Page 1


NÅR HR. HUND BIDER


N책r


Brian Conaghan

NÅR HR. HUND BIDER På dansk ved Lene Ewald Hesel [titelblad laves af grafiker]

På dansk ved Lene Ewald Hesel Høst & Søn

Når Hr. Hund bider titelblad.indd 1

12/8/2014 4:32:49 PM


Når hr. Hund bider er oversat fra engelsk af Lene Ewald Hesel efter When mr. Dog bites Copyright © 2014 by Brian Conaghan Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINAN TE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslagsdesign og -illustration: Greg Heinimann Dansk versionering af omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen/bogmager.dk Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3243-4 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Norrie

Høst & Søn er et forlag i ROSINAN TE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Lister Det første, jeg gjorde, da jeg fandt ud af det, var at skrive 100 ting man skal gøre, før man dør i Googles søgefelt. Internettet er ligesom ... wauw! Hvordan smider de der Google-folk så mega meget info hele jorden rundt, indtil den rammer MIG, Dylan Mint? Ingen kan besvare det spørgsmål – det ved jeg, for jeg har selv googlet det, 6 gange, og der står nul-nix-nada om det. I hvert fald ikke noget, jeg kan forstå. Hvor frustrerende er det lige? Men noget, der er – og hér skal vi have de store bogstaver frem – ENDNU MERE FRUSTRERENDE : Jeg blev superskuffet, da Google sendte mig de der data, for der var alt for mange ting på listen, som jeg ikke havde lyst til at gøre. Nogensinde. Hvem gider for eksempel skrive sin livshistorie? Eller ride på en kamel ude i ørkenen? Eller gå i butikker iført pyjamas? Jeg mener, hvem har lyst til at gøre den slags? Ikke mig i hvert fald, no way. De tre mest bingo-båtnakkede ting på listen var:   1. Skydive nøgen med et videokamera spændt fast til hovedet 2. Springe ned i en swimmingpool, der er fuld af bønner 3. Dyrke sex med sin kæreste på et tog De indebar alle tre, at man tog sit kluns af, og hallo: Jeg skal ikke nyde noget af at smide tøjet, så alle og enhver kan glo på min diller. Nummer 3 fatter jeg bare overHOVEDET ikke: En 5


seng er da langt mere behagelig, hvis man skal gøre det frække. Og der er 1 million mennesker i et tog – på vej til arbejde eller powershopping – så det ville ikke være særlig privat. Dén, der har skrevet den liste, har ikke fattet en bjælde af, hvad det vil sige at kradse af. De oplysninger, Google havde sendt mig, var så langt ude, at jeg besluttede at lave min egen liste. Min helt egen privatpersonlige liste. Men ikke 100 ting – det var alt for mange, og jeg ville uMUligt kunne nå gennem dem alle sammen. Ikke i min tilstand, er du gal. Nej, jeg nøjedes med 3: det magiske tal og mit nummer på Drumhill Specialskoles fodboldhold. For drenge. (Altså fodboldholdet, ikke skolen.) Skæve skideskur! Jeg løj. Ikke en lodret stinker, men en løgn er en løgn er en løgn. f ! 5h Da jeg fandt ud af det, var det allerførste, jeg gjorde, at klynge mig til min mor og tørre hendes tårer af mit ansigt. Hun havde gjort mine kinder helt salte og klammo. Jeg har aldrig rigtig fattet, hvorfor mødre gør den slags. Amir fortalte mig, at hans mor gør det, når folk råber ‘perker’ eller ‘nigger’ efter dem på gaden. Men ‘perker’ og ‘nigger’ er slet ikke det samme, det er nærmest modsætninger, så Amir og hans mor kan uMUligt være begge dele. Det forklarede jeg ham, ja, jeg gjorde. Jeg forklarede ham også, at folk, der råber sådan nogle ord, lider af en slags hjernecelle-underernæring, og at de sikkert ender på overførsel eller med at arbejde i haveafdelingen i et stormagasin eller samle indkøbsvogne hos Lidl. Amir er min bedste ven. Han ved alt om mig. Og jeg ved alt om ham. Han går på Drumhill, fordi han har psykiske 6


problemer – faktisk så mange, at jeg ikke kan nævne dem alle sammen hér, men lad os bare sige, at han har det med at stirre tomt ud i luften og lave underlige lyde. Han st-st-stammer også lidt. En nørd. Men en totalt i orden nørd. Vi har en hemmelig pagt om ikke at kalde hinanden nogen af de der lede ord, som andre kalder os. Især dem, vi hader. Dem, der giver os klumper i halsen på størrelse med holdkæftbolsjer. Vi passer ligesom på hinanden, for det er dét, bedste venner gør, ikke? Vi er homies. Ja, altså, homies og homies – Amirs oprindelige hjem er omme på den anden side af jorden, men selv hvis han var nødt til at tage tilbage, ville vi stadig være bedste venner, for vores hjerner har sådan en telepati-agtig ting kørende. Vi har ikke haft en mandesnak om, hvem der skal være hans nye bedste ven, når jeg er væk. Nogle ting snakker vi ikke om. Hvis mor græder mest? Dét snakker vi om. Før var det altid hans. Skæve skideskur igen!

lvCD Da jeg fandt ud af det, var en af de allerallerførste ting jeg gjorde at række ned efter min lille grønne sten og gnide den mellem tommelfingeren og de andre fingre. Egentlig er det bare et stykke grønt glas. Men det er dødglat og HELT VILDT grønt, så man på afstand kunne tro, det er en smaragd. Men jeg lader nu aldrig folk glo på den, den bliver altid i min venstre lomme. For mig er den en smaragd. Grøn er ligesom min bedste ven nummer 2. Okay, den kan ikke snakke, men den gør mig tryg og beroliger knolden, når tingene er ved at brænde på. Men Amir er min bedste menneskeven. Jeg tænkte, at jeg ville lade Amir prøve nogle af tingene på min liste. 7


Skole Jeg vidste bare, at den 12. august – første skoledag efter sommer­ ferien – ville være et big time problem. Faktisk et paradoks, som er en slags selvmodsigelse. På en af mine normale dage i sommerferien kunne mor finde på at sige: »Gå nu ud og leg, Dylan. Du går mig på nerverne.« Men jeg går ikke på noget som helst – det skulle da lige være gulvet. Og jorden. Derudover er jeg 16 år, og alle ved, at 16-årige drenge ikke leger – vi hænger ud eller chiller og sådan. Så jeg fører 1-0 over mor. Men den morgen, første skoledag efter sommerferien, tabte hun STORT på point. »Hvad har du egentlig lavet de sidste 7 uger, Dylan?« sagde hun. Jeg gloede på hende som en vaskeægte teenagerod uden at vide, hvad jeg skulle svare. »Hm?« sagde hun. »Hm?« Så gik det op for mig, at det var et spørgsmål. »Jo altså ... jeg ...« »Præcis. Ingenting.« Ikke korrekt! Jeg har lavet masser af hjernegymnastik, og i Championship Manager lykkedes det mig at føre Albion Rovers hele vejen til Champions League-finalen; det tog et ondt år og en evighed. Vi tabte 3-1 til Hertha Berlin. Finalen var et mareridt. »Du har ikke lavet noget som helst, Dylan.« »Jeg har –« »– siddet foran skærmen næsten hele tiden. Du har knap nok været ude af værelset.« 8


»Ikke heeelt rigtigt, mor.« »Du bliver fed af at sidde foran computeren dag ind og dag ud.« »Nej, jeg gør ej.« »Jo, du gør.« »Det tror jeg ikke.« »Nå, men det gør du altså.« »IKKE.« Det var ikke min mening at råbe, men jeg får en virkelig ubehagelig fornemmelse i maven, når nogen antyder, at jeg er en nar. Hvad mor ikke vidste, var, at jeg har total nultolerance over for Gnaskeri Ved Tastaturet, så dét med at blive fed var en ommer. Jeg satte hagen mod brystet og hviskede til mig selv: »Jeg bliver ikke fed.« »Hvad tror du ikke, de vil sige, hm? Og hvem er det, der får skylden?« »Ja, hvem er det, der får skylden?« »Mig, og din far ... hvis han altså havde været her.« »Hvem er de?« »Dine lærere, for nu at begynde et sted. Dem på klinikken. Og naboerne.« »Mor, jeg vejer 51 kilo. Jeg er nødt til at indtage korsfæstelses-stilling, når jeg skal over en kloakrist.« Mor så op mod loftet. »Jesus! Nu er han også blasfemisk!« Bla-bla-blasfemisk. Mor hev altid De Store Ord frem, når hun var ved at tabe en diskussion og ville lære mig, at gamle mennesker ved alting. Men jeg vidste godt, hvad ordet betød. »Jeg bliver ikke fed, mor.« »Det tænkte Tim Thompsons mor garanteret også.« »Tim Thompsom er ikke fed.« »Ikke det? Prøv du at sige det til hans bukser.« Ha, mor var sjov. Jeg elsker det, når hun leger standupper. »Han har bare et lille bildæk.« 9


Tim Thompson, også kaldet Doughnut. Ikke fordi han propper doughnuts i hovedet hele tiden, men fordi hans mavedelle ligner en overdimensioneret doughnut. Doughnut er den aller-vold-værste fyr på hele Drumhill; han er en af dem, der elsker ord som ‘nigger’, ‘paki’, ‘perker’, ‘mongol’ og ‘spasser’. Endnu et paradoks (tror jeg nok), for hér stod jeg og forsvarede ham, selvom jeg virkelig ikke kunne fordrage ham. Drumhills Dræber-Doughnut. »Nå, men det korte af det lange er, at jeg ikke vil have, du sidder deroppe hele tiden. Det er ikke godt for dig. Det er usundt.« »Der er jo ikke nogen, der kommer til skade ...« »Du kommer til skade. Du skrumper.« »Nu må du bestemme dig! Det ene øjeblik er jeg flommefed, og det næste er jeg tynd som en tændstik.« Sommetider er mødre virkelig for langt ude; det er ikke så underligt, at nogen opfandt gummicellen. »Jeg mener, din hjerne skrumper, Dylan. Årh, du ved godt, hvad jeg mener.« »Mor, det kunne være smadderhyggeligt at stå og sludre hele dagen, men jeg må smutte, ellers kommer jeg for sent.« »Hvad laver du så hér? Du skal ikke komme for sent første dag efter sommerferien.« Jeg greb ud efter min nye skoletaske. Grå rygsæk. Uden navn. Uden logo. Stiv lynlås. Grov som en gammel kartoffelsæk. Stropper af den slags, der skærer sig ind i huden. Døden på ryggen. A lle og enhver kunne se, at den var fra Matalan eller Pri10


mark eller en anden billigbiks. Mor sagde ikke, hvor den var fra. Jeg spurgte ikke. Forstår du, jeg var den type, der begyndte et nyt skoleår begravet i nyt udstyr. Jeg forstod aldrig hvorfor, for jeg kunne godt lide dét, jeg havde året før. Jeg tror, det var for at vise, at vi ikke var sådan RIGTIG fattige og ikke havde plasticmøbler og tomme køkkenskabe derhjemme. Men uanset hvad, så stank det langt væk af bund-billigt kluns. Mit nye tøj afslørede, at vi var en lille smule fattige. Ikke lige så fattige som de allerfattigste borderline tabertosser – de har nul & niks. Nada. Selv deres pispotte er der hul i. De får aldrig nye tasker eller skjorter eller sko eller noget. Det er forkert. Jeg har virkelig ondt af dem. Mor hjalp mig rygsækken på. »Har du skrevet til far for nylig?« spurgte jeg. Mor sagde lige præcis ikke en lyd. »Mor?« »Jeg hørte godt, hvad du sagde, Dylan.« »Far har brug for brevene.« »Jeg gør det i aften.« »Måske kan vi skrive et brev sammen?« »Nu må vi se,« sagde mor, hvilket betød Glem det. »Nå, unge mand, du kommer for sent.« »Nej, jeg gør ej.« »Vær nu en god dreng, ikke, Dylan?« »Sì, signora.« Det er italiensk. Mor elsker at høre mig tale på fremmede sprog. »Okay, kom så her.« Hun bredte armene ud til hver side, en bevægelse jeg havde set en million gange før. Jeg vidste, hvad der var på vej. Jeg var vant til det. »Lad mig se dig – du er så flot.« Hendes ‘så’ lød mere som ‘såååååååååååååååååå’. S MAKKODAK! 11


Læber, næse og hage på samme tid. KLAMT! Salt. Salt. Salt. Jeg glæder mig, til jeg er for gammel til mors smækkys. Men når jeg tænker på den slags, bliver jeg lidt bleg i bukserne, og det er ikke godt. Så jeg er holdt op med at tænke på det. Far havde sagt, at nu var jeg manden i huset, og manden i huset skal ikke være bleg i bukserne; han skal være ligesom Herkules eller Samson (altså før han får klippet håret af). »Vær nu en god dreng,« sagde mor igen. »Det er jeg altid.« »Elsker dig,« råbte mor efter mig. Jeg proppede ørerne ind i hovedet og begyndte at mmmm­ mmmmmmmmmm’e for mig selv og lod, som om jeg ikke hørte hende. Så smækkede døren, og jeg vidste, at om 2 minutter ville hun flæbe, som om hun så Bambi. Men jeg prøvede ikke at tænke på det, jeg prøvede at se, om jeg kunne røre Grøn med alle fingrene, uden at de rørte hinanden. Så kunne jeg tænke på bellis og roser og poter på katte, bolsjer, der knaser, og små hvide hatte. Men jeg kunne ikke få alle fingrene til at røre Grøn. Å ndssvage lillefingre! Hvad skal vi også med dem?

12


Brev

December Hej Dylan Du undre dig sikert over hvor jeg er hænne. Men sådden er det i hæren – man skal være klar til at tage afsted prontissimo og vi er på hemlig mission så jeg må ikke afslørre hvor vi er. Det forstår du godt ik? Jeg kan heller ikke fortæle noget om vores opgaver for det er alt for farligt. Ikke for mig, men for DIG! Men det kreperlige er de ikke vil sige hvornår vi kommer hjem. Jeg håber næste år. Det kommer nok an på hvor mange arabere og selmorsbombere vi får ram på. Så nu er det dig der er manden i huset knægt! Du skal tage dig af huset og din mor. Men du skal ikke fenne dig i noget. Husk hvad jeg har lært dig at man skal altid passe på sig selv. Og pas din skole. Mor sagde at hun nok skulle senne dine breve videre hvis du vil skrive til mig. Hun er den eneste der kenner addressen på vores lejr. Af sikkerhedsgrunne! Vi ses Kærlig hilsen far

13


Babe Du tror, det er løgn. På vej til skole første dag efter sommerferien fik jeg øje på Doughnut og nogle af hans venner. Det var første gang, jeg så ham siden afslutningen før ferien. Jeg havde ikke savnet ham. Hans bildæk var vokset til en størrelse XXXL, og hans mavefedt blævrede. Måske havde mor ret. Han havde sikkert fyldt sig med is og fedt hele sommeren. Min mor er godt nok kvik i pæren. Delle-Doughnut så mig ikke. Jeg holdt mig på sikker afstand, sådan ninja-agtigt. Jeg skyggede ham, fulgte alle hans bevægelser med øjnene. Hørte hans rå latter og alle hans beskidte kommentarer om alt og alle. Om min bedste ven Amir. Amir siger, at Doughnut er ligesom et hul, der leder efter en doughnut. Amir burde stå på en scene. Doughnuts kommentarer om Amir udløste en slags rumlen inde i mig. V ULK ANALARM. Det begynder med hr. Højre Øje og bevæger sig hurtigt videre til hr. Kæbe, så begynder den rødglødende lava at flyde, og hr. Hoved kaster sig fra side til side med svimlende fart. W hush! W hush! W hush! Hr. Hoved bliver bimmel-svimmel. Det er det værste. Så kommer hr. Sved sammen med hr. Stank og hr. Panik. Hr. og fru Øje tisser i bukserne. Hr. Hals kramper sammen. Lige bagefter kommer hr. Tics. Kan ikke udstå ham. 14


Det er lægerne, der kalder dem tics. Jeg kalder dem vulkaner, for inde i mit hoved føles de som enorme udbrud. Bitch! Sådan er livet sommetider for Dylan Mint. Hér kommer han, hr. Kast-med-hovedet-og-spjæt-med-armeog-ben. Det er mest derfor, jeg ikke har nogen street cred. For jeg undertrykker det ikke; lægerne med de store hjerner har sagt, at jeg ikke må undertrykke det. »Lad det bare komme ud, Dylan, det hele, lad det bare komme ud,« var der en Kloge-Åge, der sagde. Jeg har lyst til at råbe. Jeg har lyst til at skrige. Jeg har lyst til at brøle og vræle og hyle. Hyle som ind i helvede. Dylan, du må ikke råbe, skrige, brøle, vræle eller hyle! Du må ikke skråle ‘DOUGHNUT, DIT STORE LOKUM, DIN FORPULEDE SVAGPISSER, DIT FUCK-HOVED, DIN SPERM-SPAND’. Du må ikke råbe det! Uanset hvad du gør, må du ikke råbe det. Det sidste på min must-have-liste var, at Doughnut skulle marchere over og ruske ørerne af mig eller måske smadre sit hoved ned i min næseryg. Jeg foretrak min næse i ét stykke, så jeg gjorde det modsatte af, hvad superhjernerne havde sagt. Jeg undertrykte vulkanen. Jeg beholdt den inde i hovedet. I stedet sendte jeg hr. Knurren ind på banen. Men hr. Knurren er ikke hr. Hunds lillebror. Han er mere som en venlig bjørn. Eller en bilmotor, der kører i tomgang. Et splitsekund var jeg bange for, at hr. Hund ville slippe løs. Men det gjorde han ikke. Et pyha-øjeblik. For hulen da også. Det betød, at jeg var nødt til at gå en 15


omvej til skole, langt væk fra Doughnut & Co. Jeg måtte finde et sted, hvor jeg i ro og fred kunne gnide Grøn som en turbo-juvelér og få det ud af kroppen. Mount Etna, ja, selv Edinburgh Castle, som også er en vulkan; det er der ikke ret mange, der ved – man skal faktisk være ret langt fremme i bussen for at vide den slags. Jeg havde været okay hele morgenen, og min nervøsitet over at skulle tilbage til skolen efter ferien havde det bedre; jeg var kun en lillebitte mikro-smule nervøs. Jeg havde svedige hænder, og jeg måtte hele tiden synke en masse spyt. Men det var okay. Jeg var okay. Mor sagde også, at jeg var manden i huset, mens far var væk og havde travlt med at være en helt, og jeg måtte hellere begynde at opføre mig som en rigtig voksen. Jeg havde øvet mig lidt i sommerens løb. Mest oppe på mit værelse. Og det var også, som om jeg kunne mærke en forbedring i forhold til skolestarten sidste år. Jeg fandt mig ikke i så meget pis. Havde mere selvtillid. Jeg var klar til at kaste mig ud i nogle af de samtaler, der sidste år ville have skræmt mig fra vid og sans. Det var en fed fornemmelse at vide, at jeg var en mand. Også selvom vi snakker en mand på 16 år. Jeg havde både biceps og triceps og alting. Det var kanon. Det var konge. Det var kanonkonge, ha! Du tror, det er løgn igen. Så fik jeg øje på Michelle Malloy på det modsatte fortov. Med en taske over skulderen. En spritny Converse. Hun var bare såååååååå sexet. Totalt exetsexet. Hele hendes krop osede af sex. Også selvom hendes ene ben var længere end det andet. Den ene skosål var højere end den anden. Jeg tror, hun fik dem lavet af en lille-sko-og-storsko-mager, for jeg havde aldrig set den slags i butikkerne. Men jeg var også totalt ligeglad, for damen med de vind&skæve ben var bare too sexy for this town. Jeg havde lyst til at løbe hen til hende og sige: »Michelle, 16


my belle, hvordan har du haft det i sommerferien?« Men jeg var bange for, at dét, der ville komme ud af munden på mig, mere var i retning af: MICHELLE MALLOY, LÆKKER-­ LUDER MED INDBYGGET TR ÆBEN. Derfor holdt jeg mig – for vores begge tos skyld – på supersikker afstand. Ud over det med benene har Michelle Malloy ODD. Det står for Oppositional Defiant Disturbance – lydighedsnægtende adfærdsforstyrrelse – og det skal jeg da lige love for: et skingrende skørt, rapkæftet rivejern, der altid kastede sig hæmningsløst over lærere og elever og kaldte dem de vildeste ting. Endnu en god grund til at holde mig på sikkerhedsafstand. Hun havde helt klart ODD, men en seXet ODD. Wauw, med nye Adidas hightops. Rubinrøde, ligesom Dorothys magiske sko i Troldmanden fra Oz. Hvor cool var det lige? Helt klart købt til den første skoledag. Jeg dyrkede også lige den vellykkede kombination af sorte tights + en ultrakort sort nederdel. Michelle Malloy gik aldrig ned på udstyr. Hun kunne til enhver tid jorde ham der Gok Wan. Hun lignede en af de lækre kællinger fra de hotte tv-kanaler. Jeg gloede ned på mine egne sko. Nye, men nederen. Halvt sko, halvt sneaker. Plasticpramme. Uden logo. Uden striber. Uden navn. Uden klasse. Uden stil. Øjebæ. 100 % mors skyld. Det så ud, som om jeg havde KLUMPfødder med de betonklodser på. Jeg måtte nok hellere passe på, hvis nogen skulle 17


finde på at drille mig med dem. Hvis man kaldte Michelle Malloy for Klumpe-Dumpe, sparkede hun én sønder og sammen med skoen. Den store, altså. Michelle Malloy gik d-r-æ-b-e-n-d-e langsomt, men jeg skyggede hende, indtil hun forsvandt ind i skolebygningen, under det ramponerede skilt, hvor der står Drumhill Special­ skole. Jeg tog en dyb indånding og fulgte efter. Læg mærke til, at jeg brugte udtryk som ‘dyrke’, ‘too sexy’ og ‘lækre kællinger’. Hr. Selvtillid. Amir ville dø af grin, hvis han hørte mig sige den slags. Hans forældre kørte ham altid i skole, fordi de var bange for, at den slags mennesker, der synes, at asiater befinder sig i det forkerte land, ville gøre noget grimt ved ham, hvis han tog skolebussen, hvilket betød, at jeg altid måtte traske i skole mutters alene. For jeg skulle i hvert fald heller ikke med skolebussen. Far kaldte det en taber-bus. Han sagde altid, at jeg var dum i nakken, hvis jeg kørte med den. Den eneste gang, jeg har følt mig dum – eller i hvert fald øm – i nakken, var engang, da vi var på en hyggehejsa-familieferie i Torremolinos, som ligger i Spanien, hvor solen skinner ultrameget. Oh, sweet Jesus! Jeg var så tæt på Michelle Malloy, at jeg kunne have rørt hendes hår, hvis jeg havde rakt armen ud. Hun ville sikkert have tyret mig sådan én lige i synet, men det var trods alt første dag efter sommerferien. Et nyt år. Hvad der skete sidste år var so last year. Nu var vi alle sammen meget mere modne, så hvad kunne et godt gammeldags »Hey Michelle, hvasså? Fede hightops!« gøre? Så stoppede hun pludselig op. Bare sådan, uden varsel. Jeg stod lige ved siden af hende. Hun så på mig. Jeg så på hende. 18


Mine øjne var kæmpestore, som om jeg havde set et spøgelse. Hendes øjne var supersmalle, som om hun havde lyst til at flå milten ud af det første det bedste spøgelse og æde den rå. »Hey Michelle, hva...« »Glem det, Mint.« »OK AY, BIGFOOT.« Jeg stak af og ledte efter Amir. Jeg vidste bare, at det her skoleår ville blive anderledes.

19

Brian Conaghan - Når hr. Hund bider (læseprøve)  
Brian Conaghan - Når hr. Hund bider (læseprøve)  

Dylant Mint har tourette. AARRRGGHHH! Som om det ikke er svært nok at være 16 år og lun på den sexede Michelle fra (special)klassen, må han...