Eken KARANAGALAKSEN I. STYRKE (Læseprøve) by Gyldendal

CECILIE EKEN

STYRKE KARANAGALAKSEN LOG I

HØST & SØN 3

Karanagalaksen Log I. Styrke © Cecilie Eken og Høst & Søn / ROSINANTE & CO, København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Henrik Koitz Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos CPI books GmbH, Leck ISBN 978-87-638-5760-4 Printed in Germany 2018

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til min redaktør Tine Tak for dit engagement og din tålmodighed

cecilieeken.dk

Tak til Statens Kunstfonds litteraturudvalg for både rejse- og arbejdslegater

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. · DK-1150 København K rosinante-co.dk

Alt, hvad der gengives her, er en nøjagtig kopi af de optegnelser, som findes i hukommelsen på rumskibet Brimdir tilhørende Saga Sølvisdatter fra Hvidøy. Jeg indestår for ægtheden med både hånd og segl. Z. BnBaruch Storarkivar

OPTEGNELSE 001 SKRIFTET AF:

SAGA SØLVISDATTER AFREJST:

FORBUNDSPLANETEN HVIDØY STANDARDTID 197.168.1280.23.17 DESTINATION:

FORBUNDSPLANETEN AOHM/DOHI RUMHAVN STEDS- OG TIDSSYNKRONISERING:

IKKE MULIG

Jeg er et stykke vraggods omgivet af så meget mørke og tomhed, at jeg lige så godt kunne være ingenting. Men jeg findes. Endnu er jeg her, og mine ord bliver gemt i skibets log, hvor andre en dag vil kunne læse dem. Derfor skrifter jeg dette, hele min historie, så der følger en forklaring med, den dag jeg bliver fundet. Måske først om mange tusinde år. Måske aldrig. Universet er stort. Måske vil de atomer, der udgør min krop, aldrig igen komme i kontakt med et andet levende menneskes. Tanken er skræmmende, men på en måde er det også en lettelse at have mistet alt, hvad jeg har at miste. Der er ikke mere, der kan forsvinde fra mig nu, jeg er fortabt som Brimdir, mit rumskib, i intetheden mellem verdenerne. Når

jeg kigger ud gennem den transparente membran, ser jeg kun få fjerne lysende pletter, konstellationer, som hverken jeg eller Brimdirs autokartograf kender. Skuddet fra det fremmede skib ramte os med en uhyrlig kraft og slog os fuldstændig ud af kurs. Jeg taler med Brimdir, der svarer, men det er som at kommunikere med et væsen, der er halvvejs lammet. Næsten ingenting virker, som det skal. Over 85% af alt cellevæv er ødelagt, der er ingen energi til at lave beregninger, ingen holdepunkter af nogen art. Hvor meget længere varme- og iltforsyningen vil fungere, ved jeg ikke, meldingerne bliver ved med at ændre sig. Nødsignalet sender, men det bliver næppe nogensinde opfanget, så sandsynligvis vil ingen hverken på min hjemplanet, Hvidøy, eller andre steder få besked om, hvad der blev af mig. Kun et Under ville måske kunne redde mig, men jeg må se det i øjnene: Jeg har ingen Styrke. Så den sidste udvej er dvalen, en iskold søvn i et beskyttende lag af cellevæv, mit rumskib og jeg tæt sammenslyngede, en slags organisk redningsbåd. Sådan kan vi måske klare os i mange århundreder, men for mig er dvalen det samme som døden. Vi bliver næppe fundet, før det er for sent. Måske på et tidspunkt, hvor alle, jeg har kendt, for længst er døde. Måske på et tidspunkt, hvor Forbundet mellem de 193 planeter i Karanagalaksen slet ikke eksisterer mere. Og måske bliver vi fundet af nogen, der slet ikke er fra min galakse, selvom den er det eneste beboede sted, jeg har hørt om. Så jeg har besluttet at udsætte afslutningen lidt endnu og efterlade mig en forklaring, og hvem du end er, der læser dette, må du forsøge at følge med, som du bedst kan, for det bliver ikke en smuk og formfuldendt beretning, der ender med en nydelig

sløjfe, en morale og en lykkelig slutning som i et eventyr. Det magter jeg ikke. Sådan har mine få år som menneske ikke været. Men jeg kan prøve at skrifte, hvad der skete, og få så meget som muligt om min verden med. Et sidste aftryk af mig sat med et menneskes sprog, andet har jeg ikke tilbage, andet holder mig ikke sammen, jeg spinder tråde af ord, sætninger, der endnu kan binde mig til livet, til dem, jeg elsker, og det hjem, der engang var mit.

OPTEGNELSE 002 SKRIFTET AF:

SAGA SØLVISDATTER AFREJST:

FORBUNDSPLANETEN HVIDØY STANDARDTID 197.168.1280.23.17 DESTINATION:

FORBUNDSPLANETEN AOHM/DOHI RUMHAVN STEDS- OG TIDSSYNKRONISERING:

IKKE MULIG

Fyrst Feodor Rodionov Almaz kom gående op gennem min fars rådssal iført en lang, silkeforet kappe med høj krave, blanke støvler og en uniform fuld af skinnende knapper. Jeg havde aldrig set noget lignende. Hvis jeg ikke havde været så forpustet, havde jeg tilladt mig et fnis. Njal og jeg var lige kommet tilbage til Svalebæk fra en ridetur, tilkaldt af lyden af det landingsfartøj, der havde bragt de fremmede til rumhavnen. Vi nåede det kun lige akkurat. Min far sendte os et hurtigt blik, da vi smøg os ind ad den lave sidedør og fandt på plads bag hans stol på forhøjningen. Måske rummede det en lille smule bebrejdelse, for aftalen var, at vi lavede lektier hver eftermiddag. De havde sikkert ledt efter os overalt.

Bag fyrst Almaz gik hans to sønner fulgt af tre adjudanter. Deres tøj lod ikke fyrstens noget efter, ens blå uniformer, guldtrisser og epauletter, alt sammen af en kvalitet, der sagde: »vi køber ikke syntetisk klæde«. Sønnerne lignede hinanden til forveksling: samme brune, krøllede hår, lige øjebryn og firkantede hage. Den ene mønstrede nysgerrigt os alle, især mig, den anden kiggede kun flygtigt, inden han rettede sin opmærksomhed mod et fjernt punkt over vores hoveder. Jeg vidste kun lidt om slægten Almaz og deres planet på det tidspunkt. Intet ud over det, enhver på Hvidøy kendte til vores nærmeste nabo, Kamenia, en gold klippebunke med giftig luft, hvis eneste rigdom var forekomsten af de sjældne stjernesten. Så barsk en verden, så stort et begær. På Kamen ia satte man Finde-Styrke over alle andre Styrker, det gjaldt om at kunne udpege de rigtige steder at grave efter stenene. Slægten Almaz havde vist sig at være gode findere. I fem generationer havde de siddet tungt på magten over hele Kameniaog tjent en umådelig formue på interplanetarisk handel, for intet kan måle sig med en antændt stjernesten som energikilde. En mikroskopisk flis er nok til at få en lampe til at lyse i årevis. Normalt skulle vi ikke have haft besøg af en Kaptajn før otte måneder senere, og jeg begreb ikke, hvordan fyrsten havde fået et af Handelskompagniets enorme, levende rumskibe overtalt til at lægge sin rute om og passere Hvidøy udelukkende for hans skyld. Det bekræftede kun, hvor langt Kamenia overgik Hvidøy i indflydelse og anseelse. At min fars to hyrdehunde ikke lå for hans fødder som sædvanligt,

fortalte mig, at min far også tillagde dette besøg særlig betydning. Fyrst Almaz standsede tre skridt fra min fars stol og bukkede formelt. I sit bælte bar han en kårde i en juvelbesat skede. Normalt skulle ethvert våben efterlades uden for rådssalen, men jeg gik ud fra, at høflighed havde afholdt min far fra at kræve, at fyrsten lagde sin kårde, der uden tvivl havde stor symbolsk værdi. Desuden havde han tydeligvis fået lov til at bringe den med fra Kamenia af Kaptajnen, og en Kaptajn tillod aldrig sine passagerer at rejse med nogen form for våben eller andet, der kunne sætte andres liv i fare. Formodentlig var der tale om en slags pynt, der imiterede en kårde. Min far rejste sig og gengældte vores gæsts formelle buk. »Fyrst Almaz. Velkommen til Hvidøy.« Jeg vidste, at de to mænd nok havde mødt hinanden før på Forbundets fælles planet, Aohm. »Høvedsmand Sigrunsson, jeg hilser dig.« Fyrsten talte fællessprog med en fremmed accent. »Tak, fordi du vil modtage mig og mine sønner med så kort varsel.« Han lød ikke den mindste smule taknemmelig. Min far gjorde tegn til mig om at træde nærmere. »Saga, dette er fyrst Almaz af Kamenia, og dette er Rodion og Illarion, hans sønner. Og dette, mine herrer, er min datter, Saga.« »Velkommen til Hvidøy,« smilede jeg. De havde alle tre et fast håndtryk. Rodion, som måtte være den ældste, siden min far nævnte ham først, holdt min hånd lige lidt længere end nødvendigt. Mine fingre var ikke særlig

rene, og et par af neglene havde sorte rande, men jeg havde ikke haft tid til at vaske dem efter rideturen. »Og dette er Njal Hildursson, min fostersøn,« fortsatte min far. Njals ansigt var mod sædvane alvorligt, da han hilste på fyrsten og hans sønner. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham. Vi havde stået på stranden ved Hvalfjord og spejdet i retning af Svalebæk, og lige inden vi sad op på vores sleipnere igen, havde han lænet sig frem og kysset mig på munden. Uden et ord. Sådan havde ingen kysset mig nogensinde før. Jeg havde nok egentlig ventet på, at han skulle gøre det, længtes efter det. Og da det så endelig skete ... Njal, min fosterbror. Vores fædre var barndomsvenner, og jeg havde kendt ham altid. Da Njal var ti år, og jeg otte, omkom hans forældre, da en uventet snestorm fangede dem på en rejse. Min far fornemmede det, men var for langt væk til at kunne gøre noget, så stort et Under som at stilne en storm kan ikke udføres på afstand, og da han nåede frem, var det for sent. Min far tog Njal til sig og behandlede ham som en søn. Jeg tror heller ikke, jeg kunne have elsket Njal højere, hvis han havde været min rigtige bror. Alt ved ham holdt jeg af. Hans kridhvide hår og de mørkeblå øjne, den måde han fik fregner på næsen om sommeren, hans latter og fjollede bemærkninger, og hans balance og lynhurtige angreb i brydekampene. Når jeg var sammen med ham, følte jeg mig glad og ubekymret, han fik mig til at le og glemme, at jeg ikke viste tegn på Styrke. Den slags spekulationer var Njal lykkeligt fri for: Hans slægt var gold, i de sidste syv led havde ingen haft Styrke af

nogen art. Ellers havde han kunnet være min fars arvtager, sådan tænkte jeg tit, men en høvedsmand eller høvedskvinde skal have Styrke for at blive valgt som leder. Nogle gange blev jeg så træt af at føle, at alle folk omkring mig ventede på noget. Ventede og forventede, at min Styrke snart viste sig, når der nu ikke skete noget som helst. Jeg overvejede af og til helt at opgive, måske endda stikke af. Tage med den næste Kaptajn til planeten Navara, hvor min mors slægt bor, bare for at komme væk og leve et liv uden alle mulige menneskers uudtalte krav til mig. Når jeg havde det sådan, kom Njal og halede mig op af stolen. »Nu skal vi ud på en tur,« sagde han altid, og jeg protesterede lidt, men ikke særlig meget. Så snart jeg sad på ryggen af Glitnir, min sleipner, og de otte hove satte af fra jorden, fandt jeg ro. Dér højt oppe over Svalebæks lavasorte tårne og mure, blev mit hoved tømt for bekymringer, der var kun vinden, lyden af vingernes rytmiske slag, kroppen, der arbejdede under mig. Og et sted foran eller over mig lavede Njal luftakrobatik på sin hingst, Guldfaxe, skød lige opad, dykkede brat, susede nærmest sidelæns rundt i skarpe sving. Fuldkommen frygtløs og sikkert klar over, hvor meget jeg beundrede ham. Thorfinn, min fars betroede mand, havde hentet bægre med gylden vin fra Flolo. Vi udbragte den sædvanlige skål for venskab og fred, men jeg følte mig stadigt mere ubehagelig til mode. Som om jeg stod udenfor en frostklar dag uden overtøj på, jorden hård og lukket under mine fødder. Der var ingen venlighed i den fremmede fyrstes træk, og jeg fornemmede med ét, at de kom med bud om død og ulykke. Sorgbringere

var de, de tre mænd dér i deres fine dragter. Jeg ønskede brændende, at min far ville sende dem væk med det samme uden at høre på dem. Men han stillede bare sit bæger fra sig på Thorfinns bakke og betragtede afventende fyrst Almaz, der gjorde som ham, inden han tog ordet: »Tillad mig som det første at overrække din henrivende datter en gave, høvedsmand.« Fyrsten gjorde tegn til den ene af de adjudanter, der stod stive som statuer tre skridt bag hans sønner. Manden trådte frem og rakte ham en flad æske med et overdrevent buk, inden han gled tilbage på sin plads. Fyrst Almaz vendte sig mod mig, lagde en hånd på æsken og løftede den igen. »Hvis du vil gøre mig den ære også at anbringe din hånd her på æsken, prinzessa. Derefter vil den være umulig at åbne for andre end os to.« Jeg skævede til min far, der nikkede umærkeligt. Den fornemme tiltaleform irriterede mig, men jeg vidste, at den slags ikke kunne undgås. ‘Andre verdner, andre skikke’. Forsigtigt placerede jeg højre hånd på æsken og mærkede en svag varme. Låget delte sig i to, og jeg gispede. På et leje af dybrødt fløjl lå et halssmykke af stjernesten og strålede, så jeg næsten blev blændet. Tusindvis af slebne facetter, den midterste sten mindst på størrelse med et barns knyttede hånd. Så ufattelig en kostbarhed og så meget skønhed i ét. For dette smykke ville man kunne købe hvad som helst på hele Hvidøy, ja, næsten hvad som helst på enhver af Forbundets planeter. Det kunne ikke være sandt, at de gav det til mig bare for at vise respekt.

»Vi er kommet for at tale om en vigtig sag, der angår begge vores slægter, høvedsmand.« I et glimt indså jeg, hvad der nu måtte komme. Dengang lagde jeg ikke mærke til det, men nu tænker jeg, at det må være på det tidspunkt, Njal fik mistanke om, at noget var galt, og søgte over mod vinduerne. Selv husker jeg kun smykket, og da jeg kiggede forbi fyrst Almaz, bemærkede jeg Rodion, der iagttog mig, mens hans bror stadig virkede fraværende, som om intet af det hele angik ham. Njal red altid bevæbnet ud. Jeg havde prøvet at overbevise ham om, at det var fuldkommen unødvendigt, men han påstod, at han engang havde været tæt på at blive overfaldet af en sulten hvidbjørn ude i Frostmosen. Kun med nød og næppe var han og hans sleipner sluppet fra den. Egentlig tror jeg bare, at han holdt af følelsen af serumpistolens vægt i sit bælte. Nu tænker jeg, at den hvidbjørn har meget på samvittigheden. Hvis den ikke havde fået Njal til at bære våben, havde han ikke haft det i sit bælte den dag, og dermed var intet af det, der skete, sket. Måske. Måske var det sket, bare på en anden måde, selv hvis han havde husket at lægge pistolen fra sig i omklædningsrummet i stalden, som han plejede. Måske var det bare hans skæbne. At spekulere over det er til at blive gal af. Det skete. Sådan er det bare.

OPTEGNELSE 003 SKRIFTET AF:

SAGA SØLVISDATTER AFREJST:

FORBUNDSPLANETEN HVIDØY STANDARDTID 197.168.1280.23.17 DESTINATION:

FORBUNDSPLANETEN AOHM/DOHI RUMHAVN STEDS- OG TIDSSYNKRONISERING:

IKKE MULIG

Fyrst Almaz rakte mig æsken med stjernestenssmykket. For ikke at være uhøflig var jeg nødt til at tage imod den. I nogle sekunder hvilede hans blik på mig, så vendte han sig mod min far. »Min ældste søn er gammel nok til snart at gifte sig. Selvsagt må det være med en kvinde, der har Styrke, eller i det mindste én, der har Styrke i sin blodlinje. Og Hvidøy er jo vores nære og kære nabo.« Nu mærkede jeg harmen boble indeni. Troede han virkelig, at han bare kunne komme anstigende her og købe en avlshoppe til sin søn? »Jeg er rejst hertil for at tale om et ægteskab mellem din

datter og min ældste søn, høvedsmand. Det vil være det rette for Hvidøy at indgå alliance med Kamenia, så vores planeter bliver samlet under en stærk, forenet slægt.« »Samlet?! Hvad taler du om?« Ordene røg ud af mig, før jeg nåede at standse dem. Både fyrst Almaz og min far kiggede på mig. Min far så bleg og træt ud, og først da forstod jeg, hvad der var på spil her: Fyrst Almaz prøvede gennem et ægteskab at få kontrol over en anden planet end sin egen. Om jeg selv havde Styrke og blev valgt som høvedskvinde var ikke så vigtigt, lige meget hvad ville han som min rige og magtfulde svigerfar indirekte kunne gøre sin indflydelse gældende på Hvidøy. Jeg skulle først og fremmest bare være livmoder for slægten Almaz, Kamenias fyrster var kendt for at udse sig »renblodede« kvinder fra andre planeter. Efter sigende levede deres fyrstinder et liv i luksus i Kamenias enorme paladser. Men sladderen fortalte også, at fyrst Almaz’ kone hverken havde forladt sine værelser eller sagt et ord til nogen siden fødslen af sine tvillingesønner. Et øjeblik stod alle fuldkommen ubevægelige. Så lukkede jeg smykkeæsken med en glidende håndbevægelse og rakte den tilbage mod fyrsten. »Desværre, fyrst Almaz. Tak for tilbuddet, men jeg har ingen ønsker om at gifte mig med din søn eller nogen som helst anden.« Jeg havde lyst til at spytte ham lige i hovedet. Der kom ikke noget godt ud af, at jeg viste mine følelser så åbenlyst. Hvis jeg bare havde holdt munden lukket og havde overladt det til min far at svare. Hvis vi havde spillet det hen-

holdende kort, havde købt os tid til at bede Forbundet om hjælp. Men jeg ved godt, at den tanke er en illusion. Det var gået ilde lige meget hvad. Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig rejse tilbage så let som ingenting. Jeg står i salen med de brede gulvplanker, det hvælvede loft med indlagt hvidstål og vægfriserne, der forestiller sølvbarktræer og græssende sleipnere, og ser det hele ske igen. Det var lige efter, at jeg havde afvist fyrst Almaz, at Njal opdagede soldaterne. Gennem et af de høje vinduer fik han øje på noget ude på svalegangene langs østfløjen og trak sit våben. I det samme opfangede jeg lyden af tunge støvler mod stenfliserne uden for salen. Min far rettede sig op i sin fulde højde. »Fyrst Almaz, hvad er det her? Bryder du Forbundets love?« Njal ventede ikke på svar. Uden at tøve pegede han sin pistol direkte mod fyrstens hoved. Måleren lyste rødt. Maximal dosis, dødelig. »Hvis jeg dræber dig nu, vil enhver domstol frikende mig, fyrst Almaz. Og jeg gør det, med mindre du giver dine sønner ordre til at forsvinde herfra sammen med alle dine soldater.« Han lød fuldkommen rolig, og våbnet i hans hånd sitrede ikke det mindste. Fyrsten stivnede med sammenknebne øjne. Sekundet efter hvirvlede noget gennem luften og ramte Njal, der vaklede bagover: Rodion havde sendt sit drikkebæger lige i hovedet på ham. Samtidig greb fyrst Almaz fat om skæftet på sin prydkårde, men det han trak frem var ikke en gammeldags klinge, men noget, der straks forvandlede sig til et smalt skydevåben, det jeg senere skulle lære at kende som kamenianernes faser, hvis chokbølger kan standse hjertet på en voksen mand.

»Njal!« skreg jeg advarende. De skød samtidig. Njal stadig ude af balance, fyrsten med armen helt strakt, som vejede hans våben ingenting. Jeg så aldrig Njal falde, for to skikkelser, min fars og Illarions, kastede sig ind foran mig. Jeg blev skubbet bagover, tabte smykkeæsken og tumlede om på gulvet. Da jeg kom på benene, lå Njal livløs et stykke væk, og foran mig svajede min far usikkert, ramt af det vildfarne skud fra Njals pistol, som han havde villet beskytte mig imod. Smerten fordrejede hans træk, så han nærmest lignede en fremmed. Thorfinn var på vej hen mod ham, men fyrst Almaz bjæffede: »Grib dem!« Lydigt sprang hans adjudanter frem mod os, mens døren til salen gik op med et brag, og en bølge af blåklædte soldater vældede ind. Jeg skreg, sparkede, slog vildt omkring mig i forsøget på at slippe ud af mændenes greb. Alt, hvad jeg har lært om at slås, var som blæst ud af mit hoved, rædsel og desperation styrede mig, og desværre var mændene uhyggeligt stærke. Kun en enkelt gang lykkedes det mig at få en arm fri og smadre en knytnæve i synet på en af dem. Så blev noget presset mod min hals, og straks efter mistede jeg kontrollen over musklerne i min krop. Et bedøvelsesplaster, hurtigt, effektivt. »Tag hende til hospitalsafdelingen, hvis de har sådan en,« hørte jeg fyrsten sige, inden jeg mistede bevidstheden.