Page 1


Af samme forfatter: Æblet (2008) Robert og Robotten (2008) Kaptajn Blod (2009) Soldater græder ikke (2009) Sværdet. Ronin 1 (2010) Sonny Søren og spasserne (2010) Buen. Ronin 2 (2011) Spyddet. Ronin 3 (2012) Kloen. Ronin 4 (2013) Opgøret. Ronin 5 (2013)


Jesper Nicolaj Christiansen

NORTH DAKOTA dér starter vi forfra

HØST & SØN


NORTH DAKOTA dér starter vi forfra © Jesper Nicolaj Christiansen og Høst & Søn/rosinante & co, København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslagsfoto: Mai Frederiksen Omslagsdesign: Helelna Wittrup Bogen er sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4428-4 Printed in Latvia 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Personer i denne roman er fascineret af livsvisdommen i Allan Olsens sangtekster og citerer efter hukommelsen: Citatet s. 37 og s. 269 er fra Taberens søn. Citatet s. 66 er fra Mit næste liv på Jord. Citatet s. 82 er fra I den by jeg kommer fra. Citatet s. 128 er fra De kommende år. Citatet s. 153 er fra Ballade om T.T.T. Citatet s. 208 er fra En anden mands pige. Citatet s. 156 er fra Tzu Sun: Kunsten at føre krig i Rasmus Hastrups oversættelse, Gyldendal 2015 Tak til Statens Kunstfond for støtte til arbejdet med denne bog.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Knytnæven rammer mig lige under kindbenet. Jeg kan høre hans fingre brække, idet de kolliderer med mit ansigt. Kraften fra slaget sender mig baglæns, ikke flyvende som i en amerikansk film, men nærmere som et træ i en storm, der bliver skubbet bagover af en kraft større end det selv. Jeg griber efter bardisken på vej ned, bliver hængende der mellem liggende og stående, ude af stand til at rejse mig og for stædig til at give slip. Smerten eksploderer i mit hoved som Tivolis fucking nytårsfyrværkeri. Hvor fanden er du nu, far? Hva’? Jeg skubber smerten væk og fokuserer på at holde balan­ cen. Det tager mindre end et sekund. I en slåskamp er et sekund en evighed. Da jeg var lille, prøvede du at lære mig at slås. Man skulle finte med venstre og så komme tordnende med en larmende højre. Først da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at slåskampe ikke handler om finter og torden og pis. De handler om at turde. Hvis du tør slås, så undgår du at slås 80 % af tiden. Hvis modstanderen kan se, at du er pisseligeglad og frygtløs, så er det de færreste, der begynder en kamp. Men når du så står med de sidste 20 %, så handler det om pauser. Man skal vide, de er der, og så skal man kunne finde ud af at udnytte dem. 5


Efter hvert slag er der en pause, nogle gange kun på et sekund, andre gange længere. En del faktorer spiller ind i pausens længde. Hvor erfarne de to parter er, hvor påvirkede og hvor hårdt der bliver ramt. Selv i en serie af slag er der et splitsekund, hvor hjernen som kroppens forsikringsagent forsøger at lave en skadeopgørelse, og modstanderens hjerne forsøger at beregne, hvor meget mere der skal til, før det er slut. Man kan bruge de små pauser, hvis man kan finde dem, man kan bruge dem til at vende en kamp eller vinde en kamp. Jeg registrerer pausen, men før jeg har sendt beskeden ned til min arm, og den er sat i bevægelse, så har han ramt mig igen. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, men formår ikke at handle. Story of my life. Du snakkede aldrig om pauserne, far, kun om finterne. Altid om finterne. Jo mere jeg slås, desto tydeligere bliver det, at det gjorde du ikke særlig meget. Amatørmester i den lokale forening. Ifølge mor blev du det kun, fordi ingen andre stillede op. Trods de brækkede fingre slår han igen. Mother-fucking rockere. Han rammer mig denne gang et sted lige midt i ansigtet, hans overdimensionerede knytnæve labber ind over hele fjæset. Min hjerne modtager en sms om, at min næse er i stor smerte, og så rammer virkeligheden. Smerten blænder mig, og jeg falder, rammer de håndlavede terracotta- fliser under mig. Tårerne skvulper rundt i øjnene. Blodet står ud fra min tud. FÅCK! Det gør ondt. 6


Han rammer mig en gang mere, jeg er ikke længere et menneske, men en boksebold. Jeg er en joke. Han rammer mig i mellemgulvet med et spark, og jeg kan høre al luft forlade mine lunger som en piftet cykel. Mine indvolde krøller sammen. Det er værre end at blive ramt i ansigtet. Ansigtet er smerte, men det her er hele kroppen, der tror, det er slut. Jeg forsøger at fortælle min hjerne, at der nok skal komme luft. Den skal tage det roligt, men hele kroppen er sat i højeste alarmberedskab. Jeg forsøger at hive efter vejret, men der kommer ikke noget. Jeg prøver at spytte tandbeskytteren ud for at kunne trække vejret bedre, men har ikke kræfterne til det. Alt bliver sort. I mørket ser jeg små dansende stjerner og mærker mine knæ ramme gulvet. Jeg hører din stemme, far, guide mig tilbage til bevidstheden, som sådan en billig meditationsapp. Men jeg ser ikke en skovsø og en lille alf på en enhjørning, jeg ser den kvindelige bankdirektør råbe, så spyttet står ud af munden på hende, og Cavaen skvulper over i hendes krystalglas. Jeg ser en række af mennesker bag hende, der skriger og vil se blod. Og jeg ser Døden. Pause. Fuck.

7


1

Der er denne her tanke, som roder rundt i mit hoved. Den er mørk og beskidt og uhyggelig. Den er drevet af angst. En selvudslettende angst. Jeg tænker på at dø. Hver eneste dag. Skolepsykoen fortalte, at det er et center i min hjerne, der er i stykker. Hun fortalte, at vi har angsten, fordi den sætter adrenalinen i gang. Og det er en god ting. Hvis man er en stenaldermand, der er ude og samle brænde, og der pludselig kommer en sabeltiger, så rammer angsten først, tænder adrenalinen, der gør, at man kan løbe hurtigere, springe højere, slå hårdere. Angsten har gjort, at vi, som race, fortalte psykoen, har kunnet overleve. Uden den ville vi simpelthen være uddøde. Der er noget ironisk over, at den angst, der har sikret menneskehedens overlevelse, nu er ved at slå mig ihjel. Vi kender alle angsten. Men de fleste mærker den kun, når der kommer en sabeltiger. Eller en terrorist. Jeg tilhører den udvalgte lille skare af mennesker, der har panikangst. De fleste former for angst bliver udløst af noget. Angst for edderkopper, fly, højder. Jeg ved ikke, hvad der trigger min, kun at den kan komme lige pludselig og tvinge mig i knæ. Bogstavelig talt. Jeg begynder også at tude. Som en 8


lille fucking pige. Jeg kan ikke styre det. Det kan være i toget, midt i timen eller i badet. Min psyko sagde, at det var mentalt. Knyttet til min fars død og blah, blah, blah. Jeg skulle ikke se på det som en svaghed, men som en superheltekraft. Idiot. Når man er 16 år, og dreng, er det sidste, man gider, at sidde og tude i matematiktimen. Når de kommer, panikangstanfaldene, har jeg lyst til at slå mig selv ihjel. For at komme væk fra dem. For at slippe for angsten. Og bagefter, når de er overstået, har jeg lyst til at slå mig selv ihjel, fordi jeg skammer mig, og når det er overstået, har jeg lyst til at slå mig selv ihjel, fordi jeg er svag ... Og så kommer angsten igen. Det er lidt slangen, der bider sig selv i halen. Jeg har haft det sådan her i cirka otte måneder, og jeg trækker stadig vejret. Mirakuløst nok. Men jeg føler, det er et spørgsmål om tid. Psykoen spurgte, om jeg vidste, hvorfor det var startet. Jeg løj og sagde, at jeg var mindst lige så blank, som hun var. Jeg ved udmærket godt, hvorfor det startede, men jeg lyder som et lille fucking barn, når jeg fortæller det, og jeg hader mig selv rigeligt i forvejen, der er ingen grund til at skrue op for den knap. For otte måneder siden flyttede Anders ind. Jeg kom hjem fra skole, og så duftede der af en tung, led eau de cologne. Og ude i køkkenet sad en mand, jeg aldrig havde hørt om før, og drak kaffe med min mor. Han introducerede sig selv som min mors nye kæreste. Jeg vidste ikke, hun havde været på date. Han flyttede ind i vores lejlighed en uge senere, og minderne om min far begyndte lige så langsomt at flytte 9


ud. Et foto her, en souvenir der. Indtil han en dag var helt væk. Min far, altså. Anders ville ikke bo i et museum, han syntes, vi skulle lægge fortiden bag os, starte på en frisk. Så begyndte min mor på talen. Om, hvor dejligt det ville være at bo uden for byen. At få en have. Og Anders havde brug for et hjemmekontor og et værelse til den datter, han har, men som han aldrig ser, fordi hun er flyttet hjemmefra. Og så var der »Begivenheden«. Den involverede mig og politiet og et skoleskift. Og når jeg alligevel skulle skifte skole, så kunne vi jo lige så godt flytte. Et par dage senere havde de fundet et hus i Taastrup. Min mor viste mig det på nettet. Jeg havde aldrig noget valg. Lejligheden blev solgt, og huset købt. Og jeg kunne se på Anders, at han nød det. Navnet er Anders, men mit efternavn er Brandt. Han kalder sig selv investeringsrådgiver, men når man ender med et rækkehus på Vestegnen, er det begrænset, hvor meget succes man kan have på det felt. Og det hele er hans skyld. Altså, ikke Kennedy, 9/11 og gasningen af jøder. Men alt det her. Jeg nægtede at flytte. Vi havde en kort og heftig kamp, hvor ikke et slag blev slået eller et spark leveret. Jeg var velkommen til at gå til kommunen, og så kunne de finde en lejlighed til mig. Han gav mig endda et nummer, jeg kunne ringe til. Sådan er han så hjælpsom. Min mor ville ikke høre tale om, at jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Jeg skulle med til Taastrup, og det skulle nok blive godt. Vi var bare kommet skævt ind på hinanden, Anders og jeg. Nu sidder jeg i en flyttevogn mellem to tatoverede brød, der begge er født og opvokset på Vestegnen og fucking 10


stolte af det. Den ene bliver ved med at pege ud ad vinduet og fortælle om seværdigheder, mest er det steder, han har kneppet skanky ho’s, fordi Vestegnen byder ikke på nogen seværdigheder. Tribal-tatoveringerne snor sig op ad armene på ham og får ham til at se endnu mere taberagtig ud, end han sikkert er. – Ho’sene herude, mand. De er ikke ligesom de dér stucked up Vesterbrokællinger, I har inde i Kbh. Herude der sluger de alle sammen. – Se! siger chaufføren, en stor fed klump af et menneske med en grim frisure, og peger ud ad vinduet. Det er Albertslundbjerget. Jeg følger hans finger og ser en stor bakke med træer på. – Han er sgu da ligeglad med Albertslundbjerget. Minder mig om, at jeg kneppede Dildo Jill på toppen af det. En nytårsaften tror jeg, det var. – Hold nu kæft, siger chaufføren, – han er sgu da ligeglad med, hvem du har kneppet hvor. – Du kender hende godt, ikke? Han finder sin mobil og fumler rundt med den. Så stikker han den op i ansigtet på mig. Der er et foto af en rimelig brugt kvinde på skærmen. – Hun vandt det første Big Brother. De måtte alle sammen have en ting med ind i huset. Hun havde taget en dildo med. Klassisk, griner han og klapper de to testosteronpumpede hænder sammen. – Det var en losseplads engang, så hældte de jord ud over, fortsætter chaufføren uanfægtet, – og det er jeg sgu personligt ret glad for. – Så jeg har kneppet Dildo Jill på toppen af en losseplads? Sweet! 11


Chaufføren kigger på sin tatoverede ven. – To ord, mand. Søg hjælp. Uundgåeligt nærmer vognen sig sin destination med 130 km/t, og angsten i maven vokser. Jeg trækker vejret, forsøger at holde den nede. Don Juan må kunne se det på mig, fordi han giver mig en albue i siden og griner. – Du får så meget fisse, mand. De her kællinger er totalt pjattede med københavnerdrenge, er det ikke rigtigt, Dennis? Han nikker til Dennis, der tager en dyb indånding og koncentrerer sig om at køre. Jeg får angsten under kontrol. Vejrtrækning. Ind og ud. Knyt din hånd. Slap af. Det er ikke verdens undergang, men det er tæt på. Det er Taastrup.

12


2

Jeg sætter flyttekassen fra mig på de blanke, nyvaskede gulve. Anders kigger over på mig. Med sit halvlange hår og veltrimmede skæg ligner han en afdanket version af en hetero-George Michael. Hans 1200 - k roners Hugo Bossskjorte sidder tæt mod hans muskuløse overkrop, og hans New Balance-sko fortæller, at han er casual, men på den fede og unge måde. – Hvis du skulle vælge en fiktionsperson fra en dansk film, som er dig, hvem ville du så vælge? Jeg ser ned på de samme gulve og trækker på skuldrene. – Jeg mener ikke sådan 1:1, jeg mener mere i overført betydning. – Jeg ved det ikke. – Det var en test, vi tog på arbejdet i går. Vi skulle vælge en kendt fiktionsperson fra dansk film, som vi syntes afspejlede os. Ikke fysisk, men du ved ... –  Overført. – Præcis. Jeg valgte Lucas. Han stopper og »præsenterer« sig selv. – Kan du ikke se det? – Fra Det Nye Testamente? – Det er sgu da ikke en dansk film. Nej, for helvede, Mads Mikkelsens karakter i Jagten. 13


– Nå, siger jeg uden at have set filmen eller ane, hvad fanden den går ud på. – Der var sgu mange af de andre, der godt kunne se det. – Ehm. Jeg kigger rundt i rummet på de hvide vægge. – Hvis du nu skulle vælge en. Det kan være hvem som helst. Lille-Per, onklen fra Min søsters børn eller ... en af de andre. –  Martin. –  Martin? –  Ja. Han smiler, det dér overlegne smil, som er maskeret som et venligt smil. Min mor kan ikke se det, men jeg hader det fucking smil. Jeg betragter gulvene. Linjerne i træet. Følger dem med øjnene, som var de veje væk herfra. – Fra Nattevagten? – Ja. Det er den eneste danske film, jeg kan huske. – Nu er jeg bare helt ærlig. Jeg kan ikke se det. Han ryster på hovedet for ligesom at bekræfte, at det ikke er et regnestykke, der går op for ham. – Jeg ville sige Kjeld. –  Kjeld? – Fra Olsen-banden. Der er en stilhed, som er velkendt. Vores samtaler er 80 % stilhed og 19,9 % ham, der snakker. Og 0,1 % mig, der trækker på skuldrene. – Nå, så står mændene her og snakker, mens kvinden gør alt arbejdet. Min mor kommer ind med en lampe. Hun roder akavet i 14


mit hår og smiler. Hun er mindre end ham, meget mindre, kroppen lille og skrøbelig, men hun er stadig smuk. Eller, altså, så smuk som en mor nu kan være. Han kysser hende på kinden og slår hende diskret i røven, da han går ud af rummet. – Til flyttevognen, en gang mere, til flyttevognen, mine venner. Han kigger på os begge og griner så. Kan hun virkelig ikke se det store selvfede grin inde bag det andet? Er hun virkelig så blind? – Det er Shakespeare, siger han og går ud af stuen. Endelig. Min mor ser på mig. – Han ved simpelthen så meget. – Jeg vidste ikke, der var en flyttevogn med i et Shakespearestykke. Hun dasker kærligt til min skulder og griner. Så går hun hen og åbner døren ud til en 20 m2 cementeret have, der minder om en gård i et fængsel, flankeret af højt et plankeværk på begge sider og en mur for enden. – Hold da op, se lige en have. Man må give hende credit for at forsøge at sælge det her. – Vi skal i City 2 i morgen, siger min mor som et stort Disneyplaster på det dybe sår. City 2? Hvor provinsielt er det at bygge et shoppingcenter ude på en mark langt pokker i vold, vel vidende at man ikke kan hamle op med København, og så kalde det City 2? Fucking Taastrup, fyldt med folk, der er så prolo, at de er blevet ekskluderet fra Amager. Nå ja, og så er deres største udslag på kendisbarometeret hende Dildo Jill. Kun Taastrup kan skide en person ud, der vælger kendisnavnet Dildo Jill. 15


Han kommer ind, Anders, med to flyttekasser i favnen. Han har smidt sin designerskjorte og er nu i en tætsiddende designer-T-shirt, der er lige så sort som hans sjæl og klæber til hans overkrop som køkkenfilm. Den viser alle de timer, han har slidt i fitnesscenteret. – Jonas, lad os tage to ad gangen, ellers kommer det til at tage hele dagen, siger han, mens han flexer sine guns, så min mor bliver blød i knæene. Hun ser, jeg kigger på hende, og smiler undskyldende retur. Det er blevet standardreaktionen. Ovenpå er der fire værelser og et badeværelse. Jeg ved af erfaring, at uanset hvilket værelse jeg stiller de to kasser i, så er det det forkerte, så jeg stiller dem i gangen og går rundt og kigger mig omkring. To værelser ud til vejen. Med udsigt til en gård og så ellers forstadsvillavej med tilhørende parkering af røvkedelige konebiler. De to andre værelser har udsigt til den cementerede have med bedene, og så husene overfor. Velkommen til Vestegnen. En pige dukker op i vinduet over for mit. Hun er på alder med mig. Hun har travlt, skal skifte tøj. Hun hiver en striktrøje over hovedet og står der i sin bh. Ikke kæmpebryster, men det er bryster. Pakket ind i en hvid blonde-bh. Hendes mave er ikke flad, men med sådan en lille bule på. Ikke en hængebule, men bare sådan en, der får hende til at ligne en kvinde og ikke et barn. Det er sexet. Hendes ansigt er kønt. Aflangt med store øjne, høje kindben og en mund, der gemmer på et utal af kys. Hun synger noget, kan ikke høre ordene, bare se hendes mund forme lyde og hendes krop, der bevæger sig, rytmisk, hendes bryster, der vugger, i takt 16


til den døve musik. Jeg forsøger at kigge mere på hendes ansigt, men jeg kan ikke få øjnene væk fra hendes bryster. Hun spænder bh’en op, og hendes bryster står lige ud i luften som to raketter med kurs mod mine øjenhuler. Jeg er hypnotiseret. Lammet. Kun min pik bevæger sig. Vågner som Holger Danske under 3. Verdenskrig. Jeg mister kontakten med mit åndedræt. For helvede, hvor er hun lækker. Shit. Fuck. Jeg er død og kommet i himlen. Har fået fribillet til Vestegnsstrip på første række. Pludselig kan jeg kun se gode grunde til at være flyttet. Tre gode grunde. Bryst 1. Bryst 2. Og hende. Fuck, hvor er hun ... smuk. Hun har ... Oompf. Meget få kvinder har oompf. – Av for helvede ... Larm ude fra gangen, jeg vender mig om. Anders er på vej uden om mine kasser. – Der står da to kasser lige der ... Jeg ser over mod hendes vindue igen, men hun er væk. Pis. Jeg samler kasserne op og flytter dem ind på et værelse. – De skal ikke derind. Prøv at se, hvad der står på dem. Din mor har brugt en hel aften på at skrive på alle kasserne. Hun har planlagt det her bedre end invasionen af Normandiet. Han smiler, det dér falske smil, og jeg vil så gerne sige, at han i stedet for at stå og gøre nar ad min mor måske kunne have hjulpet med at pakke. Men jeg siger ingenting. Så er han væk. Jeg læser på kassen. »Kontor« står der. Fedt. Hvilket værelse er så kontoret? – Nå, har du fundet dit værelse? Min mor lægger en hånd på min skulder. – Det er dejlig lyst, ikk’? Jeg nikker. 17


Min mor følger mit blik over mod det tomme teenageværelse overfor, nu uden pige. Hun smiler drilsk til mig. – Og med god udsigt? – Det her er vores soveværelse, og mit kontor er inde ved siden af. Anders står i døren igen, med to kasser. – Kan Jonas ikke få det her? Jeg hader, at hun spørger. Nej, jeg hader den måde, hun spørger på. Undskyldende. Han går hen til hende og holder om hende. – Vi har jo lavet planen, siger han og kysser hende på kinden. – Vi har kontor og soveværelse ved siden af hinanden, så får vi lavet en dør mellem de to værelser, så jeg kan gå direkte mellem dem. Det var jo en af grundene til, at vi købte det her. Hans stemme er myndig honning. – Nå ja, siger min mor og kysser ham retur. De forsvinder i hinanden, som om jeg holder op med at eksistere. Kysser tæt og passioneret. Min mor stopper og forsøger at smile undskyldende, denne gang til mig. – Så kan du vælge mellem et af de to. Hun peger over på værelserne med udsigt til en villavej. – Faktisk, så havde vi bestemt, at det dér skulle være Siljes, hvis hun kommer hjem. Silje, den dér datter, han aldrig hører fra. Hun læser noget kommunikations-noget et eller andet sted og vil gerne være noget kommunikations-noget, når hun er færdig. Hun er bare utrolig dårlig til at kommunikere. – Det er rigtigt, kvækker min mor, og vores øjne rammer alle sammen værelset ved siden af. Sidstevælgerens 18


værelse. Det ved siden af toilettet med udsigt til gården og parkeringspladsen. – Så er der ikke så langt, når du skal tisse om natten.

19

Christiansen NORTH DAKOTA (Læseprøve)  
Christiansen NORTH DAKOTA (Læseprøve)