Page 1


M AZE RU N NER 2 INFER NOET


J A M E S D AS H N ER

Infernoet P Å D A N S K V E D T H O M A S M U N K H O LT

HØST & SØN


Maze Runner 2. Infernoet er oversat fra amerikansk af Thomas Munkholt efter The Scorch Trials Copyright © 2010 by James Dashner and Random House Children’s Books, New York Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: Peter Stoltze Sat med Janson Text hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven Viborg ISBN 978-87-638-3734-7 Printed in Denmark 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Wesley, Bryson, Kayla og Dallin. Verdens skønneste unger.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Hun talte til ham, lige inden verden faldt fra hinanden. Hey, sover du stadig? Thomas vendte sig i sengen og fornemmede et klaustrofobisk mørke omkring sig. Hans umiddelbare reaktion var panik. Han slog øjnene op og forestillede sig at være tilbage i Boksen – den grusomme kasse af koldt metal, der havde ført ham til Lysningen og Labyrinten. Men der var et svagt lys, og langsomt afslørede der sig tætte skygger i hele det store lokale. Køjesenge. Kommoder. Drenge, der sov tungt, trak vejret sagte og snorkede snøftende. Han var i sikkerhed nu. Reddet og bragt til denne sovesal. Der var ikke noget at være bange for. Ikke flere straffere. Ikke mere død. Tom? En stemme i hans hoved. En piges stemme. Han kunne hverken høre eller se hende. Men han hørte ikke desto mindre stemmen, selvom han ikke kunne forklare, hvordan det fungerede. Han sukkede dybt og lod hovedet synke ned i puden. Hans flossede nerver faldt til ro efter den første umiddelbare ­forskrækkelse. Han svarede ved at danne ordene med sine tanker. Teresa? Hvad er klokken? Ingen anelse, svarede hun. Men jeg kan ikke sove. Jeg har sandsynligvis blundet i en times tid. Måske mere. Jeg håbede, at du var vågen og kunne holde mig ved selskab. 5


Thomas forsøgte ikke at smile. Det ville være flovt, selvom hun ikke var i stand til at se det. Jeg havde ikke så meget at skulle have sagt, vel? Det er lidt svært at sove, når nogen taler direkte ind i kraniet på en. Wuah, wuah. Så læg dig da til at sove igen. Nej, det er fint nok. Han stirrede på bunden af overkøjen – formløs og udvisket i halvmørket – hvor Minho lå og trak vejret, som havde han sygelige mængder slim i halsen. Hvad tænker du på? Hvad tror du? På en eller anden måde fik hun projiceret en snert af sarkasme ind i ordene. Jeg bliver ved med at se strafferne for mig. Deres klamme hud og flommefede kroppe, alle deres metalarme og pigge. Det var alt for tæt på, Tom. Hvordan får man nogensinde sådan noget ud af sit hoved? Thomas vidste, hvad han mente om det. De billeder ville aldrig forlade dem. Lysboerne ville være plaget af de forfærdelige ting, der var sket i Labyrinten, lige så længe de levede. De fleste, om ikke dem alle, ville få alvorlige psykiske problemer. Måske endda gå fra forstanden. Særligt ét billede stod ætset ind i hans erindringer, lige så tydeligt som stemplet fra et rødglødende brændejern: hans ven, Chuck, der lå med et knivstik i brystet, blødende og døende, mens Thomas holdt ham. Thomas vidste, at han aldrig ville glemme det. Men i stedet sagde han: Det går over. Det tager bare lidt tid. Du er så fuld af klunk, sagde hun. Jeg ved det. Hvor latterligt var det lige, at han elskede at høre hende sige sådan noget? At hendes sarkasme betød, at det hele nok skulle gå? Du er en idiot, sagde han til sig selv og håbede ikke, hun havde hørt tanken. Jeg hader, at de isolerede mig fra jer andre, sagde hun. Thomas forstod nu godt, hvorfor deres redningsmænd havde gjort det. Hun var den eneste pige, og alle de øvrige 6


lysboere var teenagedrenge – en flok shanks, de endnu ikke stolede på. De gjorde det vel for at beskytte dig. Tjo. Det er nok rigtigt. Hendes ord var ledsaget af en melankoli, der klistrede sig til dem som sirup. Men jeg bryder mig ikke om at være alene efter alt det, vi har været igennem. Hvor førte de dig i øvrigt hen? Hun lød så trist, at han næsten fik lyst til at stå op og lede efter hende, men han vidste bedre. Lige på den anden side af det store fælleslokale, hvor vi spiste i aftes. Det er et lille værelse med et par køjesenge. Jeg er ret sikker på, at de låste døren, da de gik. Jeg sagde jo, de ønskede at beskytte dig. Så skyndte han sig at tilføje: Ikke at du har brug for at blive beskyttet. Hvis det kom til kamp, ville jeg hellere sætte mine penge på dig end halvdelen af de her shanks. Kun halvdelen? Okay, tre fjerdedele. Mig selv inklusive. Der blev stille, men Thomas kunne stadig fornemme hendes nærvær. Han følte hende. Næsten som med Minho, der helt sikkert lå lige over ham, selvom Thomas ikke kunne se ham. Og det var ikke bare på grund af hans snorken. Når nogen er tæt på, ved man det bare. På trods af de seneste par ugers oplevelser var Thomas overraskende afslappet, og snart overvandt søvnen ham igen. Mørket lagde sig over ham, men Teresa var der stadig, lige ved siden af ham – i mere end én forstand. Så tæt, at de næsten ... rørte hinanden. Det var en tilstand uden tidsfornemmelse. Han halvsov og nød hendes tilstedeværelse og tanken om, at de var blevet reddet fra det forfærdelige sted. De var i sikkerhed, og han og Teresa kunne lære hinanden at kende igen. Livet kunne være godt. Sød søvn. Flimrende mørke. Varme. En fysisk glød. En næsten svævende tilstand. 7


Omgivelserne fortonede sig. Alting føltes dæmpet og rart. Mørket var på en eller anden måde betryggende. Han gled ind i en drøm. Han er meget ung. Fire år, måske fem? Ligger på en seng med dynen trukket op til hagen. En kvinde sidder ved siden af ham med hænderne foldet i skødet. Hun har langt brunt hår og et ansigt, der lige er begyndt at ældes. Hendes øjne er sørgmodige. Han ved det, selvom hun gør sit bedste for at skjule det med et smil. Han har lyst til at sige noget, til at stille hende et spørgsmål. Men han kan ikke. Han er her ikke rigtigt. Han overværer det hele fra et sted, han ikke helt forstår. Hun begynder at tale, en lyd, der på én gang er så mild og så fuld af vrede, at det forskrækker ham. »Jeg ved ikke, hvorfor de har valgt dig, men én ting ved jeg: Du er speciel. Glem aldrig det. Og glem aldrig, hvor højt ...« Hendes stemme knækker over, og tårerne løber ned over hendes kinder. »Glem aldrig, hvor højt jeg elsker dig.« Drengen svarer, men det er ikke rigtigt Thomas, der taler. Samtidig med at det er ham. Det giver slet ikke mening. »Bliver du skør ligesom alle de mennesker i fjernsynet, mor? Ligesom ... far?« Kvinden rækker ud og stryger hans hår. Kvinden? Nej, det kan han ikke kalde hende. Det er hans ... mor. »Det skal du ikke bekymre dig om, skat,« siger hun. »Du vil ikke være her, når det sker.« Hendes smil er væk. Alt for hurtigt fortonede drømmen sig og lod Thomas alene med sine tanker. Var endnu et minde kravlet op fra det bundløse hukommelsestab? Havde han virkelig set sin mor? Noget med, at hans far var gal? Smerten i Thomas var dyb og nagende, og han forsøgte at overgive sig til glemslen. 8


Senere – hvor meget senere vidste han ikke – talte Teresa til ham igen. Tom, der er noget galt.

9


Det var sådan, det begyndte. Han hørte Teresa sige ordene, men de virkede fjerne, som kom de gennem en lang og tilstoppet tunnel. Hans søvn var blevet til en tyktflydende væske, klæg og klistret, der holdt ham fanget. Han blev bevidst om sig selv, men indså, at han stadig var fjernt fra verden. Søvnen var som en krypt, og han var ude af stand til at vågne. Thomas! Hun skreg ordet, så det skar i hans hoved. Han mærkede den første antydning af frygt, men det føltes mest af alt som en drøm. Han kunne kun sove. Og de var i sikkerhed nu, der var ikke noget at bekymre sig om. Ja, det måtte være en drøm. Teresa havde det fint, det havde de alle sammen. Han slappede af igen, gled ind i søvnens favntag. Andre lyde sneg sig ind i hans bevidsthed. Bankelyde. Klirren af metal mod metal. Noget, der blev knust. Nogen, der råbte. Men som et ekko, fjernt og dæmpet. Pludselig lød det mere som skrig. Klagende skrig. Men stadig fjernt. Som lå han i en puppe af mørkt fløjl. Til sidst var der noget, der punkterede søvnens trygge boble. Det her var ikke rigtigt. Teresa havde kaldt på ham, fortalt ham, at der var noget galt! Han kæmpede imod den dybe søvn, der havde opslugt ham, og pressede imod vægten, der holdt ham nede. Vågn op! råbte han til sig selv. Vågn op! Noget forsvandt inde i ham. Det ene øjeblik var det der, det 10


næste var det væk. Det føltes, som om et livsvigtigt organ var blevet flået ud af hans krop. Det var hende. Hun var væk. Teresa! skreg han i tankerne. Teresa! Er du der? Men der var ingenting, og han følte ikke længere den behagelige fornemmelse af hendes nærhed. Han kaldte hendes navn igen og igen, mens han fortsatte kampen mod søvnens mørke dragen. Langt om længe kom virkeligheden susende tilbage og skyllede mørket væk. Thomas åbnede øjnene og satte sig brat op i sengen. Et øjeblik efter var han oppe at stå. Han kiggede sig omkring. Alt var gået amok. De øvrige lysboere løb rundt og råbte. Hæslige lyde fyldte luften – som hjælpelyse dyr, der blev pint og plaget. Dér stod Frypan og pegede ud ad et vindue, ligbleg i ansigtet. Newt og Minho var på vej hen til døren. Winston tog sig til sit bange, bumsede ansigt, som om han lige havde set en kødædende zombie. Andre snublede over hinanden for at kigge ud ad vinduerne, men holdt sig på afstand. Thomas indså til sin ærgrelse, at han ikke engang kendte halvdelen af navnene på de tyve drenge, der havde overlevet Labyrinten – en underlig tanke midt i dette kaos. Et glimt ud af øjenkrogen fik ham til at vende sig om og rette blikket mod væggen. Synet, der mødte ham, tilintetgjorde øjeblikkeligt den fornemmelse af fred og tryghed, han havde følt, da han talte med Teresa i natten. Fik ham til at tvivle på, at der overhovedet var plads til den slags følelser i den verden, hvor han nu befandt sig. En meter fra hans seng var et vindue med kulørte gardiner med udsigt til et klart, blændende lys. Ruden var knust, og skarpe skår lænede sig op ad ståltremmer, der gik på kryds og tværs. En mand stod på den anden side og greb om tremmerne 11


med blodige hænder. Hans øjne var store og blodskudte, fyldt med vanvid. Sår og ar dækkede hans magre, solskoldede ansigt. Han havde ingen hår, kun syge plamager af noget, der lignede grønligt mos. En brutal flænge strakte sig over hans højre kind. Thomas kunne se tænder gennem det blodige, betændte sår. Lyserød savl hang i svajende snore fra mandens hage. »Jeg er en køter!« råbte vanskabningen. »Jeg er en forbandet køter!« Og så begyndte han at skrige to ord igen og igen og igen, så spyttet fløj for hvert skrig. »Dræb mig! Dræb mig! Dræb mig ...!«

12


En hånd lagde sig tungt på Thomas’ skulder bagfra. Han snurrede forskrækket rundt, blot for at se Minho stå og stirre forbi ham på galningen, der skreg ind ad vinduet. »De er overalt,« sagde Minho. Hans dystre stemme passede perfekt til Thomas’ humør. Det virkede, som om alt, hvad de havde turdet håbe på den foregående aften, var blevet til ingenting. »Og jeg kan ikke finde nogen af de shanks, der reddede os,« tilføjede han. Thomas havde levet i frygt i de seneste par uger, men det her var næsten for meget. De havde haft fornemmelsen af sikkerhed, blot for at få den revet væk igen. Men han gemte hurtigt og effektivt den lille del af sig selv væk, der ønskede at kravle tilbage i sengen og flæbe. Han skubbede smerten fra mindet om sin mor og far og folk, der blev sindssyge, fra sig. Thomas vidste, at nogen måtte tage ansvar. De havde brug for en plan, hvis de skulle overleve det her. »Er nogen af dem sluppet ind?« spurgte han overraskende roligt. »Er der tremmer for alle vinduerne?« Minho nikkede hen mod et af de mange vinduer i det aflange lokales vægge. »Ja. Det var for mørkt til at bemærke dem i går aftes, særligt med de grimme gardiner. Men jeg er helt sikkert glad for dem nu.« Thomas så rundt på lysboerne. Nogle løb fra vindue til vindue for at kigge ud, andre krøb sammen i små grupper. Alle bar et udtryk af vantro og rædsel. »Hvor er Newt?« »Lige her.« 13


Thomas vendte sig om og så ham stå lige bag sig. »Hvad foregår der?« »Hvor i helvede skulle jeg vide det fra? Det ser ud til, at en flok psykopater vil æde os til morgenmad. Vi er nødt til at finde et andet rum, afholde en Samling. Det er til at blive sindssyg af den her forpulede larm.« Thomas nikkede fraværende. Han var enig i planen, men håbede, at Newt og Minho ville tage sig af det. Han var mere interesseret i at komme i kontakt med Teresa. Han håbede, at hendes advarsel havde været en drøm eller en hallucination påført af dyb og udmattende søvn. Og synet af hans mor ... Hans to venner gav sig til at kalde og vifte med armene for at samle lysboerne. Thomas kastede et nervøst blik på galningen ved vinduet, men kiggede hurtigt væk igen og ønskede, at han ikke havde mindet sin hjerne om blodet og det trevlede kød, de vanvittige øjne, de hysteriske skrig. Dræb mig! Dræb mig! Dræb mig! Thomas tumlede hen til den fjerneste væg og lænede sig tungt op ad den. Teresa, kaldte han igen. Kan du høre mig? Han ventede og lukkede øjnene for at koncentrere sig. Han rakte ud med usynlige hænder og forsøgte at finde det mindste spor af hende. Ingenting. Ikke så meget som en flakkende skygge eller den mindste fornemmelse og langt mindre et svar. Teresa, sagde han mere insisterende og sammenbidt. Hvor er du? Hvad skete der? Ingenting. Hans pulsslag faldt, til hjertet næsten gik i stå, og det føltes, som om han havde slugt en stor klump vat. Der var sket hende noget. Han åbnede øjnene og så lysboerne stå forsamlet ved den grønne dør, der førte ind til det fællesområde, hvor de havde spist pizza aftenen før. Minho hev forgæves i det runde messinghåndtag. Låst. 14


Den eneste anden dør førte ind til et omklædningsrum med brusere, hvorfra der ikke var andre udgange. Der var kun døren og vinduerne. Alle med metaltremmer for. Heldigvis. Uden for hvert eneste af dem stod galoperende galninge og hylede og skreg. Thomas opgav at kontakte Teresa indtil videre og sluttede sig til de andre lysboere, selvom han stadig var bekymret for hende. Newt forsøgte at smadre døren, med samme manglende held. »Den er låst,« mumlede han, da han endelig gav op og lod armene falde opgivende ned langs siden. »Virkelig, geni?« sagde Minho. Hans bugnende, muskuløse arme lå spændte over brystet. »Ikke underligt, at du er opkaldt efter Isaac Newton – hvilken forbløffende intelligens.« Newt var ikke i humør til det. Eller måske havde han bare for længe siden lært at ignorere Minhos dumsmarte bemærkninger. »Lad os brække det skide håndtag af.« Han kiggede sig omkring, som om han forventede, at nogen stod klar til at række ham en forhammer. »Jeg ville ønske, at de shucking ... køtere ville lukke røven!« råbte Minho. Han vendte sig om og gloede ondt på den nærmeste, en kvinde, som så endnu mere hæslig ud end den mand, Thomas først havde set. Et blødende sår gik tværs hen over hendes ansigt og endte ved tindingen. »Køtere?« gentog Frypan. Den behårede kok havde forholdt sig tavst i baggrunden indtil nu. Thomas syntes, han så endnu mere bange ud, end da de skulle kæmpe mod strafferne for at undslippe Labyrinten. Måske var det her værre. Da de gik i seng i går aftes, havde alt virket godt og trygt. Ja, måske var det værre, at alting pludselig var blevet revet væk. Minho pegede på den knurrende, blodige kvinde. »Det er, hvad de kalder sig. Har du ikke hørt efter?« »Jeg er ligeglad, om de så hedder nussebasser,« vrissede 15


Newt. »Find noget, jeg kan smadre den her dumme dør med!« »Her,« sagde en mindre dreng, der stod med en slank, men solid ildslukker, han havde taget ned fra væggen, og som Thomas huskede at have set tidligere. Igen havde han det skidt med ikke engang at kende drengens navn. Newt tog den røde cylinder for at banke den ned i dørhåndtaget. Thomas stod så tæt på som muligt for at se, hvad der ventede på den anden side af døren, selvom han havde en virkelig ubehagelig fornemmelse af, at de ikke ville bryde sig om det. Newt løftede ildslukkeren og hamrede den ned på messinghåndtaget. Det høje brag blev ledsaget af en dybere knasen, og der skulle blot yderligere tre slag til, før håndtaget, med beslag og det hele, faldt på gulvet med en klirren. Døren gik en anelse udad, så man lige netop kunne ane mørket på den anden side. Newt stod stille og stirrede på den smalle, mørke sprække, som om han forventede, at dæmoner ville komme flyvende igennem den. Han rakte distræt ildslukkeren tilbage til drengen, der havde fundet den. »Lad os gå,« sagde han. Thomas syntes, han hørte en let skælven i stemmen. »Vent,« udbrød Frypan. »Er vi sikre på, vi har lyst til at gå derud? Måske var der en grund til, at døren var låst.« Thomas måtte erklære sig enig. Noget føltes forkert ved det her. Minho kom hen og stillede sig ved siden af Newt. Han så på Frypan og fik derefter øjenkontakt med Thomas. »Hvad skal vi ellers gøre? Sidde her og vente på, at bæsterne bryder ind? Kom.« »De mutanter kommer ikke gennem de metalsprosser lige foreløbig,« svarede Frypan. »Lad os nu lige tænke os om.« »Det er sgu for sent nu.« Minho sparkede til døren, så den gik op. Om noget syntes mørket på den anden side at blive 16


endnu tættere. »Du burde have sagt til, inden vi smadrede låsen, slintnakke.« »Jeg hader, når du har ret,« knurrede Frypan for sig selv. Thomas stirrede koncentreret ind i det blæksorte mørke. Han følte sig overbevist om, at noget måtte være galt, ellers ville de mennesker, der havde reddet dem, være kommet for længst. Men Minho og Newt havde ret – de var nødt til at gå ud og finde nogle svar. »Shuck det,« sagde Minho. »Jeg går først.« Uden at vente på svar gik han gennem den åbne dør og forsvandt næsten øjeblikkeligt i mørket. Newt sendte Thomas et nervøst blik og fulgte efter. Af en eller anden grund syntes Thomas, at han burde være den næste til at gå, så det gjorde han. Skridt for skridt gik han ind i fællesområdets mørke med hænderne strakt frem foran sig. Lysskæret bagfra gjorde ikke meget for at oplyse omgivelserne. Han kunne lige så godt have haft øjnene lukket. Og det stank. Helt forfærdeligt. Forude gav Minho et vræl fra sig. »Forsigtig. Der hænger noget ... underligt ned fra loftet.« Thomas hørte en svag knirken. Som om Minho var stødt ind i en lavthængende lysekrone, så den nu svajede frem og tilbage. Der lød et grynt fra Newt et sted til højre, efterfulgt af hvinende metal, da noget blev trukket hen over gulvet. »Bord,« meddelte Newt. »Pas på borde.« Bag Thomas talte Frypan. »Er der nogen, der kan huske, hvor kontakten var?« »Det er der, jeg er på vej hen,« svarede Newt. »Jeg er næsten sikker på, at jeg så den et sted heromkring.« Thomas fortsatte fremad i blinde. Hans øjne havde vænnet sig lidt til mørket. Hvor der før kun havde været en mur af sorthed, kunne han nu ane plamager af skygger mellem skyggerne. 17


Men noget var forkert. Han var stadig en smule desorienteret, men tingene stod forkert. »Brrrr,« beklagede Minho sig og gøs af væmmelse, som om han lige havde trådt i noget klamt. Endnu en knirkende lyd skar gennem lokalet. Inden Thomas kunne nå at spørge, hvad der var sket, stødte han selv ind i noget. Hårdt. En ubestemmelig form. Fornemmelsen af stof. »Jeg fandt den,« råbte Newt. Der lød et par klik. Så var lokalet pludselig så klart oplyst af lysstofrør, at Thomas kortvarigt blev blændet. Han snublede væk fra det, han var stødt ind, gned sine øjne og stødte ind i en anden stivnet skikkelse, så den svingede væk fra ham. »Whoa!« råbte Minho. Thomas missede med øjnene. Synet vendte tilbage. Han tvang sig selv til at se på rædslerne omkring sig. I hele det store lokale hang folk ned fra loftet – mindst en ti-tolv stykker. De var alle blevet hængt ved halsen. Rebene sad stramt mellem lilla, oppustet hud. De stive kroppe svingede blidt frem og tilbage, og blege, lyserøde tunger hang løst ud mellem hvide læber. Alle havde åbne øjne, men de var matte og endegyldigt døde. De så ud til at have hængt sådan i flere timer. Deres tøj og enkelte ansigter virkede bekendte. Thomas faldt på knæ. Han kendte de døde mennesker. Det var dem, der havde reddet lysboerne. Bare dagen før.

18


Thomas forsøgte at lade være med at se på de døde, da han rejste sig op. Han stavrede hen til Newt, der stadig stod ved kontakten. Hans skrækslagne blik pilede mellem ligene, der hang i hele lokalet. Minho sluttede sig til dem og bandede for sig selv. Andre lysboere var på vej fra sovesalen og kom med chokerede udbrud, da de forstod, hvad de så. Thomas hørte et par af dem kaste op, gylpe og spytte. Han følte en pludselig trang selv, men undertrykte den. Hvad var der sket? Hvordan kunne alt blive taget fra dem så hurtigt? Fortvivlelsen truede med at slå benene væk under ham. Så huskede han Teresa. Teresa! råbte han med tankerne. Teresa! Han klemte øjnene i og skreg det igen og igen. Hvor er du? »Tommy.« Newt lagde en hånd på hans skulder. »Hvad fanden er der galt med dig?« Thomas slog øjnene op og indså, at han stod foroverbøjet og holdt sig for maven. Langsomt rettede han sig op og forsøgte at skubbe ængstelsen, der var ved at æde ham op indefra, væk. »Hvad ... hvad tror du? Se dig omkring.« »Ja, men du så ud, som om du havde ondt.« »Jeg har det fint, forsøgte bare at kontakte hende. Men jeg kan ikke.« Han havde det ikke spor fint. Han brød sig ikke om at minde de andre om, at han og Teresa havde en telepatisk forbindelse. Og hvis alle disse mennesker var døde ... »Vi må finde ud af, hvor de gjorde af hende.« Thomas greb desperat 19


ud efter noget konkret at rette sin opmærksomhed imod. Han kiggede rundt i lokalet og ledte efter en dør, der kunne føre til hendes værelse, mens han gjorde sit bedste for ikke at fokusere på ligene. Hun havde sagt, at værelset lå i den modsatte ende af fællesområdet. Dér. En gul dør med messinghåndtag. »Han har ret,« sagde Minho til de andre. »Fordel jer, find hende!« »Det har vi måske allerede gjort.« Thomas var på vej. Han undveg bordene og de døde kroppe og løb hen til døren. Hun skulle være der, lige så uskadt som de selv havde været. Døren var lukket – det var et godt tegn. Sandsynligvis låst. Måske var hun faldet i en dyb søvn ligesom ham. Det var derfor, hun havde været så tavs og tillukket. Han var næsten nået hen til døren, da han kom i tanke om, at de måske havde brug for noget til at bryde ind på værelset med. »Kom med den ildslukker, en eller anden!« råbte han over skulderen. Lugten i fællesområdet var forfærdelig. Han kom til at tage en dyb indånding og gylpede. »Winston, hent den,« beordrede Minho bag ham. Thomas nåede døren først og tog i håndtaget. Det var ikke til at rokke. Låst. Så opdagede han en lille, gennemsigtig plastiktavle på væggen til højre. Et stykke papir var stukket ind på indersiden, og en håndfuld ord stod skrevet på det. Teresa Agnes, Gruppe A, testperson A1 Forræderen Underligt nok var det, der faldt Thomas mest i øjnene, Teresas efternavn. I hvert fald dét, han gik ud fra var hendes efternavn. Agnes. Det var ikke, hvad han havde forventet. Teresa Agnes. Han kunne ikke komme på en eneste historisk person blandt sine sparsomme erindringer, der matchede det navn. Han var 20


selv opkaldt efter Thomas Edison, den kendte opfinder. Men Teresa Agnes? Han havde aldrig hørt om hende. Alle deres navne var selvfølgelig først og fremmest en joke, formentlig en måde for Skaberne – WICKED, eller hvem der end havde gjort det her mod dem – at distancere dem fra de virkelige mennesker, de havde stjålet fra virkelige mødre og fædre. Thomas glædede sig til at finde ud af, hvad han havde heddet ved fødslen. Hvilket navn der stod indprentet i hans ukendte forældres bevidsthed. Hvor de end befandt sig. De mangelfulde minder, han havde fået tilbage ved at gennemgå Forvandlingen, havde fået ham til at tænke, at han ikke havde forældre, der elskede ham. At de ikke ville have ham. At han var blevet fjernet fra forfærdelige omstændigheder. Men han nægtede at tro på det længere, særligt efter at have drømt om sin mor i løbet af natten. Minho knipsede foran Thomas’ øjne. »Hallo? Jorden kalder Thomas! Det her tidspunkt egner sig ikke til at dagdrømme. Vi er omgivet af lig, der lugter værre end Frypans armhuler. Vågn op.« Thomas vendte sig om mod ham. »Undskyld. Tænkte bare, det var mærkeligt, at Teresa hedder Agnes til efternavn.« Minho smækkede med tungen. »Det er sgu da lige meget. Hvad med det om, at hun er ‘Forræderen’?« »Og hvad betyder ‘Gruppe A, testperson A1’?« Det var Newt, der overrakte ildslukkeren til Thomas. »Det er din tur til at bryde det skide dørhåndtag op.« Thomas tog den og ærgrede sig over at have spildt tid på den dumme seddel. Teresa var derinde, og hun havde brug for hjælp. Han forsøgte ikke at lade sig mærke med ordet forræder, greb cylinderen og knaldede den mod messinghåndtaget. Metal ringede mod metal, og det gav et stød op gennem hans arme. Han havde mærket håndtaget give lidt efter, og to slag senere røg det af, og døren gik en anelse op. 21


Thomas kastede ildslukkeren fra sig og åbnede døren helt. En sitren af forventning blandet med frygten for, hvad han ville finde. Han var den første, der trådte ind i det oplyste rum. Det var en mindre udgave af drengenes sovesal: kun fire køjesenge, to kommoder og en lukket dør, der formentlig førte til et badeværelse. Alle senge var pænt redt undtagen én, hvor dynen var slået til side, en pude hang ud over kanten, og lagenet var krøllet. Men Teresa var ikke at se. »Teresa!« kaldte Thomas desperat. Den susende lyd af et toilet, der skyllede ud, lød gennem den lukkede dør, og Thomas mærkede en næsten overrumplende lettelse. Hun var her, hun var i sikkerhed. Han genvandt fatningen og begyndte at gå hen til badeværelset, men Newt greb fat i hans arm. »Du er blevet vant til at bo med en flok drenge,« sagde Newt. »Jeg tror sgu ikke, det er høfligt at vade ind på dametoilettet. Vent nu bare, til hun kommer ud.« »Og så må vi få alle herind og afholde en Samling,« tilføjede Minho. »Her stinker ikke, og der er ikke nogen vinduer, køterne kan skrige igennem.« Thomas havde ikke bemærket manglen på vinduer før nu, selvom det burde have været indlysende efter vanviddet på deres egen sovesal. Køterne. Han havde næsten glemt dem. »Bare hun ville skynde sig,« mumlede han. »Jeg henter folk herind,« sagde Minho. Han vendte sig om og gik tilbage til fællesområdet. Thomas stirrede på døren til badeværelset. Newt og Frypan og et par andre lysboere maste sig ind i lokalet og tog plads på sengene. Alle sad foroverbøjede med albuerne på knæene og vred hænder. Deres kropssprog udtrykte tydelig frygt og bekymring. Teresa? sagde Thomas i sit sind. Kan du høre mig? Vi venter på dig herude. 22


Ingen reaktion. Og han følte stadig en boble af tomhed, som var hun endegyldigt revet bort fra ham. Der lød et klik. Håndtaget på døren til badeværelset drejede. Døren gik op og svingede ud mod Thomas. Han tog et skridt frem for at omfavne Teresa og var fuldstændig ligeglad med, om nogen så det. Men det var ikke Teresa, der kom ind på værelset. Thomas stoppede op og var nær snublet. Hele hans verden styrtede sammen. Det var en dreng. Han bar samme slags tøj som det, de selv havde fået udleveret aftenen før: en ren pyjamasskjorte og lyseblå bomuldsbukser. Han var mørklødet, og hans mørke hår var klippet helt kort. Den oprigtige overraskelse på hans ansigt var det eneste, der forhindrede Thomas i at tage ham ved kraven og ruske ham, indtil han fik nogle svar. »Hvem er du?« spurgte Thomas uden at tage sig af sin barske tone. »Hvem jeg er?« svarede drengen spydigt. »Hvem er I?« Newt havde rejst sig op og stod tættere på den nye fyr end Thomas. »Drop dit pis. Vi er mange flere end dig. Fortæl os, hvem du er.« Drengen lagde armene over kors i en trodsig attitude. »Fint nok. Jeg hedder Aris. Er der andet, du vil vide?« Thomas havde lyst til at slå fyren. Teresa var væk, og han spillede smart. »Hvordan kom du hertil? Hvor er den pige, der sov her i nat?« »Pige? Hvilken pige? Der er kun mig, og sådan har det været, siden de efterlod mig her i går aftes.« Thomas vendte sig om og pegede på døren til fællesområdet. »Der hænger et skilt lige udenfor, hvor der står, at det her er hendes værelse. Teresa ... Agnes. Ikke noget om nogen shank ved navn Aris.« Noget i hans tone må have fået drengen til at indse, at det 23


ikke var en joke. Han rakte hænderne frem i en forsonende gestus. »Hør her, jeg ved ikke, hvad du snakker om. De placerede mig her i går aftes, jeg sov i den seng.« Han pegede på den med krøllet sengetøj. »Og jeg vågnede for cirka fem minutter siden og stod op for at tisse. Jeg har aldrig hørt navnet Teresa Agnes i hele mit liv. Beklager.« Det korte øjebliks lettelse, Thomas havde følt, da han hørte toilettet skylle ud, var endegyldigt knust. Han udvekslede et blik med Newt. Han vidste ikke, hvad de ellers skulle spørge om. Newt trak let på skuldrene og vendte sig om mod Aris igen. »Hvem placerede dig her i går aftes?« Aris slog ud med armene og lod dem falde ned langs siden med et klask. »Det ved jeg ikke, mand. En flok mennesker med våben, der reddede os og fortalte os, at alt ville blive godt.« »Reddede jer fra hvad?« spurgte Thomas. Det her var ved at blive sært. Virkelig, virkelig sært. Aris kiggede ned i gulvet og sænkede skuldrene. Det så ud, som om en bølge af frygtelige minder var skyllet ind over ham. Han sukkede og så til sidst op på Thomas. »Fra Labyrinten, mand. Fra Labyrinten.«

24

James Dashner - Maze Runner - Infernoet (læseprøve)  
James Dashner - Maze Runner - Infernoet (læseprøve)  

Der er ingen regler. Der er ingen hjælp. Red dig selv, eller dø. Maze Runner (2) - Infernoet er en hæsblæsende og hjernevridende dystopisk f...