Issuu on Google+

Camilla Christensen Mere ved jeg ikke

Noveller Samleren


6


m e re ve d j e g i k k e

1


Af samme forfatter

Fejlspændt · digte (1985) Mellem mørket · digte (1987) Forsvinder, begynder · digte (1990) Som jorden nu · digte (1991) Svingfigur Kvindelige digtere 1980-90 (red. med maj-britt willumsen) · (1991) Monolog med halv stemme · digte (1992) Floras verden · roman (1993) Som hun vil skænke ham · digte (1995) Stjernebarn · noveller (1996) Stakkels bobcat · digte (2000) Jorden under Høje Gladsaxe · roman (2002) Paradis · roman (2004) Fugl eller fisk · digte (2009) Nu har de druknet ham · digte (2010)

2


CAMILLA CHRISTENSEN

Mere ved jeg ikke noveller

Samleren

3


Mere ved jeg ikke © Camilla Christensen og Samleren/rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Ida Balslev-Olesen Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3266-3 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | dk-1019 København K www.rosinante-co.dk

4


Indhold

Møder 7 I skoleinspektørens hus

9

Substantiver 19 Edens have

27

Jeg er Carl Eriks hjemløshed

37

Afrika 45 Første, anden, tredje person

57

Koen 65 Slægtsforskeren 69 Puden i grydeskabet

75

Under trappen

87

Vandposten 95 Memento mori

103

5


6


Puden i grydeskabet

Min far sover i lænestolen, fjernsynet kører uden lyd, jeg har selv låst mig ind. Jeg vækker ham. Er det dig? spørger han. Ja, svarer jeg. Jeg slukker for fjernsynet, hjælper ham med at få høreapparatet på, trækker en spisestuestol hen foran lænestolen, læner mig tilbage, siger ingenting. Jeg er vist ved at blive gammel, siger han. Ja, siger jeg. Jeg håber ikke, jeg bliver mere end fireogfirs. Nej, siger jeg. Han kigger på mig, han er vindøjet, blind på det ene øje. Jeg er ikke helt sikker på, at det er mig, han kigger på. Er det mon en lille tåre, jeg ser blinke på din kind? spørger han så. Nej, siger jeg. I øvrigt mener du fireoghalvfems. Hvad? siger han. Du er enoghalvfems og sagde lige, at du ikke håbede, du blev mere end fireogfirs, siger jeg. 75


Jeg forstår ikke, hvad du siger, siger han. Nej. Jeg er vist lidt forvirret, siger han. Ja, siger jeg. Kan du huske navnet på den kvinde, du var gift med, og som er mor til mig? spørger jeg lidt efter. Mor til dig? Ja, den kvinde, du var gift med, og som er mor til mig. Han tænker sig om et stykke tid, lyser så op. Annelise, siger han. Hun hed Annelise, ikke? Jo, hun hed Annelise, siger jeg. Men det er meget længe siden, siger han og rynker panden. Ja, siger jeg. Vi sidder lidt uden at sige noget, så rejser jeg mig og peger ud. Solen skinner, temperaturen nærmer sig sommer. Har du siddet ved vinduet i dag? spørger jeg. Træerne er ved at springe ud. Er træerne ved at springe ud? Er det den årstid? Ja, siger jeg. Det er den 6. maj. Er det? Jeg var ellers sikker på, at det var efterår. Det ringer på døren. Jeg rejser mig, går ud i entreen, trykker på dørtelefonen. Alle, der kommer, har et ærinde, jeg behøver ikke at vide, hvem det er. De ringer kun på for et 76


syns skyld, de har nøgler. Min far kan ikke høre uden apparatet, og det tager han kun på, når jeg siger, han skal, når jeg hjælper ham med det. Jeg åbner hoveddøren og hører gadedøren gå dernede. Nulle, siger hun og giver hånd, da hun er kommet op ad trappen. Det er mig, der er begyndt at komme om eftermiddagen. Jeg siger mit navn. Datter, tilføjer jeg. Jeg kommer hver tirsdag. Hun går ind i stuen, jeg følger efter. Hej, Bent, siger hun og lægger en hånd på min fars skulder. Det er længe siden, jeg har lagt en hånd på min fars skulder. Måske har jeg aldrig gjort det. Hun sætter sin taske på gulvet, tager termokanden på sofabordet og siger, at hun vil varme maden og lave kaffe. Jeg stiller mig ved vinduet, overvejer at åbne det, min far vil ikke have det, men luften er tung. En hund løber på græsset inde i parken overfor, en skade lander på en gren, tynger den ned. En politibil standser ved pissoiret på hjørnet, to politimænd stiger ud, går ind bag afskærmningen, kommer ud igen, den ene siger noget, den anden smiler. Jeg kan se det, men ikke høre det. Jeg er vist ved at blive gammel, siger min far. Ja, svarer jeg med ryggen til. Jeg er vist ved at blive gammel, gentager han højere. Han kan ikke høre uden at mundaflæse. Jeg vender mig om. 77


Jeg håber ikke, jeg bliver mere end syvogfirs, siger han. Nej, siger jeg og vender mig om mod vinduet igen. Hvad kigger du på? spørger han. Foråret, siger jeg. Hvad? Jeg sætter mig ned på spisestuestolen igen. Det er forår, siger jeg. Er det forår? spørger han. Vi var i sommerhus på Fakse Ladeplads, et eventyrligt navn, jeg sad og sagde højt for mig selv i vandkanten, mens jeg legede med spand og skovl, sand og vand. Fakse Ladeplads. Jeg gik tur på stranden med min far i hånden, slap den, samlede muslingeskaller, trykkede blæretang ud med små smæld, fandt sten med huller i, han stak dem i lommen, jeg tog hans hånd igen. En gammel, utæt jolle lå i vandkanten, jeg ville op i den, vi skulle lege, at vi roede. Der er krabber i bunden, sagde min far. Tag dem ud, sagde jeg. Han rystede på hovedet. Nej, sagde han. Jeg tog selv krabberne ud, de var meget små, jeg holdt dem bag klosaksene, i skjoldet, måske havde jeg set det i fjernsynet. Kom, sagde jeg, vi skal ro. Nej, sagde han. Han fandt sin pibe frem, tændte den, bakkede på den, kiggede ud over vandet. Mågeskrig. Jeg kravlede op i jollen, satte mig på det rådne bræt, der var ingen årer i båden, jeg lod, som 78


om jeg roede. Kom, sagde han. Vi skal hjem. Nej, sagde jeg og roede videre. Alle mine venner er døde, siger min far. Ja, siger jeg, men du slog hånden af dem alle sammen, længe inden de døde. Gjorde jeg? spørger min far. Ja, svarer jeg. Det kan jeg ikke huske, siger han. Det gjorde du, siger jeg. Sommetider husker jeg ham på Aksel, hans ungdomsven, der til sin død besøgte mig et par gange om året, efter at min far uden forklaring havde slået hånden af ham. Sommetider lader jeg være med at huske ham på Aksel. Hvorfor? spurgte Aksel, når vi var nået til roastbeefen, nummer tre af de stykker smørrebrød, han altid købte med. Jeg ved det ikke, svarede jeg hver gang. Efter nogle år spurgte jeg min far hvorfor. Jeg gider ikke rende rundt i gaderne og mindes gamle dage med det sentimentale sludrechatol, svarede han. Jeg ved det ikke, blev jeg ved med at svare Aksel, mens jeg studerede roastbeefen på min gaffel. I dag husker jeg ham ikke på Aksel. Nulle kommer ind i stuen med termokanden, sætter den på bordet. Hun har vasket lidt op og sat en tallerken varm 79


Camilla Christensen, Mere ved jeg ikke (læseprøve).