Issuu on Google+

Hvordan lyder det, når et niogfirs år gammelt hjerte brister? Der vil nok ikke være meget andet end stilhed, og i hvert fald blot en ganske lille sprød lyd.

Å

ret er 1992, og Lillys elskede barnebarn, Bill, har begået

Sebastian Barry er født i Dublin 1955. Han debuterede som forfatter i 1982 og har siden

selvmord efter at være vendt hjem fra Golfkrigens ræds-

21,5 mm

ler. Nu sidder den niogfirsårige dame og nedskriver tanker om sit liv, for hun har også besluttet at afslutte det.

skrevet en lang række skuespil og flere anmelderroste romaner, deriblandt A Long Long Way

Fortællingen begynder ved slutningen af Første Verdenskrig,

The Secret Scripture (2008, da.

Irland til USA. Men da Tagd en dag bliver likvideret, må Lilly

Det hemmelige skrift). Begge blev shortlistet til Englands

på ny starte forfra. Det viser sig dog hurtigt, at det forjættede

fornemmeste litteraturpris,

land måske nok byder på en anden skæbne, men ikke mindre

The Man Booker Prize.

dramatisk og barsk end den, hun flygtede fra.

D age med Lilly

(2005, da. Og alt blev stille) og

hvor Lilly og hendes forlovede, Tagd, må flygte fra hjemlandet

158 mm

90 mm

S e bas t ian

Barry D agem ed

Lilly

R O M AN · C I C ER O

Elegant litteratur, der snildt lader sig læse flere gange. – W ee k endavisen

HHHHH Uhyggelig, realistisk og meget, meget spændende. – F emina

236 mm

158 mm

Sebastian Barry

foto: Jerry Bauer

90 mm


Af samme forfatter: Og alt blev stille Det hemmelige skrift


S E BaS t Ian

BaRRy D agem ed

Lilly

Oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen

C I C E R O

CICERO


Copyright © 2011 by Sebastian Barry Originaltitel: On Canaan’s Side Sats: Cicero, København Tryk: Livonia Print, Riga Omslagsdesign: Faber Dansk versionering: stoltzedesign.dk Omslagsillustration: © Genevieve Naylor / Corbis ISBN: 978-87-638-1972-5 Første danske udgave Printed in Latvia 2012

Homer-citat side 22: Christian Wilsters oversættelse af Iliaden, 1836, 1. sang, 1. linje

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Til Dermot og Bernie


Livin’ on Canaan’s side, Egypt behind Crossed over Jordan wide, gladness to find. amerikansk salme


FØRSTE DEL


Første dag uden Bill

B

ill er død. Hvordan lyder det, når et niogfirs år gammelt hjerte brister? Der vil nok ikke være meget andet end stilhed, og i hvert fald blot en ganske lille sprød lyd. Da jeg var fire år, havde jeg en porcelænsdukke, som jeg havde fået ad omveje. Min moster, som boede i Wicklow, havde gemt den fra sin egen og min mors barndom og gav mig den som en slags minde om min mor. For en fireårig kan sådan en dukke også være dyrebar af andre grunde, ikke mindst på grund af dens skønhed. Jeg kan stadig se hendes bemalede ansigt for mig, roligt og østerlandsk, og den blå silkekjole, hun havde på. Til min store forundring var min far bekymret over gaven. Det foruroligede ham på en måde, som jeg ingen mulighed havde for at forstå. Han sagde, at det var for dyr en gave til en lille pige, selv om det var den samme lille pige, han tilbad og elskede over alt på jorden. En søndag omkring et år efter at jeg havde fået dukken, insisterede jeg på at tage den med til messe på trods af lange og omstændelige protester fra min far, der var religiøs i den forstand, at han håbede på et liv efter døden. Han satsede fuldt og fast på det. På en eller anden måde var en dukke efter hans mening ikke en passende kirkegænger.

11


Mens jeg stædigt bar hende ind i prokatedralen på Marlborough Street, begyndte hun, måske ved et uheld, måske på grund af den meget alvorlige stemning der, at glide ud af mine arme. Den dag i dag er jeg ikke sikker på, i hvert fald ikke fuldkommen sikker på, om det var en mærkelig indskydelse, der fik mig til at give slip på hende. Men hvis det var, fortrød jeg det øjeblikkeligt. Gulvet i katedralen var flisebelagt og hårdt. Den smukke kjole kunne ikke redde hende, og hendes perfekte ansigt ramte fliserne og blev knust som en æggeskal. Mit hjerte bristede af sorg i samme sekund, og derfor er lyden af min dukke, der gik i stykker, i min barnlige hukommelse blevet til lyden af et hjerte, der brister. Og skønt det bare var en barnlig forestilling, spekulerer jeg nu på, om det mon ikke er sådan, det lyder, når et niogfirs år gammelt hjerte brister, går i stykker af sorg – en lille sprød lyd. Men selve følelsen er som et begsort landskab opslugt af vandmasser, hvor alt, hus og stald, dyr og menneske, er truet på livet og skræmt fra vid og sans. Det er, som om nogen, en slags højere styrelse, himlenes CIA måske, udmærket havde set, hvilken lille mekanisme jeg er, og hvordan den er pakket ind og sat sammen, og har en lille bog eller brugsanvisning til at skille mig ad, og tandhjul for tandhjul og ledning for ledning gør netop det uden nogen planer om på et tidspunkt at samle mig igen og er ligeglad med den kendsgerning, at alle mine dele falder på gulvet og forsvinder. Jeg er så skræmt af sorg, at der ikke findes trøst i noget som helst. Jeg har i mit hoved en slags smeltet klode i stedet for en hjerne, og jeg brænder op derinde, af rædsel og elendighed. Gud tilgive mig. Gud hjælpe mig. Jeg er nødt til at få hold på mig selv. Simpelthen nødt til det. Kære Gud, hjælp mig. Ser Du mig? Jeg sidder her ved bordet i mit køkken, det med den røde formica­ plade. Køkkenet er skinnende rent. Jeg har lavet te. Selv om jeg var ude af mig selv, huskede jeg at skolde kanden. En teskefuld til mig og en til kanden. Jeg lod som altid teen trække, ventede som altid, og det gyldne lys i vinduet ud mod havet virkede lige så massivt som en gammel messingplade. Jeg har den grå kjole af kraftig bom-

12


uld på, som jeg fortrød at have købt, straks jeg lagde pengene på disken i Main Street, og som jeg stadig fortryder, skønt den er varm i dette enerverende vejr. Jeg vil drikke teen. Jeg vil drikke teen. Bill er død. Historien om min mor er, at hun døde, da hun fødte mig. Jeg brød fri som en fasan fra sit skjul, fortalte min far mig. Larmende. Hans egen far havde været skytte på godset Humewood i Wicklow, så han vidste, hvordan en fasan så ud, når den fløj op fra sit skjul. Men mor døde, netop som solen var på vej op, og behovet for at have stearinlysene tændt svandt. Det var i landsbyen Dalkey ikke langt fra havet. I mange år var dette bare en historie for mig. Men da jeg var gravid med mit eget barn, blev den pludselig levende igen og var, som skete det i nuet. Jeg kunne fornemme hende i den trange fødestue i Cleveland, mens jeg kæmpede for at få ham ud. Indtil da havde jeg ikke skænket min mor en ærlig tanke, men i de øjeblikke tror jeg ikke, at noget menneske nogensinde har været så tæt på et andet. Da barnet langt om længe blev lagt op på mit bryst, mens jeg gispede som et dyr, og en mageløs lykkefølelse strømmede igennem mig, græd jeg over hende, og værdien og vægten af de tårer var for mig dyrebarere end et kongerige. Da jeg som fireårig blev udsat for den katolske katekisme, i børne­ haven, der hørte til slottet, og mrs. O’Toole stillede det første spørgsmål: Hvem skabte Himlen og Jorden? vidste jeg instinktivt, at hun tog fejl, da hun gav os svaret: Vorherre. Hun stod foran os og læste både spørgsmål og svar højt med sin kvidrende stemme. Og jeg kunne have været tilbøjelig til at tro på hende, fordi hun i sin kjole, der var lige så grå som en sæl i Dublins zoologiske have, var en imponerende skikkelse for en fireårig, og fordi hun havde været meget venlig over for mig, da jeg startede, og havde foræret mig et æble. Men for mig var min far selve Himlen og Jorden, James Patrick Dunne, der endnu ikke var, men snart skulle blive politiinspektør i Dublins Politi, og det mente jeg, at hun burde have vidst.

13


Historien om min far er, at han anførte angrebet på Larkins mænd i Sackville Street. Da Larkin krydsede O’Connell-broen, med falsk skæg, og gik gennem marmorgangene i Imperial Hotel og ud på en balkon og begyndte at tale til hundredvis af arbejdere, der var stimlet sammen nedenfor, hvilket var forbudt ved lov, beordrede min far og andre politiofficerer de ventende betjente frem med trukne stave. Da jeg som barn første gang hørte historien, om aftenen den dag det skete, misforstod jeg det og troede, at min far havde gjort noget heroisk. I mit hoved føjede jeg en hvid hest til, som han red på med gallasværdet trukket. Jeg så ham fare frem som i et rigtigt kavaleriangreb. Hans ridderlige væsen og tapperhed fik mig til at snappe efter vejret. Først adskillige år efter forstod jeg, at han var gået frem til fods, og at tre arbejdere var blevet dræbt. Gamle sager, der ikke rigtig betyder noget i forhold til nutidens sorg, bortset fra at den peger mig i den rigtige retning. Nu vil jeg tage en dyb indånding og starte for alvor. Da jeg kom hjem fra begravelsen, havde min ven mr. Dillinger været forbi for at lægge en buket blomster i entreen, men uden at vente på mig. Det var meget dyre blomster, og han havde stukket et lille brev ned i buketten og skrevet: ‘Til min kære veninde mrs. Bere, i hendes dybe sorg.’ Jeg blev virkelig meget rørt. Jeg er vis på, at hvis mr. Nolan stadig havde levet, ville han også være kommet forbi. Men det ville ikke have været velkomment. Hvis jeg ikke havde vidst, hvad jeg nu ved, hvis mr. Nolan ikke var udåndet, da han gjorde det, ville jeg måske fortsat have regnet ham for min allerbedste ven i livet. Det er så underligt, at hans død og mit barnebarn Bills død fandt sted så tæt på hinanden. Den tredje død vil blive min egen. Jeg er niogfirs år gammel og vil snart gøre en ende på mit liv. Hvordan skal jeg kunne leve uden Bill? En så forfærdelig ting kan jeg ikke gøre uden at forklare mig. Men hvem skal jeg forklare mig over for? Mr. Dillinger? Mrs. Wo-

14


lohan? Mig selv? Jeg kan ikke forlade denne verden uden først at have forsøgt at redegøre for min fortvivlelse. Jeg plejer ikke at fortvivle, og forhåbentlig har jeg ikke stillet nogen videre fortvivlelse til skue i den tid, jeg har levet. Det er overhovedet ikke min stil, og derfor vil jeg heller ikke svælge særlig længe i det nu. Jeg er så uendelig fortvivlet, at jeg er nervøs for, at det går direkte i min bugspytkirtel, dette mærkelige blå organ, der slog mr. Nolan ihjel, men jeg agter ikke at være fortvivlet ret meget længere. Kun så længe det tager at få fortidens skygger og fremtidens blå æter i tale, så længe vil jeg være fortvivlet. Og derefter vil jeg finde på en måde stille og roligt at ekspedere mig selv af sted på. Jeg er ikke blevet blind for denne verdens skønne ting, som er blevet mig givet, om det er et hjørne i Dublin, en lille uprætentiøs gårdsplads på slottet, der for mig var som en slags falmet Edens Have, eller i de senere år disse vældige, kværnende tågebanker, der som levende væsener kommer marcherende ind i The Hamptons, om det er som en angrebshær på vej i krig eller en slagen hær på vej hjem, det kan være svært at afgøre. Jeg håber og beder til, at mr. Nolan har begivet sig af sted på den lange stejle vej ned til Helvede, hvor marker bryder i brand omkring ham, og lyset fra solen antager et foruroligende blåt skær, hvor udsigter hele tiden ændrer karakter og bliver fremmede for ham, så de alligevel ikke er de store tobaksmarker og skønne træ­ klædte bakker, for på trods af hans irske navn er han født og opvokset i Tennessee, og som ethvert andet døende menneske har han måske set døden som sin sidste rejse hjem. Og selv om jeg på alle væsentlige punkter elskede ham, da han var i live, og vi i mange år var gode venner, er det kun ret og rimeligt, hvis Djævelen nu tager ham i hånden og fører ham ind på de rygende agre. Jeg er begyndt at tro, at Djævelen er i besiddelse af en større retfærdighedssans end ham den anden, og den tanke gør mig uendelig bedrøvet. ‘Kun den vantro kan være ægte troende, kun en taber kan i sandhed vinde’ – dette var, hvad mit barnebarn Bill engang overmodigt

15


sagde til mig, før han drog af sted for at kæmpe i ørkenkrigen. Som nittenårig havde han allerede en skilsmisse bag sig og mente selv, at han var faret vild i livet. Eller Livet, med stort L, som han sagde. Krigen slukkede den sidste livsgnist i ham. Han vendte hjem fra den brændende ørken som en mand, der havde set et af Djævelens mirakler. Kun få uger efter var han i byen med nogle venner og fik lidt inden for vesten, sådan som han godt kunne lide det. Næste dag blev han fundet af en rengøringsdame ude på toilettet på sin gamle highschool. Han var af en eller anden grund, som kun han selv kendte, klatret derind. Han begik selvmord en lørdag aften for at være sikker på – og dette er jeg overbevist om – at det var pedellen, der fandt ham om søndagen, og ikke en masse børn om mandagen. Han havde hængt sig i sit slips i en krog på døren. Hvorfor lever jeg, når han er død? Hvorfor tog Døden ham? Intet andet på denne jord kunne have sat mig i gang med at skrive. Jeg hader at skrive. Jeg hader pen og papir og alt det pjat. Jeg har, mener jeg selv, klaret mig udmærket uden. Åh, nu lyver jeg for mig selv. Jeg, der knap nok var i stand til at skrive mit eget navn, før jeg var otte, har frygtet det skrevne ord. Nonnerne på skolen i North Great George’s Street tog det temmelig uvenligt op. Men bøger har reddet mig indimellem, sandt nok – mine samaritanere. Kogebøger,­da jeg lærte faget for åh så mange år siden, selv om jeg i de senere år stadig kan finde på at fordybe mig i min slidte White House Cook Book, jo da, vel kan jeg det, for at minde mig selv om en detalje, jeg har glemt. Der findes ikke den gode kok, der ikke har opdaget fejl i deres yndlingskogebog og rettet i marginen, ligesom i en gammel bog, der kunne have stået på det forsvundne bibliotek i Alexandria. En gang imellem, hvis jeg er i humør til det, læser jeg søndagsavisen, og så gør jeg det fra ende til anden. Æder mig igennem den som ild på en steppe. Jeg kan også godt lide at læse i Bibelen, om end det kun sker sjældent. Den bog er som en særegen musik, det er ikke altid, man kan opsnappe melodien. Mit barnebarn Bill holdt også af at læse i Bibelen, og især holdt han af at dissekere Johannes’ Åbenbaring. Han sagde, at det var sådan, det var, ørke-

16


nen, Kuwait, brændende, brændende som en ildsø. Hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen. Jeg kan godt lide de historier, andre folk kan fortælle, de mundtligt overleverede historier. Sorgløse historier, improviserede historier, morsomme historier. Ikke de bedrøvelige fortællinger om for­ tiden. Og jeg har haft rigeligt med historier fra mit eget liv, for ikke at nævne fra min arbejdsgiver mrs. Wolohans liv. Wolohan er selvfølgelig et irsk navn, men eftersom bogstavet W ikke findes på irsk, går jeg ud fra, at det blev tilføjet for mange år siden i Amerika af en anden generation. For det er én ting, jeg har lagt mærke til vedrørende sproget herovre: Det kan ikke holde sig i ro. På den måde ligner det de mennesker, der taler det. Kun amerikanske fugle holder stand, fugle, hvis natur og farver optog og forvirrede mig så meget, dengang jeg kom hertil. Heromkring nu om dage er der kystspurven, riksen, stærlingen og præstekraven og de tretten forskellige slags løvsangere, der beærer denne kyststrækning med deres tilstedeværelse. Jeg har faktisk også selv været lidt omkring. Den første by, jeg boede i, var New Haven for tusindvis af måneskifter siden, om man så må sige. Sammen med min elskede Tadg. Åh, det er rigtignok en utrolig historie. Jeg vil prøve at skrive om den i morgen. Nu fryser jeg, selv om det her i begyndelsen af sommeren er ganske lunt. Jeg fryser, fordi jeg ikke kan finde mit hjerte.


LÆSEPRØVE - DAGE MED LILLY