Page 1


M AZE RU N NER FEBEREN


Maze Runner 5. Feberen er oversat fra amerikansk af Thomas Munkholt efter The Fever Code Copyright © 2016 by James Dashner and Random House Children’s Books, New York Denne udgave: © Høst & Søn / rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Peter Stoltze Sat med Janson hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-638-4899-2 Printed in Denmark 2017

Denne bog er til alle jer inkarnerede Maze Runner-fans. I er utrolige og engagerede, og jeg er vild med jer.

Læs mere om forfatteren på jamesdashner.com

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


N WT NE EW T F O R FAT T E R E N

Det sneede den dag, de dræbte drengens forældre. Ved et uheld, sagde de langt senere, men han var der, da det skete, og vidste, at det ikke var noget uheld. Sneen kom, før de gjorde, næsten som et koldt, hvidt varsel, der faldt fra den grå himmel. Han huskede, hvor forvirrende det var. Den bagende hede havde hærget deres by i månedsvis. Måneder, der strakte sig og blev til år, en endeløs række dage fyldt med sved og ubehag og sult. Han og hans familie kæmpede sig igennem. Håbefulde morgener gik over i eftermiddage, der kun handlede om at skaffe mad, om højlydte slagsmål og gruopvækkende lyde. Og efter de lange, varme dage fulgte følelsesløse aftener. Han sad med sin familie og så lyset falme på himlen, så verden langsomt forsvinde, mens han spekulerede på, om den ville vende tilbage med daggryet. Sommetider kom de gale, og de var ligeglade med, om det var dag eller nat. Men hans familie talte ikke om dem. Hverken hans mor eller hans far, og da slet ikke ham selv. At indrømme deres eksistens risikerede at påkalde dem, som en besværgelse, der kalder dæmoner frem. Sådan føltes det i hvert fald. Kun Lizzy, der var to år yngre, men dobbelt så tapper, var modig nok til at tale om de gale. Måske var hun den eneste, der var klog nok til at se, at deres overtro var noget vås. Og hun var kun et barn. Drengen vidste, at det burde være ham, der var den modige. Det burde være ham, der trøstede sin lillesøster. Du skal ikke 5


være bange, Lizzy. Kælderen er låst, lyset er slukket. De onde ved ikke engang, vi er her. Men han vidste aldrig, hvad han skulle sige. Han knugede hende fast for at finde trøst, som var hun hans bamse. Og hver gang klappede hun ham på ryggen. Han elskede hende så højt, at det gjorde ondt. Han krammede hende fastere og lovede sig selv, at han aldrig ville lade de gale gøre hende noget, mens han glædede sig til at mærke hendes håndflade klappe ham på ryggen. Ofte faldt de i søvn på den måde i et hjørne af kælderen, på den gamle madras, hans far havde slæbt ned ad trappen. Deres mor lagde altid et tæppe over dem på trods af varmen – hendes eget lille oprør mod Udbruddet, som havde ødelagt alt. Den morgen vågnede de til et forunderligt syn. »Unger!« Det var hans mors stemme. Han havde drømt. Noget om en fodboldkamp – bolden trillede hen over det grønne græs mod et frit mål på et tomt stadion. »Unger! Vågn op! Kom og se!« Han åbnede øjnene og så sin mor kigge ud ad det lille vindue, det eneste i kælderrummet. Hun havde fjernet brættet, hans far havde sømmet fast aftenen forinden, som han gjorde det hver aften ved solnedgang. Et blødt, gråt lys skinnede på hans mors ansigt og afslørede hendes forundrede øjne. Og et smil, han ikke havde set i meget lang tid, lyste hendes ansigt endnu mere op. »Hvad sker der?« mumlede han og kom på benene. Lizzy gned øjnene, gabte og kom med ham hen, hvor deres mor stirrede ud i lyset. Han kunne huske flere ting fra det øjeblik. Da han kiggede ud og klemte øjnene i for at vænne dem til lyset, snorkede hans far stadig som en bjørn. Der var ingen gale på gaden, og der var skyer på himlen – en sjældenhed disse dage. Han stivnede, da han så de hvide flager. De faldt fra det grå, hvirvlede og dansede, trodsede tyngdekraften og flagrede op for så at dale ned igen. 6


Sne. Sne. »Hvad i hede hule helvede?« mumlede han for sig selv, et udtryk, han havde lært af sin far. »Hvordan kan det sne, mor?« spurgte Lizzy med øjne uden spor af søvn og fyldt med en hjerteskærende lykke. Han rakte ned og trak i hendes fletning, håbede, hun forstod, at hun gjorde hans elendige liv værd at leve. »Åh, du ved,« svarede mor. »Alt det, man siger. Hele verdens vejrsystem er fuldstændig vendt på hovedet, takket være soludbruddene. Lad os nu bare nyde det. Det er fantastisk, synes I ikke?« Lizzy svarede med et lyksaligt suk. Han nød synet og spekulerede på, om han nogensinde ville få noget lignende at se igen. Flagerne føg, indtil de til sidst landede og smeltede, så snart de ramte fortovet. Våde fregner bredte sig over ruden. Sådan stod de og betragtede verden udenfor, indtil skygger smuttede forbi det øverste af vinduet. De var væk, lige så hurtigt som de havde vist sig. Drengen strakte hals for at få et glimt af den eller det, der var gået forbi, men for sent. Et øjeblik senere lød der tunge slag på hoveddøren. Hans far var oppe at stå, før lyden sluttede, med ét vågen og opmærksom. »Så I nogen?« spurgte far, der lød lidt hæs. Mors ansigt havde mistet sit glade udtryk til gengæld for mere velkendte, bekymrede folder. »Bare en skygge. Skal vi åbne?« »Nej,« svarede far. »Det skal vi helt sikkert ikke. Bed til, de går, uanset hvem det er.« »De kan bryde ind,« hviskede mor. »Det ville jeg gøre. De tror måske, huset er forladt. At der måske er lidt dåsemad tilbage.« Far kiggede længe og eftertænksomt på hende, mens stilhe7


den strakte sig. Så: bum bum, bum. De hårde slag på døren fik hele huset til at ryste, som om de fremmede havde medbragt en rambuk. »Bliv her,« sagde far insisterende. »Bliv ved børnene.« Mor skulle lige til at sige noget, men stoppede, så ned på sin datter og søn, og prioriteringen stod klar. Hun krammede dem, som om hendes arme kunne beskytte dem, og drengen fandt tryghed i varmen fra hendes krop. Han holdt om hende, mens far roligt gik op ad trappen, og gulvet ovenpå knirkede, da han bevægede sig hen til hoveddøren. Så blev der stille. Luften blev tung og knugende. Lizzy rakte ud og tog sin brors hånd. Det lykkedes ham at finde nogle trøstende ord. »Bare rolig,« hviskede han. »Det er nok bare nogle sultne mennesker. Far giver dem lidt mad, og så går de videre. Vent og se.« Han klemte hendes fingre med al den kærlighed, han følte for hende, men troede ikke selv et ord af, hvad han lige havde sagt. Så fulgte en hel række lyde. Døren knaldede op. Høje, vrede stemmer. Et brag efterfulgt af et bump, der fik gulvbrædderne til at ryste. Tunge, truende trin. Og så stormede de fremmede ned ad trappen. To mænd blev til tre, så en kvinde – fire i alt. De var velklædte for den tid, og de så hverken venlige eller truende ud. Bare meget alvorlige. »I har ignoreret samtlige beskeder, vi har sendt,« erklærede en af mændene, mens han kiggede undersøgende rundt. »Beklager, men vi har brug for pigen. Elizabeth. Jeg er meget ked af det, men vi har ikke noget valg.« Og sådan endte drengens verden med ét slag. En verden, der i forvejen var fyldt med mere ulykke, end noget barn kunne 8


rumme. De fremmede nærmede sig, skar sig gennem den fortættede spænding. De greb ud efter Lizzy og skubbede til mor, der var ude af sig selv og skreg, da de tog fat i hendes lille pige. Drengen stormede fremad og slog manden mellem skulderbladene. Nytteløst. Som en myg, der angreb en elefant. Lizzys ansigtsudtryk midt i det pludselige vanvid. Noget koldt og hårdt splintredes i drengens bryst og efterlod sig skarpe kanter, der rev i hans indre. Det var ubærligt. Han slap selv et kæmpe skrig ud, kastede sig voldsommere over de ubudne gæster og slog vildt om sig. »Stop!« råbte kvinden. En hånd piskede gennem luften og ramte drengen i ansigtet som et slangehug. Nogen slog hans mor i hovedet. Hun faldt omkuld. Og så fulgte en lyd som et tordensmæld, på én gang nært og fra alle sider. Det summede voldsomt for hans ører. Han faldt tilbage mod væggen og så rædslerne udfolde sig. En af mændene, der var skudt i benet. Hans far, der stod i døren med en pistol. Hans mor, der skreg, mens hun kæmpede sig op fra gulvet og rakte ud efter kvinden, der havde trukket sit eget våben. Far, der affyrede yderligere to skud. En metallisk klirren og den knasende lyd af en kugle, der ramte beton. To forbiere. Mor, der trak i damens skulder. Så slog kvinden ud med en albue, skød, vendte sig på stedet, skød tre gange mere. Kaos, den fortættede luft, ikke en lyd. Tiden fandtes ikke længere. En afgrund åbnede sig under drengen, da begge hans forældre faldt. I et langtrukkent øjeblik var der ingen, der rørte sig, mindst af alle mor og far. De ville aldrig røre på sig igen. A lle øjne søgte hen til de to forældreløse børn. »Tag dem begge, for fanden,« sagde en af mændene til sidst. »De kan bruge den anden som kontrolemne.« Manden pegede på ham, skødesløst, som en mand, der endte 9


med at vælge en tilfældig dåse suppe i skabet. Han ville aldrig glemme det. Han skyndte sig hen til Lizzy og holdt om hende. De fremmede førte dem væk.

10


28.11.221 | kl. 09.23 Stephen, Stephen, Stephen. Mit navn er Stephen. Han havde messet det igen og igen for sig selv de seneste to dage – siden de fjernede ham fra hans mor. Han huskede hvert et sekund af sine sidste øjeblikke med hende, hver eneste tåre på hendes kinder, hvert eneste ord, hendes varme kærtegn. Han var et barn, men han forstod, at det var for det bedste. Han havde set sin far synke ned i vanviddet, opslugt af vrede og stank og vold. Han kunne ikke holde ud at se det samme ske for sin mor. Men smerten ved deres adskillelse var alligevel altfortærende. Et hav, der havde trukket ham ned, uendeligt koldt og dybt. Han lå i sengen på sit lille værelse med benene trukket op til brystet og øjnene klemt i, som om det kunne bringe ham søvn. Men siden han var blevet taget, havde han kun slumret i små ryk, med glimt af mørke skyer og skrigende uhyrer. Han koncentrerede sig. Stephen, Stephen, Stephen. Mit navn er Stephen. Han havde to ting at holde fast i: sine minder og sit navn. De kunne næppe tage det første fra ham, men de forsøgte at stjæle det andet. I to dage havde de presset ham til at acceptere hans nye navn: Thomas. Han havde nægtet og klamrede sig desperat til de syv bogstaver, hans eget kød og blod havde givet ham. Når folkene i hvide kitler kaldte ham Thomas, svarede han ikke. Han lod, som om han ikke hørte dem, eller 11


troede, de talte til en anden. Det var ikke let, når de kun var to personer i lokalet, hvilket normalt var tilfældet. Stephen var ikke engang fem år gammel, men hans eneste glimt af verden havde været fyldt med mørke og smerte. Og så tog de ham. De virkede fast besluttede på at lade ham forstå, at det kun kunne blive værre, og hver lektie var hårdere end den foregående. Der lød en summen fra døren, og den gik straks op. En mand trådte ind, klædt i en grøn heldragt, der lignede en pyjamas til voksne. Stephen havde lyst til at sige, at han så latterlig ud, men baseret på de seneste par møder med de her folk besluttede han sig for at holde sin mening for sig selv. Deres tålmodighed var ved at være tyndslidt. »Thomas, kom med mig,« sagde manden. Stephen, Stephen, Stephen. Mit navn er Stephen. Han rørte sig ikke. Han holdt øjnene lukkede og håbede, at den fremmede ikke havde bemærket, at han havde smugkigget, da manden først kom ind. Det havde været en ny hver gang. Ingen af dem havde været fjendtlige, men de havde omvendt heller ikke været specielt flinke. De virkede alle reserverede, som om deres tanker var et andet sted, fjernt fra den ensomme dreng i sengen. Manden talte igen og lagde ikke engang skjul på sin utålmodighed. »Thomas, rejs dig op. Jeg har ikke tid til narrestreger. De presser os for at blive klar, og du er åbenbart en af de sidste, der modsætter sig sit nye navn. Vær nu lige lidt behjælpelig, knægt. Er det her virkelig noget, du gider kæmpe for? Efter vi har reddet dig fra alt det, der sker derude?« Stephen tvang sig til at ligge stille, hvilket bare resulterede i en stivhed, der umuligt kunne ligne søvn. Han holdt vejret, indtil han til sidst måtte suge en kæmpe mundfuld luft ind. Han gav op, vendte sig om på ryggen og stirrede den fremmede direkte ind i øjnene. 12


»Du ser dum ud,« sagde han. Manden forsøgte at skjule sin overraskelse, men fejlede. Et glimt af morskab bredte sig i hans ansigt. »Undskyld?« Vreden blussede op i Stephen. »Jeg sagde, du ser dum ud. Den der latterlige grønne dragt. Og du kan lige så godt give op. Jeg vil ikke gøre, som I siger. Og hold op med at kalde mig for Thomas. Jeg hedder Stephen!« Det hele kom ud i ét åndedrag, og Stephen måtte tage endnu en kæmpe indånding og håbe, at det ikke spolerede hans vrede udfald og fik ham til at fremstå som svag. Manden lo, men han lød mere, som om han morede sig end hånede ham. Det gav stadig Stephen lyst til at kyle noget tværs gennem lokalet. »De fortalte mig, at du havde ...« Manden tøvede og kiggede ned på en elektronisk notesblok. »... charmerende, barnlige træk. Jeg har lidt svært ved at genkende den beskrivelse.« »Det var før, de fortalte mig, jeg skulle ændre mit navn,« svarede Stephen trodsigt. »Det navn, min mor og far gav mig. Det, I tog fra mig.« »Taler vi om den far, der gik amok?« spurgte manden. »Ham, der nær havde slået din mor ihjel, fordi han var så syg? Og den mor, der bad os om at føre dig væk? Hende, der bliver mere syg for hver dag, der går? De forældre?« Stephen lå i sengen og surmulede, men sagde ikke noget. Hans grønklædte gæst kom hen til sengen og satte sig på hug. »Hør nu, du er kun et barn. Og du er tydeligvis intelligent. Virkelig intelligent. Og derudover immun over for Udbruddet. Du har mange fordele på din side.« Stephen fornemmede advarslen i mandens stemme. De næste ord ville ikke være noget godt. »Du bliver nødt til at acceptere visse tab og tænke på andre end dig selv,« fortsatte han. »Hvis ikke vi finder en kur inden for få år, er menneskeheden færdig. Så nu skal du høre, hvordan 13


det kommer til at foregå, Thomas. Du rejser dig op. Du går med mig ud ad den dør. Og jeg behøver ikke sige det igen.« Manden ventede et øjeblik med et fast blik. Så rejste han sig og vendte sig om for at gå. Stephen stod ud af sengen. Han fulgte efter manden ud ad døren.

14


28.11.221 | kl. 09.56 Da de kom ud på gangen, fik Stephen sit første glimt af et andet barn siden sin ankomst. En pige. Hun havde brunt hår og så ud til at være lidt ældre end ham. Det var svært at sige. Han fik kun et kort kig, da en kvinde fulgte hende ind på værelset lige ved siden af hans. Døren smækkede, netop som han og hans eskorte gik forbi, og han bemærkede skiltet på den hvide overflade: 31K. »Teresa har ikke haft noget problem med at antage sit nye navn,« sagde manden i grønt, da de bevægede sig hen ad den lange gang under den dæmpede belysning. »Det kan selvfølgelig være, fordi hun foretrak at glemme det, hun havde.« »Hvad var det?« spurgte Stephen med noget, der næsten mindede om høflighed. Han ønskede virkelig at vide det. Hvis pigen rent faktisk havde opgivet sit navn, kunne han måske huske på det som en tjeneste for en potentiel ven. »Det bliver svært nok for dig at glemme dit eget,« lød svaret. »Jeg ønsker ikke at belemre dig med et mere.« Jeg glemmer det aldrig, sagde Stephen til sig selv. Aldrig. I udkanten af sin bevidsthed forstod han, at han allerede havde ændret sin indstilling en lille smule. I stedet for at insistere på at kalde sig for Stephen var han begyndt bare at love ikke at glemme Stephen. Havde han allerede givet op? Nej! Han havde nær råbt det. »Hvad hedder du?« spurgte han for at tænke på noget andet. »Randall Spilker,« sagde manden uden at bryde takten. De 15


drejede om et hjørne og kom til en række elevatorer. »Engang var jeg ikke helt så stort et røvhul, tro mig. Den verden, de mennesker, jeg arbejder for ...« Han gjorde en affærdigende håndbevægelse. »Det har alt sammen forvandlet mit hjerte til en lille sort klump kul. Ærgerligt for dig.« Stephen havde ikke noget svar, for han havde travlt med at spekulere over, hvor de var på vej hen. De trådte ind i elevatoren, da den kimede, og dørene gik op. Stephen sad på en underlig stol, og de forskellige indbyggede instrumenter pressede mod bagsiden af hans ben og ryg. Sensorer på størrelse med en fingernegl var forbundet til hans tindinger, hals, håndled, albueled og bryst. Han så konsollen ved siden af sig, der indsamlede data med kvidrende og bippende lyde. Manden i voksenpyjamas sad i en stol overfor og observerede, og hans knæ var kun et par centimeter fra Stephens. »Jeg beklager, Thomas. Normalt ville vi vente længere med det her,« sagde Randall. Han lød venligere, end han havde gjort ude på gangen og på Stephens værelse. »Vi ville give dig bedre tid til at antage dit nye navn frivilligt, ligesom Teresa gjorde. Men tid er en luksus, vi ikke længere har.« Han holdt en lille, sølvfarvet genstand frem, afrundet i den ene ende, den anden ende tilspidset og knivskarp. »Sid helt stille,« sagde Randall og lænede sig frem, som om han ville hviske noget i Stephens øre. Inden han kunne nå at stille spørgsmål, mærkede Stephen en skarp smerte i halsen, lige under hagen, fulgt af den foruroligende fornemmelse af noget, der borede sig ind i hans hals. Han gav et hyl fra sig, men det var overstået lige så hurtigt, som det var begyndt, og han mærkede ikke andet end den panik, der bredte sig i hans bryst. »Hv-hvad var det?« stammede han. Han forsøgte at komme op fra stolen på trods af alt det, der var forbundet til ham. 16


Randall skubbede ham tilbage i sædet. Det var let nok, eftersom han var meget større end Stephen. »Det er en smertestimulator. Bare rolig, den går i opløsning og bliver skyllet ud af dit system. Engang. Til den tid har du sandsynligvis ikke brug for den længere.« Han trak på skuldrene. Hvad kan man stille op? »Men vi kan altid sætte en anden ind, hvis det bliver nødvendigt. Fald nu ned.« Stephen havde svært ved at få vejret. »Hvad gør den ved mig?« »Tja, det kommer an på så meget ... Thomas. Vi har lang vej foran os, du og jeg. Os alle sammen. Men lige nu, i det her øjeblik, kan vi tage en genvej. En lille sti gennem skoven. Det eneste, du behøver gøre, er at fortælle mig dit navn.« »Det er nemt nok. Stephen.« Randall tog sig til hovedet. »Gør det,« sagde han, og hans stemme var ikke meget mere end en træt hvisken. I ndtil dette øjeblik havde Stephen ikke kendt anden smerte end barndommens skrammer og blå mærker. Så da den brændende storm eksploderede i hele hans krop, da smerten skød ud i hans årer og muskler, havde han ingen ord for det, ingen mulighed for at forstå. Kun skrig, der knap nok nåede hans egne ører, før hans bevidsthed lukkede ned og reddede ham. Stephen kom til sig selv. Han trak vejret tungt og var gennemblødt af sved. Han sad stadig på den underlige stol, men på et tidspunkt var han blevet spændt fast med stropper af blødt læder. Hver eneste nerve i hans krop summede efter den smerte, Randall og sonden havde påført ham. »Hvad ...« hviskede Stephen hæst. Hans hals brændte og fortalte ham alt, hvad han havde brug for at vide om, hvor meget han havde skreget i den tabte tid. »Hvad?« gentog han, mens hans hjerne kæmpede for at få brikkerne på plads. »Jeg prøvede at fortælle dig det, Thomas,« sagde Randall, 17


måske, måske, med lidt medfølelse i stemmen. Muligvis fortrydelse. »Vi kan ikke spilde mere tid. Beklager. Jeg er virkelig ked af det. Men vi er nødt til at prøve igen. Jeg tror, du nu forstår, at det her ikke er bluff. Det er vigtigt for os alle, at du accepterer dit nye navn.« Manden kiggede væk og stirrede længe ned i gulvet. »Hvordan kan du gøre det her mod mig?« spurgte Stephen gennem sin ømme strube. »Jeg er kun et barn.« Han var klar over, hvor ynkelig han lød. Stephen vidste også, at voksne som oftest reagerede på den slags på en af to måder. Enten blødte de lidt op og trak i land. Eller også skoldede skyldfølelsen dem, og de gjorde sig hårde som sten for at slukke flammerne. Randall valgte det sidste, og han råbte med blussende kinder: »Det eneste, du skal gøre, er at acceptere et navn! Det er slut med at være flink. Hvad hedder du?« Stephen var ikke dum. Han valgte at spille med. »Thomas. Jeg hedder Thomas.« »Jeg tror ikke på dig,« svarede Randall, og hans øjne var mørke. »Igen.« Stephen åbnede munden for at svare, men Randall havde ikke talt til ham. Smerten vendte tilbage, voldsommere og hurtigere. Han nåede knap nok at registrere den, før han besvimede. »Hvad hedder du?« Stephen kunne knap nok tale. »Thomas.« »Jeg tror ikke på dig.« »Nej.« Han klynkede. Smerten var ikke længere overraskende. Heller ikke mørket, der fulgte. »Hvad hedder du?« »Thomas.« 18


»Du må aldrig glemme det.« »Nej.« Han græd, så hele kroppen skælvede. »Hvad hedder du?« »Thomas.« »Har du noget andet navn?« »Nej. Kun Thomas.« »Har nogen nogensinde kaldt dig andet?« »Nej. Kun Thomas.« »Vil du nogensinde glemme dit navn? Vil du nogensinde benytte et andet navn?« »Nej.« »Udmærket. Så får du en sidste påmindelse.« Senere lå han på sin seng, igen krøllet sammen om sig selv. Verden udenfor føltes fjern og tyst. Han var løbet tør for tårer, og hans krop var følelsesløs, bortset fra den ubehagelige snurren. Det var, som om hele hans væsen var faldet i søvn. Han forestillede sig Randall sidde overfor med skam og vrede rodet sammen i et kraftfuldt og livsfarligt raseri, der forvandlede hans ansigt til en grotesk maske, mens han påførte smerte. Jeg vil aldrig glemme det, sagde han til sig selv. Jeg må aldrig, aldrig glemme det. Og i sit sind messede han en velkendt sætning, igen og igen og igen. Selvom han ikke helt kunne sætte fingeren på det, var der noget, der virkede anderledes. Thomas, Thomas, Thomas. Mit navn er Thomas.

19


28.02.222 | kl. 09.36 »Sid venligst stille.« Lægen var ikke led, men han var heller ikke flink. Han var der ligesom bare, uanfægtet og professionel. Og ret forglemmelig: midaldrende, gennemsnitlig højde, normal bygning, kort, mørkt hår. Thomas lukkede øjnene og mærkede nålen glide ind i blodåren efter et kort stik af smerte. Det var sjovt, hvordan han gruede for det hver eneste uge, men det varede mindre end et sekund, ledsaget af en kølig fornemmelse. »Se så,« sagde lægen. »Det gjorde jo ikke ondt.« Thomas rystede på hovedet, men sagde ikke noget. Han havde svært ved at tale siden episoden med Randall. Han havde svært ved at sove, spise og alt muligt andet. Først de seneste par dage var han begyndt at komme sig over det, lige så langsomt. Når et hukommelsesspor om hans rigtige navn dukkede op i hans bevidsthed, skubbede han det fra sig og ønskede aldrig at skulle udsættes for den tortur igen. Thomas fungerede fint. Det måtte bare række. Blod, så mørkt, at det næsten så sort ud, gled gennem det smalle rør fra armen og ned i hætteglasset. Han vidste ikke, hvad de testede ham for, men det var blot et af mange, mange prik og sonderinger – nogle af dem dagligt, andre ugentligt. Lægen stoppede strømmen og lukkede glasset. »Godt, det var blodet.« Han trak nålen ud. »Lad os få dig ind i scanneren og tage endnu et kig på din hjerne.« Thomas stivnede, angsten piblede gennem kroppen, og det 20


strammede for brystet. Angsten kom altid, når de nævnte hans hjerne. »Så, så,« sagde lægen, da han mærkede Thomas spænde i kroppen. »Vi gør det her hver uge. Det er ren rutine – ikke noget at bekymre sig over. Vi er nødt til at tage regelmæssige billeder af din hjerneaktivitet. Okay?« Thomas nikkede og klemte øjnene i. Han havde lyst til at græde. Han hev en vejrtrækning ind og overvandt trangen. Han rejste sig og fulgte efter lægen til et andet lokale, hvor en enorm maskine stod som en kæmpe elefant, med et rørformet kammer i midten. En flad briks var trukket ud og ventede på at blive skubbet ind med Thomas på. »Op med dig.« Det var den fjerde eller femte gang, Thomas gjorde det, og der var ingen grund til at kæmpe imod. Han sprang op på sengen, lagde sig fladt på ryggen og stirrede op på lysene i loftet. »Husk nu,« sagde lægen, »du behøver ikke bekymre dig om de dunkende lyde. Det er helt normalt. Bare en del af legen.« Der lød klik og knagende maskineri, og så gled Thomas’ seng ind i det gabende rør. Thomas sad for sig selv ved et skrivebord. Foran ham, ved en tavle, stod hans lærer, mr. Glanville – en bister, grå-tonet mand næsten uden hår. Medmindre man regnede hans øjenbryn med. De buskede bryn så ud, som havde de beslaglagt samtlige hårsække fra resten af hans krop. Det var to timer over frokost, og Thomas ville have givet mindst tre af sine tæer for at ligge ned, lige midt på gulvet, og tage en lur. Bare fem minutter. »Kan du huske, hvad vi snakkede om i går?« spurgte mr. Glanville. Thomas nikkede. »FIRE.« »Ja, det er rigtigt. Og hvad står det for?« 21


»Flares Information Recovery Endeavor.« Hans lærer smilede med tydelig tilfredshed. »Meget fint.« Han vendte sig om mod tavlen og skrev PFC. »P ... F ... C. Det står for Post Flares Coalition, som var den direkte udløber af FIRE. Da de havde fået svar fra så mange lande som muligt, samlet repræsentanter og så videre, kunne de begynde at håndtere den umådelige katastrofe forårsaget af soludbruddene. Mens FIRE indsamlede information i et forsøg på at forstå de fulde konsekvenser af soludbruddene, og de der var blevet påvirket, forsøgte Koalitionen at løse problemerne. Synes du, jeg er kedelig at høre på?« Thomas rettede sig med et sæt og havde slet ikke bemærket, at hans hoved hang. Han havde måske endda blundet et øjeblik. »Undskyld,« sagde han og gned øjne. »Undskyld. FIRE, PFC, jeg er med.« »Hør nu,« sagde mr. Glanville. Han kom helt hen til Thomas. »Jeg er sikker på, du finder dine andre fag mere interessante. Videnskab, matematik, fysisk træning.« Han lænede sig frem og så Thomas direkte ind i øjnene. »Men du er nødt til at forstå historien. Det, der bragte os hertil, hvorfor vi sidder i den her suppedas. Man kan umuligt forstå, hvor man er på vej hen, hvis ikke man forstår, hvor man kom fra.« »Ja, sir,« sagde Thomas spagfærdigt. M r. Glanville rettede sig op og så misbilligende ned på Thomas. Ledte efter tegn på sarkasme. »Godt så. Kend din fortid. Tilbage til PFC. Der er meget at fortælle.« Mens hans lærer gik tilbage til tavlen, kneb Thomas sig hårdt i armen for at holde sig vågen. »Vil du have mig til at gennemgå det igen?« Thomas kiggede op på miss Denton. Hun havde mørkt hår og mørk hud, og hun var smuk. Rare øjne. Intelligente øjne. Hun var sandsynligvis den klogeste, Thomas havde mødt indtil 22


nu, at dømme efter de gåder, hun konstant udfordrede ham med i lektionerne i kritisk tænkning. »Jeg tror, jeg har forstået det,« sagde han. »Så gentag det for mig. Husk ...« Han skar hende af og citerede, hvad hun havde sagt tusinde gange. »‘Man må kende problemet bedre end løsningen, ellers bliver løsningen problemet.’« Han var ret sikker på, det var noget vås. »Meget fint!« sagde hun overdrevent rosende, som var hun chokeret over, at han havde husket hendes ord. »Så værsgo at gentage problemet. Visualiser det.« »Der er en mand på en togstation, der har mistet sin billet. Et hundrede og seksogtyve mennesker står på perronen sammen med ham. Der er ni separate spor, fem mod syd, fire mod nord. I løbet af de næste fyrre minutter vil fireogtyve tog ankomme og afgå. Yderligere femogfirs personer vil indfinde sig på stationen i dette tidsrum. Mindst syv går om bord på hvert tog, når det ankommer, og højst toogtyve. Derudover står mindst ti passagerer af ved hver ankomst, og højst atten  ...« Dette fortsatte i yderligere fem minutter. Detalje efter detalje. Det var svært nok at lære parametrene udenad. Han havde svært ved at fatte, at hun rent faktisk forventede, at han løste den dumme gåde. »... hvor mange mennesker står tilbage på perronen?« sluttede han. »Meget fint,« sagde miss Denton. »Tredje gang er åbenbart lykkens gang. Alle detaljer var korrekte, og det er det første skridt mod at finde en løsning. Har du svaret?« Thomas lukkede øjnene og gennemgik tallene. I det her fag foregik det hele i hovedet – ingen redskaber, ingenting på skrift. Det anstrengte hans sind som intet andet, og faktisk elskede han det. Han åbnede øjnene. »Otteoghalvfjerds.« 23


»Forkert.« Han brugte et par minutter og forsøgte igen. »Enogfirs.« »Forkert.« Han krympede sig i skuffelse. Efter yderligere et par forsøg indså han, at svaret måske slet ikke var et tal. »Jeg ved ikke, om den mand, der har mistet sin billet, overhovedet ankom med toget. Eller om nogen af de andre på perronen rejste sammen med ham, og i givet fald hvor mange.« M iss Denton smilede. »Nu sker der endelig noget.«

24


25.12.223 | kl. 10.00 I de to år, der var gået, siden de stjal Thomas’ navn, havde han haft travlt. Hans dage gik med undervisning og tests – matematik, fysik og kemi, kritisk tænkning og flere mentale og fysiske udfordringer, end han havde troet muligt. Han havde haft lærere og var blevet undersøgt af videnskabsfolk af alle slags, men han havde ikke set Randall igen eller hørt nogen nævne ham så meget som en eneste gang. Thomas var ikke sikker på, hvad det betød. Var mandens job afsluttet, og var han blevet fritstillet? Var han blevet syg – smittet med Udbruddet? Havde han forladt tjenesten som en af Thomas’ plejere, martret af skyld over det, han havde udsat en dreng for, der dårligt nok var gammel nok til at gå i skole? Thomas ville hellere end gerne glemme Randall for evigt, men han kunne stadig mærke et sus af panik, når en mand i grøn operationsdragt kom omkring et hjørne. Hver eneste gang troede han et kort øjeblik, at det var Randall. To år. To års blodprøver, fysisk diagnostik og konstant overvågning, lektion efter lektion efter lektion. Og gåderne. Alle de gåder. Men ingen rigtig information. I ndtil nu. Håbede han. Thomas vågnede og følte sig tilpas efter en god nats søvn. Kort efter han havde klædt sig på og spist, brød en kvinde, han aldrig havde set før, ind i hans normale skema. Han blev indkaldt til ‘et meget vigtigt møde’. Thomas ulejligede sig ikke med at bede om flere oplysninger. Han var allerede om25


kring de syv år, gammel nok til ikke at gå med på alt, hvad de voksne ville have ham til, men efter to år sammen med de her mennesker havde han indset, at han aldrig fik noget svar. Han havde indset, at der var andre måder at finde ud af tingene på, hvis man var tålmodig og brugte sine øjne og ører. Thomas havde efterhånden boet der så længe, at han næsten havde glemt, hvordan verden udenfor så ud. Det eneste, han kendte til, var hvide vægge, malerierne, han passerede på gangene, de forskellige blinkende skærme i laboratorierne, lysstofrørene, hans bløde grå sengetøj, de hvide fliser på hans værelse og badeværelse. Og i al den tid havde han kun haft kontakt til voksne. Han havde ikke en eneste gang, ikke engang i et kort, tilfældigt møde, haft mulighed for at snakke med nogen på tilnærmelsesvis sin egen alder. Han vidste, at han ikke var det eneste barn. Det skete indimellem, at han fik et glimt af pigen, der boede på værelset ved siden af hans. Altid kun et sekund eller to, øjne, der mødtes, netop som hans eller hendes dør gik i. For ham var skiltet på døren blevet synonymt med hendes navn, Teresa. Han ville så gerne snakke med hende. Hans liv var uendelig kedeligt, hans sparsomme fritid fyldt med gamle filmklip og bøger. En masse bøger. Det var den ene ting, de tillod ham at studere frit. Den store samling, de gav ham adgang til, var en livline, der formentlig reddede ham fra at blive gal. Den seneste måneds tid havde han været på et Mario Di Sanza-trip og nydt hver en side af klassikerne, der foregik i en verden, han dårligt nok forstod, men elskede at forestille sig. »Det er lige her,« sagde hans guide, da de nåede til en lille foyer med to bevæbnede vagter ved døren. Kvindens stemmeleje fik ham til at tænke på en computersimulering. »Kansler Anderson vil tage imod dig om et øjeblik.« Hun vendte sig brat, og uden at møde hans blik lod hun ham alene med mændene. 26


Thomas betragtede vagterne. De bar begge formelle, sorte uniformer ud over kraftig, skudsikker udrustning, og deres våben var enorme. De var anderledes end de vagter, han havde vænnet sig til. Hen over brystet, med store bogstaver, stod der WICKED. Thomas havde aldrig set det før. »Hvad betyder det?« spurgte han og pegede på ordet. Men det eneste svar, han fik, var et hurtigt blink og et lille glimt af et smil, efterfulgt af et hårdt blik. To hårde blikke. Efter kun at have haft voksenkontakt så længe var Thomas blevet mere modig, nogle gange decideret dristig, med de ting, han sagde, men det stod klart, at disse to mænd ikke havde i sinde at konversere, så han satte sig på stolen ved siden af døren. W ICKED. Han spekulerede over ordets betydning. Ondsindet? Hjerteløs? Hvorfor skulle nogen, en vagt, have et sådant ord præget på sin yderst formelle uniform? Thomas forstod det ikke. Det måtte stå for noget andet, men ... hvad? Lyden af døren bag ham afbrød hans tankerække. Thomas vendte sig om og så en midaldrende mand med grå stænk i sit mørke hår og blågrå rande under sine trætte, brune øjne. Men noget fik Thomas til at tro, at han var yngre, end han så ud. »Du må være Thomas,« sagde manden og forsøgte forgæves at lyde munter. »Jeg er Kevin Anderson, kansler for den her fine institution.« Han smilede, men hans øjne forblev mørke. Thomas rejste sig og følte sig genert. »Øhm, hyggeligt at møde dig.« Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Selvom han i det store og hele var blevet behandlet godt de seneste par år, var han stadig plaget af mindet om Randall, og ensomheden nagede ham dybt. Han vidste ikke rigtigt, hvad han lavede her, eller hvorfor han skulle møde manden lige nu. »Kom med ind på mit kontor,« sagde kansleren. Han trådte til side og slog ud med armen som for at afsløre en præmie. »Tag plads. Vi har meget at snakke om.« 27


Thomas sænkede blikket og gik ind på kanslerens kontor med en instinktiv frygt for, at manden ville gøre ham ondt, idet han gik forbi. Han satte sig på den nærmeste stol og kiggede hurtigt rundt. Han sad foran et stort skrivebord – det lignede træ, men var det helt sikkert ikke – med et par billedrammer vendt væk fra Thomas. Han ville virkelig gerne se, hvilke øjeblikke af mr. Andersons liv mon var fanget på de billeder. Bortset fra lidt elektronik, et par stole og en computer bygget ind i skrivebordet var kontoret i det store og hele tomt. K ansleren strøg ind i lokalet og satte sig på den anden side af skrivebordet. Han rørte et par gange på skærmen, virkede tilfreds med et eller andet, lænede sig så tilbage i stolen og satte fingerspidserne mod hinanden under hagen. Tavsheden fyldte lokalet, mens manden studerede Thomas, hvilket bare gjorde ham endnu mere ubehageligt til mode. »Ved du, hvad dag det er i dag?« spurgte kansler Anderson langt om længe. Thomas havde forsøgt hele formiddagen ikke at tænke på det, hvilket bare havde gjort minderne om den ene gode jul, han havde oplevet, så meget desto skarpere. Det fyldte ham med en knugende sorg, der lå som en skarp sten i brystet. »Det er jul,« svarede Thomas og håbede, han var i stand til at skjule, hvor trist det gjorde ham. Et kort øjeblik syntes han, han kunne lugte gran og smage gløgg bagerst på tungen. »Det er korrekt,« sagde kansleren og foldede armene, som var han stolt over svaret. »Og dagen i dag er den bedste af dem alle, ikke? Om man er religiøs eller ej, fejrer de fleste jul på den ene eller anden måde. Og lad os være realistiske – hvem har været religiøs det seneste årti? Med undtagelse af dommedagssekterne?« Manden blev tavs og stirrede ud i luften. Thomas havde ingen anelse om, hvad hans pointe var, andet end at gøre den stakkels knægt, der sad foran ham, deprimeret. 28


A nderson vågnede pludselig igen og lænede sig frem over skrivebordet med hænderne foldet foran sig. »Jul, Thomas. Familie. God mad. Hygge. Og gaver! Vi må ikke glemme gaverne! Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?« Thomas måtte kigge væk og forsøgte at stille sine øjne på den helt rigtige måde, så tårerne ikke kom piblende og trillede ned over hans kinder. Han nægtede at besvare så ondt et spørgsmål, om det så havde været bevidst eller ej. »Engang,« fortsatte Anderson, »da jeg var lidt yngre end dig, fik jeg en cykel. Fin og grøn. Lysene på træet funklede i den nye lak. Magi, Thomas. Den slags er ren magi. Sådan noget kommer aldrig igen i hele resten af ens liv, særligt ikke når man er blevet en vranten gammel knark som mig.« Thomas var kommet sig og så på kansleren med så meget vrede i sit blik som muligt. »Mine forældre er formentlig døde. Og ja, jeg fik en cykel, men jeg måtte efterlade den, da I bortførte mig. Jeg kommer aldrig til at opleve jul igen, takket være Udbruddet. Hvorfor snakker vi om det her? Behøver du træde i det?« Han fik det lidt bedre af at få luft for sin vrede. A ndersons ansigt var blegt, og ethvert spor af glade juleminder var visket bort. Han lagde hænderne fladt på skrivebordet, og en skygge gled for hans blik. »Det er lige præcis, hvad jeg gør, Thomas,« sagde han. »For at du kan forstå, hvor vigtigt det er, at vi gør alt, for at WICKED bliver en succes. For at finde en kur mod den her sygdom, koste, hvad det vil. Koste ... hvad det vil.« Han lænede sig tilbage i stolen, drejede en kvart omgang og stirrede ind i væggen. »Jeg vil have julen tilbage.«

29

Dashner MAZE RUNNER – FEBEREN Læseprøve  
Dashner MAZE RUNNER – FEBEREN Læseprøve