børnelitteraturen som sådan. Allerede fra den første stribe optræder en mærkelig, grotesk smilende Humpty Dumpty-agtig figur ved siden af forfatter-illustratorens alter ego. Humpty Dumpty stammer fra den folkelige rim og remse-tradition og bevæger sig herfra ind i Lewis Carrolls Alice i Eventyrland, som kan betragtes som den realistiske, dystopiske børnelitteraturs diametrale modsætning. Med Alice bevæger læseren sig ind i et univers, hvor den genkendelige virkelighed, sproget og hovedpersonens krop og selvforståelse forvandles til ukendelighed med på en gang meget morsomme og lidt skræmmende resultater. Sprog er i dette tilfælde i høj grad også leg og materiale, der kan formes og skabe nye verdener. Hos Bregnhøi dukker Humpty Dumpty op i selskab med en and, en nisse og et spøgelse, fx idet forfatter-illustratoren lægger kyniske planer om at »huske at tage børnene som gidsler i min egen frustration over livets nedture«. Senere forvandles nissen og anden til hovedpersoner på et farvestrålende billede af nisse-mekanikeren, der udfører en reparation på en ande-flyvemaskine. Her lyder teksten: »Ikke langt derfra, var en Nisse ved at klargøre sit fartøj FARTØJ til den store Parade.« Nisseparaden, inklusiv ande-flyvemaskinerne, invaderer da også slutbilledet, indtil de i den lille epilog gør forfatter-illustratoren selskab i en fredelig havescene, hvor forfatteren tilskriver de løse ender »det uudgrundelige«. De talende dyr, placeringen i haven og fremhævelsen af det gådefulde peger i retning af 1800-tallets forestilling om en naturlig forbindelse mellem barn, fantasi, natur og poesi. I forlængelse af denne tradition er (børne)litteratur en særlig form for kunstnerisk bearbejdet sprog, skabt af individer med et særligt kreativt geni. Barnet og kunstneren som figurer forenes i denne optik i kraft af deres umiddelbarhed, deres legende tilgang til verden, men det er kunstnere, der kan skabe

31

35448_den_nordiske_børnebog.indd 31

28-09-2016 09:52:24

DEN NORDISKE BØRNEBOG Læseprøve