Page 1


ROALD DAHL

CHARLIE

OG CHOKOLADEFABRIKKEN I L LU S T R ER E T A F J O H N K E N N M O RT E N S E N PÅ DA N S K V E D J E N S LO U I S P E T E RS E N

HØST & SØN

3

Charlie-Lay01-B01a.indd 3

08/03/17 13.28


Heksene er oversat fra engelsk af Ida Elisabeth Hammerich efter The Whitches. Bogen udkom første gang på dansk i 1984. Oversættelsen er gennemset og revideret i forbindelse med nærværende udgave. Copyright © Roald Dahl Nominee Ltd, 1983 (tekst) All rights reserved Copyright © John Kenn Mortensen (illustrationer) Denne udgave: © Høst & Søn / rosinante & co, København 2. udgave, 1. oplag, 2017 Omslagsgrafik: Leo Scherfig Omslagsillustration: John Kenn Mortensen Indhold sat med Sabon af Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 97-887-638-4999-9 Printed in Latvia 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. www.roalddahl.com

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K rosinante-co.dk

2

Charlie


1

Om hekse

I eventyrene har hekse altid fjollede sorte hatte på og sorte kapper, og de rider på kosteskafter. Men dette er ikke et eventyr. Dette handler om RIGTIGE HEKSE. Nu skal jeg fortælle dig det allervigtigste om RIGTIGE HEKSE. Hør godt efter. Glem aldrig det, der nu kommer. RIGTIGE HEKSE har almindeligt tøj på og ligner almindelige kvinder utrolig meget. De bor i almindelige huse, og de har ALMINDELIGE JOBS. Det er derfor, det er så svært at fange dem. En RIGTIG HEKS hader børn med et rødglødende, sydende had, der er mere sydende og rødglødende end noget andet had, du kan forestille dig. 7


En RIGTIG HEKS bruger al sin tid på at planlægge, hvordan hun skal skaffe sig af med alle børn i sit territorium. Hun er besat af tanken om at udrydde dem, et for et. Hun tænker ikke på andet hele dagen lang. Selv mens hun arbejder som kassedame i et supermarked eller skriver breve for en forretningsmand eller kører rundt i en lækker bil (og alt det kan hun sagtens gøre), er hendes tanker altid i fuld gang med at planlægge og arrangere, og det myldrer og brænder og syder og bobler med morderiske, blodtørstige ideer. »Hvilket barn,« siger hun til sig selv dagen igennem, »lige præcis hvilket barn skal jeg vælge til min næste kvasning?« En RIGTIG HEKS har samme fornøjelse af at kvase et barn, som du har af at spise en portion jordbær med fløde. Hun regner med at gøre det af med ét barn om ugen. Mindre end det gør hende gnaven. Et barn om ugen er tooghalvtreds pr. år. Kvas dem og mas dem, til de forgår. Det er alle hekses valgsprog. Meget omhyggeligt bliver et offer udvalgt. Så lurer heksen på det arme barn, som en jæger lurer på en lille fugl i skoven. Hun går sagte. Hun bevæger sig roligt. Hun kommer nærmere og nærmere. Og så til sidst, når tiden er inde … fwisst! … slår hun ned! Gnister flyver. Flammer brænder. Olie koger. Rotter tuder. Hud forkuller. Og barnet forsvinder. En heks – det må du forstå – en heks slår ikke børn oven i hovedet eller stikker dem ned med knive eller skyder dem 8


med en pistol. Folk, der gør den slags, bliver taget af politiet. En heks bliver aldrig fanget. Glem ikke, at hun har magi i fingrene og djævelskab dansende i blodet. Hun kan få sten til at hoppe som frøer, og hun kan få ildtunger til at brænde på vandets overflade. Disse magiske kræfter er meget skræmmende. Heldigvis er der ikke ret mange RIGTIGE HEKSE i verden i dag. Men der er stadig rigeligt af dem til at gøre en nervøs. I England er der nok hen ved hundrede af dem i alt. Nogle lande har flere, andre har ikke helt så mange. Intet land i verden er helt fri for HEKSE. En heks er altid en kvinde. Jeg ønsker ikke at sige noget grimt om kvinder. De fleste af dem er yndige. Men det er en kendsgerning, at alle hekse er kvinder. Der eksisterer ikke mandlige hekse. På den anden side er en ghoul altid en mand. Det samme gælder en barghest. De er begge to farlige. Men ingen af dem er halvt så farlige som en RIGTIG HEKS. Hvad børn angår, så er en RIGTIG HEKS langt den farligste skabning af alle levende skabninger på jorden. Det, der gør hende dobbelt farlig, er, at hun ikke ser farlig ud. Selv når du kender alle hemmelighederne (dem får du at høre om et øjeblik), kan du alligevel aldrig være helt sikker på, om det er en heks, du har for dig eller bare en rar dame. Hvis en tiger kunne komme til at se ud som en stor hund med logrende hale, ville du sikkert gå hen og klappe den på hovedet. Og så ville det være ude med dig. Det er det samme med hekse. De ligner alle sammen rare damer. Vær sød at kigge nøje på billedet på næste side. Hvem af damerne er en heks? Det er et vanskeligt spørgsmål, men 9


10


det er et spørgsmål, som alle børn bliver nødt til at prøve at besvare. Måske bor der en heks i huset ved siden af – det kan du ikke vide. Eller måske var hun den kvinde med strålende øjne, der sad over for dig i bussen i morges. Hun kunne være den dame med det blændende smil, der bød dig et bolsje af en hvid papirspose på gaden før frokost. Hun kunne endda – og dette vil få dig til at høre efter – hun kunne endda være din søde lærerinde, som læser dette op for dig lige i dette øjeblik. Betragt den lærerinde nøje. Måske smiler hun over det absurde i en sådan påstand. Det skal du ikke lade dig gå på af. Det kunne bare være en del af hendes snedighed. Jeg siger selvfølgelig overhovedet ikke, at din lærerinde faktisk er en heks. Jeg siger bare, at hun kunne være en heks. Det er højst usandsynligt. Men – og hér kommer det store ‘men’ – det er ikke umuligt. Åh, hvis bare der fandtes en helt sikker måde at afgøre, om en kvinde var en heks eller ej, så kunne vi indfange dem alle sammen og putte dem i kødmaskinen. Ulykkeligvis findes der ikke en sådan måde. Men der er en række små tegn, du kan kigge efter, små ejendommelige vaner, som alle hekse har til fælles, og hvis du kender til de vaner, hvis du altid husker dem, så vil det muligvis lykkes dig at undgå at blive kvast, før du er ret meget ældre.

11


2

Min mormor

Selv havde jeg to forskellige møder med hekse, inden jeg fyldte otte år. Jeg slap uskadt fra det første møde, men ved den anden lejlighed var jeg ikke så heldig. Der skete noget med mig, som sandsynligvis vil få dig til at skrige, når du læser om det. Det er der ikke noget at gøre ved. Sandheden må frem. Den kendsgerning, at jeg er her endnu og kan tale til dig (hvor besynderlig jeg end måtte se ud), skyldes udelukkende min vidunderlige mormor. Min mormor er norsk. Nordmænd ved alt om hekse, for fra Norge, med dets sorte skove og sneklædte fjelde, kom de første hekse. Min far og mor var også norske, men fordi min far arbejdede i England, blev jeg født der og begyndte 12


at gå i engelsk skole. To gange om året, ved juletid og om sommeren, tog vi hjem til Norge for at besøge min mormor. Denne gamle dame var, så vidt jeg kunne forstå, næsten den eneste levende slægtning, vi havde på begge sider af familien. Hun var altså mor til min mor, og jeg tilbad hende. Når hun og jeg var sammen, talte vi enten norsk eller engelsk. Det var lige meget. Vi talte begge sprog lige flydende, og jeg må indrømme, at jeg følte, jeg stod hende nærmere end min mor. Kort efter jeg var fyldt syv år, tog mine forældre mig som sædvanlig med til Norge for at holde jul med min mormor. Og det var derovre, mens min far og mor og jeg i frostvejr kørte lige nord for Oslo, at vores bil rutsjede af vejen og tumlede ned i en klippekløft. Mine forældre blev dræbt. Jeg sad godt fastspændt på bagsædet og fik kun en rift i panden. Jeg vil ikke komme ind på den frygtelige eftermiddags rædsler. Jeg ryster stadig over hele kroppen, når jeg tænker på det. Jeg endte selvfølgelig hjemme hos min mormor med hendes arme tæt omkring mig, mens vi begge to græd hele natten igennem. »Hvad skal vi gøre nu?« spurgte jeg hende med tårer i øjnene. »Du bliver boende her hos mig,« sagde hun, »og så skal jeg nok tage mig af dig.« »Skal jeg ikke tilbage til England?« »Nej,« sagde hun. »Det kunne jeg aldrig finde på. Himlen kan tage min sjæl, men Norge skal beholde mine knogler.« For at vi begge to kunne forsøge at glemme vores store sorg, begyndte min mormor allerede næste dag at fortælle mig historier. Hun var en vidunderlig historiefortæller, og 13


jeg var tryllebundet af alt, hvad hun fortalte mig. Men jeg blev først rigtig ophidset, da hun nåede til emnet hekse. Hun var åbenbart en stor ekspert i disse væsner, og hun gjorde det helt klart for mig, at hendes heksehistorier, i modsætning til de fleste af de andre, ikke var fantasifortællinger. De var alle sammen sande. De var den skinbarlige sandhed. De var historie. Alt, hvad hun fortalte om hekse, havde faktisk fundet sted, og jeg måtte hellere tro på det. De var alle vegne rundt om os, og dét måtte jeg også hellere tro på. »Taler du virkelig sandt, Mormor? Er det virkelig og fuldstændig sandt?« »Kære barn,« sagde hun, »du kommer ikke til at leve længe i denne verden, hvis du ikke ved, hvordan du skal genkende en heks, når du ser hende.« »Men du sagde, at hekse ser ud som almindelige kvinder, Mormor. Hvordan skal jeg så genkende dem?« »Du må høre godt efter,« sagde min mormor. »Du må huske alt, hvad jeg fortæller dig. Derefter kan du ikke gøre andet end at slå kors for dig og bede til himlen og håbe på det bedste.« Vi sad i den store dagligstue i hendes hus i Oslo, og jeg var klar til at gå i seng. Hos min mormor blev gardinerne aldrig trukket for, og gennem vinduet kunne jeg se store snefnug dale langsomt ned over en tjæresort verden udenfor. Min mormor var uhyre gammel og rynket, med en bastant, rund krop indhyllet i grå kniplinger. Der sad hun majestætisk i sin lænestol og udfyldte hver tomme af den. Ikke engang en mus kunne have mast sig ind for at sidde ved siden af hende. Jeg selv, der lige var blevet syv år, krøb sammen på gulvet for fødderne af hende, iført nattøj og sutsko. 14


15


»Vil du sværge på, at du ikke laver sjov med mig?« blev jeg ved. »Vil du sværge på, at det ikke bare er noget, du finder på?« »Hør her,« sagde hun, »jeg har kendt ikke mindre end fem børn, der simpelt hen er forsvundet fra jordens overflade, og ingen har set dem siden. Heksene tog dem.« »Jeg tror, du bare prøver på at skræmme mig,« sagde jeg. »Jeg prøver på at sikre, at det ikke går dig på samme måde,« sagde hun. »Jeg elsker dig, og jeg vil gerne beholde dig her hos mig.« »Fortæl mig om de børn, der forsvandt,« sagde jeg. Min mormor var den eneste bedsteforælder, jeg nogen sinde havde mødt, der røg cigar. Nu tændte hun én, en lang, sort cigar, der lugtede af brændende gummi. »Det første barn, jeg kendte, som forsvandt,« sagde hun, »hed Ragnhild Hansen. Ragnhild var omkring de otte på det tidspunkt, og hun legede med sin lillesøster i haven. Deres mor, som var ved at bage brød i køkkenet, kom ud for at få en mundfuld frisk luft. ‘Hvor er Ragnhild?’ spurgte hun. ‘Hun gik sammen med den høje dame,’ sagde lillesøsteren. ‘Hvilken høj dame?’ sagde moderen. ‘Den høje dame med hvide handsker,’ sagde lillesøsteren. ‘Hun tog Ragnhild ved hånden og gik med hende.’ Ingen,« sagde min mormor, »har nogen sinde set Ragnhild igen.« »Ledte de ikke efter hende?« spurgte jeg. »De ledte overalt. Alle i byen hjalp, men de fandt hende aldrig.« »Hvad skete der med de fire andre børn?« spurgte jeg. »De forsvandt ganske ligesom Ragnhild.« »Hvordan, Mormor? Hvordan forsvandt de?« 16


»Hver gang var en fremmed dame blevet set uden for huset, lige før det skete.« »Men hvordan forsvandt de?« spurgte jeg. »Den anden sag var meget mærkværdig,« sagde min mormor. »Det var en familie, der hed Christiansen. De boede oppe på Holmenkollen, og de havde et gammelt oliemaleri i dagligstuen, som de var meget stolte af. Maleriet forestillede nogle ænder på gårdspladsen foran et bondehus. Der var ingen mennesker på billedet, bare en flok ænder på en græsbevokset gårdsplads og bondehuset i baggrunden. Det var et stort maleri og ganske smukt. Nå, men en dag kom deres datter Solveg hjem fra skole, spisende på et æble. Hun sagde, at en rar dame havde givet hende det på gaden. Næste morgen var lille Solveg ikke i sin seng. Forældrene ledte alle vegne, men de kunne ikke finde hende. Så råbte faderen lige med ét: ‘Der er hun! Der står Solveg og fodrer ænderne!’ Han pegede på oliemaleriet, og der var Solveg ganske rigtigt. Hun stod på gårdspladsen og var i færd med at kaste brød fra en kurv ud til ænderne. Faderen fór hen til billedet og rørte ved hende. Men det hjalp ikke. Hun var simpelt hen en del af maleriet, bare et billede malet på lærredet.« »Har du nogen sinde set det billede, Mormor, med den lille pige på?« »Mange gange,« sagde min mormor. »Og det besynderlige var, at lille Solveg hele tiden flyttede rundt i billedet. Den ene dag var hun inde i bondehuset, og man kunne se hendes ansigt kigge ud ad vinduet. En anden dag kunne hun stå helt ude til venstre med en and i favnen.« »Så du hende flytte sig i billedet, Mormor?« »Det var der ingen, der gjorde. Hvor hun end var, enten 17


udenfor og fodrede ænder eller indenfor og kiggede ud ad vinduet, var hun altid ubevægelig, bare en figur malet i olie. Det hele var meget underligt,« sagde min mormor. »Virkelig forunderligt underligt. Og det allerunderligste af det hele var, at som årene gik, blev hun ældre på billedet. I løbet af ti år var den lille pige blevet til en ung kvinde. I løbet af tredive år var hun midaldrende. Så, lige med ét, fireoghalvtreds år efter det var sket, forsvandt hun helt fra maleriet.« »Mener du, at hun døde?« sagde jeg. »Hvem ved?« sagde min mormor. »Der foregår mange mystiske ting i hekseverdenen.« »Nu har du fortalt mig om to af dem,« sagde jeg. »Hvad skete der med den tredje?« »Den tredje var lille Birgit Svenson,« sagde min mormor. »Hun boede lige over for os. En dag begyndte hun at få fjer over hele kroppen. På mindre end en måned var hun blevet til en stor hvid høne. Hendes forældre holdt hende i årevis i et bur i haven. Hun lagde oven i købet æg.« »Hva’ farve æg?« sagde jeg. »Brune,« sagde min mormor. »De største æg jeg har set i mit liv. Hendes mor lavede omeletter af dem. De var lækre.« Jeg stirrede op på min mormor, som sad der som en ældgammel dronning på sin trone. Hendes øjne var tåget-grå, og de syntes at kigge på noget milelangt herfra. Cigaren var i det øjeblik det eneste virkelige ved hende, og den røg, den lavede, bølgede omkring hendes hoved i blå skyer. »Men den lille pige, der blev til en høne, forsvandt hun ikke?« sagde jeg. »Nej, ikke Birgit. Hun levede i mange år og lagde sine brune æg.« 18


»Du sagde, at de alle sammen forsvandt.« »Jeg tog fejl,« sagde min mormor. »Jeg er ved at blive gammel. Jeg kan ikke huske alt.« »Hvad skete der med det fjerde barn?« spurgte jeg. »Den fjerde var en dreng, der hed Harald,« sagde min mormor. »En morgen blev hans hud helt grålig-gul. Så blev den hård og stiv, som skallen på en nød. Ved aften var drengen blevet til sten.« »Sten?« sagde jeg. »Mener du rigtig sten?« »Granit,« sagde hun. »Jeg kan tage dig med hen at se ham, hvis du vil. De har ham stadig i huset. Han står i entréen, en lille stenstatue. Gæster stiller deres paraplyer op ad ham.« 19


Selv om jeg ikke var særlig gammel, var jeg ikke indstillet på at tro alt, hvad min mormor fortalte mig. Men hun talte så overbevisende, med så dyb alvor og uden et smil om munden eller et glimt i øjnene, at jeg begyndte at tvivle. »Gå videre, Mormor,« sagde jeg. »Du sagde, der var fem i alt. Hvad skete der med den sidste?« »Vil du ha’ et hiv af min cigar?« sagde hun. »Jeg er kun syv, Mormor.« »Jeg er ligeglad med, hvor gammel du er,« sagde hun. »Du bliver aldrig forkølet, hvis du ryger cigarer.« »Hvad med nummer fem, Mormor?« »Nummer fem,« sagde hun og tyggede på enden af cigaren, som om den var en lækker asparges, »var et ret så interessant tilfælde. Leif, en niårig dreng, var på sommerferie ved fjorden med sin familie, og hele familien var på skovtur og badede fra nogle klipper på en af de der små øer. Lille Leif dykkede ned under vandet og hans far, som holdt øje med ham, lagde mærke til, at han blev dernede usædvanlig længe. Da han omsider kom op til overfladen, var han ikke Leif mere.« »Hvad var han da, Mormor?« »Han var et marsvin.« »Vel var han ej! Det kunne han da ikke!« »Han var et yndigt ungt, marsvin,« sagde hun. »Og lige så venlig, som man overhovedet kan være.« »Mormor,« sagde jeg. »Ja, min skat?« »Var han helt ærligt blevet til et marsvin?« »Afgjort,« sagde hun. »Jeg kendte hans mor godt. Hun fortalte mig det hele. Hun fortalte mig, hvordan Leif Marsvin var blevet hos dem hele eftermiddagen og havde givet 20


sine søskende rideture på sin ryg. De havde det herligt. Så vinkede han med en luffe og svømmede bort for aldrig mere at vise sig.« »Men, Mormor,« sagde jeg, »hvordan kunne de vide, at det marsvin rent faktisk var Leif?« »Han snakkede med dem,« sagde min mormor. »Han grinede og lavede fis med dem al den tid, han gav dem rideture.« »Men blev der ikke vild panik, da det skete?« spurgte jeg. »Ikke meget,« sagde min mormor. »Du må huske, at her i Norge er vi vant til den slags ting. Der er hekse alle vegne. Sandsynligvis bor der en i vores gade netop nu. Men nu er det sengetid.« »En heks kunne ikke komme ind ad mit vindue i nat, vel?« spurgte jeg og gøs lidt. »Nej,« sagde min mormor. »En heks ville aldrig gøre noget så fjollet som at klatre op ad nedløbsrør eller bryde ind i folks huse. Du kan ligge helt trygt i din seng. Kom nu. Så skal jeg putte dig.«

21

Dahl HEKSENE (Læseprøve)