Issuu on Google+

»«

Det er en af vor tids største filmkunstnere, der her fortæller om sit liv, sin kunst og sine store samtidige fra Dalí og Picasso til García Lorca, André Breton og Louis Aragon. Buñuel fortæller om sin barndoms og ungdoms Spanien, om surrealismens Paris, om Hollywood og det Mexico, hvor mange af hans bedste film blev til. Luis Buñuels erindringsbog, Mit sidste suk, er en lang, spændende, menneskeligt og socialt spændingsfyldt collage af livsstykker og kaster lys over en periode af filmkunsten, der har haft grundlæggende betydning for moderne film. Bogen udkom i 1982, året før Buñuels død.



CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

  

Bunuel_1.indd 1

LUIS BUÑUEL MIT SIDSTE SUK

»Erindringen oversvømmes til stadighed af fantasier og drømme, og eftersom mennesket lever i fristelsen til at tro, at fantasi er virkelighed, ender det også med, at vi gør vores løgne til sandhed. Men det gør egentlig ikke den store forskel, for begge dele er lige levende og lige personlige. Så måske er der, min påpasselighed til trods, stadig nogle unøjagtigheder i denne halvbiografiske bog, hvori jeg som i enhver god skælmeroman indimellem lader mig rive med af fortællingens egen, uimodståelige charme. Men det gør som sagt ikke den store forskel. Jeg er lige så fuldt mine fejl og min tvivl som min vished. Derimod er jeg ikke historiker, så jeg skriver hverken på noter eller belæsthed. Det følgende selvportræt er stykket sammen af mine meninger, min tøven, mine evindelige gentagelser, mine »huller«, min sandhed og mine løgne. Kort og godt: min erindring.«

”Et højst særpræget menneskes forbavsende, nogle gange stærkt udfordrende, vandring gennem et bevæget århundrede.” – Jean-Claude Carriere

LUIS BUÑUEL MIT SIDSTE SUK MED FORORD AF PETER SCHEPELERN

ROSINANTE

Den spanske filminstruktør Luis Buñuel (1900-1983) fik banebrydende betydning for moderne film. Som barn gik han i jesuiterskole og læste siden på universitetet i Madrid. Han vidste tidligt, at han ville lave film og flyttede i 1925 til Paris, hvor han sammen med Salvador Dali lavede sin første film, Den andalusiske hund (1928), der vakte furore. Herefter færdedes han blandt de surrealistiske kunstnere, indtil han i 1937 tog til Amerika. I 1947 bosatte Buñuel sig i Mexico, hvor han boede til sin død. Det var i Mexico, han fik mulighed for at lave de værker, der i et brutalt og chokerende filmsprog angreb samfundets autoritære kræfter. Film som Fortabt ungdom og Mands begær, der befæstede ham som en af filmkunstens største skabere. I slutningen af sin karriere lavede Buñuel film i Frankrig, hvor han instruerede nogle af sine bedst kendte værker: Dagens skønhed og Borgerskabets diskrete charme.

21/02/13 12.40


34452_genfĂŚrd_125x200.indd 6

16-01-2013 17:12:25


MIT SIDSTE SUK

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 1

28-02-2013 14:11:52


I Rosinantes klassikerserie er udkommet: Emily Brontë STORMFULDE HØJDER Mikhail Bulgakov MESTEREN OG MARGARITA Louis-Ferdinand Céline REJSEN TIL NATTENS ENDE Daniel Defoe ROBINSON CRUSOE Charles Dickens DAVID COPPERFIELD Fjodor Dostojevskij FORBRYDELSE OG STRAF Fjodor Dostojevskij IDIOTEN George Eliot MIDDLEMARCH Gustave Flaubert FØLELSERNES OPDRAGELSE Jack Kerouaac VEJENE – det oprindelige manuskript Primo Levi VIDNESBYRD Klaus Mann VENDEPUNKTET Gabriel García Márquez KÆRLIGHED I KOLERAENS TID Georges Perec LIVET – EN BRUGSANVISNING Joseph Roth RADETZKYMARCH Tomas Tranströmer SAMLEDE TRANSTRÖMER Miguel de Cervantes Saavedra DON QUIJOTE Laurence Sterne TRISTRAM SHANDYS LEVNED OG MENINGER Elie Wiesel NATTEN, DAGGRY, DAGEN Virginia Woolf BØLGERNE Virginia Woolf MRS. DALLOWAY Virginia Woolf TIL FYRET På vej er Alfred Döblin BERLIN ALEXANDERPLATZ Stefan Zweig VERDEN AF I GÅR

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 2

28-02-2013 14:11:52


Luis Buñuel

MIT SIDSTE SUK ERINDRINGER

På dansk ved Jesper Tang Forord af Peter Schepelern

ROSINANTE

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 3

28-02-2013 14:11:52


Mit sidste suk er oversat fra fransk af Jesper Tang efter Mon dernier soupir Copyright © Edition Robert Laffont, Paris 1982, 1994, 2000 og 2012 Denne bearbejdede udgave: © Rosinante / Rosinante&Co 2012 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Camilla Jørgensen / Trefold Sat med Adobe Caslon Pro og Bodoni Std hos Rosinante&Co og trykt hos Livonia, Riga Printed in Latvia 2013 ISBN 978-87-638-2701-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 4

28-02-2013 14:11:53


INDHOLD Forord ved Peter Schepelern 9 Erindring 17 Erindringer fra middelalderen 21 Calanda-trommerne 34 Saragossa 37 Conchitas erindringer 50 Denne verdens glæder 58 Madrid, Studenterhuset, 1917-25 69 Paris, 1925-29 101 Drømme og dagdrømme 117 Surrealismen, 1929-33 127 Amerika 158 Spanien og Frankrig, 1931-36 170 Kærlighed og sværmerier 181 Den spanske Borgerkrig, 1936-39 186 Ateist, Gud være lovet 212 Amerika igen 220 Hollywood, tredje og sidste del 232 Mexico, 1946-61 244 For og imod 269 Spanien-Mexico-Frankrig, 1960-77 287 Svanesang 311 Luis Buñuels film 319

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 5

28-02-2013 14:11:53


Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 6

28-02-2013 14:11:53


Til Jeanne, min hustru og livsledsagerske Jeg er ikke skribent, sü Jean-Claude Carrière har, tro mod alt, hvad jeg har fortalt ham gennem vores lange samtaler, hjulpet mig med at skrive denne bog.

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 5

28-02-2013 14:11:53


Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 6

28-02-2013 14:11:53


FORORD

TOGET I NATTEN En gammel, døv herre gør status over sit liv, som han skønner, er ved at nærme sig sin afslutning. Heri tager han ikke fejl, for allerede året efter at erindringsbogen Mit sidste suk udkom, drog forfatteren 83 år gammel sit sidste suk. Et liv med lysende billeder, inden det store mørke. Spanieren Luis Buñuel (1900-1983) er blandt filmhistoriens absolutte hovedskikkelser, en af de store, uregerlige originaler i klasse med Eisenstein, Dreyer, Hitchcock, Kurosawa, Fellini og Bergman. Gennem sin omskiftelige karriere fik han skabt et højst usædvanligt livsværk, der stadig står påfaldende intakt og gnistrer af passioneret galskab og fabulerende anarki. Hans triumf ligger ikke mindst i, at han, trods alle forhindringer i en branche af overvejende kommerciel orientering, formåede at fastholde et dristigt kunstnerisk projekt, der har sat sig mange spor. Det blev til 30 spillefilm og nogle kortfilm, skabt over en periode på næsten et halvt århundrede. Buñuel begyndte med to franske film, den surrealistiske kortfilm Den andalusiske hund og spillefilmen Guldalderen, da han (og århundredet) var i slut-20’erne. I de næste knap tyve år havde han kun mulighed for sporadisk at instruere film, mest prægnant var dokumentarfilmen Las Hurdes om frygt og elendighed i en lille spansk bjergby. Efter ophold i USA, hvor han blandt andre mødte Eisenstein, Chaplin og Josef von Sternberg

9

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 9

28-02-2013 14:11:53


i Hollywood og siden arbejdede på Museum of Modern Arts filmafdeling i New York, havnede han efter Anden Verdenskrig mere eller mindre tilfældigt i Mexico, hvor han fik mulighed for igen at instruere spillefilm. I løbet af de næste 12-15 år skabte Buñuel mexicansk producerede film med højdepunkter som Fortabt ungdom, Robinson Crusoe, Tro og lidenskab og Morderenglen. Han lavede også en enkelt spansk film, Viridiana, som gjorde skandale i Francos Spanien, inden han i sine modne år vendte tilbage til fransk film. I en alder, hvor de fleste instruktører er ved at trække sig tilbage eller ved at løbe tør for ideer, brillerede han med fornyede kræfter, kraftigt stimuleret af samarbejdet med manuskriptforfatteren Jean-Claude Carrière. Da han fik et både kunstnerisk og kommercielt comeback med Dagens skønhed, var han 67, og nu fik han omsider frihed til sine projekter. I hovedværkerne Mælkevejen, Tristana, Borgerskabets diskrete charme, Frihedens spøgelse og Begærets dunkle mål, som han færdiggjorde som 77årig, dyrkede han filmen som et fletværk af bizarre indfald og anekdoter, gåder og belærende fabler, formet med grotesk og provokerende humor. I debutfilmen Den andalusiske hund (1929) er Buñuel selv den første person, vi ser, en latinsk mand med en cigaret i flaben, mørkt pomadiseret hår, boksernæse og et søvnigt blik under de tunge øjenlåg. Han er ved at slibe ragekniven, med hvis skarpe klinge han derefter – sådan opfatter vi det i hvert fald – ­gennemskærer en ung kvindes øje, så en geléagtig masse vælder ud. I virkeligheden var det en død kalv, der muliggjorde denne øjenåbnende indvarsling af filmmediets nye muligheder. Buñuel har svunget sin ragekniv over vores nethinde lige siden. Med Den andalusiske hund, hvor han havde Salvador Dalí som medarbejder på manuskriptet, føjede han en ny dimension til filmmediet: »Det irrationelles døre skulle stå vidtåbne,« forkyndte han. Han præsenterede et univers, hvor drømmen, drifterne og den anarkistiske galskab bestandigt presser på og når som helst kan bryde igennem. Og det glade vanvid, der besjæler Den andalusiske hund og efterfølgeren Guldalderen, lyser stadig

10

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 10

28-02-2013 14:11:53


med uforlignelig friskhed. Rimeligt nok vakte filmene furore og tumult ved premieren. Buñuel var kommet ind i surrealisternes kreds, og det var her, han fandt sit afsæt og den effektive modgift til de negative kræfter, der altid lurer. Surrealismen forblev den kraftkilde, som han trak på gennem hele sit livsværk. Herfra hentede han oprøret, drømmene – og perversiteterne. Det surrealistiske islæt i hans film, ofte i form af fabulerende indslag og drømme­scener der også markerer sig i hans »levebrødsarbejder« – de mere kommercielt anlagte, mexicanske film, er hans stærkeste brand som højtprofileret filmkunstner, som auteur. Det har også været en slags gave til hele den akademiske fortolkningsindustri, der har kunnet fråse i mystifistiske symboler, hvis hemmelige betydninger man kappes om at dechifrere. Det gælder de to surrealistiske hovedværker til overmål, og det gælder den absurdistiske Morderenglen med dens på én gang gådefulde og enkle fabel om en flok middagsgæster, der af ukendte årsager er ude af stand til at forlade spisestuen, hvor middagen har fundet sted. Men især gælder det comeback-værket Dagens skønhed, der blev en åbenbaring for den mere intellektuelle filmforståelse, der rigtigt begyndte at udfolde sig dengang i midten af 60’erne. Hvad var drøm og hvad var virkelighed i Dagens skønhed? Det var spørgsmålet, som man ikke blev træt af at søge svar på. Og Buñuel er forblevet et af filmforskningens yndlingsemner. Et hovedtema hos filmskaberen er den utrættelige kritik af autoriteter. Institutionerne og deres repræsentanter, samfundets konventioner og normer er under kraftig og vedblivende beskydning. Ministre, embedsmænd, diplomater, forretningsfolk, alle magtens repræsentanter og hele det selvoptagede og selvtilfredse borgerskab fremtræder i Guldalderen, El  – et handyr, Morderenglen, Borgerskabets diskrete charme og Frihedens spøgelse som korrupte og bedrageriske, alle til hobe. Men især er det kirkens folk samt hele kristendommen med

11

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 11

28-02-2013 14:11:53


dens hurlumhej af mirakler og dogmer og ritualer, der er genstand for hån, spot og latterliggørelse. Buñuel, der forblev fascineret af det religiøse univers, han havde oplevet fra barndommen, sammenfatter sin holdning i den underfundige og ofte citerede erklæring: »Jeg er ateist – Gud være lovet!« I Guldalderen smides en biskop ud af tårnvinduet og den Marquis de Sade-agtige levemand fremtræder som Kristus. Der er den hykleriske præst i El  – et handyr, søjlehelgenen Simon i ørkenen, paven der bliver skudt i Mælkevejen. Tro og lidenskab om den opofrende Jesus-lignende Nazarin antyder sarkastisk, at kirken og autoriteterne ville forfølge Kristus, hvis han var dukket op i dag. Og Viridiana hudfletter næstekærligheden, selve kristendommens kerne: Den opofrende godhed belønnes med had og ondskab, og her er det ikke mindst de ydmygede og sårede fra samfundets bund, der fremstår som særligt modbydelige  – kulminerende i et orgie, der ironisk inddrager to af den kristne kulturs allerstørste klenodier: Leonardo da Vincis nadverbillede og halleluja-koret fra Händels Messias. Men det er påfaldende, at Buñuels kritik og satire, især i de sene værker, fremføres med en generøs humor. Her trækker han også på Carrière, medforfatter til et herligt leksikon over menneskelig dumhed. Buñuels værk er fuldt af bizarre indfald og drilagtigheder, der rokker ved normer og konventioner. Når han fx i Begærets dunkle mål lader to skuespillere dele en rolle – ikke fordi de repræsenterer to sider af personen, men fordi han blev uvenner med den første skuespiller. I Guldalderen er kvinden åbenbart på toilettet, en sjælden aktivitet i filmkunsten, og vi hører – med overraskende tydelighed i en ellers primitiv tonefilm – den umiskendelige lyd af wc’et, der skyller ud. Siden har han i Frihedens spøgelse den uforglemmelige scene, hvor toiletbesøg er en social aktivitet, som man dyrker sammen med gæsterne, hvorimod indtagelse af føde foregår diskret i et specielt lille rum med lås for døren. I den Oscarbelønnede Borger­skabets diskrete charme prøver en flok overklassevenner forgæves at gennemføre en hyggelig middag sammen. Det er en satire over den højborgerlige livsstils hykleri og tilværelsens ulidelige gentagel-

12

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 12

28-02-2013 14:11:53


ser, men også over selve fortælleprocessen, der bestandig afspores og forhindres. Buñuel oplyser i erindringsbogen, at det seksuelle begær fra 14-årsalderen og indtil »for ganske nylig« aldrig forlod ham. Og, helt i overensstemmelse med surrealismens program, forblev seksualiteten og begærets vel strengt taget ikke særligt dunkle mål et af hans store temaer. Den andalusiske hund og Guldalderen er fulde af erotik, men af en noget bizar karakter. Og sådan er det oftest hos Buñuel. De midaldrende mænd jages af deres begær, som de attraktive unge kvinder virtuost forstår at håndtere: Den voluptuøse Susana flygter fra fængslet og gør alle mændene på haciendaen gale. I En kammerpiges dagbog udnytter titelpersonen sin tiltrækningskraft med sikker strategi. Den alt for kyske lægefrue i Dagens skønhed finder uventet nydelse ved den seksuelle nedværdigelse i Madames etablissement, men kun mellem to og fem om eftermiddagen. Tristana må underkaste sig den ældre velynders vilje, men får til slut sin hævn. Og i Begærets dunkle mål lykkes det den unge kvinde konstant at manipulere med sin midaldrende tilbeder, så han aldrig får sin lyst styret. Det er nok så meget den besatte mand, der praktiserer sine hemmelige lyster. Man kan måske undre sig over det påfaldende antal sko- og benfetichister, men Buñuel kan heldigvis forsikre os, at »seksuelle perversioner morer mig, vækker min nysgerrighed, men mit eget seksualliv er ikke spor perverst«. Ægtemanden i El – et handyr, hvis jalousi når ukendte højder, har udrustet sig med æter, reb, sytråd og sadelmagernål (!) for at tage sin hustru under en behandling, hvis nærmere karakter vi kun kan gisne om. I Ensayo de un crimen er rigmanden Archibaldo de la Cruz aldrig kommet over synet af den unge guvernante, der blev dræbt under revolutionen, og nu kribler det i ham efter at aflive kvinder, selv om han egentlig ikke vil. I Viridiana får den gamle herre den unge novice til at iføre sig brudekjole, inden han bedøver hende og bærer hende ind på sin seng. Mere diskret er Robinson Crusoe, der på sin

13

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 13

28-02-2013 14:11:53


øde ø tankefuldt betragter vindens leg med fugleskræmslets kvindetøj. Buñuel skrev Mit sidste suk med Carrières hjælp. Han kalder den selv en »halvbiografisk bog«, som måske både rummer løgn og sandhed. Ved siden af Bergmans Laterna magica er det nok den fineste erindringsbog i hele filmlitteraturen. Vi får et overblik over instruktørens liv og levned. Han bliver født i en velhavende familie og vokser op i en lille by i Aragonien, hvor »middelalderen varede lige indtil Første Verdenskrig«; så følger den strengt religiøse opdragelse hos jesuitterne; ungdomsårene i Madrid, hvor han bliver venner med to berømte landsmænd, digteren Lorca og maleren Dalí. Herfra drager han videre til Paris i 20’erne, hvor kulturlivet blomstrer, som det aldrig siden har gjort (vi kender det fra Woody Allens nostalgiske Midnight in Paris). Han slutter sig til surrealisternes kreds, og herfra finder han ind til filmen. Bogen har kommentarer til de væsentligste af filmene, men mest fascinerende er nok de afsnit, hvor Buñuel fortæller om drømme og fantasier, om religiøse ritualer og ateisme, om hypnose, sex og død – alt det stof, som hans kunst er lavet af. Kunstnere lever især livet i deres kunst. Dostojevskij sad ganske vist i tugthus i Sibirien, og Hemingway medvirkede i et par krige. Men som regel er kunsten en slags erstatning for livets dramatik. Det er i kunsten, at man er vild, rasende, pervers og følsom – så at sige pr. stedfortræder. Buñuels film har en politisk dimension med deres kredsen om oprør og protest og en psykologisk dimension, hvor perversion og seksuel besættelse er i fokus. Men det er påfaldende, når man følger hans livsbane, som han fremlægger den i erindringsbogen, at både revolutioner og perversioner, hvor centrale de end er i hans bevidsthed, hovedsagelig synes at udspille sig i fantasien, i drømmen, i kunsten. »Mennesket lever i fristelsen til at gøre det uvirkelige virkeligt,« siger han. Og det er vel i grunden heri, filmkunstnerens profession består.

14

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 14

28-02-2013 14:11:53


I en drøm, der fulgte – og forfulgte – Buñuel gennem det meste af livet, er han på togrejse og stiger af toget ved en lille station, bare for at strække benene lidt. Men pludselig står han tilbage på den øde perron, midt om natten, mens toget damper bort uden ham. Carrière fortæller, at han undertiden, når han og Buñuel arbejdede på en ny film, blev vækket af et skrig inde fra naboværelset. Og så tænkte han: Nu er toget kørt igen! Men faktisk er Buñuels tog parat til nye rejsende. Hans groteske, bizarre, fantasmagoriske drømme vedbliver at hjemsøge os. Hele dette foruroligende univers kører af sted i natten, og vi er alle med om bord. Peter Schepelern, København 2013

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 15

28-02-2013 14:11:53


Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 16

28-02-2013 14:11:53


ERINDRING Min mor mistede gennem de sidste ti år af sit liv langsomt hukommelsen. Når jeg besøgte hende i Saragossa, hvor hun boede hos mine brødre, kunne vi give hende et ugeblad, som hun omhyggeligt bladrede igennem fra første til sidste side, og som vi så tog fra hende og gav hende et nyt, der imidlertid var det samme. Hun bladrede det igennem med samme interesse som første gang. Til sidst kunne hun ikke engang genkende sine egne børn. Hun vidste ikke, hvem vi var, og hvem hun selv var. Jeg trådte ind i stuen, sagde goddag og kyssede hende og sad lidt hos hende. Hendes helbred var upåklageligt, ja, hun var faktisk ret rørig af sin alder. Så forlod jeg hende, for dog straks at træde ind i stuen igen. Hun modtog mig med det samme glade smil som første gang og bad mig sætte mig, som om hun ikke havde set mig længe. Hun havde også glemt mit navn. Da jeg gik i skole i Saragossa, kunne jeg listen over de spanske goterkonger, samtlige europæiske landes overfladeareal og befolkningstal samt en masse andre tåbeligheder udenad. Den slags mekaniske hukommelsesøvelser er ret ugleset i de fleste skoler. I Spanien kalder man en elev, der er god til udenadslære, for en memorion, og selv om jeg altså var en rigtig memorion, havde jeg dog kun foragt tilovers for den slags middelmådig hjernegymnastik. Men som årene går i vores liv, bliver den tidligere så ringeagtede hukommelse noget dyrebart. Minderne hober sig umærkeligt op i vores erindring, og pludselig en dag leder vi uden held efter en ven eller en slægtnings navn. Vi har glemt det. Måske stiger vreden op i os, mens vi forgæves leder efter et ord, vi ellers godt kender, et ord, vi tidligere havde lige på læben, men som nu stædigt nægter at melde sig.

17

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 17

28-02-2013 14:11:53


Det er i den slags situationer (og andre følger hurtigt efter), at vi begynder at forstå, hvor vigtig hukommelsen er, og derfor at sætte pris på den. Personligt mærkede jeg de første tilløb til hukommelsestab, da jeg var omkring halvfjerds år gammel; det begyndte med egennavne og nære ting: Hvor lagde jeg min lighter for fem minutter siden? Hvad er det, jeg vil sige med den sætning, jeg er midt i? Man kalder denne form for hukommelsestab for anterograd amnesi, og den efterfølges af den såkaldte antero-retrograde amnesi, hvor man pludselig ikke mere kan huske ting og hændelser, der ligger nogle måneder eller år tilbage: Hvad hed det hotel, jeg boede på, da jeg var i Madrid i maj 1980? Hvad var det nu den bog hed, jeg var så optaget af for et halvt år siden? Jeg har glemt det. Jeg leder længe og forgæves. Til sidst melder den retrograde amnesi sig, og den kan udviske et helt liv, sådan som det var tilfældet med min mor. Jeg føler mig endnu ikke selv ramt af denne tredje grad. Jeg kan stadig ret detaljeret huske min barndom og min ungdom; det myldrer i min erindring med ansigter og navne fra denne fjerne fortid, og det bekymrer mig ikke ovenud, hvis jeg glemmer ét, for jeg ved, at det pludselig en dag som ved en kortslutning i min evigt kværnende underbevidsthed stiger op af dunkelheden igen. Derimod bliver jeg urolig, ja, angst, når jeg glemmer noget, jeg har oplevet for ganske nylig, eller navnet på et menneske eller en ting, jeg har været i kontakt med inden for de seneste måneder. Min personlighed synker pludselig i grus, jeg går i opløsning. Jeg tænker ikke på andet, men al min møje og al min vrede er til ingen verdens nytte. Er det begyndelsen til den fuldstændige udslettelse? Det er grusomt at forestille sig den dag, hvor man er nødt til at bruge en metafor for at sige »bord«. Ja, værre endnu, skrækken over al skræk: at leve uden at kende sig selv, uden at vide, hvem man er. Det er imidlertid først, når hukommelsen selv om småting begynder at svigte, at man opdager, i hvor høj grad den faktisk er hele ens liv. Et liv uden erindring ville ikke være noget liv, ligesom et talent uden udfoldelsesmuligheder ikke ville være et talent. Erindringen giver vores liv sammenhæng og mening; det

18

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 18

28-02-2013 14:11:53


er erindringen, som styrer vores handlinger og følelser. Uden den er vi intet. Jeg har ofte forestillet mig en scene i en film, hvor en mand sidder og prøver at fortælle en af sine venner en historie, men han har glemt hvert fjerde ord, fortrinsvis helt almindelige ord som bil, gade eller politibetjent. Han hakker og stammer, leder efter ordene og fægter med armene, mens han prøver at finde passende synonymer. Til sidst stikker vennen ham meget irriteret en lussing og går sin vej. Indimellem bruger jeg latteren til at forsvare mig mod min egen skræk og rædsel og fortæller vittigheden om manden, der går til psykiater og klager over hukommelsestab og »huller« i erindringen. Psykiateren stiller ham et par rutinemæssige spørgsmål og siger så: »Og så dét med hullerne?« »Hvad for nogle huller?« Erindringen er altså lige så skrøbelig og udsat, som den er uundværlig og almægtig. Ikke blot ligger dens ærkefjende, glemslen, på lur, men den husker også oftere og oftere forkert. Et eksempel: I årevis har jeg, som jeg også gør det senere i denne bog, fortalt mine venner om den dag, hvor Paul Nizan – denne prægtige, marxistiske intellektuelle fra 1930’erne – blev gift. Jeg så Saint-Germain-des-Prés-kirken for mig, som var det i går: følget, hvoriblandt jeg var, alteret, præsten og brudgommens vidne, Jean-Paul Sartre. Men pludselig en dag sidste år sagde jeg til mig selv: Det er da umuligt! Paul Nizan var overbevist marxist, og hans kone rundet af en agnostisk familie, de har da aldrig giftet sig i en kirke! Det er fuldkommen utænkeligt. Hvad var der sket? Var det en erindringsforskydning? Var det alt sammen noget, jeg selv havde opfundet? Blandede jeg flere ting sammen og satte noget, jeg havde fået fortalt, ind i et af min erindrings mange kirkerum? Selv i dag aner jeg de32480me, og eftersom mennesket lever i fristelsen til at tro, at fantasi er virkelighed, ender det også med, at vi gør vores løgne til sandhed. Men det gør egentlig ikke den store forskel, for begge dele er lige levende og lige personlige. Så måske er der, min påpasselighed til trods, stadig nogle

19

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 19

28-02-2013 14:11:53


unøjagtigheder i denne halvbiografiske bog, hvori jeg som i enhver god skælmeroman indimellem lader mig rive med af fortællingens egen, uimodståelige charme. Men det gør som sagt ikke den store forskel. Jeg er lige så fuldt mine fejl og min tvivl som min vished. Derimod er jeg ikke historiker, så jeg skriver hverken på noter eller belæsthed. Det følgende selvportræt er stykket sammen af mine meninger, min tøven, mine evindelige gentagelser, mine »huller«, min sandhed og mine løgne. Kort og godt: min erindring.

Bunuel - Mit sidste suk (638-2701-0) - 320 sider - Hft.indb 20

28-02-2013 14:11:54


Læseprøve_Mit sidste suk af Luis Buñuel