Page 1


Den Store Venlige Kæmpe er oversat fra engelsk af Ida Elisabeth Hammerich efter The BFG Copyright © Roald Dahl Nominee Ltd, 1982. All rights reserved Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København 2. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: THE BFG film art work © 2016 Storyteller Distribution Co., LLC and Nordisk Film All rights reserved Omslagsgrafiker: Lars Rosenquist Beck-Jessen/bogmager.dk Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-6384-807-7 Printed in Denmark 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Olivia 20. april 1955 – 17. november 1962

www.roalddahl.com

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Roald Dahl

På dansk ved Ida Elisabeth Hammerich

høst & søn


Indhold Personliste 7 Heksetimen 9 Hvem? 12 Bortførelsen 16 Hulen 19 SVK’en 23 Kæmperne 28 De eventyrlige ører  35 Cigurker 47 Blodtapperen 53 Chambrus og fjertehop  62 Rejsen til Drømmeland  68 Drømmefangst 80


En pukkelbøvs til Kødklumpæderen  86 Drømme 94 Den store plan  111 Drømmen mikses  123 Rejsen til London  131 Slottet 138 Dronningen 144 Kongeligt morgenbord  158 Planen 172 Fangsten! 179 Fodringstid 192 Forfatteren 195


Introduktion Personerne i denne bog er: Mennesker: Dronningen af England Mary, dronningens kammerpige Mr. Tibbs, slottets hovmester Chefen for hæren Chefen for luftvåbenet Og så selvfølgelig Sofie, en forældreløs pige

Kæmper: Kødklumpæderen Knogleknaseren Mandehuggeren Barnegnaskeren Flæskeflænseren Strubekværkeren Jomfrukvaseren Blodtapperen Slagterdrengen ... og SVK’en, naturligvis


Heksetimen Sofie kunne ikke sove. En glitrende månestråle stod skråt ind gennem en sprække i gardinerne. Den skinnede lige ned på hendes pude. De andre børn på sovesalen havde sovet i timevis. Sofie lukkede øjnene og lå ganske stille. Hun prøvede af al magt at døse hen. Der var fuldkommen stille i huset. Ingen stemmer lød fra stueetagen. Der var heller ingen fodtrin på etagen ovenover. Vinduet bag gardinet stod på vid gab, men der gik ingen på fortovet udenfor. Der kørte ingen biler forbi på gaden. Ikke den mindste lyd var at høre nogetsteds. Sofie havde aldrig oplevet sådan en stilhed. Måske, sagde hun til sig selv, er det dét, de kalder heksetimen. Heksetimen, var der engang en der havde hvisket til hende, var et ganske særligt øjeblik midt på natten, når alle børn og alle voksne lå i dyb, dyb søvn, og 9


alle mørkets væsner kom frem af deres skjul og havde verden for sig selv. Månens stråler lyste klarere end nogen sinde på Sofies pude. Hun besluttede at stå ud af sengen og trække gardinerne helt sammen. Man blev straffet, hvis man blev pågrebet ude af sengen, efter at lyset var blevet slukket. Selv om man sagde, at man skulle på toilettet, blev det ikke godtaget som undskyldning, og de straffede en alligevel. Men nu var der ikke nogen, det var Sofie sikker på. Hun rakte ud efter sine briller, som lå på stolen ved siden af sengen. De havde stålstel og meget tykke glas, og hun kunne næsten intet se uden dem. Hun tog dem på, så smuttede hun ud af sengen og listede på tåspidserne hen til vinduet. Da hun nåede gardinerne, tøvede Sofie. Hun havde lyst til at dykke ned under dem og læne sig ud ad vinduet for at se, hvordan verden så ud, når heksetimen nærmede sig. Hun lyttede igen. Alt var dødsens stille. Trangen til at kigge ud blev så stærk, at hun ikke kunne modstå den. Hurtigt dukkede hun ned under gardinerne og lænede sig ud ad vinduet. I månens sølvskær virkede den landsbygade, som hun kendte så godt, fuldkommen anderledes. Hu10


sene så vinde og skæve ud, som huse i et eventyr. Alt var blegt og spøgelsesagtigt og mælkehvidt. På den anden side af vejen kunne hun se mrs. Rances butik, hvor man købte knapper og uldgarn og elastik i metermål. Den så ikke virkelig ud. Der var også noget sløret og tåget over den. Sofie lod blikket strejfe længere og længere ned ad gaden. Med ét stivnede hun. Der kom noget gående hen ad gaden på den modsatte side. Det var noget sort ... Noget højt og sort ... Noget meget højt og meget sort og meget magert.

11


Hvem? Det var ikke et menneske. Det var fire gange så højt som det højeste menneske. Det var så højt, at dets hoved ragede op over de øverste vinduer i husene. Sofie åbnede munden for at skrige, men der kom ikke en lyd frem. Hendes strube var ligesom hele hendes krop stivnet af rædsel. Det var ganske rigtigt heksetimen. Den høje, sorte skikkelse kom hen imod hende. Den holdt sig tæt op ad husene på den anden side af gaden og skjulte sig i skyggerne, hvor månelyset ikke nåede ned. Den kom nærmere. Nærmere og nærmere. Men den bevægede sig i ryk. Den stoppede op, så gik den videre, og så stoppede den op igen. Men hvad i alverden var den ude på? Aha! Nu kunne Sofie se, hvad det var, den var ude på. Den standsede foran hvert hus. Så stod den stille og kiggede ind ad vinduerne på hvert eneste hus i gaden. Faktisk måtte den bøje sig ned for at spejde ind ad vinduerne på første sal. Så høj var den. 12


Den standsede og kiggede ind. Så luskede den hen til det næste hus og stoppede op igen, kiggede ind og sådan fortsatte den hele vejen hen ad gaden. Nu var den kommet meget nærmere, og Sofie kunne tydeligere se den. Når hun betragtede den nøje, forstod hun, at det måtte være en eller anden slags PERSON. Det var klart, at det ikke var et menneske. Men det var afgjort en PERSON. Måske en KÆMPEPERSON. Sofie stirrede intenst hen over den disede, månelyse gade. Kæmpen (hvis det altså var sådan en) var iført en lang SORT KAPPE. I den ene hånd havde han noget, der lignede en MEGET LANG, SLANK TROMPET. I den anden bar han en STOR KUFFERT. Kæmpen var standset op foran mr. og mrs. Goocheys hus. Ægteparret Goochey havde en grønthandlerforretning midt på hovedgaden, og familien boede over butikken. Deres to børn sov ovenpå i værelset ud mod gaden, det vidste Sofie. Kæmpen spejdede gennem vinduet ind i det værelse, hvor Michael og Jane Goochey lå og sov. Fra den anden side af gaden betragtede Sofie den og holdt vejret. Hun så Kæmpen træde et skridt tilbage og sætte kufferten fra sig på fortovet. Han bøjede sig ned og 13


åbnede kufferten. Han tog noget op af den. Det lignede et syltetøjsglas, et af de firkantede med skruelåg. Han skruede låget af glasset og hældte det, der var i, ned i mundingen på den lange trompet-tingest. Sofie iagttog det hele og gøs. Hun så Kæmpen rette sig op igen, og hun så ham stikke trompeten ind gennem det åbne vindue i værelset på første sal, hvor Goochey-børnene lå og sov. Hun så Kæmpen tage en dyb indånding og pust blæste han i trompeten. Der kom ikke en lyd, men det var indlysende for Sofie, at hvad det end var, der havde været i glasset, så var det nu blevet pustet gennem trompeten ind i Goochey-børnenes sovekammer. Hvad kunne det være? Da Kæmpen trak trompeten tilbage fra vinduet og bøjede sig ned for at tage kufferten, kom han til at dreje hovedet og kigge over på den anden side af gaden. I måneskinnet så Sofie i et glimt et meget langt, blegt og rynket ansigt med nogle helt enorme ører. Næsen var skarp som en kniv, og over næsen sad der et par blanke, lynende øjne, og øjnene stirrede lige på Sofie. Der var et glubsk, djævelsk udtryk i dem. Sofie udstødte et gisp og trak sig tilbage fra vin14


duet. Hun flygtede gennem sovesalen og sprang op i sengen og gemte sig under tÌppet. Og der krøb hun sammen, stille som en mus, mens hun dirrede over det hele.

15


Bortførelsen Under tæppet lå Sofie og ventede. Da der var gået et minut eller så, løftede hun et hjørne af tæppet og kiggede ud. For anden gang i løbet af den nat frøs hendes blod til is, og hun ville skrige, men fik ikke en lyd frem. Der ved vinduet, hvor gardinerne var skubbet til side, stirrede Kæmpepersonens enorme, lange, blege, rynkede ansigt ind. De lynenende, sorte øjne var fæstnet på Sofies seng. I næste øjeblik slangede en kæmpehånd med blege fingre sig ind ad vinduet. Den blev efterfulgt af en arm, en arm så tyk som en træstamme, og armen, hånden, fingrene rakte ind gennem stuen, hen mod Sofies seng. Denne gang stak Sofie virkelig i et hyl, men kun et sekund, for meget hurtigt slog den store hånd ned på hendes tæppe, og skriget blev kvalt i sengetøjet. Da Sofie krøb sammen under tæppet, mærkede hun stærke fingre gribe fat i sig, og så blev hun løftet op af sengen med tæppe og det hele og trukket ud 16


ad vinduet. Hvis du kan forestille dig, at noget mere gruopvækkende kunne ske dig midt om natten, så vil vi gerne høre om det. Det frygtelige ved det var, at Sofie præcis vidste, hvad der skete, selv om hun ikke kunne se det ske. Hun vidste at et Uhyre (eller en Kæmpe) med et enormt, langt, blegt, rynket ansigt og farlige øjne havde snappet hende fra hendes seng midt i heksetimen og nu trak hende ud ad vinduet, halvkvalt i et tæppe. Derefter skete der faktisk dette: Da Kæmpen havde fået Sofie udenfor, ordnede han tæppet sådan, at han kunne gribe om alle dets fire hjørner på én gang med sin kæmpehånd, med Sofie spærret inde i det. Med den anden hånd greb han kufferten og den lange trompet-tingest og spænede af sted. Ved at sprælle inde i tæppet lykkedes det Sofie at skubbe hovedet op gennem en lille sprække lige under Kæmpens hånd. Hun kiggede sig omkring. Hun så landsbyens huse fare forbi på begge sider. Kæmpen benede ned ad hovedgaden. Han løb så hurtigt, at hans sorte kappe flagrede ud bag ham som fuglevinger. Hvert skridt, han tog, var så langt som en tennisbane. Ud af landsbyen løb han, og snart stormede de hen over de månelyse marker. De levende hegn, der skilte markerne ad, var ikke noget problem for Kæmpen. Han skrævede simpelthen over dem. 17


En bred flod kom i vejen for ham. Han krydsede den i ét flyvende spring. Sofie krøb sammen i tæppet og kiggede ud. Hun blev bumpet mod Kæmpens ben som en sæk kartofler. Over markerne og hegnene og floderne gik det, og pludselig slog en frygtelig tanke ned i hende. Kæmpen løber så hurtigt, tænkte hun, fordi han er sulten, han vil gerne hjem så hurtigt som muligt, og så skal han have mig til morgenmad.

18

Dahl DEN STORE VENLIGE KÆMPE (Læseprøve)  
Dahl DEN STORE VENLIGE KÆMPE (Læseprøve)