Page 1


M AZE RU N NER 1 LA BY RINTEN


J A M E S D AS H N ER

L a by r i n t e n P Å D A N S K V E D T H O M A S M U N K H O LT

HØST & SØN


Maze Runner 1. Labyrinten er oversat fra amerikansk af Thomas Munkholt efter The Maze Runner Copyright © 2010 by James Dashner and Random House Children’s Books, New York Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Peter Stoltze Omslagsillustration: »THE MAZE RUNNER« film artwork © 2014 Twentieth Century Fox Film Corporation. All Rights Reserved. Sat med Janson Text hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3673-9 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Lynette. Denne bog var en tre år lang rejse, og du tvivlede aldrig.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Han rejste sig op og begyndte sit nye liv omgivet af koldt mørke og stillestående, støvet luft. Metal skrabede mod metal. Gulvet gav et skælvende ryk under ham. Den pludselige bevægelse fik ham til at falde; han kravlede baglæns på alle fire, og sveden piblede frem på panden på trods af den kølige luft. Hans ryg ramte en hård metalvæg. Han fulgte den, til han fandt et hjørne. Han sank sammen på gulvet, trak benene ind til kroppen og håbede, at hans øjne snart vænnede sig til mørket. Med endnu et ryk bevægede rummet sig opad som en gammel elevator i en mineskakt. Skurrende lyde af kæder og hejseværk, der mindede om et gammelt stålværk, rungede og blev kastet tilbage fra væggene med en hul, metallisk hvinen. Den mørklagte elevator svajede, mens den kørte opad, så det vendte sig i drengen og gav ham kvalme. En lugt, der mindede om brændt olie, trængte sig på, og han fik det endnu værre. Han havde lyst til at græde, men der kom ingen tårer; han kunne kun sidde og vente i ensomhed. Mit navn er Thomas, tænkte han. Dén ene ting ... det var det eneste, han kunne huske om sit liv. Han forstod ikke, hvordan det kunne være muligt. Hans sind fungerede fejlfrit og forsøgte at vurdere omgivelserne og omfanget af hans situation. Hans tanker blev oversvømmet med fakta og billeder, erindringer og detaljer om verden, og hvordan den fungerede. Han forestillede sig sne på træerne; 5


at løbe hen ad en vej dækket af efterårsblade; at spise en burger; månen, der kastede et blegt skær på en græsklædt eng; at svømme i en sø; en befærdet plads i en by med hundredvis af mennesker, der alle var travlt beskæftigede med deres gøremål. Og alligevel vidste han ikke, hvor han kom fra, eller hvordan han var kommet ind i den mørke elevator, eller hvem hans forældre var. Han kendte ikke engang sit efternavn. Billeder af mennesker flakkede gennem hans sind, men der var ingen genkendelse, og deres ansigter var erstattet med spøgelses­ agtige farveklatter. Han kunne ikke komme i tanke om nogen, han kendte, eller huske en eneste samtale. Rummet fortsatte sin urolige opstigning. Thomas blev efter­hånden immun over for den uophørlige raslen af kæder, der trak ham opad. Der gik lang tid. Minutterne blev til timer, men det var umuligt at vide med sikkerhed, for hvert sekund føltes som en evighed. Nej, han vidste bedre. Når han lyttede til sine instinkter, vidste han, at han havde været i bevægelse i cirka en halv time. Underligt nok følte han sin frygt blive ført væk som en myggesværm fanget i vinden og blive erstattet af nysgerrighed. Han ville vide, hvor han var, og hvad der foregik. Med en knagen og et metallisk brag stoppede rummets opstigen. Det pludselige ryk kastede Thomas ud af hans sammenkrøbne stilling og hen over det hårde gulv. Han kom på benene og følte rummet svaje mindre og mindre, indtil det til sidst var ubevægeligt. Der blev helt stille. Der gik et minut. To. Han kiggede i alle retninger, men så kun mørke. Han følte igen langs med væggene for at finde en vej ud. Der var intet, kun køligt metal. Han stønnede frustreret, og ekkoet blev forstærket og lød som en forpint klagen. Lyden døde hen, og stilheden vendte tilbage. Han skreg, kaldte på hjælp, bankede på væggene. Ingenting. 6


Thomas bakkede ind i hjørnet igen, lagde armene over brys­ tet og skælvede. Han følte en sitren i brystet, som om hans hjerte ønskede at undslippe, at flygte ud af kroppen. »En eller anden ... hjælp mig!« skreg han så højt, at ordene gjorde ham hæs. En høj metallisk lyd rungede over ham, og han gispede forskrækket, da en lige linje af lys bredte sig hen over loftet, og Thomas så, at sprækken udvidede sig. Et par skydedøre blev tvunget op med en tung, skurrende lyd. Efter så lang tid i mørke skar lyset i øjnene, og han kiggede væk og dækkede for ansigtet med begge hænder. Han hørte lyde over sig – stemmer – og frygten knugede hans bryst. »Se lige den shank.« »Hvor gammel er han?« »Han ligner en klunk i en T-shirt.« »Du kan selv være en klunk, shuckfjæs.« »Seriøst, det lugter af sure tæer dernede!« »Håber, du nød envejsturen, bønne.« »Der er ikke nogen returbillet, brormand.« Thomas blev ramt af en bølge af forvirring og skoldhed panik. Stemmerne var sære og brugte ord, der virkede fremmede, mens andre virkede bekendte. Han skelede op mod lyset og de talende og tvang sine øjne til at se. Først kunne han kun se urolige skygger, men snart forvandlede de sig til menneskeskikkelser – folk, der stod bøjet ind over hullet i loftet og kiggede ned på ham og pegede. Så blev ansigterne tydelige, som om linsen på et kamera blev stillet skarpt. De var alle sammen drenge – nogle unge, andre ældre. Thomas vidste ikke, hvad han havde forventet, men synet af ansigterne kom bag på ham. De var kun teenagere. Store børn. Hans frygt fortog sig lidt, men ikke nok til at dæmpe hans hamrende hjerte. 7


Nogen sænkede et reb ned, der endte i en stor løkke. Efter en kort tøven trådte Thomas ind i den med sin højre fod, greb fat om rebet og blev trukket op mod himlen. Hænder rakte ned, mange hænder; de greb fat i hans tøj og hev ham op. Hele verden snurrede, en hvirvlende tåge af ansigter og farve og lys. En storm af følelser sled og rykkede i ham. Han havde lyst til at skrige, græde, kaste op. Koret af stemmer var blevet tavst, men da de trak ham op over den skarpe kant af den mørke kasse, var der en, der talte. Og Thomas vidste, at han aldrig ville glemme ordene. »Hyggeligt at møde dig, shank,« sagde drengen. »Velkommen til Lysningen.«

8


De hjælpende hænder fortsatte med at famle omkring ham, indtil Thomas stod op og fik børstet støvet af sin skjorte og sine bukser. Han var stadig blændet af lyset og usikker på benene. Han var optændt af nysgerrighed, men følte sig for dårlig til at se nærmere på sine omgivelser. Hans nye kammerater sagde ikke noget, da han kiggede hele vejen rundt og forsøgte at overskue det hele. Mens han drejede langsomt rundt i en cirkel, stirrede og fniste drengene, og nogle rakte ud og prikkede til ham. Der måtte være mindst halvtreds; deres tøj var fedtet og svedigt, som havde de været på hårdt arbejde. Alle kropsbygninger og størrelser og racer var repræsenteret, og deres hår var af varierende længde. Thomas blev pludselig svimmel, hans øjne flakkede rundt mellem drengene og det besynderlige sted, han befandt sig. De stod på en stor gårdsplads, flere gange større end en fodboldbane, omgivet af fire enorme mure af grå sten dækket med klynger af tæt vedbend. Væggene måtte være omkring hundrede meter høje og dannede en perfekt kvadrat omkring dem. Præcist ned gennem midten af hver væg var en åbning så høj som væggene selv. Så vidt Thomas kunne se, førte de ud til passager og lange gange. »Se lige den bønnespire,« sagde en skrattende stemme. Thomas kunne ikke se, hvem den tilhørte. »Han vrider sin shucking nakke af led for at tjekke sin nye hybel ud.« Flere af drengene lo. 9


»Hold kæft, Gally,« svarede en dybere stemme. Thomas rettede sin opmærksomhed tilbage mod de mange fremmede omkring sig. Han vidste, at han virkede desorienteret – han havde det, som om han var blevet bedøvet. En høj fyr med lyst hår og markeret kæbe snusede til ham, blottet for følelser. En lavstammet, buttet dreng trippede på stedet og så op på Thomas med store øjne. En tætbygget, muskuløs asiatisk dreng studerede Thomas med stramme skjorteærmer rullet op som for at vise sine armmuskler frem. En mørklødet dreng rynkede panden – det var ham, der havde budt ham velkommen. Utallige andre stirrede. »Hvor er jeg?« spurgte Thomas, overrasket over at høre sin stemme for første gang i det, der kunne reddes af hans hukommelse. Den lød ikke helt rigtig – højere, end han havde forestillet sig. »Ikke noget godt sted.« Det kom fra den mørklødede dreng. »Fred på, stille og roligt.« »Hvilken Vogter får han?« råbte nogen bagerst i flokken. »Det har jeg jo sagt, shuckfjæs,« svarede en skinger stemme. »Han er en klunk, så han ender som slamrakker – ingen tvivl om det.« Knægten fniste, som havde han lige sagt det sjoveste nogensinde. Thomas følte igen den smertende forvirring over at høre så mange ord og sætninger, der ikke gav mening. Shank. Shuck. Vogter. Slamrakker. Drengene sagde dem så naturligt, at det virkede underligt, at han ikke forstod dem. Det var, som om hans hukommelsestab havde stjålet en luns af hans sprog. Det var desorienterende. Forskellige følelser kæmpede om overmagten i hans sind og hjerte. Forvirring. Nysgerrighed. Panik. Frygt. Men gennem det hele løb en mørk fornemmelse af dyb håbløshed, som var hans verden gået under, slettet fra hans hukommelse og erstattet med noget forfærdeligt. Han havde lyst til at flygte og gemme sig. 10


Den skrattende dreng var ved at sige noget. »... ikke engang kan klare den smule. Jeg tør vædde min lever på det.« Thomas kunne stadig ikke se hans ansigt. »Jeg sagde, klap i!« råbte den mørke dreng. »Hvis I bliver ved med at kæfte op, skærer jeg næste pause ned til det halve!« Det måtte være deres leder, indså Thomas. Han hadede, hvordan alle gloede på ham, så han koncentrerede sig om at studere det sted, drengen havde kaldt for Lysningen. Gårdspladsens underlag så ud, som om det var lavet af enorme stenblokke, mange af dem revnede og fyldt med græstotter og ukrudt. En mærkelig, faldefærdig træbygning i et af kvadratets hjørner stod i skarp kontrast til de grå sten. Et par træer omgav den, og deres rødder mindede om krogede fingre, der gravede sig ned i klippegulvet for at søge føde. I et andet hjørne af komplekset var der haver – herfra kunne Thomas se majs, tomatplanter og frugttræer. På den anden side af gårdspladsen var der indhegninger med får og grise og køer. En stor lund fyldte det sidste hjørne; de nærmeste træer så forkrøblede og visne ud. Himlen ovenover var skyfri og blå, men Thomas kunne ikke finde solen, på trods af det klare dagslys. De snigende skygger på væggene røbede hverken tid eller kompasretning. Det kunne lige så godt være tidligt om morgenen som sent på eftermiddagen. Da han åndede dybt ind for at dulme sine nerver, blev han bombarderet med en blanding af lugte. Friskgravet muld, gødning, fyrretræ, noget råddent og noget sødt. På en eller anden måde vidste han, at det var lugte, der hørte til på en bondegård. Thomas kiggede igen på dem, der havde taget ham til fange. Han følte sig kejtet, men ønskede desperat at stille spørgsmål. Fange, tænkte han. Hvorfor dukkede det ord op i mit hoved? Han skannede deres ansigter, betragtede og vurderede de forskellige udtryk. En af drengenes øjne blussede af had og fik ham til at stoppe brat op. Han så så vred ud, at det ikke ville være 11


kommet bag på Thomas, hvis drengen havde forsøgt at dolke ham. Han havde sort hår, og da de fik øjenkontakt, rystede drengen på hovedet, vendte sig om og gik hen til en træbænk ved siden af en fedtet jernstang. Et kulørt flag hang slapt ned fra stangen, men der var ingen vind til at afsløre dets mønster. Thomas betragtede rystet drengens ryg, til han vendte sig om og tog plads. Thomas kiggede hurtigt væk. Pludselig tog gruppens leder – han var måske sytten – et skridt fremad. Han var iført almindeligt tøj: sort T-shirt, jeans, tennissko, et digitalur. Tøjet kom bag på Thomas. Det virkede, som om alle burde være iført noget mere råt – som en fængselsuniform. Den mørklødede dreng havde kortklippet hår, og han var glatbarberet. Men bortset fra den permanente surmulen var der ikke noget skræmmende ved ham. »Det er en lang historie, shank,« sagde drengen. »Du lærer det lidt efter lidt. Jeg giver dig en rundvisning i morgen. Indtil da ... forsøg ikke at ødelægge noget.« Han rakte en hånd frem. »Jeg hedder Alby.« Han ventede og ønskede tydeligvis at give hånd. Thomas nægtede. Instinktet tog over, og uden at sige noget vendte han ryggen til Alby og gik hen til et træ i nærheden, hvor han satte sig ned med ryggen mod den ru bark. Panikken voksede i ham igen, næsten stærkere, end han kunne bære. Men han tog en dyb indånding og tvang sig selv til at forsøge at acceptere situationen. Bare følg med strømmen, tænkte han. Du finder ikke ud af noget, hvis du giver efter for frygten. »Så fortæl,« kaldte Thomas og kæmpede for at holde sin stemme i ro. »Fortæl mig den lange historie.« Alby skævede til sine nærmeste venner og rullede med øjnene. Thomas studerede flokken igen. Hans oprindelige skøn havde været tæt på – der var sandsynligvis mellem halvtreds og tres, lige fra drenge midt i teenageårene til unge voksne som Alby, der åbenbart var en af de ældste. I det øjeblik indså 12


Thomas med et sæt, at han ikke havde nogen anelse om, hvor gammel han selv var. Han blegnede ved tanken – han var så fortabt, at han ikke engang kendte sin egen alder. »Seriøst,« sagde han og opgav at spille tapper. »Hvor er jeg?« Alby gik hen til ham og satte sig ned med korslagte ben. Flokken af drenge fulgte efter og stimlede sammen bag ham. Her og der dukkede hoveder op, og de yngste strakte sig til forskellige sider for bedre at kunne se. »Hvis du ikke var bange,« sagde Alby, »var du ikke et menneske. Havde du opført dig anderledes, ville jeg smide dig i Afgrunden, for det ville betyde, at du var en psykopat.« »Afgrunden?« spurgte Thomas, der mærkede blodet løbe fra ansigtet. »Shuck,« sagde Alby og gned øjne. »Der er ikke nogen let måde at indlede de her samtaler på, forstår du? Vi dræber ikke shanks som dig, det lover jeg. Bare prøv og undgå at blive dræbt – bare overlev.« Thomas indså, at hans ansigt måtte være blevet endnu blegere ved de sidste ord. »Helt ærligt ...« sagde Alby. Han redte hænderne gennem sit korte hår og sukkede dybt. »Jeg er ikke god til det her ... Du er den første bønnespire, siden Nick blev dræbt.« Thomas gjorde store øjne, og en anden dreng kom hen og daskede spøgende til Alby. »Gem det til den skide rundvisning, Alby,« sagde han med en kraftig, fremmed dialekt. »Knægten får et forpulet hjerteanfald – det, han har hørt indtil nu, er jo ingenting.« Han bøjede sig ned og gav hånd til Thomas. »Jeg hedder Newt, og vi vil alle sammen være rigtig glade, hvis du vil tilgive vores nye leder her.« Thomas tog drengens hånd – han virkede meget venligere end Alby. Newt var også højere end Alby, men så ud til at være omkring et år yngre. Hans hår var lyst og langt, og det faldt 13


over skuldrene på hans T-shirt. Blodårerne var tydelige på hans muskuløse arme. »Knyt sylten, shuckfjæs,« gryntede Alby og trak Newt ned at sidde ved siden af sig. »I det mindste forstår han lidt af det, jeg siger.« Der lød spredt latter, og alle flokkedes forventningsfulde bag Alby og Newt for at høre, hvad de sagde. Alby slog ud med armene. »Det her sted kaldes for Lysningen, okay? Det er her, vi bor, her vi spiser, her vi sover – vi kalder os selv for lysboere. Mere behøver du ...« »Hvem har sendt mig hertil?« spurgte Thomas, da vreden til sidst fik bugt med frygten. »Hvordan ...« Men Albys hånd fløj frem, og inden han kunne færdiggøre sætningen, greb Alby fat i Thomas’ trøje og lænede sig frem. »Rejs dig op, shank! Rejs dig op!« Alby rejste sig og trak Thomas med. Thomas fandt langt om længe sine fødder. Han bakkede op mod træet og forsøgte at komme væk fra Alby, der holdt sig helt tæt på ham. »Ingen afbrydelser, knægt!« råbte Alby. »Er du dum? Hvis vi fortalte dig det hele, ville du skide i bukserne og falde død om. Støverne ville slæbe af med dig, og så er du ikke en skid værd, vel?« »Jeg ved ikke engang, hvad du snakker om,« sagde Thomas langsomt og overraskende roligt. Newt lagde en hånd på Albys skuldre. »Alby, slap lidt af. Du gør det bare værre, okay?« Alby slap Thomas’ skjorte og tog et skridt bagud. Hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt. »Jeg har ikke tid til at være flink, bønnespire. Dit gamle liv er forbi, dit nye liv er begyndt. Lær reglerne hurtigt. Lyt, tal ikke. Er du med?« Thomas kiggede hen på Newt og håbede at finde opbakning. Det hele kværnede rundt i ham og gjorde ondt, og tårerne, der endnu ikke var kommet, sved i hans øjne. 14


Newt nikkede. »Du er med, er du ikke, bønne?« Han nikkede igen. Thomas var rasende og havde lyst til at slå på nogen. Men han sagde bare: »Jo.« »Afklaret,« sagde Alby. »Dag Et. Det er, hvad i dag er for dig, shank. Natten er på vej, løberne er snart tilbage. Boksen kom sent i dag, så der er ikke tid til en rundvisning. I morgen, lige efter vækning.« Han vendte sig om mod Newt. »Skaf ham en seng, få ham til at sove.« »Afklaret,« sagde Newt. Alby rettede igen blikket mod Thomas og kneb øjnene sammen. »Om et par uger vil du være glad, shank. Du vil være glad og hjælpe til. Ingen af os fattede en skid på Dag Et, og det kommer du heller ikke til. Dit nye liv begynder i morgen.« Alby maste sig vej gennem mængden og styrede hen mod den skæve træbygning i hjørnet. De fleste af drengene gik deres vej efter på skift at have sendt Thomas et dvælende blik. Thomas lagde armene over kors, lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Tomheden gnavede i hans indre og blev snart erstattet af en sorg, der skar i hans hjerte. Det var alt for meget – hvor var han? Hvad var det her for et sted? Var det en form for fængsel? Hvis ja, hvorfor var han så blevet sendt hertil, og hvor længe? Sproget var underligt, og ingen af drengene lod til at interessere sig for, om han levede eller døde. Tårerne truede igen med at fylde hans øjne, men han nægtede at lade dem komme. »Hvad har jeg gjort?« hviskede han, uden at det egentlig var meningen, at nogen skulle høre ham. »Hvad har jeg gjort? Hvorfor har de sendt mig hertil?« Newt klappede ham på skulderen. »Bønne, det, du føler nu, har vi alle sammen følt. Vi har alle sammen haft en Dag Et efter at være kommet ud af den mørke kasse. Det her er noget klunk, det er det, og det bliver snart meget værre. Sådan er det. 15


Men lidt ude i fremtiden vil du kæmpe. Jeg kan mærke, at du ikke er en skide tøsedreng.« »Er det her et fængsel?« spurgte Thomas. Han gravede i tankernes mørke og forsøgte at finde en sprække ind til sin fortid. »Du har stillet dine fire spørgsmål,« svarede Newt. »Jeg kan ikke give dig nogen gode svar, i hvert fald ikke endnu. Det er bedst bare at tie stille nu. Indstil dig på alt det nye – der er også en dag i morgen.« Thomas sagde ikke noget. Han sænkede hovedet og stirrede på den sprukne klippegrund. Lidt ukrudt voksede langs med en af stenblokkene – bittesmå gule blomster tittede frem, som søgte de efter solen, der for længst var forsvundet bag Lysningens høje mure. »Chuck vil passe godt til dig,« sagde Newt. »En fed lille shank, men en god fyr, når alt kommer til alt. Vent her, jeg kommer tilbage.« Newt havde dårligt talt færdig, før et skingert hyl skar gennem luften. Højt og gennemtrængende. Det næsten umenneskelige skrig gav genlyd over gårdspladsen, og samtlige drenge vendte sig om for at kigge i retning af lydens udspring. Thomas følte sit blod fryse til is, da han indså, at den forfærdelige lyd kom fra træbygningen. Selv Newt havde spjættet, som blev han forskrækket, og han havde rynker i panden. »Shuck,« sagde han. »Kan de skide redderdrenge ikke håndtere den dreng i ti minutter uden at behøve min hjælp?« Han rystede på hovedet og sparkede let til Thomas’ fod. »Find Chuckie og sig, at han har ansvaret for at finde et sted at sove til dig.« Så vendte han sig om og løb hen til bygningen. Thomas gled ned ad det ru træ, til han sad på jorden igen. Han sank sammen mod barken, lukkede øjnene og ønskede, at han kunne vågne af denne frygtelige, frygtelige drøm. 16


Thomas blev siddende et stykke tid, for overvældet til at røre sig. Til sidst tvang han sig selv til at kigge hen på den grove træbygning. En gruppe drenge gik rundt udenfor og kiggede ængsteligt op på de øverste vinduer, som om de forventede, at et hæsligt monster når som helst kunne springe ud i en eksplosion af glas og træ. En metallisk klikkende lyd fra grenene over ham fangede hans opmærksomhed og fik ham til at se op. Et glimt af noget sølvfarvet og et rødt lys fangede hans blik, lige inden det forsvandt om på den anden side af stammen. Han rejste sig hurtigt op, gik rundt om træet og strakte hals for at få et glimt af, hvad han havde hørt, men han så kun nøgne grene, der forgrenede sig som skeletfingre og så omtrent lige så levende ud. »Det var en af de dér kromkriblere,« sagde nogen. Thomas vendte sig om og så en lille, buttet knægt stå i nærheden og stirre på ham. Han var ung – nok den yngste i den gruppe, han havde set indtil nu, måske tolv eller tretten år gammel. Hans brune hår hang ned over hans ører og hals og strøg mod hans skuldre. Blå øjne lyste op i et ellers bedrøvet ansigt, der var rundkindet og rødmosset. Thomas nikkede til ham. »En hvad for en kribler?« »Kromkribler,« sagde drengen og pegede op i træet. »Gør dig ikke noget, medmindre du er dum nok til at røre en af dem.« Han tøvede lidt og tilføjede: »... shank.« Han lød ikke fortrolig med at sige det sidste ord, som om han ikke helt havde fået greb om Lysningens slang. 17


Endnu et skrig, denne gang langt og nervepirrende, rev gennem luften, og Thomas’ hjerte sprang et slag over. Frygten lagde sig som iskolde dugdråber på hans hud. »Hvad foregår der derhenne?« spurgte han og pegede på bygningen. »Det ved jeg ikke,« svarede den buttede dreng. Hans stemme var ikke gået i overgang endnu. »Ben er derinde, hundesyg. De fik ham.« »De?« Thomas kunne ikke lide den hadefulde måde, drengen havde sagt ordet på. »Ja.« »Hvem er de?« »Bare håb på, at du aldrig finder ud af det,« svarede knægten og virkede lidt for nonchalant. Han rakte hånden frem. »Jeg hedder Chuck. Jeg var bønnespire, indtil du dukkede op.« Er det min guide for natten? tænkte Thomas. Han kunne ikke ryste det ekstreme ubehag af sig, og nu blev det blandet med irritation. Intet gav mening. Han havde hovedpine. »Hvorfor kalder alle mig for bønnespire?« Han gav hånd til Chuck og slap den hurtigt igen. »Fordi du er den nyeste newbie.« Chuck pegede på Thomas og lo. Endnu et skrig fra huset; det lød som et udhungret dyr, der blev pint og plaget. »Hvordan kan du grine?« spurgte Thomas, der var forfærdet over lyden. »Det lyder, som om nogen er ved at dø.« »Han skal nok klare sig. Ingen dør, hvis de når tilbage i tide til at få Serum. Det er alt eller intet. Død eller levende. Det gør bare smadder ondt.« Thomas studsede. »Hvad gør smadder ondt?« Chucks blik flakkede, som om han ikke var sikker på, hvad han skulle sige. »Øhm, at blive stukket af strafferne.« »Strafferne?« Thomas blev bare mere og mere forvirret. Stukket. Af strafferne. Ordene klingede grumt af rædsel, og pludselig var han ikke så sikker på, at han ville vide, hvad Chuck talte om. 18


Chuck trak på skuldrene og kiggede væk. Thomas sukkede og lænede sig op ad træet igen. »Du ved åbenbart lige så lidt, som jeg gør,« sagde han, men han vidste, at det ikke var sandt. Hans hukommelsestab var noget underligt noget. Han huskede i det store hele, hvordan verden fungerede, men uden detaljer, ansigter eller navne. Som en bog, der er helt intakt, men mangler hvert tiende ord, så den er elendig og usammenhængende at læse. Han kendte ikke engang sin egen alder. »Chuck, hvor ... gammel tror du, jeg er?« Drengen målte ham op og ned. »Jeg vil gætte på, at du er seksten. Og hvis du skulle være i tvivl: knap en meter og firs ... brunt hår. Nå ja, og grim som grillet lever.« Han grinede for sig selv. Thomas var så forbløffet, at han dårligt nok hørte det sidste. Seksten? Var han seksten? Han følte sig meget ældre. »Mener du det?« Han ledte efter ord. »Hvordan ...« Han vidste ikke engang, hvad han skulle spørge om. »Du skal ikke bekymre dig. Du vil være helt ved siden af dig selv i et par dage, men så vænner du dig til det her sted. Det gjorde jeg. Vi bor her, og sådan er det. Hellere det end at bo i en bunke klunk.« Han kneb øjnene sammen og foregreb Thomas’ spørgsmål. »Klunk er bare et andet ord for lort.« Thomas så på Chuck, ude af stand til at tro, at den her samtale var virkelig. »Hvor fint,« var alt, hvad han formåede. Han rejste sig op og gik forbi Chuck i retning af den gamle bygning – rønne var et mere passende ord. Den var tre eller fire etager høj og så ud til at kunne styrte sammen, hvert øjeblik det skulle være – en vanvittig samling af bjælker og planker, kraftigt sejlgarn og vinduer, tilsyneladende kastet tilfældigt sammen. De enorme, vedbendbevoksede stenmure knejsede bag den. Da han gik hen over gårdspladsen, fik duften af brændt træ og stegt kød hans mave til at knurre. Nu hvor han vidste, at det 19


bare var en syg dreng, der skreg, havde Thomas det lidt bedre. Indtil han tænkte over, hvad der havde forårsaget det ... »Hvad hedder du?« spurgte Chuck bagfra og småløb for at indhente ham. »Hvad?« »Dit navn? Du har stadig ikke fortalt os det – og så meget ved jeg, at du kan huske.« »Thomas.« Han hørte dårligt nok sig selv sige det – hans tanker havde taget en ny drejning. Hvis Chuck havde ret, havde han lige fundet en forbindelse til de øvrige drenge. Et fælles mønster ved deres hukommelsestab. De huskede alle sammen deres navne. Hvorfor ikke deres forældres navne? Hvorfor ikke en vens navn? Hvorfor ikke deres efternavne? »Hyggeligt at møde dig, Thomas,« sagde Chuck. »Bare tag det roligt, jeg tager mig af dig. Jeg har været her en hel måned, og jeg kender det her sted ud og ind. Du kan regne med Chuck, okay?« Thomas var næsten nået hen til hoveddøren og den lille gruppe drenge, der stod forsamlet uden for bygningen, da han blev fyldt af en uventet hidsighed. Han vendte sig om mod Chuck. »Du kan ikke engang fortælle mig noget. Det vil jeg ikke kalde at tage sig af mig.« Han vendte sig om mod døren igen, fast besluttet på at gå ind og få nogle svar. Hvor det pludselige mod og beslutsomheden kom fra, anede han ikke. Chuck trak på skuldrene. »Jeg kan ikke sige noget, der vil hjælpe dig,« sagde han. »Jeg er dybest set stadig en newbie. Men jeg kan være din ven ...« »Jeg har ikke brug for venner,« afbrød Thomas ham. Han var nået til døren, en grim plade af solbleget træ, og da han åbnede den, så han flere uanfægtede drenge stå for foden af en skæv trappe med pilskæve trin og et forvredent gelænder. Mørk tapet dækkede væggene i entreen og forhallen, men halvdelen af det var skrællet af. Den eneste pynt var en støvet vase 20


på et trebenet bord og et sort-hvidt billede af en gammel dame klædt i en lys, gammeldags kjole. Det mindede Thomas om et hjemsøgt hus fra en film. Der manglede endda gulvbrædder. Stedet stank af støv og skimmelsvamp – en stor kontrast til den behagelige lugt udenfor. Lysstofrør blinkede fra loftet. Han havde ikke tænkt over det før nu, men det var egentlig underligt, hvor Lysningen fik strøm fra. Han stirrede på den gamle kvinde på billedet. Havde hun boet her engang? Taget sig af disse drenge? »Hey, se, det er bønnespiren,« udbrød en af de ældste. Med et sæt indså Thomas, at det var den sorthårede fyr, der tidligere havde sendt ham det dræbende blik. Han så ud til at være femten eller deromkring, høj og tynd. Hans næse var på størrelse med en lille knytnæve og lignede en deform kartoffel. »Den shank sked formentlig i bukserne, da han hørte Benny skrige som en lille pige. Skal du have skiftet ble, shuckfjæs?« »Jeg hedder Thomas.« Han var nødt til at komme væk fra den fyr. Uden et ord gik han hen mod trappen, mest fordi den var tæt på, og fordi han ingen anelse havde om, hvad han skulle gøre eller sige. Men fyren trådte ind foran ham og holdt en hånd op. »Vent lige, bønne.« Han stak en tommelfinger i retning af overetagen. »Newbies har ikke lov til at besøge en, der er blevet ... taget. Newt og Alby vil ikke have det.« »Hvad er dit problem?« spurgte Thomas. Han forsøgte ikke at tænke på, hvad drengen havde ment med taget. »Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Jeg vil bare have lidt hjælp.« »Hør på mig, bønnespire.« Drengen skar en sur grimasse og foldede armene over brystet. »Jeg har set dig før. Der er noget muggent ved, at du dukker op her, og jeg vil vide hvad.« En bølge af varme bredte sig gennem Thomas’ årer. »Jeg har aldrig set dig før i mit liv. Jeg har ingen anelse om, hvem du er, og jeg er også fuldstændig ligeglad,« snerrede han. Men 21


hvor skulle han egentlig vide det fra? Og hvordan kunne den her dreng huske ham? Fyren fnøs hånligt, en kort latter blandet med et vådt fnys. Så blev hans ansigt alvorligt, hans øjenbryn skrånede ind mod næseryggen. »Jeg har ... set dig. Der er ikke mange her, der kan sige, at de er blevet stukket.« Han pegede op ad trappen. »Det blev jeg. Jeg ved, hvad lille Benny går igennem. Jeg har selv været der. Og jeg så dig under Forvandlingen.« Han prikkede Thomas på brystet. »Og jeg vil vædde dit første måltid hos Frypan på, at Benny også vil sige, at han så dig.« Thomas fastholdt øjenkontakten, men besluttede sig for ikke at sige noget. Angsten gnavede i ham igen. Ville alting bare blive værre? »Fik strafferne dig til at pisse i bukserne?« snerrede drengen. »Er du en lille smule bange nu? Du har ikke lyst til at blive stukket, vel?« Der var det ord igen. Stukket. Thomas forsøgte ikke at tænke over det og pegede op ad trappen, hvorfra den syge drengs jamren bredte sig gennem bygningen. »Hvis Newt gik derop, vil jeg tale med ham.« Drengen sagde ikke noget, men stirrede på Thomas i flere sekunder. Så rystede han på hovedet. »Ved du hvad? Du har ret, Tommy ... jeg burde ikke være så led ved en newbie. Gå bare ovenpå. Jeg er sikker på, at Alby og Newt nok skal informere dig. Seriøst, gå du bare. Jeg beklager.« Han gav Thomas et let klap på skulderen, tog et skridt bagud og pegede op ad trappen. Men Thomas vidste, at han var ude på noget. At miste en del af sin hukommelse gør ikke en til en idiot. »Hvad hedder du?« spurgte Thomas for at vinde tid, mens han forsøgte at beslutte, om han alligevel skulle gå op. »Gally. Og tag ikke fejl, jeg er den virkelige leder her, ikke 22


de to idioter ovenpå. Mig. Kald mig bare kaptajn Gally.« Han smilede for første gang – hans tænder matchede hans modbydelige næse. To eller tre af dem manglede, og ikke en eneste nærmede sig farven hvid. Thomas fik et pust af hans ånde, der mindede ham om noget modbydeligt, han ikke helt kunne placere. Det vendte sig i ham. »Okay ...« Han var så træt af den fyr, at han havde lyst til at stikke ham en. »Så lad os sige kaptajn Gally.« Han gjorde påtaget honnør og mærkede et skud adrenalin, da han indså, at han lige var gået over en usynlig streg. Et par fnis undslap mængden, og Gally kiggede rundt med røde kinder. Han så tilbage på Thomas med furer i panden og rynker over sin monstrøse næse. »Bare gå ovenpå,« sagde Gally. »Og hold dig fra mig, din lille slintnakke.« Han pegede opad igen, men tog ikke blikket fra Thomas. »Fint.« Thomas kiggede rundt – forlegen, forvirret og vred. Ingen gjorde noget for at forhindre ham i at gøre, som Gally havde sagt, undtagen Chuck, der stod i døren og rystede på hovedet. »Du skal ikke gøre det,« sagde den yngre dreng. »Du er newbie – du må ikke gå derop.« »Gå ...« sagde Gally med et hånligt smil. »Gå bare.« Thomas fortrød, at han var kommet indenfor, men han ville snakke med ham Newt. Han begyndte at gå op ad trappen. Hvert trin knirkede og knagede under hans vægt. Han ville måske være stoppet af frygt for at træde igennem de gamle planker, hvis det ikke var, fordi han forlod en så akavet situation nedenfor. Han gik videre og krympede sig ved hver en splintrende lyd. Trappen ledte op til en afsats, førte videre til venstre og kom til en balkon med adskillige værelser til den ene side. Ved en enkelt dør kom der lys ud gennem sprækken forneden. 23


»Forvandlingen!« råbte Gally nedefra. »Glæd dig, shuckfjæs!« Hånen indgød Thomas mod. Han gik hen til den oplyste dør og ignorerede de knirkende gulvbrædder og latteren nedefra – ignorerede de mange ord, han ikke forstod, og undertrykte de ubehagelige følelser, de vækkede i ham. Han drejede messinghåndtaget og åbnede døren. Inde i rummet sad Newt og Alby bøjet ind over nogen, der lå i en seng. Thomas stak hovedet indenfor for at se, hvad alt postyret drejede sig om, men da han rigtigt så patientens tilstand, gik en isnen gennem hans hjerte. Han måtte kæmpe mod galden i sin hals. Det var kun et hurtigt glimt, men det var nok til at forfølge ham for evigt. En forvredet, bleg skikkelse med bar og frastødende overkrop lå og vred sig i smerte. Stramme, anspændte strenge af sygeligt grønne årer bredte sig som edderkoppespind over drengens krop og lemmer, som reb under hans hud. Blålilla mærker dækkede drengen, røde udslæt, blodige flænger. Hans blodskudte øjne bugnede og pilede fra side til side. Billedet havde allerede brændt sig fast i Thomas’ bevidsthed, da Alby sprang op og spærrede for synet, men ikke for drengens klagen og skrig. Han skubbede Thomas ud af lokalet og smækkede døren bag dem. »Hvad laver du her, bønne?« råbte Alby. Hans læber var stramme af vrede, og øjnene brændte. Thomas følte sig svimmel. »Jeg, øh ... vil have nogle svar,« mumlede han, men han kunne ikke lægge magt bag sine ord, og han mærkede sig selv miste modet. Hvad fejlede den dreng? Thomas lænede sig tungt op ad gelænderet og stirrede ned i gulvet. Han vidste ikke, hvad han nu skulle gøre. »Se at skride ned ad den trappe,« beordrede Alby. »Chuck tager sig af dig. Hvis jeg ser dig igen før i morgen tidlig, er du færdig. Jeg smider dig personligt i Afgrunden, er du med?« 24


Thomas var ydmyget og bange. Han havde det, som om han var skrumpet ind til en lille mus. Uden at sige et ord maste han sig forbi Alby og gik ned ad de knirkende trin, så hurtigt som han turde. Han ignorerede de måbende blikke, især Gallys, gik ud ad døren og trak Chuck med sig ved armen. Thomas hadede disse mennesker. Han hadede dem alle sammen. Undtagen Chuck. »Få mig væk herfra,« sagde Thomas. Han indså, at Chuck måske faktisk var hans eneste ven i hele verden. »Hellere end gerne,« svarede Chuck muntert, som om han kun var glad for at være til gavn. »Men først bør vi skaffe dig noget mad hos Frypan.« »Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan spise igen.« Ikke efter hvad han lige havde set. Chuck nikkede. »Jo, du kan. Vi mødes ved det samme træ som før. Ti minutter.« Thomas var lettet over at komme væk fra huset og gik tilbage til træet. Han var først lige ved at lære, hvad det betød at leve her, og han ønskede allerede, at det ville få en ende. Han ønskede inderligt, at han kunne huske noget om sit tidligere liv. Hvad som helst. Sin mor, sin far, en ven, sin skole, en hobby. En pige. Han blinkede kraftigt flere gange og forsøgte at komme af med billedet af det, han netop havde set i rønnen. Forvandlingen. Gally havde kaldt det for Forvandlingen. Det var ikke koldt, men Thomas gøs igen.

25

James Dashner - Maze Runner - Labyrinten (læseprøve)  
James Dashner - Maze Runner - Labyrinten (læseprøve)  

Træd ind i labyrinten, hvor kun den stærkeste overlever - og den hurtigste undslipper. Maze Runner (1) - Labyrinten er en hæsblæsende og hj...